Ingen redning

Det var en noget speciel opgave, og helt sikkert en opgave jeg aldrig vil glemme. Forhistorien var også noget speciel. Danmark havde åbenbart tilbudt USA, at stille en diplomat til rådighed i forbindelse med forhandlingerne om at få Mexico til at betale for den mur, som Præsident Trump ønskede at få opført på grænsen mellem USA og Mexico. Forhandlingerne skulle foregå uformelt, med den danske diplomat som stedfortræder, så Trump ikke ville tabe ansigt, hvis forhandlingerne ikke var vellykkede. Det var før Trump havde sin berømte telefonsamtale med den mexicanske præsident. Som bekendt lykkedes det ikke at få mexicanerne til at betale for muren.

Den danske diplomat, en halvt dansk, halvt mexicansk kvinde ved navn Marianne Frederiksen, endte i et mexicansk fængsel. Den danske regering kunne ikke bede om at få hende udleveret, da man så måtte indrømme, at der havde fundet uformelle forhandlinger sted. Det ville USA under ingen omstændigheder tillade. Derfor blev jeg sendt til Mexico, stadig helt uformelt og under dække af at være turist, for at få bragt orden i situationen.

Solen bager ned fra en skyfri himmel, da jeg nærmer mig fængslet i min lejede bil. Det er mindst halvtreds grader udenfor, og det er ganske ulideligt at opholde sig i solen. Alligevel står der en større gruppe betjente, iført fuld uniform, og poserer med deres våben udenfor fængslet. De syntes helt sikkert, at de ligner nogle helvedes karle, i deres uniformer og med deres store skydere, og de virker ganske begejstrede, da en ung blondt, dansk pige kører frem mod dem. Boys will be boys.

Heldigvis er vagterne endnu mere interesserede i de 100.000 pesos, jeg har medbragte som ’samarbejdsgebyr’, end de er i mine europæiske ynder, så uden større besvær, får jeg udleveret nøglen til Mariannes celle og får fri passage til fængslet. Indenfor er det også ulideligt varmt. Solen bager ned på fængslets betonmurer, og det føles som om, at de suger varmen til sig. Det føles som at gå rundt inde i en brødrister. Fængslet er overfyldt med svedige, mexicanske mænd, der råber og pifter efter mig, da jeg går gennem fængslet. Der stinker som i helvedes forgård.

Jeg kommer ind i en del af fængslet, hvor der kun sidder kvinder. Der er ikke mange. Måske tyve stykker i alt. Nede for enden af gangen, er en stor dør. Vagterne har fortalt mig, at Marianne sidder alene i den afdeling. Jeg åbner døren. Der er hun! Hun sidder nøgen og bundet på et håndklæde på gulvet. Hun stirrer på mig med et forvirret blik et sekunds tid, som om hun ikke rigtig kan tro sine egne øjne. Så udbryder hun: ’Åh gud, du er dansker, ikke? Du er kommet for at få mig ud her fra, ikke? Jeg vil hjem nu, jeg vil væk fra det her gudsforladte sted!’

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg havde forestillet mig, men Marianne er langt smukkere end jeg forventede. Jeg burde trække pistolen frem fra det skjulte hylster under min læderjakke og få det overstået med det samme – men hendes nøgenhed, hendes velskabte krop og hendes gennemtrængende brune øjne får mig til at tøve. Jeg har aldrig stået overfor så smuk og hjælpeløs en kvinde før, og jeg må med en vis skam indrømme, at det vækker stærke – men ikke særligt stuerene – følelser i mit sind. Nej, jeg må ikke. Jeg kan ikke. Men hvorfor ikke? Vagterne vil ikke forstyrre mig foreløbigt. Jeg har tid. Jeg har muligheden.

Jeg nærmer mig den hjælpeløse kvinde. Jeg skælver indeni. Jeg kan mærke, at jeg er ved at træffe en beslutning, som jeg i bund og grund ikke har lyst til at træffe. Men hendes nøgenhed, hendes hjælpeløshed, hendes skønhed, og nu – hvor jeg kommer nærmere – duften af hendes dejlige krop, det virker berusende. Normalt ville sådanne tanker aldrig så meget som strejfe mig. Måske er det varmen. Måske er det bare for længe siden jeg har fået noget, men jeg kan mærke en kriblen i min mave – og længere nede – som er svær at modstå. Pludseligt ser jeg, at der er læbestift på Mariannes bryst og hals. Det får min ophidselse helt op i det røde felt.

’Hvad er der sket? Du har læbestift på din krop?’ Hvisker jeg, mens mine øjne begærligt afsøger hendes smukke nøgne krop. Hun har et par nydelige, velskabte bryster, en flot, flad mave og et par slanke, velskabte ben. Og hendes ansigt er så smukt, at jeg næste ikke kan beskrive det. Hun ser op på mig med et ydmygt blik i øjnene. ’Vagterne voldtog mig på skift. Da de var færdige, fik de de andre kvinder i fængslet til at… misbruge mig.’ Snøfter hun. ’Jeg… du kan slet ikke fatte hvad jeg har været udsat for… jeg håber, at jeg kan få psykologhjælp når jeg kommer hjem. Vil du ikke nok slippe mig fri nu? Rebene strammer.’

Varmen mellem mine ben og den kriblende fornemmelse i min krop, er nu så voldsom, at jeg ikke længere kan stå imod. Jeg har oprigtigt ondt af den stakkels kvinde, jeg ved, at jeg ikke burde gøre det, at jeg burde være professionel, men intet af det betyder noget lige nu. Jeg sætter mig på hug ved siden af hende. Ser ind i hendes smukke brune øjne. Griber fat i hendes bryster og nyder hvordan det håbefulde blik i hendes øjne erstattes af forvirring og angst. Så kysser jeg hende. Dybt, inderligt, grådigt, hensynsløst. Jeg slikker hendes ansigt. Hendes sved og salte tårer smager vidunderligt. Jeg ved ikke hvad der går af mig, men jeg må have hende, mærke hende, smage hende.

’Åh gud, hvad laver du?’ Klynker hun med svag, skælvende stemme. Jeg stirrer ned i hendes smukke brune øjne. Jeg kan stadig se en flig af håb, bag forvirringen og angsten. Det kribler så vidunderligt i min mave, da jeg indser, at jeg bliver nødt til at slukke det håb. Og det kribler endnu mere i hele min krop, da det går op for mig, at jeg har lyst til at slukke det håb. Hvad går der af mig? Jeg har lyst til at opleve hendes desperation. Jeg smiler. Stryger hende over håret. Hvisker. ’Desværre, lille skat, jeg er ikke kommet for at redde dig. Jeg er kommet for at sikre, at ingen finder ud af hvad du har lavet.’

’Hvad?’ Klynker hun, idet jeg griber fat i hendes hår, tvinger hendes hoved bagover og begynder at slikke hendes dejlige hals. Pludseligt begynder hun at græde. Hendes krop skælver. Det føles vidunderligt. Hun smager vidunderligt. Hun er vidunderlig. Jeg kan mærke hendes luftrør og hendes halspulsårer under min tunge. Tanken om, at jeg skal stoppe hendes vejrtrækning og hendes pulsslag, øger min ophidselse voldsomt. Jeg ejer hendes krop og hendes sjæl nu. Hun er min. Jeg kan gøre med hende hvad jeg vil. Åh gud, det er så fantastisk ophidsende!

’Ingen har lyst til at indrømme, at der har fundet forhandlinger sted. Alle ønsker bare, at denne pinlige misere aldrig kommer frem.’ Hvisker jeg, mens jeg kysser hendes hals og hendes bryst. ’Og her er du lidt af et problem, Marianne. Efterretningstjenesten har sendt mig, for at fikse dette lille problem. Forstår du?’ Marianne svarer ikke. Hun tuder bare videre. Det er også en slags svar. Hun ved hvad der skal ske. Hun fornemmer det i hvert fald, og det letter mig en smule. ’Så jeg skal bare… ofres?’ Hvisker hun efter et halvt minuts tid. ’Ja. Desværre. Nogle gange må hensynet til enkeltpersoner vige for nationernes sikkerhed.’ Hvisker jeg. ’Det forstår du godt, ikke?’

Hun nikker. Jeg kan se rædslen, smerten og bitterheden i hendes øjne, men også erkendelse. Hun vidste godt, at dette kunne blive prisen. ’Hvor er du dog smuk.’ Hvisker jeg. Hun ser forvirret op på mig. ’Jeg binder dine reb op og lægger dig ned på gulvet.’ Siger jeg, mens jeg går i gang med knuderne. ’Det betyder ikke, at jeg slipper dig fri. Jeg vil bare have, at du skal ligge i en anden stilling. Forstår du, søde?’ Hun ser endnu mere forvirret ud. ’Er du ikke kommet for at slå mig ihjel?’ Hvisker hun. Jeg nikker. ’Jo, men du er en smuk kvinde, Marianne. Der er noget jeg meget gerne vil gøre ved dig først.’ Siger jeg, idet jeg sænker hende ned på gulvet og binder hendes arme fast til hendes ankler.

’Hvad?’ Hvisker hun med svag stemme, idet jeg flår min læderjakke af og sænker mit ansigt mod hendes opsvulmede skræv. Jeg rækker frem med skælvende hænder og skiller hendes opsvulmede skamlæber. Hendes skræv er vådt og varm og velduftende. ’Du er ophidset.’ Konstaterer jeg. Hun ryster insisterende på hovedet. Jeg smiler overbærende. ’Hold op, søde. Du behøver ikke spille skuespil. Jeg kan se, at du er ophidset. Jeg ved godt, at det ikke betyder, at du billiger det jeg gør ved dig. Det forstår jeg. Men du skal dø om lide, søde, og du får ikke noget ud af at spille skuespil. Hvad siger du til at slå en lille handel af? Jeg giver dig nydelse – til gengæld må du acceptere, at jeg vil se dig lide, før du dør.’

’Hvad er du for et monster?’ Hvisker Marianne og ser op på mig med øjne der indeholder lige dele forundring og rædsel. ’Jeg er ikke noget monster, søde. Jeg er en kvinde, der lige som dig gør hvad hun kan for at tjene sit land.’ Svarer jeg, idet jeg lader et par fingre glide ned i hendes varme våde hul, og mærker hvordan tingene langsomt falder på plads inde i mig. ’Men jeg har altid fantaseret om, at give nydelse til en smuk kvinde, og så se hende dø i voldsom smerte. Jeg ved godt, at det lyder mærkeligt. Det er bare en fantasi, ikke noget der fylder så meget for mig, men nu har jeg mulighed for at udleve den. Hvad siger du? Skal jeg give dig en sidste orgasme og en smertefuld død, eller skal vi få det overstået, rent og smertefrit?’

Jeg er allerede godt i gang med at stimulere hendes skedeåbning med lange- og pegefingrene på min ene hånd, mens jeg masserer hendes klitoris med tommeltotten på den anden. Jeg kan mærke, at hun er våd, varm, opsvulmet og ophidset. ’OK, så giv mig den orgasme.’ Nærmest klynker hun. Jeg kan høre, at hun er mindst lige så meget i sine følelser vold, som jeg er. Jeg ser ind i hendes smukke, brune øjne. Hendes krop er dækket af sved. Hun ser fantastisk ud. ’Du skal vide, at jeg virkeligt sætter pris på det her.’ Hvisker jeg. ’Og jeg håber, at du nyder det jeg gør ved dig. Og at du tilgiver mig det jeg kommer til at gøre ved dig.’

Marianne svarer ikke. Hun stønner i stedet ophidset. Jeg øger bådet tempo og intensitet hvormed min tommelfinger stimulerer hendes klitoris. Samtidig presser jeg fingrene på min anden hånd dybere ind i hende. Et øjeblik bliver det for meget for hende, og hendes skedemuskler trækker sig sammen om mine fingre, mens hun klynker i en vidunderlig blanding af nydelse og smerte. Så slapper hendes muskler af igen og jeg presser mine fingre endnu dybere op i hende. Jeg når et par centimeter dybere ind i hendes vidunderlige våde varme, før hun atter stammer sig sammen om mig.

’Åh gud, ikke længere, ikke dybere!’ Jamrer hun. Jeg presser ikke på, men fokusere i stedet på at stimulere hende. Jeg presser min langefinger og pegefinger op mod hendes g-punkt og bliver øjeblikkeligt belønnet med et frydefuldt brøl. Jeg fortsætter stimulansen og hører til min store fornøjelse, at Marianne stønner højere og højere, mere og mere intenst. Hendes krop skælver. En varm bølge af væske presses op mod mine fingre. Hun skriger i nydelse. Jeg gnubber hendes klitoris og masserer hendes g-punkt det bedste jeg kan, og nyder hvordan hun skriger i en voldsom orgasme, mens hele hendes krop skælver voldsomt.

’Åh gud, åh gud, jeg ikke mere, jeg beder dig, jeg kan ikke mere!’ Brøler Marianne, da en serie voldsomme orgasmer har fyldt hendes dejlige krop. Hun lyder udmattet. Jeg sætter tempoet lidt ned. ’Søde ven, jeg er jo lige startet.’ Hvisker jeg. Hun lukker øjnene og trækker vejret dybt ned i lungerne, i et forsøg på at genvinde pusten. ’Nej, nej.’ Klynker hun, men jeg ignorerer hendes bøn. Jeg presser min hånd endnu dybere ind i hende, nu med alle fingre. De mange orgasmer har fået hendes skedemuskler til at slappe af, og hun er sjaskvåd, så jeg trænger endnu et par centimeter ind i hende.

’Åh gud, åh gud, du fylder mig op! Stop! Jeg kan ikke klare mere!’ Jamrer hun, idet hendes skedemuskler atter trækker sig sammen. Jeg smiler. Jeg må indrømme, at jeg nyder hendes smerte, lige så meget som jeg nyder hendes ophidselse. ’Pjat med dig, søde. Du er ung, sund og rask. Du kan klare meget mere end det her.’ Klukker jeg. ’Eller du vil måske hellere have, at jeg finder pistolen frem?’ Mariane ryster insisterende på hovedet. ’Godt.’ Klukker jeg. ’Så må du hellere prøve at slappe af, for når du strammer skedemusklerne gør det bare mere ondt. Og jeg stopper ikke, før jeg har hele hånden oppe i dig!’

’Nej, nej, nej!’ Klynker Marianne, idet hun atter lukker øjnene og lader hovedet falde bagover. På trods af hendes protester, kan jeg mærke, at hendes skedemuskler slipper grebet om min hånd. Jeg presser på igen. Langsomt glider jeg dybere op i hende. Hele hendes krop skælver og hun klynker i noget der lyder som nydelse der er lige ved at knækker over i gråd. ’Sådan ja, søde, dygtig pige, dygtig pige.’ Hvisker jeg. Jeg er voldsomt ophidset. Hele min krop sitrer. Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg gør det her. Og jeg kan næsten ikke fatte, at jeg har hele min ene hånd oppe i en anden kvindes skæv! Det er jo sindssygt – helt fuldstændigt vidunderligt vanvittigt!

Jeg har nu hele hånden dybt begravet i hendes vidunderlige, bløde, varme og våde indre. Det føles helt fantastisk. Jeg kan mærke alle musklerne i hendes skede og jeg kan mærke hendes livmoderåbning med mine fingerspidser. Jeg bevæger prøvende fingrene og nyder hvordan Marianne klynker. Jeg kan ikke rigtig høre om det er i nydelse eller i smerte. Det er nok en blanding af begge. ’Åh gud, jeg er aldrig blevet fyldt ud på den måde før!’ Gisper hun. ’Det føles som om hun har taget mig på som en handske. Din hånd, den fylder mig, den fylder hele min krop, hele min bevidsthed. Det føles vidunderligt!’ Hendes ord får min ophidselse til at eksplodere. Jeg kaster mig frådende over hendes dampende skræv.

Jeg bruger alle mine fingre på min højre hånd til at stimulere indersiden af hendes skede, min tunge går amok på hendes klitoris og hendes skamlæber, og jeg kærtegner hendes bryster, mave og venusbjerg, med min venstre hånd. Der driver væske ud af hendes fisse og hendes krop er sjaskvåd af sveg. Hendes krop er som en eksplosion af nydelse, varme og safter, og jeg går ombord i den med alle mine sanser. Jeg kan se hele hendes vidunderlige, blottede krop, jeg kan høre hendes frydefulde skrig og stønne, jeg kan mærke hendes krop, både indefra og udefra, jeg kan smage hendes fissesaft og hendes sved, jeg kan dufte hendes ophidse, hendes hud, hendes safter.

Marianne skriger, brøler, hulker, jamrer, stønner, klynker, sveder og hiver efter vejret, mens jeg uden tøven eller tilbageholdenhed stimulerer hende det bedste jeg kan. Hendes krop skælver et utalt af gange, og jeg ved ikke hvor mange orgasmer jeg giver hende, før jeg lader min mund bevæge sig væk fra hendes klitoris, op over hendes mave, hen over hendes dejlige bryste, og op til hendes svaneagtige hals. Jeg presser mind hånd endnu dybere ind i hende, og bruger mine fingre til at stimulere hendes indre med alle mine kræfter, mens jeg overdænger hendes hals, hendes hage og hendes mund med dybe, inderlige kys.

Jeg nyder hende, jeg mærker hende, jeg oplever hende med hver en celle og hver en fiber i min krop. Hun er vidunderlig, og jeg nyder hendes skønhed endnu mere, i visheden om, at den snart vil forsvinde fra denne verden. Jeg har aldrig nydt en anden kvinde på den måde, jeg har aldrig elsket en anden kvinde uden forbehold, på samme måde som jeg elsker med Marianne i dette øjeblik. For jeg ved, at jeg er den sidste der skal elske med hende, og jeg ved, at jeg aldrig skal møde hende igen. Jeg kan tillade mig nyde hende som en krop, og lade hende nyd mig som det samme, for jeg ved, at jeg aldrig skal konfronteres med andre sider af hende. Det føles frigørende, det føles vidunderligt!

Marianne trygler mig om at stoppe, men jeg bliver ubønhørligt ved og ved, til musklerne i min tunge, mine arme og mine fingre ikke kan mere. Da jeg lagt om længe trækker min hånd ud af Mariannes dampende skræv, og stopper mine insisterende kærtegn af hendes svedige krop, ligger hun skælvende, prustende og hulkende tilbage på gulvet. Jeg tager min læderjakke og finder en vådserviet i en lomme. Jeg tørrer mine fingre af for sved og safter. Så finder jeg en læderhandske og trækker den ned over min højre hånd. Endeligt trækker jeg pistolen frem fra inderlommen med min handskeklædte hånd.

Marianne stirrer op på mig, med store, bedende øjne, mens hun ufrivilligt præsenterer al sin herlige, saftige, inderlighed.

’Jeg beder dig.’ Hvisker hun, med svag, skælvende stemme. Jeg smiler ned til hende. Mit hjerte hamrer og det kribler så vidunderligt i min mave og mellem mine ben. Visheden om hvad der skal ske, tænder mig lige så meget som det skræmmer Marianne. ’Jeg troede du forstod hvad der skulle ske?’ Siger jeg fornøjet. Marianne ryster opgivende på hovedet. ’At forstå noget og at acceptere noget er to forskellige ting.’ Klynker hun. ’Jeg er ikke bare en brik i et storpolitisk spil, jeg er en kvinde af kød og blod, jeg har venner og familie, jeg har tanker og følelser, håb og drømme, jeg har et liv jeg gerne vil leve! Please, hvis du lader mig gå, så lover jeg, at jeg aldrig vender tilbage til Danmark igen og at jeg aldrig fortæller nogen om det der er sket! Jeg sværger det! Jeg sværger ved alt hvad der er helligt for mig!’

’Desværre, søde, min mission er at sikre, at du med sikkerhed aldrig nogen sinde fortæller noget til nogen. Det er der kun en måde at være 100% sikker på.’ Hvisker jeg og retter pistolen mod hendes stadig dampende og sjaskvåde skræv. ’Du kan stole på mig, please.’ Tigger hun med inderlig stemme. ’Det var vidunderligt, det du gjorde ved mig før. Jeg har aldrig oplevet noget lignende med nogen anden kvinde. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Du har været inde i mig, og jeg ved ikke engang hvad du hedder. Vil du ikke nok give mig en chance? Jeg beder dig! Menneske til menneske, kvinde til kvinde!’

Jeg føler mig smigret over Mariannes hengivenhed, men intet kan få mig til at ændre mening. Ikke nok med at jeg har fået ordre på at slå hende ihjel, jeg har lyst til at dræbe hende. Jeg har lyst til at se hende lide. Jeg har lyst til at opleve hendes desperation og smerte, jeg har lyst til at opleve de sidste intense sekunder i hendes liv. ’Ja, det var vidunderligt, Marianne. Hvor mange orgasmer fik du, søde? Jeg tror jeg holdt op med at tælle efter de første ti.’ Klukker jeg fornøjet. ’Men du husker nok, at jeg krævede noget til gengæld for den nydelse. Jeg vil se dig dø i smerte. Du skal have en kugle i dit skræv, Marianne, så den kan flænse sig gennem nerverne i din klitoris, din skede og dine tarme.’

’Nej! Du må ikke gøre det, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Vræler Marianne af sine lungers fulde kraft. Jeg smiler ned til hende. Jeg nyder hendes desperation. Hele hendes krop dirrer af intensitet. Det samme gør min. Jeg kan ikke længere modstå varmen mellem mine ben. Jeg lader min venstre hånd glide ned i mine bukser. Jeg har ikke trusser på og mine skamlæber er allerede opsvulmede og våde. Jeg nusser forsigtigt mig selv mens jeg tager godt sigte lige mod Mariannes klit. ’Stop, nej, please, please, please!’ Brøler hun. Jeg trykker af. Der kommer et lille pift fra lyddæmperen og et vådt smask, da kuglen rammer hendes krop, flænser hendes klitoris i småstykker og fortsætter ind i hendes mest følsomme og intime dele.

Et øjeblik bliver Marianne tavs, mens hele hendes krop dirrer i smerte. Så gisper hun. Trækker vejret dybt ind. Og så brøler hun som et dyr. Hendes skrig er umenneskeligt, forvrænget af næsten ubærlig smerte. Det får det til at løbe koldt ned af min ryg. Hvad har jeg dog gjort ved det stakkels pigebarn? Smerten må være ulidelig. Mon hun bryder sammen? Jeg har lyst til at se hende gå i opløsning. Jeg har lyst til at se hende gå til grunde. Jeg ved det lyder makabert, men da jeg mærker efter i mig selv, er jeg sikker på, at det mere er nysgerrighed end ondskab. Jeg har intet imod den dejlige pige, jeg vil bare gerne se hvad hun reagere på og forholder sig til det der skal ske med hende de næste par minutter.

Mariannes skrig tager langsomt af og glider over i en smertelig hulken. ’Hvorfor? Hvorfor?’ Jamrer hun, da hun genvinder nok kontrol over sig selv, til at hun kan formulere forståelige ord. Jeg smiler. ’Fordi jeg kan, søde, og fordi jeg har lyst.’ Klukker jeg. ’Hvis du fik muligheden for at slå en smuk, velskabt kvinde ihjel, ville du så ikke også bruge muligheden for at få en oplevelse ud af det?’ Hun stirrer op på mig med både smerte og vanvid i øjnene. ’Smerten. Den er ulidelig!’ Jamrer hun. ’Du er et monster, åh gud, du er et sindssygt monster!’

’Jeg kan godt forstå, at du ser det på den måde, søde. Og et eller andet sted har du jo også ret. Det er ikke normalt, det jeg gør ved dig. Det er jeg godt klar over.’ Siger jeg og retter pistolen mod hendes smukke maveskind. ’Jeg har slået mennesker ihjel før, men ikke på den her måde. De fik en kugle i hjertet eller hovedet. Hurtigt og smertefrit. Men der er noget ved dig… noget der gør, at jeg får lyst til at tage mig god tid og virkeligt opleve det der sker med dig. Måske er det fordi du minder lidt om mig selv, og mit arbejde gør, at jeg nemt kunne havne i din situation. Gennem dig kan jeg konfrontere mit værste mareridt.’

Jeg trykker aftrækkeren i bund igen. Mariannes krop skælver voldsomt, da kuglen hamrer gennem hendes solar plexus. Hun brøler, jamrer og hulker. ’Kan du mærke, at du er ved at dø, søde?’ Hvisker jeg, idet jeg nysgerrigt stirrer på hende, mens jeg gnubber mig selv lidt mere intenst. Jeg er ikke lagt fra orgasme. ’Kan du mærke, at din dejlige, unge krop er ødelagt? Selv hvis jeg ikke skyder dig igen, vil du dø af indre blødninger i løbet af en halv til en hel time. Men bare roligt, søde, du får ikke lov at lide så længe.’ Jeg retter pistolen mod hendes smukke hoved. Hun bider smerten i sig og stirrer atter op på mig med bedende øjne.

’Jeg vil ikke dø, Ditte, jeg beder dig, jeg vil ikke dø!’ Hulker hun mens hun ryster desperat på hovedet. Jeg smiler. ’Jamen søde skat, hørte du ikke hvad jeg lige sagde? Du er allerede død. Nu er det kun et spørgsmål om tid.’ Klukker jeg. Hendes reaktion sender endnu engang en frydefuld kuldegysning ned at min ryg. Rædslen nærmest lyser ud af hendes øjne og hun jamrer som jeg aldrig har hørt nogen jamre før. ’Du skal være glad for, at jeg skyder dig i hovedet nu.’ Klukker jeg. ’Det vil spare dig for en langsom og ekstremt smertefuld død. Tro mig, det er en nådesgave.’

Marianne ser det vidst ikke på samme måde, for hun hyler og skriger og tigger og beder, da jeg stille og roligt tager omhyggeligt sigte. Det er lidt svært, for hun bliver ved med at kaste hovedet frem og tilbage, i det naive håb, at jeg så ikke kan aflive hende. ’Er du klar, Marianne? Nu er det tid til at sige farvel – til alting.’ Klukker jeg. Marianne brøler af sine lungers fulde kraft. Et øjeblik koncentrere hun sig om at skrige og bevæger derfor ikke hovedet så voldsomt. Det bliver det øjeblik hendes liv slutter. Kuglen rammer hende midt i panden. Hendes krop skælver igen. Et langt, vidunderligt dybt suk undslipper hendes dejlige læber, mens øjnene ruller op i hovedet på hende.

For Marianne er det slut. Hun er nu hinsides enhver bekymring. Jeg, derimod, står overfor den største udfordring ved min mission: At komme ud af et mexicansk fængsel, fyldt med liderlige, grådige og korrupte fængselsbetjente og politimænd, der har en valid grund til at arrestere mig. Heldigvis var der tolv kugler i mit magasin og jeg har kun brugt tre. Jeg har også stadig lidt mexicanske pesos og en kuvert med amerikanske dollars at gøre godt med. Det skal nok gå. Jeg kaster et sidste blik på Mariannes vidunderlige, døde krop, og mindes med taknemmelighed den dejlige oplevelse hun gav mig. Så vender jeg mig om går.

Reklamer

En bordelmutters pligt

Jeg havde været ’bordelmutter’ i næsten tre problemfri år, da situationen med Malene Kristensen opstod. Jeg skriver bordelmutter i anførelsestegn, for selv om bordellet, der også tilbød escortservice, fungerede som så mange andre bordeller i Danmark, så lå det på en mondæn adresse nær Strandvejen nord for Hellerup og blev drevet af Efterretningstjenesten. Alle ’pigerne’ var agenter i Efterretningstjenesten, og deres job var at lokke diverse hemmeligheder ud af de mange udenlandske diplomater og forretningsmænd – hvoraf en god del af dem var hemmelige agenter for fremmede magters efterretningstjenester – der frekventerede etablissementet.

Malene var junioragent, hun havde kun været ude på tre kortere missioner, før hun blev overført til min kommando. Hun virkede glad for arbejdet og havde intet imod at være sammen med kunderne. Hun tilbød alle ydelser vi havde på menukortet, og hun blev hurtigt en af vores mest populære piger. Hun blev også hurtigt en af dem, som fik flest interessante informationer ud af kunderne. Alt i alt så det ud som en succeshistorie. Lige indtil vi fandt ud af, at hun læggede.

’Ej, godt at se dig, søde, møs, møs, du ser vidunderlig ud, lang tid siden, møs, møs, møs!’ Kagler Malene fornøjet, idet Lone, min personlige assistent og bordellets telefondame, viser hende ind på mit kontor. Omkring halvdelen af de agenter der arbejder for mig, er uddannede agenter der har lært at arbejde som prostituerede. Den anden halvdel er prostituerede vi har hyret som agenter. Malene tilhører den første gruppe, men hæng en del ud med den anden gruppe, og det er hendes sprog begyndt at bære tydeligt præg af. Hun virkede tilsyneladende til at være i strålende humør.

’Kom indenfor og sæt dig ned.’ Siger jeg, med en lidt strammere grimasse. Pludseligt går det op for mig, at hun sikkert tror, at jeg har kaldt hende ind på kontoret for at give hende ros. Alle de andre piger har snakket om hendes fremragende resultater. Hun må vide, at jeg også har lagt mærke til dem. Jeg beslutter mig for, at det skal være min vinkel. Så må vi se hvor det fører hen. ’Du har jo kun været her et halvt år, men sikke resultater du allerede har opnået. Det er virkeligt imponerende.’ Siger jeg, idet vi sætter os til rette i sofaen. Jeg nikker over mod Lone. Hun trækker sig ud af kontoret og lukker døren bag sig.

Vi sætter os ned i sofaen. ’Jamen jeg føler også bare, at jeg er født til det her. Det er virkeligt et fantastisk givende arbejde.’ Siger hun, stadig med et smil på læberne og i et muntert tonefald. Hun virker oprigtig. Pludseligt får jeg en idé. Jeg ved godt, at jeg ikke burde gøre det, men jeg kan ikke lade være. ’Det er jeg glad for du syntes. Og dine resultater som agent er da også imponerende.’ Siger jeg og mærker det kribler en smule i maven, da jeg fortsætter. ’Men vi har fået et par tilbagemeldinger fra nogle af dine kunder. De var ikke helt tilfredse med det seksuelle.’ Det får Malene til at sætte sig rank op og se på mig med et småfornærmet blik.

’Ej, seriøst, skattebasse, det kan du da ikke mene?’ Siger hun med en stram mine. ’Jeg har aldrig fået nogen klager. Tro mig, jeg giver alle mine kunder fuld tilfredshed.’ Jeg lader mit blik glide op og ned af hendes krop. Jeg tror faktisk, at hun har ret. Hun er en flot kvinde, og jeg har hørt fra hendes kolleger, at hun er vild med sex og oprigtigt glad for sit arbejde. Ja, hun er en flot kvinde. Og hun dufter også skønt, som hun sidder der i sofaen, så tæt på mig, at jeg næsten kan mærke varmen fra hendes dejlige krop. Jeg er ikke villig til at droppe min idé så hurtigt. Jeg må finde på noget.

’Det er jeg sikker på du gør. For de flestes vedkommende. Men jeg har fået klager fra to kvinder. De sagde begge to, at du virkede en smule nervøs og tilbageholdende.’ Siger jeg, da løsningen klikker på plads inde i mit hoved. Jeg rækker ud og lægger kælent min hånd under hendes hage. ’Du er en smuk kvinde, Malene, og alle mændene er vilde med dig. Men det er nye tider vi lever i, søde. Der er flere og flere kvinder, som får topposter indenfor diplomatiet og erhvervslivet. Og der er flere og flere af disse stærke, velhavende kvinder, som har råd og lyst til at benytte sig af vores ydelser. Det er en kundegruppe vi ikke kan ignorere. Forstår du hvad jeg siger?’

’Øh, ja. Jeg prøver bare at tænke tilbage. Jeg har måske været sammen med en femten- tyve kvinder i alt, siden jeg startede. Jeg syntes det gik meget godt, så jeg kan nu ikke helt genkende kritikken.’ Starter Malene i et afvisende tonefald, men så kan jeg se et eftertænksomt blik i hendes øjne. ’Men det kan da godt være, at jeg bare er mere vant til mænd. Med mænd er jeg aldrig i tvivl om hvad de vil have. Det er lidt mere kompliceret med kvinder. Det gør mig måske en smule nervøs.’ Siger Malene. Jeg smiler. ’Det er godt, at du kan se det, søde. Det er første trin til at få gjort noget ved problemet. Og jeg er her for at hjælpe dig, Malene.’

’Hjælpe mig? Hvad mener du, søde?’ Spørger Malene, med et lettere forvirret og overrasket udtryk i ansigtet, mens hun fumler nervøst med sit hår. Jeg lader den hånd jeg lagde under hendes hage glide ned over hendes arm, ned til hendes hånd, mens jeg lægger min anden hånd på hendes skulder. Pludseligt mærker jeg den kriblende fornemmelse i min mave igen. Den spreder sig langsomt længere ned. Hun er jo en smuk kvinde. Hvorfor skulle jeg have travlt, med at gøre det jeg må gøre? Jeg er en pligtopfyldende agent og jeg bringer ikke min mission i fare, blot ved at have det lidt sjovt.

’Jeg tror du har brug for lidt træning.’ Hvisker jeg, mens mit blik endnu engang glider ned over hendes krop. Jeg dvæler ved hendes ben. De er muskuløse og flotte. Så glider mit blik op til hendes barm, som måske ikke er så stor, men til gengæld velskabt. ’Øh… hvad foreslår du?’ Hvisker hun, mens hun bider sig nervøst i underlæben. ’Jeg tror godt du ved hvad jeg mener.’ Siger jeg og giver både hendes skulder og hendes hånd et klem. ’Du er en smuk kvinde, Malene. Du må have bemærket mine blikke. Jeg kan lærer dig alt du har brug for at vide om at tilfredsstille kvinder.’

’Men Ditte, du er jo min chef, søde. Du er ikke en af os.’ Udbryder Malene, endnu mere overrasket end før. ’Det ved jeg. Men hvis du vil lære at slappe af, når du elsker med en kvinde, så må du lære at kunne elske med en hvilken som helst kvinde. De kvinder du møder på jobbet har du ikke noget forhold til, så det burde være let for dig, at slappe af i deres nærvær. Du og jeg kender hinanden, vi har et forhold udenfor sengen, du ved der er noget på spil, når du er sammen med mig. Hvis jeg kan lære dig at slappe af, sammen med mig, så tænk hvor meget lettere det bliver, når du er sammen med en kunde. Luk øjnene, læg dig tilbage i sofaen og slap af. Jeg har sagt til Lone, at hun ikke skal forstyrre os.’

’Jeg anede slet ikke, at du var til den slags, Ditte.’ Udbryder Malene, stadig lige overrasket, men hun følger nu alligevel min opfordring og læner sig tilbage. Jeg presser forsigtigt et par fingre mod hendes top, der hvor den dækker den bløde, sarte hud over hendes solar plexus. ’Den slags?’ Hvisker jeg og fniser. ’Du mener smukke, velskabte, intelligente, dygtige, knaldhamrende frække blondiner?’ Mit kompliment fremkalder et lille smil på hendes læber, men hun er stadig stiv og anspændt i kroppen.

’Jeg syntes faktisk også, at du er en rigtig smuk og spændende kvinde, søde, men jeg kan bare ikke liiiiiige abstrahere fra, at du er min chef.’ Hvisker Malene anspændt, stadig med øjnene lukkede. Hun bliver ikke mindre anspændt, da jeg pludseligt skubber hendes ben fra hinanden og trækker op i hendes nederdel. Faktisk udstøder vi begge, næsten nøjagtigt samtidigt, et lille overrasket gisp da hendes skræv blottes for mit nysgerrige blik. Hvor ser hun dog vidunderlig ud, dernede. Hun har velskabte, glatbarberede skamlæber. Hendes ydre skamlæber er smukke og fyldige, hendes indre skamlæber er glatte og fine og titter lige ud mellem de ydre skamlæber, helt fra øverst til nederst. Det er et vidunderligt syn!

’Hold da op.’ Hvisker jeg, idet jeg ikke kan lade værre med at stirre på hendes intime herlighed. ’Du er virkeligt smuk dernede, Malene. Også dernede, mener jeg. Intet under, at kunderne er vilde med dig.’ Malene svarer ikke med det samme. Hun sidder stille, stadig med øjnene lukkede, og trækker vejret gennem munden i små, anspændte stød. ’Ditte, jeg kan ikke gøre det her. Du er ikke en kunde. Jeg er professionel, jeg gør det jeg gør, fordi det er mit job. Forstår du hvad jeg mener? Det er ikke fordi, at jeg ikke er tiltrukket af dig, søde, men jeg har bare lært af bitter erfaring, at det altid giver problemer at bolle med en fra jobbet.’

’Bolle med en fra jobbet?’ Gentager jeg, idet jeg atter lægger en hånd under hendes hage. Jeg presser den op mod hendes hage og hun rejser sig langsomt fra sofaen. Min anden hånd fører jeg ned til hendes vidunderlige skræv. Det kribler så vidunderligt i hele min krop, og nydelsen forplanter sig op gennem mine fingre, min hånd, min arm og mit bryst, da mine fingerspidser kommer i kontakt med hendes delikate, bløde, varme skamlæber. ’Jeg taler ikke om at bolle, jeg taler om at elske.’ Hvisker jeg, da hendes ansigt er helt tæt på mit. ’Og jeg er ikke bare en fra jobbet. Der er noget mellem os, Malene, det har det været siden det øjeblik vi mødtes. Kan du ikke mærke det?’

’Åh gud, jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Jeg anede ikke, at du havde det på den måde.’ Hvisker Malene. Så udstøder hun et lille, undertrykt støn. Hun presser langsomt underlivet frem mod min hånd. Meget langsomt, men nok til at jeg tydeligt kan mærke det. Jeg lader hende gøre det, jeg flytter ikke min hånd. Mine fingre presser mod hendes skamlæber. Jeg kan mærke, at de er ved at svulme op. De bliver større, hårdere, varmere, mellem mine fingre. Jeg gnubber dem ganske forsigtigt. Malene stønner igen. ’Det føles dejligt, søde.’ Hvisker hun. Jeg smiler. Jeg gnubber hende lidt hårdere. Hun stønner igen. ’Uha, det er ikke ligefremt ubehageligt.’ Hvisker hun.

’Ja, det er dejligt, ikke? Men lad os ikke haste direkte til klimakset. Lad os nyde rejsen, sammen.’ Siger jeg og sætter mig på knæ bag hende på sofaen. Hun ser både skuffet og en smule forvirret ud. ’Nej, mere.’ Hvisker hun. ’Om et øjeblik, søde.’ Hvisker jeg, læner mig ind over hende og griber kanten af hendes top. Hun dufter vidunderligt. Jeg trækker den langsomt op over hendes dejlige krop, og nyder hver eneste centimeter mælkehvide kvindehud der kommer til syne under den. Hun strækker armene op i luften. Jeg trækker hendes top af og smider den på gulvet foran sofaen.

’Mænd tænker kun med pikken, de vil bare have udløsning.’ Hvisker jeg, idet jeg lægger armene om hende og presser hende ind mod mig. Hendes varme krop føles vidunderlig imod min. ’Men når du er sammen med en kvinde, handler det om meget mere end orgasme. Det handler om nærhed, det handler om fordybelse, det handler om forførelse, det handler om sanselighed, det handler om både fysisk og følelsesmæssig intimitet. Orgasmen er selvfølgelig vigtig, men den er kun et trin på rejsen. Der er så meget mere vi skal nyde sammen.’

’Ja, OK, søde.’ Hvisker Malene opstemt. Jeg lægger en hånd på hendes bryst. Jeg kan mærke hendes hjerte hamre. Hun er ophidset. Jeg er sikker på det. Gud hvor det tænder mig. Men jeg vil give hende en lille påmindelse om hvem jeg er, noget hun til fulde vil lære senere. Jeg fører nænsomt min anden hånd op over hendes skulder, op til hendes hals. Jeg lægger forsigtigt fingrene om hendes strube. Så giver jeg den et forsigtigt, men pludseligt og mærkbart klem. Malene stivner. Hendes hjerte galoperer. Jeg smiler. ’Malene, da jeg var yngre og aktiv feltagent, kaldte de mig Kvæleren. Jeg har meget stærke fingermuskler og har kvalt fem mennesker med de bare næver. Kan du forestille dig hvordan det føles, at mærke et menneskeliv ebbe ud mellem dine fingre?’

Malene stirrer op på mig. ’Nej.’ Hvisker hun. ’Men det må være noget af en oplevelse.’ Jeg nikker. ’Ja, det er en fantastisk oplevelse, Malene. Der er noget intimt ved at dræbe et menneske på den måde. Man er helt tæt på. Man kan se og føle alt hvad det menneske man dræber går igennem.’ Hvisker jeg og mærker ophidselsen i min krop tage til. ’Men lad det ligge, Malene. Jeg vil bare have, at du skal vide, at mine hænder kan mere end at give nydelse.’ Malene stønner da jeg slipper hendes hals. ’Faktisk tænder det mig lidt.’ Hvisker hun. ’At du har dræbt med de hænder. Det får på en måde dine kærtegn til at føles mere intense.’

Hendes ord gør min ophidselse endnu voldsommere. Det er nu som en brændende fornemmelse, der føles som en ild der blusser mit skræv, og gennem min mave og spreder sig ud i mit bryst. Jeg må opbyde al min selvkontrol, for ikke at kaste mig over hende med det samme. Nej, jeg vil taget det stille og roligt. Jeg vil opleve hende, nyde hende, kende hende. Jeg vipper forsigtigt stropperne på hendes Bh ud over hendes delikate skuldre. Så fører jeg mine skælvende hænder ned mod skålene og trækker dem forsigtigt ned. Hendes bryster er helt vidunderlige. Små og med utroligt fine og delikate kurver, samt et par fantastiske lyserøde brystvorter.

’Åh gud, din krop er gaven der bare bliver ved med at give. Dit hår, dit ansigt, dine ben, din hud, dine skuldrer, dit skræv, dine bryster, er der noget ved dig, som ikke er perfektion?’ Hvisker jeg begejstret. ’Øh, tak, men jeg har aldrig rigtig..,’  Begynder Malene forlegent, men jeg stopper hendes indvendig med et kys på halsen. ’Nej, du behøver ikke sige noget, Malene. Du er en gudinde i mine øjne.’ Hvisker jeg. ’Du behøver ikke være blufærdig eller genert. Du er vidunderlig på alle måder. Nyd det der sker, nyd din egen skønhed, vid at du fortjener al den nydelse der er på vej.’

’Åh gud.’ Hvisker Malene da jeg griber hendes bryster med begge hænder. De føles næsten helt ubeskrivelige, bløde og faste på en og samme tid, som en mellemting mellem silke og alabaster. Jeg klemmer dem, masserer dem, nusser de vidunderlige brystvorter. Hendes brystvorter bliver hårde mellem mine fingre. Hun stønner ophidset. Jeg kan slet ikke få nok af hendes bryster, de er så dejlige at røre ved, huden er så glat og fin og fuldendt. Jeg må sige, at jeg oprigtig beundre hendes krop. Det er ikke blot liderlighed, jeg syntes virkeligt hun er en smuk og dejlig kvinde. Hvis blot ikke hun havde gjort det hun havde gjort, så kunne vi måske… nej, det er en nyttesløs tanke.

Malene er en smuk kvinde, men hun har forrådt Denmark, hun har forrådt Efterretningstjenesten og hun har forrådt mig og de andre piger. Jeg bliver nødt til at straffe hende. Det er min pligt. Det er ærgerligt. Jeg er oprigtigt glad for at have Malene i min tjeneste, og har været det lige siden hun startede. Hun er en fantastisk agent og en fantastisk kvinde. Sandt at sige har jeg nok altid været tiltrukket af hende. Men jeg har aldrig prøvet på noget før. Malene har jo ret, det bliver altid noget rod, når man har en affære på arbejdspladsen. Men nu vil hun snart ikke længere arbejde for mig, og så kan jeg jo lige så godt nyde hende.

Malene ligger og stønner nogle minutter, mens jeg leger med hendes bryster. Så sætter hun sig pludseligt op på sofaen og vender sig mod mig. ’Jeg har lyst til dig.’ Hvisker hun. Jeg presser hende ind mod mig og kysser hende dybt og inderligt. Hun gengælder mit kys. Det føles vidunderligt. Hun er en fantastisk kysser. Kreativ, legesyg, og hendes smag… uforglemmelig. Da vores læber skilles, trækker jeg en smule ned i min top. ’Wow, du har også dejlige bryster, Ditte.’ Hvisker Malene. ’Må jeg mærke?’ Spørger hun, idet hun langsomt fører en skælvende hånd op mod mit bryst.

’Malene, jeg har virkeligt beundret dig, lige siden du blev overført til min lille afdeling her.’ Hvisker jeg. ’Du er en fantastisk smuk kvinde, men du er også en af de bedste agenter jeg nogensinde har mødt. Og den måde du har omfavnet arbejdet her på bordellet, og virkeligt levet dig ind i din rolle, med alt hvad den indebærer, er oprigtigt beundringsværdigt. Jeg har altid været tiltrukket af dig, men jeg har aldrig haft modet til at gøre noget ved det. Før nu. Du har ingen anelse om, hvor meget det betyder for mig, at du tager imod mine tilnærmelser.’

’Du gør mig jo helt forlegen, Ditte.’ Hvisker Malene og smiler lidt forsigtigt. ’Jeg må sige, at jeg er en smule betænkelig ved det her, men du er en dejlig kvinde og jeg nyder dine kærtegn. Jeg håber inderligt, at vi bare kan nyde hinanden og der ikke behøver være mere i det end det. Jeg ville hade, hvis det blev mærkeligt mellem os efter det her.’ Jeg nikker uden at sige noget. Malene læner sig ind mod mig, mens hun stirrer op i mit ansigt med sine vidunderlige gråblå øjne. Vi dirrer begge af spænding, da hun langsomt fører sin mund ned mod min hånde brystvorte. Jeg stønner af nydelse, da hendes bløde læber forsigtigt nipper om min brystvorte. Hun suger den ind i sin mund og kærtegner den med sin bløde, varme tunge. Det føles vidunderligt.

Malene kysser, slikker, nipper og kæler for mine bryster i adskillige minutter, mens jeg ager hende over håret og kærtegner hendes smukke arme og skuldrer. Vi holder øjenkontakten under hele seancen, jeg stirrer ned i hendes smukke øjne, og hun stirrer op i mine. Hvor er hun dog dejlig, den vidunderlige kvinde. Hun er ikke bange for intimitet, og vi stirrer ind i hinandens øjne, som om vi ønsker at kende hinandens følelser, næsten som om vi ønsker at smelte sammen. Kan hun mon fornemme hvad jeg føler for hende? Og kan hun mon læse den grusomme hemmelighed jeg bærer på, og som giver denne ellers fantastisk dejlige oplevelse en bittersød bismag?

’Åh gud hvor er du dejlig, Malene. Du er fantastisk til at bruge dine læber og din tunge. Mine bryster kan snart ikke klare mere nydelse.’ Stønner jeg ophidset, da min liderlighed bliver så voldsom, at jeg får lyst til mere. ’Vil du vise mig hvad du ellers kan bruge den ting?’ Hvisker jeg. Hun nikker og smiler. Jeg trækker min top op og så min nederdel. Hun falder øjeblikkeligt ned på knæ foran sofaen. Jeg griber fat om hendes hoved. Min ene hånd har fat om hendes hals – lidt hårdere end jeg ville have det under andre omstændigheder. Hun klynker lidt skræmt, da jeg presser hendes hoved ind mod mit våde, varme, opstemte skræv.

Jeg stønner af nydelse, da jeg mærker hendes varme ånde mod mine opsvulmede skamlæber. Da hendes tunge skyder frem, og jeg mærker hendes tungespids mod mine indre skamlæber, er det som om det slår gnister og jeg brøler højlydt. ’Åh gud, elsk med mig, søde, elsk med mig”’ Nærmest hulker jeg, opslugt af liderlighed. Malene presser langsomt sin tunge ind mellem mine skamlæber. Hendes tungespids finder frem til min skedeåbning, som den kærtegner ihærdigt, før hun presser den dybere ind i mig. Hendes tunge er piercet og det får det blot til at føles endnu mere vidunderligt, da det kolde metal kærtegner min skedeåbning, mens hendes tungespids trænger dybere ind.

Pludseligt trækker hun tungen ud af mig og lader den løbe op over mine skamlæber, op til min opsvulmede klitoris. Hun presser tungen mod mit mest følsomste sted, hendes tungespids glider op og ned over mine skamlæber, mens piercingen spiller frem og tilbage over min klit. Hendes varme, bløde tunge, og det kolde, hårde metal, der skiftevis, og nogle gange samtidig, presses mod min klit, det er en nydelse jeg aldrig før har oplevet, en nydelse mere intens end noget andet jeg før har oplevet. Jeg kan mærke hvordan varmen fylder hele min krop, min puls stiger og mit åndedræt både dybere og hurtigere.

Hun stimulerer min klitoris som den aldrig er blevet stimuleret før. Bølger af nydelse strømmer ud fra den og fylder hele min krop. Jeg stønner i ekstase og vrider mig på sofaen. Jeg lukker øjnene og fokuserer kun på nydelsen, som støt vokser i min krop. Den fylder mig, den udfylder mig, ikke kun min krop, men hele min væren. Jeg stønner højere og højere, jeg kan mærke hvordan muskeltrækninger i min skede, min mave og mine ben tager til. Min puls hamrer derudaf. Det er vidunderligt! Og så – pludseligt – er det som om hele min væren forsvinder ind i min klitoris. Der er ikke andet end den, ikke andet end nydelse. Og så eksplodere det hele i min krop og jeg brøler og brøler, mens min krop vrider sig på sofaen og mine ben spjætter ukontrolleret.

’Åh gud hvor var det fantastisk!’ Stønner jeg, da jeg genvinder nok kontrol over min krop til at få ord frem. Malene smiler stolt. ’Nu skal du få en omgang.’ Klukker jeg og rejser mig. Mine ben føles som våd spaghetti, og jeg må taget et par stavrende skridt, før jeg helt har kontrol over mine ben. ’Sæt dig på alle fire på sofaen, Malene. Så skal du få en oplevelse du vil huske resten af dit liv.’ Siger jeg, idet jeg henter den strap-on dildo jeg har medbragt i min taske. Malene stirrer på mig, da jeg spænder den på. ’Hold da kæft, har du altid sådan en med på arbejde?’ Hvisker hun. ’Nej, søde.’ Fniser jeg. ’Den er medbragt til netop denne lejlighed.’

Malenes ene arm er presset ind mod sofaryggen. Jeg griber fat om den anden med begge hænder og presser hende ned, mens jeg trænger ind i hende. Jeg kan føle hendes krop skælve gennem dildoen. Det er en fantastisk følelse. Malene ser op på mig med ængstelse i øjnene. ’Av, du har lidt hårdt fat, søde. Behøver du være så voldsom?’ Gisper hun. Jeg strammer grebet om hendes arm. Ængstelsen i hendes øjne bliver til frygt. ’Åh gud, dildoen… du har planlagt det her! Hvad er det du har gang i, Ditte?’ Den kriblende fornemmelse i min mave vender tilbage, denne gang hundrede gange mere intens end før. Det er tid. Den grusomme sandhed, som jeg har holdt tilbage for hende, må frem.

’Det skal jeg fortælle dig, søde. Det skal jeg fortælle dig.’ Siger jeg, idet jeg læner mig ind over hende, griber fat i hendes hår med min ene hånd, mens den anden holder hendes arm fast. Jeg støder ind i hende med dildoen, dybt og i en fast rytme. Hun klynker i en blanding af angst og nydelse. ’Siger navne Katrine Maibohm dig noget?’ Spørger jeg retorisk. Malene kan ikke skjule sin rædsel, og hun må kunne se at jeg kan se det, for pludseligt bliver hendes øjne blanke og et par tåre trækker mørke linjer af mascara ned over hendes kinder. ’Åh gud, hvordan kunne du vide…’ Hvisker hun, men går i stå.

’Detaljerne er ligegyldige. Vi har vores metoder.’ Hvisker jeg, endnu mere ophidset over den rædsel jeg kan se i hendes øjne. ’Heldigvis er Katrine en meget klodset kvinde. Hun tabte en tændt hårtørrer ned i sit karbad her til morgen. Hun overlevede det ikke.’ Malene hulker under mig. Det får hendes krop til at skælve endnu voldsommere, og det sender bølger af nydelse gennem min krop via dildoen. ’Katrine var journalist.’ Siger jeg tørt. ’Hun var ved at skrive en bog. En bog der handlede om en kvindelig agent, der arbejdede på et bordel. Saftige sager. Den ville helt sikkert være blevet en bestseller. Desværre vil den aldrig udkomme.’

’Åh gud, jeg er ked af det, søde. Tilgiv mig, vil du ikke nok?’ Piber Malene med svag, skinger stemme. Jeg griber fat om hendes arme og tvinger dem ned langs hendes sider. Så klemmer jeg mine knæ sammen om dem, så hun ikke kan bevæge dem. ’Jeg er også ked af det, Malene.’ Hvisker jeg, idet jeg lægger mig ind over hende. Hendes krop skælver under mig, og hendes dejligt varme ryg er dækket af koldsved. Det føles vidunderligt. ’Du er en vidunderlig kvinde, alt det jeg sagde om dig er sandt. Men du ved godt, at det du har gjort er utilgiveligt. Du har bragt nationens sikkerhed og dine kollegers liv i fare. Det må du betale for med dit liv.’ Med de ord fører jeg atter min hånd op til hendes hals.

’Åh gud, nej! Jeg vil ikke dø! Jeg elsker dig, Ditte, det vi har sammen er ægte! Jeg ville afbryde samarbejdet, jeg ville fortælle dig det hele, det sværger jeg!’ Jamrer Malene desperat, mens tårerne pisker ned af hendes smukke kinder. ’Ja, det vi lige har delt, betød noget, selv om du selv insisterede på, at det bare var uforpligtende sex.’ Hvisker jeg. ’Men du ville ikke fortælle mig en skid, vel? Nå, det er også lige meget. Beslutningen er truffet på øverste niveau. Jeg er ked af det, min smukke, dejlige, søde skat, men jeg bliver nødt til at slå dig ihjel.’ Malene tigger, hulker og jamrer, idet jeg langsomt strammer grebet om hendes smukke hals.

’Nu skal du på egen krop mærke, hvorfor jeg blev kaldt Kvæleren.’ Stønner jeg ophidset, idet jeg med stor præcision klemmer det bløde brusk i den øverste del af hendes luftrør sammen med mine fingre. Malene vrider sig desperat under mig, da hendes skrig forvandles til en ynkelig rallen, men det nytter intet. Jeg presser hende ned mod sofaen med min krop og holder hende i et jerngreb med mine arme og ben. ’Du kan intet stille op, søde. Kan du mærke det? Du er hjælpeløs og du kan ikke få luft. Nu er det kun et spørgsmål om tid. Og tro mig, det går ikke hurtigt. Det kommer til at føles som en evighed, mens smerten og desperationen langsomt vokser i din krop, og du intet andet har at se frem til, end døden.’

Malene vrider sig under mig, men hun kan umuligt kæmpe imod. Faktisk føles hendes desperate kamp bare dejlig, for den presser hendes krop imod mig og jeg kan mærke musklerne arbejde under hendes hud. Det er dog skønne spildte kræfter – men det føles vidunderligt. ’Jeg er her, samme med dig, mens det hele slutter. Kan du huske hvad jeg sagde tidligere? Jeg kan se alle følelserne – rædslen, smerten, fortvivlelsen, sorgen over alt hvad du skal miste og alt hvad du skal gå glip af – i dit smukke ansigt.’ Hvisker jeg ophidset. Så bliver jeg tavs og koncentrerer mig i stedet om det fantastiske drama af følelser der udspiller sig på hendes smukke ansigt, mens jeg støder dildoen ind i hende, hårdere og hurtigere, og holder mit dødbringende greb om hendes hals.

Pludseligt begynder Malenes krop at skælve og dirre vildt under mig, som om hver en muskel i hendes krop går i krampe. ’Det er dødskramperne. Det er tid til at sige farvel. Farvel, min smukke, dejlige skat. Nu slutter det. Nu slutter alting.’ Stønner jeg ophidset. Jeg holder grebet stramt om hendes hals og banker dildoen ind i hende med al min styrke. Pludseligt hører jeg en plaskende lyd bag mig, da hendes blære giver slip og hendes urin sprøjter ud på sofaen. Hendes krop skælver stadig, men det bliver svagere og svagere. Jeg holder grebet om hendes hals og knepper hende med dildoen alt hvad jeg magter i adskillige minutter, selv om jeg godt ved, at hun er væk. Dildoen gnubber så dejligt mod min klitoris, jeg er vildt ophidset igen, og tanken om at kneppe en død krop tænder mig.

Jeg giver først slip om Malenes hals, da endnu en voldsom orgasme eksploderer gennem min krop. Der lyder en våd, svuppende lyd, da jeg trækker min krop væk fra Malenes sveddækkede ryg. Jeg hiver efter vejret til jeg genvinder pusten. Pyha, sikke en oplevelse! Jeg stryger Malene kærligt over kinden og håret. Jeg er oprigtigt ked af, at hun er død. Men det var en stor oplevelse at dræbe hende. Og den tid vi nød sammen, før det hele sluttede for hende, var fantastisk. Det er noget jeg helt sikkert aldrig vil glemme. ’Du var en vidunderlig kvinde, Malene, og selv din død var fantastisk.’ Hvisker jeg, idet jeg rejser mig fra sofaen.

Jeg gemmer dildoen i tasken og tager min telefon. ’Det er gjort. Send et rengøringshold om femten minutter.’ Siger jeg. Så går jeg ud i det lille badeværelse bag mit kontor og tænder bruseren. Mens jeg skyller mine egene og Malenes safter af min krop, lader jeg begge mine hænder glide ned til mit skræv. Med mindet om vores hede elskov og Malenes desperate dødskamp i frisk erindring, tager det ikke lang tid, før endnu en vidunderlig orgasme eksploderer gennem min krop. Ja, jeg er ked af, at Malene skulle dø. Men det var nødvendigt. Og hold da kæft hvor er jeg glad for, at jeg fik fornøjelsen af at nyde hendes vidunderlige krop og slukke ned for hendes smukke liv…

All I can do for Piper

This story is inspired by the amazing artwork of DrGeppetto3D. Thank you!

Ever since she was transferred to my ward at the State’s Correctional Facility for Women, I haven’t been able to get the beautiful blonde in Cell 7C out of my head. Her name is Piper Madison; she has been sentenced to execution by slow hanging for crimes against the state. I don’t know what crimes exactly. I don’t care much either. I just can’t get her slender and perfectly shaped body, her amazingly long and lush blonde hair and her piercing gray-blue eyes out of my mind. I know it sounds like a cliché, but she is the most beautiful woman I have ever seen in real life. I’m not exaggerating. She is absolutely breathtaking.

Through the past weeks, she has become somewhat of a favorite obsession of mine. Whenever I’m on duty, I switch the channels on the big screens to show the surveillance camera feeds from her cell. I can just watch her and watch her for hours on end. I have watched her sleep, I have watched her eat, I have watched her go to the toilet, I have watched her brush her teeth and her hair, I have watched her weep in despair into the wee hours of the night, I have seen her buck up and somehow find the strength to endure another day.

I feel close to her. I almost feel like I know her. I just couldn’t believe my luck, when the Master Warden informed me that I was to be responsible for her execution!

’Oh my god, I just love the make-up and the earrings. You look absolutely enchanting!’ I say as soon as the other guards leave the execution chamber. They have placed Piper on the platform of the gallows. She is naked and trembling and as beautiful as ever. ‘Thank you. The guards told me, that you personally allowed me to bathe and make myself up for the execution.’ She says with a voice that is almost as beautiful as she is. ‘I’m grateful for that. I don’t want to die as some pale shadow of my former self.’

‘OK, Piper, I have to be absolutely honest with you.’ I say, almost nervously, fearing her reaction to what I’m about to confess. ‘I have watched you in your cell. Like a lot. I think you are a beautiful and brave young woman. I’m truly sorry for what I have to do to you today; you know I’m just doing my job. That said, I’m probably going to enjoy it quite a bit. I hope you don’t think any less of be because of that. I promise it won’t affect the process you have to go through.’

‘Oh… I don’t really know how to respond. That is quite a lot to take in.’ She whispers and stares at me thoughtfully. After a few seconds of contemplation, she continues. ‘I guess I’m grateful that you think I’m beautiful and brave, but also a bit confused and grossed out by the fact that you’ll enjoy my death. But I appreciate your honesty. You may think I’m being brave, but to tell you the truth, I’m fighting with all I have in me not to break down right now.’

I gently pull the rope down over her head. As I do, I’m so close to her that I can smell the fragrance of her body and her hair. It is so amazingly fresh and arousing. The butterflies in my chest go nuts and the tingling sensation in my stomach intensifies and spreads downwards. As I tighten the noose around her lovely neck, she sobs gently and a few tears make their way down her lovely cheeks. ‘It’s perfectly OK to be scared in your position, love. You don’t have to pretend.’ I whisper. ‘I hope it’s OK that I call you love.’ She nods and looks at me, almost gratefully.

‘I’m just so tremendously scared. I want to live, I really do. I can’t stand the thought of not being here any more, of missing out on everything. I just can’t believe I’m actually going to die, that everything is just going to end for me.’ She whispers with a weak, almost inaudible voice. I feel a lump in my throat. I want to reach out and hug her, but I don’t. ‘You don’t have to go through this alone. I’ll be here with you, through it all.’ I whisper and smile enquiringly. To my surprise, the anxiety in her eyes intensifies. ‘Through it all?’ She whispers fearfully.

Oh god, the poor creature doesn’t realize what she is in for! For a second I consider lying to her, to spare her feelings, but decide that I won’t tarnish this moment with lies. ‘You’re going to be executed by slow hanging, love.’ I say with the softest voice I can muster. ‘I’m not going to lie to you, love. It won’t be quick or painless. It will be absolute hell. I’m so sorry, love, I truly am.’ Fresh tears well up into her beautiful eyes. ‘God no, god no, please, god no! I can’t do this!’ She sobs. The lump in my throat intensifies. So do the butterflies in my chest and the not altogether unpleasant tingling sensation in my lower body.

’There is no way around it, love. I’m sorry.’ I say as I stand back and watch her beautiful, naked, trembling form. She looks so small and helpless, as she stands there at the gallows. So fragile – yet so intensely beautiful. ‘As the noose tightens, there will be no escape from the pain. It is simply something you’ll have to endure, love. You can’t possibly prepare yourself for this and there is very little you can do to make it easier.’ She stares intensely at me as I speak, hanging on my every word. She looks devastated but a small glimmer of hope appears in her eyes. ‘Very little, you say. But not nothing! Please, what can I do?’

‘Most people try to flee into their own minds and wish themselves away from it all.’ I explain, drawing on my vast experience as a professional executioner. ‘But that just makes it worse. There is no escape, the fear and pain is there and it’s real. You can’t make it go away. The best way to cope with it is to face what is happening, to become conscious of the fact that the fear and the pain is just part of the process. If you focus on the process, and the emotions that naturally go with it, you can almost detach yourself from it, sort of like you experience it in third person. I know it might sound strange, but it works. I know it does.’

‘OK, I’ll try that. I’ll try anything. But how? I have no clue what is going to happen to me! Please, will you help me?’ She sobs and looks at me imploringly. How can I resist? I want to do everything and anything I can to help her. I nod. ‘Sure, love. I’ll talk you through it. Focus on my voice, focus on what I’m telling you and try to analyze and understand your own personal experience through what I’m saying.’ I say, truthfully knowing that it will help her. I also know that I’ll enjoy doing this for her, but that is just an added benefit.

’OK, I’m grateful for that, I truly am. But is there nothing else you can do? Can’t I get just one more call to my lawyer, please?’ She whispers. I shake my head. ‘No, sorry, love. You have already pursued all possible legal measures. The verdict is final. The sentence is unappealable. I’m sorry, love, but you must die now.’ I say. She swallows hard. I do the same. I know that what will come will be hard for both of us. Mostly for her, of course, but to talk her through the process, I need to put myself in her position. I need to identify with her; I need to really try to understand what goes on in her body and her mind. Even though her process will most likely be similar to so many I have witnessed before, it’s always a demanding task.

‘OK, love, we start now.’ I say. She stares at me with imploring eyes. ‘Please, no, I don’t want to die. There must be something you can do, please, please?’ She sobs desperately. ‘No, you know I can’t. But you have to understand that it is natural for you to beg me, it is natural for you to cling onto hope. From the moment you were arrested and until this very second, you have gone through what I usually refer to as the Anticipation Stage.’ I explain. ‘Here you go through a number of emotional states, mainly characterized by alternating phases of despair and hope. No matter how many times you are told that the sentence is final and no matter how close you get to the actual date of execution, you keep hoping that something will happen, that some new course will open up, that you can somehow save your life. It is your natural survival instinct manifesting itself.’

‘Oh god, you’ve already started, haven’t you? No, please, just a few more minutes, I beg you, please, not yet, not yet!’ She sobs as her whole body trembles violently. ‘You are now entering the Postponement Stage, love. In this stage, you keep telling yourself that if you can just postpone the inevitable for one more hour, one more minute, one more second, you’ll still stand a fighting chance.’ I continue and see grim realization in her eyes. I hold up the remote and slowly lower my finger onto the red ‘drop’ button, but without pressing it. She stares at me with wide eyes while she slowly shakes her head. ‘Please, wait, I beg you, please, I’ll do anything, please!’ She pleads desperately.

’You know what will happen, love, you know how the Anticipation Stage will end. It sends cold shivers through your entire body and fills your mind with fear. As the ultimate moment edges closer, your fear grows. You know there will be pain, but there is more to it. You know that your entire existence is on the line.’ I continue softly. ‘You fear the pain, you fear death, but you also fear the unknown process that lies between now and the moment your consciousness shuts down. You fear being humiliated, you fear your own reactions to what is happening. Don’t worry love, I have seen it all before. You will panic, you will break down, just let it happen. Don’t be ashamed.’

‘No, please, god, please!’ Piper screams as I slowly push the button. Suddenly a mechanical clank emanates from below the platform. Piper screams again, this time not words, just a wild, almost animalistic scream. The platform disappears below her. She falls. But not far; only a few inches. Far too short to break her neck or cause any significant damage. She screams again, this time more strained, like the scream of a sportsman mustering all her strength. I see the muscles in her neck tensing up. I see that she is trying hard not to move her legs. I smile.

‘You have now entered what I like to call the Endurance Stage. You can feel the rope is snug around your neck, but you can still breathe.’ I continue, watching her with a delicate mixture of sympathy and fascination. ‘You tell yourself that you can stay alive, if you just focus all your strength on your neck. You think you can fight against the rope, you think that you might actually stop the rope from constricting your windpipe by  pure shown of strength. You feel desperate, but still you feel hope swell in your chest. It is working, isn’t it? You can breathe, right? You feel like you can actually win this, if you just stay strong.’

Piper has tilted her head up, in an attempt to keep her neck stretched to make breathing easier. She keeps opening and closing her mount, probably to try and push the noose down from the upper, softer part of her windpipe. The look on her face is one of absolute strain and concentration. She is fighting with all she has in her, the poor, darling creature. ‘But deep down you know it is futile, don’t you, love? Deep down you know that you are only postponing the inevitable and extending your suffering. You know that your strength will fail eventually. Still you struggle with all you have in you.’ I whisper. The intensity of her struggle turns me on even more.

The sensations in my body are raging like a wild storm. I can’t contain myself any longer. I throw the remote on the couch behind me and sit down on the cold floor. I prefer the raw coldness of the stone tile floor, rather then the softness of the couch. The leather also becomes sticky, if I sweat too much. The floor is better. I spread my legs while I stare up at the wonderful girl struggling for her life right in front of me. God, I’m so horny. I slowly part my labia, enjoying the knowledge that my most delicate and intimate parts are now exposed to the air that this lovely creature has pulled into her lungs with such tremendous labor.

I just let my fingers slide playfully up and down my swollen, wet labia. I’m so full of sexual energy that I can come at even the lightest touch. I steer clear of my clitoris. I want to make it last, I want to balance on the edge of orgasm as long as she struggles. I don’t want to come until she dies. It requires discipline, restraint and experience. Fortunately I possess all three. I have done this many times, though never with someone as beautiful and wonderful as Piper. She is something special. I feel truly blessed that I was chosen to take care of her execution. I don’t comment aloud on any of this. This is not about me, this is about Piper.

Piper’s breathing slowly grows more and more strained. The despair in her eyes increases in synchronicity. ‘No matter how hard you struggle, there is really nothing you can do. It’s only a matter of time, love. Can you feel the rope getting tighter? Can you feel it constricting the soft cartilage of your windpipe? You can fight it, but you can’t stop it.’ I whisper as I slowly and softly pleasure myself. ‘I know you don’t want it to happen, I know you want to hang on as long as possible, but you must embrace it. It is inevitable. Don’t see it as a defeat, as a failure of your ability; it is a natural and necessary part of the process. The sooner it happens, the shorter you will suffer.’

As I speak, Piper’s panic grows as her breathing becomes ever more strained. First she begins to gasp in between proper breaths. Then every breath becomes a gasp. Then the gasping slowly becomes less forceful and deteriorates to a wheezing, gurgling sputter. It quickly becomes apparent by the look in her eyes that she is not getting enough air. ‘OK, you can no longer breathe properly.’ I note. ‘You only get a fraction of the air you need to replenish the oxygen in your blood. Carbon monoxide and -dioxide slowly builds up in your body. You begin to feel a burning sensation in your lungs. At first it is not as bad as the pain in your neck, but it is slowly mounting and will soon become your main source of suffering.’

Piper’s breathing grinds to a painful halt. The rope has fully constricted her lovely neck. She is no longer getting any air at all. For a few seconds she hangs there, almost perfectly still, her face a mask of utter despair. Then she kicks. Violently. I smile. ‘Now you are entering the next stage, love, the Panic Stage.’ I say, continuing my sober commentary. ‘You have now realized that you are not able to fight the noose. No longer able to breathe, you know that your existence is now counted in minutes, instead of years. You are beginning to grasp the fact that you’ll die, not just as a possibility, but as a certainty. It fills you with the most intense horror that you have ever experienced.’

‘On top of that, the burning sensation that started in your lungs slowly fills your entire body – and as it grows in scope, it also grows in intensity. It becomes a crushing, burning sensation; feeling a bit like every muscle in your body is filled with searing molten metal.’ I continue. I can see by the soul crushing desperation in her eyes that my account is accurate. ‘The combination of fear and pain fills both your body and your mind. You feel your will failing and panic taking over. You want to cling on to life, yet you kick and squirm like crazy. As you do so, your muscles burn precious oxygen. It is good, love, it will reduce the duration of your suffering.’

I know it is a coincidence, but it almost looks as if she heeds my words. Her last tad of self-control succumbs to the panic and her body explodes into a crazy flurry of frenzied activity. She kicks her legs madly, she shakes her arms as far as the rope around her wrist allows, her hands flap up and down, her fingers open and close and her beautiful face is distorted by one dreadful grimace after the other. It is an absolutely horrible – but at the same time extremely fascinating – sight.

‘Good, love, panic has fully taken over. You are no longer in control of your body. Your consciousness is no longer in the driver’s seat; it is reduced to the role of spectator.’ I carry on. ‘There is no longer anything you can do, no longer any action you can pursue. Your body is no longer yours; it is merely a biological system reaction to the fear and pain that fills it. But you can still hear my voice and you can still comprehend my words. Your body may be lost beyond your control, but your mind is still you own, your mind is still you. You still exist, love, you are still Piper.’

 The strangely erotic movements of her lovely body, the fascinating intensity of her horrible struggle, the totally captivating emotions that shine so brightly from her beautiful eyes – it is so overwhelming and so perfect – almost irresistible. I’m so close to orgasm. I want to come so bad, yet I muster all my self-control and slow down my masturbation. Piper is close, but not there yet, and I must come as she leaves this world.

I know it sounds strange, but I feel like I owe it to her. As she delights me with her unfathomable torment, the least I can do is endure the pains of delaying gratification. And the ultimate moment of her death deserves to be celebrated with a wonderful orgasm. I know she probably doesn’t care. Why should it mean anything to her? Yet it is important to me. If I don’t truly experience my victims’ suffering, their final moments would be unremembered and meaningless tragedies. I keep them in my mind and my heart. It is my duty as an Executrix.

Slowly, Piper’s struggling subsides. Not because her fear and pain lessens, judging by the look on her contorted face, more likely because her oxygen deprived muscles are slowly drained of their last strength. I continue my monologue. ‘The cells in your muscles are now entering a state of acute hypoxia. They feel heavy and exhausted, like if you had just run a marathon. Panic is still fully controlling your body, but as your body grows less responsive, your mind slowly regains control. Not of your body, but of itself. The fear and the pain seem less acute, less invasive on your consciousness. You are entering a final Stage of Clarity.’

‘Only now do you fully realize that death is imminent and truly inevitable. It is time to make your final peace with fate and yourself, to take stock of your life, say goodbye to this world and prepare for the end.’ I whisper, my voice low and trembling with excitement. A look of extreme anguish creeps over Piper’s face. I stay silent. This moment she should not try to externalize. This moment she needs to have for herself. The look of anguish softens into one of intense sorrow. Then the sorrow slowly fades away. I can barely read her facial expression, it is too delicate. Acceptance?  Disappointment? Surrender? It’s hard to say, but I can see that she is ready to die, one way or the other.

Piper’s body no longer struggles. It just hangs from the rope, almost perfectly still. Only sporadic muscle spasms makes her body twitch every now and then. Her head lulls forward, her eyes are narrow slits. ‘OK, so you’ve made your peace. You are now entering what I would call the Terminal Stage. You are still technically alive, in that your heart beats – however slowly – and your mind till perceives input from your pain stricken body. However, you cannot speak, you cannot move and your mind is growing foggy. If there was any mercy in this world, you would have lost consciousness a long time ago. However, slow hanging is all but merciful. I’m sorry, but ýou’ll just have to stick this one out until the very end, love.’

‘The involuntary muscle spasms makes you feel like you are a string doll. The pain in your body is as intense as ever before. Fortunately, the lack of oxygen is beginning to affect your brain. Accept this final mercy, let go, succumb to mindlessness. It’s the end of your suffering, love.’ I whisper as I see Piper’s eyes slowly loose focus. She is phasing out. Her body spasms violently. She hangs still. Then she spasms again. And then she hangs still again.

I gasp in anticipation. The final moment draws near. I know it is. I can feel it. I can smell it. The toes on her right foot curl upward for just a second. Then a slight spasm move up her foot, up her leg, further up her stomach, before dispersing across her chest and shoulder. Another few spasms emanate through her body like small earthquakes.

‘Your body is dying, it’s almost dead. Your mind is clinging onto life out of sheer stubbornness. It’s ok, you have fought well, it’s time to let go. Let is go, love, just let go.’ I whisper. With those very words, a delicate tremor shakes her entire form one last time. Then a spray of urine is released from her crotch, as ever sphincters in her body releases, signaling her final surrender to death.

The time has come. I let my fingers stimulate my clitoris directly. My body’s reaction is immediate and incredibly intense. I close my eyes and scream. As I feel the air being pushed out of my lungs and pure ecstasy exploding like a billion supernovas throughout my body, I let go of my mind and allow the memory of what has transpired to be burned deep into my soul. Piper is dead. I have come. I will remember this experience until the day I die. That is all I can do for her. Wherever she is right now – at the feet of some merciful god or erased into black oblivion – at least I will carry the memory of her within me for as long as I may exist.

As I enjoy the afterglow of my orgasm and slowly regain my strength, I look up at what was once Piper Madison. She is only dead flesh now, yet she is still as lovely as anything I ever saw.

I’m grateful that the Master Warden chose me to carry out Piper’s execution. I’m grateful that she allows her employees a great deal of freedom, as long as we get the job done, and I’m grateful that I took this job in the first place. And last but not least, I’m particularly grateful that the execution chamber is constantly monitored by twelve video cameras and that I have access to the server that archives the video feeds.

I’ll be able to enjoy Piper over and over again. I have also copied several recording of the time she spent in her cell. I’ll remember her, I’ll enjoy her, always. It’s the least I can do. It’s all I can do.

 

Den sidste appel

Amalie er tydeligt nervøs, da jeg henter hende i den celle, hvor hun de sidste tre uger har siddet indespærret i det lille militærfængsel ved Flyvestation Karup. Hun ser træt ud. ’Fik du sovet lidt, søde?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej. Jeg prøvede, men kunne simpelthen ikke. Jeg er bare så pissenervøs.’ Hvisker hun og rejser sig. Hendes bevægelser er langsomme. Hendes krop skælver en smule. Hun ser udmattet ud. Stakkels pige, tænker jeg og må tage en dyb indånding.

 ’Jeg er sikker på, at det nok skal gå.’ Siger jeg og smiler opmuntrende til hende. ’Den civile ankemyndighed har læst din forklaring og de har gennemgået al radiokommunikation og radarbilleder en ekstra gang. Jeg er sikker på, at de vil kunne se, at det hele bare var et hændeligt uheld.’ Amalie ser op på mig. Hendes øjne lyser en smule op. ’Jeg håber så inderligt, at du har ret, Ditte.’ Svarer hun. ’Jeg ved godt, at jeg begik fejl. Tro mig, hvis jeg kunne, ville jeg gøre det hele om. Men det var under ingen omstændigheder min mening, at skyde et af vores amerikanske allieredes fly ned.’

Vi går i tavshed gennem gangene, hen til det lokale, hvor vi skal mødes med den civile dommer. ’Er du klar?’ Spørger jeg Amalie, da vi står foran døren. Hun tager min hånd og giver den et klem. I den tid hun har været i min varetægt, har vi udviklet et nært forhold, og jeg er taknemmelig for, at hun søger tryghed i min berøring. Så stirrer hun mig ind i øjnene. ’Det betyder alt, at du tror på mig, Ditte. Jeg er klar.’ Hvisker hun. Jeg åbner døren og vi træder indenfor i lokalet.

Den civile dommer ser alvorlig ud. Hun smiler ikke. Amalie fanger lynhurtigt den trykkede stemning og udstøder et lille gisp. Jeg tager beroligende hendes arm. ’Du må være stærk, Amalie.’ Hvisker jeg og guider hende forsigtigt hen til stolen. Hendes skridt er tunge, og da hun står foran stolen, tager hun en dyb indånding, før hun sætter sig ned. ’OK, giv mig nogle gode nyheder, vil du ikke nok?’ Siger hun, med en svag stemme, der er lige ved at knække over i gråd.

’Amalie Caroline Sanggård? Spørger civildommeren formelt. Amalie nikker. ’OK.’ Siger civildommeren og tager en dyb indånding. ’Vi har gennemgået alt materialet. Vi har fået vores egne eksperter til vurdere alle detaljer. Deres vurdering lyder, at det der skete kun kan ske, hvis man med overlæg slår våbensystemernes sikkerhedssystemer fra. Der var med andre ord ikke tale om et uheld, men om en bevidst handling. På den baggrund må den civile ankemyndigheden desværre afslå din appel.’

’Åh nej. Å gud. Det kan ikke være sandt. Jeg gjorde alt… jeg… det var et uheld.’ Hvisker Amalie og stirrer opgivende ned i bordet foran sig. ’Men… men hvad betyder det så?’ Spørger hun med skælvende stemme, selv om jeg godt ved, at hun kender svaret. Jeg mærker en klump i min hals. Stakkels pige, hvor jeg dog havde håbet, at ankemyndigheden ville frifinde hende. Civildommeren slår ud med hænderne. ’Det betyder, at militærdomstolens dom står ved magt. Jeg er ked af det, men sådan er det.’

’Nej! Nej, det kan ikke være sandt.’ Snøfter Amalie. Jeg har så inderligt lyst til, at lægge mine arme om hende, men jeg vil ikke vise hende for megen ømhed, mens civildommeren er til stede. Hun skulle helst ikke opfatte mig som uprofessionel. ’Er der ikke noget jeg kan gøre? Kan jeg ikke snakke med min advokat?’ Hvisker Amalie. Civildommeren ryster på hovedet. ’Desværre, det var den sidste appelmulighed. Der er ikke noget du kan gøre. Du må acceptere militærdomstolens dom. Det gør mig ondt.’

’Så jeg skal… jeg skal dø?’ Hvisker Amalie, med en stemme der er så svag, at den kun lige kan høres. Civiledommer rejser sig. ’Ja, det er jeg bange for, Amalie. Men det er et militært anliggende, nu hvor din appel er blevet afvist kan jeg ikke blande mig yderligere i denne sag’. Amalie stirrer op på mig. Hele hendes krop skælver. ’Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke dø. Du må hjælpe mig, Ditte! Du må få hende til at forstå! Der må være noget I kan gøre! Det skal der være!’

Jeg møder hendes desperate blik. Der går et gys gennem min krop. Blot tanken om, hvad der sker i hendes sind lige nu, får gåsehud til at brede sig ned af min ryg. ’Jeg er ked af det, Amalie, men jeg er kun vagtofficer. Det er ikke op til mig.’ Hvisker jeg. ’Men jeg vil ikke dø. Jeg kan ikke dø!’ Hulker Amalie. Civildommeren er nået hen til døren. Hun har åbenbart travlt med at komme væk, tydeligt utilpas ved Amalies følelsesudbrud. Da hun når døren, vender hun sig en sidste gang mod os. ’Og husk nu, at dommen skal eksekveres, samme dag som den sidste appelmulighed er udtømt.’ Med de ord forsvinder hun lidt for ivrigt ud af lokalet og lukker døren bag sig.

’Åh gud, jeg skal dø i dag! Jeg skal dø i dag! Jeg kan næsten ikke fatte det!’ Hulker Amalie, med en intensitet der får det til at føles som om skarpe knive skærer mit hjerte i små bitte stykker. Jeg lægger en finger under hendes hage og løfter forsigtigt hendes hoved. Hun ser op på mig, med sine store, smukke øjne. ’Jeg havde så inderligt håbet, at du ville blive frifundet, Amalie. Jeg kan slet ikke finde ord for, hvor ked af det jeg er lige nu.’ Hvisker jeg. ’Jeg har altid troet på dig. Du er en loyal og knalddygtig pilot. Det ved jeg. Det har jeg altid vidst. Men jeg kan ikke ændre dommen. Det er jeg oprigtigt ked af.’

’Jeg kan ikke forstå det… jeg gjorde ikke noget foret… jeg mener, ikke med vilje. Åh gud, hvordan kan det ske det her? Det føles som en dårlig film, som et mareridt, hvornår vågner jeg op?’ Snøfter Amalie. Jeg er også lige ved at bryde i tårer. ’Det smerter mig at se dig sådan her, Amalie.’ Hvisker jeg. ’Du ved godt, at jeg er den officer i militærfængslet med højeste rang. Derfor er det op til mig at henrette dig, Amalie. Men jeg taler med obersten. Han må kunne forstå, at jeg ikke kan gøre det.’

’Nej. Jeg vil have, at du skal gøre det, Ditte. Hvis du overhovedet kan få dig selv til det.’ Hvisker Amalie og ser bedende op på mig. ’Du har støttet mig og troet på mig, du har været mit eneste håb i det mørke, der sænkede sig over mit liv for tre uger siden. Hvis jeg skal dø, så lad i det mindste det sidste ansigt jeg ser i denne verden, være et jeg holder af.’ Hendes ord fylder mig med følelser jeg aldrig har oplevet før. Jeg kan ikke holde mig tilbage. Jeg læner mig frem og kysser hende.

Hun møder velvilligt mit kys. Hendes læber er bløde og dejlige. Jeg nyder hendes varme og hendes nærhed, duften af hende og hendes varme åndedræt mod min kind. Hun åbner munden en smule. Jeg kan mærke hendes tunge. Jeg anede ikke, at hun ville tage imod mit kys, men hun gør mere end det. Jeg kan mærke hendes krop skælve, mærke hendes ophidsede åndedræt, mærke hendes læbers og tunges imødekommenhed. Jeg presser min tunge ind i hendes mund. Hun lader mig gøre det. Hendes tunge møder min. Vi kysser dybt og inderligt i flere minutter.

’Åh gud, Ditte, jeg beder dig, vil du lade mig opleve en sidste nydelse? Jeg vil være dig så inderligt taknemmelig.’ Hvisker Amalie da vores læber skilles. Jeg nød vores kys. Min krop skriger på mere. Men jeg har det vildt underligt ved tanken om, at skulle give mig selv til en kvinde jeg snart skal dræbe. Jeg må dog være tapper, det forstår jeg. Amalie står i en langt sværere situation end jeg. Jeg må ikke lade mine følelser stå i vejen for, at give hende al den trøst og støtte hun har behov for i sin sidste tid. Jeg skynder mig hen og låser døren. Ikke at jeg tror vi ville blive forstyrret, men blot for en sikkerheds skyld. Da jeg atter vender mig om mod Amalie, står hun lænet ind over bordet, med sin pragtfulde bagdel, der ser helt vidunderligt ud i de stramme, blå fangebukser, rettet lige mod mig. ’Hvordan skulle jeg kunne afslå?’ Hvisker jeg og trækker hendes bukser ned.

Hendes røv er simpelthen fantastisk at se på. Velskabt, muskuløs, vidunderlig. Hendes hud er glat og smuk og fin, og hendes små, sorte g-strengstrusser dækker kun lige akkurat hendes opsvulmede skamlæber. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er ophidset. ’Gud hvor er du dog en smuk kvinde, Amalie. Også under tøjet.’ Hvisker jeg. Hun stønner af nydelse og vrider sin bagdel. ’Det er du også, Ditte. Du aner ikke hvor meget det vil betyde for mig, hvis du vil være sammen med mig og give mig en sidste chance for at opleve nydelse og nærhed.’

Jeg vender hende om og trækker op i hendes trøje. Hendes mave er flad og smuk og dejlig. Mine skælvende fingre glider op af hendes mave. Den er varm og blød og vidunderlig. Jeg griber fat i hendes Bh. Hun stirrer ind i mine øjne, med en smule nervøsitet men masser af kærlighed. ’Er du sikker på, at du vil det her? Du gør det ikke kun, fordi du er bange?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej, søde. Har du ikke mærket det? Den måde du har behandlet mig på, hele vejen igennem dette mareridt. Der er noget mellem os. Noget ægte. Er det ikke sandt?’

Jeg smiler. ’Jeg ville bare være sikker. Du aner ikke hvor mærkeligt det føles, at skulle give sig selv til en kvinde, som jeg ved jeg snart skal slå ihjel.’ Hvisker jeg. ’Jeg ville simpelthen ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg på nogen måde havde mistanke om, at jeg udnyttede din desperate situation.’ Amalie smiler tilbage. ’Hvordan tror du det er, at skulle give sig selv til en kvinde, som jeg ved snart skal tage alting fra mig? Tror du det er let? Tror du jeg ville gøre det, hvis ikke jeg oprigtigt elskede dig?’ Hvisker Amalie. ’Du skal slå mig ihjel. Jeg bude hade dig. Men det gør jeg ikke. Du passer bare dit job. Jeg ved, at det her også er svært for dig, men du har som den eneste af det hav af vagter, officerer, betjente, advokater og dommere jeg har mødt de sidste tre uger, haft overskud og mod til at støtte mig og vise mig ømhed og omsorg. Det elsker jeg dig for. Du er en fantastisk kvinde, Ditte.’

Hendes ord fylder mig med glæde. Glæde og lettelse. Glæde over, at hun har sat pris på den støtte jeg har givet hende. Lettelse fordi hun tilsyneladende er ved at acceptere sin skæbne. Og også en lettelse på mine egne vegne, fordi hendes ord vil gøre det lettere for mig, at gøre det jeg skal gøre. ’Du er taknemmelig, fordi jeg har vist dig omsorg. Jeg er dig taknemmelig, fordi du tog imod den.’ Hvisker jeg. ’Men jeg er dig endnu mere taknemmelig, fordi du ikke hader mig og afskyr mig for det jeg må gøre. Du aner ikke hvad det betyder for mig.’

Med de ord flår jeg hendes trøje af og vi kysser igen. Dybt, længe, intimt. Jeg nyder hendes læber, hendes tunge, hendes smag, hendes duft, hendes nærvær. Hun er virkeligt en god kysser. Pludseligt mærker jeg hendes fingre mod min mave. Hun finder frem til knapperne i min uniform. Jeg lader hende knappe dem op, en efter en, mens vi stadig kysser. Det kribler i hele min krop. Jeg har været sammen med en kvinde før, men det er mange år siden. Jeg har fantaseret om det, specielt på det sidste. Sandt at sige, så har jeg også fantaseret om Amalie. Hun er en smuk kvinde. Jeg havde dog aldrig tude håbe på, at det ville blive til mere end fantasi.

Amalie får åbnet min uniform. Jeg sætter mig op på bordet, ved siden af hende. Hun griber fat i min Bh og trækker den ned, Jeg griber fat i hendes hård og fører forsigtigt hendes hoved hen mod mit bryst. Jeg stønner af nydelse, da hendes bløde læber møder mit bryst. Hun nipper drillende til min brystvorte. Så skyder hendes tunge frem. Hun kæler, nipper, kysser, slikker, mens jeg stønner i nydelse. Jeg kan ikke lade være med at stirre ned i hendes smukke øjne, og hun kan åbenbart heller ikke lade være med at stirre tilbage.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må føles at vide, at man kun har få timer tilbage at leve i. Det giver en mærkelig kriblen i min krop, som ikke kun er ubehagelig. Faktisk gør det kun min ophidselse endnu mere intens, at vide, at jeg er den sidste den dejlige kvinde skal elske med, og at jeg skal afslutte hendes liv. Ja, det er sandt, det ophidser mig faktisk, at jeg skal slå hende ihjel. Det kommer som en overraskelse for mig – jeg var før så nervøs ved tanken – men pludseligt føler jeg, at der er noget både makabert og smukt i, første at skulle elske med en krop og så tage livet fra den.

’Åh gud hvor er jeg liderlig, jeg vil mærke din tunge!’ Nærmest klynker jeg, idet jeg er ved at gå ud af mit gode skind af liderlighed. Amalie tøver ikke. Hun lægger sig ned på bordet. Jeg trækker op i min nederdel. Jeg har ikke trusser på. Det har jeg kun om vinteren. Jeg klynker af nydelse, da jeg mærker Amalies varme ånde mod mine skamlæber. Og jeg stønner højlydt, da jeg mærker hendes varme, våde tunge.

Gud hvor er hun dog vidunderlig! Hun ved virkeligt hvad hun laver! Hendes tunge spiller frem og tilbage mellem min skamlæber, for pludselig at trænge dybt ind i mig, for herefter at finde op til min klit og slikke den i små, intense cirkler, og så gentage hele herligheden igen, med endnu mere intensitet. Jeg kigger ned på hendes skønne krop, der ligger så smukt åbenbaret for mig på bordet, med en nyvunden respekt og ærefrygt. Hun har tilsyneladende en del mere erfaring med pigesex end jeg har. Eller også er hun simpelthen et naturtalent. Jeg ved det ikke. Det er også lige meget. Hovedsagen er, at det føles ganske vidunderligt.

Mens hun slikker mig, læner jeg mig ind over hendes krop, rækker ud med en skælvende hånd og presser den mod hendes trusser. Hun stønner under mig. Jeg kan mærke hendes spændte, opsvulmede skamlæber gennem trussernes tynde stof. Jeg gnubber hendes trusser. Hun stønner igen. Så før jeg bakset hendes trusser over til den ene side, og begynder at massere hendes skamlæber, hendes skedeåbning og hendes klitoris. Hun stønner vildt og ophidset under mig. Det føles ganske fantastisk!

Jeg gnubber hende og hun slikker mig, jeg ophidses ved hendes ophidselse, og hun ved min. Det er et positivt feedback der bringer os begge stadig voldsommere nydelse, det er som bølger der dundrer gennem min krop, stadig mere intense, stadig mere vidunderlige. Pludseligt kan min krop ikke holde til mere, og jeg brøler i orgastisk nydelse, da en vidunderlig orgasme eksploderer gennem min krop.

’Åh gud det var vidunderligt!’ Klynker jeg og ser taknemmelig ned på Amalie. ’Lad mig gøre gengæld. Læg dig ned, min dejlige skat, nu skal jeg give dig nydelse.’ Amalie lægger sig ivrigt ned på bordet og spreder sine vidunderlige ben. Jeg nærmest kaster mig over hendes dampende varme og våde skræv, jeg presser min langefinger op i hende og massere indersiden af hendes skedeåbning, mens jeg masserer hendes skamlæber med min pegefinger og presser min tommel-, ring- og lillefinger mod hendes mellemkød.

’Åh Ditte, åh, det er fantastisk!’ Klynker Amalie. Jeg øger intensiteten. Hun klynker højere. Små, næsten krampagtige ryk, forplanter sig gennem hendes krop. Hendes klynken bliver til stønnen. Hendes stønnet bliver til små skrig. Hendes nydelse ophidser mig, gør mig mere ivrig, jeg øger intensiteten og nyder at hun skriger endnu højere. Jeg kan mærke musklerne i hendes skede klemme sig sammen om min finger. Jeg bliver ved og ved, til hun sparker voldsomt med benene og skriger af sine lungers fulde kraft.

’Det var en vaginal orgasme. Kan du også klare en klitorisorgasme?’ Spørger jeg, mens Amalie pruster, stadig udmattet, og jeg venter da heller ikke på hendes svar, før jeg går i gang med at slikke hende. Jeg slikker først drillende hendes skamlæber, før jeg pløjer min tunge dybt ind mellem dem. Jeg lader min tunge glide op i det lille omvendte V og finder frem til hendes klitoris. Den er lille og hård og føles dejlig mod min tunge. Jeg slikker den og kysser den og nyder hvordan Amalie begynder at stønne igen.

Jeg glemmer alt andet end hendes skræv og min tunge, mens jeg slikker hende. Smagen, duften, lyden, følelsen, mine sanser beruses af hendes vindunderlige krop og den nydelse jeg kan mærke forplante sig i den. Jeg nærmest suger mig fast på hende, jeg nægter at lade mine tunge eller mine læber skilles fra hende, jeg nyder hver en millimeter af hendes dejlige skræv, slikker, nyder, stimulerer. Først da Amalie skriger så højlydt, at det næsten gør ondt i mine ører, og prustende og stønnende prøver at presse mit hoved væk fra sig, giver jeg slip og fjerner mit ansigt fra hendes herlighed.

’Åh gud hvor var det vidunderligt.’ Hvisker hun, idet hun sætter sig op på hug foran mig. Jeg flår hendes Bh af, giver hende et knus, og nyder følelsen af mine bryster mod hendes. Da jeg tækker mig tilbage, kan jeg se, at hun er lige ved at bryde ud i gråd. ’Det var vidunderligt, Ditte, men visheden om, at det var den sidste nydelse jeg skulle opleve i dette liv, gør oplevelsen bittersød.’ Hvisker hun. Hendes øjne er blanke. Jeg ager kærligt hendes hage. ’Søde skat, ja, det var vindunderligt, men det er også trist, at det var både første og sidste gang jeg skal elske med dig.’ Hvisker jeg. ’Du er en vidunderlig kvinde. Jeg kommer oprigtigt til at savne dig.’

’Jeg har ikke elsket med en kvinde på den måde i lang tid. Det var fantastisk. Men nu hvor du har mindet mig om, hvor vidunderligt livet kan være, er jeg nu kun endnu mere bange for at dø. Jeg vil bare så gerne leve!’ Snøfter Amalie. Jeg mærker en knugende fornemmelse i mit bryst. Jeg troede, at hun var begyndt at acceptere sin skæbne. ’Søde skat, vi kan ikke lave om på det, så vi kan lige så godt acceptere det.’ Hvisker jeg. Hun stirrer på mig uden ord. Så løber tårerne ned at hendes kinder. Hun græder højlydt, næsten som et lille barn, mens vi begge klæder os på, og tårerne løber stadig ned af hendes kinder, da jeg fører hende tilbage til hendes celle.

De næste timer er et helvede for os begge. Jeg får bekræftet ordren fra Obersten. Amalie skal henrettes i dag. Men dagen slutter først kl 23:59:59 og jeg bliver ved med at finde på undskyldninger overfor mig selv, for at udsætte det jeg godt ved jeg bliver nødt til at gøre. Et par gange er jeg lige ved at få taget mod til mig, men begge gange kommer jeg til at se på monitoren, der viser overvågningsbilleder fra Amalies celle. Og så mister jeg modet.

Amalie sidder time efter time på hug på gulvet i cellen og stirrer tomt ud i luften. Hun græder ikke. Jeg kan hverken se sorg eller frygt i hendes øjne. Bare… tomhed. Det er som om hun har givet op. Ikke givet op i den forstand, at hun har accepteret eller sluttet fred med sin skæbne, men givet op i den forstand, at hun simpelthen ikke længere tror på at denne verden har noget at tilbyde hende. Det er som om hun blot er en ting, en genstand uden følelser, der sidder og venter på, at det hele skal slutte. Det er et hjerteskærende syn.

Først klokken 23:54 får jeg endeligt mig selv til at gribe geværet og marchere ind i hendes celle. Ikke fordi jeg vil, men fordi jeg skal. Det er min forbandede pligt. Amalie rejser sig, da jeg træder ind i cellen. ’Det er tid.’ Siger jeg. Amalie svarer ikke. Hun stirrer bare i min retning med de store, tomme øjne. Det er næsten lidt spooky at se på. Jeg mærker et gys gå gennem min krop. ’Af med tøjet.’ Siger jeg. ’Det er luftvåbnets ejendom. Det skal der ikke komme huller i, eller blod og andre kropsvæsker på, når jeg… du ved.’

’Ja… jeg ved.’ Hvisker Amalie. Så er det pludseligt som om der kommer en smule liv i hendes øjne. Pludseligt er det som om hun ser mig, i stedet for blot på mig. Hun begynder at tage tøjet af. Langsomt. Ikke mekanisk, men heller ikke vulgært – men alligevel med en næsten erotisk elegance. Jeg nyder synet af hendes dejlige krop, som hun langsomt afklæder. Jeg tror hun kan læse nydelsen i mine øjne, for et svagt smil breder sig på hendes læber. Jeg er målløs. Hun står på den yderste afgrund, og det er som om, at den lyst hun ser i mine øjne, minder hende om, at hun dog stadig er et menneske.

’Bh’en og trusserne er dine egne. Dem kan du godt beholde på.’ Siger jeg. ’Men jeg kan vel godt tage dem af, hvis jeg vil?’ Spørger hun. Igen er jeg målløs. Jeg må famle efter ordene. ’Men jeg… du skal vide… jeg tror det hele bliver filmet til arkiverne, så vi senere kan dokumentere at alt er gået regelmæssigt for sig.’ Hvisker jeg. Amalie smiler. ’Jeg er ligeglad. Så må jeg tage dem af eller ej?’ Spørger hun. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. ’Der er vidst ikke nogen regler der forbyder det.’ Hvisker jeg. Hun åbner uden tøven sin Bh, trækker den af og smider den på gulvet, før hun begynder at trække sine trusser ned.

’Må jeg beholde sutterne på? Jeg er trods alt soldat.’ Spørger hun, da hun står bukket forover, med trusserne mellem anklerne, armene strakt ud og brysterne hængende i fri dressur. Hun ser vidunderlig ud. Så fin, så smuk, så varm – en total kontrast til den brutalitet der snart skal finde sted. Jeg nikker. Hun rejser sig langsomt. Hun sparker trusserne hen mod mig. ’Behold dem, hvis du vil.’ Siger hun og smiler. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved godt, at det vil se meget mærkeligt ud, hvis nogen senere ser båndet med overvågningsbillederne igennem, men jeg tager alligevel trusserne og stikker dem i lommen. Amalie smiler igen.

’Hvad siger reglerne? Hvordan skal du dræbe mig?’ Spørger Amalie. Hun virker klar og fattet og jeg opfanger kun en lille snert af nervøsitet i hendes stemme. ’Jeg skal skyde dig i brystet eller i hovedet. Dit valg.’ Siger jeg. ’Brystet.’ Svarer hun uden tøven. ’Forfra eller bagfra?’ Spørger jeg. ’Forfra.’ Svarer hun, igen uden tøven. ’Stående eller siddende?’ Spørger jeg. Hun svare ikke med det samme, men sætter sig ned på numsen. Læner sig tilbage og støtter sig med sine arme. Og så spreder hun langsomt benene, så al hendes herlighed er synlig for mig.

’Er der nogen regler imod at gøre det sådan her?’ Hvisker hun. Jeg ryster tøvende på hovedet. ’Åh gud, Amalie, du gør ikke det her let for mig.’ Hvisker jeg, idet jeg ikke kan lade være med at blive ophidset ved synet af hendes blottede krop, og tænke tilbage på den vidunderlige elskov, vi begge nød for blot et halvt døgn siden. ’Jeg vil have, at du husker mig sådan her.’ Hvisker Amalie. ’Og jeg vil have, at mine sidste tanker skal være mindet om det vi delte tidligere i dag.’

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Sorg og ophidselse kæmper mod hinanden i mit sind. Det er næsten som om Amalie fornemmer det. ’Du må ikke være ked af det. Vi var begge blot ofre for omstændighederne.’ Hvisker hun, idet tårerne begynder at strømme fra hendes øjne. Hun hulker ikke, men fortsætter med rolig stemme. ’Jeg bebrejder dig intet. Jeg er bolt taknemmelig for den medmenneskelighed du viste mig, under disse umenneskelige omstændigheder.’

Det kribler i min mave, jeg kan mærke en intens varme mellem mine ben, og samtidig kæmper jeg for at holde tårerne tilbage. Mit ur siger 23:58. Jeg synker en klump og afsikrer riflen. ’Nu?’ Hvisker Amalie. Jeg nikker. Hun ser op på mig med bedende øjne. ’Vil du ikke nok røre ved mig en sidste gang?’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, det må jeg ikke… ikke på den måde… reglerne.’ Hvisker jeg, mens et par tårer finder vej ned af mine kinder. ’Der er vel ingen regler imod, at jeg rører lidt ved mig selv?’ Hvisker Amalie og lader en hånd glide ned til sit vidunderlige skræv, mens hun kærtegner sine bryster med den anden hånd.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne og øre. En dødsdømt kvinde sidder foran mig og masturbere. Og om et øjeblik skal jeg skyde hende. Det er næsten helt surrealistisk. Jeg kigger på uret. Der er kun omkring et minut tilbage. Men jeg kan høre, at Amalie er oprigtigt ophidset, og jeg vil have, at hun får lov at opleve en sidste orgasme. Mit ur kunne jo gå forkert, sagtens et minut eller to. Jeg lader tid være tid og koncentrere mig i stedet om at nyde det fantastiske syn, de dejlige lyde og den vidunderlige duft Amalies ophidselse frembringer.

Pludseligt sparker Amalie med benene, mens hun kaster overkroppen tilbage mod væggen bag hende, samtidig med at hun skriger af sine lungers fulde kraft i voldsom orgastisk nydelse. Først da hun sidder prustende og gispende, og nyder orgasmens efterglød, retter jeg geværet mod hendes smukke krop. Hun stirrer op på mig med tårerne løbende i en lind strøm ned af kinderne. ’Åh gud, jeg ville sådan ønske, at jeg kunne leve.’ Hvisker hun. ’Men jeg ved godt, at det ikke er en mulighed. Farvel, Ditte, jeg ønsker dig alt held og lykke i dit liv.’

’Farvel. Jeg vil altid huske dig, min dejlige, smukke, vidunderlige Amalie.’ Hvisker jeg. Amalie smiler. Jeg trykker aftrækkeren i bund. Den semiautomatiske riffel sender to kugler gennem Amalies bryst. Hendes krop skælver. Det gør min også. Jeg mærker en knugende fornemmelse i mit bryst og en klump i min hals, samtidig med at varmen mellem mine ben bliver voldsom og fylder hele min krop. Amalie gisper og hiver efter vejret. Dråber af blod kommer til syne i hendes mundvige. Udtrykket i hendes øjne er ubeskriveligt. Hun er ved at dø, og hun ved det. Der er kun få sekunder tilbage.

Jeg ser Amalie kæmpe, jeg ser hende give op. Jeg ser hendes krop skælve i de sidste dødskramper. Jeg ser hende give slip. Jeg ser lyset gå ud i hendes øjne. Alt imens de voldsomme følelser i min egen krop og mit eget sind smelter sammen i en ubeskrivelig intensitet, jeg næsten ikke kan beskrive. Det tætteste jeg kan komme på, er, at det føles som en voldsom orgasme der fylder både min krop og min sjæl. Jeg skælver og stønner, da Amalie glider livløs ned på gulvet.

Jeg løber ud af cellen, ned af gange, gennem vagtværelset og ud på toilettet. Hele min krop sitrer af ophidselse. Jeg flår min nederdel af og begynder at masturbere. Efter blot få sekunder, eksploderer den mest intense og fuldendte orgasme jeg nogensinde har oplevet, gennem min krop. Jeg må have lavet en kopi af overvågningsvideoen, før den ryger i arkivet. Så vil jeg altid kunne gense Amalies sidste minutter og nyde hendes dejlige krop. Amalie, åh gud, Amalie, selv efter din død giver du nydelse, tænker jeg og smiler. Jeg vil altid huske hende med kærlighed og ømhed. Altid…

Vilde varme vidunderlige kvinder!

Phya, det er varmt derude, men da jeg fandt denne video, blev det pludseligt endnu varmere. Det er en samling af vilde, varme, vidunderlige kvinder der nyder at dræbe. Jeg er vild med den! Dog syntes jeg titlen er fjollet. Det er med garanti en mand der har fundet på det navn. Men det skal dog ikke forhindre mig i at nyde de dejlige, erotiske drab i fulde drag!

Rigtig god fornøjelse!

En smuk kvindes død

Jeg er kosmetolog på Amager og bor tæt ved Islands Brygge, på overfladen en helt almindelig enlig kvinde i starten af trediverne. Men som de fleste kvinder, har jeg en lille hemmelighed. Ved siden af mit almindelige job, er jeg lejemorder for Efterretningstjenesten. Der betyder, at jeg ikke er fastansat i Efterretningstjenesten, men løst tilknyttet. Jeg får tildelt mål, som er udvalgt til eliminering af Efterretningstjenesten, og der går en net sum ind på min konto, når opgaven er løst.

Jeg har allerede en del drab på samvittigheden. De fleste af dem jeg har dræbt, var ældre, velhavende og indflydelsesrige mænd.  Politikere, forretningsfolk og diplomater. Jeg har aldrig mødet en rig og magtfuld mand, som ikke forsøgte at bruge sin rigdom og magt til at manipulere unge kvinder seksuelt. Blot tanken om, at disse mænd har brugt deres fordelagtige position i livet til at påtvinge unge kvinder deres klamme, klamme kroppe, gør at jeg mister enhver sympati for dem. Så jeg har aflivet disse dyr, med samme indlevelse og medfølelse, som når en slagter afliver et slagtesvin.

Men når målet er en smuk kvinde, så er det ikke længere kold rutine for mig, så får det min puls helt op at ringe og vækker stærke følelser i mit sind. Måske fordi jeg identificere mig meget personligt med disse kvinder, måske fordi jeg føler mig tiltrukket af dem, og nyder den følelse af intimitet det giver mig, at være samme med dem, i de sidste intense øjeblikke af deres liv. Måske er det lidt af begge dele, men det at dræbe en smuk ung kvinde er i hvert fald altid en unik og intens oplevelse. Tag nu for eksempel Rikke Andersen…

’Undskyld jeg forstyrrer.’ Siger jeg, idet jeg træder ind gennem døren til klinikken. Rikke er der, hun er vidst ved at lukke ned for i dag. ’Vi har lukket. Du må bestille en tid.’ Siger hun. Så vender hun sig mod mig. Jeg kan se chokket i hendes øjne, da hun ser mig og ikke mindst pistolen i min hånd. Hun stirrer tavst på mig, med sine smukke blå øjne. Hun har et koncentreret blik i øjnene, som om hun kæmper for at finde på et eller andet at sige. Jeg er den første der bryder tavsheden.

’Wow, du er endnu smukkere i virkeligheden, end du var på de billeder jeg har set af dig..’ Siger jeg og smiler. ’Du er virkelig en flot kvinde, det må jeg give dig.’ Rikke ser overrasket ud. ’Øh, tak. Tror jeg. Hvem er du? Hvad vil du mig?’ Siger hun, mens hendes blik glider op og ned af min krop flere gange. Jeg nyder hendes blik. Det er tydeligt nervøst, og dvæler mest ved pistolen i min hånd. Men jeg ser også, at hun lægger mærke til min røv og min barm.

Jeg har brugt det meste af dagen på at gøre mig klar. Jeg har fået ordnet håret og neglene, lagt en fejlfri make-up og iklædt mig mit mest sexede outfit. Når mit mål er en smuk kvinde, vil jeg have, at hun kan se, at jeg har gjort noget ud af mig selv. Både så hun kan se, at jeg tager det der skal ske alvorligt og forstår at det er en ganske særlig begivenhed. Men også så hun har noget kønt at se på, før hun forlader denne verden. Jeg nyder, at Rikke tydeligvis sætter pris på mit udseende.

Jeg står med siden til hende, så hun rigtigt kan se min barm, min røv og mine ben. Jeg drejer mig langsomt mod hende, så lyset spiller i min dragts sølvgrå overflade. Jeg ved, at jeg ser skidegodt ud, og jeg kan se i hendes øjne, at hun også syntes det. Hendes blik er mest fæstnet ved pistolen, men det glider både op til min barm, og ned til min røv og mine ben. Imens hun betragter mig, betragter jeg hende. Hun har en flot krop. Stor barm. Slanke ben. Et kønt ansigt. Hun er en bemærkelsesværdig kvinde.

Jeg nyder stilheden. Der er tydeligvis en spænding i luften. Jeg har ikke travlt. Jeg lader skødesløst tiden gå. Først da hun tager en dyb indånding, som om hun skal til at tale igen, bryder jeg tavsheden. ’Jeg hedder Ditte. Jeg er kommet for at slå dig ihjel.’ Siger jeg lige ud. Hun stirrer overrasket på mig. Overrasket, men alligevel kan jeg se noget i hendes blik der afslører, at det ikke kommer helt uventet. ’Hvorfor?’ Spørger hun med svag, skælvende stemme.

’Jeg tror godt du ved det, smukke. Jeg kan se det i dine øjne.’ Siger jeg. ’Men bare så der ikke er nogen tvivl. Du er privatsygeplejerske, velanskrevet, du har en række rige og indflydelsesrige kunder. Tre af dem er dog døde af slagtilfælde, hen over de seneste fem år. Alle tre diplomater fra forskellige asiatiske lande. Efter hvert dødsfald, er der blevet overført omkring en million kroner til din konto i Panama.’ Siger jeg. ’Selv om jeg egentligt er ligeglad, har jeg læst dine papirer. Nå, skal vi komme i gang?’

’Øh jeg… jeg…’ Mumler hun, som om hun ikke rigtigt ved hvad hun skal sige. Blikket i hendes øjne har allerede fortalt mig rigeligt. Jeg er ikke i tvivl. Hun er skyldig. Det er ikke op til mig at vurdere, for beslutningen er allerede truffet, når Efterretningstjenesten giver mig et mål, men det er nu alligevel meget betryggende at få bekræftet. ’Du må have fået fat på den forkerte.’ Siger hun endeligt, mens hun skyder brystet frem, stikker hænderne i lommerne og presser sin kittel ned. Hendes barm ser fantastisk ud.

’Du syntes da ikke jeg ligner en morder?’ Spørger hun med påtaget uskyldig og kælen stemme. Jeg smiler. ’De kommer i alle størrelser og former, smukke.’ Siger jeg og blinker til hende. ’Du er en af de smukkeste jeg har set, men lad os nu bare være ærlige overfor hinanden. Du ved godt, at du er skyldig. Du ved også godt, at jeg ved det. Og under alle omstændigheder, har jeg ordre på at slå dig ihjel, og jeg adlyder altid mine ordre. Er vi enige om det, smukke?’

Hun svarer ikke med det samme. Hun stirrer på mig, som om hun prøver at regne mig ud. Jeg kan se, at hun tænker så det knager. Hun prøver at finde på noget at sige, der kan redde hendes yndige røv. Det ved jeg. Det er OK. Jeg forstår hendes angst, hendes modvillighed mod at acceptere situationen. Hun tripper langsomt fra det ene ben til det andet, mens hendes højre hånd glider op over hendes barm, op til hendes hår. ’Vi må da kunne finde ud af et eller andet.’ Hvisker hun kælent. ’Ville det ikke være synd, at lade denne krop gå til spilde?’

’Du er lige så skarp som du er smuk, Rikke. Du har bemærket mine rosende ord og mine lange blikke. Du har ret, jeg er biseksuel, og normalt ville jeg tage imod dine tilnærmelser med kyshånd. Men som sagt, så er jeg kommet for at slå dig ihjel, og intet kan ændre ved det.’ Siger jeg nøgternt og hæver pistolen en smule. Rikke farer skræmt sammen. Jeg sænker pistolen igen og smiler til hende. ’Men hvis du ikke har travlt med at få det overstået, så kunne vi måske lære hinden lidt bedre at kende først?’

’Travlt? Nej. Jeg vil ikke dø. Ditte, tro mig, jeg vil gøre hvad som helst. Sex. Penge. Hvad som helst!’ Klynker hun. Jeg hæver atter pistolen. ’OK, hvis det skal være på den måde.’ Hvisker jeg. ’Nej, nej!’ Hyler hun og holder afværgende hænderne op foran sig. ’OK, hvad skal jeg gøre? Hvad?’ Hendes stemme er nervøs og ophidset. Jeg nikker over mod briksen. ’Sæt dig ned. Og prøv at slappe lidt af, smukke.’ Siger jeg. ’Nu snakker vi to lidt sammen, stille og roligt. Er du med på det?’

Hun nikker og sætter sig på briksen. Hendes krop er stiv og hun stirrer stift på mig og pistolen i min hånd. ’Spred dine ben, smukke. Ikke vulgært, bare en smule.’ Siger jeg. Hun adlyder. Det kribler i min mave, da jeg ser hendes yndige trusser under kanten af hendes meget korte kittel. ’Smukt.’ Siger jeg og nikker anerkendende. ’Går du altid på arbejde i kropsnært undertøj og stram, kort kittel?’ Spørger jeg. Hun svarer ikke. ’Du skal ikke være genert, du er en smuk kvinde.’ Siger jeg og smiler atter. ’Det skal du bestemt ikke skamme dig over at vise frem.’

’Har du slået andre ihjel?’ Spørger hun. Jeg nikker. Angsten i hendes øjne bliver mere intens. ’Ja. Du bliver mit drab nummer treogtyve.’ Siger jeg. ’Så jeg er ikke nogen amatør. Men det her bliver nu alligevel noget særligt. Du er kun den sjette kvinde jeg skal dræbe, og du er klart den smukkeste af dem.’ Rikke ser undrende på mig, mens hun lader sine hænder glide op over maven, op til hendes fantastiske barm. ’Jeg forstår dig ikke. Du er selv en kvinde. Du er tiltrukket af kvinder. Hvordan kan du få dig selv til at gøre det her?’

’Svaret er nok det samme, som hvis nogen spurgte dig, hvorfor du gav tre diplomater en overdosis betablokkere.’ Siger jeg og ser hende lige ind i øjnene. ’Pengene. Jeg gør det for pengenes skyld. For det meste, i hvert fald. Når målet er en smuk kvinde som dig, så må jeg indrømme, at pengene kun er en del af det.’ Hun ser overrasket ud. ’Hvad mener du?’ Spørger hun med lavmælt stemme, som om hun kun delvist ønsker et svar. Jeg smiler igen. ’Der er noget spændende ved at være så tæt på døden.’ Hvisker jeg. ’Og der er noget seksuelt ved at se en smuk kvinde dø, en kvinde, som under andre omstændigheder kunne have været min elskerinde.’

’Så der er intet jeg kan gøre for at friste dig?’ Spørger Rikke, idet hun knapper sin kittel op – først de to øverste, så de to nederste knapper. Jeg lægger hovedet på skrå og nyder synet. ’Tro mig, jeg er fristet, jeg er virkeligt fristet.’ Siger jeg og nikker igen anerkendende. ’Du er en fantastisk smuk kvinde. Men som sagt, så bliver jeg nødt til at slå dig ihjel. Det er der intet der kan lave om på. Jeg er ked af det, Rikke, tro mig. Som sagt, havde vi mødtes under andre omstændigheder, ville jeg have taget imod alt hvad du har at tilbyde med åbne arme. Men jeg er lejemorder for Efterretningstjenesten og du er mit mål. Det her kan kun ende på én måde. Beklager.’

’Men du sagde, at du gjorde det for pengenes skyld. Jeg har penge. Hvad betaler de dig for det her?’ Siger hun ivrigt og med fornyet selvtillid. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, søde, du kan ikke købe dig ud af det her. Hvis jeg forrådte Efterretningstjenesten og tog imod penge for at lade dig leve, så ville jeg ikke leve længe. Så ville jeg selv blive et mål. Desuden kunne jeg aldrig finde på at forråde Efterretningstjenesten og dermed Danmark. Det ville bare være forkert.’ Et øjeblik ser Rikke rasende ud. ’Mere forkert end at slå ihjel?’ Spørger hun ophidset. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt før jeg svarer. ’Og det skulle komme fra dig, søde?’

’OK, jeg står ved det jeg har gjort. Ja, jeg slog tre mennesker ihjel for egen vindings skyld. Men du dræber også for penge! Så hvad giver dig ret til at slå mig ihjel?’ Spørger hun, idet hun stiller sig op i en konfrontatorisk positur. Hun ser fantastisk ud som hun står der, med rank ryg, hænderne i siden og brystet skudt frem. ’På et menneskeligt plan har du en pointe. Jeg har ingen ret til at dømme dig, og det gør jeg heller ikke. Det er Efterretningstjenesten der har dømt dig.’ Siger jeg. ’Du har forrådt dit land og samarbejdet med en fjendtlig udenlandsk magt. Derfor skal du dø.’

’Du nyder det her. Du nyder at have magt over andre. Er det ikke sandt?’ Siger Rikke, som fortsætter i sin bryske, anklagende tone. ’Fik du ikke nok kærlighed fra dine forældre? Føler du dig overset og hjælpeløs til hverdag? Gør du ikke bare det her for at dække over lav selvtillid?’ Igen kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. ’Seriøst, søde? Prøver du nu at psykoanalysere mig?’ Klukker jeg. ’Jeg kan ikke fortænke dig i, at gribe efter ethvert strå du overhovedet kan, omstændighederne taget i betragtning. Tak for din bekymring for mit mentale helbred, selv om den er påtaget og egennyttigt, men jeg har vidst ikke flere problemer på den front end de fleste andre.’

’Så du indrømmer altså, at du har problemer? Og kan du udelukke, at de problemer kan have ført til, at du har valgt det her job? Skal jeg betale for dine problemer med mit liv?’ Fremturer Rikke insisterende. Jeg hæver pistolen. ’OK, det her begynder at kede mig. Lad os få det overstået.’ Siger jeg og tager sigte mod hendes søde, flade mave. Rikke gisper, flår sin kittel af, løfter armene op over hovedet og skyder brystet endnu længere frem. ’Nej, vent!’ Klynker hun. ’Du er en kvinde. Jeg er en kvinde. Kan vi ikke glemme alt det der spion og agent pis, vi er bare to mennesker der begge ønsker at leve!’

’Gerne for min skyld, smukke.’ Siger jeg og sænker pistolen. ’Som sagt vil jeg gerne lære dig lidt bedre at kende, Rikke.’ Rikke slapper en smule af, da pistolen atter peger ned i gulvet. ’OK, så tager vi den der fra.’ Hvisker hun. ’Jeg hedder Rikke Andersen. Jeg er 34 år. Jeg har to børn, en dreng på fem, som hedder Peter, og en pige på tre, som hedder Line.’ Jeg smiler mens hun taler. Jeg nyder lyden af hendes stemme og lytter interesseret til det hun fortæller. Jeg ved godt, at det bare er en del af endnu en overlevelsesstrategi, som går ud på, at hun vil få mig til at fatte sympati for hende, og derfor skåne hendes liv. Jeg lader hende blive i den tro.

‘Har du virkeligt født to børn?’ Spørger jeg retorisk. ’Det kan man slet ikke se på din krop.’ Hun smiler af mit kompliment. ’Tak.’ Hvisker hun. ’Må jeg ikke se dine bryster?’ Spørger jeg. ’Du har en stor og fyldig barm, jeg har virkeligt lyst til at se dem.’ Hun er allerede ved at tage sin Bh af, mens jeg stadig taler. Hun løfter armene op, så jeg rigtig kan nyde hendes store, fyldige kødglober. Jeg smiler og nikker anerkendende. ’Wow, de er smukke.’ Hvisker jeg. ’Tak.’ Svarer hun.

’Jeg ville ønske, at min eksmand så på mig, på samme måde som du gør lige nu, men han forlod mig for en yngre model, kort tid efter at jeg havde født hans andet barn.’ Jeg ryster på hovedet. ’Sikke et fjols.’ Siger jeg. Hun nikker. ’Ja, han gjorde mig virkeligt ondt. Jeg elskede ham over alt på jorden. Jeg troede, at vi skulle blive gamle sammen. Jeg fik ikke ret meget i skilsmissen, rent økonomisk. Måske var det derfor, at jeg blev fristet til at gøre det jeg gjorde. Jeg var ensom og havde mistet troen på livet og på kærligheden. Men jeg måtte tage mig af mine børn. Kan du ikke forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde?’

’Alle mennesker gør deres bedste, med de forudsætninger de nu har. Jeg tror ikke, at du gjorde det for at være et dumt svin. Men det ændrer intet.’ Siger jeg. ’Men du må hellere tage dine trusser af. Jeg kan se, at de er våde. Jeg tror du havde et lille uheld, da jeg rettede pistolen mod dig lige før.’ Rikke ser ydmyget ned af sig selv. Så synker hun en klump, før hun langsomt rækker ned og trækker sine trusser af. ’Sæt dig op på briksen igen.’ Siger jeg. Hun ser uforstående over på mig, åbner munden, som om hun vil sige et eller andet, men ændrer tilsyneladende mening og kravler op på briksen.

’Har du intet hjerte? Jeg er enlig mor til to. Hvis jeg dør, har de ingen. Deres far tager sig ikke af dem. Jeg beder dig, Ditte. Jeg siger jo, at jeg vil gør hvad som helst du beder mig om. Hvad som helst.’ Hvisker hun, mens hun holder om sig selv med den ene arm og støtter sig med den anden. Hun ser lidt skræmt og forpjusket ud, som om hun er pinligt bevidst om, at hun sidder splitternøgen foran en fremmed kvindes nysgerrige blik. En fremmed kvinde – med et dødbringende våben.

’Tro mig, det er ikke mig der har truffet beslutningen. Det er simpelthen ikke op til mig. Jeg syntes du er en dejlig kvinde, Rikke, og hvis det stod til mig, skulle du have lov at nyde livet mange, mange år endnu. Men det er ikke op til mig.’ Hvisker jeg oprigtigt. ’Og hvis jeg ikke gør det her, så sender de en anden til at gøre arbejdet færdigt. Sådan er det. Vi er begge mordere. Jeg dømmer dig ikke. Men det er mit job at slå dig ihjel. Forstår du hvad der er jeg prøver at sige?’

’It’s nothing personal, Sonny. It’s strictly business?’ Hvisker hun, og citerer dermed Michael Corleone fra filmen Godfather. ’Ja, noget i den stil. Jeg er for øvrigt også vild med Godfather. Det var jeg længe før jeg fik det her job.’ Siger jeg og nikker anerkendende. Så lægger jeg hovedet lidt på skrå og smiler til hende. ’Men det er nu ikke helt sandt. Jeg ved godt, at det at afslutte et andet menneskes liv, altid vil være noget personligt. Både for den der skal dø, og for den der dræber. Vi to skal dele et af de mest skræmmende, intense og intime øjeblikke i dit liv. Det vil jeg huske til den dag det bliver min egen tur til at kysse min røv farvel.’

’Intime?’ Hvisker Rikke. Jeg nikker. ’Ja, det at se døden i øjnene, sætter altid tanker og følelser i gang.’ Svarer jeg, men bliver tavs, da Rikke pludseligt spreder benene og præsenterer sit smukke, glatbarberede skræv for mit syn. Et kort øjeblik aner jeg ikke hvad jeg skal sige. Rikke bryder tavsheden. ’Hvis jeg virkeligt skal dø, vil du så i det mindste ikke lade mig nyde en sidste orgasme? Hvisker hun. Jeg er målløs, men samtidig både nysgerrig og beæret. Nysgerrig, fordi jeg ønsker at opleve hende i seksuel nydelse, beæret, fordi jeg er stolt over, at hun har mod til frivilligt at dele en så intim oplevelse med mig.

’Det gør jeg gerne.’ Svarer jeg og ser alvorligt på hende. ’Men du skal gøre det, fordi du virkeligt har lyst til det, ikke fordi du håber, at det vil få mig til at ændre mening. For tro mig, det vil det ikke.’ Jeg kan se, at Rikke synker en klump. Så fører hun sin skælvende, højre hånd ned til sit skræv. ’Du er ikke til hverken at hugge eller stikke i.’ Hvisker Rikke opgivende. ’Så jeg gør det for min egen skyld. Ikke for din.’ Jeg smiler. ’Men jeg vil ikke kunne lade være med at kigge. Eller nyde det.’ Siger jeg. Hun begynder at gnubbe sig selv. ’Det er ikke mit problem.’ Hvisker hun. Jeg nikker. ’Du har nosser, Rikke, det må jeg give dig.’

Rikke svarer ikke, men jeg kan se på hende blik, at hun sætter pris på mine ord. Hun presser sin langefinger mod sin klit og fører den rundt i små cirkler. Et kort øjeblik forventer jeg, at hun vil lukke øjnene og fantasere om hvad der nu end måtte tænde hende, men endnu engang overrasker Rikke mig. For hun lukker ikke øjnene, mens hun stimulerersig selv, hun stirrer i stedet på mig med et intenst blik i øjnene, der glider op og ned af min krop, som om hun suger hver en millimeter af mig i sig. Tænder hun på mig? Pludseligt føler jeg mig underligt forlegen. Så mærker jeg stoltheden vælde op i mig. Jo, hun tænder på mig!

Jeg siger ikke noget, jeg gør ikke noget, jeg genælder blot hendes grådige blik, mens hun leger fornøjet med sig selv. Jeg nyder synet, jeg nyder hendes ophidselse, jeg nyder, at hun nyder mit lystne blik. ’Hvor er du dog smuk og helt fuldstændig vidunderlig.’ Hvisker jeg, bare så hun ikke skal være i tvivl om, hvad jeg tænker om hende. Mine ord tænder hende. Hendes krop dirrer. Hendes ben spjætter. Hun skriger mens hun gnubber sig selv endnu hurtigere, endnu mere intenst. ’Kom, min dejlige skat, kom.’ Hvisker jeg. Hun skriger endnu højere og gnubber sig selv endnu mere intenst. Så kaster hun sig tilbage på briksen op brøler af sine lungers fulde kraft op i loftet, mens hele hendes krop skælver voldsomt. Jeg kan ikke lade være med at smile oprigtigt, så smukt er det.

Hun ligger på briksen og puster og hiver efter vejret, mens hun nyder orgasmens efterglød. Jeg giver hende tid. Først da hendes åndedræt er normalt igen, bryder jeg tavsheden. ’Sæt dig op. Med ryggen til mig.’ Siger jeg. ’Hvad nu?’ Hvisker hun skræmt. ’Du ved godt, hvad der skal ske.’ Siger jeg med dyster mine og hæver igen pistolen. Sommerfuglene er atter på spil. Det kribler i mit bryst, min mave og mellem mine ben. Rikke sætter sig op på briksen med ryggen til mig, men hun kigger sig nervøst over skulderen.

’Vil du virkeligt skyde mig ned bagfra, som når man afliver et dyr?’ Hvisker hun. ’Hvis du har blot en smule respekt for mig, og virkeligt tror på alt det du sagde før, så har du mod til at se mig i øjnene, mens du dræber mig.’ Jeg smiler igen. ’Du kæmper til det sidste. Det respekterer jeg.’ Siger jeg oprigtigt. ’Men jeg har intet problem med at se dig i øjnene, mens jeg trykker aftrækkeren i bund. Hvis du foretrækker det på den måde, så vend dig om. Men det er nu min erfaring, at det er lettere for den som skal dø, hvis hun ikke ved nøjagtigt hvornår det sker. Når lægen stikker folk med en nål, vil de fleste så ikke lukke øjnene? Men det er op til dig, Rikke.’

’Åh gud. Du har ret. Men jeg vil ikke… jeg vil ikke dø.’ Hvisker Rikke, idet hun vender sit ansigt bort fra mig. ’Jeg ved det, søde… men, desværre.’ Hvisker jeg og tager sigte mod hendes smukke, skælvende, nøgne krop. Hvor er hun dog smuk, som hun sider der på briksen, og venter på sin egen undergang. Jeg er klar til at afslutte hende, da en sidste, pludselig indskydelse griber mig. ’Vil du sprede dine baller, før jeg skyder dig?’ Spørger jeg. ’Jeg vil gerne se dine smukke skamlæber og dit lille numsehul, før det hele ender.’

’Åh gud, åh gud, jeg fatter ikke, jeg kan ikke…’ Mumler Rikke fortvivlet, mens hun spreder sine baller og afslører et af de smukkeste syn jeg nogensinde har set i mit liv: Hendes velformede, glatbarberede mås og hendes yndefulde, perfekte skamlæber! Pludseligt skælver hendes krop og det drypper fra hendes venusbjerg. ’Undskyld.’ Hulker Rikke med ydmyg stemme. ’Nej, min søde skat, du har intet at skamme dig over.’ Siger jeg insisterende. ’Jeg forstår din rædsel, din krops reaktion er helt naturlig. Du er en tapper kvinde, Rikke. Det er den slags der sker, tro mig, jeg tænker ikke ringere om dig af den grund.’

’Nej, nej, det må ikke slutte nu, ikke sådan her! Jeg er ikke klar! Jeg vil ikke dø! Ikke nu, jeg beder dig, Ditte, jeg gjorde alt hvad du bad mig om, vis mig nåde, vis mig nåde, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø!’ Hulker Rikke med skinger, desperat, hjerteskærende stemme. Det suger i min mave. Jeg har ondt af hende. Samtidig ønsker jeg at opleve hendes død. Det kribler i hele min krop. ’Gud, lad mig leve, lad mig leve!’ Brøler Rikke af sine lungers fulde kraft, mens hun stirrer op i loftet, som om hun regner med, at en eller anden guddom vil gribe ind til hendes fordel.

’Nu slutter det. Er du klar, Rikke?’ Hvisker jeg. Rikke brøler, ikke menneskelige ord, men blot et højt, skingert, desperat, nærmest dyrisk brøl. Jeg tager sigte mod hendes ryg, tre centimeter til venstre får hendes rygrad, så kuglen vil gennembore hendes hjerte. Mit hjerte hamrer. Min krop skælver. Nu er det nu. Jeg skal afslutte en smuk kvindes liv. Jeg trykker af. Pistolen giver et lille smæld og sparker tilbage mod min hånd. Men i samme øjeblik, kaster Rikke sig fremover, som for at undslippe kuglens grusomme bane. Kuglen rammer hende midt mellem skulderbladene. Hendes krop spjætter voldsomt.

Med et bump rammer hendes overkrop briksen bag hende. Hun skriger som et såret dyr. Kuglen har ikke ramt hendes hjerte. Kuglens udgangshul sidder midt mellem hendes velskabte bryster Kuglen er formentlig gået gennem hendes rygrad og har lammet hendes underkrop. Hun stirrer op på mig med intens mistro i øjnene, næsten som om hun ikke forstår, hvorfor hun stadig er i live, mens hun griber fat om sit eget bryst med begge hænder. Hende ben bevæger sig ikke.

’Undskyld søde, du burde være død nu.’ Siger jeg og går frem mod hende. ’Jeg ville skyde dig gennem hjertet, men du kastede dig væk fra kuglen, lige da jeg trykkede af.’ Rikke stirrer op på mig mens jeg taler. Hende mund åbner og lukker sig et par gange, som en fisk på land, men der kommer ikke andet end en smertefuld rallen fra hendes smukke læber. Hendes øjne er fulde af rædsel og desperation. Jeg kan se på hende, at hun godt ved at den er helt gal.

’Du er allerede død, Rikke. Det er kun et spørgsmål om tid.’ Siger jeg og retter pistolen mod hendes smukke hoved. Hun stirrer op på mig med store, bedende øjne. ’Nej… jeg vil… vil ikke…ikke dø!’ Raller hun. Hendes stemme er tyk, næsten som om hun har voldsom halsbetændelse. Jeg ved dog, hvad der er galt med hende. ’Kuglen har flænset sig gennem din rygrad og dit luftrør. Du vil dø af chok og indre blødninger i løbet af mindre end en halv time. Hvis du ikke drukner i dit eget blod først.’ Siger jeg uden omsvøb. ’Dit liv er allerede forbi. Men du har ikke fortjent at lide. Luk øjnene, hvis du ikke vil se det komme.’

Vanviddet lyser ud af Rikkes store, blanke øjne. Så er det som om, en sjæleknusende erkendelse rammer hende. Hun hoster et par gange og udtrykket i hendes øjne skifter langsomt til opgivelse og sorg. Hun nikker. Det er tid. Hun ved det. Jeg ved det. Det må slutte. Jeg tager grundt sigte midt mod hendes pande. Denne gang må det ikke gå galt. Hun fortjener en hurtig død. ’Det var en fornøjelse at møde dig, Rikke. Du er et vidunderligt menneske.’ Hvisker jeg. ’Og tak for, at du delte din sidste orgasme med mig, det vil jeg aldrig glemme. Farvel, min smukke, tapre, dejlige pige.’

Rikke stirrer op på mig med et blik, der er så intenst og fuldt af følelser, at jeg næsten ikke kan læse det. Det er som alle de følelser, et menneskesind kan indeholde, er rullet sammen i det ene blik. Jeg mærker et frydefuldt gys brede sig ned af min ryg. Jeg trykker af. Pistolen giver et lille smæld. Hendes krop giver et spjæt og hendes hoved roller ned på briksen, mens en smuk rose vokser frem på hendes pande. Blikket i hendes øjne er allerede tomt, da hendes øjenlåg langsomt glider ned over dem. Det er slut. Hun er borte. Jeg læner mig frem og kysser hendes kind. Jeg kan smage hendes salte tårer.

Jeg tager mig god tid til at nyde synet og duften af hendes døde krop. Hun er vidunderlig, og jeg vil huske hver en detalje. Hendes ansigt, som er fredfyldt og vådt af tårer, med striberne af mascara, som tårerne har trukket ned over hendes smukke kinder. Hendes store, dejlige bryster, der rejser sig som bjerge over hendes døde krop. Hendes smukke, flade mave. Hendes dejlige barberede skræv og hendes velformede skamlæber. Hendes vidunderlige, lange, strømpeklædte ben. Og hendes duft – tårer, sved, urin, parfume. Den er berusende. Jeg suger det hele ind med mine øjne og min næse. Først da jeg er helt sikker på, at jeg altid vil kunne genkalde mig synet og duften af hendes krop, forlader jeg klinikken.

Jeg skal hjem og have mig et varmt karbad, efter et veloverstået job. Og da vil erindringen om Rikkes smukke og velduftende krop være til stor nydelse, for jeg har i sinde at masturbere mig til alle de orgasmer jeg kan klare, mens jeg ligger i badet. Det plejer jeg at gøre, når målet har været en smuk kvinde. En smuk kvinde som Rikke Andersen.