Killing her softly: På opdagelse

Jeg bøjer mig ned over hende, mens jeg lader min hånd glide op og ned over hendes bløde, vidunderlige mave. Jeg nyder hendes duft og synet af hendes smukke, smukke ansigt, der ser så vidunderligt fredfyldt ud, som hun ligger der, i sin drømmeløse søvn. Mit hjerte hamrer og der går et frydefuldt chok gennem min krop, da mine læber berører hendes.

Jeg kysser hende dybt og inderligt. Hun smager vidunderligt. Jeg kan slet ikke smage den gift jeg hældte i hende. Det var derfor jeg brugte en tragt, så giften ikke ville fylde hendes mund og forgifte hendes læber. Nu kan jeg nyde hendes vidunderlige varme og blødehed, uden den bitre bismag af den dødbringende gift. Hvor er hun dog skøn, det smukke, unge, dejlige væsen.

Vores læber skilles og jeg drejer forsigtigt hendes hoved, så jeg kan betragte hendes smukke ansigt i profil. Hvor er hun dog fantastisk, denne dejlige pige der ligger foran mig. Hun smuk og fuldendt, som en perfekt diamant. Jeg har den dybeste respekt for dette fantastiske mirakel, som naturen i sin ufattelige visdom har frembragt.

Jeg er ikke ligeglad med de kvinder, jeg dræber. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har ret til at dræbe dem, eller at de fortjener at dø. De er smukke, dejlige, unikke væsner, der har lige så meget ret til livet som jeg selv, men som bare er havnet i utroligt uheldige og tragiske omstændigheder, der gør, at jeg bliver nødt til at aflive dem.

Jeg lægger en hånd på hendes bryst og mærker hendes hjerte hamrer. Den unge, dejlige kvinde har mindre end en time tilbage at leve i, og jeg skal tilbringe den sidste tid sammen med hende. Jeg skal mærke denne smukke, dejlige krop dø. Jeg skal være sammen med hende, i de sidste øjeblikke, jeg skal hold hende i mine arme, når hun passerer ind i dødens rige.

Det er ufatteligt at tænke på, at alt hvad denne dejlige kvinde har været igennem i sit liv, har ført frem til dette sted og dette øjeblik. At alt hvad hun har gjort og alt hvad hun har oplevet, har formet hende, modnet hende, udviklet hende og gjort hende til det dejlige menneske, som jeg nu får fornøjelsen af at dræbe.

Jeg lægger en hånd på hendes perfekte bryst. Nyder dets varme, blødhed og fylde i min hånd. Så bøjer jeg mig ned over hende, nyder duften af hendes varme brysthud, før jeg langsomt og skælvende rækker min tunge frem. Så smager jeg hende, mærker hende, oplever hendes bryst med min tunge, varmen, den let salte hud, hendes vidunderlige, fine, hårde brystvorte.

Jeg kan næsten ikke tro det, men jo, hendes brystvorte er hård! Som om hun er opstemt. Men hvordan? Hun blev vel næppe opstemt, da jeg lagde hånden over hendes mund og næste, og kvalte hende til hun besvimede. Eller gjorde hun? Måske. Eller måske er hun ikke helt væk, måske kan hun et eller andet sted mærke det jeg gør ved hende. Jeg ved ikke hvilken mulighed der tænder mig mest, men min ophidselse vokser til nye højder.

Jeg lægger atter en hånd over hendes hjerte og nyder dets rytmiske banken. ’Kan du høre mig? Kan du mærke mig?’ Hvisker jeg, både opstemt og nysgerrig. Jeg har hørt, at folk der er i koma på en eller anden måde kan fornemme, når deres kære er hos dem. Kan Anni også mærke mig, selv om hun er bevidstløs? Eller reagerer hendes krop helt instinktivt på min berøring?

Jeg lader igen min hånd glide ned til hendes højre bryst og nulrer hendes dejlige brystvorte. Den bliver tydeligt hårdere mellem mine fingre. Jo, hun reagerer på mine kærtegn! Hendes øjne er stadig lukkede, hendes åndedræt er svagt og langsomt, som om hun er helt væk. Men hendes krop er stadig levende, sansende, reagerende.

Jeg læner mig ind over hendes krop og slikker nysgerrigt hendes venstre bryst. Hun smager vidunderligt, men det er ikke det der ophidser mig mest. Igen er hendes brystvorte hård, men den bliver tydeligvis endnu hårdere mens jeg slikker hende. Jeg giver den et lille nip med tænderne. Anni stønner ganske sagte.

’Du er ikke helt væk, min pige.’ Hvisker jeg med lav, blød stemme. Jeg ønsker ikke, at hun skal vågne op for hurtigt, for jeg er ikke færdig med at udforske hendes krop. Men det tænder mig helt vildt, at hun kan mærke det jeg gør ved hende. I modsætning til da jeg dræbte Josefine, Mette og Tanaka, havde jeg besluttet mig for, at jeg ville nyde Anni, før jeg dræbte hende. Det tænder mig, at hun måske også vil nyde mig.

Jeg lader hendes bryster være i fred, og lader i stedet en hånd glide ned over hendes dejlige mave, ned til hendes velformede hofter. Jeg lader mine fingre glide ned på hendes lår og ind på hendes inderlår. Huden er så bløde og dejlig og fin, den føles helt vindunderlig mod mine fingre. ’Hvor er dit skræv dog smukt.’ Hvisker jeg.

Hun er fin og glat og hun virker næsten helt jomfruelig mellem benene. Som sagt har jeg kun set hende have ganske få seksualpartnere, men jeg har ofte set hendes masturbere. Jeg ved, at hun har nydt sig selv og sin dejlige krop utallige gange. Det gør mig glad, at hun har oplevet denne nydelse ved sig selv. Det fortjener hun.

Jeg placerer forsigtigt spidsen af min langefinger på hendes venusbjerg. Det skælver i hele min krop, idet jeg fører den ned til jeg mærker det øverste af hendes spændte ydre skamlæber, og den lille faste ært under dem. Hendes skamlæber er opsvulmede og det samme er hendes klitoris. Hun er ophidset, ingen tvivl om det.

’Åh min dejlige skat.’ Hvisker jeg, idet jeg lukker øjnene, åbner munden og kærtegner hendes højre bryst med min tunge og mine læber, mens jeg fører min højre hånd frem og tilbage i små ryk. En veltilfreds lyd undslipper Annis vidunderlige læber. Jeg kan knap høre den, men den er der. Hun mærker mig.

Jeg lader min langefinger glide længere ned. Jeg presser den ind i revnen mellem hendes spændte skamlæber. De er varme. Pludseligt mærker jeg fugten mod det yderste af min fingerspids. Jeg gnubber hende og mærker hvordan hun bliver mere og mere våd. Jeg presser prøvende det yderste af min fingerspids op i hendes skedeåbning.

Der går et frydefuldt gys gennem min krop, da jeg mærker min finger glide gennem hendes våde, varme, fine åbning. Jeg er inde i hende! Jeg er trængt ind i hendes indre, i hendes varme, hemmelige hule, som kun ganske få andre menneske har haft mulighed for at udforske. Hun er våd. Hun er varm. Hun er vidunderlig.

Jeg trækker hånden til mig. Holder den op under min næse. Trækker vejret dybt ind. Jeg kan dufte hende på min finger. Hun dufter lidt ligesom mig selv, men bare en smule friskere og sødere. Jeg kan lide duften. Pludseligt rammer tanken mig. Gad vide hvordan hun smager. Kan jeg få mig selv til det? Tør jeg?

Det er så lang tid siden jeg har smagt en anden kvinde, at jeg næsten ikke kan huske hvordan det er. Men jo, jeg har lyst. Tanken tænder mig. Desuden har jeg lyst til at sanse Anni, på alle tænkelige måder. Jeg vil smage hende, så jeg kan få den oplevelse med, og huske hendes smag, lang tid efter hun er borte.

Det kribler så vidunderligt i min mave, næsten som om jeg er en lille pige igen, der vågner op juleaftens dag, fuld af glæde og forventning. Jeg skal smage Anni. Jeg skal smage hendes skede, jeg skal smage hendes saft, nektaren fra hendes indre, hendes ambrosia, hendes elskovssaft.

Jeg går ned til hendes ben og trækker dem forsigtigt fra hinanden. Hendes vidunderlige skræv stråler op mod mig, hendes inderlårs fine hud kalder på mig, hendes svulmende skamlæber lokker mig, hendes indre skamlæber vinker mig nærmere, revnen mellem dem drager mig som et møl mod flammen.

Jeg lægger mine hænder på hendes lår. Nyder deres varme, fasthed og blødhed i mine hænder, kærtegner hendes perfekte hud, nusser hende, ager hende, nyder hende, mens jeg næsten hypnotiseret stirrer på åbningen ind til hendes inderste indre. Hun stønner sagte. Gud, hun skal mærke mig, hun skal mære mig når jeg smager hende!

Jeg vil give hende nydelse. Ja, jeg vil have at hun skal mærke mig og finde nydelse ved mit nærvær. Hvis jeg blot kan give hende en tusindedel af den nydelse, som jeg selv oplever i dette øjeblik, så vil det gøre hendes sidste tid på denne jord så meget mere vidunderlig. Hun fortjener det, den smukke, dejlige pige.

Jeg kaster mig ikke bare over hende. Nej, jeg nyder hende som en fin vin. Efter at have nydt synet af hendes smukke skræv, læner jeg mig nærmere og trækker luften ind gennem næsen. Jeg nyder hendes vidunderlige bouquet. Hun dufter af en blanding af ophidselse, sved og blomster. Det er en vidunderlig varm og dejlig duft.

Jeg ånder ud gennem munden, direkte mod hendes skamlæber. Hun stønner igen sagte. Hun kan mærke mit nærvær. Fugten i min udåndingsluft får hendes skræv til at dufte endnu mere vidunderligt. Det kribler i hele min krop. Spændingen er både vidunderlig og næsten uudholdelig.

Jeg fjerner mine hænder fra hendes lår. Med skælvende hænder og fugtige håndflader, rækker jeg ud efter hende, gisper da mine fingre møder hendes skamlæber, og åbner hende forsigtigt op som en sart blomst. Jeg trækker vejret ind gennem næsen, nyder hendes duft. Jeg puster ud gennem munden, så hun kan mærke min varme mod hendes unge krops allermest følsomme område.

Jeg fører langsomt og andagtsfuldt mit ansigt nærmere hendes blottede skød. Jeg ved, at jeg snart skal sanse den allermest private, den allerhelligste del af hendes krop, jeg skal mærke den, smage den, udforske den, som meget få mennesker før har gjort det, og som ingen nogensinde vil gøre det efter mig. Ingen.

Min krop kribler af spænding, da jeg lukker øjnene og langsomt rækker min tunge frem. Jeg stønner af ophidselse, da jeg mærker den varme, bløde, våde følelse af hendes delikate indre skamlæber mod min tunge. Hendes smag, den er vidunderlig! Let salt, rund, fyldig, cremet, eksotisk og med et strejf af sødme, en næsten blomsteragtig aroma.

Jeg fører min tunge op og ned mellem hendes indre skamlæber, nyder deres lethed og eftergivenhed. Så fører jeg tungen op til hendes klitoris. Et frydefuldt klynk undslipper Annis læber. Hun mærker mig. Jeg slikker hendes dejlige skræv, grådigt og begærligt, men samtidig med tanke på hendes nydelse og tilfredsstillelse.

Jeg presser mine læber mod hendes skamlæber og presser min tunge så dybt op i hende som jeg kan. Hendes varme, hendes fugtighed, hendes blødhed, hendes smag, jeg sanser og nyder hendes indre univers, som jeg aldrig har gjort med nogen anden kvinde. Og det går ikke ubemærket hen. Anni stønner højlydt af nydelse.

Hendes frydefulde stønnen tænder mig helt vildt. Jeg slikker dybere, hurtigere, vådere, mere intenst. Jeg smider alle tøjler og glemmer alt andet end min mund og hendes vidunderlige skræv. Hun stønner igen. Så bevæger hun sig. Blot en smule. Hun er ved at vågne op. Jeg mobiliserer alle mine kræfter, al min erfaring og al min entusiasme for at give hendes nydelse.

’Åh ja, åh ja.’ Stønner Anni, idet hun langsomt drejer hovedet. Hun må befinde sig et sted mellem søvn og vågen tilstand, hun er endnu ikke bevidst om hvad der sker, men hun mærker mig og reagerer på mig. Mon jeg kan nå at give hende orgasme, før hun husker hvad der er sket – hvad jeg har sagt, at jeg vil gøre ved hende?

Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil gå i panik, når hun genvinder sin fulde bevidsthed. Jeg vil gerne give hende en dejlig orgasme, før hun kommer så langt. Jeg vil gerne give hende nydelse, og jeg ved, at hendes dødskamp også vil blive langt lettere for hende, hvis hendes blod er fuld af de endorfiner der frigives ved orgasme.

Jeg slikker endnu dybere, endnu mere insisterende, endnu mere intenst. Hun klynker og vrider sig i takt med mine slik. Det er en vidunderlig lyd, en vidunderlig fornemmelse, en vidunderlig smag. Mine slik. Hendes nydelse. Det er som om alting går op i en højere enhed. Det er som om min mund er en naturlig forlængelse af hendes fisse.

’Åh gud… åh gud… åh gud’ Grynter hun, i små, hårde, intense stød. Hendes ben bevæger sig. Hendes røv vrider sig på sofaen under mig. Hendes krop skælver, hendes bryster bølger vidunderligt frem og tilbage. Hendes dejlige, unge krop lever, den sanser, den reagerer, den nyder. Det er vidunderligt.

Anni klynker, grynter og stønner højere og højere. Jeg mærker til min store nydelse, at hendes fisse bliver mere og mere saftig. Hun smager vidunderligt, og hendes positive reaktion ophidser mig enormt. Kan jeg mon nå at give det yndige, dejlige unge væsen en orgasme, før hun kommer så meget til sig selv, at hun kan huske hvem jeg er og hvad jeg vil gøre ved hende?

Pludseligt skriger hun i nydelse. Hendes krop skælver. Safterne flyder ud af hende. Hun er i ekstase og jeg slikker hende blot endnu mere intenst, og nyder at høre hvordan hendes nydelse vokser. Så stivner hun pludseligt. Hendes frydefulde skrig forstummer. Jeg ser op. Hun stirrer ned på mig med rædsel i øjnene.

’Åh gud, hvem er du?’ Hvisker hun, med svag, skælvende stemme. Jeg kan se på rædslen i hendes øjne, som pludseligt øges tydeligt i intensitet, at hun kommer i tanke om det, før jeg når at svare. Hun ryster på hovedet mens hun mumler. ’Nej…. nej… nej… nej… nej… nej… nej…’

’Jo, desværre, lille skat.’ Siger jeg og smiler op til hende, fra min plads mellem hendes dejlige ben. ’Mens du var bevidstløs, hældte jeg en dødbringende gift i dig. Det er efterhånden et kvarter siden, så du har for længst optaget en dødelig dosis i din smukke krop. Der findes ingen effektiv modgift. Din krop er stadig i live, Anni, men det er kun et spørgsmål om tid. Din skæbne er beseglet.’

Killing her softly: Magtesløshed

Jeg tager den taske, jeg har haft gemt bag sofaen, og går om foran sofaen. Jeg udstøder et svagt gisp og mærker en dejlig kriblen i min krop, da jeg står foran Annis blottede legeme, som ligger spredt ud på sofaen i al sin nøgne, ungdommelige yndighed. Hvor er hun dog smuk. Hendes harmoniske ansigt, hendes kraftige hår, hendes slanke arme, hendes velformede bryster, hendes flade mave, hendes glatbarberede skræv, hendes lange, smukke ben. Hun er en helt og aldeles vidunderlig pige.

Pludseligt føles det næsten helt uvirkeligt, at jeg, en midaldrende fodboldmor – der så sent som i går eftermiddags gik og gjorde rent og vaskede tøj, kørte sine tre unger ud til deres respektive fritidsaktiviteter, lavede kaffe til sin mand og kyssede ham farvel, før hun kørte ind til sit normalt ret kedelige kontorjob – står her, med en smuk, nøgen, bevidstløs pige, som jeg indenfor den næste times tid skal nyde, udforske og aflive.

Jeg knæler ned ved siden af den bevidstløse pige, læner mig ind over hende og lægger forsigtigt hendes hoved ned på sofaen, før jeg kærligt stryger håret væk fra hendes ansigt. Hun er kun 20 år. Blot tre år ældre end min ældste datter. Jeg er en kærlig mor og Anni er ikke meget andet end en stor pige. Alligevel har jeg allerede gjort forfærdelige ting ved hende, og jeg er kun akkurat lige begyndt.

Normalt er mit job ret kedeligt. Jeg sidder på kontoret og glor på overvågningsbilleder, lytter til telefonsamtaler, analyserer internettrafik og den slags. Det er metodisk og tidskrævende arbejde, det er der ikke meget James Bond over. Og så en gang i mellem, så kommer jeg ud i felten til et job som det her, og så er det ligesom jeg træder ind i en helt anden verden.

Dem der kender mig privat, vil nok sige, at jeg er en ret almindelig kvinde. Måske endda lidt til den bløde side. Jeg er høflig, empatisk og lyttende, jeg nyder at hygge om mine medmennesker og går op i at alle har det godt. Jeg elsker mine børn og min mand og der er intet jeg ikke ville gøre for min familie. På overfladen er jeg nok, som kvinder er flest.

Ingen jeg kender, ville nogensinde tro på, at jeg kunne finde på at misbruge, torturere og dræbe en ung kvinde. Men det kan jeg. Det vil jeg. Det gør jeg. Når først ordren er givet, så føler jeg ikke længere noget ansvar. Jeg ved, at nogen langt oppe i systemet har truffet beslutningen. Hvis ikke jeg følger ordren, så får de en af de andre agenter til det. Det er ikke mig der har besluttet, at denne dejlige pige skal dø i dag. Jeg bestemmer kun hvordan.

Anni trækker vejret dybt, mens jeg roder i tasken efter de remedier jeg har taget med. Jeg har forberedt mig godt. Jeg overlader intet til tilfældighederne. For mig er det at dræbe ikke bare en handling, det er et forløb, en proces, en oplevelse. Selvfølgeligt, hvis det er i kampens hede, eller en person jeg på ingen måde har nogen sympati for, så kan det godt gå hurtigt. Men hvis det er en smuk og spændende kvinde, så tager jeg mig den tid der skal til.

Nogen vil måske hævde, at jeg udnytter min position til at tilfredsstille min nysgerrighed og seksuelle lyster, og at jeg kunne aflive mine ofre på en langt hurtigere og mindre smertefuld vis. Til det kan jeg kun sige, at de har fuldstændigt ret. Jeg har gjort op med mig selv, at jeg vil have mere ud af at dræbe, end blot at tilfredsstillelsen ved at udføre mit job. Jeg vil have en personlig oplevelse ud af det.

Det virker måske grusomt, at jeg accepterer at mit offer skal lide, for at jeg kan få en oplevelse. Men da er der bare to ting man skal huske på. For det første, så skal mit offer jo alligevel snart dø. Det er ikke så det jeg udsætter dem får giver dem traumer, som de skal kæmpe med resten af deres liv. De oplever måske smerte og ubehag, men det er kun i det korte øjeblik det står på. Når jeg slukker deres liv, sletter jeg også alle erindringer om det de har gennemlevet i deres sidste minutter.

For det andet, så er det ensomt at være agent. Stort set alt er klassificeret. Jeg kan intet fortælle til mine venner og familie. Jeg kan kun dele mine oplevelser med den psykolog, Efterretningstjenesten har ansat. Det er ikke nok. Det er som udgangspunkt hårdt og opslidende at slå ihjel. Hvis jeg ikke havde fundet en måde at nyde denne del af mit arbejde på, så ville jeg blive bimlende sindssyg.

Jeg har fundet tragten frem og flasken med gift. Nu skal jeg bare have hældt giften i den stakkels pige, så er hendes skæbne beseglet. Hun er stadig helt væk. Hun aner ikke hvad der foregår omkring hende, og det skal hun være glad for. ’Nyd din drømmeløse søvn, så længe den varer.’ Hvisker jeg og smiler. ’Når du vågner, skal du opleve dit livs absolut værste mareridt.’

Jeg får det måske til at lyde, som om jeg har dræbt en masse mennesker. Det har jeg ikke. Kun otte i alt, fire af dem var i kamp og en var en helt regulær henrettelse af en saudiarabisk forretningsmand. Men de sidste tre var ganske interessante henrettelser af unge, smukke kvinder. Jeg kan huske alle tre i detaljer. Den første var en dansk pige, Josefine Rasmussen, en helt almindelig teenagepige, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

’Så, lille skat, nu skal du snart have en lille drink.’ Hvisker jeg og stirrer ned på Annis ansigt. Hun minder faktisk lidt om Josefine, bort set fra at Josefine havde lyst hår. Jeg kvalte Josefine med mine bare næver. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg kunne mærke hende kæmpe for sit liv og jeg stirrede ind i hendes øjne, da lyset gik ud. Det var i det øjeblik jeg opdagede, at jeg blev seksuelt opstemt, når jeg slog en smuk kvinde ihjel.

Den anden var en kollega, Mette Krogh Damgaard. Hun var en ung, ambitiøs IT pige, som servicerede nogle af vores kontorsystemer. Vi fandt ud af, at hun downloadede hemmelige dokumenter fra vores server, som hun havde tænkt sig at offentliggøre. Vi ville ikke risikere et dansk Snowden cirkus, så jeg måtte slukke hendes lys. Jeg gav hende håndjern på, trak en pose over hovedet på hende, og masturberede mens hun blev kvalt.

Jeg tager forsigtigt fat i Annis læber. De er bløde og varme. Jeg trækker dem fra hinanden, så jeg kan se hendes nydelige, hvide bisser. Hun har flotte tænder. Hun har passet på dem, den søde pige. Den tredje pige jeg slog ihjel, Tanaka Magwa, havde ogsl rigtig flotte tænder. Hun var en af Mugabes haremspiger, der var rejst til Danmark, for at friste danske politikere med sex, mod til gengæld at stemme for ophævelse af EU sanktioner mod Zimbabwe.

Hun var mørk som ibenholt, havde langt, sort, krøllet hår, en fantastisk slank krop, og faste, struttende ungpigebryster, der stod som to missiler ud fra hendes krop. Hun havde også intense, dragende øjne og et frækt, imødekommende smil. Hun fik dog aldrig brugt sine evner som forføreriske, for jeg stak hende tre gange i maven med en kniv, og knugede hende ind til mig, mens hun, grædende som et lille barn, langsomt blødte ihjel.

Jeg stikker min tommeltot ind mellem Annis flotte bisser og trækker kæben ned. Hendes mund åbnes. Jeg kan se hendes fine, lyserøde tunge, og jeg kan se langt ned i halsen på hende. Hun trækker vejret dybt og hendes drøbel svinger frem og tilbage i takt med hendes åndedræt. Hvor er hun dog kær. Jeg nyder hver en detalje ved den dejlige, unge pige.

Jeg husker også alt fra Josefines-, Mettes- og Tanakas henrettelser. Hver en centimeter af deres unge, dejlige kroppe, hvert et ord, hver en bevægelse, hver en tåre, hvert et snøft, hvert et desperat blik i deres smukke øjne. Specielt det sidste, det allermest intense, det de alle tre sendte mig, i det øjeblik de døde. Jeg vil altid huske dem. Josefine. Mette. Tanaka. De er lysende juveler i mine minders skatkammer.

Jeg tager tragten og placerer den i Annis mund. Da jeg slipper hendes kæbe, glider den i, så hun blidt bidder sammen om tragten. ’Snart er det din tur, lille skat.’ Hvisker jeg og ser hengivent ned på den unge, smukke pige. ’Snart vil du også blot være et kært og dejligt minde. Tro mig, jeg vil huske dig til den dag jeg dør.’

Det er sandt. Jeg glemmer aldrig de dejlige piger jeg har slået ihjel. Jeg tænker på dem næsten hver dag. Når jeg smører madpakker til ungerne, når jeg stryger min mands skjorter, eller mens jeg støvsuger. Når hverdagen trænger sig på og bliver lidt for kedelig, så genkalder jeg mig en af pigernes dødskamp for mit indre blik. Det kan sætte krydderi på stort set en hvilken som helst aktivitet.

Jeg tager flasken med gift. Jeg stønner ophidset, og mærker en dejlig, prikkende fornemmelse i min krop, idet jeg tipper den en smule. De dødbringende dråber løber ud af flasken, ned i tragten og ned i Annis mund. Det kære væsen fortrækker ikke en mine. Hun er stadig bevidstløs og lykkeligt uvidende om den skæbne jeg i dette øjeblik påtvinger hende.

Selv om jeg har truffet et bevidst valg, om at lade mig selv nyde mine ofres sidste minutter i denne verden, så betyder det ikke, at jeg ikke har ondt af dem, eller jeg ikke kan sætte mig ind i de lidelser jeg påtvinger dem. Jo, jeg har ondt af dem, og jo, jeg kan føle deres lidelse og deres smerte. Men det gør det blot til en endnu mere personlig on intens oplevelse.

Jeg skubber Annis kæbe i. Hun synker instinktivt væsken i sin mund. Det stakkels væsen, hun aner ikke, at hun netop har dømt sig selv til døden. End ikke de dygtigste læger i verden vil kunne redde hende nu. Selv den smule gift, som hun allerede har optaget gennem slimhinderne i hendes mund og svælg, vil være nok til at dræbe hende.

Hvis hun kommer på hospitalet lige nu, og fik en øjeblikkelig udpumpning, vil den smule gift hun allerede har optaget, langsomt lukke ned for hendes inder organer hen over de kommende par uger. Hun ville dø langsomt og i ekstrem smerte. Heldigvis for hende, er jeg ikke så grusom. Jeg har givet hende fem gange den dødelige dosis. Hun vil dø i løbet af en times tid eller to.

Jeg tager tragten og flasken og lægger dem tilbage i min taske, mens giften langsomt spreder sig gennem Annis krop. Den biologiske og kemiske proces er ubønhørlig. Hendes egen krop er hende værste fjende. Hendes slimhinder og mavesæk optager giften, den spreder sig til hendes blod, som hendes hjerte pumper rundt i kroppen. Den forgifter hendes hjerne, hendes nervebaner, hendes indre organer.

For hvert sekund der går, for eneste hjerteslag, rykker hendes død nærmere og nærmere. Hun opfatter intet. Hun er stadig helt bevidstløs. Det kribler dejligt i min mave, når jeg tænker på, at hun på et tidspunkt vil vågne op, og jeg så vil fortælle hende, at hun er dømt til døden og hendes liv ikke står til at redde. Jeg er sikker på, at det bliver noget af en oplevelse.

Jeg har taget et nøgle kraftigt silkereb med. Det er både ufatteligt stærk og samtidig dejligt blødt. Det vil jeg bruge til at binde Anni, så jeg har kontrol over hende, når hun engang vågner op. Hun vil være hjælpeløs i de sidste minutter, hun vil være bundet og ude af stand til at flygte eller kæmpe imod, mens jeg nyder hendes sidste intense øjeblikke i denne verden.

Jeg er allerede dejligt varm og våd mellem benene. Jeg har lyst til at røre ved mig selv, men jeg modstår fristelsen. Det bliver der masser af tid til senere, og jeg vil ikke allerede nu udløse den seksuelle spænding, som langsomt bygger sig op i min krop. Jeg ved, at det bliver så meget bedre, hvis jeg venter.

’Så, Tornerose, nu skal vi lige have dig vendt om på maven.’ Siger jeg og lægger en arm under Annis ben. Hendes hud føles vidunderlig mod min, varm, bløde og dejlig. Hun er virkelig en skøn pige, og da jeg langsomt vipper hende om på maven, præsenterer hendes dejlige popo sig helt fantastisk for mit syn. Hendes baller, hendes lår, hendes lægge, det er virkeligt et smukt syn.

Jeg ved, at de fleste af mine kolleger, ville have grebet det her an på en helt anden måde. De ville have ventet ude i trappeopgangen og skudt en kugle i nakken på Anni, da hun kom hjem fra gymnasiet. Hun ville være død på stedet og agenten ville være skredet med det samme. Kynisk, klinisk, koldt. Jeg kunne aldrig få mig selv til at dræbe en smuk kvinde på den måde.

Jeg lader mine hænder glide ned af hedes ryg, mens jeg betragter hende med dyb beundring. Hendes hofters delikate kurver, hendes flotte talje, hendes velformede rygmuskler, hendes ranke rygsøjle og markerede skuldre. Hun er virkelig smuk. Alt ved hende er smukt. Hun fortjener langt bedre end at blive aflivet som en dyr.

At dræbe hende koldt og kynisk ville simpelthen være spild. Et sørgeligt og tragisk spild. Nej, den dejlige pige må og skal nydes, hun skal værdsættes som den smukke og fantastiske kvinde hun er. At hun skal dø, er ikke nogen undskyldning for at være uempatisk. Jeg skal nyde hende. Det er min pligt.

Jeg tager forsigtigt fat om hendes håndled og lægger dem over kors på hendes smukke balder. Hendes fingre er lange og slanke. Elegante. Hver en detalje, hver en centimeter af hendes krop er vidunderlig, smuk, uimodståelig. Hvorfor føler jeg mig altid så voldsomt tiltrukket af de kvinder jeg skal dræbe?

Jeg er bestemt ikke lesbisk, jeg er vel knap nok biseksuel. Jeg eksperimenterede en smule med pigesex, dengang jeg gik i gymnasiet, men efter jeg mødte min mand, har jeg ikke været sammen med en kvinde. Jeg har ikke engang haft lyst til det. På nær de kvinder jeg har slået ihjel. Dem har jeg fundet helt uimodståelige.

’Sådan, lille skat, nu vil du være helt hjælpeløs, når du engang vågner. Så behøver du ikke spilde din sidste tid på at kæmpe imod det jeg vil gøre ved dig.’ Hvisker jeg, idet jeg binder rebet godt fast om hendes håndled. ’Så kan vi bruge de sidste dyrebare minutter af dit liv på at nyde hinanden i stedet.’

Måske er det deres hjælpeløshed, måske er det det faktum, at jeg kan gøre med dem hvad jeg vil. Måske er det fordi jeg ved, at jeg er den sidste der kan nyde dem. Måske er det fordi, jeg ved, at ingen vil vide hvad der er sket imellem os. At være sammen med en kvinde, som man ved skal dø, giver en ufattelig frihed. Det er så dejlig uforpligtende. Jeg behøver ikke tænke på andet end at nyde hende.

Jeg bliver færdig med rebet og lader min ene hånd glide op af hendes ryg og den anden ned over hendes dejlige røv. Hun har en utroligt velformet numse. Hendes baller er bløde, men jeg kan mærke, at der er muskler inde under hvalpefedtet. Hun cykler frem og tilbage til gymnasiet hver dag. Det ses tydeligt på hendes røv og hendes ben.

Jeg lægger igen en hånd under hendes lår og griber fat om hendes skulder med den anden. Så vender jeg hende forsigtigt om, så hun ligger på ryggen med sine fantastiske bryster pegende op i loftet. Hun er klar. Jeg har hældt giften i hende. Hun er dømt til at dø, og hun er bundet og hjælpeløs.

’Sådan, lille skat, det var det. Nu er du klar. Nu skal jeg bare nyde dig.’ Hvisker jeg, mens jeg med sitrende fingre, en sitren der spreder sig til hele min krop, lader mine hænder glide ned over hendes vidunderlige mave, hendes bryster, hendes skuldrer. Hun er varm og blød og vidunderlig at røre ved. Hun er uimodståelig og hun er min.

Fortsættes…

Killing her softly: Overvindelsen

Da den russiske ambassadørs datter, den dengang 18-årige, Anikina Valentinovna, efter et større skænderi med sin fader, besluttede sig for at flytte ud af ambassadørboligen og ind i en lejlighed udenfor Gentofte, vakte det selvfølgeligt Efterretningstjenestens nysgerrighed. Jeg og to af mine kolleger blev sat på sagen. Vi skulle holde øje med hende, og se, om hun holdt kontakten til sin familie, og om hun eventuelt kunne malkes for informationer om sin far.

Det startede som en ren rutinemission, men for mig udviklede det sig hurtigt til meget mere end det. Vi fik installeret minikameraer i hendes lejlighed, og jeg fulgte Anikina, eller Anni, som hun kaldte sig selv, når hun var sammen med sine danske venner, fra hun kom hjem fra gymnasiet om eftermiddagen, til hun stod op og tog af sted næste morgen.

Jeg følte mig hurtigt tiltrukket af den unge kvinde. Ikke nok med, at hun var en utroligt køn pige, der var også noget ganske særligt over hende, en slags tænksom og reflekterende melankoli, som fik hende til at virke både intelligent og følsom, og som jeg fandt utroligt tiltrækkende. Jeg begyndte at tage flere og flere dobbeltvagter, og mere og mere aften- og nattearbejde, så jeg kunne følge hende så meget som muligt.

Efter nogle måneder, kendte jeg hvert et aspekt af hendes liv. Jeg vidste hvad hun så i fjernsynet om aftenen, jeg vidste hvad hun bedst kunne lide at spise, hvilken musik hun lyttede til, hvordan hun børstede sit hår, hvordan hun klædte sig af og klædte sig på, og hvordan hun stimulerede sig selv, når hun troede, at der ikke var nogen der kiggede på.

Jeg vidste, at hun altid smed tøjet, når hun kom hjem fra gymnasiet eller et studiejob. Hun tog det langsomt af, mens hun nynnede en af sit hjemlands mange stolte sange. Det var som om hun virkelig nød at være alene, mens hun langsomt klædte sig af. Hun havde næsten aldrig gæster med hjem. Jeg tror ikke hun var ensom. Jeg mener, hun var både smuk og intelligent, hun kunne ikke have svært ved at finde venner, men hun nød bare sit eget selskab.

Der er ikke noget smukkere, end en kvinde der hviler i sig selv. Måske var det derfor, jeg blev så vild med hende. Hun virkede altid rolig og afslappet, selv om jeg vidste, at hun ikke have noget let liv. Hendes familie havde droppet al kontakt og havde slået hånden af hende. Hun måtte klare sig for sin SU og nogle småjobs. Og hun klarede det flot, syntes jeg. Hun klarede det også rigtig godt i gymnasiet.

Hvor jeg dog elskede at sidde i overvågningslokalet, med de seks lysende monitorer, og følge med i hendes liv. Specielt elskede jeg eftermiddagene, når hun kom hjem efter en arbejdsom dag, og langsomt tog tøjet af. Så zoomede jeg ind med kameraet inde i stuen og satte computeren til at optage direkte ned på mit personlige USB drev. Hun smed altid sin taske i sofaen, knappede sin top op og trak den af, så jeg kunne nyde hendes sarte skuldre og hendes smukke flade mave.

Når hun havde fjernet toppen, gik hun videre til nederdelen. Den første knap drillede næsten altid, men det generede hende ikke. Hun havde ikke travlt. Hun fik den altid op, trak lynlåsen ned og lod nederdelen glide ned om de smukke ankler. Hun havde lange, smukke ben og dejlige, brede hofter. Hun var på alle måder en flot kvinde, og jeg blev aldrig træt af at betragte hende.

Desværre viste det sig hurtigt, at Anni ikke var helt så uskyldig, som man kunne tro ved første øjekast. Vi aflyttede hendes telefon og overvågede hendes internetforbindelse. Hun modtog krypterede informationer fra diverse servere i USA og Europa, som hun med en USB-nøgle overførte til et drev henne på gymnasiet, hvorfra hun sendte dem videre til en server i Ukraine.

Hendes smukke, lange kastanjebrune hår bølgede i fuldendte kaskader ned over hendes skuldres og brysters delikate kurver, idet hun bøjede hovedet forover og fumlede med sin Bh. I de øjeblikke var hun så vidunderligt smuk, at jeg ønskede, at jeg kunne tage hende i mine arme og klemme hende ind til mig. Jeg blev altid så varm i hele min krop, når jeg så hendes stå der.

Jeg overvågede hende i næsten to et halvt år. Jeg lærte hende at kende bedre end noget andet menneske jeg før har kendt. Nogle gange var det næsten som om, at jeg var der, sammen med hende i lejligheden, så tæt følte jeg mig knyttet til hende. Jeg begyndte også at se de film hun så, høre den musik hun hørte, og læse de bøger hun læste. Det var næsten som om, at hun var min bedste veninde.

Når jeg sad der bag skærmen, ville jeg altid udstøde et lille gisp, når hun fik Bh’en op og det bløde stof gled ned og afslørede hendes bryster bløde, sarte og fuldendte kurver. Hvis jeg var alene på vagt, kunne jeg godt finde på at lade min højre hånd glide ned i mine bukser eller nederdel, så jeg kunne mærke min egen varme gennem mine trussers tynde stof.

Selv om de data hun modtog var krypterede, lykkedes det væres IT eksperter at få adgang til det meste indhold. Det var næsten alt. Lækkede efterretningsdokumenter, data om kendte personer i vesten, industrihemmeligheder, you name it. Det var en guldgrube for Efterretningstjenesten, men det var en katastrofe for vores allierede, at de data blev sendt videre til en ukendt modtager.

Det kriblede i hele min krop, når hendes elegante, slanke fingre fandt frem til kanten af hendes blondetrusser. Hun havde næsten altid sorte blondetrusser på. De så knaldgodt ud mod hendes blege hud. Hun trak dem langsomt ned over sin røv, næsten som om hun nød at mærke det bløde stof mod sin mås. Hvis jeg var alene, ville jeg presse hånden i mine trusser ind mod mine opsvulmede skamlæber, i det øjeblik trusser gled ned mellem hendes knæ.

Heldigvis fik vi sporet modtageren af de data, og gav informationerne videre til CIA. De havde en del agenter i Ukraine, og de tog sig af det der skulle tages sig af dernede. Anni blev ved med at hente og videresende data, tilsyneladende uvidende om, at hendes kontakt i Ukraine ikke længere var i live til at modtage dem.

Når hun var nøgen, satte hun sig ned på sofaen og trak fødderne op på sofaen og knæene op under hagen. Så sad hun der og masserede let sine fødder i et par minutter, mens hun blev ved med at nynne hvad det nu end var hun havde på læberne. Hun havde smukke fødder. Hun passede også godt på dem, og hun nød tilsyneladende sine egne ømme kærtegn.

En dag fik vi et opkald fra CIA. De havde fundet kilderne til de data hun sendte videre. De havde afhørt en agent, som indrømmede, at han havde hvervet Anni til at hjælpe den russiske efterretningstjeneste. Sagen var dermed opklaret og fuldt belyst. Da jeg hørte det, blev jeg straks trist til mode, for jeg ville savne at have Anni i mit liv.

Når hun havde masseret sine fødder i nogle minutter, ville hun stille og roligt sprede sine ben og begynde at massere sit skridt. I dag var ingen undtagelse. Men i dag er ikke som de andre dage. For i dag ser jeg hende ikke på skærmen, jeg ligger i stedet med bankende hjerte bag hendes sofa. Da hun begynder at stønne, rejser jeg mig langsomt op på knæ.

Jeg har modtaget ordre til at eliminere hende. Det har jeg tænkt mig at gøre. Selv om jeg har lært at holde af den dejlige pige, bliver jeg nødt til at slå hende ihjel. Når missionen nu alligevel skal slutte, er jeg faktisk glad for, at den skal slutte sådan her. Jeg er ked af, at hun skal dø, men jeg er samtidig glad for, at jeg nu får mulighed for at møde hende i virkeligheden.

Hun kæler stille og roligt med sig selv, mens hun stirrer tomt ud i liften. Jeg ved af erfaring, at hun tager sig god tid, starter stille og roligt, varmer sig selv op, før hun slutter af med fuld gas og den vildeste orgasme. Denne gang vil jeg dog ikke bare se på og jeg vil ikke lade hende komme. Jeg har en lille overraskelse med til hende, og jeg er bange for, at hun ikke vil nyde den nær så meget, hvis hun allerede har fået orgasme.

Mit hjerte hamrer. Jeg er ved at være klar. Om et øjeblik vil jeg melde min ankomst i Annis liv. Jeg må være hurtig, beslutsom og konsekvent. Jeg må fra starten af vise hende, hvem det er der bestemmer. Det stakkels pigebarn har ingen anelse om, hvad der om få sekunder vil ramme hende. Hun sidder bare og leger med sin fisse, som så mange dage før. Men denne gang vil hendes lille leg få en ganske usædvanlig afslutning.

Mit hjerte dunker helt afsindigt i mit bryst, og adrenalinet pumper gennem min krop. Jeg er spændt som en fjeder. Nu er det nu. Nu er det nu! Jeg springer op og lægger en hånd over Annis mund. Der går et voldsomt sæt gennem hende og hun skriger under min hånd. ’Hold kæft, Anni!’ Hvæser jeg og klemmer min hånd hårdt mod hendes ansigt. Hun vrider sig som en vanvittig, men jeg giver ikke slip.

Duften af hendes hår og hendes dejlige, unge krop, er ganske vidunderlig. Jeg kan dufte hendes ophidselse og den friske sved, der er brudt frem på hendes bryst og hendes pande, da hun legede med sig selv. Hendes dufte virker så berusende, at jeg næsten bliver helt svimmel, og kombineret med synet af hendes fantastiske krop der kæmper på sofaen – hendes lange, slanke ben der sparker i luften, hendes bryster der gynge kækt frem og tilbage, hendes arme der flagrer forvirret rundt – det tager næsten helt pusten fra mig.

’Hør her, lille skat, jeg er bare en indbrudstyv. Jeg slår dig ikke ihjel. Jeg kvæler dig bare til du mister bevidstheden, og så er jeg væk.’ Hvisker jeg i hendes øre, idet jeg griber hårdt fat om hendes skulder, så hun kan mærke hvem der bestemmer. Jeg har intet problem med at stikke hende en lille hvid løgn, hvis det betyder, at hun ikke går totalt i panik.

Det ser ud til at virke. Hun slapper en smule af, i hvert fald et øjeblik. ’Du vil mærke en voldsom smerte i dine lunger og dit bryst. Det er helt normalt at blive bange, når man ikke kan få luft.’ Hvisker jeg. ’Men prøv ikke at kæmpe imod. Når du mærker svimmelheden, så bare giv slip og lad sig selv drive med. Det bliver meget lettere for dig på den måde, tro mig.’

Da jeg placerer min pegefinger over hendes næsebor, spjætter hendes krop igen. Men hun kæmper ikke imod. I stedet stiver hun. ’Sådan, ja, god pige.’ Hvisker jeg. ’Nu skal vi bare vente, lille skat, til du stille og roligt falder i søvn, og når du vågner igen, er jeg borte og alt er godt igen. Så kan du komme videre med hvad end det er sådan en smuk, ung pige får tiden til at gå med.’

Hun sidder nervøst på sofaen, og fører både sine arme og ben frem og tilbage, som om hun ikke rigtig kan beslutte sig for, om hun skal stole på mit ord eller kæmpe imod af alle kræfter. Stakkels, unge pige. Jeg kan sagtens forstå hendes indre konflikt. Hun vil gerne have det overstået så let som muligt, men hun vil også gerne overleve. Hvis hun vidste hvorfor jeg var der, ville hun kæmpe imod af alle kræfter. Heldigvis ved hun ikke det.

Hun vælger ikke at kæmpe imod. Stakkels godtroende pigebarn. Hun sidder på sofaen, og lader mig kvæle hende langsomt. Jeg lægger mig kærligt ind over hende, så hun kan mærke mit nærvær. Min hage berører hendes varme pande. Der går et gib gennem min krop. Jeg griber hendes ene hånd med min frie hånd, og giver den et kærligt klem. ’Så, min lille skat, nu er der ikke langt igen, nu er det snart overstået.’

Hendes krop bliver mere og mere urolig. Hendes bryst skyder op og ned, idet hun kæmper voldsomt for at få luft ned i lungerne. Hun klynker smertefuldt under min hånd. Lidelsen fylder hendes smukke, dejlige krop. Hun oplever intens smerte. Jeg har ondt af den stakkels pige, men alligevel gør hendes smerte mig ophidset. Hun skal snart dø og borte for evigt. Hun skal lide, så jeg kan nyde hendes dejlige krop, før det hele slutter.

Pludseligt bliver smerten så voldsom, at hun ikke længere kan rumme den. Hendes hænder flyver op til min hånd, hun griber fat om den og prøver at flå den bort. Men jeg kan mærke, at hun allerede er blevet for svag. Hun har ikke mange kræfter tilbage. ’Ha ha, det er for sent at kæmpe imod, lille skat.’ Klukker jeg og lader en hånd glide ned over hendes smertende krop. Den føles vidunderligt blød og varm.

’Hvis du skulle have haft en chance, lille skat, skulle du have kæmpet imod med det samme, da du stadig havde dine fulde kræfter. Nu er det for sent, kan du forstå det, lille skat, det er for sent.’ Hvisker jeg nyder hendes smerte, hendes desperation og hendes dejlige krop. ’Du er for svag. Du er prisgivet min vilje nu, lille skat. Jeg kan gøre med dig, hvad jeg vil.’

Mine ord tænder atter hendes panik. Hun begynder igen at sparke med benene og flå og kradse i min hånd og min arm. Men det er for sent. Hun kan umuligt stoppe mig, med den smule kræfter hun har tilbage. Jeg kan ikke lade være med at grine. Hendes kamp føles næsten som kærligt drilleri, som når en kattekilling bokser ind mod dig med sine poter i leg. Jeg lægger en hånd på hendes bryst. Det føles absolut vidunderligt.

’Jeg er kommet for at slå dig ihjel, Anikina Valentinovna. Hører du? Du skal dø i dag.’ Hvisker jeg, mens jeg nyder hendes brysts dejlige, bløde fylde i min hånd, og den måde det skvulper rundt på, mens hun kæmper i smerte og desperation. Jeg fortsætter. ’Jeg er agent i Efterretningstjenesten, Anni, jeg har holdt øje med dig i mere end to år. Jeg ved alt hvad du har gjort, og nu slutter det, nu slutter det, min dejlige, lille skat.’

Hun bliver svagere og svagere, men alligevel kæmper hun videre, det køre pus. Smerten og panikken holder hende i et jerngreb, og selv om hun nok kan mærke, at det er meningsløst, tvinger hendes dødsangst hende til at kæmpe imod. ’Men du skal ikke dø nu, ikke sådan her. Jeg kvæler dig kun til du besvimer.’ Hvisker jeg, for at berolige hende en smule. ’Så skal du sove lidt. Og når du vågner igen, så skal du dø.’

Annis kamp bliver stadig mere svag, sporadisk og krampagtig. Hun klynker, grynter, sprutter og savler ind i min hånd. Det stakkels pigebarn er helt ude af sig selv af smerte og rædsel, og hun er helt og aldeles magtesløs – og hun kan mærke det. Hun kan mærke, at jeg holder hendes dyrebare unge liv i mine hænder. Det kan jeg også og det føles helt og aldeles pragtfuldt.

Hun slipper mine hånd. Hendes arme falder slappe ned på sofaen. Hendes krop vrider sig en smule, så ligger den stille. Jeg trækker forsigtigt min tommelfinger lidt væk fra hendes næse. Jeg kan mærke hendes svage åndedræt mod min hud. Hun er bevidstløs, men i live. Jeg sørger for, at hun får en smule luft – bare lige nok til at leve – mens jeg holder øje med, om hun skulle vågne op igen.

Det gør hun ikke. Hun er tilsyneladende helt væk. En blanding af iltmangel og akut stress har fået hendes hjerne til at slå fra. Jeg føler en blanding af lettelse og glæde strømme igennem min krop. Glæde, fordi det lykkedes mig at overmande hende, uden at hun stak af eller larmede så meget, at nogen kunne have hørt hende. Lettelse, fordi hendes lidelse for en stund er forbi. Så længe hun sover, mærker hun hverken angst eller smerte.

Jeg fjerner hånden fra hendes mund. Ingen bevægelse. Jeg griber fat i hendes arm. Den er helt slap, og den dumper ned i sofaen som en streng kogt spagetti, da jeg slipper den. Hun er helt væk, ingen tvivl om det. ’Nå, lille skat, så kom vi så langt.’ Siger jeg, selv om jeg godt ved, at hun ikke hører mine ord. Jeg har ofte talt til hende, mens jeg betragtede hende på skærmene i overvågningsrummet, vel vidende, at hun ikke ville svare.

Mit hjerte hamrer lidt langsommere, og jeg kan mærke, at jeg begynder at slappe en smule af. Jeg har kontrol over situationen. Indtil videre er alt gået som det skal. Jeg er næsten overrasket over, hvor hurtigt og hvor let det er gået. Det er ikke hver dag, at jeg overfalder og kvæler en ung kvinde til hun besvimer, men hvis jeg selv skal sige det, er det gået rigtig fint indtil videre.

’Hvor er du dog smuk og fin, min dejlige lille skat.’ Hvisker jeg, idet jeg kærligt ager hende over håret med min ene hånd, men jeg lader min anden hånd glide op og ned af hendes arm. Hendes hud er så blød og glat, den er helt vidunderligt at røre ved. Hun er bevidstløs, hun er hjælpeløs, denne smukke, dejlige pige. Jeg kan gøre med hende, lige hvad jeg vil, og ingen vil nogensinde stille mig til ansvar for det.

Jeg bliver grebet af en følelse af næsten ufattelig taknemmelighed. Hvor er jeg dog privilegeret, at jeg er lige her, lige nu, at jeg har det her job, og at jeg har fået til opgave at slukke denne smukke, dejlige piges liv. Det er ikke et privilegium jeg tager let på. At skulle tage alt fra et menneske er en monumental opgave og et enormt ansvar. Derfor ser jeg det også som min pligt, at få alt det ud af denne oplevelse, som overhovedet er muligt…

Fortsættes

Noget stort er på vej!

Hej derude,

Vil blot sige, at jeg har fundet nogle fantastiske billeder på nettet, som har inspireret mig til et projekt: En historie i fem afsnit, om en kvindelig agent der dræber en ung kvinde. Jeg håber I vil nyde historie, og at de fem afsnit vil give mig plads til at indfange, alle de tanker og følelser der går igennem hovedet på den kvindelige agent, mens hun dræber. Det bliver en langsom, smertefuld og aldeles erotisk død, så I kan godt begyndet at glæde jer! Som en lille ‘sneak preview’ får I lige et billede af den dejluge kvinder der snart skal dø…

Knus og kys,
Henrettersken

Elsker dig, Nikita Klæstrup

Lidt sen ‘kvindernes kampdag’ hilsen herfra! Vil bare sige, at jeg er helt vild med Nikita Klæstrup, som har et meget simpelt og let forståeligt budskab: Kvinde, vær den du er! Ingen skal sætte dig i bås, hvad enten du er akademiker, prostitueret, nøgenmodel, politiker, eller whatever du vælger at gøre her i livet.

Læs om hende og se en masse vidunderlige billeder på hendes instragram profil.

 

På date med døden

01Jeg har vendt Louises tilbud i mit hoved mindst en million gange, siden jeg mødte hende på scor.dk og hun inviterede mig på den vildeste date, jeg nogensinde var blevet inviteret på i hele mit 26 år gamle liv. Da jeg står foran døren ind til den smukke, klassiske murstensbygning, der ligger diskret i en baggård i det indre København, nager tvivlen mere end nogensinde. Mente Louise det virkeligt seriøst, da hun inviterede mig på denne her date? Og hvis hun gjorde, har jeg så modet til at gennemføre det?

Mit hjerte hamrer helt vanvittigt, da jeg træder op af trappen til døren og banker på det tunge egetræ. Et kort øjeblik håber jeg, at hun ikke er hjemme, eller at hun har givet mig en fake adresse. Måske er det hele bare en joke. Nogle folk elsker at tage røven på andre på nettet. Der sker ikke noget. Jeg banker igen. Venter. Stadig sker der intet. Jeg vender mig for at gå, halvvejs lettet, halvvejs skuffet, da jeg høre døren knirke bag mig.

02’Ditte?’ Spørger en stemme. Det er en smuk, behagelig og varm stemme. Jeg vender mig. Der står hun. Louise. Hun ser ud nøjagtig som på hendes profilbillede. Der er ingen tvivl. Det er hende og hun er ganske ægte. Hun ser sød ud. Hun har et kønt ansigt, kort, mørkt hår, en slank krop og lange, slanke ben. Jeg nikker. ’Ja, det er mig. Og du er Louise?’ Siger jeg. Hun nikker. ’Ja, kom indenfor.’ Siger hun, tager min hånd og giver den et kærligt klem.

Jeg træder ind i en stor, flot entré. Louise er tydeligvis velhavende. Mit hjerte hamre men Louises varme smil får mig til at slappe en smule af. ’Du er meget smukkere i virkeligheden, end du var på sine profilbilleder.’ Siger Louise og lader sit blik glide op og ned af min krop. Jeg er glad. Hun kan lide mig. Jeg kan også lide hende. ’Tak.’ Siger jeg og rødmer. ’Du er også virkelig smuk, Louise.’ Hun smiler endnu breder og fører mig ind i en smuk, lys stue.

03Vi sætter os til rette i hver vores sofa og stater med de sædvanlige klichéer. Vejret, har du haft en god dag, var det svært at finde herhen, hvad laver du til dagligt. Langsomt bliver aftalen mere afslappet og løssluppen. Louise virker som en rigtig sød og åben pige, og jeg nyder blot at lytte til hendes stemme. Hun virker også oprigtigt interesseret i mig. Jeg lytter til hendes livshistorie og hun lytter til min. Efter et par timers samtale, føles det næsten som om, at vi har kendt hinanden altid.

’Har du lyst til mig?’ Spørger hun pludseligt. Jeg rødmer. Nikker. Hun smiler. ’Og du er med på hvad der skal ske?’ Spørger hun. Jeg nikker igen. ’Så du er med på, at vi gør det her? Der er ikke noget med at bakke ud.’ Siger hun. Jeg nikker atter. ’Ja, jeg forstår hvad der skal ske og jeg er med på det. Jeg har tænkt så det knagede hele ugen, men jeg er med på det. Det er jeg virkelig.’ Hun smiler. ’Godt. Jeg har også gjort mig en del svære overvejelser, men jeg vil det her. Der er ingen tvivl i mit hjerte.’ Hvisker hun. ’Skal vi ikke starte med at tage et bad sammen og se hvad der sker?’

04Mit hjerte hamrer igen, da vi går ud på badeværelset. Louise trækker sin kjole af. Hun er nøgen nedenunder. Hun har en smuk krop. Flad mave, faste bryster og en glatbarberet fisse med en lille stribe hår på skambenet. Jeg trækker min kjole af. Og så mine trusser. Louise stirrer på mig. Hun ser nysgerrig ud men siger ikke noget. Vi træder tavse og en smule akavede ind i den store brusekabine. Jeg skælver. Hvem tager det første skridt?

Jeg tager en dyb indånding. Så træder jeg hen til hende og lægger armene om hendes mave. Hun lader mig gøre det. Hendes krop er varm og blød og føles vidunderlig mod min. ’Jeg var i bad, lige før jeg kørte. Du dufter også dejligt frisk og ren.’ Hvisker jeg. ’Skal vi ikke droppe badet og gå ind i soveværelset?’ Louise vender sig mod mig med et bredt smil på ansigtet. ’Det vil jeg uendeligt gerne!’ Siger hun. Hendes kinder er røde. Det samme er mine. At hun også er nervøs, før mig til at slappe en smule af.

05Inde i soveværelset vender vi os mod hinanden. Min krop skælver. Jeg tror Louises gør det samme. Hun stirrer ind i mine øjne. Hun tager det første skridt. Det sitrer i hele min krop, da hun lægger armene om mine skuldrer og presser sig ind mod mig. Jeg lægger forsigtigt mine hænder på hendes røv. Den føles vidunderligt. ’Har du været sammen med en pige før?’ Spørger Louise forsigtigt. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, det er første gang.’ Svarer jeg. ’Også her’. Siger hun.

’Jeg ville aldrig have haft mod til det her, hvis det ikke var for vores lille… aftale.’ Hvisker Louise. ’Jeg har længe haft lyst til pigesex, men jeg var bange for, at en af os ville få følelser i klemme, at den ene ville bagtale den anden, eller at det ville blive for mærkeligt, hvis vi nogensinde skulle mødes igen. Men det komme ikke til at ske. Vi ved begge to, at vi aldrig skal møde hinanden igen. Det her er både første og sidste gang vi nogensinde skal ses. Vi kan elske uden bagtanker eller bekymringer. Der er kun os to og denne aften.’

06’Ja, det er perfekt.’ Hvisker jeg og trækker hende over til sengen. Vi glider ned på sengetæppet med armene om hinanden. Vi kysser og kæler, røre og nyder. Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg ligger her, sammen med en anden kvinde. Det føles helt vidunderligt. Endeligt skal jeg prøve det jeg har drømt om så længe, endeligt skal jeg få tilfredsstillet min nysgerrighed og mine inderste lyster. Pludseligt trækker Louise sig op på sin ene albue og stirrer alvorligt på mig.

’Ditte, du er en vidunderlig kvinde. Jeg er usigeligt glad for, at jeg skal gøre det her sammen med netop dig.’ Siger Louise med alvorligt og inderlig stemme. ’Hvis jeg skal dø, så må du love mig, at du altid vil huske denne aften. Og hvis du skal dø, må du love mig, at du vil tilgive mig for, at jeg lokkede dig med til det her.’ Jeg smiler. ’Jeg gik ind til det her med åbne øjne, og det er det mest fantastiske jeg nogensinde har gjort. Jeg elsker dig, Louise, og uanset hvad, vil du og denne aften betyde alt for mig.’ Det bliver de sidste ord i mere ned tre timer, hvor vi elsker intenst, uden begrænsninger, uden forbehold.

07Det er mørkt udenfor, og jeg er udmattet men samtidig lysvågen, da vi tre timer senere står inde i den lille lounge, hvor Louise har gjort klar til den sidste del af vores date. ’OK, lad mig se om jeg har forstået det hele korrekt.’ Siger jeg og skuler nervøst op mod rebet der hænger ned fra loftet. ’Vi skiftes til at trækket et kort. Den første der trækker en joker, stiller sig op på stolen, tager løkken om halsen og sparker stolen væk under sig. Og så… ja, så må naturen gå sin gang.’

’Ja. Og hun gør det frivilligt, uden tårer, uden tøven, uden at tigge for sit liv, eller prøve at undslå sig sin skæbne.’ Siger Louise, som også stirrer op mod rebet. Mon ikke hun, ligesom jeg, tænker på hvordan det mon vil være at hænge der og mærke løkken langsomt stramme sig om halsen? Det er en grusom tanke, men også på sin vis ophidsende. ’Åh gud, døden.’ Hvisker jeg og mærker min krop skælve. Hun nikker.

08Vi går hen til et lille bord. Jeg blander kortene. Louise tager af. ’Hvem starter?’ Spørger jeg. Louise svarer ikke. Hun trækker blot et kort. Det er klør 8. Jeg rækker ud efter et kort med en skælvende hånd. Lide da jeg vender det, er jeg sikker på, at det er jokeren. Heldigvis er det spar dame. Jeg drager et lettelsens suk. ’Fuck, troede lige det var jokeren.’ Hvisker jeg med bankende hjerte. ’Ja, det er spændende, ikke?’ Hvisker Louise. Så trækker Louise igen.

På væggen i stuen, hænger et håndmalet billede, der viser to kvinder der sidder og trækker kort, med en løkke hængende ned foran sig. Har Louise mon malet det? Har hun fantaseret om det her længe? Jeg ved det ikke. Det er også lige meget. Terningerne er kastet. Louise trækker hjerter 2. Jeg trækker mit andet kort. Ruder knægt. Vi bliver ved med at trække på skift. For hver kort, bliver jeg mere og mere nervøs. For hvert kort, bliver risikoen for at trække jokeren større.

09’Åh gud!’ Udbryder Louise, da hun trækker sit niende kort. Det er jokeren i hendes hånd! Mit hjerte springer op i mit bryst og jeg mærker hvordan mine ben skælver. Jeg er lettet over, at det ikke var mig der trak kortet, men samtidig er jeg rædselsslagen ved tanken om det der nu skal ske. ’Åh gud, det er virkeligt jokeren. Jeg har trukket jokeren.’ Hvisker Louise med skælvende stemme, mens hun stirrer lamslået ned på kortet, som om hun knap tror sine egne øjne.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kan se, at hun er helt ude af den. Hele hendes krop ryster, som om hun fryser intenst. Sorg, rædsel og mistro står malet i hendes smukke ansigt. Jeg mærker en knugende fornemmelse i mit bryst. Jeg har ondt af hende. ’Du behøver ikke gøre det, hvis du ikke vil.’ Hvisker jeg. ’Louise, jeg elsker dig, det behøver ikke at slutte sådan her.’

10’Jo. Det er min skæbne. Du aner ikke hvor længe jeg har fantaseret om det her. Lige siden jeg fandt billedet derovre på et loppemarked, har jeg drømt om denne aften. Om at elske med en anden pige, vel vidende at hun eller jeg skulle dø. Og om at stå ansigt til ansigt med døden, enten ved at se en anden kvinde dø, eller ved selv gå døden i møde.’ Hvisker Louise, mens hun stirrer op på løkken og tager et par skælvende skridt hen mod stolen.

’Det skal ske. Jeg skal dø. Jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg tilbragte min sidste aften i denne verden, med at elske med så smuk og dejlig en kvinde som dig, Ditte.’ Hvisker Louise, idet hun lægger jokerkortet på bordet, går hen til stolen og tager håndjernene i sine hænder. ’Jeg vil have dem her på, så jeg ikke griber fat i rebet, hvis jeg skulle gå i panik.’ Siger hun. ’Hvis jeg griber fat i rebet, vil det kun trække min lidelse i langdrag.’

11’Er du virkeligt sikker på det her?’ Spørger jeg, idet hun rækker mig håndjernene. Hun nikker. Jeg sætter håndjernet om hendes ene håndled. Hun lægger sin ene hånd på sit bryst, som for ar mærke sit eget hjerte banke. ’Jeg er bange, men sandt at sige, er jeg også lykkeligere lige nu, end jeg nogensinde har været før.’ Hvisker Louise. ’Jeg behøver ikke bekymre mig om noget som helst længere. Om at blive gammel, om at blive syg, om ikke at slå til, om ikke at være elsket. Det betyder intet længere. Jeg skal dø, og jeg skal dø mens jeg er elsket.’

’Ja, det skal du, Louise. Jeg elsker dig. Du er et fantastiske menneske, og jeg er glad for, at jeg lærte dig at kende.’ Siger jeg og smiler melankolsk. ’Blot en skam, at vores bekendtskab skulle blive så kort.’ Louise smiler. ’Kort, men intenst og vidunderligt.’ Siger hun. ’Jeg ved ikke, om du har mod til det, men det vil betyde meget for mig, hvis du vil blive og se mig dø. Jeg vil helst ikke dø alene, og jeg vil også gerne have, at du skal bevidne mine sidste øjeblikke i denne verden.’

12’Jo, det vil jeg gerne.’ Svarere jeg oprigtigt. Jeg er rædselsslagen ved tanken om, at skulle overvære denne dejlige kvindes dødskamp, men tanken pirrer mig også. Hvordan vil hun reagere? Hvor længe vil hun være om at dø? Hvad vil der helt nøjagtigt ske? Tanken om døden fylder mig med frygt, men også med intens nysgerrighed. Desuden virker hun utroligt afklaret med det der skal ske, og vi havde jo aftalt spillereglerne på forhånd. Jeg hjælper hende op på stolen.

’Jeg ved ikke, om du allerede har gjort dig nogle tanker, eller haft nogle fantasier om det her, Ditte. Men jeg vil langsomt blive kvalt. Du vil se de mest intense følelser i mit ansigt, efterhånden som jeg nærmer mig dødsøjeblikket, og du vil se min nøgne krop sprælle og spjætte.’ Hvisker Louise. ’Du må ikke prøve at redde mig. Du må lade mig dø. Du må ikke have ond af mig. Og hvis du skulle blive seksuelt ophidset af min dødskamp, må du ikke skamme dig over det. Faktisk vil det kun glæde mig, hvis du får nydelse ud af min død.’

13’Jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere, Louise.’ Siger jeg. Det er sandt. Jeg har ikke den fjerneste anelse, men det forekommer mig dog usandsynligt, at jeg vil blive seksuelt opstemt. ’Det er OK. Vi må tage det som det kommer. Bare lov mig, at du ser på mig hele tiden, indtil jeg dør.’ Hvisker Louise, idet hun lægger løkken om sin egen hals. ’Du skal se mig, du skal indprente dig hver en af mine bevægelser og du skal huske det resten af dit liv.

’Det lover jeg.’ Siger jeg, samler hendes hænder bag hendes ryg, og låser den sidste del af håndjernet. Jeg kysser hendes ene balde, og nyder den dejlige, varme, bløde hud, vel vidende, at det er sidste gang jeg skal røre ved hendes dejlige, levende krop. Det sitrer i hele min krop. Det kribler i min mave og mit bryst. Det lyder måske mærkeligt, men at være så tæt på døden, får mig til at føle mig mere levende end nogensinde før.

14Da jeg sætter mig til rette på chaiselongen, er det næsten som om jeg tager plads i cockpittet på et rumskib. Jeg ved, at jeg om lidt vil forlade den verden jeg kender, og bevæge mig ind i et ukendt univers. Men det er ikke kun min verden der vil forandre sig, det er også mig selv. Det er jeg ikke i tvivl om, selv om jeg ikke er sikker på hvordan. Louise står på kanten af stolen. Hendes krop er stiv som et bræt og hun trækker vejret dybt, som for virkeligt at smage på den luft, hun snart skal nægtes.

’Jeg håber ikke, at det her kommer til at give dig problemer, Ditte. Jeg har deponeret et brev ved min advokat. Hvis jeg ikke ringer til ham inden kl 15:00 i morgen, vil han åbne det og læse det. Det forklarer alt.’ Siger Louise med anspændt stemme. ’Hvis politiet rensager min lejlighed, vil de også kunne læse alt om det i min dagbog. De vil kunne se, at det er noget vi sammen har planlagt, at jeg gjorde det firvilligt, og at du på ingen måde tvang mig. Håber det er nok. Jeg elsker dig, Ditte. Farvel.’

15Med de ord gør Louise det modigste jeg nogensinde har set i mit liv. Hun sparker stolen væk under sig og træder ud i den tomme luft! Der går et gys gennem min krop, og jeg gisper af overvældelse, da løkken strammes om Louises smukke, slanke hals. Hendes reaktion er voldsom. Rædsel og smerte lyser ud af hendes øjne. Hendes krop vider sig helt vanvittigt, og hun sparker med benene i luften, som for at finde fodfæste.

Det er tydeligt, at hun lider. Det er tydeligt, at hun fortryder, at hun ville give alt for at mærke stolen under sine fødder igen. Alligevel rejser jeg mig ikke. Jeg ser på med intens interesse og ærefrygt, mens jeg nyder hvordan det kribler i min mave og mit bryst. Du må ikke prøve at redde mig. Du må lade mig dø. Jeg husker tydeligt hendes ord. Måske var det netop visheden om, at hun skulle opleve den ultimative rædsel, fortrydelse og hjælpeløshed, der drev hende til at gøre det her. Det vil jeg ikke nægte hende.

16Smerten og rædslen i Louises øjne bare vokser og vokser, for hvert intenst sekund der passerer. Det kribler i hele min krop, og jeg lader min hænder glide op og ned over min mave, mine lår, mine bryster. Jeg må indrømme, at jeg finder synet af Louises hjælpeløse, døende krop intenst erotisk. Pludseligt går det op for mig, at det er et fantastisk kunstværk, jeg er vidne til. Louise legemliggører både livets skønhed og livets grusomhed, i den smukke, brutale og groteske dans, hun danser for enden af rebet.

Pludseligt er det som om hver en krop i Louises krop går i krampe på en gang. Hun bliver stiv som et bræt. Hun dirrer voldsomt, som en spændt bue. Rædslen lyser ud af hende øjne. Så ser jeg en grusom erkendelse i hendes blik, et sekund før hendes øjne ruller op i hovedet på hende og små sprøjt af urin forlader hendes underliv. Jeg lader en hånd glide ned til mit skridt. Jeg når blot at strejfe min klitoris, før jeg kommer med et brøl. I det øjeblik dør Louise.

17Jeg sidder et øjeblik og nyder orgasmens intense efterglød, mens jeg lettet trækker den friske, kølige luft ned i mine lunger. Jeg kan kun alt for levende forestille mig, hvad Louise mærkede i det sidste øjeblikke. Den brændende fornemmelse i hendes lunger, den ubærlige trang til at få frisk luft ned i lungerne. Pludseligt er ufatteligt taknemmelig for noget som simpelt som at trække vejret. Men jeg er endnu mere taknemmelig for den smukke, dejlige kvinde, der har givet sit liv, for at give mig denne vidunderlige oplevelse.

Jeg går over til Louises døde krop, der hænger ned fra loftet, som en sæk kartofler i en snor. Jeg lægger min hånd på hendes bryst. Det giver et gib i min krop. Jeg røre ved et dødt menneske, et lig. Men hun føles stadig varm og dejligt at røre ved. ’Jeg håber, at din oplevelse levede op til alle dine fantasier.’ Hvisker jeg, mens jeg stirrer ind i hendes øjne. Hendes øjenlåg er halvvejs gledet i, og i se små sprækker kan jeg kun se de hvide i hendes øjenæble. ’Det var en smuk oplevelse, at elske med dig og se dig dø, en virkelig, virkelig smuk oplevelse.’

18Jeg tager stille og roligt mit tøj på. Jeg røre ikke ved kortene på bordet. Hvis politiet tager fingeraftryk af kortene, vil jeg have, at Louises fingeraftryk er de friskeste de finder. Politiet vil uden tvivl finde frem til mig. Jeg vil med garanti blive afhørt. Måske sigtet. Men dømt? Jeg ved det ikke. Medvirken til selvmord? Måske. Bør jeg melde mig selv? Jo, det vil jeg. Det vil helt sikkert hjælpe min sag. Da jeg er påklædt, tager jeg min telefon frem fra tasken.

’Jeg vil aldrig glemme dig. Aldrig nogensinde.’ Hvisker jeg, mens jeg tager en masse billeder af Louises døde krop. Hvor er hun dog smuk, som hun hænger der. Det ultimative billede på menneskes kødelighed. Udslukt, afsluttet, opbrugt. For hende er der intet tilbage. Jeg vil ære det offer hun bragte for mig, og sørge for, at hendes fantasi og vision lever videre. Jeg vil finde andre smukke, unge kvinder, og spille det spil hun lærte mig. Det er sådan jeg skal dø. Før eller siden bliver det mig, der trækker jokeren. Før eller siden bliver det mig, der lægger løkken om halsen og træde ud i evigheden. Det accepterer jeg. Det er min skæbne…

The Bodyguard – En stjerne slukkes

Caroline Engelhardt vil altid have en plads i mit hjerte. Hun var international sangstjerne og rejste kloden rundt. Hun skrev også rejsebøger om de steder hun besøgte, og hun optrådte i fjernsynet, både med sin sang og i diverse rejseprogrammer. Hun havde et gudbenådet talent, en utrolig indre power, og en attitude der gjorde, at alle mennesker følte sig godt tilpas i hendes selskab. Hun er uden sammenligning det mest vidunderlige menneske, jeg nogensinde har haft æren af at kende.

Under en tourné i Rusland, ragede Caroline af en eller anden grund uklar med de russiske myndigheder, som åbenbart mente at hun kunne være spion. Hun fik inddraget sit pas, så hun ikke kunne forlade landet, mens ’sagen’ mod hende blev undersøgt. Hun kontaktede den danske ambassade i Moskva, hvor jeg var udstationeret. Mine overordnede frygtede, at den russiske efterretningstjeneste kunne finde på at snigmyrde hende, hvis de ikke havde nok beviser til at kunne rejse en sag ved domstolene. Jeg fik derfor ordre til at beskytte hende.

Vi kunne ikke flytte hende hen på ambassaden, da det ville skabe en diplomatisk krise med Rusland, så jeg blev indlogeret i hendes hotelsuite. Jeg fik bragt tøj og mad ud til hotellet af en ansat ved ambassaden, og vi var sammen dag og nat, på hotelsuiten 60 kvadratmeter. Caroline viste sig at være lige så fantastisk i virkeligheden, som hun var på fjernsynet. Det virkede næsten som om, at hun havde dårlig samvittighed over, at jeg skulle bruge al min tid på at beskytte hende, så hun underholdt mig med vidunderlige sange og spændende fortællinger om hendes rejser. Vi tilbragte tre pragtfulde uger sammen, før hun fik sit pas tilbage, med besked om, at hun kunne forlade landet når hun ville.

01’Jeg er virkelig glad for, at du har været her til at passe på mig, Ditte.’ Siger Caroline og smiler op til mig, mens hun kæler for det glas vodka, hun netop har skænket. ’Jeg ved ikke, om jeg reelt var i fare, men du fik mig virkelig til at føle mig tryg. Tak. Tusind tak. Hvis jeg nogensinde kan gøre noget for dig, så må du sige til.’ Jeg gengælder hendes smil, selv om jeg mærker en melankolsk stemning fylde mit sind. I morgen rejser hun tilbage til København. Det gør næsten ondt i mit bryst, så trist er jeg over, at jeg måske aldrig skal se hende igen.

’Det er mig der takker, Caroline. Det har virkelig været en ære og en fornøjelse at passe på dig.’ Svarer jeg. Jeg står bag hendes stol. Jeg har også fået et glas vodka. Jeg drikker normalt aldrig i tjenesten, men her til aften gør jeg en undtagelse. Jeg tager et forsigtigt nip af glasset og mærker øjeblikkeligt varmen fylde min krop. Alkoholen får det til at krible i mit bryst. Eller er det duften af Caroline og synet af hende smukke ansigt og vidunderlige smil?

Jeg har været professionel gennem hele forløbet. Jeg har ikke sagt eller gjort noget der på nogen som helst måde kunne tolkes som upassende. Jeg har lagt låg på mine følelser, og på intet tidspunkt ladet skinne igennem, at jeg virkelig er tiltrukket af Caroline. Jo, jeg har sendt hende lange, varme blikke, når hun havde været i bad, eller klædte sig af for at gå i seng. Men hvis hun ikke har lagt mærke til det, vil hun ikke have nogen anelse om, hvad jeg føler for hende. Tanken om, at hun aldrig skal vide det, får mit bryst til at knuge sig sammen, men jeg kan selvfølgeligt ikke sige noget til hende.

02’Du er ekstremt professionel, Ditte, det må jeg give dig.’ Hvisker Caroline og hæver sit glas. Jeg læner mig ind over hende, for at gengælde hendes gestus, og bliver næsten slået omkuld af den vidunderlige duft af hendes hår og hendes parfume. Vi skåler. Pludseligt lægger hun sin hånd på min. Det sitrer op gennem min arm gennem hele min krop. Hun smiler bredt. ’Jeg har ikke været så tæt på en anden kvinde, i mange, mange år.’ Hvisker hun ’Det har næsten været som at være tilbage på kollegiet, sammen med en god ven, man bare kunne slappe af med og dele alt med.’

Det kribler og svulmer i mit bryst. Hendes smil og glimtet i hendes øjne, hendes kærlige berøring af min hånd, er det blot høflighed, eller er der mere i det? Jeg tør næsten ikke tænke tanken – men kunne det være? ’Øh, tak, Caroline.’ Svarer jeg prøver at få mit blik vendt bort fra hendes smukke, lysebrune øjne. Hun fniser. ’Du behøver ikke at være genert.’ Hvisker hun. ’Jeg syntes, at du er en meget smuk kvinde, Ditte. Jeg… jeg må sige, at jeg virkeligt har nydt dit selskab. På mange måder.’

Jeg mærker varmen tage til i mine kinder. Jeg er normalt meget afmålt og kontrolleret, men lige nu hamrer mit hjerte og min pande og mine håndflader bliver fugtige. ’Tak, dine rosende ord gør mig store ære.’ Svarer jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej, søde, glem nu det der formelle embedsfis. Du behøver ikke være så professionel.’ Hvisker hun og lægger hovedet på skrå. ’Eller måske gør du, Ditte. Det er en del af din personlighed, ikke? Det er en del af hvem du er. OK, så lad os gøre det her på din måde.’ Siger hun og rejser sig fra stolen.

03’Skål, Ditte, og tak for din professionelle og kompetente beskyttelse.’ Siger Caroline, idet hun hæver sit glas og giver mig hånden i en meget formel gestus. ’Jeg har fået mit pas tilbage og har lov til at forlade landet. Jeg må forstå det derhen, at de russiske myndigheder ikke har nogen sag mod mig. Jeg har ikke længere brug for din beskyttelse, Ditte. Du er hermed fritaget fra tjeneste.’ Siger hun og smiler. ’Men jeg håber, at du har lyst til at blive her i aften, ikke i embedsmedfør, men som en ven.’

’Jeg… jo, det vil jeg meget gerne.’ Svarer jeg og nejer dybt. Da jeg atter står oprejst, kan jeg mærke, at der er som om en sten ruller af mit bryst. ’Du vil gerne have, at jeg bliver her?’ Hvisker jeg. Hun nikker. Sommerfuglene i min mave og mit bryst går amok. ’Som en ven?’ Spørger jeg prøvende. Hun smiler. ’Ja, som en ven. En meget nær ven. Måske mere end en ven.’ Hvisker hun og smiler drilsk. ’Jeg mener, du bor fast her i Moskva, ikke?’ Spørger hun. Jeg nikker.

’Det er tre år siden jeg var her sidst, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hertil igen.’ Hvisker Caroline og lægger en hånd på min skulder. Det kribler i hele min krop. Hun smiler varmt. ’Så må vi jo sørge for, at få det bedste ud af den smule tid vi har tilbage.’ Hvisker hun. Jeg nikker. Hun tager et skridt frem mod mig. Hun står helt tæt på mig. Jeg kan atter mærke den berusende duft af hendes hår og parfume. Det er vidunderligt. Hun stirrer ind i mine øjne. ’Jeg ved, at du har lyst til mig.’ Hvisker hun.

04’Åh gud, jeg ved godt, at jeg aldrig nogensinde…’ Begynder jeg, men hun afbryder mig. ’Jeg ville ikke have noget imod det, hvis du lagde en hånd på min røv.’ Hvisker hun og smiler igen. Jeg kigger forbløffet ind i hendes smukke, lysebrune øjne. Hun nikker bekræftende. Jeg tager en dyb indånding. Så lægger jeg forsigtigt en hånd på hendes hofte. Hun stirrer intenst ind i mine øjne. Jeg lader hånden glide over det bløde, sorte stof, ned over hendes hofte og rundt bag hende. Hun fniser. Hendes balle er vidunderlig. Blød, fast, fortryllende.

Hun presser sig ind mod mig, Jeg kan mærke hendes bryster, hendes mave og varmen fra hendes krop. Hun er så tæt på, at jeg kan mærke hendes åndedræt mod min kind. Det er en vidunderlig fornemmelse. ’Jeg lagde godt mærke til dine lange blikke, Ditte. Den måde du så på mig, når jeg ikke havde tøj på, Det fik mig til at føle mig tiltrækkende. Jeg anede bare ikke hvor det her ville føre os hen. Det ved jeg nu.’ Hvisker Caroline. ’Jeg ved det ikke, men jeg tror du er til piger, er det ikke sandt?’

’Jo. Du aner ikke hvor vild jeg er med dig, Caroline. Jeg syntes du er en helt fantastisk og vidunderlig kvinde. Jeg har aldrig mødt nogen som dig, aldrig nogensinde.’ Siger jeg med skælvende stemme, klar til at løbe hen og hoppe ud af vinduet, hvis hun afviser mig. Det gør hun heldigvis ikke. I stedet presser hun sig ind mod mig og lægger en hånd på mit bryst. ’Det er jeg virkelig glad for at høre, Ditte.’ Hvisker hun og smiler bredt. ’Jeg har virkelig lyst til dig. Jeg vil elske med dig.’

05Sommerfulglene eksploderer i mit bryst og det er som om jeg svæver. Jeg har aldrig følt mig så elsket og værdsat i mit liv, som i dette øjeblik. Det er som at finde hjem, efter en lang vandring i kulde og mørke. Jeg lægger en hånd på hendes hofte og en anden bag hendes nakke. Jeg presser hende ind til mig, idet jeg rækker min tunge ud mod hende. Hun åbner sin mund og tager imod mig. Hun smager vidunderligt og hendes læber er dejligt bløde og perfekte.

Det kribler og prikker i hele min krop, som om bølger af elektricitet strømmer gennem mig. Hun giver mit bryst et kærligt klem, mens hendes anden hånd finder frem til min røv, som hun ligeledes kærtegner hengivent. Hendes berøring er blid og betænksom, som om hun prøver sig forsigtigt frem. Er hun mon bange for, at jeg skal trække mig tilbage, hvis hun går for hurtigt frem? Eller er hun selv usikker på, hvad hun har lyst til? ’Har du været sammen med en pige før?’ Spørger jeg, da jeg efter det dejligste kys i mit liv, trækker min tunge ud af hendes mund.

’Jeg har prøvet det et par gange, men det er stadig ret nyt for mig.’ Hvisker hun, lægger sit hoved på skrå og sender mig et frækt smil. ’Hvad med dig?’ Jeg smiler. ’Jeg har en smule mere erfaring.’ Siger jeg. Vi fniser begge to. Hun har en vidunderlig latter. ’Jeg vil gerne gå hele vejen med dig, Caroline. Er du klar på det?’ Hvisker jeg og ser alvorligt ind i hendes øjne. Hun tøver et øjeblik. Så nikker hun. ’Ja, Ditte. Jeg er klar. Nu håber jeg bare ikke, at du syntes jeg er helt håbløs til det.’ Hvisker hun og sender mig et list genert blik.

06’Vi tager bare et skridt af gangen.’ Hvisker jeg og griber forsigtigt den øverste knap i hendes top. Hun smiler. Så nikker hun, som tegn til at jeg må fortsætte. Jeg knapper forsigtigt op. Hendes brysts vidunderlige kurver og perfekte hun afsløres for mit blik. Jeg sukker dybt. Det er så smukt, som paradisets dal. Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes bryst, og nyder følelsen af hendes bankende hjerte under brystbenet.

’Jeg fatter slet ikke, at det her sker. Jeg mener, jeg har hørt alle dine sange, jeg har læst alle dine bøger, jeg har set alle udsendelser med dig i fjernsynet.’ Hvisker jeg ophidset. ’Du er en stjerne og jeg er bare en helt almindelig kvinde. Jeg er virkelig beæret over din hengivenhed.’ Hun fniser igen. ’Laver du sjov?’ Siger hun. ’Jeg er bare en fjollet gøgler. Du er derimod en vaske ægte hemmelig agent, der sætter liv og lemmer på spil for dit fædreland. En super smuk, fræk og farlig femmes fatale. Det er mig der er beæret.’

Hendes vidunderlige ord får min sidste snert af nervøsitet til at smelte bort. Pludseligt er jeg ikke bare en fjollet pige, der møder en stor stjerne, pludseligt er vi to ligeværdige individer, der begærer hinanden. Jeg lukker hendes top helt op og trækker forsigtigt ned i hendes Bh. Hendes bryster er velformede og mælkehvide, med små, vidunderlige, lyserøde brystvorter. ’Åh gud hvor er du fantastisk.’ Hvisker jeg. ’Tak.’ Svarer hun med et smil. ’Du må gerne smage.’

07Jeg lægger forsigtigt en hånd på hendes bryst. Det er lige så vidunderligt, blødt og dejligt at røre ved, som det ser ud. Jeg bøjer mig ind over hende og rækker tungen ud. Hun nikker opmuntrende. Jeg fører min tunge ned til hendes bryst. Der går et frydefuldt gys gennem min krop, da jeg mærker hendes perfekte brystvorte mod spidsen af min tunge. Jeg fører min tunge i små cirkler rundt om hendes brystvorte, nyder den både friske og salte smag af hendes hud, og mærker hvordan hendes brystvorte langsomt bliver hård.

’Åh gud ja, det føles vidunderligt!’ Stønner Caroline. Hendes ophidselse tænder mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver helt varm mellem benene. Jeg er klar, men jeg må tage det stille og roligt med Caroline. Hun nusser mit øre og min hals, mens jeg bliver ved med at slikke hendes bryst. Hendes berøring er vidunderlig. Det er som om hun ønsker at udforske hver en centimeter af min krop. Det er som om hun virkeligt ser mig, som den kvinde jeg er, som den kvinde jeg altid har ønsket at være.

’Du er virkelig en smuk kvinde, Ditte.’ Hvisker hun, mellem små, frydefulde støn. ’Du har et virkeligt spændende udseende. Eksotisk. Sofistikeret. Jeg tror aldrig, jeg kunne blive træt af at se på dig.’ Jeg smiler og giver hendes brystvorte et forsigtigt nip med tænderne. Hun stønner dybt og inderligt. Jeg rejser mig, tager et skridt væk fra hende og trækker langsomt op i min kjole. Jeg nyder det begærlige blik hun sender mig, mens hun betragter mine ben.

08Jeg går hen til hende. Trækker op i hendes nederdel. Lader mine hænder glide op langs hendes perfekte lår. ’Jo mere jeg ser af dig, jeg mere får jeg lyst til dig. Du er så smuk, så smuk at det næsten gør ondt.’ Hvisker jeg. Hun smiler. ’Tænk, jeg har det på nøjagtigt samme måde med dig.’ Hvisker hun. ’De gange, jeg før har været sammen med en pige, da var det mest bare for sjov, for ligesom at prøve det. Sådan har jeg det ikke nu. Jeg vil have dig, Ditte. Jeg begærer dig.’

Jeg lader mine hænder glide om på hendes røv og presser hende ind mod mig. Vores læber mødes i et vildt og vidunderligt kys. Hele verden smelter bort i det kys, og jeg sanser ikke andet end hendes vidunderlige nærhed og varme. Vores læber, vores tunger, vores hænder, vi udforsker og nyder hinanden, legesyge, begærlige, lystne, løsslupne. Det lyder måske fjollet, men det føles som om vi altid har været veninder, som om vi altid har kendt hinanden og hinandens kroppe.

Mens vi kysser og kæler, trækker vi langsomt væk fra stuen og ind i soveværelset. Da vi kommer hen til sengen, slipper vi hinanden. Jeg flår mig kjole af og smider den på gulvet, mens hun flår sin nederdel af og kaster den hen i en stol. ’Åh gud, det skal ske, Caroline. Det jeg har dømt så inderligt og længselsfuldt om de sidste tre uger, det skal ske. Det er næsten ikke til at fatte!’ Hvisker jeg og trækker hende atter ind til mig.

09’Nu håber jeg bare, at jeg kan leve op til forventningerne.’ Hvisker hun, idet hun prøvende og en smule kejtet, presser sin hund ned i mine trusser. Jeg brøler af nydelse og fryd, da jeg mærker hendes fingre mod mine skamlæber. Hendes berøring er vidunderlig og den fylder mig med en glæde jeg aldrig før har oplevet. Det er som om jeg er ved at boble over af lykke. ’Du kan ikke skuffe mig.’ Hvisker jeg. ’Du har allerede givet mere, end jeg nogensinde turde drømme om!’

’Åh Ditte, du ved altid lige hvad du skal sige, for at få mig til at slappe af og føle mig tryg. Du er så betænksom, blid og hensynsfuld, det er næsten ikke til at fatte, at du er en kamptrænet agent.’ Hvisker hun, mens hun blidt masserer mit skridt. ’Har du nogensinde været i kamp? Har du nogensinde gjort et andet menneske fortræd?’ Jeg ser alvorligt på hende. ’Jeg har gjort det der var nødvendigt for at overleve og for at tjene mit land.’ Hvisker jeg. ’Men det lad os ikke snakke om vores arbejde, lad os bare nyde hinanden.’

Vi står i flere minutter og stirrer ind i hinandens øjne, mens vi ånder den samme luft, vores ansigter kun få centimeter fra hinanden, mens hun masserer mine skamlæber og min klit med sine fingre. Det føles vidunderligt, og jeg kan mærke min ophidselse vokse. Jeg kan se i Carolines øjne, at hun bemærker hvordan min ophidselse vokser, og det gør hende ophidset. Vi stønner og pruster sammen, uden ord, indtil jeg er lige ved at komme.

10’Vil du slikke mig?’ Spørger jeg, idet jeg lader mig dumpe ned på sengen og spreder benene. ’Mine fingre er helt våde.’ Fniser hun og synker ned på knæ foran sengen. ’Du er virkeligt ophidset.’ Hvisker hun, næsten overrasket. Jeg nikker. ’Ja, åh gud ja, Caroline, jeg vil have dig, mere end noget anden i denne verden!’ Stønner jeg, og mærker hvordan varmen mellem mine ben længes efter stimulans.

Hun bøjer sig ind mod mig, fører sit ansigt ned mod mit skød. Hun trækker vejret dybt. ’Jeg kan dufte din ophidselse. Åh gud hvor det tænder mig!’ Stønner hun liderligt. Hun lader en hånd glide op af mit ben. Jeg kan mærke, at den begynder at skælve, da den nærmer sig mine trusser. Hun gisper ophidset, da hendes fingre finder frem til min trussekant. Med skælvende hænder, ophidset åndedræt og et forventningsfuldt blik i øjnene, trækker hun langsomt ned i mine trusser.

’Åh gud hvor er du smuk!’ Udbryder hun, da hun betragter mit blottede skræv. ’Så glat og fin og dejlig! Du har virkelig en smuk fisse, Ditte’ Vi fniser begge to. Så ser hun pludseligt alvorligt på mig, mens hun tager et par dybe indåndinger. ’Jo, jeg vil slikke dig, Ditte.’ Hvisker hun og sænker langsomt sit ansigt mod mit dampende skræv. Jeg brøler af nydelse, da jeg mærker hendes tunge mod mine skamlæber.

11 Jeg kan godt mærke, at hun ikke har den store erfaring med pigesex, men hvad hun mangler i erfaring, opvejer hun med eventyrlyst og gåpåmod. Desuden virker hendes lidt usikre, prøvende fremgangsmåde, både uskyldig og vildt ophidsende på én gang. Jeg fører min hånd ned og stimulere min klit, mens hun begærligt mæsker sig i mine skamlæber. Jeg kan mærke, at hun lige skal vænne sig til smagen, men da det er sket, går hun virkeligt til den.

Hun presser tungen ind mellem mine skamlæber og finder frem til min varme hule. Hun presser tungen ind, så langt som den kan komme. Hun er så blød og blid, men samtidig kraftfuld og insisterende. Så puffer hun min hånd væk og lader sin tunge glide op til min klit, som hun cirkler omkring, hurtigere og hurtigere, før tungen atter glider ned til min hule og trænger ind i mig. Det er en helt vidunderlig fornemmelse. Omverdenen glider atter bort og jeg sanser ikke andet end hendes tunge og hendes læber.

12Pludseligt griber hun fat om mine hofter og presser hele ansigtet ind mod mig. Hun giver virkelig los og bruger alt hvad hun – tunge, læber, hage, næse – til at stimulere mig. Varmen i mit skridt spreder sig ud i min krop. Det kribler over det hele. Nydelsen bare vokser og vokser, og snart er den så intens, at jeg ikke længere kan rumme det. Jeg lader hovedet falde bagover, lukker øjnene, stønner højere og højere, før jeg brøler min nydelse op i himlen.

Orgasmen er så voldsom, at den føles som en eksplosion dybt inde i min krop. Jeg skriger og vrider mig på sengen, mens jeg presser Carolines ansigt ind mod mit våde skridt. Jeg løfter benene op og sparker så voldsomt, at mine stiletter flyver gennem luften og rammer væggen med et brag. Hun giver ikke op. Hun slikker videre. Jeg kommer igen, med et næsten dyrisk brøl. Nydelsen fylder alt, den bare bølger gennem mig, gennem min krop, mit sind, min sjæl, den bliver ved og ved og ved!

Jeg mister fuldstændig tidsfornemmelsen, det føles næsten som en evighed, som om jeg svæver igennem et himmelsk lys der fylder mig med en næsten guddommelig ekstase. Først da min krop rent fysisk ikke kan følge med længere, må jeg skubbe hendes ansigt bort. Prustende og stønnende, og så lykkelig at jeg er lige ved at græde, kollapser jeg udmattet og totalt tilfredsstillet på sengen.

13Caroline kravler op på sengen og lægger sig til rette. Da jeg genvinder pusten, ser jeg taknemmeligt op på hende. ’Åh gud, det var vidunderligt, simpelthen vidunderligt, Caroline.’ Stønner jeg. Hun smiler, tydeligt stolt af sig selv og over at hun gav mig nydelse. Jeg lader en hånd glide op over hende mave, op til hendes bryst. ’Skal jeg slikke dig?’ Spørger jeg. Hun nikker. ’Ja, men først er der noget jeg må fortælle dig, Ditte. Du fortjener at kende sandheden.’

Jeg har ingen anelse om hvad hun vil sige, og først for sent går det op for mig, hvad det er hun har på hjertet. ’Det var heldigt, at jeg fik mit pas tilbage. Ser du, jeg er ikke helt så uskyldig, som jeg har ladet alle tro.’ Siger Caroline og smiler indforstået til mig. ’Da jeg rejste herover, fik jeg en kuffert med af en af mine venner. Han er russer og lever i eksil i Danmark. Jeg afleverede kufferten til en oppositionen her i landet. De vil vælte Putin. Jeg måtte hjælpe dem. Jeg ved godt, at jeg tog en risiko, men jeg tror på menneskerettigheder og demokrati, og det må jeg simpelthen kæmpe for.’

Der går et gys igennem mig, da det går op for mig hvad Caroline lige har sagt. Mit hjerte hamrer og adrenalinet pumper gennem min krop. ’Det er din spøg.’ Hvisker jeg. ’Please, Caroline, sig det er din spøg!’ Hun ryster på hovedet. ’Nej, det er sandt. Jeg gjorde det, og jeg er stolt af det. Jeg håber ikke det ændrer noget mellem os to, Ditte. Du er dansker, du kæmper for de samme værdier.’ Det føles som om en kampesten placeres på mit bryst. Den er helt gal.

14Pludseligt mærker jeg en summen i min venstre øreflip. Jeg ved hvad det betyder. Jeg stirrer tavst på Caroline, mens jeg lytter. En svag stemme fra min ørering taler i mit øre. ’Situationen har ændret sig. Hold hende hen og afvent ordre.’ Siger stemmen. Caroline ser overrasket på mig. ’Hvad sker der?’ Spørger hun. ’Jeg ville blot nyde din skønhed og forventningens glæde, før jeg går i gang.’ Hvisker jeg og sænker mit ansigt mod hendes skræv.

Hun trækker sin trusse til side og afslører sit glatbarberede og indbydende køn. Selv om jeg er nervøs og anspændt, kan jeg ikke lade være med at nyde synet. Og hvilken bedre måde at holde hende beskæftiget på, end ved at nyde hendes dejlige skræv? Jeg begynder at slikke hende det bedste jeg har lært. Hun begynder også at stønne højlydt. Jeg et tavs, forsøger at gøre det så god for hende som muligt, mens jeg anspændt lytter efter stemmen i mit øre.

’Tre vogne med tolv agenter har forladt Kreml. Vi kan ikke gribe ind. Slet alle spor. Kode 379, jeg gentager, kode 379.’ Siger stemmen, som jeg kun lige nøjagtigt kan høre over Carolines ophidsede stønnen. Den knugende fornemmelse i mit bryst tager til, og jeg mærker en klump i halsen, da jeg forstår hvad jeg må gøre. Men først må jeg give Caroline orgasme.

15Det er med en bittersød fornemmelse, at jeg begraver mit ansigt i Carolines skød. Hun kaster sig ned på sengen og brøler i nydelse, mens jeg slikker hende det bedste jeg har lært. Jeg holder ikke igen, jeg går all in med alt hvad jeg har. Jeg vil have, at hun i det mindste skal opleve en sidste glæde, før jeg må udføre min ordre. Kode 379. Terminer vidne. Jeg skal dræbe hende. Jeg skal dræbe denne dejlig, smukke, vidunderlige kvinde.

Mine overordnede ved, at vi ikke kan forhindre den russiske efterretningstjeneste i at pågribe hende. Vi har kun fire man i Moskva, og hvis vi lagde os imellem med magt, ville det udløse en diplomatisk krise af uanede dimensioner. Men hvis russerne får fat i hende, vil de få hende til at tale. De vil få alt at vide. Det er der ingen tvivl om. Hendes russiske ven i Danmark, han må være kendt af den danske efterretningstjeneste. Han må være vigtig, siden mine overordnede vælger at ofre Carolines liv, for at han ikke bliver afsløret. Måske er han en af vores. Eller amerikanernes. Det er lige meget nu. Ordren er afgivet og modtaget.

Inden længe skriger Caroline af sine lungers fulde kræfter. Jeg har godt fat om hendes ben, og presser mit ansigt endnu hårdere mod hendes skridt og stimulere hende endnu mere intenst. Hun brøler som en vanvittig, mens hun vrider sig og spræller på sengen. Hun prøver at skubbe mig væk, men jeg holder fast og bliver ved med at slikke, til jeg kan høre, at hendes orgasme er så intens, at den balancere på grænsen til smerte.

16’Åh gud, det var vidunderligt, Ditte!’ Stønner Caroline, da hun genvinder kontrollen over sin krop. Jeg sætter mig op i sengen, presser hende ind mod mig, og fører min mund helt tæt på hendes ene øre. ’Jeg er glad for, at du nød det, Caroline, men der er noget jeg må fortælle dig.’ Hvisker jeg, så lavmælt at hun kun lige kan høre det. ’Der er mikrofoner over alt. De har hørt dig. Der er tolv russiske agenter på vej. Vi har ikke meget tid.’

’Åh gud! Men… hvorfor sagde du ikke noget om mikrofonerne?’ Hvisker Caroline. Jeg fører en hånd ned til kendes skræv, som stadig er smaskvådt og varmt. Jeg giver hende et varmt tungekys og begynder at kæle for hende. ’Jeg troede du var uskyldig.’ Hvisker jeg. ’Jeg… jeg er ked af det. Men jeg har brug for, at du slapper af og samarbejder. Forstår du det?’

’Ja. Vi må set at komme af sted.’ Hvisker Caroline og forsøger at rejse sig. Jeg holder fast om hende. ’Nej, desværre, Caroline. Det skal vi ikke.’ Hvisker jeg. ’Du kan ikke forlade landet og vi kan ikke beskytte dig. Der er ikke noget at stille op. Jeg er ked af det.’ Caroline stivner i min favn. ’Hvad er det du siger? Vil du lade dem tage mig?’ Gisper hun. ’Nej, Caroline, det ville jeg aldrig gøre.’ Hvisker jeg. ’De vil ydmyge dig, torturere dig, voldtage og dræbe dig. Tro mig, du ønsker ikke at falde i deres hænder.’

17’Men hvad gør vi så?’ Hvisker hun, idet hun lægger sin hånd på min. ’Du må hjælpe mig, Ditte, jeg beder dig.’ Jeg giver hendes bryst et kærligt klem og masserer hendes skamlæber, skedeåbning og mellemkød, før jeg fortsætter. ’Jeg er ked af det, Caroline, men det eneste jeg kan gøre for dig, er at slå dig ihjel, før de får fat i dig.’ Hvisker jeg, med den blideste stemme jeg kan mønstre. ’Hvad? Nej! Det er jo vanvid. Vi må væk!’ Gisper Caroline, og prøver atter at komme op fra sengen.

’Caroline, stop! Jeg ved godt, at det er noget lort, men du kan ikke slippe væk og vi kan ikke hjælpe dig. Du bliver nødt til at se nøgternt på dine muligheder.’ Siger jeg, venligt, men bestemt. ’Hvis de får fat i dig, havner du i en torturcelle dybt under Kreml, eller i en fangelejer et sted i Sibirien. Under alle omstændigheder, vil du aldrig opleve friheden igen, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de vil gøre med en køn, ung kvinde som dig. Du vil opleve så megen smerte og ydmygelse, at du vil blive vanvittig efter få uger. Lad mig afslutte dit liv nu, jeg kan gøre det hurtigt og smertefrit.’

’Åh gud, du mener det seriøst?’ Hvisker Caroline med chokeret, men samtidig fattet stemme. ’Er der virkelig ikke andre muligheder?’ Jeg klemmer og gnubber hende det bedste jeg har lært. ’Desværre, hvis der var nogen anden udvej, så ville jeg gøre alt hvad der stod i min magt for at redde mit liv. Det ved du vel.’ Hvisker jeg. Caroline nikker. ’Ja, jeg stoler på dig, Ditte. Jeg ville bare ønske… åh gud, jeg elsker livet! Jeg er på toppen af min karriere! Jeg har slidt og slæbt og kæmpet, for at komme dertil hvor jeg er nu, og så skal det hele slutte! Det er bare så uretfærdigt!’

18’Du har alt mulig grund til at være stolt af det, du har opnået i dit liv, Caroline. Stort set alle i verden under 40 år ved hvem du er. Og du dør, fordi du kæmper for det du tror på.’ Hvisker jeg, idet jeg lader min hånd glide op til hendes hals og hage, som jeg ømt ager. Hun stønner nydelsesfyldt, idet hun tilsyneladende opfatter det som et uskyldigt kærtegn. Sandheden er, at jeg skal have fat om hendes hage, så jeg kan brække halsen på hende. ’Jeg beundrer dig. Jeg elsker dig.’ Hvisker jeg.

’Jeg elsker også dig, Ditte. Jeg ville aldrig indrømme det, hvis ikke jeg stod overfor døden, men det er sandheden.’ Hvisker Caroline. Hendes ord fylder mig med glæde, og selv om jeg er ked af det, kan jeg ikke lade være med at smile, mens jeg ser på hende. Hun ser afslappet ud. Afklaret. Hun formår endda at nyde mine kærtegn. ’Du er en tapper kvinde.’ Hvisker jeg. Hun fniser piget. ’Du er sød, men sandheden er, at jeg er pisse bange.’ Hvisker hun. ’OK, hvordan gør vi så det her?’

‘Det skal du ikke tænke på, min skat.’ Hvisker jeg. ’Jeg er trænet i nærkamp. Jeg kan dræbe et menneske med mine bare næver, på et utal af måder. Hvis du ikke ved hvordan det skal ske, er det lettere for dig. Men jeg lover, at det kommer til at gå hurtigt.’ Hun sukker dybt og tager så en dyb indånding. ’OK, men hvad skal jeg gøre?’ Hvisker hun med svag, skælvende stemme. ’Nyd din krop. Nyd orgasmens efterglød.’ Hvisker jeg. ’Find fred i dig selv og prøv at slappe helt af i alle muskler.’

19’Jeg kan ikke fatte, at jeg aldrig skal se Danmark, mine venner og min familie igen.’ Hvisker Caroline. ’Det er OK. De vil altid huske dig.’ Hvisker jeg. ’Jeg vil altid huske dig.’ Med de ord griber jeg hårdt fat om hendes hage, presser min skulder mod hendes nakke, og flår hendes hoved voldsomt mod højre. Hun er helt afslappet og selt ikke forberedt på det der skal ske. Hendes hoved flyver frem og tilbage som en dukkes, og der kommer knasende lyde fra hendes hals.

Hun gisper og hendes krop skælver. Der sprøjter en kaskade urin ud fra hendes skræv. Noget af det rammer min fod, men det meste rammer lagnet med en våd, duppende lyd. Jeg stirrer på Carolines ansigt og krop med tavs ærefrygt. Jeg ved, at det der sker i hendes krop er helt ubeskriveligt. Hun mærker, at det prikker i hele hendes krop, en prikken der hurtigt svinder bort, hvorefter hun slet ikke kan sanse sin krop længere. Hun mærker, hvordan nervechokket bevæger sig fra hendes ødelagte nakkehvirvler, op mod hendes hoved, hvor en pressende smerte fylder hele hendes kranium. Til sidst føles det som en dundrende migræne, og hun stønner og gisper i smerte.

20’Hurtigt, men desværre ikke helt smertefrit. Jeg er ked af det, min dejlige skat, jeg er så ked af det.’ Hvisker jeg, idet jeg ser nogle enkelte tårer forlade hendes øjenkroge og glide ned over hendes smukke, lyserøde kinder, hvor de efterlader sig mørke linjer af mascara. Jeg rokker hendes krop frem og tilbage i min favn, mens jeg klemmer hende ind mod mig. Jeg ved godt, at hun nok ikke kan høre eller føle ret meget, men jeg vil have, at hun kan mærke min nærhed, at hun ved, at hun ikke er alene, når hun glider bort i mørket.

’Jeg vil altid huske dig. Jeg vil altid elske dig.’ Hvisker jeg, da de sidste kramper går gennem hendes krop. Hendes læber og hendes øjenlåg dirrer. Så falder hun sammen i mine arme, og et dybt suk, der lyder som om det kommer fra dybet af hendes sjæl, undslipper hendes læber. Så er hun stille og helt slap. Jeg lægger hende forsigtigt ned på sengen og kysser hendes døde læber. Så smyger jeg mig hurtigt i tøjet. Jeg lader stiletterne ligge. Jeg bevæger mig hurtigere uden dem.

Jeg går hen til vinduet ud mod gaden, og ser tre sorte limousiner nærme sig hotellet. Jeg løber ud på gangen, hen til branddøren ud mod gården, kravler op af brandtrappen, op på taget. Et kort tilløb og et hop, så er jeg på taget af naboblokken. Jeg fortsætter, til jeg er i sikker afstand af hotellet. Undervejs holder min chef mig orienteret, om positionen af den vogn de har sendt ud for at hente mig. Jeg finder endnu en brandtrappe og kravler ned i en baggård. Gennem en port kommer jeg ud på gaden, finder vognen og forsvinder bort i Moskvas gader, en oplevelse rigere og med et minde for livet.