Bøddel efter eget valg

Det kribler i min mave, da jeg går gennem den halvmørke gang i fængslets kælder. Jeg er nervøs, da jeg ved hvilket enormt ansvar der hviler på mig i kraft af det jeg må gøre, men jeg er også spændt og forventningsfuld. Jeg ved, at det nok skal blive en spændende oplevelse for mig. Nu håber jeg bare, at jeg også kan gøre det til en god oplevelse for dødsfangen. Det er jo i sagens natur svært, da det er min opgave at slå hende ihjel, men jeg sætter en ære i at gøre den sidste tid så behagelig som muligt, for dem jeg bliver udpeget til at henrette. I det mindste har den fange jeg skal møde i dag, selv valgt netop mig som hendes bøddel. Det er altid et godt tegn.

Mit humør stiger yderligere, da jeg runder et hjørne og kan se ind i cellen. Der sidder fangen. Hun er en slank, lyshåret kvinde, midt i 30’erne. Hun smiler lidt nervøst, da hun får øje på mig. Hun har ikke fangedragt på, hun har tilsyneladende taget imod mit råd om at tage noget almindeligt tøj på, som hun føler sig afslappet i. Godt at hun er modtagelig for mine råd. Nu håber jeg bare, at hun vil følge de andre også. Hun stirrer på mig og jeg stirrer på hende, da jeg går det sidste stykke vej hen til cellen.

’Anja Jensen?’ Spørger jeg, da jeg står foran hende. Hun nikker og smiler. ’Ja. Det kan jeg ikke løbe fra.’ Siger hun. Hun har et dejligt smil og en behagelig stemme. ’Jeg hedder Ditte. Er du nervøs?’ Spørger jeg. Det er min erfaring, at man lige så godt kan adressere det direkte. ’Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej.’ Siger hun, stadig smilende. Hendes stemme er jævn og hendes blik flakker ikke. ’Du virker meget rolig. Der er flot, Anja.’ Siger jeg og nikker anerkendende. Hun smiler lidt bredere.

’Du ved godt, at jeg bad om at få netop dig som bøddel, ikke?’ Spørger hun. ’Ja, det hørte jeg. Hvorfor, hvis man må spørge?’ Spørger jeg nysgerrigt. Jeg tror nok, at jeg kan regne det ud, men jeg vil gerne høre det fra hendes egen mund, så jeg er helt sikker på, at jeg ikke misforstår noget. ’Jeg, øh, jeg hørte at du er rigtig sød til, eh, til at, hvad skal man sige, at tage hensyn til fangerne.’ Siger hun lidt tøvende, som om hun er lidt genert ved at komme til sagen. Jeg nikker. ’Jeg gør hvad jeg kan.’ Siger jeg. ’Er det også sandt, at du, øh, at du kan finde på, at opfylde den dødsdømtes sidste ønske?’ Spørger hun, idet hendes kinder bliver røde. ’Også hvis de kan være af, ehm, intim karakter?’

’Ja, det er sandt. Hvis kemien er til det. Er det det du ønsker, Anja?’ Spørger jeg, idet jeg lader mit blik glide op og ned af hendes krop. Hun er en flot kvinde og jeg beundrer hendes mod – både det mod hun viser ved at være så rolig som hun er, og det mod hun har vist ved at bede sin bøddel om intimitet. Jeg må indrømme, at jeg finder hende tiltrækkende. ’Ja. Hvis du er med på det.’ Siger hun. Jeg nikker. ’Du er en virkelig flot kvinde, Anja, det må jeg sige. Men hvis det her skal være mere end en almindelig henrettelse i henhold til standardreglementet, så er der nogle ting vi lige skal have på det rene først.’

’Ja?’ Spørger Anja med et stort smil på læberne, tilsyneladende begejstret for at jeg ikke er afvisende overfor hendes forslag. ’For det første er jeg hverken advokat eller dommer. Dommer en afsagt, den er endelig og du skal dø. Sådan er det. Så det vil være spild af tid, at diskutere din dom med mig. Er du indforstået med det?’ Spørger jeg. Hun nikker. Jeg fortsætter. ’Godt. For det andet, så må du kontrollere din angst. Jeg ved godt, at du er nervøs, det er helt forståeligt, omstændighederne taget i betragtning. Men ikke noget med at flæbe og tigge, det er så utiltrækkende. Et du indforstået med det?’ Spørger jeg. Igen nikker hun. ’Godt. Og endeligt, hvis du lader mig give dig nydelse, så gør jeg det på min måde. Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at gøre det godt for dig, men det bliver på mine præmisser. Du tager imod, uden krav, uden brok, uden protester. Er du indforstået med det?’ Spørger jeg. Hun nikker atter.

Jeg mærker en inderlig glæde vokse frem i mit bryst. Jeg smiler bredt. ’Godt, det er jeg virkelig glad for, Anja.’ Siger jeg, idet jeg tager hendes hånd og trækker hende op fra den trækasse hun sidder på. Jeg drejer hende rundt. ’Bøj dig frem og sæt hænderne på kassen.’ Siger jeg. Hun adlyder, kun en smule tøvende. ’Jeg håber ikke, at du ser det her som krav eller brok, men jeg har aldrig været sammen med en anden kvinde før.’ Siger Anja, mens jeg trækker op i hendes korte kjole. Jeg smiler, da jeg ser hendes flotte, velformede baller. ’Så være lidt nænsom ved mig.’ Siger hun.

’Du bliver nødt til at stole på mig.’ Siger jeg, idet jeg med sommerfugle i maven fører en hånd ned til hendes smukke, velskabte røv. Det gibber i mig, da min håndflade røre ved hendes varme, bløde, let fugtige hud. ’Jeg har gjort det her mange gange før.’ Fortsætter jeg. ’Jeg gør ikke noget, du inderst inde ikke har lyst til, det lover jeg. Jeg er god til at læse mennesker. Jeg vil dog helt sikkert komme til at overskride nogle af dine grænser, men kun grænser du vil have godt af at få overskredet. Du sagde selv, at du aldrig havde været sammen med en kvinde før. Så allerede der skal vi overskride en af dine grænser sammen. Der vil nok komme flere. Men du må stole på mig, kan du det?’

’Der er så mange ting, jeg ville ønske, at jeg havde prøvet. Jeg har nok altid været ret konservativ, sådan rent seksuelt. Nu er det sidste chance, så det ville jo være dumt at sige nej.’ Siger Anja og hviner en smule, da jeg tager godt fat i hendes balder og giver dem et kærligt klem. De er dejlige og faste i det. ’Ja, du har ret, søde.’ Siger jeg. ’Det vi fortryder mest, når vi står ansigt til ansigt med døden, er ikke det vi gjorde, men det vi aldrig fik gjort. Jeg syntes, at du er en smuk kvinde og jeg beundrer dit mod, Anja. Stol på mig og lad mig give dig en på opleveren. Tag imod med åbent sind. Føl, mærk, nyd, lev. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det.’

’Jeg… jeg… ja… ja.’ Mumler Anja. Jeg kan mærke, at hendes krop skælver under mine hænder. Hun har nok svært ved at forstå det der sker. Jeg har set det før, hos andre dødsfanger. Jeg prøver at sætte ord på. ’Anja, jeg kan godt mærke, at du har svært ved, at den person der skal slå dig ihjel, også skal give dig både ømhed og nydelse. Du har nok en eller anden forestilling om, at bødler er følelseskolde og brutale, og du har svært ved at acceptere, at jeg også kan være et empatisk og kærligt menneske. Du ved, at jeg skal tage alt fra dig, og det er en grusom erkendelse. Men du bad selv om, at få mig som bøddel, fordi du håbede, at jeg også kunne give dig et eller andet. Er det ikke sandt?’

’Jo, du har ret. Alt hvad du siger, er sandt. Jeg kan næsten ikke fatte, at det her sker. Jeg håbede det, jeg drømte om det, men det virker på en gang paradoksalt og selvmodsigende og for godt til at være sandt.’ Siger Anja, idet jeg trækker hendes trusser af og trækker hende op fra bænken. Vi står overfor hinanden. Jeg trækker hendes kjole af. Hun trækker min af. Jeg har ikke trusser på. Anja ser nysgerrigt på min lille dusk. Jeg trækker hende over til sengen. Vi sætter os. Hendes nysgerrige blik glider op og ned over min krop. Det tænder mig. ’Nå, hvad syntes du så?’ Hvisker jeg.

’Jeg syntes, at du er en smuk kvinde.’ Siger Anja og fniser piget. ’Åh gud, jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det til en anden kvinde. Men det føles godt. Det føles rigtigt.’ Anjas ord fylder mig med glæde. Sommerfuglene i mit bryst går amok. Det er som om jeg bobler over af glæde, og jeg kan heller ikke lade være med at klukke fornøjet. ’Syntes du virkeligt?’ Fniser jeg. ’Det betyder meget, når det kommer fra så dejlig en kvinde som dig, Anja. Du har virkeligt en fantastisk barm, en vidunderlig røv, et par guddommelige lår og et helt uimodståeligt smil. Og koblet med dit mod… du er en enestående kvinde.’

Jeg kan se, at mine pæne ord glæder Anja. Hun smiler over hele femøren. Det er et vidunderligt syn. Hun åbner sin Bh af, smider den på gulvet og sparker sine sko af. Hun er helt nøgen. Hun ser vidunderlig ud. Jeg fjerner også min Bh og mine sko. Vi ser på hinanden. Synet af hendes dejlige krop fylder mig med lyst, og jeg kan se i hendes øjne, at det er gensidigt. Jeg nærmer mig hende langsomt på sengen. Hendes smil bliver bredere, hendes øjne stråler af forventning. Hun fniser, da jeg lægger en hånd på hendes lår. Jeg lader den langsomt glide op til hendes glatbarberede køn. ’Åh gud!’ Gisper hun, da mine fingre glider ind mellem hendes skamlæber.

’Åh ja, åh gud det er dejligt, Ditte!’ Stønner Anja, mens jeg stimulerer hendes skamlæber, hendes klitoris og hendes mellemkød med begge hænder. ’Åh ja, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Du er virkelig en fantastisk kvinde, Ditte, så givende, så nænsom, så vidunderlig. Jeg kan mærke, at du er fuld af kærlighed. Hvorfor valgte du egentligt at blive bøddel? Er det ikke et frygteligt negativt arbejde?’ Jeg smiler til hende og giver hende et kys. Hun tager imod. Hendes læber, hendes tunge, hendes varme, hun er vindunderlig. ’Hvorfor? Er det ikke indlysende?’ Hvisker jeg, da vores læber skilles. ’At give en dødsdømt kvinde glæde, at få hende til at føle sig elsket. Er der noget smukkere, noget vigtigere man kan gøre?’

’Det ved jeg ikke. Jeg er i hvert fald dybt taknemmelig.’ Hvisker Anja, mens hun læner sig helt tæt ind mod mig. Så ser jeg pludseligt sorgen bryde frem i hendes smukke øjne. ’Du aner ikke hvad jeg har gjort… hvor grusom jeg har været… jeg fortjener slet ikke det her.’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, Anja, det er ikke sandt. Du har fået din dom og snart får du din straf. Så er det regnskab ude af verden. Men du er meget mere end din forbrydelse. Jeg ved, at alle mennesker indeholder både gode og onde sider. Nogle gange tager de onde sider over, fordi man føler sig presset og desperat, og ikke kan se nogen anden udvej. Det betyder ikke, at du ikke også har en masse gode sider.’

Mens jeg taler, stimulerer jeg hendes skræv det bedste jeg har lært. Anja stønner i nydelse. Vores ansigter er stadig helt tæt sammen. Vi stirrer ind i hinandens øjne. Hendes nærhed, hendes varme, duften af hendes åndedrag, det er vidunderligt. Jeg føler, at vi er helt tæt på hinanden. Sorgen i hendes øjne smelter bort og erstattes med nydelse og glæde. ’Tror du?’ Stønner Anja. ’Nej. Det ved jeg.’ Svarer jeg. Anja smiler. Så brøler hun pludseligt i nydelse, mens en orgasme tilsyneladende buldrer gennem hendes smukke krop.

Da hun kommer til sig selv igen, fører jeg hende over til en brun læderbriks. ’Det er her det skal slutte.’ Siger jeg til Anja. ’Læg dig ned på ryggen, så binder jeg dig.’ Anja ser bekymret ned på briksen og så over på mig. ’Allerede?’ Hvisker hun, mens jeg kan se på udtrykket i hendes øjne, at hun kæmper imod sin angst. ’Du ved godt hvad der skal ske, Anja. Du lovede mig at være tapper.’ Siger jeg. Hun lægger sig tøvende ned på briksen. Jeg finder nogle reb og begynder at binde hendes arme og ben. ’Skyder du mig?’ Spørger hun. ’Det er hurtigt og smertefrit.’ Siger jeg og nikker bekræftende.

’Du er så dejlig, Ditte. Jeg ønsker ikke, at det skal slutte lige nu. Jeg ved godt, at du skal dræbe mig, det er ikke fordi jeg tigger for mit liv, men behøver det være lige nu?’ Spørger hun med håbefuld stemme. Jeg kan slet ikke stå for hende. Jeg smiler til hende. ’Kan du klare en orgasme mere?’ Spørger jeg. Hun nikker ivrigt op til mig. Jeg finder en påspændingsdildo frem og tager den på. Anja skuler over mod mig og mod den store, sorte, glinsende plastikdildo, med en blanding af ængstelse og forventning i sine smukke øjne. ’Det der har jeg aldrig prøvet før.’ Hvisker hun. ’Tror du ikke, at den er alt for stor til mig?’ Jeg smiler igen, idet jeg går hen mod briksen. ’Det er der jo kun en måde at finde ud af på, søde.’

Jeg læner mig ind over Anja og smiler ned til hende. Hun smiler op til mig. Jeg fører en hånd ned til hendes bryst og giver det et kærligt klem. ’Du er helt og aldeles hjælpeløs, Anja. Kan du mærke det?’ Spørger jeg. Ikke for at skræmme hende, men for at gøre det klart for hende, at hun ikke kan modsætte sig, og derfor ikke har noget ansvar og kan tage imod uden skyld eller skam. Hun vrider sig lidt på briksen, men får ikke flyttet sig mange millimeter. Hun ser op på mig og nikker. ’Du er fuldstændig i min vold, jeg kan gøre med dig, hvad jeg vil. Der er intet du kan stille op, intet du kan gøre for at kæmpe imod.’ Fortsætter jeg. Anja smiler. ’Uha, så må jeg bare håbe, at du er søde ved mig.’ Hvisker hun spændt.

Hun virker ikke bange. Snarere forventningsfuld. Pludseligt mærker jeg et sug i maven. Det er vildt. Sikke en tillid hun viser mig. Hun ved, at jeg skal slå hende ihjel, hun burde hade mig og alt hvad jeg står for, men det ser hun igennem og hun stoler på mig som menneske. Min respekt for hende vokser endnu mere. Hun er ikke blot modig, hun er enestående, og hvad bedre er, hun får mig til at føle mig enestående. Lige nu er der kun os to i hele verden. Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg er ked af, at jeg skal slå hende ihjel, men på den anden side, hvis hun ikke var dømt til døden, ville vi nok aldrig have mødtes, og vi ville helt sikkert aldrig have delt denne fantastiske oplevelse.

’Hvordan skulle jeg kunne være andet, Anja? Du er en enestående kvinde.’ Hvisker jeg, idet jeg læner mig endnu dybere ind over hende. Jeg lægger mine hænder på hendes kinder. Hun stirrer op på mig med strålende øjne og et bredt smil. Jeg fører mit ansigt ned mod hendes. Vores læber og tunger mødes. Det føles som om vi smelter sammen. Nysgerrighed. Kærlighed. Nærhed. Gavmildhed. Jeg tror aldrig, at jeg har kysset en kvinde på den måde før. Jeg tror aldrig, at jeg har kysset nogen som helst på den måde før. Hendes kærlighed føles så umiddelbar, som om hun ikke aner hvad hun skal forvente, men blot tager imod alt hvad jeg giver hende, og hun prøver at give igen det bedste hun kan.

’Du skal ikke have den i fissen, du skal have den i røven.’ Hvisker jeg, da vores læber skilles. Hun stirrer chokeret op på mig. ’Bagi?’ Gisper hun og ser helt forkert ud i ansigtet. ’Men… men det kan jeg da ikke, den er alt for stor! Jeg har kun prøvet analsex en gang, og det var med en fyr der… der var en hel del mindre.’ Jeg smiler ned til hende. ’Stol på mig. Jeg putter glidecreme på og presser den forsigtigt ind.’ Siger jeg, mens jeg nyder blandingen af nervøsitet og nysgerrighed i hendes øjne. ’Tro mig, det er en himmelsk oplevelse at blive fyldt godt ud, hvis det gøres på den rigtige måde. Og du kan ikke gøre noget, du kan kun tage imod, husk det.’

Anja synker en klump, da jeg rejser mig og stiller mig mellem hendes ben. Jeg smører rigeligt med glidecreme på dildoen og presser den forsigtigt mod hendes nydelige lille anus. ’Prøv at slappe af i din ringmuskel og i hele dit underliv.’ Siger jeg. Hun ser forvirret og en smule fortvivlet ud. ’Men den er alt for stor, du ødelægger mig!’ Jeg smiler. ’Stol på mig, søde, jeg ved hvad jeg gør. Du kan holde til langt mere end du tror, hvis du bare slapper af. Slap af, min skat, slap af, slap af, slap af.’ Jeg kan se, at det kræver al hendes viljestyrke og selvkontrol, men langsomt åbner hendes anus sig som en lille blomst. Jeg presser forsigtigt – millimeter for millimeter – dildoen ind i hende.

’Åh gud! Åh gud! Fuck, det føles helt… åh, åh… åh gud!’ Klynker hun, med hvad jeg bedst kan beskrive som en blanding af ængstelse, overraskelse og nydelse i stemmen. Ængstelsen og overraskelsen smelter langsomt bort, og jeg kan både se og høre at Anja virkelig nyder at blive fyldt godt op. Hendes nydelse ophidser mig. ’Kan du mærke, hvordan du bliver fyldt helt op? Hvordan dildoen massere dig indefra? Føles det ikke bare vidunderligt?’ Stønner jeg ophidset. Hun nikker energisk og stønner i nydelse. Så lukker hun øjnene og overgiver sig til øjeblikket.

Jeg støder dildoen helt dybt op i hende. Jeg presser mig ind mod hende, så hendes fødder hviler mod mine skuldre og mine hænder hviler på hendes. Hendes øjne er stadig lukkede, men hendes ansigt er fortrukket i det mest nydelsesfulde smil jeg nogensinde har set. Det er et vidunderligt syn, og jeg føler en næsten uendelig glæde og stolthed over, at jeg giver hende så meget nydelse. Jeg kan ikke lade være med at stønne, i takt med at jeg støder dildoen ind i hende. Hun stønner også. Vi stønner i takt. Det er fantastisk. Det er som om vi er perfekt synkroniserede, næsten som om vi er to dele af samme organisme.

Jeg står lænet ind over hende. Duften af hendes krop stiger op i mine næsebor. Duften af hendes hår og hendes renvaskede hud, blandes med duften af hendes sved, hendes ophidselse, hendes safter. Jeg stirrer på hendes ansigt, på hendes vidunderlige smil, mens jeg nyder hendes dufte, hendes stønnen, hendes varme. Jeg lader mine hænder glide ned over hendes arme og hendes lår. Nyder, kærtegner, oplever hver en centimeter vidunderlig hud. Min ene hånd finder frem til hendes køn, mens den anden kærtegner hendes mave og indersiden af hendes lår.

Jeg presser min tommeltot ind i hendes skedeåbning, mens jeg bruger de andre fingre til at kærtegne hendes skamlæber og klitoris. Anjas stønnen tager til. Jeg masserer hendes køn det bedste jeg kan, mens jeg fører dildoen frem og tilbage i hendes anus. ’Kan du lide det?’ Spørger jeg med et skævt smil på læberne. Hun svarer med et frydefuldt klynk. ’Ja!’ Jeg koncentrerer mig om at give hende nydelse og hun tager gladelig imod. Jeg nyder hvert ophidset klynk, hvert frydefuldt støn, hvert liderligt brøl, og jeg nyder, at hendes vellyde konstanter tager til i både hyppighed og intensitet.

Igen gribes jeg af respekt og ærefrygt for denne dejlige kvinde. Hendes hengivelse og hendes nydelse, blot det at hun overhovedet er i stand til at åbne seksuelt op, overfor den kvinde der skal slå hende ihjel, at tage imod nydelse der normalt ligger udenfor hendes comfort zone, under disse ekstreme omstændigheder. Det fylder mig med beundring og forundring. Jeg ville ønske, at jeg vidste mere om Anja og hendes liv, men dette er ikke tiden til at skue tilbage, dette er tiden til at nyde øjeblikket. Det er hun opsat på, og jeg er inderligt opsat på at hjælpe hende med det. Så må jeg tjekke op på hendes sag og hendes baggrund, når jeg har gjort hvad jeg må gøre.

Heldigvis har jeg en vibrator liggende ved siden af briksen. Jeg griber den og presser den mod Anjas køn. Hun banker hovedet tilbage mod briksen og brøler i nydelse. Det er en kraftig vibrator. Ikke noget med sådan en lille fesen batteridrevet ting, nej, det er en kraftig maskine der kører direkte på 220 volt fra stikkontakten. Jeg kører den frem og tilbage på Anjas mest følsomme steder, så den skiftevis stimulere hendes klitoris, hendes skamlæber og hendes mellemkød, før jeg fører den tilbage over hendes skamlæber, til hendes klitoris igen.

Anjas brølen, hulken, klynken, stønnen og skrigen, stiger og falder i takt med vibratorens bevægelser. Sveden pibler af hendes ansigt og hense bryst, hele hendes krop er spændt og vrider sig i nydelse på briksen. Hendes åndedræt, hendes ansigt, hendes muskler, det hele kører på hende, det hele er aktiveret! Det er et vidunderligt syn, at se hele hendes krop og hendes væsen være så totalt og aldeles i nydelsens magt! Pludseligt går det op for mig, at jeg tænker alt for meget over det der sker, ud af respekt for den dejlige kvinde, der ligger og brøler i nydelse foran mig, bør jeg også overgive mig til nydelsen.

Jeg presser mit underliv frem mod hende, så påspændingsdildoen glider dybt ind i hende og mit køn er helt tæt på hendes. Jeg placerer vibratoren således, at den både stimulerer hendes og mine skamlæber. De kraftige vibrationer sender øjeblikkeligt intense bølger af nydelse gennem hele mit underliv og videre ud gennem hele min krop! Jeg stønner i nydelse. Det føles vidunderligt! Og det føles mindst lige så vidunderligt, at stønne sammen med Anja!

Jeg fører vibratoren frem og tilbage, op og ned, så den stimulere både hendes og mit venusbjerg, hendes og mine skamlæber, hendes og min skedeåbning og hendes og mit mellemkød. Sammen brøler vi, sammen nyder vi. Sammen! Energien er fantastisk! Hun tænder på min ophidselse og jeg tænder på hendes! Vores nydelse, vores ophidselse, vores liderlighed, de bare vokser og vokser, selvforstærkende og ustoppelig, i en himmels positiv feedback!

Anja brøler af sine lungers fulde kraft. Jeg brøler af mine lungers fulde kraft. Alle muskler i Anjas krop spændes. Alle muskler i min krop spændes. Anja banker hovedet ned i læderbriksen under sig. Jeg kaster min krop frem og tilbage. Vore kroppe skælver. Forløsning. Nydelse. Ekstase. Orgasme! Vi skriger i kor! Det er en himmelsk følelse, en himmelsk lyd! Jeg holder vibratoren fast mellem os, mærker endnu en orgasme trænge sig på. Anja brøler også igen. Endnu en fantastisk orgasme eksploderer synkront gennem vores kroppe, samtidig, gensidig, som var vi én krop, som var vi ét kød!

’Åh gud, jeg kan ikke mere!’ Nærmest jamrer Anja udmattet. ’Stol på mig og slap af, så kan du mere end du tror!’ Brøler jeg. Jeg holder vibratoren på sin plads mellem os. Jeg er øm og udmatte, men sulten efter en sidste orgasme. Den kommer… ja, den kommer… langsomt og snigende, men voldsom og ustoppelig som en tsunami. Vi brøler begge i lige dele nydelse og smerte, da en sidste, lettere forpint, men stadig vidunderlig orgasme, brager gennem begge vore svedige, pulserende kroppe.

Jeg vælter prustende og stønnende ind over Anja på briksen. Vi hiver begge efter vejret i flere minutter, før nogen af os er i stand til at formulere bare et enkelt forståeligt ord. Da jeg endeligt kommer nogenlunde til mig selv, ser jeg smilede ned på hende. Hun er dækket af sved og dufter fuldstændigt vindunderligt. Jeg er lykkelig og ufatteligt taknemmelig for den fantastiske oplevelse vi lige har delt. Det tror jeg også Anja er, men jeg kan se på sorgen og ængstelsen i hendes øjne, at hun også er pinligt bevidst om, at hun lige har nydt den sidste orgasme, hun nogensinde skal opleve.

’Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Tak. Af hjertet tak. Det var vindunderligt.’ Hvisker Anja og fremtvinger et taknemmeligt smil. ’Åh søde, hvor er du bare dejlig.’ Hvisker jeg. ’Jeg kan næsten ikke fatte, hvad vi to lige har oplevet sammen. Det er noget af det mest vidunderlige, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.’ Siger jeg oprigtigt. ’Er det sandt?’ Hvisker Anja. Jeg nikker. Hendes smil vinder en smule styrke. Så tager sorgen og ængstelsen over. ’Hvis bare jeg hade oplevet det her noget før, hvis jeg hade følt sådan en nydelse, sådan en kærlighed, så ville alting måske have været helt anderledes.’ Hvisker hun.

’Hvis og hvis. Vi er her nu, og det er det eneste der betyder noget.’ Hvisker jeg. Anja nikker mens hendes øjne bliver blanke. Et par tårer løber ned af hedes kinder. Jeg mærker en knugende fornemmelse i mit bryst. Jeg er også lige ved at græde. ’Ditte, jeg ved godt, at det skal slutte.’ Hvisker Anja med bævende stemme. ’Jeg er lykkelig for alt det du har givet mig. Det er en vidunderlig afskedsgave, som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg håber ikke, at du syntes det er uforskammet, hvis jeg beder om en sidste tjeneste?’ Jeg smiler, lykkelig ved tanken om, at der stadig er noget jeg kan gøre for hende. ’Alt andet end at skåne dit liv, min skat.’ Hvisker jeg.

’He he, det ville ellers have været mit første bud.’ Siger Anja og smiler. Så bliver hendes blik mere alvorligt. ’Nej, spøg til side. Jeg vil ikke skydes. At få en kugle gennem hovedet eller brystet, det virker så koldt, så brutalt. Og jeg vil helst ikke have min krop ødelagt. Jeg vil gerne dø intakt, forstår du?’ Jeg ser ned på hende og nikker. ’Ja, jeg forstår. Hvad foreslår du?’ Spørger jeg nysgerrigt. Hun smiler forsigtigt. ’Jeg har nogle gang fantaseret om pigesex og om at blive kvalt. Altså ikke bare kvalt-kvalt, men kvalt i en anden kvindes køn. Ej, håber ikke det lyder alt for mærkeligt.’

’Jeg vil gøre alt for dig.’ Hvisker jeg fascineret, idet jeg sætter mig overskrævs over Anjas ansigt. Jeg fører langsomt mit underliv ned mod hendes hoved. ’Men kvælningsdøden er både langsomt og smertefuld, så er du helt sikker?’ Spørger jeg. Anja nikker. Så skyder hendes tunge pludseligt frem. Jeg gisper i både overraskelse og nydelse, da den rammer mine skamlæber. ’Ja, jeg er sikker. Du smager vidunderligt.’ Siger Anja. Hun virker overbevisende, og jeg kan se i hendes øjne, at hun har truffet sit valg.

’Hvis det er sådan du vil dø, så er jeg med på det. Men når jeg først går i gang, stopper jeg ikke igen, så er du helt, helt sikker?’ Spørger jeg for en sikkerhedsskyld. ’Når luften i dine lunger slipper op, vil du opleve en næsten ubærlig smerte og panik fylde din krop. Det vil du skulle udholde i adskillige minutter, før du mister bevidstheden.’ Anja nikker. ’Ja, jeg er sikker. Døden er nok aldrig behagelig, men de sidste tre år af mit liv har været et helvede. Ud og ind af kontorer, afhøringer, retssale, fængsler. Jeg har følt mig reduceret til et sagsnummer, men du fik mig til at føle mig som et menneske. Omstændighederne taget i betragtning, kan jeg ikke forstille mig en bedre måde, at ende det hele på.’

Hendes smukke ord flyder mit sind med en utrolig glæde og stolthed. Det er det jeg brænder for hver eneste dag, når jeg går på arbejde, det er det jeg brændte for, dengang, da jeg valgte at forfølge en karriere som bøddel. ’Du har ingen anelse om, hvor lykkelig du har gjort mig lige nu.’ Hvisker jeg, idet jeg langsomt sænker mit underliv ned mod Anjas ansigt. ’Jeg elsker dig, Anja, og jeg vil aldrig glemme dig, det sværger jeg.’ Hvisker jeg med al den ømhed min stemme kan indeholde. ’Tak. Jeg elsker også dig.’ Hvisker Anja under mig. Så skyder hendes tunge dybt op i mig.

Jeg kan mærke hendes kinder mod mine balder, og da hun trækker vejret gennem næsen, stimulere hendes varme åndedræt min anusåbning og mit mellemkød. Samtidig presser hun sin tunge ind mellem mine skamlæber og dybt op i min skede. Det føles som om hun ruller den sammen i en lille pølse, for at få den så langt op som muligt. Samtidig stimulerer hendes læber mine skamlæber. Det er en ufattelig intens og vidunderlig oplevelse. Jeg stønner og skælver i nydelse. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage imod denne nydelse hele dagen, men jeg har et job der skal gøres. Pludseligt kribler det atter i min mave. Jeg er nervøs – men også spændt – og ikke mindst opstemt.

’Jeg kommer nok desværre til at nyde det her en helt del mere end dig, Anja.’ Siger jeg, idet jeg presser mit underliv ned mod hendes ansigt med al min vægt. ’Selv om det ikke vil føles sådan i de næste minutter, så syntes jeg, at du er en fantastisk kvinde, og jeg holder virkeligt meget af dig. Men det ændre ikke på, at de næste minutter vil blive de mest grusomme og smertefulde i dit liv, og du kommer til at kæmpe en kamp som intet i livet nogensinde har kunnet forberede dig på. Jeg håber, at du kan tilgive mig, Anja.’ Hvisker jeg, idet jeg mærker hvordan hun gisper og sprutter under mig, da mine balder og mit køn blokerer hendes næse og hendes mund.

Hun kan ikke få luft. Jeg kan ikke længere se hendes øjne, men jeg kan se at hendes pande langsomt bliver rødere og rødere. Hun kæmper indtil videre ikke imod. Det er som om hun accepterer sin skæbne, accepterer at det skal slutte nu, slutte sådan her. Men selv om hun virker klar og afklaret, så ved jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, før panikken griber hende. Ikke fordi hun ikke er modig, men jeg ved af mange års erfaring, at kvælningsdøden er så smertefuld, at selv det stærkeste sind før eller siden knækker sammen.

Anja er virkeligt tapper. Hun ligger helt stille. Jeg sørger for, at holde mit underliv hårdt presset mod hendes ansigt. Jeg vil ikke have, at hun skal få så meget som ét gram luft ned i lungerne. Ikke fordi jeg vil hende det ondt, men fordi jeg ved, at hvis hun får luft, vil det blot trække hendes lidelse i langdrag. Jo mere grundigt jeg lukker af for hendes vejrtrækning, jo kortere skal den stakkels kvinde lide. Jeg kan dog ikke lade være med, at føre mit underliv frem og tilbage i små korte ryk. Når jeg gør det, kan jeg mærke hendes mund gnubbe mod mit køn og hendes næse gnubbe mod min anusåbning. Det føles vidunderligt, og jeg er ret sikker på, at det ikke øger hendes chancer for at få luft.

Jeg ved, at Anja kæmper en ufattelig kamp imod alle instinkter i sin krop. Hendes lunger må brænde efter luft, smerten må fulde hele hende krop og hendes sind, og jeg ved, at den blot vokser sekund efter sekund. Hvert et øjeblik er en kamp mod smerten og mod at give efter for panikken. Alligevel ligger Anja næsten stille i adskillige minutter, mens jeg med stor nydelse og dyb taknemmelighed, gnubber mit varme, våde og sitrende underliv mod hendes ansigt. Pludseligt mærker jeg, at hun bevæger sig under mig. Åh gud, nu er det nu! Nu er det nu, at jeg må stå imod, holde fast, være ubarmhjertig. Nu er det nu, at Anja må kæmpe sin sidste kamp.

Anja prøver at dreje hovedet, så hendes næse og mund kan komme fri af mine balders og skamlæbers dødsgreb. Jeg presser mine hæle mod hendes tindinger, så hun ikke kan dreje hovedet. Samtidig presser jeg mine lår mod hendes lår, så jeg ikke blot presser mig ned mod hendes ansigt med hele min kropsvægt, men aktivt kan bruge mine benmuskler til at gøre presset endnu større. Det virker. Hun kan ikke få ansigtet fri at mit underliv, hun kan ikke få luft! Hun må selv have erkendt, at det er en nyttesløs kamp, for pludseligt ligger hun atter stille i nogle sekunder. Så skyller en ny bølge af panik ind over den stakkels kvindes sind, og hendes døende krop eksploderer atter i aktivitet.

Hun åbner munden og prøver desperat at suge luft ind i. Hun får ingen luft, men mine skamlæber trækkes ind af undertrykket i hendes mundhule. Hun bider sammen, tydeligvis i et desperat forsøg på at bide i mine skamlæber, og derved tvinge mig til at flytte mig. Heldigvis er mine skamlæber opsvulmede og våde, og de glider hen over hendes tænder, uden at hun rigtigt får fat i dem. Det føles ikke smertefuldt. Faktisk kun stimulerende. Jeg nyder det i fuld drag, mens jeg ubønhørligt masturberer mit underliv mod hendes ansigt! Så ser jeg pludseligt, at en mørk strøm af urin trænger ud fra hendes skræv. Hense krop skælver. Så ligger hun atter stille. Helt stille. Død, antager jeg. Tanken tænder mig. Jeg gnubber videre mod hendes døde ansigt, indtil en sidste vidunderlig orgasme eksploderer gennem min krop!

Jeg pruster, hulker og gisper efter vejret, mens sveden pibler af min udmattede krop. Orgasmen er så intens, at den næsten lammer mig. Men med skælvende, næsten spagettiagtige ben, lykkes det mig at hæve mig op fra Anja og sætte mig på læderbriksen bag hendes hoved. ’Åh gud, åh gud ja, tak, tak, tak, min dejlige pige.’ Stønner jeg, idet jeg bøjer mig ind over hendes ansigt. Sikke et syn der møder mig! Hendes mund er åben, hendes ansigt er askegråt og det glinser af en blanding af hendes tårer og sved og mine elskovssafter! Åh gud, wow, bare fucking WOW! Jeg ager kærligt hendes hår med min ene hånd, mens jeg forsigtigt klasker hende på kinden med den anden. Ingen reaktion. Hun er død. Stendød.

Jeg har udført mit job, og jeg har gjort det godt. Mit hjerte flyder over af lykke og taknemmelighed. Jeg bøjer mig endnu længere ind over Anja og begynder at kysse hendes smukke ansigt, mens jeg nyder den salte og syrlige smag af vores blandende kropssafter. ’Tusind tak for en vidunderlig oplevelse.’ Hvisker jeg, vel vidende, at jeg er alene i cellen, og at ingen kan høre mig.

Reklamer

Forbrydelse og straf

Hun har dræbt tre smukke kvinder: Emma, Camilla og Clara. Vil skæbnen nu endeligt indhentet vores nysgerrige og livslystne agent?

Hvad sker der? Hvor er jeg? Hvorfor har jeg så ondt i hovedet? Alt er mørkt. Nej, prikker af lys danser for mine øjne. Tågede konturer træder frem. Jeg misser med øjnene. Langsomt kommer rummet omkring mig i fokus. Åh gud, jeg er blevet slået ned, bortført, bundet! Rædslen fylder min krop, da erkendelsen rammer mig. Mine arme og ben er bundet med kraftige reb! Jeg er kun iført nattøj og jeg er bundet på en seng. Åh gud, jeg har set den seng før! Det er samme seng, som jeg bandt Clara Hansen til, det er den seng jeg dræbte hende i! Og rummet, det er værelset i Efterretningstjenestens sikre hus. Det kan ikke passe! Hvad fanden laver jeg her?

’Hallo, hvad sker der?’ Råber jeg og flår prøvende i rebene. Hvem der end har bundet mig, så vidste vedkommende hvad han eller hun gjorde. Jeg kan ikke rykke mig en millimeter! Jeg får ikke nogen svar på mine råb. ’Hallo? Hvorfor er jeg bundet? Jeg arbejder for Efterretningstjenesten! Der må være sket en fejl, hallo, kom og slip mig fri!’ Pludseligt hører jeg en nøgle skramle i nøglehullet. Den tunge egetræsdør ind til værelset glider op. En mørkhåret kvinde træder ind. Jeg drager et lettelsens suk. Jeg kender hende. ’Agent Susanne, det er mig, Ditte Lykke. Vil du være så venlig at sætte mig fri.’

’Åh, kære Ditte, tro mig, der er ikke sket nogen fejl.’ Klukker Susanne fornøjet og smiler til mig. Hendes ord, klangen i hendes stemme, glimtet i hendes øjne da hun smiler, det får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. ’Susanne, du ved da, at jeg er agent!’ Siger jeg, usikker på om min stemme lyder skræmt eller vred. Igen smiler hun fornøjet til mig. ’Ja, Ditte, det er jeg udmærket klar over.’ Siger hun. ’Jeg har en veninde du skal møde.’ Siger hun og gestikulere i retning mod døren, som om hun vinker nogen indenfor. Så ser jeg noget, der får mit hjerte til at hamre og koldsveden bryde ud på mit bryst og min ryg!

En lyshåret kvinde træder ind gennem døren! Hun ligner Clara til forveksling! Nej, det kan ikke være sandt, hun er jo død, det kan ikke være sandt! De to kvinder må have bemærket rådvildheden i mine øjne, for de griner begge to højlydt, idet de går hen mod sengen. ’Nej, gå væk!’ Råber jeg, idet det går op for mig, at de nok ikke nærmer sig for at slippe mig fri. ’Det her er Tina Hansen. Ser hun bekendt ud?’ Spørger Susanne, med en drillende tone i stemme. Åh gud, Clara må have haft en søster. Det kan umuligt være godt!

’Ja, jeg er Claras søster. Clara, som du aflivede lige her, i dette rum, i denne seng.’ Siger Tina, idet hun tjekker mine reb, som for at sikre, at jeg umuligt kan stikke af. Jeg flår i rebene igen. Fuck, jeg er hjælpeløs! Nej, jeg kan snakke, som agent er jeg trænet i at manipulere folk, jeg må kunne tale mig ud af det her! ’Susanne, du ved da, at jeg handlede på ordre ovenfra! Jeg ville da aldrig slå en kvinde ihjel på eget initiativ! Tro mig, jeg gjorde det kun, fordi jeg var nødt til det! Jeg er ked at det, Tina, men din søster udgjorde en sikkerhedsrisiko. Jeg er ked af, at hun måtte dø, tro mig!’

’Ja, den er god med dig, Ditte.’ Siger Susanne, idet hun sætter sig på sengen mellem mine ben. ’Du pralede med det drab, du pralede med hvordan du tvang hende til sex, hvordan du nød at dræbe hende.’ Siger Susanne. Åh gud, Susanne er på Tinas side. Et kribler i min mave og ikke på den gode måde. Susanne må have hørt mig, eller snakket med nogen der har. Jeg kan ikke nægte alt, men jeg må finde noget forsonende, noget der kan få dem til at skåne mit liv. ’Nej, jeg tvang hende ikke til sex. Jeg havde ondt af hende, hun var bange og hun trængte til trøst. Tro mig, det var gensidigt!’

’Vil du seriøst have, at jeg skal tro på, at min søster nød at dyrke sex med sin bøddel?’ Siger Tina. Pludseligt griber hun fat i stropperne på min natkjole og flår dem op! Hun kigger over på Susanne og skraldgriner. ’Tror du det kan være sandt, Susanne? Tror du virkeligt, at man kan nyde sex med en der skal dræbe dig?’ Griner hun med et begejstret blik i øjnene. ’Skal vi se, om Ditte her også vil nyde sex, med dem der slår hende ihjel?’ Åh gud, mine værste anelser viser sig at være sande. De har i sinde at dræbe mig! ’Nej!’ Brøler jeg, idet jeg gør endnu et desperat forsøg på at flå mig fri af rebenes jerngreb.

’Tja, du gjorde jo det samme ved Clara, så du kan vel ikke have noget imod det, vel, Ditte?’ Siger Susanne med drilsk stemme. ’Har jeg noget valg?!’ Brøler jeg i frustration. ’Susanne, hvordan kan du gøre det her mod en kollega, mod Efterretningstjenesten? Det er landsforræderi!’ Susanne ignorerer mine ord og det samme gør Tina. Jeg vrider mig, pinligt bevidst om, at jeg umuligt kan gøre modstand, da Tine griber fat i mine trusser og flår dem i stykker! ’Lad os se hvad du har at byde på, søde.’ Griner Tina. Både hun og Susanne stirrer på mit blottede køn.

Jeg har aldrig følt mig så ydmyget i hele mit liv. ’Susanne, nu stopper det her! Jeg gjorde bare mit arbejde, det var ikke mit valg. Og hvad så hvis jeg nød det? Det ændrer intet! Jeg gjorde bare min pligt! Stop nu, så kan vi glemme det her nogensinde er sket.’ Tina udstøder et foragteligt fnys. ’Hah, vil du have, at jeg skal glemme hvad du gjorde ved min søster? Jeg kan se rædslen i dine øjne, jeg kunne se at alt vendte sig i dig, da jeg flåede dine trusser af! Vil du stadig have, at jeg skal tro på, at min søster nød den behandling du gav hende?’

’Tina, det var ikke sådan her, det var noget andet, det er svært at forklare. Slip mig fri, så kan vi tale om det.’ Siger jeg, mens jeg kæmper for at holde min nervøsitet nede. Jeg ved, at jeg er fortabt hvis jeg går i panik. Jeg må holde hovedet klart. Jeg fokuserer på Susanne. Hun er agent, vi må kunne forstå hinanden. ’Susanne, har du aldrig dræbt en kvinde på en af dine missioner? Du ved da, at det kan ske. Ja, jeg nød det, men skal det straffes med døden?’ Spørger jeg. Tina rækker strengen fra min trusse til Susanne, sætter sig bag hende og lægger armene om hende.

’Susanne, du skal ikke lytte til den so. Hun skal dø. Hun er snart væk. Om et øjeblik betyder hun ingenting, men du og jeg, vi betyder alt. Og tro mig, jeg er ekstremt taknemmelig for, at du hjælper mig med det her.’ Hvisker Tina og kysser Susanne blidt på kinden. Åh gud, de har noget kørende! Det er derfor Susanne har forrådt mig! Jeg håber ved gud ikke, at de er lige så tætte som Jane og jeg, tænker jeg og synker en klump. ’Forråder du dit land for sex med den tæve?!’ Spørger jeg vredt. ’Så tag dig dog sammen, det kan hun umuligt være værd!’

’Vil du ikke vise mig med det samme, hvor taknemmelig du er?’ Siger Susanne med kælen stemme, idet hun vender sig mod Tina. Det er som om hun slet ikke hørte mine ord! Fuck, jeg må trænge igennem til hende, jeg må! ’Susanne, du må ikke gøre det her mod mig!’ Stønner jeg, idet jeg atter prøver rebene. Det virker umuligt, men jeg må prøve, hvis jeg ikke kan få Susanne og Tina til at ændre mening, så må jeg overvinde de reb! Gud, jeg er ikke klar til at dø. Nej, jeg skal ikke dø, ikke nu, ikke i dag! Jeg må slippe fri!

Susanne fører en hånd ned mellem sine ben og rykker op i sin korte kjole. Hun begynder at røre ved sig selv, mens Tina læner sig ind over hende og kysser og befamler hendes bryster. De ser ikke på mig, de er helt forgabte i hinanden. Jeg ved, at jeg nok ikke kan spille dem ud mod hinanden, men de ser ikke på mig, jeg må bruge chancen for at slippe fri af de her forbandede reb! Jeg må fri! Jeg lægger alle kræfter i og flår til af alle kræfter. Jeg har meget smidige hænder og tommelled. Hvis jeg bare kan løsne rebene en smule, kan jeg trække mine håndled fri, jeg ved det, jeg ved, at jeg kan gøre det!

Fuck, de forbandede reb, de giver sig ikke en millimeter! Det kan ikke være sandt, jeg må og skal fri! Susanne og Tina går virkeligt til den. Pludseligt ligger de mellem mine ben og guffer løs i hinanden! Tinas bløde ben presser mod mine lår. De er dejlige, glatte og varme, hvis ikke lige jeg var bundet som et dyr, ville jeg måske endda nyde det. Nej, jeg har ikke tid til den slags tanker, det er jo absurd, jeg må fokusere på at komme fri. Jeg må, men de forbandede reb giver sig ikke! Fuck, fuck, fuck!

Jeg brøler i frustration og sparker den smule med benene som rebene tillader. Det føles som om Susanne og Tina end ikke sanser min tilstedeværelse! De er helt forgabte i hinanden og stønner begge i nydelse. De slikker hinanden på sengen lige foran mig! Nyder de at vide, at jeg ser på? Nyder de visheden om, at jeg lider mens de giver hinanden nydelse? Eller har de helt glemt mig? Jeg kan ikke slippe fri! Mine håndled gør ondt. Åh gud, en grusom kulde breder sig i min mave. Hvad nu hvis jeg ikke kan slippe fri? Hvad nu hvis jeg ikke kan stoppe dem? Hvad nu hvis jeg aldrig skal se Jane igen?

Susanne og Tina fortsætter med at give hinanden nydelse. Deres stønnen bliver stadig mere højlydt, eftersom deres nydelse tilsyneladende bare vokser og vokser i intensitet. Det føles som om de i deres ekstase er rykket tættere ind mod mig. Tinas dejlig bløde ben og fødder presser mod mine ben og min mave. Susannes hår børster mod indersiden af mine lår, idet hun grådigt guffer løs i Tina. Nogle gange bevæger hun hovedet, så hendes hår børster mod mine skamlæber. Deres stønnen, duften af deres ophidselse, den pikante stimulering af min krop, åh gud, jeg kan mærke varmen brede sig gennem mit underliv!

Hvordan kan de ske, hvordan kan det være sandt? Jeg kan ikke slippe fri. Måske skal jeg dø. Dø! Bare tanken ryster mig helt ind i sjælen. Angsten, desperationen, smerten i mine håndled, den hårde klump i min hals og den iskolde knude i min mave. Hvordan kan jeg være tændt nu? Jeg har helt ærligt lyst til at give slip, lyst til bare at fokusere på den sidste nydelse, få den smule ud af det jeg kan, før alting slutter. Men nej, jeg må ikke give op, det er ikke overstået endnu. Jeg kan stadig komme ud af det her! Jeg vil se Jane igen, jeg vil elske med hende igen! Det er ikke slut endnu!

Pludseligt brøler både Susanne og Tina i orgasme og vrider sig mellem mine ben. De ligger i hinandens favn og kysser og krammer et par minutter. Så rejser de sig begge op på alle fire på sengen og ser på mig. ’Nød du at se os elske, Ditte?’ Spørger Tina med et lumsk smil på læberne. Hendes blik glider ned over min nøgne krop. Jeg brøler i frustration og ydmygelse. Hun smiler bredt, da hendes blik når mit skræv. ’Er hendes skamlæber ikke opsvulmede? Er hun liderlig, den lille tæve?’ Klukker hun. Susanne lægger prøvende en hånd på mit køn. ’Hun er våd og varm og opsvulmet.’ Siger hun. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Hendes hånd føles dejlig.

Pludseligt bøjer Susanne sig ind over mig og begynder at gnubbe mine skamlæber. Det føles intet mindre end vidunderligt. Jeg kan ikke se hvad Tina laver, men pludseligt ser det ud som om hun støder sit underlig ind mod Susannes, og Susanne begynder atter at stønne. Har hun en påspændingsdildo med? Hvis de begge er tændte og de tænder på min ophidselse, så kan jeg måske bruge det! Jeg stirrer op på Tina og fanger hendes blik. ’Ja, Tina, jeg indrømmer det, jeg er ophidset, jeg nyder det her. Lad mig elske med jer begge to, jeg beder jer, please, please, jeg har sådan lyst til jer!’

’Du har åbenbart ikke fattet det endnu, men dit liv er slut, tæve!’ Siger Tina med hård stemme. Jeg brøler i frustration. Den gik ikke. ’Vend dig om, Susanne, jeg har mere jeg ønsker at give dig, så må den morderiske tæve her vente!’ Tilføjer Tina. Susanne griner fornøjet og vender sig bort fra mig. Tina kravler om bag Susanne. Jo, hun har taget en påspændingsdildo på, det kan jeg se da hun vender siden til. Så sætter hun sig bag Susanne, med ryggen mod mig, og støder sit underliv frem mod Susanne. Susanne klynker i nydelse.

Begge piger sidder helt tæt på mig. Jeg kan mære deres dejlige, varme lår mod mine, og når Tina trækker underlivet tilbage, for at støde ind i Susanne, presses hendes dejlige røv mod mine bryster. Hun masserer mine bryster med sin numse, mens hun skampuler Susanne! Frygten gnaver stadig i mig, men gud hvor føles det dejlig at mærke hendes bløde baller mod min barm, og det ophidser mig, at høre de to pigers ophidsede stønnen! Jeg kan ikke slippe fri af rebene. Det har jeg opgivet nu. Jeg tror heller ikke, at jeg kan tale de to piger fra deres grusomme plan. Hvad kan jeg gøre? Jeg aner det ikke!

Susanne klynker i nydelse, mens Tina banker ind i hende, hurtigere og hurtigere. Pludseligt skyder Susanne ryggen op som en kat og skriger af sine lungers fulde kraft, mens hendes krop skælver i ekstase. Tina bliver ved med at banke påspændingsdildoen op i hende og får hende til at skrige igen og igen. ’Åh gud, ikke mere, jeg beder dig, jeg kan ikke mere!’ Brøler Susanne. Tina holder inde. Hun trækker påspændingsdildoen ud af Susanne og vender sig atter mod mig.

’Lad os ikke glemme tæven her.’ Siger Tina. Susanne klukker fornøjet og sætter sig på sengen ved siden af mine ben. Tina roder lidt i sin håndtaske og hiver nogle ting frem. Hun smider noget på min mave, men jeg ser ikke hvad det er. ’Nej, du må ikke, lad os snakke om det her, jeg beder dig, Tina, jeg beder dig!’ Brøler jeg, da jeg ser at hun trækker et stykke kraftig gaffatape op af tasken. ’Du slog min søster ihjel. Jeg er faktisk ret ligeglad med hvad du har at sige.’ Siger Tina, idet hun læner sig ind over mig med gaffatapen i sine hænder! Susanne lader skødesløst en hånd glide ned til mit varme, opsvulmede køn. ’NEEEJ!’ Brøler jeg. Hvis hun forhindre mig i at tale, hvad kan jeg så stille op?

Jeg prøver desperat at vende ansigtet bort, men Susanne griber mit hoved og holder det fast! Jeg brøler igen, men Tina er nådesløs. Hun presser gaffatapen mod mit ansigt! Jeg vrider mig i fristration, da hun glatter det ud på mine kinder og jeg mærker limen tage fat i min hud. Jeg brøler ind i tapen, men det bliver ikke til andet end en højlydt brummen. Jeg prøver at tale, men det bliver ikke til andet end ynkelige klynk! Åh gud, jeg kan ikke komme fri af rebet, og nu kan jeg ikke engang prøve at tale dem fra det de er kommet for at gøre! Hvad skal jeg stille op? Jeg må dog have en chance, livet kan ikke være så uretfærdigt! Det må ikke slutte sådan her!

’Så er du færdig med at kæfte op, Ditte.’ Siger Susanne og stirrer ned på mit ansigt. Hun smiler. ’Tina, kan du se rædslen i hendes øjne? Hun ved, at der er slut nu. Hun ved, at hun intet kan stille op. Hun kan ikke slippe fri fra rebene, og nu kan hun ikke engang forsøge at snakke sig ud af det her!’ Siger hun med et grusomt smil på læberne, mens hun begramser mit bryst. Tina griner også, mens hendes hænder glider ned over min hals. ’Ja, den ynkelige tæve ved godt, at det hele snart slutter. Men hun kommer ikke til at dø hverken let eller hurtigt. Hun dræbte min søster. Hun skal dø langsomt og smertefuldt!’

Tina samler det op hun har lagt på min mave. Jeg ser to gule dimser i hende hænder. Hun klukker. ’Det her er ørepropper, lavet i skumgummi. Jeg propper dem op i din næse. Du vil sikkert kunne suge en smule luft gennem de små huller i skumgummiet, men det vil være for lidt. Du vil dø, du vil langsomt blive kvalt!’ Siger hun. Jeg stirrer ned på de to gule dimser i hendes hænder! Åh gud, det er ørepropper! Hvis hun får dem op i min næse, hvad skal jeg så gøre? Jeg vrider mig af alle mine kræfter, kaster mit hoved fra side til side, men Susanne hjælper atter Tina, hun holder grinende mit hoved, mens Tina presser ørepropperne op i mine næsebor!

De er inde i min næse! Åh gud, jeg må havde dem ud! Jeg prøver at puste ud gennem min næse, med al den luft jeg har i lungerne. Fuck, der sker ikke noget! Luften trænger blot langsom ud gennem skumgummiet, men de sidder stadig fast i mine næsebor! Jeg bliver ved med at puste ud, de må ud, de må væk, men de flytter sig ikke! Åh gud, jeg kan ikke mere, jeg har ikke mere luft i lungerne, jeg må have luft, jeg må! Jeg trækker vejret ind, og til min store rædsel mærker jeg, at jeg ikke får meget luft ind gennem næset – men ørepropperne trænger længere op i mine næsebor! Fuck, fuck, fuck for helvede, hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke luft nok luft i lungerne til at presse ørepropperne ud, og når jeg suger luft ind, sætter de sig blot endnu bedre fast!

Nej, jeg kan ikke få luft! Jeg kan ikke tale! Jeg kan ikke slippe fri! Jeg vil skrige i rædsel og frustration, men ikke engang det kan jeg! Følelserne går amok i min krop. Rædslen spreder sig som kold is gennem min krop, samtidig med at mine lunger brænder i smerte. Det er umulige følelser at rumme, og jeg kan ikke engang skrige min smerte ud, jeg kan ikke slippe af med mine følelser, åh gud, åh gud, hvad skal jeg gøre, hvad kan jeg gøre, hvad kan jeg gøre, hvad kan jeg gøre! Jeg bliver vanvittig! Både Tina og Susanne griner. Deres latter rammer mig som kølleslag. Hvordan kan livet være så grusomt? Neeeeej!

Pludseligt hiver Tina en vibrator op af sin taske. Hun giver den til Susanne, som uden tøven presser den mod mit køn. Min første reaktion er et krympe sammen i ydmygelse og væmmelse. Men så slår sandheden mig, med en kraft der føles som at blive ramt af et lyntog: Jeg skal dø. Jeg kan ikke slippe fri, jeg kan ikke få ørepropperne ud af næsen, jeg kan ikke få de to kvinder til at skåne mig. Mit liv slutter, det ved jeg. Skal jeg fokusere på rædslen, sorgen, ydmygelse, uretfærdigheden og smerten, eller skal jeg prøve – hvor umuligt det end kan virke – at få det bedste ud af den smule liv jeg har tilbage?

Jeg mønstrer al min viljestyre for at overvinde panikken og undertrykke de mange negative følelser der vælder op i mit sind. Jeg fokuserer på vibratoren, der sender bølger af nydelse gennem mit venusbjerg, Susannes bløde hånd, der grådigt og kælent kærtegner min mave og hofte, samt Tinas smidige fingre, der insisterende stimulerer mine indre og ydre skamlæber, med en præcision og erfaring, der kun kan komme gennem årelang erfaring med pigesex. Jeg ved, at deres kærtegn intet har med kærlighed at gøre, men er en blanding af en magtdemonstration og dyrisk begær. Alligevel nyder jeg det de gør ved mig. Motiverne er uacceptable, men stimulansen er vidunderlig.

Da nydelsen fylder mere i mit sind, kan jeg mærke, at min dødsangst aftage en smule. Jo, jeg skal dø, men døden er en naturlig og uomtvistelig del af livet. Jeg har grint, jeg har grædt, jeg har danset, jeg har elsket, jeg har oplevet den dybeste kærlighed et menneske kan opleve, og jeg har nydt tre vidunderlige kvinders død. Jeg ville ønske, at jeg havde mere tid, at jeg skulle se Jane igen, elske med hende igen, måske gennemføre endnu en pikant henrettelse for Efterretningstjenesten, men jeg fortryder ikke noget, jeg angrer ikke noget. Jeg føler mig ikke klar til at dø, men jeg har dog levet mit liv og jeg har levet det godt.

Susanne førere vibratoren længere ned, så den presser direkte mod min klitoris og mine skamlæber. Jeg klynker og vrider mig i nydelse, så meget som gaffatapen og rebene tillader. Pludseligt mærker jeg Susannes læber mod mit venstre bryst, mens Tinas trænede hænder griber mit højre. Det føles vidunderligt, og selv om jeg har svært ved at give udtryk for min nydelse, fornemmer jeg at Susanne og Tina dog sanser den. De stønner begge to ophidsede, mens de kærtegner mig. De startede nok med en intention om at ydmyge mig seksuelt, men jeg kan mærke, at de vitterligt tænder på min krop, og det ophidser mig helt vildt.

’Hendes skræv er sjaskvådt og hendes brystvorter er stive som søm.’ Hvisker Tina betaget, idet jeg med fryd bemærker, at hun lader sin højre hånd glide ned til sit køn og begynder at gnubbe sig selv, mens hun stadig kæler for mit bryst med sin venstre hånd. ’Ja, det er utroligt.’ Stønner Susanne, idet hun presser sit opsvulmede, våde køn mod mit knæ. Hun gnubber sig imod mig! Åh gud, vi tænder alle tre på det her, det er vanvittigt, absurd, umuligt – men samtidigt helt fantastisk vidunderligt! Pludseligt mærker jeg en varm bølge af nydelse skylle ind over mig. Jeg vil ikke kalde det for en orgasme, for angsten og smerten i min krop er for kraftig til, at jeg fuldt ud overgiver mig til nydelsen, men det er dog et klimaks, en forløsning!

’Nej, stop Susanne, den sindssyge tæve nyder det sgu lidt for meget.’ Siger Tina pludseligt med hård stemme og fjerner hånden fra mit bryst. ’Hun slog min søster ihjel, hun fortjener ikke at dø i nydelse. Jeg vil se hende lide!’ Jeg ville brøle, hvis jeg kunne. De fjerner deres hænder, de fjerner vibratoren, de tager stimulansen og nydelsen fra mig! De rejser sig fra sengen! Jeg kan ikke længere nyde deres nærvær, deres ophidselse, deres vidunderlige kærtegn! Nej, nej, nej! De sætter sig over i en stol, i den anden ende af værelset. ’Hold om mig, mens vi ser hende dø.’ Siger Tina. Susanne lægger armene om Tina og knuger hende ind til sig, mens de stirrer tavse over på mig!

Åh gud, jeg ligger på sengen, blottet, til skue og helt alene, uden noget der kan stimulere mig, uden noget der kan distrahere mig! Fuck, pludseligt vender mine tanker tilbage til det der skal ske, pludseligt mærker jeg atter den voldsomme smerte der vokser i mine lunger. Panikken vokser i mit bryst. Smerten i mine lunger er uudholdelig og til min store rædsel kan jeg mærke, at den begynder at brede sig ud i andre dele af min kop! Åh gud, jeg må have luft, jeg må slippe af med smerten, den sprænger mig, den knuser mig!

’Hold da op, så kom der andre boller på suppen.’ Hvisker Tina lavmælt, mens hun stirrer på mig med et intenst og nysgerrigt blik. ’Det er både grusomt og fascinerende at se på. Hvad mon der sker bag hendes øjne? Hun lider, men hun kan intet stille op. Hun kan ikke engang skrige. Hun kan kun lide, vel vidende, at hendes smerte først stopper, når hendes liv slutter. Det må være fuldstændigt forfærdeligt, men hun har fortjent det. Hun har fortjent at dø sådan.’ Susanne smiler og kysser Tina på kinden. ’Ja, det har hun, det har hun.’ Hvisker Susanne i Tinas øre, lige højt nok til, at jeg kan høre det.

Smerten æder min viljestyrke. Panikken overmander mig. Jeg skal dø! Pludseligt er jeg ikke længere så afklaret, pludseligt mærker jeg, at jeg vil leve for enhver pris. Jeg vil ikke dø! Ikke nu, ikke sådan her! Jeg må kæmpe! Min rædsel eksplodere i min krop, da jeg prøver at flå i rebene igen, og mærker, at mine arme og ben knapt nok reagerer! Åh gud, iltmanglen har allerede svækket mig så meget, at jeg knap nok kan kæmpe imod! Fuck, fuck, fuck, fuuuuuuuuck! Jeg vil ikke gå glip af alting, jeg vil ikke miste mig selv, jeg vil ikke gå til grunde, jeg vil være en del af verden!

Smerten fylder hele min krop! Den brænder mig op indefra, som hvidglødende flammer! Det er som om hver en celle i min krop skriger efter ilt, hver en celle! Jeg kan knap nok tænke, det er som om jeg drukner i smerten! Gud, jeg kan ikke længere styre mon krop! Jeg kan mærke mine arme og ben skælve i krampe, men jeg har ikke længere kontrol over dem. De vildsomme krampetrækninger tilføjer en ny dimension af smerte til min i forvejen overvældende lidelse. Jeg kan ikke mere! Hvorfor er jeg stadig ved bevidsthed? Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke lide, hvordan kan verden være så grusom, kæreste gud, hvis du findes, så hjælp mig dog, så hjælp mig dog! Fuck!

’Åh gud, jeg har aldrig set noget lignende.’ Siger Tina, stadig med blikket urokkeligt rettet mod min blottede, hjælpeløse, lidende, døende krop. ’Sikke et vanvittigt blik. Smerten må være så intens, at den er ved at flå hende i stykker indefra. Ja, hendes sind bryder sammen, hun skal dø som et lidende dyr, som et nøgent, viljeløst stykke kød!’ Susanne klemmer Tina ind til sig. ’Hvor er du dog fræk, når du er så grusom.’ Klukker Susanne fornøjet, før hun grådigt begynder at kysse og slikke Tinas hals.

Tina har ret i sine grusomme ord! Jeg kan mærke, at jeg går i opløsning. Smerten og rædslen udradere alle andre tanker, min vilje er borte, kramperne har overtaget min krop, røde prikker danser for mit blik, det bruser for mine øre og jeg kan mærke mit hjerte hamrer helt vanvittigt, i et desperat forsøg på at pumpe den sidste, sparsomme ilt rundt i min dødsdømte krop. Det er nyttesløst. Alt er nyttesløst. Det er slut.

Smerten, rædselen, ydmygelsen, desperationen, sorgen, frustrationen, den sjæleknusende angst for ikke at være til – det hele smelter sammen i en pulserende, brændende, lysende hvid kugle.

Jeg kan ikke modstå. Kuglen opsluger mig. Jeg forsvinder ind i den.

Så falmer den langsomt bort.

Kulde.

Mørke.

Intet.

Evigheden i hendes øjne

Jeg har været agent i snart ti år nu. De første fem år var jeg ved PET’s hovedkvarter, så arbejdede jeg tre år som feltagent, og de sidste to år har jeg været sikkerhedschef ved Eurogas. Eurogas er en privat virksomhed, der er stiftet via hemmelige stråmænd af den danske og tyske efterretningstjeneste. Formålet er at samarbejde med russiske virksomheder, omkring udbygning af Ruslands olie- og gasledninger i Europa, på en måde der er kontrolleret af de europæiske regeringer. Det er selvfølgeligt tys-tys, og hvis russerne spørger, er vi en rent privat virksomhed, der udelukkende varetager europæiske energiselskabers interesser.

Som sikkerhedschef er det min opgave at sørge for, at enhver relation mellem Eurogas og efterretningstjenesten forbliver hemmelig. Hvis den opgave ikke lykkes, vil Eurogas miste sin troværdighed, og dermed være ude af stand til at kontrollere den økonomiske og politiske indflydelse Rusland ønsker at opnå via sin olie- og gaseksport. Det er som regel ret rutinemæssigt arbejde, med diskret udveksling af information, destruktion af belastende papirer, sikring mod spionage, og så videre. En af de mere interessante opgaver, i min rolle som sikkerhedschef, består i at sørge for, at tidligere ansatte ikke lægger hemmelig information, som du kunne have fået adgang til via deres arbejde.

Det er søndag morgen og Stinna er alene hjemme. Hendes kæreste er taget ud og fiske med en kammerat, og jeg ved, at han nok tidligst kommer hjem omkring frokosttid. Jeg har god tid til at gøre det jeg skal gøre. Jeg trænger ind gennem køkkendøren fra bagtrappen og lister gennem det lille køkken, hvor en kaffemaskine står og syder og sprutter og spreder en vidunderlig duft af friskbrygget kaffe i den lille Østerbro-lejlighed. Jeg standser, da jeg når døren ind til stuen. Den står på klem. Jeg kigger diskret gennem døråbningen.

Stinna sidder og læser i en bog, stadig iført morgenkåbe. Hun ser helt afslappet ud. Det ser ud som om hun hygger sig, og hun aner tydeligvis ikke uråd. Stakkels pige. Hun har ingen anelse om, at jeg er i hendes lejlighed. Hun har været personlig assistent for en af afdelingslederne i Eurogas, men sagde pludseligt op for to uger siden. Det måtte jeg selvfølgeligt undersøge, og jeg fandt desværre hurtigt ud af, at der stak noget under. Jeg betragter hende i stilhed, fra mit skjul bag døren. Hun er faktisk en ret køn pige. Et kønt ansigt, omgivet af langt, mørkt hår, en slank krop, fyldig barm og lange, velskabte ben.

Mit hjerte hamrer, mens jeg betragter hende. Jeg kunne række armen ind gennem døråbningen, og blæse knoppen af hende, før hun overhovedet nåede at opfatte hvad der skete. Det var nok det jeg burde gøre, men jeg har ikke lyst til at få det for hurtigt overstået. Hun er så smuk. Jeg har lyst til at lære hende en smule bedre at kende. ’God morgen, søde.’ Siger jeg, idet jeg åbner døren og træder ind i stuen, med pistolen gemt bag min ryg. Stinna brøler overrasket, idet hendes hænder flyver op og bogen falder ned på gulvet foran hende.

’Åh gud, jeg fik et chok!’ Gisper hun, med en stemme der er lige så smuk som hun selv er. ’Du arbejder for Eurogas, ikke? Hvad laver du her?’ Spørger hun. Jeg trækker pistolen frem. Stinna stirrer uforstående på den. ’Er der noget galt?’ Hvisker hun med svag stemme. Det kribler i hele min krop. Den stakkels pige aner nok ikke engang, at hun har gjort noget forkert. Fuck, det er hårdt at skulle fortælle sådan en smuk ung kvinde, at hun skal dø. Men på den anden side, så tænker jeg, at jeg også kan få en oplevelse ud af det.

’Ja, der er desværre noget galt. Jeg er sikkerhedschef i Eurogas.’ Siger jeg og retter pistolen mod hendes dejlige krop. Hun klynker i angst og stirrer op på mig med store, brune, bedende øjne. Sikke en intensitet der er i de øjne. Hvor er hun dog smuk, den kære pige. ’Men jeg har afleveret min PC og mit adgangskort.’ Hvisker hun, uden overbevisning i stemmen, som om hun godt ved, at det ikke er det det her handler om. ’Korrekt, du har opfyldt formalia.’ Siger jeg og lader mit blik glide op og ned af hende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun mon har på under morgenkåben.

’Men hvad er der så galt? Hvorfor har du ikke bare ringet? Hvad skal du med pistolen? Jeg har vel ikke gjort noget kriminelt?’ Klynker Stinna, med en stemme der er tæt på at knække over i gråd. ’Søde Stinna, du ved godt hvad det her handler om. Det kan jeg høre på din stemme og se i dine øjne.’ Siger jeg og nyder den rædsel der vælder op i hendes smukke øjne. Selv om hun ryster afvisende på hovedet, ved hun godt, at jeg har gennemskuet hende. ’Nej, jeg aner ikke hvad du taler om.’ Hvisker hun med bævende læber.

Jeg samler bogen op fra gulvet og lægger den på bordet ved siden af hende. Da jeg lægger bogen, står jeg helt tæt på hende. Hun dufter dejligt. Hun dufter af en renvasket krop, varm seng og en smule af… sex? Mon hun fik en omgang af kæresten, før han kørte ud for at fiske? Er det derfor hun virkede så afslappe og veltilfreds, før jeg dukkede op? ’Rejs dig.’ Siger jeg, idet tanken om hendes unge krop, der vrider sig i nydelse mens hun rider sin kæreste, fylder mit sind. Tanken ophidser mig. Jeg er sikker på, at hun har en pragtfuld krop. Stinna rejser sig. Langsomt.

’Men… men jeg har ikke gjort noget galt…’ Hvisker hun, mens hun står med hænderne i vejret, som om hun tror, at hun er ved at blive anholdt. Jeg smiler. ’Nej, du har vel formelt set ikke gjort noget galt. Endnu. Men dit nye job, syntes du ikke selv det ser lidt mærkeligt ud?’ Siger jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej.’ Hvisker hun med svag stemme. ’Du er blevet ansat som salgschef for Skandinavien i Global Naturgas.’ Konstaterer jeg. Hun nikker. ’Du var sekretær, og nu er du salgschef.’ Fortsætter jeg. ’Hvad får du i løn i dit nye job? Vel cirka ti gange så meget som i Eurogas, ikke sandt?’

’Og hvad så? Er det forbudt at klatre op af karrierestigen? Har det strejfet dine tanker, at jeg måske bare er pissedygtig?’ Siger Stinna, med en smule mere selvtillid. Jeg retter pistolen mod hendes hoved. Hendes nyvundne selvtillid smelter lynhurtigt bort. ’Tag din morgenkåbe af, Stinna.’ Siger jeg med fast stemme. ’Hvad? Hvorfor?’ Klynker hun skræmt. ’Jeg bliver nødt til at sikre mig, at du ikke bærer skjulte våben eller mikrofoner.’ Lyver jeg. ’Men hvorfor skulle jeg dog det?’ Klynker Stinna. ’Jeg anede jo ikke du ville komme. Jeg har ikke gjort noget galt!’

’Af med den eller jeg skyder.’ Siger jeg, stadig med pistolen rettet mod hendes kønne ansigt. Hun synker en klump og ser skamfuldt ned i gulvet. Så lyner hun ned. Langsomt, nølende, uentusiastisk. Hendes skam og ydmyghed står i skærende kontrast til den skønhed lynlåsen afslører, efterhånden som den glider ned over hendes smukke bryst. Hendes hud er vidunderlig, glat, smuk, glansfuld. Hendes kavalergang, som også langsomt kommer til syne, er vindunderlig, symmetrisk, velformet. Hvor er hun dog smuk, den unge pige. Jeg kan ikke sige mig fri for at føle en smule misundelse i det øjeblik.

’Jeg tror godt, at du ved det her, Stinna, men Global Naturgas er ejet af russiske Gazprom.’ Siger jeg. Hun har stadig blikket rettet ned i gulvet foran sig, så jeg har svært ved at vurdere hendes reaktion. Men jeg tror godt, at hun er klar over det. ’Og når de så ansætter en tidligere sekretær, fra en virksomhed der netop har til formål at begrænse russiske energiselskabers indflydelse i Europa, i en stilling hun på ingen måder er kvalificeret til, og til en løn der ligger langt over hvad hun kunne drømme om, syntes du så ikke selv, at det ser ret mærkeligt ud?’

’Jeg var ikke bare sekretær. Jeg var personlig assistent. Jeg lærte en masse i min tid hos Eurogas. Må jeg ikke bruge det til at komme frem i livet?’ Hvisker Stinna, mens lynlåsen stadig glider langsomt sydpå. Hendes lille, flotte mave kommer til syne. Hun har en kæk lille navlepiercing. Det ser sødt ud. Jeg nyder hver centimeter af hendes smukke krop, der langsomt bliver afsløret, mens lynlåsen langsomt glider op. Det er et vidunderligt syn. ’Hold op, søde, alle ved, at personlig assistent bare er et pænt ord for sekretær.’ Siger jeg. ’De ansætter dig, fordi du ved en masse om Eurogas, og de vil smide penge efter dig, indtil du fortæller alt det du ved om os.’

’Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg afslå deres tilbud?’ Spørger Stinna, med en snert af håb i stemmen. Tror hun virkeligt, at hun kan slippe så let ud af det her? Jeg kan ikke lade være med at smile igen. ’Nej. Du skal åbne din morgenkåbe, Stinna.’ Siger jeg. Hun synker atter en klump. Så trækker hun lynlåsen helt ned. Morgenkåben glider op. Hendes vidunderlige skræv kommer til syne. Hun er glatbarberet, med blot en lille, veltrimmet stribe hår på hendes skamben. Nyder hun mon at blive slikket? Tanken ophidser mig. ’Træk ud i morgenkåben, så jeg kan se, at du ikke skjuler noget.’ Siger jeg.

Stinna ser over på mig med et forpint udtryk i øjnene. Så trækker hun langsomt ud i morgenkåben. Hendes fine bryster, hendes mave, hendes flotte hofter, hendes på en gang slanke og utroligt kvindelige kurver, de vækker noget i mig, som jeg ikke har følt i lang tid. Jeg eksperimenterede lidt med pigesex i mine unge dage, men det har ikke fyldt meget i mit voksenliv. Nu mærker jeg pludseligt en lyst, som jeg troede, at jeg for længst var vokset fra. ’Se, jeg har intet at skjule. Kan vi ikke godt stoppe nu, gemme pistolen væk og bare snakke stille og roligt sammen?’ Siger Stinna med svag, skælvende stemme.

Det kribler i min mave og mit bryst. Jeg er vild med Stinna, hun er en skøn kvinde, men det ændrer ikke ved det jeg må gøre. Vi kan ikke stole på hende. Hun er for ærgerrig, for ambitiøs, for overmodig. Der er ikke plads til løse ender i min branche, og Stinna er en løs ende. Det er sørgeligt, men det er uomtvisteligt. Nu må jeg bare sørge for, at få bundet en fin knude på sagen, så den løse ende ikke senere vil bide mig i røven. ’Jeg er ked af det, Stinna, men jeg bliver nødt til at slå dig ihjel.’ Da jeg siger de ord, galoperer mit hjerte og sommerfuglene i mit bryst og min mave går amok. Det er de ord jeg har frygtet at sige, men det føles dejligt at få dem ud.

’Nej, nej, nej, nej, nej!’ Klynker Stinna, idet hun afværgende holder hænderne op for sig. ’Jeg dropper det job, jeg sværger, jeg siger ikke et ord til nogen, jeg siger bare, at jeg har fået et bedre tilbud, jeg beder dig, du må ikke slå mig ihjel!’ Jeg ryster på hovedet. ’Glem det, Stinna. Jeg kan ikke stole på dig. Jeg er ked af det, men det slutter her.’ Siger jeg og nyder den rædsel, jeg ser i hendes smukke øjne. Jeg nyder den magt jeg har over hende. Det er æggende. Jeg har før dræbt et menneske, men det var i kamp, ikke som nu, hvor jeg har god tid til at gå ind i oplevelsen. Jeg beslutter mig for, at jeg vil nyde Stinnas død. Jeg ved det lyder hårdt, men det er en unik mulighed, en mulighed jeg måske aldrig vil få igen, og jeg syntes virkeligt godt om hende.

’Jeg kan godt huske, at jeg har set dig i Eurogas hovedkvarter, men hvad hedder du?’ Spørger Stinna. Jeg ved nok om dødsdømtes psykologi til at vide, at hun sikkert vil prøve at skabe en personlig forbindelse mellem os, så det bliver sværere for mig at dræbe hende. En slags omvendt Stokholm-syndrom. Jeg er dog afklaret med det jeg bliver nødt til at gøre, og sandt at sige vil jeg gerne kende hende bedre at kende, før jeg afslutter hendes liv. ’Ditte.’ Siger jeg. ’Ditte Lykke.’ Hun nikker. ’Jeg hedder Stinna Madsen. Jeg er 26 år.’ Siger hun. Jeg nikker. ’Det ved jeg. Tag morgenkåben af, Stinna.’

’Men hvorfor?’ Hvisker Stinna skræmt, mens hun forsigtigt lader morgenkåben glide ned over sine smukke skuldre. ’Jeg har jo allerede vist, at jeg ikke har nogen mikrofon eller våben på mig. Hvad skal det gøre godt for?’ Jeg smiler. Jeg var nervøs for at sige tingene ligeud, men nu hvor jeg har fortalt hende, at hun skal dø, er der faktisk ikke rigtig nogen grund til at gå rundt om den varme grød. ’Du er en smuk kvinde, Stinna.’ Siger jeg. Igen føler jeg en lettelse ved at få det ud. Stinna ser en smule overrasket ud. Jeg smiler igen. ’Hold op, søde, du ved det godt. Du er en attraktiv kvinde.’ Siger jeg med kærlig stemme.

’Jeg forstår ikke… jeg… jeg… hvad skal jeg gøre?’ Hvisker Stinna forvirret, idet hun lader morgenkåben glide ned over sine arme og ned på gulvet. Jeg ved godt, at det ikke er høfligt, men jeg kan ikke lade være med at stirre. Hun har en fuldstændig vidunderlig krop. Et smukt ansigt, dejligt, mørkt, bølgende hår, delikate skuldre, yndige bryster, en sød lille mave, flotte, brede hofter, et velplejet skræv og elegante, lange ben. Hendes skønhed er berusende, og den er blot endnu dejligere, fordi jeg ved, at den ikke er en trussel. Hendes skønhed er i min magt. Jeg kan nyde den – og afslutte den når jeg vil. Alt hvad hun er, er i mine hænder. Det er en fantastik følelse.

’Du kan ikke gøre noget.’ Siger jeg, overrasket over hvor let ordene kommer til mig. ’Jeg er kommet for at slå dig ihjel, Stinna. Der er intet du kan stille op. Beslutningen er truffet. Nu må vi bare få det bedste ud af det, ok?’ Frustrationen blander sig med rædslen i Stinnas øjne. ’Få det bedst ud af det?!?’ Hvæser hun. ’Det er mit liv du snakker om! Jeg skal giftes med min kæreste, vi skal have børn sammen, vi skal have et liv sammen, forstår du? Du skal gå nu. Jeg har ikke tid til det her. Kaffen er snart klar, min kæreste kommer snart hjem, du må gå, forstår du, jeg har ikke tid til det her pjat!’

’Din kæreste er i Hørby for at fiske, han kommer tidligst hjem om halvanden time. Vi har god tid, søde.’ Siger jeg og smiler igen. Stinna ser frustreret ud og presser bly sine hænder sammen om sine bryster og sit skræv. Da får jeg øje på noget, som tænder alle sensuelle kontakter i mig. Hendes håndled – hendes hud er stribet, som om de har været bundet med stramme reb. Kan det virkeligt være sandt? Ja, det er sandt. Det er fantastisk. Sommerfuglene i min mave går atter amok. ’Det kan du ikke vide!’ Vrinsker Stinna opsætsigt. Jeg ignorerer hendes ord. Jeg er betaget af det hendes håndled afslører.

’Din kæreste binder dig?’ Siger jeg, mens en sælsom nydelse breder sig i min krop. Nysgerrigheden omkring pigesex, ophidselsen ved bondage, den fantastiske magt jeg har over dette dejlige, smukke, unge, vindunderlige væsen, det hele flyder sammen i en berusende følelse af muligheder, muligheder jeg aldrig før har oplevet i mit liv, muligheder der blot venter på at finde forløsning. ’Nej.’ Snøfter Stinna. ’Du lyder, Stinna. Jeg kender de der mærker. Jeg har selv dyrket den slags. Han bandt dig her til morgen, før han tog ud for at fiske.’ Siger jeg og ser med tilfredshed den afslørende ydmyghed i Stinnas øjne.

’Du skal ikke blande dig i hvad jeg laver med min kæreste! Hvad bilder du dig ind? Du trænger ind i mit hjem, tvinger mig til at tage tøjet af, snager i mit privatliv og truer med at slå mig ihjel? Hvis du går lige nu, så slår vi en streg over det. Aftale?’ Siger Stinna med en mærkelig stemme. Det er tydeligt, at hun prøver at virke dominerende, men hendes stemme er ved at knække over i gård, som om hun godt selv ved, at det ikke vil virke. Jeg vifter lidt med pistolen, for at minde hende om, at den er rette lige mod hendes kønne ansigt. ’Hænderne om på ryggen. søde.’ Siger jeg med venlig men fast stemme.

’Hvad?’ Gisper Stinna. Jeg trækker hanen tilbage på pistolen. Den giver et metallisk klik. Stinna farer sammen, og med ny rædsel og ydmygelse i øjnene, adlyder hun min ordre. ’Du er virkeligt en smuk kvinde, Stinna. Du har intet at skamme dig over.’ Hvisker jeg og nikker anerkendende. Jeg ved godt, at det jeg gør ved hende er forfærdeligt, men jeg kan ikke lade være. Jeg kan ikke få mig selv til at skyde hende, før jeg har oplevet lidt mere af hendes berusende skønhed. Hvor langt vil jeg gå? Jeg ved det ikke, men jeg er langtfra klar til at dræbe hende lige nu. Jeg mærker en sult jeg aldrig før har oplevet i mit liv, og jeg er langtfra mæt – jeg er kun lige begyndt at spise.

’Jeg forstår ikke… hvad sker der?’ Mumler Stinna, tydelig forvirret over mine rosende ord, der fulgte lige i halen på så barske meldinger og ordrer. ’Jeg siger bare, at du er en køn pige, Stinna.’ Hvisker jeg og mærker den varme kriblen i min mave og mit bryst tage til i styrke og smelte sammen til en vidunderlig, intens følelse. Den fylder hele min krop. Også mit underliv. Pludseligt mærker jeg, at jeg bliver fugtig mellem benene. Åh gud, jeg kan næsten ikke fatte hvor tændt jeg bliver af det her. ’Er… er du til piger?’ Spørger Stinna forsigtigt. ’Vend dig rundt, så skal jeg fortælle dig det.’ Siger jeg.

Hun vender sig om. Gud, hun har en helt vidunderlig røv. Jeg kan ikke dy mig, jeg bukker mig hurtigt ned og giver den et kys. Den føles varm og fast og dejlig mod mine læber. Stinna giver et skræmt klynk fra sig. ’Hvad var det?’ Gisper hun. ’Jeg kyssede dig smukke, velformede røv.’ Siger jeg og fniser. ’Så der fik du vel dit svar, Stinna. Ja, jeg er til piger. Selv om det er mange år siden jeg var sammen med en anden kvinde, så må jeg indrømme at du vækker noget i mig.’ Stinna synker en klump. ’Gør jeg?’ Snøfter hun.

’Ja, det gør du i den grad, søde.’ Siger jeg og flænser en af stropperne af hendes morgenkåbe. ’Hold hænderne samlet.’ Siger jeg. Hun adlyder. Jeg binder hurtigt stroppen om hendes håndled. Da jeg er færdig, ser hun over sin skulder. Hendes ansigt er opgivende, skræmt, smukt. Hendes læber skælver. ’Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke. Jeg er ikke klar.’ Hvisker hun, med en stemme der er så svag, at jeg må anstrenge mig for at forstå hvad hun siger. ’Jeg vil gøre hvad som helst. Alt… alt hvad du… alt hvad du har lyst til, bare du lover mig, at du skåner mit liv. Please?’

Åh gud, sikke et tilbud. Jeg må indrømme, at det sætter et hav af tanker og vidunderlige fantasier i gang i mit sind. Det brænder og kribler helt vidunderligt mellem mine ben, åh, hvad jeg ikke ville gøre for at mærke hendes kys og hendes dejlige tunge mod mit køn, for at lege med hendes fantastiske bryster, for at smage hendes læber og hendes slikke hendes glatbarberede skamlæber og klitoris. Men jeg er kommet for at dræbe hende. Kunne jeg lyve? Nej, det ville ikke være fair. Jeg kan ikke få mig selv til at give hende et falsk håb, og få hende til at gøre noget jeg inderst inde godt ved at hun ikke har lyst til, for så blot at tage alting fra hende. Jeg er agent og bøddel, ikke et monster.

’Du aner ikke hvor meget jeg har lyst til at tage imod dit tilbud, Stinna. Men desværre, jeg er komme for at dræbe dig, ikke for at elske.’ Siger jeg og hæver atter pistolen mod hendes hoved. ’Nej! Jeg vil ikke dø!’ Hyler Stinna, som åbenbart tror, at jeg vil skyde hende i det øjeblik. ’Rolig skat, du skal ikke dø endnu. Sæt dig ned. Sæt dig ned på gulvet.’ Siger jeg med rolig stemme. Hun stirrer på mig med en blanding af vanvid og desperation i sine smukke øjne. ’Du må ikke dræbe mig, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Vræler hun, med grådfyldt stemme. ’Sæt dig nu bare ned, OK?’ Siger jeg og gestikulere atter med pistolen. Det får hende til at adlyde.

Hun sætter sig ned på gulvet, tung i kroppen og med en opgivende attitude. Hun ved godt hvad der venter, selv om hun endnu ikke er helt klar til at opgive det sidste håb. ’Du må ikke skyde mig. Jeg sværger, jeg dropper det der job, jeg siger ikke noget til nogen, du kan stole på mig, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Jamrer Stinna med en stemme der dirrer af frygt og desperation. ’Jeg er også træt af min kæreste, jeg savner spænding i livet, vi kunne blive elskere, hemmelige elskere, hvad siger du?’ Jeg rækker ned i min taske. Jeg har altid lidt udstyr med, blot for alle tilfældes skyld. Jeg tager et stykke kraftig gaffatape og placerer over hende mund. ’Jeg siger, at det ikke klæder en kvinde at lyve, i de sidste minutter af hendes liv.’ Siger jeg.

Jeg finder også et par stumper hvidt nylonreb. Hun klynker bag gaffatapen, da jeg binder hendes arme og ben. Stramt, så hun virkeligt kan mærke det. ’Du behøver ikke at skabe dig sådan, jeg er jo blot den anden person der binder dig i dag.’ Klukker jeg fornøjet, idet jeg afslutter mit håndværksmæssige foretagende med en række solide knuder under hendes knæ og bag hendes ryg. ’Prøv at bevæge dig.’ Siger jeg og smiler ned til hende. Hun mosler lidt med armene og benene, men jeg kan se, at det gør ondt på hende, og hun får ikke rykket hverken arme og ben mange centimeter.

’Kan du mærke det, søde? Du er helt og aldeles hjælpeløs.’ Hvisker jeg, da en ny bølge af ophidselse strømmer igennem min krop. Hun stirrer op på mig, med det mest intense blik jeg nogensinde har set i et menneskes øjne. Rædsel og desperation, krydret med denne helt vanvittige uforståenhed overfor hvordan verden kan være så grusom og uretfærdig. ’Du kan ikke kæmpe imod, du kan ikke engang tigge for dit liv. Du kan kun vente på det øjeblik, hvor jeg vælger at afslutte dit liv.’ Hvisker jeg, mens bølger af nydelse strømmer gennem min krop. Fuck, magten føles så berusende, så fortærende. Åh gud, hvor jeg dog har lyst til at onanere, men jeg må afslutte det her først.

Jeg læner mig ind over hende og kysser hendes pande. Den er varm og let fugtig. Hun skælver og klynker bag gaffatapen. ’Åh, søde skat, jeg tør slet ikke tænke på de grusomme tanker, der må udspille sig bag din smukke pande og øjne.’ Hvisker jeg ophidset, mens jeg stirrer ned i hendes vindunderlige øjne. ’Tænker du på den karriere du aldrig fik, det bryllup du aldrig skal opleve, de børn du aldrig skal føde?’ Hvisker jeg og nyder den intense desperation i hendes øjne. Jeg lægger pistolen fra mig g griber hendes dejlige, faste bryst med min ene hånd. ’Eller tænker du mon på, hvor længe der vil gå, før dig kæreste glemmer dig og begynder at kneppe andre piger?’

De sidste ord er for meget for den stakkels pige. Hendes krop skælver i gråd, hun brøler gennem næsen, mens de yndigste tårer glider ned over hendes smukke kinder. Åh gud, hvor har jeg dog ondt af det stakkels, forpinte, desperate pigebarn – samtidig med, at jeg nyder, at jeg er årsagen til hendes lidelser. Det er en forunderlig følelse – intens, nydelsesfuld, skræmmende, selvmodsigende – det er umuligt at beskrive. ’Der er en evighed efter din død, en evighed du ikke skal være en del af.’ Hvisker jeg, mens jeg nyder den måde, hendes fortvivlede hulken får hendes krop til at skælve, en skælven der forplanter sig gennem hendes bryst til min hånd, min arm, min krop. Jeg mærker hendes rædsel. Jeg mærker hendes desperation.

’Jeg kan se læbestiften på din pande, Stinna.’ Siger jeg, idet jeg atter griber pistolen og rejser mig. ’Det er godt. Så har jeg noget at sigte efter.’ Siger jeg og retter pistolen mod hendes smukke hoved. Jeg vil aldrig glemme udtrykket i hendes øjne. Det er som hun stirrer ind i evigheden, den evighed hun ikke vil være en del af, det fylder hendes unge sind med en synderknusende rædsel, sorg og følelse af uretfærdighed. ’Sikke et udtryk du har i dine smukke øjne, søde.’ Hvisker jeg mens jeg tager sigte med pistolen. Hun stirrer op i pistolmundingen, næsten som om den hypnotiserer hende. Så lukker hun øjnene, bider kæberne sammen og spænder hver en muskel i hendes dejlige krop, som om hun tror, at det kan stoppe kuglen.

’Livet er ikke retfærdigt, Stinna. Desværre. Faktisk tror jeg dig, når du siger, at du vil droppe jobbet og at du ikke vil sige noget til nogen.’ Hvisker jeg, mens jeg med grusom omhyggelighed tager sigte. ’Men jeg kan ikke tage chancen. Derfor slutter du nu.’ En bølge af nydelse løber gennem min krop, og jeg klynker af ophidselse, da min pegefinger langsomt strammes om aftrækkeren. Stinna brøler bag gaffatapen, stadig med lukkede øjne, stadig med spændte muskler. Hun ved hvad der skal ske, hun ved det er et spørgsmål om sekunder. Pludseligt smælder pistolen. Jeg brøler i nydelse og forløsning, da Stinnas krop spjætter mens en smuk rød rose vokser frem på hendes pande.

Jeg havde forventet, at Stinna ville falde om med det samme, som en slap sæk kartofler. I stedet brøler hun atter gennem næsen og strækker sin dirrende, spændte krop ud i noget der ligner en langvarig spasme. Der sidder hun, stiv som et bræt, stadig med lukkede øjne, hver en krop i hendes muskel spændt, og dirrer som en spændt buestreng.

Åh gud, slaget fra kuglen har ikke slået hende bevidstløs! Jeg kommer i tanke om, at jeg jo har glasfiberkugler i pistolen; de er ikke så tunge eller holdbare som stålkugler. De er stærke nok til at hamre igennem en pandeskal, men de mister hurtigt fart inde i kroppen. Jeg valgte dem, så hendes hoved ikke ville eksplodere når jeg skød hende. Jeg anede ikke, at de også ville have denne forunderlige virkning.

Stinnas brøl mister langsomt styrke og bliver til en langvarig, guttural rallen. Hun synker langsomt ned på siden, næsten som om hun vil lægge sig til at dø. Så åbner hun pludseligt øjnene igen! Jeg gyser. De øjne der ser op på mig er fulde af rent, brændende vanvid! Åh gud, er hun stadig ved bevidsthed? Mærker hun hvad der sker med hende? Kan hun mærke, at hendes hjerne er ødelagt, smadret? Kan hun tænke sammenhængende tanker, eller er alt kaos bag de smukke øjne?

Tårerne strømmer ned af hendes kinder, og hun grynter pludseligt et eller andet uforståeligt bag gaffatapen, så noget må der ske inde i hendes hoved. Jeg er dog sikker på, at fragmenterne af glasfiberkuglen og hendes ødelagte pandeskal, har flænset sig gennem hendes bløde, lyserøde hjernevæv. Hun kan umuligt overleve det der. Hendes hjerne er ved at lukke ned, det er kun et spørgsmål om tid. Tid, ja, tid er ved at være en mangelvare for det kære, unge pigebarn.

’Hold da op, sikke et show.’ Siger jeg, idet jeg stirrer ned på den dejlige, døende kvinde. ’Det var da højst… uventet. Jeg troede, at jeg havde oplevet alt, men du har virkeligt overrasket mig på alle mulige måder, søde. Du har åbnet mine øjne for helt nye muligheder. Du er en smuk kvinde, Stinna, og det har virkeligt været en fornøjelse at møde dig. Det siger jeg ikke i skadefro, det er sandt. Det har været en på alle måder… bemærkelsesværdig oplevelse.’

Mens jeg taler, er det som om, at luften langsomt går ud af Stinnas dejlige krop. Hendes hoved synker ned på gulvet. Hendes krop skælver. Et langt, dybt suk slipper ud gennem hendes næsebord. Sikke en lyd. Det suk lyder som om det kommer fra dybet af hendes sjæl. Så glider hendes øjenlåg langsomt i. En sidste skælven løber gennem hendes krop og en lille stråle urin sprøjter ud fra hendes skræv og løber ned mellem hendes lår. Det er slut. Stinna har forladt denne verden.

Jeg står og stirrer ned på hendes vidunderlige, smukke, døde krop, fuldstændig betaget af dens ufattelige skønhed, og stadig påvirket af hendes intense og medrivende dødskamp. Det var en fantastisk oplevelse at dræbe hende. Tænk, da jeg kørte afsted fra vores hovedkvarter, troede jeg, at det ville være en relativt rutinemæssig opgave. Ikke at det nogensinde er rutinemæssigt at dræbe, men jeg anede ikke, at det skulle blive en af de smukkeste og mest intense oplevelser i mit liv.

Pludseligt kommer jeg i tanke om, at jeg jo ikke kan lade hendes lig ligge her. Det skal jo se ud som om hun bare er forsvundet. Jeg skal slæbe hende ned i bilen og køre hende ud til det forbrændingsanlæg Eurogas ejer på Vestsjælland. Der vil jeg smide hende i en af de store brændeovne og hendes krop forsvinder for tid og evighed. Jeg har ikke tænkt nærmere over det, for bortskaffelsen af hendes jordiske rester var jo bare en naturlig del af opgaven. Men hvad nu hvis jeg ikke køre direkte ud til forbrændingsanlægget?

Nej, jeg vil køre hende hjem til mig selv først. Hendes krop er stadig varm og smuk og dejlig. Jeg skal mærke hende, jeg skal elske med hende, jeg skal smage hende, jeg skal udforske hende! Det kribler helt vanvittigt alle de rigtig steder i min krop, da jeg får bakset hende ned bag i varevognen, og jeg sætter kurs mod min villa i Hellerup. Det kribler i min mave. Jeg føler mig som er barn på juleaftens dag. At dræbe Stinna var en ufattelig oplevelse. Jeg er sikker på, at elskov med hendes dejlige, døde krop, bliver mindst lige så tilfredsstillende!

Kærlighed på flugt

Det er snart tre døgn siden, at jeg flygtede fra fængslet. Jeg har holdt lav profil om dagen og sovet i en park, under en bro og i et møntvaskeri om natten. Jeg trænger virkeligt til et bad, en ordentlig seng og et sikkert sted at overnatte. Jeg tør ikke opsøge nogen af mine venner. Dem vil politiet helt sikkert holde øje med. Nej, jeg må finde et sted jeg kan holde mig skjult, et sted hvor ingen vil lægge mærke til mig. Jeg må finde et hus.

Jeg finder en lille villa i Rødovre, der ligger lidt afsides, for enden af en blind villavej. Der er mørkt derinde. Jeg får dirket døren op. Der er ingen alarm. Jeg træder ind. Mit hjerte hamrer. Jeg lytter. Ikke en lyd. Jeg gennemsøger huset. Det er et smukt hus. Hyggeligt og luksuriøst på samme tid. Der er ingen hjemme. Jeg låser døren, går op på badeværelses på første sal og tager mig et dejligt varmt karbad. Det føles simpelthen vidunderligt at ligge og slappe af i det varme vand, efter tre dage på flugt. Jeg finder en ladyshaver og barbere mine kønshår. Så gnubber jeg mig til en vidunderlig orgasme.

 Jeg bliver liggende i badet i flere timer. Der er ved at blive lyst udenfor, da jeg står op, finder et dejligt, varm og blødt håndklæde og tørrer mit hår med en føntørre. Der ligger en børste og noget makeup på bordet ved siden af vasken. Jeg ordner mit hår og lægger makeup. Det er vidunderligt at være ren og for første gang i lang, lang tid føler jeg mig nogenlunde godt tilpas. Jeg ser mig selv i spejlet og smiler. Jeg ser skide godt ud. Pludseligt hører jeg noget ude på gangen. Det lyder som trin. Jeg gemmer mig lynhurtigt bag døren. Den svinger op. Mit hjerte hamrer igen!

’Hallo, er der nogen?’ Råber en kvindestemme bag døren. Det er en smuk stemme, blød og klangfuld. Jeg ved, at der kun bor én person i huset, for der er kun ét soveværelse og det har kun én seng, og ud fra indretningen og de ting der ligger i badeværelset, er det helt sikkert en kvinde der bor her. Det må være hende som er kommet hjem. Jeg håber, at hun er alene. Det vil gøre det hele meget lettere. Heldigvis kan jeg ikke høre andre. Hun står stille bag døren et øjeblik. Så træder hun pludseligt ind i badeværelset. Et øjeblik overvejer jeg, at give hende en kugle i nakken og få det overstået. Men noget ved hende får mig til at ændre strategi.

’Halløj med dig!’ Siger jeg med munter stemme, idet jeg griber kvinden bagfra og presser pistolen mod hendes tinding. ’Beklager min påtrængende attitude, men hvis du skriger, blæser jeg din hjerne ud over dit fine badeværelsesgulv.’ Tilføjer jeg nonchalant. ’Åh gud, gør mig ikke fortræd, jeg beder dig!’ Klynker kvinden skræmt ind i min hånd. Eller jeg burde måske sige pigen, for hun er ikke ret gammel. Måske omkring de 20. Hun har en smuk, glat, brun hud, hendes hår dufter vidunderligt og hendes krop føles dejligt varm mod min. Det her skal nok blive interessant, tænker jeg og smiler.

’Jeg skal bruge dit hus, søde. Jeg har allerede lånt dit badekar, et håndklæde, din føntørre, din børste og lidt af din makeup.’ Hvisker jeg venligt, men bestemt. ’Men det er desværre ikke nok, forstår du? Jeg har tænkt mig at bo her nogle dage, og jeg har tænkt mig at bo her alene, uden at nogen ved noget om det. Forstår du hvor jeg vil hen med det?’ Hun ryster skræmt på hovedet under min hånd. ’Gør dig nu ikke dummere end du er, søde. Det er ikke charmerende.’ Klukker jeg fornøjet. ’Du forstår det godt. Jeg har ikke noget at bruge dig til. Du er faktisk kun i vejen, søde. Beklager.’

’Nej, jeg beder dig, jeg vil ikke dø! Please, jeg vil ikke være i vejen for dig, gør hvad du vil, jeg siger ikke noget til nogen, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Hulker den dejlige pige, da jeg skubber hende ned på knæ, på det store badehåndklæde der ligger ved siden af badekarret. Jeg flår min sweater af i en glidende bevægelse. Hun stirrer målløs op på mig. Hvor er hun dog smuk, med sit uskyldige ansigt, sine grøn-gule øjne og sin cafe-latte-brune hud. ’Giv mig en god grund til ikke at blæse hjernen ud af dit kønne hoved, smukke.’ Siger jeg og retter pistolen mod hendes hoved.

’Åh gud, åh gud!’ Hvisker hun, idet hun med et ydmygt udtryk i øjnene griber fat i sine Bh-strenge og trækker ned i dem. Et par vidunderlige, velformede, faste ungpigebsryster kommer til syne. Jeg smiler. Ja, hun er virkeligt en smuk pige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt hun mon vil gå for at redde sin egen kønne røv. Tanken ophidser mig. Jeg kan se muligheder i det her. ’Halløj, søde, vi taler vidst samme sprog.’ Hvisker jeg. ’Måske er du alligevel ikke bare i vejen. Skulle vi to ikke lære hinanden lidt bedre at kende?’

’Øh… ja, det skal vi vel så.’ Hvisker hun tøvende. Jeg griber fat om hendes kønne ansigt, læner mig ned mod hende og rækker min tunge ud. ’Giv mig lidt sukker, søde.’ Hvisker jeg. Hun ser forvirret ud. Tøvende rækker hun sin tunge ud og lader den forsigtigt røre min. Jeg sværger, jeg mærker en elektricitet løbe gennem min krop, da min tunge rører hendes! Gud, hvor er hendes tunge bare blød og vidunderlig og den smager helt fantastisk! Så frisk, næsten blomsteragtig! Og hendes duft, hendes udseende, åh, alt ved denne dejlige unge pige beruser mine sanser.

Det er lang tid siden, at jeg har følt sådan for en anden pige. Gud hvor jeg trænger til at være sammen hende, det gør næsten ondt i hele min krop, så meget trænger jeg til denne dejlige tøs. Jeg retter pistolen mod hendes bryst. ’Du er sød. Nu lægger jeg pistolen fra mig på kanten af badekarret, mens vi to hygger os lidt.’ Siger jeg. ’Hvis du føler dig heldig, så griber du på et eller andet tidspunkt ud efter den. Men hvis du gør det, så bliver du min fjende, og så vil jeg ikke tøve et splitsekund med at dræbe dig. Forstår du?’ Hun nikker.

’Godt, søde. Smid den top, rejs dig og drej rundt. Lad mig se dig.’ Siger jeg. Hun adlyder. Hendes yndige ungpigebryster ser vidunderlige ud, men de bliver dog overgået i ynde af den vidunderlige, velformede, faste røv, der kommer til syne da hun drejer rundt. Jeg trækker grådigt hendes små, stramme shorts ned. Hold da kæft, hendes røv er noget nær perfekt. Hendes hud er glat og fejlfri og hun er fuldstændig glatbarberet. Hendes røv ligner en moden fersken, og mine tænder er lige ved at løbe i vand.

’Du er godt nok en flot pige, det må jeg sige. Hvad hedder du for resten?’ Spørger jeg, mens jeg nyder synet af hendes unge, slanke og ufatteligt velskabte krop. Jeg lader forsigtigt en hånd glide op på hendes ene balde. Den føles lige så vidunderlig som den ser ud! Jeg giver den et klem. Den føles dejlig blød og fast på en gang. ’Jeg hedder Vanessa.’ Hvisker hun. ’Vanessa. Smukt navn.’ Siger jeg. ’Jeg hedder Ditte Lykke. Jeg er 27 år. Hvad med dig?’ Et øjeblik er hun tavs. Så hvis hun ’18 år’ med svag stemme.

’18 år og du bor alene i en stor villa? Enten har du rige forældre, eller også klare du dig rigtigt godt.’ Siger jeg, idet jeg snurrer hende rundt og presser hende ned på knæ foran mig. ’Jeg… jeg har min egen blog, hvor jeg reklamere for en masse forskellige produkter. Du kan få penge, hvis det er det du er ude efter.’ Siger hun, nu med en smule mere selvtillid. ’Du tjener penge på at blogge? Det er imponerende, søde.’ Siger jeg, idet jeg vender ryggen til hende og presser min røv tilbage mod hende. ’Kom, træk mine bukser ned og slik min røv, søde.’

’Hørte du ikke hvad jeg sagde? Jeg har penge. Hvis du lover at lade mig gå, så giver jeg dig hvad du vil have.’ Insisterer Vanessa. ’Jeg har ikke fået ordentlig sex i flere uger, søde. Pigerne i fængslet er villige, men de fleste er lidt for maskuline efter min smag. Lad os hygge os lidt sammen, så vil jeg overveje det imens.’ Siger jeg og nikker ned mod pistolen, der ligger som en potentiel trussel på kanten af badekarret. Hun sukker dybt. Så trækker hun mine bukser ned. Jeg kan ikke lade være med at grine, da hendes dejlige, bløde tunge presser mod min ene balde. Det føles dejligt, men det kilder også.

’Ned på alle fire, søde.’ Siger jeg fornøjet, idet jeg atter vender mig mod hende, lægger mine hænder på hendes skuldrer og presser hende ned på knæ. ’Jeg beder dig.’ Hvisker hun med desperat stemme. Jeg sparker bukserne af. Jeg har ikke trusser på. Jeg flår hende ned på alle fire foran mig. Hun stønner skræmt. Jeg lægger mine hænder på hendes dejlige røv og nyder hendes perfekte baller. ’Du er en sød, talentfuld og ufatteligt smuk kvinde, Vanessa. Jeg er heldig, at jeg valgte dit hus.’ Siger jeg anerkendende.

’Men… men du kan ikke blive her, Ditte. Jeg har venner, jeg får gæster hver dag. Min familie kommer også tit forbi.’ Hvisker hun. ’Jeg giver dig penge og så smutter du, OK?’ Jeg klukker fornøjet. ’Du er meget insisterende, søde, men jeg tror nu, at jeg tager chancen og bliver hængende. Desuden er vi to slet ikke færdige med hinanden. Er du ikke bare en lille smule nysgerrig?’ Vanessa ser helt forvirret ud, som om hun ikke rigtig kan finde på hvad hun skal sige. Jeg kan ikke lade være med at grine. ’Har du ikke prøvet det med en pige før?’ Spørger jeg overrasket.

’Nej, jeg… jeg…’ Mumler Vanessa med svag stemme. Jeg griber fat i hendes hår og trækker hendes hoved ind mod mit skræv. Mine skamlæber brænder og jeg er varm, våd og opsvulmet. ’Så får du chancen nu, søde.’ Siger jeg og smiler ned til hende. ’Du må hellere tage imod den, man ved jo aldrig om du får chancen igen. Nogensinde. Ej, undskyld, søde, det var ikke for at skræmme dig. Hvis du slikker mig godt, vil jeg overveje, om der er en eller anden måde vi kan komme ud af det her på, hvor jeg ikke bliver nødt til at slå dig ihjel.’

’Du må love mig…’ Begynder Vanessa skræmt, men jeg har ikke tålmodighed til at høre hende til ende. Jeg flår hendes ansigt ind mod mit skræv. Jeg brøler af nydelse, da hendes næse og læber presses mod mine opsvulmede skamlæber. ’Hold nu bare kæft og slik mig, søde, så tager vi den der fra.’ Stønner jeg. Vanessa forstår hvad jeg mener. Hun synker klumpen i sin hals og sin stolthed, rækker tungen frem og giver mig nydelse. Min ophidselse bliver ikke mindre af, at angsten og ydmygelsen lyser ud af hendes øjne. Hvor er hun dog smuk!

‘Åh gud, hvor er du vidunderlig!’ Stønner jeg. Jeg kan mærke, at den unge pige virkeligt gør sig umage. Det er næsten svært at tro, at hun ikke har været sammen med en pige før, for hendes tunge er nysgerrig og hendes læber er insisterende. Hun slikker og kysser mine ydre skamlæber, så finder hendes tunge folden mellem mine indre og ydre skamlæber, som den løber op af på den ene side og ned af på den anden, før den finder revnen mellem mine indre skamlæber, hvor den legende glider op og ned nogle gange, før den falder ind i en fast rytmisk cirkel omkring min hårde klitoris, mens hun masserer mit venusbjerg med sine fingre.

’Åh ja, du er dejlig, hvor er du dog dejlig, Vanessa!’ Stønner jeg, idet jeg mærker en bølge af varme og fugt brede sig gennem mit underliv. Jeg kan mærke safterne løbe ud af mig og nydelsen er overvældende. Pludseligt samler al min liderlighed sig i en hvid, brændende kugle i mit underliv, som eksploderer i bølgende kaskader af nydelse, der breder sig i varme, pulserende stråler til hver en afkrog af min krop. Musklerne i mine ben og min mave spændes. Jeg brøler i nydelse. Min krop skælver. Det føles intet mindre end vidunderligt!

’Åh fuck, åh fuck, hvor er du dog skøn!’ Nærmest hulker jeg, idet jeg fyldes af en intens lykkefølelse, som jeg ikke har følt i umindelige tider. ’Du må ikke stoppe, jeg beder dig, åh gud min skat, slik videre, det er vindunderligt! Åh ja, åh ja!’ Det kære pigebarn gør sit bedste. Jeg kan se i hendes øjne, at hun virkeligt koncentrerer sig for at give mig nydelse. Hun stirrer op på mig, som om hun prøver at greje hvem jeg er og hvordan hun kan få snakket sig ud af det her. Den stakkels pige tror tilsyneladende, at hvis hun giver mig nydelse, vil hun have en chance. Jeg lader hende blive i troen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem hun mon er og hvilket liv hun mon har levet. Er hun et godt menneske? Har hun haft et lykkeligt liv? Har hun nydt det? Har hun haft et let og privilegeret liv, eller har hun også haft sit at kæmpe med? Det er ikke hendes skyld, at jeg valgte netop hendes hus. Jeg har intet imod hende. Faktisk syntes jeg, at hun er en ret sød pige. Jeg kan ikke lade være med at have en smule ondt af hende. Havde jeg ikke været på flugt, og havde vi mødtes under andre omstændigheder, tror jeg faktisk, at jeg godt kunne have faldet for hende.

Det varer ikke længe, før endnu en vidunderlig orgasme eksploderer gennem min krop. Jeg brøler i nydelse. Jeg kan se et forsigtigt smil på Vanessas læber. Det stakkels pigebarn tror sikkert, at min nydelse betyder, at jeg vil lade hende leve. Jeg er ikke glad ved, at holde hende for nar på denne måde, men det tjener et formål. ’Åh gud, du slikker vidunderligt, Vanessa.’ Hvisker jeg. ’Lad min klit være, jeg kan ikke klare flere orgasmer. Slik mine skamlæber, stille og roligt, lad mig nyde orgasmens efterglød.’

Hun gør som jeg siger. Hendes vidunderlige tunge glider op og ned over mine opsvulmede skamlæber, som stadig sitrer i nydelse. Det føles helt fantastisk. Hun forlænger min orgasmes efterglød. Længere end jeg nogensinde har oplevet før. ’Det er svært at tro, at du aldrig har været sammen med en anden kvinde før.’ Hvisker jeg og nikker anerkendende ned til hende. ’Du er virkeligt god til at give nydelse, søde. Bedre end de fleste piger jeg har været sammen med. Du er en fantastisk kvinde, Vanessa.’

Jeg glider ned på knæ foran hende og lægger en arm på hendes skulder og en på hendes albue. Hun smiler. Jeg smiler tilbage. ’Jeg var bange til at starte med, men jeg nød faktisk at slikke sig. Jeg… jeg anede ikke…’ Hvisker Vanessa. Jeg trækker hende ind mod mig. Hele min krop sitrer. Mit hjerte hamrer. Blikket i hendes øjne. Sommerfuglene i min mave. Hendes duft, hendes varm, hendes nærhed. Åh gud, hvor er hun smuk. Pludseligt læner hun sig ind mod mig. Hendes mund er åben. Jeg åbner min. Vores tunger mødes. Nydelsen eksploderer atter i min krop.

Det er en helt fantastisk fornemmelse, noget jeg aldrig har oplevet før. Det er næsten som en orgasme, men den starter i min tunge, brager op gennem mit kranie og breder sig til resten af min krop. Hvad sker der? Jeg kan ikke forstå det. Det er ikke muligt – men det sker og det føles helt vidunderligt! Jeg lægger armene om hende og presser hende helt tæt ind til mig, nyder hendes varme, hendes åndedræt, hendes hjerteslag. ’Ditte, jeg vil være din.’ Hvisker hun. ’Hvis du vil oplære mig, vil jeg gøre alt for dig. Alt.’

Jeg kysser hendes kind og hendes hals. Lader min venstre hånd glide ned af hendes ryg. Jeg går på knæ om bag hende, lader min hånd glide videre ned af hendes ryg, ned over hendes røv, hen over hendes mellemkød. Hendes mellemkød er sjaskvådt, og da mine fingrer når hendes varme, våde, opsvulmede skamlæber, klynker hun i nydelse. Jeg presser min tommeltot op i hendes stramme røv, min lange- og pegefinger op i hendes sjaskvåde fisse, mens jeg presser mine ring- og lillefinger mod hendes skamlæber. Så fører jeg hånden frem og tilbage i hurtige, rytmiske ryk.

Vanessa brøler i nydelse, og presser sin røv ned mod min hånd, som om hun ikke kan få det hårdt nok. Jeg sætter både intensiteten og tempoet op, samtidig med, at jeg griber fat om hendes hals med min højre hånd. Vanessa skriger højt og skingert, i takt med mine insisterende kærtegn. Jeg klemmer min hånd sammen om hendes hals. Det tænder hende tilsyneladende blot endnu mere, for hendes skrig bliver endnu voldsommere og endnu mere nydelsesfuld. Jeg giver hende alt hvad jeg har i mig, og inden længe skælver hendes unge, dejlige krop i en voldsom orgasme.

Mens hun tydeligvis er helt ude af sig selv af nydelse, og stønnende, hulkende og gispende hiver efter vejret, sætter jeg mig atter om foran hende. Jeg lægger kærligt mine hænder på hver side af hendes ansigt, og løfter det op, så vi atter stirrer ind i hinandens øjne. ’Vanessa, jeg elsker dig. Du er en vidunderlig pige.’ Hvisker jeg. ’Derfor er jeg også uendeligt ked af, at skulle fortælle dig det, jeg nu bliver nødt til at sige til dig.’ Vanessa ryster forsigtigt på hovedet, næsten som om hun fornemmer hvad der er på vej.

’Jeg bliver nødt til at slå dig ihjel.’ Hvisker jeg. ’Nej!’ Udbryder hun. ’Nej, det behøver du ikke. Jeg vil gøre alt for dig, hvad som helst. Jeg gav dig nydelse. Du gav mig nydelse. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Du er den første pige jeg nogensinde har været sammen med, og det var vidunderligt. Jeg vil være din kæreste, din elsker, din lærling, din slave, hvad end du forlanger.’ Jeg ryster på hovedet. Jeg mærker en knugen i mit bryst. ’Jeg ville ønske, at jeg kunne tage imod dit fantastiske tilbud, søde, men det kan jeg desværre ikke. Det er jeg oprigtigt ked af.’

Jeg trækker hende op fra gulvet, tager pistolen i hånden og fører hende over til make-up bordet. ’Du skal ikke dø her på badeværelsesgulvet som et dyr, du skal dø som en smuk kvinde.’ Hvisker jeg. Jeg reder kærligt hendes hår, giver hendes læbestift på og pudrer hendes ansigt. Hun sidder stille imens og stirrer tavst ud i luften. ’Men jeg er 18 år. Mit liv er kun lige begyndt.’ Hvisker hun, med så svag stemme at jeg næsten ikke kan høre hende, da jeg trækker hende op fra stolen og fører hende ind i den lille stue. ’Læg dig på tæppet foran pejsen.’ Siger jeg. Hun adlyder. Hun ligger nøgen på tæppet, og er så smuk at det næsten gør ondt. Hun stirrer op på mig med bævende læber og blanke øjne.

Jeg nyder hendes skræmte blik på min nøgne krop. Jeg føler mig magtfuld, med den tunge pistol i min hånd. Hun stirrer op på mig, som om jeg var Gud i egen høje person. Jeg har set det blik før, i øjnene på andre mennesker jeg har slået ihjel. Det blik tænder mig mere end noget andet. Men i dette øjeblik, er min nydelse blandet med en snert af smerte. Fuck, jeg er vild med den unge pige, selv om jeg godt ved, at det er tåbeligt og fjollet, men jeg føler mig virkeligt tiltrukket af hende. Hun er ikke bare smuk, der er noget i de øjne…

Pludseligt spreder hun sine ben, som for at minde mig om, hvor smuk hendes glatbarberede skamlæber er. Samtidig fører hun en arm op over sit hoved, og en anden op til sit bryst. ’Se på mig, Ditte. Så på mig!’ Siger hun med insisterende stemme. Jeg har på intet tidspunkt fjernet blikket fra hende. Jeg kunne ikke, selv om jeg ville. ’Ville det ikke være et forfærdeligt spild, at dræbe denne unge, dejlige krop?’ Fortsætter hun. ’Tænk på al den nydelse jeg kunne give dig. Ditte, jeg beder dig, jeg vil elske med dig. Det er det eneste jeg ønsker. Giv mig en chance, lad mig vise dig, at du kan stole på mig. Please?!’

’Tro mig, det her er ikke let for mig. Du er ikke den første unge, smukke kvinde jeg har slået ihjel, men du bliver suverænt den sværeste at dræbe.’ Hvisker jeg og hæver pistolen. ’Du er en dejlige pige. Jeg ved godt, at vi knap nok kender hinanden, men jeg elsker dig på min egen forkvaklede måde. Jeg er ked af, at du skal dø. Du er sådan en spændende ung kvinde, og ja, som du selv siger, så er det et forfærdeligt spild. Du har så meget at byde på, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Du er så meget mere værd i live. Jeg er ked af, at det hele skal slutte nu – at du skal slutte nu.’

’Jeg gjorde som du sagde. Jeg prøvede ikke på noget, jeg rakte ikke ud efter pistolen. Jeg adlød hvert et ord og jeg nød det. Jeg nød at slikke dig, jeg nød det dine fingre gjorde ved mig. Jeg nød din brutale nærhed og dine grådige kærtegn.’ Snøfter Vanessa, mens hendes øjne bliver blanke af tårer. ’Jeg kender heller ikke dig, men jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Jeg vil gerne lære alt det, du kan lære mig. Ditte, jeg troede aldrig, at jeg ville nyde en anden kvindes kærtegn. Du har åbnet en ny dør for mig i livet, du har vist mig en helt ny verden af nydelse. Please, jeg beder dig, lad mig leve, lad mig udforske den verden, lad mig udforske den nydelse sammen med dig!’

Jeg har aldrig før haft dårligt samvittighed over at skulle dræbe. Enten har jeg gjort det i selvforsvar, eller fordi det var absolut nødvendigt. Det er også nødvendigt at dræbe Vanessa. Jeg kan ikke risikere, at der går en person rundt, der ved hvem jeg er og hvad jeg er. Alligevel føler jeg både skam og lede. Skam over, at jeg ufrivilligt har indviet denne dejlige kvinde i mit seksuelle univers, og lede over, at jeg nu må tage det hele fra hende igen. Jeg anede ikke, at hun ville nyde det. Jeg anede ikke, at hun havde den side i sig. Ville det have ændret noget, hvis jeg havde vidst det? Måske. Måske ikke.

’Jeg har været et fjols. Jeg skulle have kæmpet imod, med alt hvad jeg havde i mig. Jeg troede, at hvis jeg gjorde som du sagde, hvis jeg lod mig rive med og hvis jeg lod mig begejstre af det du tilbød, så ville du fatte sympati for mig og skåne mig. Jeg var så naiv og godtroende.’ Hvisker Vanessa sørgmodigt, idet hun langsomt lader sin venstre hånd glide ned over sit smukke hår, sine pragtfulde bryster, sin veltrænede mave, ned til sit vidunderlige skræv. ’Jeg skulle have gennemskuet, at du er manipulerende, og at du ikke er i stand til at føle empati for andre mennesker. Fuck, hvor jeg dog hader mig selv for at have troet på dig.’

Hendes ord føles som knive der borer sig ind i mit hjerte. Et øjeblik mærker jeg tårerne stige op i mine øjne, og jeg må opbyde al min viljestyrke for ikke at bryde i gråd. ’Jeg ved godt, at jeg ikke var reel og ærlig overfor dig. Jeg havde hele tiden planlagt at dræbe dig. Jeg ville have skudt dig i nakken, da du trådte ind i badeværelset, men din ufattelige skønhed fik mig til at ændre mening. Jeg vidste hele tiden, at jeg blev nødt til at dræbe dig, men du var så smuk, at jeg bare måtte lære dig at kende. Undskyld. Undskyld. Jeg gjorde det udelukkende for min egen skyld. Jeg skulle have skudt dig med det samme, før du overhovedet fattede hvad der skete. Det ville have været det mest humane.’

’Nej, det mest humane ville være, hvis helt holdt op med at handle på en måde der bringer andre i fare.’ Hvisker Vanessa, mens hun stirrer op på mig med hvad der ligner en blanding af bebrejdelse og fascination.. ’Du siger, at du bliver nødt til at dræbe mig. Men det er dit valg, det er ikke mit. Hvorfor? Hvorfor skal jeg dø? Hvorfor kan du ikke lade mig leve?’ Jeg sukker. Hun har ret. Det var mit valg. Uanset hvordan jeg vender og drejer det, så valgte jeg hendes hus.

’Jeg ved, at det er en ringe trøst, men du fortjener sandheden.’ Hvisker jeg, mens jeg fører pistolen op og ned af mit lår. Det kolde metal føles dejligt mod min nøgne hud. Det kribler mellem mine ben. Det er en dejlig fornemmelse og det gør det hele en smule lettere. ’Jeg er ikke en gemen kriminel. Jeg er dobbeltagent. Jeg arbejder både for den danske og den russiske efterretningstjeneste. Jeg blev taget af politiet, da jeg var på mission. Nu er jeg på flugt. Jeg kan ikke afsløre for dem, at jeg er agent. Desuden holder den russiske efterretningstjeneste øje med mig. Min flugt må være 100% realistisk.’

’Er det virkeligt sandt?’ Hvisker Vanessa med svag stemme og bider sig selv i læben, mens tårerne strømmer ned af hendes smukke kinder. ’Du er hemmelig agent og du kan ikke efterlade nogen vidner eller løse tråde?’ Jeg nikker. Hun fortsætter med svag, skælvende stemme. ’Jeg er bare en ubetydelig birolle i en af dine missioner. Vi delte noget smukt i et kort øjeblik, men det kunne være blevet til så meget mere. Og nu slutter det hele. Jeg håber, at det er det hele værd.’ Jeg tager en dyb indånding. Endnu engang må jeg kæmpe for at holde tårerne tilbage.

’Jeg har aldrig tvivlet. Ikke før nu. Åh gud, Vanessa, du aner ikke hvor vidunderlig jeg syntes du er.’ Siger jeg oprigtigt. Det er som om låget går af noget inde i mig, og noget strømmer ud, som jeg har holdt tilbage alt for længe. ’Det er så ensomt at være dobbeltagent. Du aner ikke hvor hårdt det er, altid at skulle være på vagt, altid at skulle være klar til at stikke af, aldrig at kunne være ærlig overfor andre mennesker. Man bliver så frygteligt ensom. Det var derfor jeg pressede dig til at være sammen med mig, jeg måtte bare mærke et andet menneskes nærhed. Jeg er ked af det.’

’Det er jeg også. Jeg er ked af, at du valgte mit hus. Jeg er ked af, at jeg skal dø. Men jeg er ikke ked af, at du ikke skød mig i nakken med det samme. Jeg er glad for den oplevelse, jeg fik sammen med dig.’ Hvisker Vanessa. Jeg kæmper af al min viljestyrke, for at holde tårerne tilbage. Det lykkes ikke helt. En enkelt tåre løber ned af min højre kind, i samme øjeblik som jeg hæver pistolen og retter den mod Vanessa. ’Det er jeg også. Tro mig. Du er ikke en ubetydelig birolle, du er en stjerne, og jeg vil altid huske dig. Altid.’

’Så er det nu?’ Hvisker Vanessa med bævende stemme. Jeg nikker. Hun synker en klump. ’Og der er intet jeg kan gøre?’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Åh gud. Åh gud. Jeg kan ikke fatte, at det her sker.’ Hvisker hun. ’Der er så meget, jeg gerne ville have set, så meget jeg gerne ville have oplevet. På den anden side, hvor mange mennesker kan sige, at de har elsket med en dobbeltagent? At de elskede en dobbeltagent? Og at en dobbeltagent elskede dem?’ Da hun siger de sidste ord, ser hun op på mig med et forsigtigt smil på læberne. Jeg smiler og nikker.

’Det er sandt. Jeg elskede dig. Undskyld.’ Siger jeg. Så trykker jeg aftrækkeren i bund. Der kommer et lille smæld fra pistolen. Vanessas hoved ruller tilbage på puden bag hende. En rød rose vokser frem på hendes pande. Et dybt, inderligt suk undslipper hendes smukke læber, mens hendes krop synker sammen på tæppet. Livet har forladt en vidunderligt smuk kvinde. Verden er blevet et fattigere sted. Et øjeblik mærker jeg en snerte af fortrydelse. Hvad har jeg gjort? Var der ingen anden vej?

Jeg sætter mig ned på tæppet ved siden af hende. Jeg tørrer tåren af min kind, læner mig ind over hende, og kysser tårerne af hendes kinder. De smager godt. Salte, men friske. Jeg kysser hendes læber. Det føles underligt, nu hun er død. De er bløde, føjelige, næsten silikoneagtige. Jeg lægger mig ind over hendes krop, giver hende et knus, nyder hendes varme og hendes duft. Hun er vindunderlig at røre ved, men der mangler noget. Jeg husker det knus jeg gav hende på badeværelset, efter at hun havde slikket mig, jeg genkalder følelsen af hendes dejlige, levende krop.

Tårerne vælder atter op i mine øjne. Jeg elsker med hendes døde krop, trist, men ophidset og umættelig. Jeg nyder hendes tomme skal og al den stimulans den kan give mig, jeg masturbere på hende, jeg nyder orgasme efter orgasme, før jeg langt om længe døser hen i hendes favn. Kunne jeg have stolet på hende? Kunne vi have haft noget sammen? Var det en fejl at dræbe hende? I det mindste skød jeg hende ikke ned som et dyr. I det mindste oplevede jeg hende, nød hende, elskede hende, og det vil jeg altid være taknemmelig for.

Nytårsgaven – Lidt til husarerne

Året var ved at gå på held. Det havde været et godt år for Revolutionen. Vi havde sikret os herredømmet over alle større byer. Der var kun lidt spredt modstand tilbage i landdistrikterne. Nogle få, hårdnakkede kontrarevolutionære styrker holdt ud, selv om det var tydeligt, at deres kamp var håbløs. For at vise storsind og medlidenhed, hen over juledagene, havde Det Revolutionære Råd tilbudt amnesti til samtlige medlemmer af de kontrarevolutionære styrker, hvis de nedlagde våbnene og overgav sig. Desværre tog de ikke imod tilbuddet, så det blev nødvendigt at statuere et eksempel.

’Ditte.’ Hvisker Josefine, da jeg træder ind i det rum, hvor hun sidder fanget i et lille bur. Vores deling tog Josefine til fange for et par måneder siden, under en kamp med en af de kontrarevolutionære militser. Vi holdt hende fanget, i håbet om at kunne udveksle hende, hvis de kontrarevolutionære styrker skulle have held til at tage nogle af vores til fange. ’Hej Josefine.’ Siger jeg og går hen mod buret. Hun stirrer op på mig og på pistolerne i mine hænder. ’Hvad sker der?’ Hvisker hun med angst i stemmen og et bekymret blik i øjnene.

’Jeg har desværre en dårlig nyhed, søde. Det Revolutionære Råd udstedte en generel amnesti til de kontrarevolutionære styrker hen over julen. Desværre tog ingen imod det generøse tilbud.’ Siger jeg med rolig stemme. ’Nej, vi overgiver os aldrig!’ Udbryder Josefine. Jeg beundrer hendes mod og hendes kampånd. Sandt at sige, er jeg lidt ked af, at jeg bliver nødt til at gøre det jeg må gøre. ’Stædig til det sidste.’ Siger jeg og vifter med pistolerne. ’Nå, men desværre har Det Revolutionære Råd besluttet, at de kontrarevolutionære styrker skal have en lærestreg for deres frækhed. Så de har givet ordre til, at alle fanger skal henrettes.’

Josefine synker en klump. Det ængstelige blik i hendes øjne tager til i intensitet. ’Åh gud, skal jeg så dø?’ Hvisker hun, hendes mod kraftigt på tilbagetog. Jeg smiler. ’Ja, min pige. Desværre. Jeg har virkelig nydt vores tid sammen.’ Siger jeg, og tænker med taknemmelighed tilbage på alle de gange, hvor jeg fik hende eskorteret over til mine private gemakker og legede med hende. ’Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme, revolutionstæve.’ Vrænger Josefine. Jeg klukker. ’Hold nu op, søde. Jeg ved, at du også nød det. Måske ikke hver gang, men de fleste gange.’ Siger jeg. Jeg kan se på det skamfulde og ydmyg blik i hendes øjne, at jeg har ret.

’Jeg har gjort alt du bad mig om. Også selv om du godt ved, at meget af det skete mod min vilje. Kan du ikke lade mig gå? Bare sig at jeg flygtede. Jeg beder dig.’ Hvisker Josefine, idet hun stirrer op på mig med sine store, smukke, gråblå øjne. ’Desværre, Josefine. Du skal dø i dag.’ Svarer jeg og nyder angsten og desperationen i hendes øjne. Jeg holder af hende, men hun er så smuk når hun er bange, og jeg nyder tanken om, at jeg skal gøre en ende på hende. ’Men før jeg henretter dig, er der en sidste ting jeg vil bede dig om.’ Siger jeg og smiler. ’Mine to livvagter, Andreas og Joakim, de fortjener en lille nytårsgave, syntes du ikke?’

De har ventet i baggrunden. Da jeg siger deres navne, træder de frem mod buret. Deres overkroppe er nøgne og de har elefanthuer på. De stirrer sultne ned på den unge, letpåklædte pige i buret. ’Åh gud, nej!’ Udstøder Josefine. ’Ditte, jeg beder dig, du må ikke gøre det her mod mig. Jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst, men ikke det!’ Klynker hun. Andreas og Joakim griner. ’Jeg er ikke et monster. Jeg vil ikke tvinge dig til noget. Hvis du hellere vil dø med værdigheden i behold, så siger du bare til.’ Siger jeg og retter pistolerne mod hendes skælvende krop. ’Bare sig til, så slutter det.’

’Nej, nej, jeg beder jer, jeg beder jer!’ Vræler Josefine, idet Andreas og Joakim griber fat i hendes ben og trækker hende hen mod lågen i buret. ’Wow, se det skønne skræv tæven har!’ Klukker Joakim, mens han stirrer på Josefines dejlige, glatbarberede skamlæber. ’Ja, lækkert! Kan vi kneppe hende nu, fru Kommandant?’ Spørger Andreas med liderlighed i stemmen. ’Ja, drenge. Men vær nu ikke for hårde ved hende. Hun var været en god sexslave for mig de sidste måneder.’ Siger jeg og nikker. ’Og jeg mente det jeg sagde, hvis hun hellere vil dø end lade jer to liderlige handyr kneppe hende, så afliver jeg hende på stedet. Og I vil vel hellere kneppe en levende pige end en død krop, ikke?’

Andreas og Joakim nikker. ’Javel, fru Kommandant!’ Råber de i kor. Andreas åbner buret og Joakim griber fat i Josefines hår. Hun klynker i smerte, da han ublidt tvinger hende til at kravle ud af buret, på alle fire, som en hund. ’Vi tre skal nok få det rigtig sjovt sammen!’ Klukker Joakim. ’Ja!’ Istemmer Andreas entusiastisk. Jeg kan se på Josefines ansigt, at hun er både rædselsslagen og ydmyget. Hun er nok modig, men jeg ved, at hun er bange for at dø. Det er derfor, at hun har været så imødekommende overfor mine behov. Hun troede nok, at jeg ville skåne hendes liv, hvis hun føjede mig. Hun tog fejl. Hun er nok en dejlig kvinde, men hun er også en gal, kontrarevolutionær hund.

’Nej, fingrene væk, jeg beder jer!’ Hulker Josefine. Andreas lægger en hånd over hendes mund. ’Hold kæft, tæve!’ Klukker han. Både han og Joakim flår i hendes top. De er ivrige for at få fingre i hendes dejlige, unge krop. Jeg kan godt forstå dem. De har tjent mig flittigt og loyalt gennem de sidste tre år. De har ikke megen tid til tant og fjas. De har fortjent at hygge sig lidt med en dejlig pige. ’Bare giv tegn, hvis du foretrækker at få en kugle gennem hovedet, Josefine.’ Siger jeg. ’Jeg er jo som sagt ikke et monster. Jeg kunne ikke drømme om, at tvinge dig til at gøre noget du ikke har lyst til. Så hvis du vil have at det skal stoppe..?’

’Hvis du er lidt samarbejdsvillig, bliver det her meget lettere for dig, lille pige.’ Hvisker Andreas. ’Vi kan sagtens tage dig med magt, hvis du hellere vil det.’ Fortsætter han. Det ser ud til, at Josefine et øjeblik overvejer hans ord. Så er det som om, hun prøver at slappe en smule af. Hun lægger prøvende en hånd på bulen i Andreas’ bukser. ’Ja, sådan søde, kan du mærke, at jeg har en stor, dejlig pikkemand?’ Klukker han. Hun mumler noget bag hans hånd. ’Rør ved den, ja, mærk den.’ Hvisker han. Hun giver bulen i bukserne et klem. Han fjerner hånden fra hendes mund. ’Sådan, ja, lydig lille tæve!’ Klukker han.

’Jeg har også noget hårdt i bukserne til dig.’ Klukker Joakim. Josefine lægger også en hånd på bulen i hans bukser. Begge fyrene klukker fornøjede, mens Josefine befamler deres pikke igennem deres bukser. Andreas lader en hånd glide ned til Josefines skræv. Han rykker fornøjet i hendes dusk. Joakim griber fat om en af hendes brystvorter og giver den et klem. Josefine klynker i smerte. ’Åh gud, hvorfor, hvorfor?’ Hvisker hun, med en stemme der skælver af ydmygelse og desperation, vidst ikke henvendt til nogen bestemt i lokalet. Så hulker hun pludseligt voldsomt. ’Nej, gud nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke!’

’Kugle?’ Spørger jeg og retter pistolen mod hendes ansigt. Hun ryster på hovedet og skriger. ’Nej, nej, nej!’ Andreas og Joakim klukker og griber fat i hende. ’Hvis du ikke vil dø og du ikke vil kneppe frivilligt, så må vi jo tager fat!’ Griner Joakim, idet de flår hende op på buret og tvinger hende ned på ryggen. Hun hyler og skriger, da de trækker strips om hendes håndled og ankler. Hun bliver først stille, da Andreas banker sit lem ind i hendes mund. ’Hvis du bider, torturerer vi dig ihjel, Josefine, det sværger jeg.’ Siger jeg, bekymret for min livvagts ve og vel. Man ved aldrig hvad sådan en kontrarevolutionær tæve kan finde på.

Andreas har lagt sin hånd på Josefines hals. Hans fingre borer sig ind i hendes hals. ’Slik mig, tæve, brug din tunge, kom nu ind i kampe.’ Hvæser han. ’Hvis du ikke gør noget aktivt, kan vi jo lige så godt aflive dig med det samme og kneppe din døde krop!’ De ord får Josefine til at vågne op. Hun synker en klump, og jeg kan se ydmygelsen lyse ud af hendes smukke øjne, idet hun begynder at slikke Andreas’ pik. Hun slikker den uentusiastisk, men Andreas lader til at nyde det. Han begynder at stønne højlydt. ’Du har sgu nogle dejlige læber og en dejlig tunge, tæve!’ Klukker han fornøjet.

Andreas flår Josefine hen mod sig på buret, tvinger hendes hoved ud over kanten, og hamrer sit dunkende lem dybt ned i halsen på hende. Han har stadig sine hænder om hendes hals, som en påmindelse om hvad han vil gøre, hvis hun ikke tager imod. Hun hoster, hakker, sprutter og vrider sig, som om hun både er lige ved at blive kvalt og kaste op, mens han ubønhørligt støder sit lem dybt ned i hendes hals, igen og igen og igen. Imens stirrer hun hen på mig, med det smukkeste, mest ophidsende blik jeg nogensinde har set i hendes smukke øjne. Smerten. Ydmygelsen. Rædslen. Det er så fantastisk intenst!

Josefine hiver efter vejret, da Andreas langt om længe flår sit lem ud af hendes mund. Hun ser lettet ud, men hendes lettelse varer ikke længe. Andreas trækker hende op fra buret og lægger sig selv ned på det. ’Joakim, gnub hendes fisse, til hun bliver godt våd, mens jeg knepper hende i røven!’ Klukker Andreas, idet de ved fælles hjælp får løftet Josefine op ovenpå Andreas. Hun brøler i smerte, idet de tvinger hende ned over han dunkende pik. Hun vrider sig og hyler som det dyr, næsten som om de spidder hende på Andreas’ lem. ’Skrig lille gris!’ Klukker Joakim, idet han begynder at gnubbe Josefines dejlige skamlæber. Begge fyre begramser begærligt hendes bryster.

Smerten er for voldsom for Josefine. Hendes klynk og hylen stiger til et desperat brøl. Joakim klasker sin hånd i fjæset på hende og griber godt fast. ’Nok, tæve!’ Klukker han, mens han ihærdigt masserer hendes skræv. Han presser fire fingre op i hende. Josefine ser helt vild ud i øjnene, men til trods for hendes ydmygelse og smerte, kan jeg se at Joakims fingre er våde af hendes safter. Hendes krop forråder hende. Igen. Hun kan lide det hårdt, selv om hun ikke vil være ved det, det ved jeg af erfaring. ’Lad dig selv nyde det. Josefine.’ Klukker jeg og smiler til hende. ’Det er sidste chance for dig, min pige.’

’Hun er våd.’ Konstaterer Joakim tilfreds. ’Godt, lad mig kneppe hendes fisse først, så kan du bolle hende i røven.’ Siger Andreas og flår Josefine af sig. Selv om de har samme rang, er Andreas som regel den mest dominerende af de to. Nu er ingen undtagelse. Joakim lægger sig på buret. De placerer Josefine ovenpå ham. Hun brøler igen, da Joakims lem trænger op i hendes røv. Andreas flår hendes ben fra hinanden, presser sig ind i hende og griber fat om hendes hals. ’Nu giver du alt hvad du har i dig, tæve, ellers kværker jeg dig med mine bare næver!’ Hun gør som der bliver sagt. Hun fører måsen frem og tilbage, i små søde stød, mens de to fyre knepper hende i hver deres hul. Det er et vidunderligt syn. Jeg kan mærke en dejlig kriblen i min mave.

’Vil du kneppe hende i fjappen?’ Spørger Andreas efter et par minutters frydefuld stønnen. ’Hell yea!’ Klukker Joakim. Josefine skriger, da de ublidt vender hende om og atter støder sig ind i hendes to huller, denne gang Andreas i røven og Joakim i skeden. Josefine sidder på alle fire på buret, mens hun bliver kneppet som en liderlig tæve. Selv om hun ser hen på mig med rædsel og bebrejdelse i blikket, kan jeg se, at hun et eller andet sted nyder det der sker. Hun nyder at blive behandlet som et dyr, som et stykke kød, hun nyder bare at blive kneppet synder og sammen. Den dejlige varme i min mave brede sig ned mellem mine ben. Hun er en vindunderlig tæve til det sidste.

’Åh gud, jeg er sgu ved at være klar til at fyre kanonen af!’ Stønner Andreas efter endnu et par minutters intens kneppen. ’Skal vi ikke have kællingen om på ryggen?’ Klukker han. Joakim nikker. Josefine skriger i desperation, da de flår hende ned på ryggen. Joakim støder straks lemmet ind i hendes fisse igen, men Andreas presser sin pung mod hendes ansigt. ’Gad vide hvad kommandanten gør ved dig, når vi er færdige her.’ Klukker Andreas fornøjet, mens Josefine kæmper for ikke at blive kvalt i hans nosser. ’Hun snuffer din stramme, unge røv!’ Griner Joakim, mens han pumper løs i hendes sjaskvåde skræv.

Han har ret. Jeg vil snuffe hende. Gud ja, når de er færdige med at kneppe hende, skal jeg afslutte hendes liv. Tanken om at skulle aflive en nykneppet tæve får den kriblende fornemmelse i mit underliv til at gå amok. Jeg presser den ene pistol mod mit skræv. Jeg er varm og fugtig og opsvulmet. De to fyre hygger sig også gevaldigt. Pludseligt begynder Joakim at stønne helt vildt. Han er ved at komme. Han flår sit lem ud af Josefines fisse og sprøjter fornøjet ud over hendes dusk og skræv. ’Ja, det var kraftedeme dejligt, tæve!’ Brøler han, mens han flår i sit lem og tømmer sig godt og grundigt ud over hende.

’Jeg er ikke færdig endnu. Sut, tæve!’ Stønner Andreas, idet han griber fat i Josefines hår, hamrer sit lem ind i hendes mund, og flår hendes hoved frem og tilbage, så hun bliver nødt til at slikke ham. Han stønner højere og højere. Det er kun et spørgsmål om tid, før han kommer i munden på hende. Hun ved det. Hun ved, at jeg afliver hende når han er færdig med hende. Hun ved det og tanken om de grusomme ting der må ske inde i hendes hoved i dette øjeblik, tænder mig mere end noget andet jeg før har oplevet. Jeg presser pistolen lidt hårdere mod mit skræv. Pludseligt skælver min krop, da en delikat lille næsten-orgasme får mig til at stønne af fryd.

Pludseligt brøler Andreas højlydt. Hans krop skælver, idet han pumper sæd ind i munden på Josefine. Hun skriger, spytter og hakker. Han flår pikken ud af hendes mund, og sender et par kaskader af sæd ud over hendes ansigt og bryst. ’Åh ja, fuck, ja!’ Brøler han, idet han tømmer sig ud over den rædselsslagne, hulkende, jamrende Josefine. Hun ved hvad klokken er ved at være slået. Jeg tager en dyb indånding, idet jeg må overvinde min egen ophidselse for at fjerne den dejlige, hårde pistol fra mit skræv. Jeg må onanere senere. Nu er det ved at være tid til den store finale.

’Bind hende fast ovenpå buret.’ Siger jeg, idet jeg langsomt går hen mod Josefine. ’Javel, fru Kommandant!’ Siger de to fyre i kor. Josefine skriger og vrider sig i rædsel, da de ublidt griber fat om hendes håndled og ankler, og fæstner dem til tremmerne i buret med sorte plasticstrips. Jeg går hen og stiller mig ved siden af buret. Josefine stirrer rædselsslagent op på mig. Hendes skræv, bryst, hals og ansigt er dækket af sæd. Hun må næsten kunne fornemme, hvor ynkelig hun ser ud, for skammen og ydmygelsen kæmper mod rædslen i hendes øjne. ’Josefine, Josefine, Josefine.’ Klukker jeg. ’Håber drengene gav dig en god rusketur. Du ved nok hvad der skal ske nu.’

’Ditte, jeg beder dig! Jeg vil leve! Jeg vil gøre alt, alt, alt, bare I ikke dræber mig!’ Hulker Josefine, mens tårerne strømmer ned over hendes smukke kinder. ’Jamen du har da vidst allerede gjort stort set alt du kunne, søde.’ Klukker jeg fornøjet. ’Jeg er tilfreds, og de tror jeg også mine to livvagter er.’ Andreas og Joakim gør simultant honnør. ’Javel, fru Kommandant! Tak, fru Kommandant!’ Råber de i kor. Så griner vi alle tre, mens Josefine hulker hjerteskærende. ’Jeg er kun 23 år! Jeg meldte mig kun til den kontrarevolutionære milits, fordi min far ville have at jeg skulle! Det er ikke min krig! Jeg er pisseligeglad! Jeg overgiver mig, jeg tager imod amnestien, jeg tilslutter mig revolutionen! Ditte, jeg beder dig, jeg beder dig, jeg beder dig!’

’Jamen søde, lille skat, det er for sent nu. Amnestien er annulleret. Du er dømt til henrettelse.’ Siger jeg, idet jeg nysgerrigt læner mig ind over hendes skræv. ’Jeg så du blev våd, da Joakim pillede ved dig. Dine skamlæber ser også dejligt saftige ud, og jeg mener ikke kun på grund af Joakims sperm. Jeg håber, at du fik lidt nydelse ud af dit sidste knald, Josefine.’ Josefine brøler frustreret og flår i stripsene. Det hjælper selvfølgeligt intet. Hun er hjælpeløs og hun ved det. ’Nej, det var forfærdeligt! I voldtog mig, I voldtog mig!’ Vræler hun gennem tårerne. ’Jamen, lille skat, jeg sagde jo, at du bare skulle sige til, så ville det stoppe.’ Klukker jeg. ’Men det havde du ikke nosser til, vel, søde? Nej, du havde ikke modet til at gå døden i møde med værdighed, du byttede en sølle halv times ekstra liv for total ydmygelse. Det var dit valg, ikke vores.’

’Jeg fatter ikke, hvordan nogen kan være så ondskabsfuld. Du er et dyr, du er et uhyre.’ Hvisker Josefine, mens hun stirrer op i loftet. Tårerne har blandet sig med sæden på hendes kinder. Det er et smukt syn. Jeg fniser. ’Ej, nu må du bestemme dig, søde. Du kan ikke både appellere til min medfølelse og medmenneskelighed, og samtidig kalde mig for at dyr og et monster. Men du er vel ved at erkende, at det hele slutter, hvad enten du vil det eller ej?’ Josefine svare ikke. Hun ligger bare på buret og klynker så voldsomt, at hele hendes dejlige, unge krop skælver i takt med hvert et grådkvalt hulk.

Jeg placerer et knæ på hver side af hendes bryst, så jeg knæler overskrævs på hende. Jeg retter stille og roligt den ene pistol mod hendes ansigt. Hun stirrer rædselsslagent op på det blanke metal. ’Nej… nej…’ snøfter hun desperat. ’Kan du se det, Josefine?’ Hvisker jeg. ’Jeg er så våd, at mine safter løber ned af mine lår. Så meget tænder jeg på, at jeg skal afslutte dit dejlige, unge liv, Josefine. Alt hvad du er, alt hvad du nogensinde kunne blive, alle dine håb, dine drømme, dine tanker og dine erfaringer, alle de evner og færdigheder du har kæmpet hele livet for at tilegne dig, det hele slutter, nu, mellem mine ben. Er du klar over hvor fucking ophidsende det føles, Josefine?’

’Nej, nej, nej, nej, nej!’ Vræler Josefine, idet hun demonstrativt presser øjnene i, som om hun tror jeg går væk, hvis bare hun ikke kan se mig. Jeg trykker aftrækkeren i bund. Braget fra pistolen runger gennem fangerummet. Josefines krop spjætter. En rød rose vokser frem på hendes pande. Et langstrakt, dybt suk forlader hendes mund med en hvislende lyd. Hun ligger stille. Helt stille. Jeg betragter hende i stilhed i nogle sekunder. Jeg er taknemmelig for alle de dejlige oplevelser hun gav mig, og et kort sekund savner jeg hende næsten.  ’Ja, det var så det.’ Siger jeg og kravler ned fra buret.

’Hun er stadig varm et par timers tid endnu, hvis I skulle få lyst til at kneppe hende igen. Når I er færdige, så smid hende i grøften omme bag ammunitionslageret.’ Siger jeg og ser på Andreas og Joakim. ’Javel, fru Kommandant. Tak, fru Kommandant. Godt nytår, fru Kommandant!’ Siger de i kor, idet jeg vender mig og forlader fængslet. ’Godt nytår, drenge.’ Svarer jeg, før jeg lukker døren bag mig. Jeg smiler. Jeg ville gerne have elsket med Josefine, som den sidste før hun døde. Men jeg havde allerede nydt hende utallige gange, og hvis moralen skal holdes højt blandt tropperne, skal der som bekendt også være lidt til husarerne…

Ja det var så den sidste historie I får fra mig i år. Håber I har nydt at følge med herinde, for jeg har nydt at skrive til jer. Håber I får en fantastisk nytårsaften og ser med i det nye år! Knus og kys, jeres Ditte

Julekalender 2018 – Epilog

Det er gjort. Karina er død. Vores to dejlige agenter har nydt Karinas krop, og de har nydt at tage livet fra hende. For Karina er alting uigenkaldeligt forbi. Slut. Prut.

Men hvad ved vores to skønne agenter?

Se alle (publicerede) afsnit her.

Rejse i ukendt land – Epilog: Nyt land

Karina ligger død på sengen. Død og smuk. Ditte vender sig mod mig. ’Jeg har lige noget jeg skal have ordnet.’ Siger hun, idet hun går hen til rejsekufferten og finder noget rent tøj, som hun hurtigt tager på. Hun trækker også en sort æske op af kufferten. Hun åbner den og tager en tung, metalsort pistol op af den. Så tager hun en lang lyddæmper og skruer den fast på pistolen.

’Jeg går op og rydder Karinas lejlighed. Du bliver her. Det er et job for en senioragent.’ Siger hun. Jeg nikker og synker en klump. ’Kom tilbage.’ Hvisker jeg. Jeg ved hvad hun må gøre, og jeg ved at hun kan klare det, men blot tanken om at noget kunne gå galt, at jeg måske ikke skal se hende igen, fylder mig med frygt og sorg. ’Det skal jeg nok, søde, du behøver ikke være bekymret.’ Siger hun og smiler. ’Sørg for at have et par drinks klar, når jeg er tilbage.’ Med de ord vender hun sig og går.

Et øjeblik står jeg alene tilbage. Bange for aldrig at skulle se Ditte igen, og en smule utryg ved at være alene med en lig. Jeg skynder mig ud på badeværelset, tager et hurtigt brusebad og tager noget rent tøj på. Så går jeg tilbage til stuen. Jeg roder lidt rundt i skabene og finder et god flaske whisky. Jeg skænker to store glas op. I samme øjeblik jeg sætter dem fra mig på bordet, hører jeg døren blive åbnet og fodtrin i gangen. Ditte træder ind i stuen med et afslappet smil på læberne. Jeg drager et lettelsens suk.

’Gik det godt?’ Spørger jeg. Ditte nikker, idet hun går forbi mig, ind på gæsteværelset. Et øjeblik efter kommer hun tilbage uden pistolen. Vi sætter os ved bordet. ’Skål!’ Siger Ditte og hæver glasset. Vi skåler og smager på whiskyen. Den er god og den forstærker den varme fornemmelse jeg har i maven. ’Der var to personer i lejligheden. Den ene var bevæbnet.’ Siger Ditte nøgternt. ’Jeg tog Karinas nøgler med. Lejlighedsnummeret stod på nøglen. Jeg låste mig ind af bagdøren fra brandtrappen. De to banditter nåede knap nok at reagere, før det var overstået.’

’Du er en fantastisk agent.’ Siger jeg. Pludseligt mærker jeg varmen i mine kinder. Er det bare whiskyen? Ditte ser på mig med et kærligt blik og smiler bredt. ’Det er du også, søde.’ Siger hun og hæver glasset. Vi skåler igen. Drikker igen. Den varme fornemmelse i min mave tager til. ’Du har virkeligt klaret der her flot. Den måde du tog dig af Karina på. Jeg er meget imponeret.’ Siger Ditte. Hun virker oprigtig. Jeg mærker den varme fornemmelse i min mave brede sig op i mit bryst. Hvorfor er det så vigtigt for mig, at hun respekterer mig? Jeg kan mærke, at det handler om mere en blot faglig stolthed.

’Du er virkeligt kommet lang på kort tid. Bare i går var du en nervøs og forsigtig kvinde, men i dag har jeg set dig sprede vingerne og flyve.’ Fortsætter Ditte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg strækker foden frem. Det gibber i min krop, da jeg mærker Dittes fod ramme min. Jeg trækker ikke foden tilbage. Det gør Ditte heller ikke. Vi stirrer på hinanden hen over vores glas. Pludseligt kribler det i mit bryst og min mave. Jeg bevæger foden en smule, så min sko nusser mod hendes ankel. Hun flytter stadig ikke foden. Hun må have bemærket, at det var med vilje. ’Er du sikker?’ Spørger Ditte. Jeg tager en dyb indånding og mønstrer alt mit mod. Jeg nikker.

’Vidunderligt!’ Klukker Ditte, idet hun tager min hånd og trækker mig hen mod sofaen. Den kriblende fornemmelse i min krop går fuldstændig amok. Et øjeblik er jeg ved at miste modet, men så mærker jeg Dittes kærlige hånd mod mit ben. ’Åh gud, jeg kan næsten ikke tro, at jeg gør det her.’ Hvisker jeg. Ditte klukker. ’Sådan har du vidst haft det flere gange i dag, allerede. Men du klarede det. Du er en stærk kvinde, søde. Du må lade være med at holde dig selv tilbage, glem din tvivl, glem din generthed. Ræk ud efter det du vil have, uden angst.’

Jeg vender mig mod hende. Vi stirrer ind i hinandens øjne. ’Jeg vil have dig, Ditte.’ Hvisker jeg, med bankende hjerte. Ditte smiler bredt. ’Og du ved, at jeg vil have dig. Så hvad er du bange for?’ Hvisker hun. ’Når jeg er sammen med dig – intet.’ Svarer jeg. Hendes ansigt nærmer sig mit. Jeg kan mærke hendes varme og hendes duft. Sommerfuglene i min mave og mit bryst føles som om de er på speed. Mit hjerte dunker, mine hænder skælver og mine kinder er varme. Ditte fører kælent sin hånd ned over mit lår. ’Jeg er lige her, søde.’ Hvisker hun. ’Hvad vil du gøre ved det?’

Jeg er nervøs for, at hun vil trække sig bort i sidste øjeblik, bange for, at hun vil syntes jeg er naiv, uprøvet, uerfaren. Men jeg kan ikke holde mig tilbage længere. Jeg må tage chancen, nu eller aldrig. Jeg griber fat om hendes ansigt med begge hænder og trækker hendes ansigt helt ind mod mig. Jeg stønner, da jeg mærker hendes ånde mod min kind. Jeg åbner munden. Hun åbner munden. Det er som om der løber elektricitet gennem min krop, da jeg mærker hendes vidunderlige, bløde, varme, våde læber mod mine. Hun trækker sig ikke bort. Hun gengælder mine kærtegn!

Hendes duft, hendes smag, hendes bløde læber, hendes kærlige hænder. Jeg lukker øjnene og nyder Dittes nærvær. Hvor er hun bare skøn. Vores læber smelter sammen. Vores tunger mødes, kæler, smager, føler. ’Du er vidunderlig.’ Hvisker jeg, da vores læber for et øjeblik skilles. ’I lige måde.’ Svarere hun. Så mødes vores læber igen. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så dejlige kys, så intime, vidunderlige kærtegn, sådan en varme, sådan en tryghed, sådan en overgivelse. Jeg giver mig hen til hende, uden frygt, ja, helt uden frygt nu. Min nervøsitet er pist væk. Der er kun nydelse tilbage.

Jeg skubber kælent Ditte ned på sofaen. Hun gør ikke modstand. Hun smiler og fniser. ’Uh, vilddyr.’ Klukker hun, da jeg lægger mig ind over hende. ’Du vækker det i mig.’ Hvisker jeg og stirrer ned i hendes smukke, brune øjne. ’Du vækker alt i mig. Følelser, jeg slet ikke troede jeg havde. Følelser, jeg slet ikke troede fandtes.’ Jeg presser mit lår ind mellem hendes ben. Hun spreder sine ben, giver plads. Jeg presser mit lår mod hendes køn. Hun har ikke trusser på. Jeg kan tydeligt mærke hendes varme, opsvulmede skamlæber mod min hud. Jeg presser mit eget underliv ned mod hendes lår, gnubber det frem og tilbage, nyder hendes varme og blødhed mod mit køn. Jeg har heller ikke trusser på.

Vi nusser og mærker hinanden i nogle minutter. Så rejser jeg mig og flår min skjorte af. Ditte følger mit eksempel. Jeg vil være tætter på hende, mærke mere af hende. ’Det tænder mig, at du har dræbt så mange mennesker, men alligevel er så blid og kærlig ved mig.’ Siger jeg, idet jeg smider min skjorte på gulvet. ’Og jeg så dig være blid og kærlig ved Karina.’ Klukker Ditte. ’Den måde du tog kontrol med hende, den måde du tog ansvar for den proces hun skulle igennem, den måde du to ejerskab af hendes død, det var utroligt erotisk.’ Jeg fniser. ’Jeg kunne ikke have gjort det uden dig.’ Siger jeg, idet jeg lægger mig ned på sofaen. Ditte kaster sig begærligt over mig.

’Vi er et forbandet godt par.’ Hvisker Ditte, idet hun trækker min top ned og tager mit bryst i hendes dejligt, bløde hånd. ’Hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg anmode mine overordnede om, at få dig som permanent partner. Du har jo udvist… enestående evner.’ Hvisker hun, før hun presser sin tunge mod min allerede hårde brystvorte. Jeg stønner i nydelse. Det føles helt vindunderligt. ’Der er intet i verden jeg hellere ville.’ Hvisker jeg. Ditte smiler. Vores læber mødes atter i et inderligt kys.

Det bliver de sidste ord mellem os i adskillige timer. Herefter er der kun kærtegn, kys, stønnen og frydefulde brøl. Mørket falder på udenfor, men ingen af os sanser det. Vi sanser kun hinanden, idet vi elsker natten bort…