Young and dying…

Reklamer

En sag mellem kvinder

Laura var tidligere agent og dømt til døden for landsforræderi. Hun blev dømt in absentia, for da hendes ugerning blev afsløret, var hun for længst flygtet ud af landet. Det var min opgave at fange hende, og sørge for, at hun modtog den straf domstolen havde idømt hende. Jeg fandt hende i Rumænien, hvor hun forsøgte at få kontakt til den russiske efterretningstjeneste, sandsynligvis med henblik på at søge politisk asyl i Rusland.

Heldigvis talte jeg, ligesom Laura, udmærket russisk. Jeg fik kontakt til Laura, udgav mig for at være fra den russiske efterretningstjeneste, og aftalte at mødes med hende i et forladt fabriksområde nordøst for Bukarest. Hun købte tilsyneladende, at jeg var russisk agent. For at vise sin gode vilje, med henblik på at søge asyl i Rusland, overtalte jeg hende til, at hun skulle møde op ubevæbnet.

Mit hjerte hamrer, da jeg går ind på fabriksområdet. Jeg kan ikke vide, om Laura har gennemskuet mig, og hun er mødt bevæbnet op, klar til at slå mig ihjel. Jeg bliver dog nødt til at tage chancen, og vade uanfægtet ind på fabriksområdet, uden at vise nogen tegn på nervøsitet eller frygt. Ellers vil hun helt sikkert gennemskue mig lige på stedet. Til min store lettelse finder jeg hende, på det aftalte sted, tilsyneladende ubevæbnet.

’You are not a Russian agent!’ Udbryder hun og stirrer overrasket på mig. Jeg smiler til hende. ’Du er kvik, Laura. Nej, jeg er såmænd fra Danmark, og jeg er kommet for at eksekvere den dødsdom, du blev idømt ved Højesteret i november, sidste år.’ Siger jeg, med bankende hjerte. Jeg ved ikke, om har en pistol skjult på ryggen. Gud ske lov rækker hun ikke ud efter noget, hun stirrer i stedet på mig med store, skræmte øjne.

’Seriøst? Åh fuck!’ Siger hun og placerer, med en blanding af trods og skuffelse, hænderne på sine hofter. Jeg stirrer intenst på hende. ’Du har ikke noget våben på dig?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej.’ Siger hun og sukker dybt. ’Jeg kan genkende din stemme. Du taler godt russisk. Fuck, det kan bare ikke passe det her, jeg kan bare ikke være blevet narret på den måde!’

’Det er jeg bange for, Laura. Jeg er politiagent og bøddel, og jeg er kommet for at slå dig ihjel.’ Siger jeg, stadig med hjertet helt oppe i halsen. Det virker ikke som om hun er bevæbnet, men måske spiller hun skuespil, for at lulle mig hen i falsk tryghed. Jeg må være på vagt, til jeg er fuldstændig sikker. ’Jeg har en pistol. Hvis du er ubevæbnet, vil jeg råde dig til at overgive dig. Området bag fabrikken er omkranset af et højt pigtrådshegn. Du kan ikke flygte.’ Siger jeg selvsikkert.

Laura stirrer på pistolen i mit bælte. Jeg har ikke trykket den, så hun overvejer helt sikkert, hvor langt hun kan nå at løbe, før jeg får den trukket og skyder. ’Under et halvt sekund.’ Siger jeg uden at blinke. ’Jeg har trænet det tusindvis af gange. Jeg kan trække pistolen op af skeden, sigte og skyde på under et halvt sekund. Hvor langt tror du du når, Laura? Vil du dø, blødende og skrigende på betongulvet, eller blødende og skrigende i mudderet ude bag fabrikken?’

’Ok, ok, rolig nu. Jeg er ubevæbnet.’ Siger Laura, idet hun langsomt vender sig, så jeg kan se, at hun ikke har noget våben skjult bag ryggen. ’Løft op i nederdelen.’ Siger jeg, vel vidende, at hun kan have en lille pistol gemt mellem benene. Hun adlyder og løfter op i nederdelen. Der er ikke noget våben. Hun har til gengæld en flot, velformet røv, som tager sig endnu mere dejlig ud, fordi den sidder for enden af to smukke, slanke, velformede ben. Hun er faktisk en rigtig flot kvinde.

’Jeg har ikke noget våben på mig, jeg sværger!’ Siger hun. ’Hvis jeg overgiver mig uden modstand, kan vi så ikke tale om min straf? Jeg følger gerne med frivilligt, hvis jeg kan få livstid i stedet for dødsstraf.’ Jeg stirrer hende intenst ind i øjnene. Hun virker oprigtig. Jeg kan se i hendes øjne, at hun er bange. Hun er en garvet agent – hun ville ikke være bange, hvis hun troede, at hun havde en chance for at flygte.

Jeg lægger hånden på skeden, klar til at trække pistolen, hvis hun så meget som kigger forkert på mig. Hun bevæger sig ikke. Hun prøver ikke at flygte. Hun rækker ikke ud efter et skjult våben. Min puls falder langsomt. Endeligt begynder jeg at tro på, at hun ikke har taget et våben med til fabrikken. Hun er nok rent faktisk ubevæbnet. ’Min ordre er, at eksekvere dommen som den er.’ Siger jeg. ’Jeg har ikke mandat til at forhandle. Desværre, Laura, jeg bliver nødt til at slå dig ihjel.’

’OK, tak for at du i det mindste ikke lyver for mig.’ Siger Laura og smiler et smalt, anstrengt smil. ’Så jeg kan overgive mig, og være sikker på at dø, eller forsøge at flygte, og måske redde mit liv. Du virker umiddelbart meget sikker på dig selv, men jeg kan da se, at du sveder over hele kroppen. Du er tydeligvis nervøs, hvilket nok er et tegn på, at du er bange for mig. Så hvorfor skulle jeg ikke tage chance og forsøge at flygte?’

Mens Laura taler, vender hun siden til mig, går ned i knæ og læner sig fremad, næsten som en sprinter der gør sig klar til at sætte i løb. Hun ser fantastisk ud. Hendes krop er slank og velproportioneret, hendes barm er fyldig og ser vidunderlig ud under en tynd fiskenetstop, hendes ansigt er englesmukt og omgivet af en halo af langt, sort hår. ’Jo, jeg er nervøs. Men kun fordi jeg vidste, at du kunne være bevæbnet.’ Siger jeg uden at blinke. ’Hvis du overgiver dig, kan jeg sørge for, at den første kugle slår dig ihjel.’

Laura nikker anerkendende. ’Du indrømmer, at du er nervøs. Samtidig har du tillid til dine egne evner, siden du endnu ikke har trukket dit våben.’ Siger hun og fremtvinger endnu et nervøst smil. ’Jeg håbede virkeligt, at jeg kunne slippe fra det her med livet i behold, men et eller andet sted har jeg altid vidst, at det kunne ende med døden. Jeg tog chancen, men det lykkedes ikke. Hvis du lover mig, at du vil vise mig respekt, så overgiver jeg mig, vel vidende, at du slår mig ihjel.’

Laura her ret. Jeg sveder helt vildt. Jeg skubber min læderjakke op over skuldrene og lader den falde ned på det kolde betongulv. ’Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at afslutte dit liv med værdighed.’ Siger jeg og trækker pistolen op af skeden. ’Jeg hedder for resten Ditte. Jeg har jaget dig de sidste ni måneder. Du var ikke let at finde, det må jeg give dig. Du er en dygtig agent.’ Laura smiler dystert. ’Men alligevel står vi her. Jeg var åbenbart ikke dygtig nok.’

’Sådan må du ikke tænke, Laura.’ Siger jeg og føler en umiddelbar sympati for den unge kvinde. Jeg går selv umådeligt meget op i mit arbejde, og jeg tager det også meget personligt, hvis jeg begår selv den mindste fejl. ’Du er den bedste jeg nogensinde har jaget. Jeg har aldrig været så længe om at finde nogen før. Måske var jeg bare heldig.’ Laura smiler, stadig nedtrygt, men dog knap så dystert som før. ’Du er kommet for at slå mig ihjel. Alligevel bekymrer du dig om mit velbefindende. Du er vidst heller ikke som folk er flest, Ditte.’

’Nej, det er jeg nok ikke. Man lad være med at stå som om du skal til at stikke af. Gå ned på hug og hold armene over hovedet.’ Siger jeg. Hun ser sig hurtigt omkring i fabrikken, som om hun overvejer sine chancer for at stikke af. Så sender hun mig et nervøst blik, før hun langsomt synker ned i knæ og hæver armene over hovedet. ’Det var nok min sidste chance der røg der.’ Hvisker hun mut. ’Nu er jeg fuldstændig i din magt. Hvad skal der så ske nu?’

Det kribler i min mave, som det altid gør når jeg skal dræbe. Men det er ikke kun det jeg mærker. Det føles som om en flok sommerfugle går amok i mit bryst og jeg føler mig en lille smule omtåget, næsten beruset. Laura er langt smukkere i virkeligheden, end på de billeder jeg har set af hende, og jeg kan slet ikke få øjnene fra hendes fantastiske barm og hendes smukke ansigt. Nej, jeg er professionel og det er mit job at dræbe hende. Det kan ikke passe. Jeg kan ikke være tiltrukket af hende.

Men det er jeg. Jeg kan ikke lyve for mig selv længere. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden kvinde jeg har mødt, hvis skønhed kunne måle sig med Lauras. Og hun virker også fantastisk sød og sympatisk, på trods af den angst, vrede og frustration hun et eller andet sted må føle, over det jeg er kommet for at gøre ved hende. Jeg retter langsomt pistolen mod hendes smukke, forsvarsløse krop. Det virker så brutalt, at jeg bliver nødt til at sende en kold stålkugle, mod denne bløde, varme, velskabte krop.

’Hoved eller bryst?’ Spørger jeg. Laura ser både skræmt og overrasket ud. Så breder et anstrengt smil sig på hendes læber. ’Selv i henrettelsesøjeblikket tager du hensyn til dit offer.’ Hvisker hun. Hun synker en klump. ’Brystet. Jeg ved godt, at det nok går hurtigere, hvis du skyder mig i hovedet, men jeg har bare aldrig kunne klare tanken om, at en kugle skulle flænse sig gennem mit kranie og smadre min hjerne. Det virker bare på en eller anden måde mere brutalt end noget andet jeg kan forestille mig.’

’Hvis jeg skal være sikker på at ramme dig i hjertet, må jeg bede dig løfte op i din top, så jeg kan se dit brystben.’ Siger jeg. Det er sandt, hvis jeg kan se konturen af hendes brystben under hendes barm, vil jeg bedre kunne vurdere nøjagtigt hvor hendes hjerte sidder. Men jeg er også pinligt bevidst om, at hun så også vil blotte sine vidunderlige bryster. Hun lukker øjnene og trækker langsomt op i sin top. Hun virker anspændt, som om hun forventer, at skuddet kan falde hvert øjeblik det skal være.

Jeg er dog så betaget, af de to fantastiske bryster der kommer til syne, at jeg tøver med at eksekvere dødsdommen. De er mildt sagt vidunderlige. Faste, struttende, fyldige, næsten perfekt runde. Brystvorterne er små og sarte, det mørke område omkring dem er indbydende chokoladebrunt. Det er den flotteste barm jeg i mit liv har set. Jeg burde få det overstået. Jeg burde trykke aftrækkeren i bund. Men tanken om at skulle dræbe denne smukke krop, og for evigt berøve verden dens ufattelige skønhed, giver mig en klump i halsen og en knugen i maven.

’Hvor er du dog smuk, Laura.’ Ryder det pludseligt ud af min mund, da følelserne i min krop bliver for intense til at holde inde. ’Øh, tak.’ Hvisker Laura, uden at åbne øjnene eller sænke armene, der holder hendes top oppe og hendes barm blottet. ’Er jeg smuk nok til, at du vil overveje at skåne mit liv?’ Hvisker hun med et spinkelt håb i stemmen. Et øjeblik overvejer jeg, at lægge pistolen fra mig og tage hende i mine arme. Måske ville hun sparke mig ned og flygte, måske ville hun slå mig ihjel. Måske ikke. Måske kunne vi… elske?

Nej, jeg kan ikke tage chancen. Hun er agent og landsforræder, det ville være tåbeligt af mig, at stole på hende. Jeg må gøre det, jeg er kommet for at gøre, ligegyldigt hvor højt jeg ønsker at lade hende leve. ’Desværre. Jeg er ked af det, Laura. Du virker som en sød og empatisk kvinde, og du er så smuk, at det næsten gør ondt i min krop at se på dig, men jeg bliver nødt til at gøre det her. Tilgiv mig.’ Hvisker jeg og tager atter sigte mod hendes bryst. ’Jeg ved det er en fortærsket frase, men det er ikke noget personligt.’

’Jeg ved det. Jeg tilgiver dig, Ditte. Jeg vidste denne dag ville komme. Jeg er klar.’ Hvisker Laura og bider sammen om sin top. Hendes øjne er lukkede, hendes krop dirrer og hun trækker vejret i korte, anstrengte stød. Hun er klar til at tage imod sin straf, hun er klar til at acceptere, at en kugle skal flænse sig gennem hendes bryst og stoppe hendes bankende hjerte. Jeg burde trykke af, nu, hvor hun er klar, men jeg tøver stadig. Sommerfuglene i mit bryst er gået endnu mere amok, nu hvor jeg ser, hvor modig hun er.

Pludseligt mærker jeg et væld af følelser strømme gennem min krop. Respekt, beundring, forelskelse, kærlighed, ophidselse. Det er som om en sluse er blevet åbnet dybt inde i mig, og de varmeste følelser strømmer gennem min krop og min sjæl. ’Du er en modig kvinde, Laura. Det respekterer jeg.’ Hvisker jeg. ’Jeg er kommet for at dræbe dig, og det har jeg også tænkt mig at gøre. Men hvis det er OK med dig, kan vi så ikke vente lidt? Jeg vil gerne… bare snakke lidt først.’

Laura stirrer måbende på mig. Foragter hun mig, fordi hun tror, at jeg ikke har modet til at gennemføre henrettelsen? Nej, jeg ser ingen foragt i hendes øjne. Kun rendyrket nysgerrighed. Jeg slipper pistolen med min ene hånd og flår mig top af. Jeg er ligeglad med, at den går i stykker. Jeg smider den på gulvet mellem mig og Laura. ’Vil du ikke også smide din top?’ Siger jeg. Laura ser ikke mindre forvirret ud. ’Hvad sker der?’ Spørger hun. ’Hvorfor er jeg ikke død?’

’Undskyld, jeg ved du var klar lige før. Jeg syntes det var enormt modigt af dig, så jeg fik lyst til at lære dig lidt bedre at kende, før vi må sige farvel.’ Hvisker jeg, og skammer mig en smule over, at jeg ikke afsluttede det da jeg burde. ’Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige.’ Hvisker Laura, idet hun trækker sin top over hovedet og smider den på gulvet, ved siden af min. ’Du vil gerne lære mig lidt bedre at kende, fordi du syntes jeg er smuk og du beundrer mit mod. Og så vil du slå mig ihjel?’

Jeg nikker. ’Jeg kan godt høre, at det lyder mærkeligt. Men det er sandt. Jeg syntes du er en utroligt smuk og fascinerende kvinde.’ Siger jeg. Laura griber fat i et gammelt rør, der hænger under loftet. Et øjeblik frygter jeg, at hun vil flå det ned og angribe mig med det, men i stedet strækker hun sin fantastiske krop i forskellige positurer, skubber brystet frem og vrikker med hofterne, så jeg kan nyde hendes fantastiske bryster og se musklerne under hendes glatte hud. Hun ser helt vidunderligt dejlig ud.

’Du er heller ikke som nogen anden politiagent jeg før har mødt. Du er empatisk og også ganske køn.’ Siger Laura, mens hun fortsætter sin fantastiske poseren. Hendes ord får sommerfuglene i mit bryst til at gå amok. Hun gør mig oprigtigt glad. Jeg kan ikke lade være med at smile over hele femøren. ’Og jeg er måske nok afklaret omkring hvad der skal ske, men jeg har helt ærligt ikke travlt med at dø.’ Fortsætter hun. ’Jeg elsker mit liv. Jeg vil så gerne se hvad morgendagen har at bringe. Hvis der var nogen mulighed…’

’Søde, det er der ikke. Jeg beklager.’ Hvisker jeg og ryster langsomt på hovedet. Så hæver jeg langsomt armene. Jeg vil have, at hun skal se mine bryster. Jeg vil have, at hun skal se min slanke krop. Mit hjerte hamrer og jeg skælver indeni. Så sker det. Et smil breder sig over Lauras ansigt, hun nikker anerkendende, og min nervøsitet erstattes af en frydefuld varme. ’Du er ikke bare ganske køn. Du er virkeligt smuk.’ Siger Laura. Jeg føler en ufattelig lettelse og en dyb lykke fylde mig.

’Det er jeg glad for du syntes, Laura.’ Siger jeg og fortsætter. ’Jeg har altid været ked af mine små, kedelige bryster. Du har de flotteste bryster jeg nogensinde har set.’ Laura smiler igen. ’Er du til piger?’ Spørger hun. Jeg nikker. ’Har du lyst til at elske?’ Spørger hun. Nu kan jeg slet ikke styre sommerfuglene i mit bryst. Jeg gisper efter vejret og et øjeblik bliver jeg så svimmel, at jeg tror jeg skal besvime. Hver en fiber i min krop ønsker at tage imod hendes tilbud, men jeg må være stærk. Jeg må…

Jeg sparker min læderjakke over til hende. ’Knæl ned på den her.’ Siger jeg. Hun ser lidt forvirret op på mig. ’Skal vi elske på den her?’ Spørger hun, idet hun breder den ud på gulvet og glider ned på knæ. ’Desværre, vi skal ikke elske. Der er intet i verden jeg hellere ville, men du er trænet i nærkamp, så hvis jeg lægger pistolen fra mig og kommer for tæt på dig, er jeg prisgivet.’ Hvisker jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej, jeg ville aldrig gøre dig fortræd, Ditte, det sværger jeg.

’Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tro på det, Laura.’ Siger jeg oprigtigt. ’Men det kan jeg ikke. Det tør jeg ikke. Jeg er ikke lige så modig som dig. Jeg er ikke klar til at se døden i øjnene. Måske vil du ikke angribe mig, men jeg kan ikke tage chancen. Og hvis vi elskede, ville jeg ikke kunne få mig selv til at slå dig ihjel, og så ville min mission også have fejlet.’ Laura smiler. ’Altid den pligtopfyldende pige.’ Siger hun, lægger hovedet på skrå og ser op på mig med sine store øjne. ’Har du aldrig lyst til at sige fuck jobbet og bare give efter for dine drifter?’

’Jo, det har jeg da.’ Stønner jeg og trækker mine trusser af. Jeg er helt våd og varm og opsvulmet, og jeg er sikker på, at Laura tydeligt kan se det. Alligevel er jeg ikke genert. Hun stirrer på mig med store øjne, mens jeg kæler med pistolen og mine bryster. ’Wow, du er så smuk og fræk.’ Hvisker Laura. ’Vil du ikke nok elske med mig, please?’ Jeg ryster langsomt på hovedet. ’For pokker, Laura, du har ingen anelse om hvor fristet jeg er. Men det går ikke. Tro mig, jeg er sgu ked af det.’

’Ikke lige så ked af det som jeg er, Ditte. Jeg skal snart dø, og du nægter mig en sidste nydelse.’ Hvisker Laura, med en stemme der er så indtrængende, at jeg får en klump i halsen. ’Du aner ikke hvor hårdt det er for mig, at blive ved med at sige nej.’ Siger jeg oprigtigt. ’Men det går ikke, det har jeg jo sagt. Men hvis du har lyst, kan vi onanere sammen, før jeg dræber dig? Det ville betyde meget for mig.’

Laura trækker sin nederdel af. Hun har et par søde, lyserøde trusser indenunder. ’Hvis du vil se hvad jeg har under dem her, så må du også tage imod alt hvad jeg har at give dig.’ Hvisker hun, mens hun drilsk leger med det bælte, som hun har ladet sidde om sine smukke hofter. ’Jeg vil virkelig ikke kunne nyde at onanere, vel vidende at jeg skulle dø, så snart jeg kom. Men hvis vi gav os hen til hinanden, så ville det være noget helt, helt andet.’

’Det er op til dig, Laura. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke elske med dig. Og hvis du ikke vil onanere med mig, ja, så er det dit valg. Men må jeg i det mindste ikke se dig helt nøgen? Du er virkelig smuk.’ Siger jeg og smiler opmuntrende til hende. Hun ryster på hovedet. ’Nej, jeg vil ikke blotte mig for dig, hvis du ikke vil elske med mig.’ Svarer hun. Klumpen i min hals bliver større og tungere. Jeg er ved at miste hende. Jeg kan ikke give hende det hun ønsker, og hun vil ikke give det til mig jeg ønsker. Jeg kan nu ikke bebrejde hende, omstændighederne taget i betragtning.

Jeg ville nyde at onanere sammen med hende, men hvis hun ikke vil være med, så må jeg fokusere på min egen nydelse. Jeg fører pistolen ned til mit skræv. Et frydefuldt gys går gennem min krop, da jeg mærke det kolde stål mod mine brandvarme skamlæber. Det føles vidunderligt. Jeg stønner højlydt. Laura ser på mig med store øjne. ’Bliver du altid liderlig af at dræbe?’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Jeg bliver opstemt. Men det er første gang jer er decideret liderlig.’ Svarer jeg. ’Men du er også den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har skullet slå ihjel.’

’OK. Det burde jeg vel et eller andet sted tage som et kompliment. Jeg kan bare ikke være med, jeg kan slet ikke tænke på noget seksuelt lige nu. Du sagde, at jeg var modig, men sandt at sige er jeg pisse bange.’ Hvisker Laura. ’Jeg vil leve. Jeg ønsker ikke at dø. Jeg vil bare så gerne leve mit liv, se hvad morgendagen bringer, være en del af det hele. Jeg kan slet ikke fatte, at det hele bare skal slutte og at jeg… bare skal… forsvinde.’ Lauras øjne bliver blanke og hendes stemme er ved at knække over, da hun siger de sidste ord.

’Læg dig ned, Laura. Læg dig godt til rette. Så vil din krop ikke falde om på det kolde betongulv, når jeg skyder dig.’ Siger jeg. ’Tag benene op på væggen, så kan du sparke ind i den, hvis smerten bliver for voldsom.’ Laura adlyder. Da hun har lagt sig godt til rette på min læderjakke, kigger hun op på mig. ’Kan du godt ramme mit hjerte fra den vinkel?’ Spørger hun. Jeg nikker. ’Faktisk er det bedre fra siden. Så vil kuglen flænse sig gennem begge dine lunger, og med garanti ramme enten dit hjerte, eller en af de store pulsårer. Din død vil formentlig blive relativ hurtig.’ Siger jeg. Hun nikker.

’Jeg fatter ikke, at jeg ligger her. Det sidste sted jeg nogensinde skal ligge, i hvert flad i live. Jeg har altid troet, at jeg kunne klare alt og alle. Men ikke dig, Ditte. Du tog mig, billedligt talt, med bukserne nede og du hoppede ikke på nogen af mine små tricks.’ Hvisker Laura. ’Så du ville have dræbt mig, hvis jeg havde indvilliget i at elske med dig?’ Spørger jeg. Laura nikker. ’Jeg ville have knækket din hals som en tændstik. Ikke noget personligt, jeg vil bare ikke dø.’

’Det forstår jeg. Tak for din ærlighed.’ Svarer jeg. ’Jeg respekterer dig, Laura, det håber jeg du vil tro på. Havde omstændighederne været anderledes, kunne vi måske have haft noget sammen.’ Hun ser på mig og smiler vemodigt. ’Ja, måske. Lige bortset fra, at du er klar til at slå mig ihjel, virker du faktisk som en sød og spændende kvinde. Hvem ved.’ Jeg nikker og sukker. ’Ja, hvem ved.’ Hvisker jeg. Så tager jeg atter sigte, direkte mod hendes svulmende bryst, mens jeg fører min venstre hånd ned til mit varme skræv.

’Og du er helt sikker på, at intet jeg kan gøre, kan få dig til at skåne mit liv?’ Siger hun. Jeg ryster på hovedet. Hun nikker. ’Så er der vel ikke mere at sige.’ Hvisker hun. ’Jeg ved ikke, om der er noget på den anden side. Hvis der er, så held og lykke.’ Siger jeg. Hun smiler. ’Jeg tror ikke på den slags. Når det er slut, er det slut.’ Siger hun. ’Men det er OK, jeg har trods alt levet et liv der var langt mere spændende end de flestes.’ Jeg smiler og nikker. ’Sandt. Jamen så, farvel da.’ Siger jeg. Jeg nusser mine opsvulmede skamlæber med min venstre hånd, mens jeg tager grundigt sigte mod hendes bryst.

Denne gang tøver jeg ikke. Så snart jeg er sikker på, at mit sigte er perfekt, trykker jeg aftrækkeren i bund. Braget fra pistolen runger rundt mellem betonvæggene i fabrikken. Lauras krop spjætter. En rød prik kommer til syne i hendes højre bryst. Hun stønner i smerte, mens hun stirrer på mig med store øjne. ’Ååååååh… ååååååh…. jeg… jeg kan mærke…’ Gisper hun med anstrengt, grådkvalt stemme. ’Jeg er…. i stykker… åh gud, det slutter… for mig….’

Kuglen har ramt hvor den skulle. Den er gået gennem hendes lunger. Den må også have ramt hendes hjerte, eller nogle af de store blodårer. Uanset hvad, er hendes lunger ved at blive fyldt op med blod. Det kræver alle hendes kræfter at tale. Hun har ikke lang tid igen. ’Det er OK, Laura. Du kæmpede tappert. Du gjorde alt hvad du kunne.’ Hvisker jeg. ’Jeg var bare heldig. Det er den slags der sker. Det er OK at give slip, Laura. Det er OK.’

Laura kan ikke længere tale. Hun ligger bare og åbner og lukker munden, som en fisk på land, mens hun stirrer på mig med store, skræmte øjne. Hun lider i stor smerte. Jeg kunne skyde hende igen, afkorte hendes lidelse, men sandt at sige har jeg ikke travlt med at afslutte hendes liv. Jeg lægger pistolen fra mig og synker ned på det kolde betongulv. Synet af hendes smukke, døende krop, det intense blik i hendes øjne, visheden om det uundgåelige der skal ske, jeg er så liderlig, at jeg ikke længere kan holde igen.

’Jeg er her, lige her, sammen med dig, til det er overstået.’ Hvisker jeg, mens jeg stimulere mig selv, det bedste jeg kan. Jeg stirrer ind i hendes øjne og nyder de skiftende udtryk af smerte, rædsel, erkendelse, sorg og desperation, der står så tydeligt at læse i hendes ansigt. Jeg gnubber, stønner, brøler, mens jeg ser hvordan hendes krop langsomt men sikkert lukker ned, og hvordan hendes fortvivlede bevidsthed forsøger at forholde sig til det grusomme faktum, at den skal lukke ned sammen med kroppen.

Pludseligt begynder hendes krop at skælve voldsomt. Hun hoster. Pletter af blod kommer til syne på hendes læber. En gurglende, hvæsende lyd ledsager hendes anstrengte åndedræt. Det er tæt på. Hun kan mærke det. Det kan jeg se på desperationen i hendes øjne. Så er det som om en afklaret ro falder over hende. Hun lukker øjnene. Hendes krop skælver en sidste gang. Hun udånder i et langt, gurglende suk, der lyder som om det kommer fra det allerdybeste af hendes sjæl. Jeg brøler i orgasme, da en eksplosion af nydelse fylder min krop.

Jeg bliver ved med at gnubbe, og mærker den ene orgasme efter den anden gennemryst min krop. Først da jeg er helt udmattet, og så fuld af nydelse at jeg ikke kan rumme mere, holder jeg inde. Jeg sidder et par minutter og genvinder pusten, mens jeg nyder stilheden og synet af Lauras smukke, døde krop. Så rejser jeg mig, tager mine trusser og top på, og trækker læderjakken ud under Lauras døde krop. Da jeg gør det, ruller hun om på maven, så hendes dejlige røv strutter op mod mig. Jeg kunne trække trusserne af hende, og nyde synet af hendes sikkert helt vidunderlige skræv, men jeg gør det ikke. Hun døde med værdighed, og jeg vil ære hendes mod, ved at vise hende denne sidste respekt.

Førstedamens fald

Josefine Degn Frydenlund vil altid være et navn, som vil fremkalde et væld af følelser i mit sind. Had, kærlighed, frygt, nydelse, savn, glæde, ydmygelse og empati, for bare at nævne nogle få. Jo, det lyder rodet, og det er det også. Jeg tror aldrig, at jeg vil blive afklaret omkring mine følelser for hende. Hun var noget specielt, noget som ikke kan defineres eller afklares, og sådan vil jeg nok også altid have det med hende. Det må jeg blot acceptere.

Josefine var leder af en ganske særlig enhed i Efterretningstjenesten, som de få der kendte til den, lidt spøgefuldt refererede til som ’damegruppen’. Vi var en del af Interne Affærer, og vores opgave var, at forføre danske agenter, som man mistænkte for at samarbejde med fjendtlige magter, for på den måde at afsløre om der var noget om snakken. Vi var tolv ’damer’ i gruppen, som alle var udvalgte på grund af vores tiltalende ydre og evnen til at indynde os hos andre, og Josefine styrede os med hård hånd. Derfor kaldte vi hende alle for ’førstedamen’.

Josefine virkede urørlig. Hun var smuk, dragende og lysende intelligent. Hun var heller ikke hævet over, at bruge sin feminine ynde og manipulatoriske evner, til at opnå hvad hun ville, både internt i gruppen og i forhold til sine overordnede. Derfor kom det som lidt af et chok, da jeg en dag blev kaldt op til hendes chefs kontor og fik en ganske særlig opgave. Da jeg var kommet mig over chokket, og fik tænkt tingene igennem, stod det dog klart for mig, hvad jeg måtte gøre. Både for mig selv og for de andre kvinder i gruppen.

’Hvem der?’ Jeg kan høre Josefines nervøse stemme gennem døren, allerede da jeg tager fat i håndtaget og placerer nøglen i nøglehullet. Der er en lille skræm ved siden af døren, som viser billede fra et overvågningskamera inde i cellen. Så man kan se, om personen inde i cellen står klar til at flygte eller angribe. Det ser dog ikke ud til, at Josefine har tænkt sig at gøre nogen af delene. Hun sætter nok sin lid til, at hun kan snakke eller flirte sig ud af det her.

’Å gud, er det dig, Ditte!’ Siger hun og smiler varmt, da jeg åbner døren og træder ind. Hun lyder lettet. Hun er nok sikker på, at hun kan kontrollere mig. Jeg gengælder hendes smil. Jeg vil have, at hun skal slappe af. ’Ja, Josefine. Det er mig.’ Siger jeg. Hun ser stadig nervøs ud. Virker jeg for selvsikker? Eller er det bare situationen generelt, der gør hende usikker? ’Ved du hvorfor jeg er her?’ Spørger hun. ’Jeg er lige kommet tilbage fra en mission, og så bliver jeg ført her hen af to bevæbnede mænd. Ved du hvad der foregår?’

’Du skal ikke bekymre dig.’ Siger jeg, idet jeg smiler endnu breder og lægger en beroligende hånd på hendes arm. Mit hjerte hamrer og jeg må opbyde al min viljestyrke, for at virke så rolig og afslappet som muligt. ’En af dine overordnede skal bare lige tjekke nogle ting, før du afgiver rapport. Det er ikke noget alvorligt.’ Fortsætter jeg og giver hendes arm et klem. ’Er du sikker?’ Spørger hun, en smule mere afslappet, men stadig med et hint af nervøsitet i øjnene.

’Du ved da, at du kan stole på mig, Josefine. Har jeg ikke altid været 100% loyal overfor dig?’ Spørger jeg. Josefine nikker og smiler. ’Jo, søde. Selvfølgeligt. Jeg er nok bare lidt mistænksom af natur.’ Siger hun. Jeg fniser. ’Ja, det ligger jo ligesom i jobbet, at man skal være mistænksom overfor alt.’ Siger jeg. Josefine griner også. Et øjeblik er stemningen helt afslappet og kollegial. ’Jeg burde nok også have været mere mistænksom, da jeg lige var startet i gruppen, og du inviterede mig hjem til dig til et glas vin.’ Siger jeg. Josefines latter ophører brat. ’Hvad mener du?’

’Jeg tror godt du kan huske det, man lad mig under alle omstændigheder genopfriske din hukommelse.’ Siger jeg og mærker pulsen stige yderligere. ’Det startede meget hyggeligt. Vi fik lidt tapas og delte en flaske hvidvin. Så snart den var tom, trak du en flaske mere op. Jeg bed ikke synderligt mærke i det. Du virkede så sød og spændende og oprigtigt interesseret i mig. Jeg var smigret. Du sørgede for, at mit glas hele tiden var fyldt, mens du kun nippede til dit eget glas. Da vi havde tømt den anden flaske, foreslog du, at vi satte os hen på sofaen.’

’Ja, nu du siger det, så kan jeg godt huske den aften. Det var en hyggelig aften, syntes du ikke?’ Siger Josefine, lidt for ivrigt. Jeg lader mig ikke distrahere og fortsætter min beretning. ’Du lænede dig ind over mig, og begyndte at lege med min halskæde. Du stirrede ned i mine øjne, og sagde, at hvis vi to kom godt ud af det sammen, så ville jeg være sikret en stor karriere i Efterretningstjenesten. Du sagde også, at du havde licens til at dræbe, og som senioragent i Interne Affærer, havde du ret til at terminere illoyale agenter, uden at du skulle stå til ansvar for nogen.’

’Det kan jeg nu ikke lige huske, men hvis jeg sagde det, så var det jo sandt nok.’ Indskyder Josefine, som om hun er ivrig for at afslutte eller afspore samtalen. Jeg lader hende ikke få held med sit foretagende. ’Da du havde sagt det, greb du fat i min kjole og trak den ned. Du grinede. Jeg var i chok. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg havde lyst til at løbe skrigende bort, men jeg var bange for dig. Både bange og betaget. Du er jo en smuk kvinde, og din interesse for mig virkede smigrende. Men jeg forstod ikke, hvorfor du truede mig på den måde.’

’Truede dig? Nej, søde, jeg tror du misforstod situationen. Hvis jeg sagde de ting var det ikke for at true, det var bare fordi du var ny i gruppen og måske ikke vidste det.’ Siger Josefine og smiler afvæbnende. ’Altså, jeg er da ked af det, hvis du opfattede det som en trussel. Jeg sværger det ikke var ment på den måde.’ Jeg ignorerede hendes undskyldning. ’Du må have kunnet se, at jeg var nervøs. Du må have lagt mærke til, at jeg ikke gengældte din latter og dine smil.’ Siger jeg. ’Du er en mester i manipulation. Du må have vidst, nøjagtig hvilken effekt dine ord havde på mig.’

’Altså, jeg…’ Begynder Josefine, men jeg lader hende ikke afbryde mig. ’Du spurgte ikke om jeg havde lyst, du spurgte ikke om det var i orden, du flåede min kjole af og begyndte så selv at tage tøjet af. Du er smuk, det ved du, at du er, og jeg var da også betaget af dig. Betaget og rædselsslagen. Du aner ikke hvor bange jeg var, hvor meget jeg frygtede at gøre et eller andet forkert. Jeg ved, at du er ekspert i at læse andre mennesker, du må da have set, at der var et eller andet galt, du må da have fornemmet noget!’

’Søde skat, vi var nok begge to en smule berusede. Måske lagde jeg lidt for klodset an på dig, måske misforstod du situationen. Men du havde da lyst til mig, ikke? Og det var da en vidunderlig aften, ikke?’ Siger Josefine. Jeg har både lyst til at kysse hende og stikke hende en på siden af hovedet. ’Jo, du har ret.’ Hvisker jeg. ’Du er en smuk og spændende kvinde, Josefine. Lige siden jeg mødte dig allerførste gang, havde jeg været lun på dig. Du satte noget i gang i mig, som ingen anden kvinde før havde gjort.’

’Det er jeg glad for at høre, Ditte. Hvis jeg var for ivrig, så var det fordi du også tændte noget i mig. Jeg kan huske, da jeg så dig første gang, da jeg interviewede dig for at fastslå, om vi kunne bruge dig i afdelingen. Jeg blev straks betaget af dit smukke, åbne ansigt, dine dejlige øjne og din varme stemme.’ Hvisker Josefine. Jeg trykker mig ind mod hende. Hun er varm og blød og dejlig. Hun dufter vidunderligt. Jeg kan mærke sommerfugle i mit bryst og en knugende klump i min hals.

’Du er en fantastisk kvinde, Josefine. Jeg elsker dig, det gør jeg virkeligt. Jeg ved godt, at du har været sammen med stort set alle kvinderne her i afdelingen. De fik samme behandling som mig. Så snart de kom ind i afdelingen, inviterede du dem hjem til et glas vin. Du fik dem manøvreret over i sofaen og du lagde an på dem. Alle de kolleger jeg har snakket med, fortalte samme historie. Og de gav alle efter for dig.’ Hvisker jeg. ’Jeg bærer ikke noget nag over, at du åbenbart syntes de alle var så specielle, at du måtte lægge an på dem.’

’Men jeg forstår ikke, hvorfor du tog fat i mig og tvang mig ned mod dit blottede skræv. Jeg forstår ikke, hvorfor du pressede mit ansigt mod dit køn, med alle dine kræfter. Og jeg forstår ikke, hvorfor du fortalte om flere af de kvindelige agenter du havde dræbt, mens jeg slikkede dig til orgasme.’ Fortsætter jeg. ’Jeg var vild med dig, Josefine. Jeg havde aldrig været sammen med en anden kvinde. Du var den første. Da jeg kørte over til dig den aften, var jeg indstillet på, at vi skulle være sammen, hvis du havde lyst. Du havde ikke behøvet at true mig. Du havde ikke behøvet at tvinge mig.’

’Jeg er ked af, at du opfattede det på den måde, det er jeg virkeligt, Ditte.’ Hvisker Josefine, mens hun stirrer eftertænksomt frem for sig, som om hun genkalder den aften for sit indre blik. ’Jeg er bange for, at jeg godt kan lide det lidt hårdt. Sådan er jeg bare skruet sammen.’ Hvisker hun. Jeg kan ikke lade være med at smile. ’Ja, du kan lide det hårdt. Du kan lide at skræmme og ydmyge andre mennesker, du nyder at udøve magt over dem. Du fryder dig, når du knækker en anden kvinde, og får hende til at gøre som du ønsker.’ Hvisker jeg. ’Men det er slut nu, Josefine.’

’Hvad mener du? Nej, stop, nej!’ Hyler Josefine, da jeg griber fat om hende og fører kluden op til hendes ansigt. Den er våd, gennemvædet af kloroform. Jeg presser den mod hendes ansigt og tvinger hende samtidig til at dreje hovedet om mod mig. Jeg kan se rædslen i hendes øjne. Sandt at sige er det et smukt syn. ’Jeg ville have gjort alt for dig. Alt du skulle gøre var at spørge.’ Hvisker jeg. ’Det var første gang jeg var sammen med en anden kvinde. Det kunne have været smukt og trygt og dejligt, men du forvandlede det til et sygt magtspil, du manipulerede mig og du ydmygede mig.’

’Du vidste nøjagtigt, hvad du gjorde. Du kunne se, at jeg var bange og nervøs, men du var ligeglad. Nej, du var ikke ligeglad, du nød det. Du nød at se tvivlen i mine øjne, du nød mine nervøse bevægelser, du nød min tøven og min modvillighed, for det gjorde blot nydelsen endnu større, når jeg gav efter for dig.’ Hvisker jeg. Jeg kan se i Josefines øjne, at mine ord rammer sømmet på hovedet. Hun kan ikke flygte fra sandheden. Selv om hun er vant til at spille skuespil, kan hun ikke skjule hvem hun er.

’Du ved, at jeg taler sandt, Josefine. Jeg kan se det i dine smukke, smukke øjne. Nu vi er ved sandheden, så vil jeg gerne undskylde for, at jeg løj for dig lige før. Men jeg ville selvsagt ikke have, at du gik i panik.’ Hvisker jeg. Rædslen i hendes øjne tager til. Hun begynder at ane, hvad det faktisk er der er ved at ske. ’Det var bare en lille hvis løgn, for at sikre mig, at du ikke ville angribe eller prøve at flygte, før vi fik snakket sammen og jeg var klar til at gøre det jeg må gøre. Ja, det har nok regnet det ud nu, søde. Jeg er kommet for at slå dig ihjel.’

Da jeg siger de ord, eksploderer den kriblende fornemmelse i mit bryst og fylder hele min krop. Rædslen lyser ud af Josefines øjne. Det hele føles så intenst, at jeg må gispe efter vejret. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er skræmt og ophidset på én gang, jeg både frygter og glæder mig til det der skal ske, jeg har ondt af Josefine men nyder samtidig rædslen i hendes øjne. Jeg har ikke tid til at analysere mine følelser, jeg må blot acceptere dem og handle resolut og stålfast. Jeg presser kluden mod Josefines ansigt med alle mine kræfter.

Hun grynter og klynker bag kluden. Sikkert et forsøg på at tale, men kluden gør hendes ord uforståelige. Hun er allerede ved at blive svagere, jeg kan mærke det på hendes bevægelser, jeg kan se det på hendes blik. ’Det er allerede for sent at kæmpe imod. Kan du mærke det, Josefine?’ Hvisker jeg, mens jeg lader en hånd glide ned til hendes dejlige, struttende barm. Jeg kan mærke hendes stive brystvorte gennem den tynde lædertop. Den vidunderlige kriblen i min krop. Pludseligt går det op for mig. Jeg nyder den magt jeg har over hende.

’Du forspildte din chance for at kæmpe imod. Nu er du min, Josefine. Du skal dø nu, men du skal ikke dø hurtigt.’ Hvisker jeg, mens jeg kysser hendes dejlige, varme kind og grådigt befamler hendes vidunderlige bryst. ’Du ydmygede mig, du brugte mig, du nød at have magt over mig. Før jeg afslutter din eksistens, skal du mærke hvordan det føles, du skal mærke hvad jeg følte den aften. Du skal mærke afmagten, ydmygelsen og rædslen. Hører du, Josefine?’

Jeg er sikker på, at Josefine høre mine ord, men hun har for travlt med at kæmpe en desperat kamp for at holde fast i sin bevidsthed. Kloroformen gør sit arbejde og der er intet hun kan stille op. Kræfterne dræner langsomt men sikkert ud af hendes lemmer. ’Du kan rolige give slip, søde. Du skal ikke dø lige nu.’ Hvisker jeg. Nej, jeg vil ikke lade hende slippe så let. Hun skal have god tid til at opleve det der skal ske med hende. Det skal jeg nok sørge for hun får. Hun spjætter lidt i mine arme, så synker hendes knæ langsomt sammen.

Jeg guider forsigtigt hendes næsten bevidstløse krop ned på gulvet. Hun mumler lidt bag kluden. Så bliver hun stille. Hendes krop er slap. Jeg sætter hende forsigtigt op af væggen. Hun er helt væk. Hendes øjne er lukkede. Det ser næsten ud som om hun sover. Hun ser fredfyldt ud. Afslappet. Næsten uskyldig. Men jeg ved, at hun er alt andet end uskyldig. Som de fleste andre agenter i gruppen, har hun brugt sin seksualitet til at manipulere andre, hun har lokket dem i en fælde, hun har dræbt mange gange. Og så knuste hun mit hjerte.

Jo, på trods af vores problematiske elskov, eller måske netop fordi den var så speciel, faldt jeg pladask for hende. Hver aften, når jeg kom hjem fra arbejde, lå jeg i sengen og drømte om hende, drømte om at elske med hende, blot én gang mere. Men selv om jeg inviterede hende hjem til mig, ud i byen, eller forsøgte at få hende til at invitere mig over på endnu et glas, så afslog hun alle mine tilnærmelser. Vores elskov havde været en engangsforseelse og det smertede mig mere end noget andet.

Med skælvende fingre, rækker jeg hånden frem og griber lynlåsen i hendes top. Den kriblende fornemmelse i min krop tager til, da det går op for mig, at jeg vil nyde hendes krop en sidste gang, før jeg siger farvel. Jeg lyner op. Hendes vidunderlige bryster kommer til syne. Hendes mælkehvide hud, hendes brysters perfekte kurver, hendes brystvorters delikate brune farve. Hvor er hun dog smuk. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi kunne have haft sammen. Men det er for sent nu.

Jeg trækker hendes top til side og placere en skælvende hånd på hendes bryst. Det er blødt og fast på en gang, hendes brystvorte prikker ind i min håndflade, og den dejlige, varme hud føles helt vidunderlig mod min hånd og mine fingre. Jeg begynder at massere hendes bryst. Pludseligt mærker jeg en intens varme mellem mine ben. Jeg er ophidset. Jeg nyder hendes hjælpeløse krop, jeg nyder at vide, at hun er i min magt. Måske minder jeg mere om hende, end jeg ønsker at indrømme. Jeg kan i hvert fald godt mærke fascinationen af magt over liv og død.

Pludseligt hører jeg hende stønne. Hun bevæger benet en smule. Hun er ved at vågne op igen. Jeg smiler forventningsfuldt, mens jeg bliver ved med at massere hendes dejlige bryst. ’Ditte… Ditte…’ Mumler hun, mellem frydefulde støn. Jeg klukker. ’Ja, lille skat, det er mig. Nyder du mine kærtegn? Kan du huske hvad der er sket? Kan du det, Josefine?’ Josefine svarer ikke med det samme. Men pludseligt begynder hun at klynke og bevæge sine arme og ben. Jeg griner. ’Nej, fjollegøj, du er alt for svag til at rejse dig. Det er allerede for sent, Josefine. Du må bare acceptere din skæbne.’

Jeg tager kluden og holder den klar. Så læner jeg mig ind over hende og hvisker i hendes øre. ’Du skal dø, Josefine, det håber jeg du forstår. Alting slutter. Din dejlige krop, dit skarpe sind, alt hvad du er, alt hvad du nogensinde kunne blive, det stopper i dag. Kan du fatte det? Snart er du borte. Snart er du ingenting. Jeg bestemmer hvornår det sker, Josefine. Du lever kun på min nåde. Du skal dø for min hånd. Dit liv slutter, når jeg bestemmer det.’

’Ditte, nej, undskyld, undskyld, jeg ved godt, at jeg har gjort dig ondt. Men jeg fortryder det så inderligt, tro mig, jeg elsker dig, jeg elsker dig. Hvis du har blot en smule følelser for mig, så hjælp mig, og jeg vil altid være her for dig, jeg sværger, Ditte, du må tro mig.’ Insisterer Josefine med svag stemme. ’Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på dine ord, Josefine. Men du brugte mig, og så fik jeg ellers den kolde skulder.’ Siger jeg og mærker vreden fylde mig. ’Desuden er du mester i manipulation, så der er absolut ingen grund til, at jeg skulle stole på det du siger. Under alle omstændigheder er det for sent nu. Beslutningen er truffet. Du skal dø.’

’Nej, Ditte, jeg beder dig, det må være en misforståelse!’ Hyler Josefine, da jeg atter fører kluden op mod hendes ansigt. Hun vræler, da jeg presser den mod hendes næse og mund. ’Ordren var skam ikke til at misforstå, søde. Du skal dø.’ Hvisker jeg, mens Josefine jamrer og sprutter under kluden. Hun drejer ansigtet op mod mig, og stirrer op på mig med store, bedende øjne. Hendes øjne er virkeligt smukke, og de brænder med en intensitet, jeg aldrig har set før. Det giver et sug i maven. Der er ingen tvivl om, at hun ønsker at leve med hver en fiber i hendes dejlige krop!

’Jeg kan afslutte dit liv, når jeg vil. Jeg kan bare blive ved med at presse kluden mod din næse og mund, så vågner du aldrig op igen. Jeg bestemmer hvornår det slutter. Måske om et minut, måske om fem, måske om en halv time, hvem ved?’ Hvisker jeg, men rædslen og desperationen i Josefines øje vokser til uanede højder. Det kribler helt vidunderligt i min mave. Jeg nyder hendes lidelse, hendes ydmygelse, hendes hjælpeløshed! Jeg nyder visheden om, at alt hvad hun er – alt hvad dette dejlige menneske indeholder af erindringer, håb og drømme – skal slutte i det øjeblik jeg ønsker det.

Jeg flår toppen ned om håndleddene på Josefine, så hun ikke kan gribe fat i mine hænder. Det betyder så også, at hendes bryster gynger og skælver helt vidunderligt, mens hun kæmper imod det uundgåelige. ’Måske skal du bare sove lidt endnu, søde. Måske vågner du aldrig op igen. Hvem ved?’ Klukker jeg fornøjet, mens kraften endnu engang langsom dræner ud af hendes dejlige krop. Hun sender mig et sidste desperat blik, så glider hendes øjne i og hendes krop bliver slap. Skal jeg afslutte det?

Nej, jeg er ikke færdig med hende. Jeg fjerner kluden fra hendes ansigt og fisker et lille stykke silkereb op af min ene støvle. Det har jeg altid på mig, just in case. Så tager jeg hendes lædertop, lægger den ud på gulvet foran hende og lægger hende forsigtig ned på maven, ovenpå den. Hun skal ikke lide. I hvert fald ikke fysisk. Nej, hendes dejlige krop skal ikke lide overlast. Det er kun psykisk hun skal lide.

Hun ligger på maven foran mig. Denne dejlig, smukke, perfekte kvinde, helt slap og hjælpeløs. Jeg fører forsigtigt en hånd op langs hendes rygrad, nyder de små bump, som hendes rygradsknogler laver under hendes perfekte hud. Jeg fører min anden hånd ned til hendes røv og nyder hendes dejlige baller gennem hendes tynde nederdel. Hun er smuk. Hun er dejlig. Hun er min. ’Åh Josefine, vi kunne have haft det så vidunderligt sammen.’ Hvisker jeg ophidset.

Ja det kunne vi. Men i bund og grund er det ligegyldigt nu. Hendes liv er slut. Om et øjeblik er hun borte. Hun vil ikke længere eksistere i denne verden, så det giver ingen mening at spekulere over, hvad der kunne have været imellem os. Nej, jeg må blot nyde denne sidste tid vi har sammen. Og det vil jeg. Jeg vil nyde hendes dejlige krop, jeg vil nyde hendes hjælpeløshed, jeg vil nyde hendes dødsangst og dødskamp.

Da jeg griber fat i hendes håndled, for at binde hendes hænder på ryggen, kan jeg høre hende stønne. Så kommer der et lille gisp fra hendes læber og så begynder hun at snøfte. ’Ditte, du må ikke slå mig ihjel.’ Hvisker hun. ’Du må ikke blive en kynisk og kold kælling, lige som mig. Du er et sødt og dejlig menneske, du er langt bedre end det her. Jeg beder dig, du må ikke dræbe din uskyldighed, du må ikke dræbe din medmenneskelighed. Det er de karaktertræk, der gør dig til det dejlige menneske du er. Et menneske jeg respekterer. Et menneske jeg elsker.’

’Du forstår at belægge dine ord, Josefine, det må jeg give dig. Og du giver ikke op, det må jeg også give dig.’ Siger jeg og klukker fornøjet. ’Men du burde lade være med at spilde din tid, med, at forsøge at tale mig fra det her, og i stedet prøve at acceptere og slutte fred med din skæbne. For dø, det skal du, uanset hvad du siger.’ Josefine brøler frustreret og vrider sig under mig. Det er dog for sent. Jeg har bundet hendes håndled og hun er alt for svækket til at kæmpe seriøst imod. ’Indse det, der er intet du kan stille op.’ Klukker jeg og giver hendes røv et klap.

’OK; hvis du ikke vil tro på, at jeg har følelser for dig, så lad mig i det mindste påpege, at jeg er 36 år gammel. Jeg har masser af gode år i mig endnu, år jeg har glædet mig til at leve, år jeg har ret til at leve! Jeg har kæmpet hårdt for min karriere i Efterretningstjenesten, og jeg har altid været pligtopfyldende og loyal. Jeg ved ikke hvorfor, at nogen oppe i systemet vil af med mig, men jeg kan garantere dig, at der må foreligge en misforståelse. Selv om du er overbevist om det modsatte, fortjener jeg så i det mindste ikke, at tvivlen kommer mig til gode?’

’Du er knivskarp, Josefine. Tænk, at jeg skal lukke ned for så fantastisk et sind.’ Hvisker jeg og mærker den kriblende fornemmelse i min krop tage til. Tiden er snart kommet. Jeg kan mærke det. Det tænder alle mine sanser, det stimulerer alle følelser i min krop og mit sind. Jeg stønner af ophidselse. ’Tænk nu, hvis du tager fejl! Tænk nu, hvis du misforstod noget, eller nogen oppe i systemet har lavet en fejl! Tænk nu, hvis det ikke var meningen jeg skulle dø! Vil du virkelig have det på din samvittighed?’ Hulker Josefine desperat. ’Du kan da i det mindste lige få bekræftet ordren, før du udføre den!’

’Det behøver jeg ikke. Hvis jeg har misforstået noget, så skal jeg nok tage konsekvensen. Det skal du slet ikke tænke på, søde.’ Klukker jeg, idet jeg tager kluden og gør mig klar til den endelige afslutning. ’Men det kommer du jo heller ikke til, for om et øjeblik er du død, Josefine. Er du klar?’ Josefines krop spjætter. Hun stirrer på kluden med rædselsslagne øjne. Tårerne trækker mørke linjer af mascara ned over hendes smukke kinder. ’Nej! Ditte, jeg beder dig, du må ikke gøre der, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke, jeg vil ikke!’ Vræler hun med skinger stemme.

’Denne her kunne du ikke tale dig ud af, Josefine. Så nu slutter det.’ Klukker jeg, idet jeg lægger mærke til, at kluden kun er en lille smule fugtig. ’Nå, jeg tror ikke der er så meget kloroform på kluden, Josefine. Men det er jo også kun godt, for så vil du måske være ved bevidsthed, når jeg kvæler dig.’ Josefine skriger. ’Ditte! Stop! Du må ikke! Du må ikke! Nej!’ Jeg nyder desperationen i hendes stemme. Hun er absolut rædselsslagen. Hun ved hvad der skal ske, og der er intet, absolut intet, hun kan gøre for at undgå det. Hun må gennemleve rædslen, hun må gennemleve smerten, hun må mærke sig selv slutte.

’Tag dit sidste åndedræt, søde.’ Klukker jeg. Josefine skriger, ikke forståelige ord, men et højt, næsten dyrisk brøl. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det sender frydefulde kuldegysninger op af min ryg og den varme, kriblende fornemmelse i min krop går amok. Jeg lader hende ikke skrige færdig. Jeg afbryder hendes skrig ved at presse kluden hårdt mod hendes ansigt, mod hendes mund og hendes næse. ’Så er du færdig med at skrige. Og færdig med at trække vejret. Og om et øjeblik – bare færdig!’

Jeg kan slet ikke beskrive den følelse der fylder min krop, idet jeg med grusom målrettethed holder fast om Josefines nakke med den ene hånd, mens jeg presser kluden hårdt mod hendes ansigt med den anden. Det er en frydefuld fornemmelse, en både grusom og ophidsende følelse. Jeg ved, at det jeg gør, er både forkert og grusomt. Da jeg var barn, proppede jeg en hundelort gennem min nabos brevsprække. Det er lidt samme følelse der fylder mig nu, bare en milliard gange mere intens. Jeg bilder mig ikke ind, at det er ok, eller at Josefine i streng etisk og moralsk forstand fortjener at dø, men det sker og jeg nyder det, jeg nyder det i fulde drag!

Josefine begynder at spjætte i mine hænder, som om hun tror, at hun kan få sit hoved ud af mit dødsgreb. Det kan hun selvfølgeligt ikke. Jeg kan ikke lade være med at grine, så tåbelig og nyttesløs virker hendes desperate kamp. Hun kan intet stille op. Hun kan bare tælle sekunderne bort, mens luften i hendes lunger slipper op, og smerten i hendes dejlige krop bare vokser og vokser. ’Du er stadig ved bevidsthed, lille skat.’ Hvisker jeg. ’Det er godt. Du skal mærke dig selv blive kvalt, du skal mærke sig selv dø. Kan du mære dine lunger brænde? Kan du mærke, at smerten spreder sig i din krop?’

Josefine spjætter og sparker med den smule kræfter hun har tilbage i sin krop. Hun tudbrøler bag kluden og tårerne vælter ned af hendes kinder. ’Du kan intet stille op. Du kan ikke flygte fra smerten, du kan kun udholde den og mærke hvordan den bliver mere og mere intens.’ Hvisker jeg ophidset. ’Smerten slutter først når du dør, Josefine. Fatter du det? Når du dør!’ Pludseligt mærker jeg noget, der næsten føles som et slag i maven. Så eksplodere den varme fornemmelse i min krop. Jeg brøler. Jeg har fået orgasme! Og nydelsen bliver blot mere og mere intens, den fylder min krop, den fylder min sjæl!

Jeg brøler og stønner, mens bølger af nydelse bliver ved med at eksploderer gennem min krop. Jeg må opbyde al min koncentration for at holde kluden fast over Josefines næse og mund. Hendes krops desperate kamp bliver stadig mere voldsom, stadig mere krampagtig. Jeg kan se smerten og rædslen i hendes ansigt, og synet af hendes lidelse gør blot min nydelse endnu mere intens! Hun sender et sidste desperat blik op mod mig. Desperationen bliver til opgivelse. Så glider hendes øjne i. Hun er ved at dø, lige nu, lige her, hun er ved at dø!

Jeg holder kluden fast, mærker hendes krops ynkelige kamp blive svagere og svagere, før hendes krop til sidst dirrer som en spændt buestreng. Og så er det slut. Pludseligt giver samtlige muskler i hendes dejlige krop slip, og hun ligger helt stille på gulvet under mig, slap som en sæk kartofler. Det er slut! Hun er borte! Jeg holder kluden på plads, mens jeg langsomt tæller ned fra ti. Jeg vil være sikker. Hun skal ikke komme tilbage. Denne gang er det endeligt, definitivt, uigenkaldeligt slut! Hun er helt stille. Helt, helt stille. Jeg får talt ned, og ikke en eneste muskel har rørt sig i hendes krop. Jeg giver slip. Et langt suk forlader hendes læber. Så bliver hun helt stille igen.

’Tak for kampen, søde.’ Hvisker jeg, tørrer de værste mascarastriber af hendes kinder med kluden, før jeg propper den i munden på hende. Hun svarer ikke. Hun siger intet. Hun bevæger sig ikke. Hun trækker ikke engang vejret. Hun er helt, helt stille. Jeg kan næsten ikke fatte, at hun faktisk er væk, og at jeg tog livet fra hende. Men det er sandt. Jeg smiler ned til hende. Så ager jeg hende forsigtigt over håret. ’Var det hårdt, søde? Var det smertefuldt? Nå, det er overstået nu, nu vil du ikke længere mærke nogen smerte i dit liv.’ Hvisker jeg.

Jeg rejser mig. Jeg føler mig fuldstændig udmattet, tilfredsstillet og tom indeni. Som efter helt fantastisk sex. Jeg retter mit hår og mit tøj til. Da får jeg øje på overvågningskameraet, som hænger lige der i loftet og stirrer på mig med sin blanke linse. Skærmen ved døren. Jeg synker en klump, og håber, at der ikke er kommet nogen forbi derude, som har set hvad der er sket. Ikke fordi jeg skammer mig, det er bare noget som kun vedkommer Josefine og mig. Jeg tager en dyb indånding. Så åbner jeg døren. ’Øh, hej Ditte’ Siger Mona, som stirrer på mig med en blanding af frygt og fascination. Hun bider sig i læben. Så smiler hun. ’Du kommer vel ikke over til et glas vin på lørdag?’

’Hvor meget så du egentlig?’ Spørger jeg, da vi sætter os ned i sofaen. Den er kun lige stor nok til to. Der er ingen vin. Det var nu heller ikke derfor jeg kom, hvis jeg skal være helt ærlig. ’Jeg så det hele.’ Svarer Mona. Hun har den der sære blanding af frygt og fascination i sine øjne igen. Hun vender sig mod mig. Sofaen er så lav, at jeg kan se op under hendes nederdel. Hun har kun fiskenetstrømper på. Ingen trusser. Hendes skræv er glatbarberede, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er hendes skamlæber opsvulmede. Jeg mærker en varme brede sig gennem min krop.

’Jeg er kun junioragent, jeg har endnu ikke licens til at dræbe.’ Hvisker Mona. Jeg rækker ud efter den øverste knap i hendes top. Hun trækker sig ikke væk, men smiler bredt i stedet. Jeg knapper den op. Så den næste. Så den næste. Så den sidste. ’Hvordan var det at kværke Josefine med dine egne hænder?’ Hvisker Mona. Jeg kan høre ophidselsen i hendes stemme og se den i hendes øjne. Jeg smiler. ’Det var noget af en oplevelse.’ Svarer jeg. ’Det var også noget af en oplevelse at se på.’ Siger Mona med et skævt smil.

’Det bliver varmt herinde.’ Klukker jeg, flår min top af og læner mig skødesløst tilbage i sofaen. Mona stirrer betaget på min barm. ’Wow.’ Hvisker hun. ’Du er godt nok en flot kvinde.’ Jeg smiler. ’Jeg har også haft et godt øje til dig, lige siden du startede i afdelingen.’ Siger jeg. Monas smil gør fra øre til øre. Så mærker jeg hendes hånd på mit lår. Den glider langsomt og lidt forsigtigt ned mod mit skræv. ’Har du været sammen med hende? Altså Josefine?’ Spørger Mona. Jeg nikker. ’Hvad med dig?’ Spørger jeg. ’Ja, en enkelt gang, da jeg lige var startet.’ Siger Mona.

’Hun inviterede mig hjem til sig privat.’ Fortsætter Mona. ’Hun virkede så selvsikker, så dominerende. Nærmest truende. Jeg var helt paf, men jeg turde ikke afvise hende.’ Jeg nikker igen. ’Ja, sådan var hun. Alle pigerne i afdelingen har fået den behandling. Hun var en kvinde med stor appetit.’ Mona fniser. ’Ja, det var hun. En smuk kvinde. En dejlig kvinde. Når jeg tænker på… hvor overlegen og selvsikker hun altid virkede… det var virkeligt skræmmende, at se rædslen og tårerne i hendes øjne, da det gik op for hende, at hun virkelig skulle dø. Det syn vil jeg aldrig glemme.’

’Heller ikke mig. Det var et intenst syn.’ Siger jeg. ’Skræmmende, men også ophidsende. Syntes du ikke?’ Hun ser lidt forvirret på mig. Så smiler hun og nikker forsigtigt. ’Jeg er liderlig.’ Hvisker jeg. ’Hvad med dig, søde?’ Hun nikker igen. Uden yderligere ord, flår vi tøjet af hinanden og overgiver os til hinandens kroppe og elskovens sødmefulde univers.

Medarbejderudviklingssamtalen

Jeg blev selvfølgeligt både begejstret og beæret, da lederen af Kontraspionageafdelingen i Efterretningstjenesten, udnævnte mig til teamleder for en gruppe af tolv feltagenter. Det var en super spændende udfordring at skulle planlægge og koordinere operationer for alle agenterne, samt at koordinere samarbejde med andre teams og opad i systemet. Den del af jobbet elskede jeg fra dag ét.

Det tog mig dog lidt til at lære at elske personaleansvarsdelen, specielt MUS, eller Medarbejder Udviklings Samtaler. Bare ordet fik mig næsten til at falde i søvn. Heldigvis lærte jeg også at elske den del af jobbet, ikke mindst takket være Tina Skjoldbæk og Maiken Toftholm…

’Hej Tina og Maiken, værsgo at tage plads i sofaen der. Lad mig starte med at sige, at jeg er glad for, at I var med på at slå jeres MUS samtaler sammen til én.’ Siger jeg og gestikulerer mod den gamle, halvslidte sofa, jeg har fået båret ind på mit kontor til lejligheden, sammen med et tykt, gammelt tæppe. Maiken ser lidt forundrede ud over indretningen.

’Ja, selvfølgeligt.’ Siger Tina og smiler og nikker. ’Ja, helt OK.’ Istemmer Maiken. ’Hvad er det for en sofa? Jeg syntes ikke, jeg har set den på dit kontor før?’ Jeg smiler. Maiken er den kvikkeste af de to, og hun har selvfølgeligt straks bemærket at mit kontor ikke ser ud som det plejer. ’Tænkte jeg ville prøve noget nyt.’ Siger jeg, som om det ikke betyder noget. Så ser jeg på Tina. ’Nå, lad os komme i gang. Tina, vi starter med dig.’

’Øh, ja, OK.’ Siger Tina og ser på mig. Jeg kan se på hendes blik og hendes smil, at hun er en smule nervøs. Er det bare almindelig nervøsitet, som man kan forvente ved en MUS samtale, eller fornemmer hun, at der er noget mere på færde? Det kan jeg ikke umiddelbart læse i hendes øjne.

’OK, Tina, vil du fortælle mig med dine egne ord, hvordan du syntes du har klaret dit arbejde, siden sidste MUS samtale?’ Spørger jeg. Tina nikker. ’Øj, ja, jeg syntes det er gået rigtigt godt. Jeg har klaret alle de missioner du har sendt mig på. Jeg har været loyal, flittig og dedikeret. Jeg syntes det er gået rigtig godt.’ Siger hun. Stadig nervøst.

’Jamen det er jeg glad for at høre, Tina.’ Siger jeg og smiler. Hun ser lettet ud. Tror hun, at hun er off the hook? ’Hvis du skal kaste et kritisk blik på din egen performance, er der så noget du vil fremhæve?’ Spørger jeg. Hun bider sig i læben og nervøsiteten vender tilbage i hendes blik. ’Øh, nej, som sagt går det godt.’ Siger hun.

’OK, tak, Tina. Maiken, du får samme spørgsmål. Vil du beskrive, med dine egne ord, hvordan du syntes du har klaret dit arbejde, siden sidste MUS samtale?’ Spørger jeg, denne gang henvendt til Maiken. Hun smiler og nikker. ’Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige.’ Klukker hun. ’Med fare for at gentage Tina, så syntes jeg det går godt.’

’Javel ja.’ Svarer jeg, rejser mig fra min stol og går hen mod de to kvinder der sidder sammen på sofaen. ’Og hvis du skulle kaste et kritisk blik på din egen performance? Har du ikke lavet nogen fejl?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. Jeg smiler. ’OK, piger, så I har klaret alt til et rent tolvtal, og der har ikke været nogen svipsere – ingen, overhovedet?’

’Nej.’ Svarer Maiken hurtigt. Tina ryster også på hovedet. Tina ser nervøs ud. Maiken holder masken noget bedre. ’OK, hvis I ikke har yderligere at tilføje, så lad mig komme med min ledelsesmæssige kritik.’ Siger jeg, idet jeg vender mig om og tager min læderhandsker og min tjenestepistol, som ligger i en bakke på mit skrivebord.

’Hvad sker der?’ Gisper Tina. Selv Maiken ser en smule nervøs ud. Så ser Maiken ned på det gamle, grimme tæppe og den kiksede, slidte sofa. Da hun ser op på mig igen, har hun svært ved at skjule rædslen i sine øjne. Femøren er faldet for hende. Som sagt, Maiken har altid været den kvikkeste af de to. ’Fuck.’ Hvisker hun.

’Ja, fuck, Maiken og Tina. Fuck er vidst et meget præcist ord, til at beskrive den situation I befinder jer i.’ Siger jeg. De to piger ser hurtigt på hinanden, med bange anelser i deres smukke øjne. ’Hvad mener du?’ Hvisker Tina med skælvende læber. ’Vi har da ikke gjort noget galt!’ Istemmer Maiken. Jeg kan høre på hendes stemme, at hun ikke engang selv tror jeg køber den.

’OK, hvis jeg skal finde et enkelt kritikpunkt, et enkelt hår i suppen, i hvad der ellers hare være et udmærket indsats fra jeres side, så lad os mentalt spole tilbage til den mission I udførte i Kaliningrad. Det var en vellykket mission.’ Siger jeg og smiler. ’Det jeg gerne vil tale om, var hvad der skete, da I ankom til vores safe house i Braniewo, på den polske side af grænsen.’

’Der skete da ingenting. Vi ventede på vores extraction og så fløj vi hjem!’ Udbryder Tina. Jeg ryster på hovedet. ’Ingenting er vidst ikke den rette betegnelse. I var begge oppe at køre over den vellykkede mission, ikke sandt?’ Siger jeg. Jeg kan se på udtrykket i deres øjne, at de godt ved det jeg siger er sandt. ’Det havde været en farlig mission. I var sluppet ud i live. I var glade for at leve. I ville fejre det.’

’Det var dig, Tina, der tog initiativet.’ Fortsætter jeg med monoton stemme. ’Da I skulle klæde om efter missionen, skubbede du Maiken omkuld på sengen. Fnisende kastede du dig over hende. Det startede som en uskyldig leg, men det udviklede sig hurtigt til meget mere end det.’ Maiken ser forbløffet på mig. ’Du er vores chef! Du kan ikke bare sige den slags, uden beviser! Det er jo sexchikane, når du insinuere den slags!’

’Kære, søde ven, selvfølgeligt ville jeg ikke sige det her, med mindre jeg var sikker i min sag. Ser du, alle vores safe houses er udstyret med skjulte mikrofoner og kameraer. Det mest moderne isenkram på markedet, umuligt at se, med mindre man ved hvad man leder efter. Jeg har set og hørt det hele.’ Siger jeg. Nu kan ingen af pigerne længere undertrykke deres nervøsitet.

’Maiken, du gik til bekendelse, mens Tina lå og slikkede din fisse. Du betroede hende, at du var træt af at være agent, og du spurgte, om hun ikke ville stikke af sammen med dig.’ Siger jeg. Begge piger stirrer beklemte ned i gulvet. ’Tina sagde straks ja, men spurgte så, hvad du havde tænkt dig I skulle leve af.’ Fortsætter jeg. ’Det var her, samtalen blev rigtig interessant.’

’Maiken fortalte, at hun havde stjålet en USB nøgle fra det regeringskontor, I var brudt ind på i Kaliningrad, og at hun vidste, at den indeholdt en række dybt fortrolige oplysninger om det russiske atomvåbenprogram, som I kunne sælge til højstbydende.’ Siger jeg, idet jeg nonchalant sætter mig til rette på kanten af mit skrivebord. ’Den var du med på, ikke sandt, Tina?’

’Jeg anede ikke…’ Begynder Tina, men Maiken giver hende en albue i siden. ’Hold din kæft.’ Hvisker hun. Så ser hun op på mig. ’Jeg vil gerne tale med min advokat, før vi fortsætter.’ Siger hun. Jeg smiler. ’Jamen kære Maiken, vi er da ikke færdige med MUS samtalen endnu. Lad os nu lige afslutte tingene her.’

’Nå, men Tina, du fik slikket Maiken til en vidunderlig orgasme, og bagefter var det selvfølgeligt Maikens tur til at gøre gengæld. Maiken spiller klaver og er ekspert i at bryde låse og pengeskabe op. Hun har en meget fintfølende kontrol med sine smidige fingre, ikke sandt?’ Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet igen, idet jeg tydeligt husker billederne fra videokameraerne.

’Mens Maiken gav Tina, for nu at bruge Tinas egne ord, det bedste fucking håndjob i hendes liv, aftalte I, at I ville tage tilbage til Danmark, holde USB nøglen skjult, prøve at finde en køber og herefter stikke af til Guatemala.’ Siger jeg og tapper pistolen forsigtigt mod skrivebordet. ’I fandt en køber. I overførte data. Pengene er tilsyneladende gået ind på jeres konto i Panama. I skulle rejse i aften. Ikke sandt?’

’Nej!’ Hyler Tina. Maiken ryster på hovedet. Jeg smiler atter. ’Jeg fik en af agenterne fra vores Århusafdeling til agere køber. Og jeg fik banken i Panama til at bekræfte, at pengene var overført, selv om der ikke er gået en cent ind på jeres konto. Så for at opsummere: I har forrådt Efterretningstjenesten, vi ved det hele, og I har fået nul og niks ud af det. Syntes I ikke det bør indgå i jeres halvårlige evaluering?’

’Nej, det er ikke sandt!’ Hyler Tina. Maiken prøver at rejse sig fra sofaen. Jeg retter pistolen mod hendes bryst. ’I to går ingen steder.’ Siger jeg, idet jeg bakker om bag mit skrivebord og tager en håndfuld silketørklæder fra skuffen øverst til højre. Jeg havde dem med i morges, netop til denne lejlighed. ’Nu binder jeg dem her om jeres arme og ben. Og så sidder i helt stille og roligt i sofaen, uden at skabe jer. Forstået?’

De to piger nikker. Tina synker en klump. Maikens øjne flakker nervøst rundt i lokalet. ’Jeg ville bare så gerne være sammen med Maiken. Jeg har været lun på hende, lige siden jeg startede her i afdelingen. Jeg gjorde det for kærligheden, intet andet. Jeg mente ikke noget ond med det.’ Hvisker Tina med skælvende stemme, mens jeg binder hende. Maiken mæler ikke et ord, da jeg binder hendes arme og ben.

’Sådan, piger, det er faktisk ret flot ud, hvis jeg selv skal sige det.’ Siger jeg, idet jeg rejser mig og nyder synet af de to hjælpeløse piger. Jeg ved godt, at det ikke var nødvendigt at binde dem, jeg har jo pistolen, men jeg har altid tændt lidt på at binde en anden smuk kvinde – og når lejligheden byder sig for at binde to af slagsen, hvorfor så ikke gribe den? Min arbejdsglæde er jo lige så vigtig som mine underordnedes.

’OK, vores interne retningslinjer foreskriver, at jeg skal evaluere jeres indsats på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er en dybt utilstrækkelig præstation, og hvor 5 er en fremragende præstation over forventning.’ Siger jeg og retter min opmærksomhed mod Maiken. ’Maiken, lad os starte med dig, siden det var din idé, at forråde Efterretningstjenesten.’

’Og med det i mente, kan jeg desværre ikke give dig mere end 1, Maiken. Det betyder også, at jeg bliver nødt til at foretage det vi i fagsproget kalder en ultimativ terminering af ansættelsesforholdet. Er du med på hvad det betyder?’ Siger jeg. Jeg kan se på udtrykket i Maikens øjne, at hun udmærket er klar over hvad det betyder. En tåre løber ned af hendes kind, for ligesom at understrege pointen.

’Kan vi ikke få lov at tale med Interne Affærer? Eller en overordnet?’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Jeg har clearet det her hele vejen op, Maiken. Alle er enige om, at det er den bedste løsning.’ Tina stirrer overrasket på os begge to. ’Så hun er bare fyret?’ Udbryder hun og smiler lettet. Som sagt, Tina er ikke den skarpeste af de to.

’Desværre nej, kære Tina.’ Siger jeg og vender mig mod Tina, der stirrer nervøst op på mig. ’En afskedigelse er en almindelig terminering af ansættelsesforholdet. En ultimativ terminering betyder, at det ikke kun er ansættelsesforholdet der ophører. Det er selve agenten.’ Siger jeg. Der går et øjeblik før femøren falder for Tina. Så vælder rædslen op i hendes øjne. ’Du mener da ikke…’

’Jo, Tina. Maiken skal dø. Og eftersom du hoppede med på Maikens forræderi, skal du dele samme skæbne.’ Siger jeg. Jeg kan mærke, at det kribler i maven. Der er noget intenst over, at fortælle et andet menneske, at det skal dø. Tårerne vælder op i Tinas øjne. ’Nej, det kan du da ikke! Det er da ikke nødvendigt! Vi er kolleger! Vi er venner! Du må da kunne gøre et eller andet!?’

’Måske kunne jeg, Tina, men det vil jeg ærligt talt ikke. Det var mig selv der gik til ledergruppen, med en anmodning om at terminere jer.’ Siger jeg. Det var sandt. Da jeg havde afsløret deres forræderi, kunne jeg ikke komme i tanke om en mere passende straf. Heldigvis havde ledergruppen godkendt det. ’Hvad?’ Brøler begge piger i kor.

’I fortjener den absolut strengeste straf, og det ved I også godt. Det I har gjort er forræderi, intet kan undskylde det.’ Siger jeg. Jeg har ondt af de to piger, selv om jeg ikke er i tvivl om, at de fortjener den straf jeg har fået dem idømt. De begynder begge at protestere, jamre og bede for deres liv. ’Hold nu op piger, det der klæder jer ikke.’ Siger jeg og vikler et tørklæde om hovedet på hver af dem.

De klynker og jamrer stadig, men i det mindste ikke helt så højlydt. Deres tårer trækker mørke streger af mascara ned over deres kinder. Pludseligt slår det mig, hvor smukke de to piger er, som de sidder der på sofaen, desperate, sårbare og hjælpeløse. De kan intet stille op. De er fuldstændig i min magt. Der er noget berusende over, at have maget over liv og død, at holde andre menneskers skæbne i sine hænder.

Det kribler forventningsfuldt i min mave, men jeg mærker også en intens varme længere nede. Jeg er liderlig. Jeg kan ikke fornægte det. Og hvorfor ikke? Jeg skal ikke blot dræbe to agenter, jeg skal tage livet fra to unge, smukke, dejlige, varme, velskabte kvindekroppe. Der er kun os tre på kontoret. Når de er døde, vil der ikke være nogen vidner til det jeg har gjort.

Varmen i mit skridt og den kriblende fornemmelse i min mave glider sammen og forstærkes, da jeg erkender, at jeg kan gøre hvad jeg vil med de to piger. Jeg behøver ikke skynde mig. Jeg kan tage mig den tid jeg vil. Ikke fordi jeg har lyst til at gøre det sværere for de to piger end det behøver at være, men jeg har lyst til at opleve den sidste tid i deres liv, jeg har lyst til at se hvordan de forholder sig på vejen hen mod det uundgåelige.

’Nå, piger, I løber jo ingen steder.’ Siger jeg og strækker mig, dovent og mageligt, for at signalere til dem, at jeg har tænkt mig at tage min tid om det her. Det gør kun deres rædsel mere intens. Jeg smiler og retter pistolen skiftevis mod Tina og Maiken. ’Nå, hvem af jer skal jeg henrette først? Forræderiet var jo Maikens idé, så du skal jo næsten dø først.’

Maiken vræler bag tørklædet og sparker ynkeligt med sine ben. Jeg smiler bredt. Varmen fylder nu hele min krop. ’Dejligt at se din krop vride sig på den måde, Maiken. Næsten lige så intenst som da Tina slikkede din dejlige, sjaskvåde fisse. Nu er det dog ikke en orgasme du kan se frem til, men enden på alt hvad du er og alt hvad du nogensinde kunne blive.’

’Men før jeg afliver nogen af jer, vil jeg da lige nyde lidt af den feminine ynde, I så rundhåndet delte med hinanden i Braniewo.’ Klukker jeg, griber fat i kanten af Maikens kjole og flår den ned, så hendes store, dejlige bryster gyngende kommer til syne. Begge piger skriger. Så flår jeg Tinas kjole ned. Hendes bryster er mindste lige så dejlige.

’Fire dejlige, smukke bryster.’ Hvisker jeg og ser betaget på de fire fantastiske kødglober, der æggende og inciterende gynger op og ned for mine øjne. Det er et vidunderligt syn. ’Jeg har altid vidst, at I var et par meget smukke kvinder.’ Siger jeg og nikker anerkendende. ’En skam, at man ikke kan slukke ned for jeres forræderiske sind, uden samtidig at skulle ødelægge jeres dejlige, dejlige kroppe.’

De to piger hulker og jamrer, mens jeg nyder synet af deres fantastiske bryster. Hvert et skræmt blik og hvert et desperat klynk, sender bølger af nydelse gennem min krop. Sandt at sige er jeg noget overrasket. Jeg er ikke sadist. Jeg nyder normalt ikke andre folks lidelse. Men disse to dejlige kvinders rædsel går lige i mit underliv. Måske fordi jeg har affundet mig med, at de skal dø, og jeg derfor ikke nærer noget håb på deres vegne.

’Tina, læg dig ned på gulvet. Maiken, læg dig ned på sofaen.’ Kommanderer jeg. De to piger vræler og jamrer bag tørklæderne, men de tør ikke andet end at adlyde. Hulkende og skælvende indtager de de positioner jeg har befalet. Da begge piger ligger ned, tørrer jeg de værste tårer af deres kinder. Så trækker jeg op i deres kjoler, så jeg kan se deres velskabte røve og hofter. De har virkeligt nogle skønne former.

’I er virkeligt smukke. Det må man give jer.’ Hvisker jeg, mens jeg nyder synet af deres halvnøgne kroppe, der vrider sig på sofaen og gulvet foran mig. Mine øjne flakker frem og tilbage mellem deres velformede hofter, deres store bryster og deres rædselsfyldte øjne. Det udgør en vidunderlig palette af ufattelig skønhed og intens gru, som får den dejlige fornemmelse i min krop til at gå helt amok.

’Ja, piger, I er skønne. Jeg nyder virkeligt jeres smukke kroppe. Det var dejligt at se jer æde hinandens skræv, men jeg vil nu ikke selv gå helt så langt.’ Klukker jeg efter et par minutters tavshed. Eller tavshed og tavshed, de to piger har jamret og tigget for deres liv bag tørklæderne, men jeg har ikke reageret på det. Jeg har blot nydt deres nøgenhed og deres desperation.

’Nå, vi har jo ikke hele dagen til det her. Vi skal jo også have lukket ned for jeres liv. Maiken, du skal dø som den første.’ Siger jeg og går hen til Maiken. Hun vræler helt hysterisk og stirrer op på mig med store, bedende øjne, mens friske tårer pisker ned af hendes kinder. Hendes fantastiske bryster gynger vidunderligt frem og tilbage, i takt med hendes desperate hulken.

’Du er virkelig en smuk kvinde, Maiken. Du er også en af de kvikkeste agenter jeg har mødt. Du kunne være nået så langt, både i Efterretningstjenesten og i livet, hvis ikke du havde været så dum at tro, at du kunne tage røven på mig.’ Siger jeg. Pludseligt mærker jeg nysgerrigheden vælde op i mig, sammen med alle de grusomme spørgsmål jeg selv har måttet face, når jeg stod ansigt til ansigt med døden.

’Hvad plager dig mest, søde? At du snart skal ophøre med at eksistere? At du aldrig vil vide hvad morgendagen bringer? At alle vi andre skal nyde den fest livet er, uden dig? At du aldrig skal udleve dit potentiale? At du aldrig skal se din familie og dine venner igen?’ Spørger jeg ophidset, mens jeg mærker varmen i min krop vokse til en hvidglødende rasen. Jeg er så tændt, at jeg selv har svært ved at forstå det.

’Ditte, jeg beder dig, jeg vil ikke dø! Please, please, please, jeg kan ikke, jeg vil ikke! Du må ikke skyde mig! Jeg beder dig! Nåde! Spar mit liv! Jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst, hører du?! Jeg er ikke klar! Jeg vil leve! Leve!’ Vræler Maiken bag tørklædet. Selv om tørklædet gør det sværere for hende at tale, kan jeg godt forstå hendes ord. Hendes desperate og ynkelige tiggen sender et frydefuldt gys gennem min krop.

’Er du ikke klar?’ Klukker jeg fornøjet, idet jeg læner mig ind over hende og retter pistolen direkte mod hendes kønne ansigt. Hun vrider sig i intens desperation, men det hjælper selvfølgeligt intet. Jeg griner hånligt. ’Det skulle du have tænkt på, før du fuckede med Efterretningstjenesten, og dermed fuckede med mig. Jeg skyder dig i hovedet. Puf, så går dit lys ud. Det er en hurtig og nådig død, Maiken.’

Maiken vrider sig helt vanvittigt på sofaen, idet jeg læner mig længere ned og næsten presser pistolen mod hendes pande. Jeg vil ikke ramme forbi. Hun skal ikke lide. I hvert fald ikke fysisk. ’Klar til at det hele slutter? 5… 4… 3… 2… 1…’ Hun skriger helt vanvittigt bag tørklædet. Pistolen smælder. Så bliver hun stille, mens en smuk, rød rose vokser frem på hendes pande.

Tina vræler også helt hysterisk. Jeg træder et skridt tilbage og sætter mig på hug foran hende. ’Nå, Tina, der sluttede det for Maiken.’ Siger jeg og smiler. Rædslen i hendes øjne er udsøgt. ’Ja, jeg kan se, at du godt ved hvad det betyder. Før Maiken døde, havde du et naivt håb om, at det bare var en syg joke, eller at jeg ville udvise nåde. Nu ved du, at din røv også er solgt, Tina. Nu ved du, at alting snart slutter for dig.’

’Ditte, for guds skyld, jeg gjorde det kun, fordi jeg elskede Maiken. Jeg ville ikke forråde Efterretningstjenesten! Jeg ville ikke forråde dig! Jeg ville bare være sammen med Maiken!’ Vræler Tina bag tørklædet, mens hun stirrer bedende op på mig med store, tårevædede dådyrøjne. Jeg smiler. ’Jamen så får du dit ønske opfyldt. I vil jo snart være sammen, Tina. Hvis man da tror på et liv efter døden. Gør du det, søde?’

Tina ser forvirret ud et øjeblik. Så bryder hun hulkende sammen og jamrer og flæber højlydt, mens tårerne strømmer ned af hendes kinder. Jeg lader hende græde ud. Jeg vil høre hvad hun har at sige, når hun atter får kontrol over sig selv. Det tager et stykke tid. Det er også OK. Jeg nyder at høre hende græde.

’Er du så færdig?’ Klukker jeg, da hun ikke kan få flere tårer frem. Jeg læner mig ned over hende og tager omhyggeligt sigte mod hendes kønne ansigt. Hun stirrer med rædsel op i pistolmundingen. ’Jeg skal ikke dø! Jeg skal ikke dø! Jeg skal ikke dø!’ Jamrer hun igen og igen, mens hun ryster på hovedet, som om hendes benægtelse af virkeligheden i sig selv kunne ændre hendes skæbne.

’Jo du skal, søde.’ Klukker jeg. ’Du har kun få sekunder tilbage. Lig så stille, så jeg kan give dig et rent skud i panden.’ Tina tager ikke vel imod min opfordring. Tvært imod vrider hun sig endnu mere hysterisk. ’OK, men det er dig selv det går ud over, hvis jeg rammer skævt.’ Konstaterer jeg. ’Så kan du ligge og hygge dig med massiv hjerneskade, i stedet for at det hele bare slutter øjeblikkeligt.’

Hvor jeg dog nyder hendes rædsel! Hvor jeg dog nyder hendes desperation! Hendes følelser er så intense og så ultimative, at de fylder hele min verden. Der er kun os to i hele verden i dette øjeblik. Alt andet smelter bort og bliver ligegyldigt, når man stirrer ned i det eksistentialistiske gab som døden er. Det stimulerer alt i både mit sind og min krop.

’Jeg vil ikke dø! Ikke sådan her! Jeg vil ikke! Nej! NEJ! NEEEEEEEJ!’ Skriger Tina af sine lungers fulde kraft. Heldigvis bruger hun et øjeblik alle sine kræfter på at skrige, så hun ikke ryster så meget på hovedet som ellers. Jeg udnytter muligheden. Retter pistolen mod et punkt midt på hendes pande. Trykker af. Nyder smældet og de chokerede blik i Tinas øjne.

Der kommer et dybt suk og en lang rallen fra hendes strube. Hendes øjne mister fokus. Så ligger hun stille. Hun glor stadig op mod mig, men da jeg flytter mig, flytter hendes øjne sig ikke. Det er slut. Hun er stadig smuk og dejlig at se på, men der er ikke nogen hjemme bag de kønne øjne.

Jeg er nu så liderlig, at jeg næsten ikke kan være i min krop længere. Jeg flår mine handsker af, sætter mig til rette i min lænestol, og lader en hånd glide ned i mine bukser. Jeg er varm og våd og opsvulmet. Jeg skal ikke røre ret længe ved mig selv, før orgasmen eksplodere gennem min krop. Det er en vidunderlig, intens og ekstremt tilfredsstillende orgasme, der ikke bare fylder min krop, men hele mit væsen og hele mit univers.

Jeg sidder i stolen et par minutter og nyder orgasmens efterglød, mens jeg betragter de to dejlige, døde kroppe. Jeg kan stadig levende genkalde mig deres desperate jamren og rædslen i deres øjne, da jeg rettede pistolen mod deres kønne hoveder. Tanken om hvad der skete inde i deres hoveder, i det ultimative øjeblik, lige før jeg trykkede aftrækkeren i bund, fylder med en blanding af rædsel og fryd.

Jeg har taget livet fra to dejlige kvinder, to kolleger, to medsøstre. Det har jeg det lidt underligt med, selv om jeg oprigtigt syntes de fortjente det. Min glæde og taknemmelighed for, at jeg fik lov at opleve de sidste intense sekunder i disse smukke kvinders liv, er dog fuldstændig ubetinget. Jeg er sikker på, at jeg altid vil huske den oplevelse med stor nydelse.

Før jeg ringer efter Jane, for at bede hende om at få fjernet ligene fra kontoret, binder jeg endnu et tørklæde om deres hoveder, som dækker det meste af deres ansigter. Så vil Jane ikke skulle se sine kollegers tomme øjne og hullet i deres hoveder. Det vil nok gøre det lidt lettere for hende. Jeg smiler. Jeg er en hensynsfuld chef, der tænker på sine underordnedes velvære.

I det øjeblik går det op for mig, at MUS samtaler faktisk slet ikke behøver være så kedelige endda…

Administrative duties

This story is inspired by the wonderful artwork of Keeper of Dreams. Check out his site on Deviant Art and on Patreon.

I’m an investment manager for one of the largest investment funds in the world. We are not very well known in the general public, as we only service major banks and extremely wealthy individuals. We are very successful and have ensured our inventors an average profit of at least 25% per year for the past fifty years, way above market benchmark. This is due to the fact that we use our utmost diligence in ensuring that every single project is a success and delivers the maximum profit possible.

For the past three months, I have been stationed in a provisional office near Shanghai, to oversee one of our largest investment projects to date; the construction of a 125 level office building to a value of above ten billion dollars. It was a huge task ensuring all the required permits, finding local investors, negotiation with local contractors and hobnobbing with the local bureaucrats and notabilities.

Fortunately, I received excellent support from Gina, a Personal Assistant I brought with me from the States. She was a new hire in our company, but she exceeded all my expectations. She familiarized herself with all files, accounts, appointments, names, phone numbers, addresses, you name it. She was intelligent and had an excellent memory; she rarely had to look anything up, and when she did, she knew just where to look.

Unfortunately, her intimate knowledge of all my dealings became a problem when we were closing down the project and the office. In spite of my strong recommendations, my superiors did not want to extend Gina’s employment. On the vary last day in the office, when Gina and I were going through the final administrative duties in order to formally close down the project, I got the call I had hoped never to receive.

’Why are you doing this, you know I would never tell anyone about anything. That would be unprofessional. I assure you, this is entirely unnecessary.’ Gina protests as I pull at the rope taut. The rope goes through a hoisting wheel and ends in a noose around Gina’s neck. Gina is almost naked. I had ordered her to undress, so I could search her for any material belonging to the company, such as discs or USB keys. I had found nothing.

‘I know, Gina. I’m sorry you have to go through this.’ I say. I haven’t yet told her what I have to do to her. I have a lump in my throat and butterflies fill my stomach. ‘You have been an excellent PA. You know, I recommended you for permanent employment now that your three months trial period is ending.’ Gina manages a cautious smile. ‘Really? Thank you very much. When can we expect to hear something back from HR?’

I had been completely at awe when Gina had slipped out of her office attire. I knew that she was fit, but I had never expected her petite body to be so well proportioned and, well, beautiful. I can’t help myself. I press a cheek against her left thigh. Her skin is so smooth and warm and wonderful. I press my bosom against her calf. It feels wonderful. I slowly let a trembling hand slide up her right thigh and grab her g-string.

‘Eh, what are you doing?’ Gina asks and looks down at me with a concerned and mildly surprised look on her face. ’I just got a call from HQ. Unfortunately they don’t want to extend your contract.’ I say and push myself harder against her. I want her to feel my closeness. ‘I’m afraid I’ll have to let you go, Gina. It has been a huge pleasure working with you. We have been together almost 24 hours a day for the past three months. I must admit that I think of you as more than a PA. I think of you as a friend.’

’OK. I’m sorry to hear they won’t extend my contract, but I’ve been grateful for the time I’ve spent in the company and working here with you. It will look great on my resume, so don’t worry about me, I’ll fin another job. If you just let me down from here, I’ll pack up.’ Gina says with a voice that betrays her concern. Her legs are trembling as she balances on the high and narrow barstool. ‘And if it’s not top much to ask, could you write me a letter of recommendations?’

My heart is beating fast and faster. The lump in my throat is growing bigger, colder and harder and the butterflies in my stomach are going crazy. How do I break the news to Gina, without making her freak out completely? I feel so sorry for her. I know she has worked hard, much harder than I had expected of a new hire. She is obviously an ambitious woman. She probably figured that she could have a great career in our company, or use it as a stepping stone to future opportunities.

’Gina, I have to tell you something. Something you won’t like to hear. But before I do, I want you to know that I respect you, both as a friend and as a professional. I never wanted it to end like this, believe me.’ I say and look up at her again. She is staring down at me, fresh concern in her lovely eyes. ‘What do you mean?’ She asks, speaking slowly and with a weak voice, almost as if she is beginning to suspect the horrible truth. And how could she not, under the circumstances?

‘I’m sorry, love, I truly am. But I’ll have to remove the chair in a short while.’ I say in a low voice, almost a whisper. Gina hears me. Her eyes widen. ‘What? No! Let me down.’ She yelps. I shake my head. ‘Again, I’m sorry. I can’t do that. At least not before you are dead.’ I whisper. ‘Dead? Seriously? You are going to kill me?’ Gina yelps. ‘I did everything you asked; I worked my ass off for you. I won’t tell anything to anyone, I promise! You know me, you know it’s true. I won’t say anything to anyone.’

My pounding heart, the lump in my throat, the butterflies in my stomach, it all feels so intense, so exhilarating. I feel so sorry for Gina, but I also feel an immense sense of power, knowing that I have to end her. It excites me. I can’t help it. I slowly turn my head and kiss her leg. It feels so wonderfully soft. Then I lick it. It tastes good. Salty in a way but also like a million flowers in a summer meadow. ‘What are you doing?’ Gina whines. ‘Please stop. Please just let me down, OK. Please?!’

Suddenly a titillating epiphany strikes me. We are alone in the office. The curtains are drawn, the door locked. Nobody can hear us, nobody can see us. Once Gina is gone, only I will ever know what transpired in her final moments. An amazing thrill washes through my body. The butterflies in my stomach movers lower and turn into an incredible heat. I feel so sorry for Gina. I sincerely wish she didn’t have to die… but the possibilities… an opportunity like this comes by maybe once in a lifetime; I would be a fool not to seize it.

’Oh Gina, I knew you were in great shape, but I never imagined that your body would be so amazingly beautiful. You are ideally proportioned, lovely skin, and incredible muscle tone. You are simply perfect.’ I whisper as I keep kissing and licking her lovely thigh. ‘Oh my God, you are enjoying this?’ Gina yelps. ‘I’m a person! You can’t treat me like a piece of meat! I’m not dead yet and I don’t want to die! If you ever had an ounce of respect for me, you’ll let me down and let me go, now!’

‘Gina, if there was any way in hell I could save you, I would. But if I let you walk, we’ll both be dead before the end of the week. You don’t know the company as I do. They are ruthless. They are everywhere.’ I whisper in between excited licks and kisses. ‘There is truly nothing I can do. I hope you can forgive me. I hope you can also forgive me for taking this last opportunity to enjoy your amazing body. It’s such a terrible waste. I would be a fool not to enjoy you. Maybe you’ll get some pleasure from this as well?’

’Are you INSANE?!’ Gina screams at the top of her lungs. That is it. When she has emptied her lungs from screaming, I pull away the barstool below her. She yelps and hisses as the noose pulls tight around her neck. I feel another wave of excitement wash through my body. My whole body is shaking. I can’t believe I’ve done it! Yes, I can believe it… but no, I can’t. This is all so crazy I hardly know what to think. I guess I’ll leave the analysis for later. Right now I will just enjoy the moment.

I take a step back and look up at Gina’s face. The expression on her face is one I have never ever seen before, not on her, not on anyone! Her mouth is opening and closing like a fish on land. Sometimes a strained gurgling or wheezing sound emanates from her throat. It sounds so horrible that it sends a shiver down my spine. But the truly amazing thing is the expression in her eyes. It is the most intense sight I have ever seen in my life! Such fear, such pain, such panic, such hopelessness. It sends a shiver through my very soul.

In spite of the terror that grips me – or maybe because of it – I feel more excited than I have ever felt before. The girl is helpless; the girl is entirely at my mercy. I can do anything to her. Anything I want. Nobody will ever know. All social conventions are rendered void. And if I ever get caught, I’m going away for life. Won’t matter what I did to her as she was dying; so there are no legal restraints either. I know it sounds crazy, but I feel an immense sensation of complete freedom and absolute power!

With trembling hands, I reach out and touch her lovely, dying body. My hands grab her g-string. The butterflies in my stomach are going absolutely crazy as intense anticipation fills me. I feel like a kid on Christmas morning! I want to know this amazing, beautiful girl who is dying right in front of me. I want to know her like no other woman has ever known her before. I moan with pleasure as I pull down the g-string and expose her beautiful crotch. She is neatly shaved, except for a narrow swath of hair.

I feel a rush of intense excitement wash through me, as I notice that her labia are swollen. I can smell her excitement! She is turned on by what is happening! I don’t know if it’s the being naked in front of me, the hanging, my caresses or the feeling of helplessness, but something has turned this lovely young lady on. I lean gently forward and kiss her labia. Yes, they are wet and swollen, no doubt about it. I tilt my head back and extent my tongue. Amazing excitement fills me as I engage her wonderful sex with my mouth.

At first she tastes a bit salty and sour, but after a few licks, she tastes like the morning dew on a fresh spring flower. It is amazing, like nothing I have ever felt or tasted before! I can hardly believe what I’m doing but I can’t stop either. I don’t want to stop. It feels so right. I can feel that Gina is responding to my intimate caresses. Her body is twitching in a new way and judging from the juices that flow from her, she must be enjoying this on some level as well.

I just keep on going as the poor girl kicks and twitches. Her gurgling and wheezing sounds are becoming ever more infrequent and ever more labored. She can’t be getting enough air, she must be slowly suffocating, the poor, poor creature. A delightful shiver runs through my body as I try to imagine the pain and terror that Gina is feeling right now. It frightens me to the very core of my soul, but it also makes my excitement and pleasure even more intense. How can anything feel so horrible and so wonderful at the same time?

I use all my strength, stamina and all my imagination to give Gina as much pleasure as I possibly can. I hope it somehow alleviates the immense suffering she must be going through. Her neck hurting, her lungs burning, every cell in her body screaming for air, her mind flooded by pain and the most terrible thoughts imaginable. Suddenly her abdominal muscles tense up and her legs kick like crazy. For a second, I think she is dying, but then she squirts the most amazing juices into my mouth. She has orgasmed!

I step back a bit, so I can get a better look at Gina’s face. The orgasm seems to have calmed her down a bit. I still see immense suffering on her beautiful face, but the panic seems somewhat subdued. I don’t know if it is just my imagination, but I think she has a air of acceptance and clarity over her. I don’t think she is accepting her fate, but maybe she is accepting the fact that it is inevitable and there is nothing she can do to change it. I smile, knowing that it will make it a lot easier for her.

‘I’m truly sorry that you have to die, Gina. But now that you do, I’m grateful that I got the opportunity to do the honors. I know that you are in extreme pain and that you probably hate me right now, but I’m truly grateful for this experience and for the fact that I’m here with you, in this difficult time.’ I whisper. Gina looks down at me as a single tear rolls down her cheek behind her glasses. ‘I will always remember the time we shared, Gina.’ I whisper. ‘I will always remember this moment.’

I gently presses my hand against Gina’s labia. They are not as hard and swollen as earlier. I caress them gently as I grab Gina’s leg and press myself against her. She still manages a few labored gasps every now and then. ‘Please don’t fight this, love.’ I whisper as I press my body hard against her leg. ‘I’m doing this to help you. Fighting it will only make it harder.’ The I pull down hard on her leg, using my own full body weight to do so.

Gina squirms and kicks, but I try to ignore it. I know this is for her own good. I keep pulling down with all my weight, until I’m absolutely certain that her neck is fully constricted. She can’t breathe no more. That will make it faster, make her suffering shorter. It’s the best I can do for her, given the circumstances. ‘It’s time to die, Gina.’ I whisper and kiss her thigh for the last time. ‘It’s time to let go. It has been a pleasure knowing you.’

Gina’s body is twitching in tense breathless silence. There is nothing more I can do. Now it’s only a matter of time. I draw a breath of relief. I have done my duty. I have been so focused on the task at hand that I’ve had little opportunity to satisfy my own excitement. The sight of Gina’s helpless, dying body is incredibly titillating. I sit down on one of the small blue plastic boxes, pull out my skirt and let a hand slide down into my panties. I am wet and excited. Time for pleasure.

As Gina struggles in intense silence as I masturbate. Her lovely, helpless, twitching body, the look of utter despair on her pretty face, the tears that flow down her cheeks; she is quite a sight. Slowly her twitching becomes more mechanical, more like a spasm then deliberate struggling. Then every muscle in her body tenses up. She is vibrating slightly like a tense bow at breaking point. Then she kicks and jerks violently as all the pent up frustrating in her dying body is apparently released in one final death spasm.

I scream out in orgasm as Gina’s body kicks and then slumps down to hang from the noose like a sack of potatoes. I keep rubbing myself, experiencing orgasm after orgasm. Suddenly urine squirts from Gina’s crotch, signaling her final surrender to death! An incredibly forceful orgasm explodes through my body. I slide down onto my knees, then onto all fours, first screaming at the top of my lungs, and then panting and gasping like crazy as I struggle to regain control of my body.

I slide one of the empty blue plastic boxes under Gina’s dead body, pull off the lid and loosen the knot on the rope. Gina and the rope slide neatly into the box. I throw in her g-string, shirt and skirt, put on the lid, seal it and tick the ‘Trash – to be incinerated’ box. Then I rearrange my clothes and hair and continue my administrative duties.

De næsten elskende

Der står ’M’ i adresselisten på den telefon vi fandt på en af de døde dobbeltagenter. Der står ’M’ på døren. En af vore computerspecialister hackede TDC’s databaser og fandt gps data for telefonen fra de sidste tre måneder. Den har befundet sig flere gange på denne adresse. Det kan ikke være tilfældigt. Det må være det rigtige sted. Jeg slukker telefonen, tager en dyb indånding og banker på døren.

Døren bliver åbnet næsten med dem samme. En køn, ung pige i natkjole og med et tæppe om skuldrene kigger ud på mig. ’Øh, kan jeg hjælpe dig med noget?’ Spørger hun. Hendes stemme er lys og fin og faktisk ret behagelig. Jeg smiler. ’Jeg er et fjols. Jeg var til fest her i nærheden, men fik drukket for meget, så jeg ville ringe efter en taxa. Men min telefon er stendød. Jeg kan vel ikke låne din telefon? Eller tanke op, hvis du har en oplader der passer?’ Spørger jeg.

’Jo, selvfølgeligt. Kom indenfor.’ Siger hun og smiler. Hun ser sød ud når hun smiler. Hun er vidst ikke meget mere end først i tyverne. Studerende, tænker jeg. En sød, køn studerende. ’Hvad er det for et mærke?’ Spørger hun og nikker ned mod telefonen, idet jeg træder ind i entréen. ’En gammel Nokia N70.’ Svarer jeg. ’Hold da op, de er gamle.’ Klukker hun og smiler endnu bredere. ’Jeg kendte faktisk engang en der havde sådan en telefon. Jeg tror faktisk, at jeg har en oplader liggende et sted.’

’Kan jeg få en opladning? Det ville altså bare være super!’ Siger jeg entusiastisk. Hun nikker og smiler. Hun aner ingen uråd, kan jeg tydeligt mærke. Hun er ikke professionel. Sikkert et tilfældigt bekendtskab. Måske ved hun ingenting, men jeg kan desværre ikke overlade noget til tilfældighederne. ’Du sagde godt nok, at du havde fået for meget at drikke, men jeg sidder lige og hygger med en flaske vin, hvis du har lyst til et glas mens den lader op?’ Siger hun. Jeg nikker og gengælder hendes smil.

Lejligheden ligner noget der er løgn. Gamle møbler, tæpper og puder, blandet med billigt IKEA skrammel. Hun må helt sikkert være studerende. De fleste af møblerne har hun arvet, gætter jeg på. Men der er egentlig ret hyggeligt. Hun fører mig ind til en sofa. ’Sæt dig, så henter jeg et glas til dig.’ Siger hun. Jeg sætter mig. Et øjeblik senere kommer hun tilbage med et glas og en oplader i hånden. ’Jeg tror det er den her.’ Siger hun og rækker mig både oplader og glasset.

’Hvad hedder du for resten? Jeg hedder Mona.’ Siger hun, idet hun skænker op i mit glas. ’Ditte.’ Svarer jeg oprigtigt. Der er ingen grund til at lyve for hende. ’Jamen skål, Ditte, og velkommen til.’ Siger hun og hæver glasset. Vi skåler. Hun er tydeligvis en sød, hjælpsom og imødekommende pige, en af den slags der tænker det bedste om sine medmennesker. Jeg kan lide hende. ’Skål og tusind tak, søde.’ Siger jeg og tager et nip af glasset.

’Ikke for at snage, men hvorfor sidder sådan en køn pige alene hjemme og drikker rødvin en lørdag aften?’ Spørger jeg. Jeg kunne have ordnet hende med det samme, men hun virker sød, og jeg har faktisk fået lyst til at snakke lidt med hende først. ’Øh, tak.’ Siger hun og smiler lidt genert. ’Det er helt i orden at du spørger. Jeg havde en date med en fyr jeg mødte online, men han brændte mig af i sidste øjeblik. Så nu sidder jeg her, helt mutters alene. Altså, indtil du kom.’

’Drenge kan være sådan nogle fjolser.’ Siger jeg, idet en pludselig indskydelse får mig til at føre hånden op til hendes smukke, mørkebrune hår. ’Ham du havde aftale en date med, må i hvert fald have været idiot, siden han brænder sådan en sød og dejlig pige af.’ Mona stivner, da jeg stryger hende forsigtigt over håret. ’Øh, så godt kender vi da vidst ikke hinanden.’ Hvisker hun med svag stemme, mens jeg kan se at hendes kinder bliver rødere og rødere.

’At dømme ud fra din accent, kommer du fra Vestjylland et sted. Du flyttede formentligt til København for at studere, for en tre-fire år siden. Du mødte hurtigt en fyr, som du har været sammen med det meste af tiden, men nu er du single igen, og nu føler dig ensom og forladt i en by du endnu ikke føler dig helt hjemme i.’ Hvisker jeg og stirrer ind i hendes smukke øjne. Hun nikker. ’Det er ikke helt forkert. Hvordan kunne du vide det?’ Spørger hun forundret. Jeg smiler. ’Jeg er god til at læse mennesker, Mona.’ Hvisker jeg.

’Og jeg kan fornemme, at du er en helt særlig kvinde.’ Fortsætter jeg, og læner mig forsigtigt ind mod Mona. Hun ser lidt forbløffet ud, men trækker sig ikke væk. ’Du åbnede døren for at hjælpe en fremmede, du bød hende indenfor i dit hjem.’ Hvisker jeg. ’Du er lige så sød og hjælpsom, som du er smuk. Og du er helt fantastisk smuk, Mona. Må jeg ikke nok kysse dig? Bare et lille kys på halsen?’ Jeg venter ikke på hendes svar, men kysser hendes dejlige, varme, bløde hals.

’Åh gud. Jeg… jeg ved snart ikke.’ Gisper Mona. ’Det føles dejligt at kysse dig. Syntes du det var ubehageligt?’ Hvisker jeg. ’Øh jeg… jeg ved snart ikke… nej. Det var ikke ubehageligt.’ Siger Mona og stirrer ind i mine øjne. ’Jeg er bare ikke vant til at kysse med en kvinde. Svar mig ærligt, Ditte, hvor gammel er du?’ Jeg smiler. ’Jeg er 37.’ Hun ser overrasket ud. ’Wow, du holder dig virkeligt godt. Jeg troede du var yngre. Du er en helt del ældre end mig, det ved du godt, ikke?.’ Siger hun. ’Jeg er kun lige blevet 22 år.’

’Gør det noget?’ Hvisker jeg. Hun ryster på hovedet. Jeg læner mig ind mod hende. Hun trækker sig ikke bort. Hun smiler og lægger hovedet let på skrå. ’Jeg ved ikke om det er vinen, eller hvad…’ Hvisker hun. Så mødes vores læber. De føles helt vidunderlige. Bløde, varme, dejlige. Først kysser vi let og legende. Så presser jeg mig ind mod hende. Hun gengælder. Jeg prøver med tungen. Hun møder min tunge med sin egen. Vi kysser dybt og inderligt i flere minutter. Hun smager fantastisk.

’Har du lyst til at være sammen med mig?’ Hvisker jeg, da vores læber skilles. Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv om, hvor vidt jeg er oprigtigt vild med hende, eller om jeg blot ønsker at give hende en dejlig oplevelse, før jeg må gøre det der skal gøres. Under alle omstændigheder er jeg tiltrukket af hende. ’Jo… men jeg har aldrig prøvet det før.’ Hvisker hun. ’Du må love mig, at gå langsomt frem og respektere mine grænser. Og ikke blive skuffet eller grine, hvis jeg siger nej eller ikke aner hvad jeg skal gøre.’

’Selvfølgeligt, min dejlige skat, jeg skal nok gå langsomt frem, og hvis der er noget du er utryg ved, så siger du til.’ Hvisker jeg. Hun nikker. Jeg lader forsigtigt min ene hånd glide ned til hendes bryst. Hun fniser men nikker. Jeg trækker hendes natkjole ned og gisper af nydelse, da jeg stirrer på hendes blottede bryst. Hun er virkelig en velskabt pige, med små, fine, velformede ungpigebryster. Jeg læner mig grådigt ind over hende og slikker hendes brystvorte. Den er helt hård. Hun stønner af nydelse.

’Åh gud hvor er du skøn, Mona. Jeg kan næsten ikke fatte, hvor smuk og dejlig du er, og hvor heldig jeg er, at jeg netop bankede på din dør.’ Hvisker jeg. Mona klukker og stønner fornøjet, idet jeg slikker videre på hendes dejlige brystvorte, kysser den, sutter på den, nipper den med læberne, mens jeg samtidig masserer hendes dejligt faste bryst. ’Tænk, at du bankede på min dør.’ Hvisker Mona. ’Jeg kan næsten ikke fatte, at en så smuk, erfaren og sofistikeret kvinde som dig, syntes om en fjollet jysk pige som mig.’

’Nej, søde, du må aldrig tænke sådan der om dig selv. Du er en smuk og dejlig kvinde, og du har uendeligt meget at byde på.’ Hvisker jeg, idet jeg trækker hendes natkjole ned til mave. Hun lægger sig tilbage på sofaen og vrider sig liderligt. ’Du er så sød ved mig.’ Hvisker hun. ’Gud hvor er jeg bare tændt lige nu. Jeg troede aldrig, at jeg kunne blive så ophidset sammen med en anden kvinde.’ Jeg smiler. Jeg ved, at det er en stor ting jeg oplever lige nu, og jeg er stolt over, at Mona viser mig denne tillid.

Jeg overdænger hendes dejlige bryster og bløde maveskind med kys. Jeg nyder hver en kvadratcentimeter af hendes vidunderlige herlighed, mærker, smager, dufter. Hun er fantastisk dejlig. Hun fniser, klukker og stønner, mens hun vrider sig på sofaen. Jeg kan dufte, at hendes skridt er vådt. Jeg er også våd. Det kribler i hele min krop. Ikke kun af liderlighed, men også fordi jeg ved, at jeg snart må forråde den tillid hun har vist mig. Det fylder mig med en blanding af spændt ophidselse og knugende melankoli.

’Du har virkelig en flot og velproportioneret krop, Mona. Du er en smuk, smuk gudinde.’ Siger jeg, idet jeg hopper ned af sofaen og sætter mig mellem hendes ben. Med en snup hiver jeg hendes natkjole af. Hun gør ingen modstand men fniser pige, da hun ligger foran mig, kun iført sko og trusser. ’Du forstår virkeligt at stryge en ung piges ego.’ Klukker hun. Jeg griber fat i hendes trusser. Hun fniser igen. ’Åh gud, nu bliver det alvorligt, det her.’ Hvisker hun. Jeg nikker. ’Du vil gerne, ikke?’ Spørger jeg med blid stemme.

’Det er virkeligt vanvittigt, det her. Du er kvinde og 15 år ældre end mig. Jeg har virkelig lyst, men jeg ved ikke, om jeg kan lade dig slikke mig dernede.’ Hvisker hun med undskyldende stemme. Hendes kinder bliver røde. Jeg har virkelig lyst til at slikke hende, men jeg vil ikke have, at hun bliver utryg. ’Hvad med at onanere sammen med mig?’ Foreslår jeg, idet jeg trækker hendes trusser af. Hendes vagina er smuk. Glatbarberet, på nær en lille dusk over skambenet, og med smukke, fine, opsvulmede skamlæber.

Jeg lægger mig på sofaen bag Mona, skubber hende om på siden og presser mig ind mod hendes krop. Hun er varm og dejlig og dufter vidunderligt. Hendes ophidselse fylder stuen. ’Rør ved dig selv, jeg beder dig, min smukke, dejlige skat.’ Hvisker jeg. Hun adlyder. Hendes skælvende hånd glider forsigtigt ned over hendes mave. Hun gisper og alle musklerne i hendes krop spændes, da hendes hånd når hendes skamlæber. Jeg lader min venstre hånd glide ned til mit skridt. Jeg har ikke trusser på. Jeg er drivvåd.

Vi ligger sammen på sofaen og onanere. Vi nyder hinandens varme og nærvær, vi lader os ophidse af hinandens af hindens ophidselse. Vi trækker den samme luft, deler den samme nydelse, føler den samme glæde. Det er en utroligt smuk oplevelse, og vi kommer næsten samtidig, og ligger og skælver og skriger og stønner og pruster sammen. ’Det var vidunderligt, Mona.’ Hvisker jeg og stryger hende kærligt over håret, da jeg har genvundet pusten. Det kribler i min mave. Det kribler i mit bryst. Det er tid.

’Ja, det var vidunderligt. Tusind, tusind tak for en fantastisk oplevelse.’ Hvisker Mona, mens mine fingre finder frem til mobilopladeren. ’Jeg mente det. Du er en fantastisk pige, Mona.’ Hvisker jeg, idet jeg griber ledningen og spænder den ud mellem mine hænder. ’Du er hjælpsom, gavmild, sød og smuk. Jeg har kun knap lært dig at kende, men jeg er allerede vild med dig.’ Hvisker jeg og løfter ledningen. ’Derfor håber jeg også så inderligt, at du vil tilgive mig det her.’ Siger jeg og presser ledningen mod Monas hals.

’Hvad laver du?’ klynker hun. Jeg kan høre på hendes stemme, og se i hendes øjne, at hun har regnet det ud. ’Jeg bliver desværre nødt til at strangulere dig, min dejlige pige.’ Hvisker jeg, mens min puls stiger og mit hjerte dundrer. ’Jeg ved, at intet i verden kan retfærdiggøre det her, men jeg bliver nødt til det. Jeg er ked af det, det er jeg virkeligt.’ Mona udstøder et skræmt skrig, som hurtigt fortoner sig i en anstrengt grynten, da jeg hårdt og bestemt vikler ledningen om hendes smukke hals og trækker til.

’Har du nogensinde set nogen blive stranguleret på film? Jeg er bange for, at det tager en helt del længere tid i virkeligheden.’ Siger jeg, idet jeg ser rædslen bryde frem på Monas smukke ansigt. ’Så vi to kommer til at tilbringe mindst et par minutter sammen, før din hjerne endeligt lukker ned og lyset går ud. Du vil ikke kunne sige et ord, men jeg kan nogenlunde se på udtrykket i dine øjne og dit ansigt, hvad du føler og tænker. Ud over en hurtigt voksende smerte og rædsel, er det der fylder mest i dit unge sinde lige nu, spørgsmålet: Hvorfor?’

’Desværre kan jeg ikke fortælle dig det. Det er klassificeret information. Det ville nok heller ikke gøre det lettere for dig, selv om jeg kunne.’ Hvisker jeg, idet jeg mærker hvordan alle musklerne i hendes krop spændes og hun presser sig mod mig. Det er en dejlig fornemmelse. Rædslen i hendes ansigt og de spændte muskler under hendes glatte, smukke hud, giver hele hendes fysiske form en aktualitet og intensitet som er mildest talt berusende. Jeg har altid nydt synet af en døende smuk kvinde.

Jeg trækker hende omkuld på sofaen. Jeg vil mærke hendes døende krop mod mig. Hun slår ud med armene og får flået en af stropperne på min kjole ned om skulderen, så mit bryst bliver blottet. Min brystvorte strutter og er hård som et søm. En ny bølge af ophidselse skyller gennem min krop. Ikke den samme ophidselse jeg mærkede da vi elskede, men den ophidselse der altid fylder mig når jeg skal dræbe. ’Stakkels pige. Du fortjener ikke det her.’ Hvisker jeg. ’Jeg ville ønske, at jeg kunne påstå, at jeg ikke nyder det her, men det gør jeg!’

Monas famlen og sparken bliver stadig mere intens og krampagtig, i takt med at luften i hendes lunger langsomt slipper op og hendes rædsel og panik vokser. Jeg kan ikke tage øjnene fra hendes fantastiske krop. En ung kvinde, der kæmper desperat for livet, er simpelthen noget af det mest fantastiske og intense man kan se på. Hendes brændende ønske om overlevelse og hendes helt umulige dødskamp, det er et billede på al menneskelig stræben, det er en makiterning af menneskets håbløse eksistens.

’Hvor er du dog smuk, som du ligger der og dør, langsomt og i stor fysisk og psykisk smerte. Hvad er mon det værste? Den brændende fornemmelse i dine lunger eller visheden om at du snart går til grunde? Din dejlige unge krop, og dit unge, nysgerrige sind. Alle dine tanker, alle dine håb, alle dine drømme, alt hvad du har oplevet, alt hvad du indeholder som menneske, alt hvad du nogensinde kunne være blevet. Du, Mona, er snart væk.’ Hvisker jeg, og nyder hvordan mine ord gør hendes rædsel endnu mere intens.

Jeg har ondt af hende, men alligevel nyder jeg at se hende lide. Jeg holder af hende, men alligevel nyder jeg fornemmelsen af hendes døende krop der kæmper i mit skød. Jeg ved godt, at jeg ikke er som andre mennesker. Sådan må det nok også være, når ens job ofte medføre at man skal slå andre mennesker ihjel. Hvis ikke jeg havde lært at nyde det her, så ville jeg være knækket sammen psykisk for mange år siden. At nyde sit arbejde er den bedste kur mod stress, og gud hvor jeg nyder mit arbejde lige nu!

Pludseligt spasmer Monas krop helt vanvittigt og hun stirre op på mig med et afsindigt udtryk i øjnene. En voldsom rystelse eksploderer gennem hendes dejlige, unge krop. Så er det som om luften går totalt ud af hende, og hun ligger i mit skød og skælver ganske sagte, mens hun savler ned af sin kind og ned på mit lår. Så kommer der endnu en voldsom rystelse, som får hendes dejlige bryster til at gynge frem og tilbage. Da rystelserne dør ud, ligger hun helt stille. Det er slut. Hun er borte.

Jeg tæller langsomt ned fra 100, mens jeg bliver ved med at holde ledningen stramt om hendes hals. Hun bevæger sig ikke en millimeter, men jeg vil være helt sikker på, at hun ikke bare er bevidstløs, men rent faktisk er helt død. Stakkels, stakkels Mona. Hun er nu kun et dejligt stykke kød. Alt hvad det søde, dejlige menneske ellers indeholdte er forsvundet. Jeg ager hende forsigtigt over håret og kinden. ’Min min dejlige skat, jeg ked af at du skulle dø, men tusind tak for en helt vidunderlig oplevelse.’

Jeg rejser mig fra sofaen og ser ned på hendes smukke, døde krop. Hendes intense, umulige, håbløse og smertefulde dødskamp har gjort mig liderlig. Jeg står og nyder synet af hendes dejlige lig, mens jeg gnubber mig selv til endnu en vidunderlig orgasme. Jeg kysser hendes dejlige læber en sidste gang. Så forsvinder jeg ud i natten.

Two women in the woods

This story is inspired by the wonderful artwork of John (Sunkkari). Check out his site on Deviant Art; he also does commision work if you have any special requests 🙂  

It happened towards the end of the war, just a few months before peace was finally declared. Isabella, a young soldier from the Delta Regiment, had been caught helping war prisoners escape from one of our camps. She was tried under military law by a tribunal of officers. The trial had been swift and the sentence had been severe. Now it was my job to carry it out. It was not an unusual job, for a woman I my position.

What made this day special was the fact that I knew the young lady. Isabella was the daughter of Sergeant Amelia Cristobela, one of my dear, old friends. Amelia and I had served together in the Gamma Regiment for almost five years. Last year she had been transferred to the Alpha Regiment. I didn’t hear from her again and a few months ago I learned that she was K.I.A.

Isabella’s last requests had been that the execution should be carried out in the woods where she had played as a child and that she would be executed in civilian attire. The tribunal had approved her final requests and it suited me fine as well. I know a woman doesn’t want a whole regiment staring at her as she swings; and besides, the woods were absolutely lovely this time of year.

‘Your name is Ditte, right? That’s an unusual name.’ The young lady asks. Her voice is sweet and she sounds fairly calm, even through the sack that the guards put over her head. ‘Yea, it’s European.’ I reply. ‘You knew my mother, right?’ She asks. ‘Yes, she was a good friend.’ I reply and felt a lump in my throat. ‘I’m terribly sorry I have to do this, Isabella. You do know that I had nothing to do with the trial, right?’

She nods quietly inside the sack. We are walking through the woods in the bright light of daybreak. Morning dew still covers the leaves and grass and the forest smells so fresh and pure. Insects are humming and birds are singing all around us. It is really a lovely day. Still my heart is heavy and a melancholic mood has come over me.

’You are not going to hang me with this sack over my head any my hands tied behind my back, are you?’ The young lady asks when we reached the isolated spot that has been prepared for her execution. ‘I can remove the sack, but you’ll want to keep them hands tied. If you grab the rope, it will only prolong your death struggle.’ I reply. Again she nods quietly.

’I saw you a few times when you were just a young girl; barely a teen.’ I say as I stand in front of her, untying the small rope that holds the sack in place. ‘You have really grown into a lovely young lady. You look so much like your mother now.’ I say in a soft voice. It is true. Isabella looks absolutely stunning; long, perfect legs, wide, curvy hips, a slim waist and beautiful, voluptuous breasts. Her mother had been a stunning woman too.

‘Thank you.’ The young lady says behind the sack. I can’t help but smile, as I pull the rope off of her neck. I remember the time I had spent with Amelia, in a desolate hut, back when we patrolled the northern border. We were a small scouting team, just her and I. We spent a lot of time together in that hut and after just a few weeks we became lovers. We were stationed there for six months; some of the best time in my life.

’Oh my God.’ Isabella gasps as I pull the sack off of her face. My jaw drops as well, through not for the same reason as hers. She is staring at the gallows that has been set up in the woods, her eyes fixing on the noose that will all too soon be snug around her neck. I’m staring at her face. She looks so much like her mother, but if possible, Isabella is even more beautiful than Amelia ever were.

She looks absolutely amazing; huge, brown eyes, a cute little nose, delicate chin and cheeks, lovely lips and beautiful white teeth. For a woman who has spent more than two years in the line of duty, she looks absolutely incredible. She looks scared though. The calm that was over her when we walked through the woods has disappeared.

‘I can’t believe I’m going to die here.’ She whispers in a low, trembling voice. I can’t help but put my arms around her and hug her tightly. She sobs slightly as I do so. ‘I used to play here as a child. I have so many memories from here, from lovely summer days, just like this one. I just can’t believe this will be my last day, ever.’ She whispers. I let her go and walk over to the gallows.

’You know I cared a great deal for your mother. I guess I even loved her, in my own way. It was difficult, under the circumstances, I think you can understand. But I loved her as best I could.’ I say as I look at the young lady. She is staring at me as well. At least most of the time. Sometimes her eyes dart from my face and up to that terrible noose if for only a fraction of a second before they settle on my face again.

‘I’m going to make you an offer that I have never ever extended to any other prisoner, Isabella. Now you listen carefully and think hard before you answer.’ I say as butterflies appear in my stomach. I know that what I’m about to say may get me in trouble, but I can’t help myself. ‘If you want, I’ll let you go. I’ll let you loose and with a hell of a lot of speed and luck, you may make it through the woods and across the border up north.’

‘I… I’m truly grateful.’ The young lady whispers as she looks at me with an intense, contemplating look in her eyes. She stares at me for several minutes. I see both hope, fear and doubt in her beautiful eyes. Then those emotions fade and I see a grim determination come over her. ‘No… it would be no use. The patrols, the dogs, I wouldn’t stand a chance. I will rather die here, on this beautiful spot and this beautiful day, than getting ripped to pieces later in some muddy ditch.’

’You are a wise woman, Isabella. Brave and wise. Just like your mother.’ I say, feeling both relieved and kind of sad. Relieved that I won’t have to explain to my superior officers how she could get away; sad that she has obviously given up all hope. The lump in my throat becomes larger and I feel a cold hand around my heart. ‘Now, step up here.’ I say and wave her up onto the platform with a soft smile.

Her mouth is open, her eyes are wide, her breathing is fast and intense. She yelps a bit as she sees the trapdoor in the platform floor. I guess she can only too well imagine what it is for and what it will feel like when the noose is tight around her neck and that trapdoor disappears beneath her feet. ‘I guess I have to stand on that thing?’ She asks and nods towards the trap door. I nod as well.

With slow steps she walks across the platform to the trapdoor. Her movements are sluggish and unenthusiastic. The determination I previously saw in her eyes is once again replaced by fear and doubt. ‘God, I don’t know if I can do this.’ She whispers and stares at the terrible noose that hangs just in front of her face.

I can see the fear and trepidation in her beautiful eyes and I feel intensely sorry for her. But I also feel a strange sensation of excitement beginning to grow between my loins. I remember how Amelia used to love it when I strangled her with my army belt during sex. She said it made her orgasms feel more intense and also made them last much longer.

I tried it myself a few times. It was way too intense for me, but Amelia really loved it. And I loved to strangle her. I loved it how she went completely crazy with orgasmic ecstasy when I strangled the hell out of her. She even passed out a few times, but she didn’t mind. In fact, passing out just made her even hornier when she came to again.

‘Sorry, dear, I guess I was lost in some very lovely memories there.’ I say as I suddenly become aware that Isabelle has been staring at the noose in silence for almost a full minute, probably wondering why I didn’t get on with it, but too scared to ask. ‘I guess we should get on with it… unless you have changed your mind?’

Isabella swallows hard. Then she bows her head forward. ‘No. Do it.’ She whispers with a voice so intense that it almost cuts into my heart. I grab the noose and pull it out. ‘Again, you really are a brave woman, Isabella.’ I say truthfully. ‘I wish we could have met before, under other circumstances. I wish I had had the chance to get to know you better.’

‘I… I guess I would have like that too. You seem like an interesting woman.’ Isabella whispers. Her words fill me with joy. I feel a warm sensation spread from between my legs and up into my stomach. It feels wonderful. ‘Your mother was the most delightful woman I have ever met and you remind me of her in so many ways.’ I say and smile at her with all the warmth in my heart. ‘Believe me, that is a huge compliment.’

‘Thank you.’ Isabella whispers and manages a weak smile as she looks up into my eyes. I gently pull the noose over her face. I can feel her body trembling as my hands brush against the soft, delicate skin of her neck. My body trembles as well. God, she is so beautiful, just looking at her releases thousands of butterflies in my chest.

’I will make you one last offer, Isabella. I hope you will consider it and choose as wisely as you did with the first offer I gave you.’ I say and feel an intense tingling sensation spread throughout my entire body. ‘But before I do so, I need to tell you something about your mother. Something you might no know and something you may find uncomfortable. It is of a very personal and intimate nature. Would that be OK?’

‘Yea, I guess so.’ Isabella whispers are stares at me with curious eyes. I nod and smile. ‘Good. You may already know that your mother was a scout at the northern border, about four years ago. Well, we were a team, her and I. We lived together in a small hut. It was very close quarters. For several months. We developed… we became… I guess one could say…’ I stutter. I can feel my cheeks getting warm as I speak. Am I really getting shy?

‘You became lovers?’ She asks. I draw a sigh of relief. The young lady is not as innocent as her age might suggest. I guess that is true for most soldiers. ‘Yes, we became lovers. We had the most… amazing… sex.’ I say, still feeling a slight blush in my cheeks. ‘Your mother had a special kink. She liked me to wrap my army belt around her neck when we made love. It gave her the most intense orgasms.’

’OK. I didn’t know that about my mother, I must admit. But why are you telling me this?’ The young lady asks with a puzzled look in her beautiful eyes. I walk over to her. With a trembling hand I reach forward and softly place two fingers on the delicate fabric of her skirt just above her groin.

‘As I said, you remind me of her. A lot. I was wondering if you… you would be interested in… if it would give you pleasure to…’ I stutter, again baffled as to why this young lady makes me feel so shy. I’m usually not a prude, not at all. Then I take a deep breath. ‘What I’m trying to ask of you, if I could just get the cotton out of my mouth, is this; would you like to have sex with me before I hang you?’

Isabella looks at me with a huge smile on her face. For a second, I really believe she is going to go along with my suggestion. Then she slowly shakes her head. ‘No. I’m sorry. I’m truly flattered that a beautiful woman, such as you, would give me such an amazing offer. But I’m not really into women. Besides, what you shared with my mother is between you are her. I could never live up to that. We don’t share what you and she shared. I could never be the same.’

’I guess you are right. Isabella. I just miss her so much. Beside, an orgasm would make it easier for you. It would make you relax, make your hanging less stressful.’ I whisper, disappointed that she didn’t take the offer, but also knowing that she is right. ‘Would you like to masturbate before I hang you? I will let you, if you’d like.’

Again she shakes her head. ‘My mother obviously got a kick out of asphyxiation, but I don’t. Believe me; nothing about this turns me on. Sorry, I mean you are a beautiful woman, I can see that, but I’m not into women. I guess I’m good to go as I am.’ She says and smiles. I pull up the rope a bit, so she has to stand on her toes to avoid it pulling snug around her neck. She looks concerned but calm.

‘OK then let’s get ready. Did the tribunal inform you about the procedure?’ I ask. She looks at me, a hint of confusion in her beautiful eyes. ‘Procedure?’ She asks. I nod. ‘Yes. You were sentenced to short drop hanging. That means you only drop a foot or two. Your neck most likely won’t snap. You will die from slow strangulation as your weight slowly pulls the noose tight around your neck.’

’Oh my God, that sounds absolutely dreadful.’ She whispers. ‘But I have seen another woman die like that. I kind of figured I’d have to go the same way. I know it’s painful, but I guess there is no choice. Is there?’ She looks at me, imploringly. I shake my head. ‘No. Sorry. But I’ll try and make it easy for you.’ I say and send her a reassuring smile. ‘You are a brave woman, Isabella. You’ll do OK.’

Suddenly Isabella’s eyes flicker down to my bosom and then up to my eyes again. I gasp, surprised and a bit ashamed as I notice that my left hand is cupping my left breast. It wasn’t even a conscious gesture. I’m just tingling all over. My nipples are hard and I feel heat between my legs. Is it the thought of the wonderful time I spent with Amelia that has turned me on so completely? No, it’s something different.

‘I’m sorry, Isabella, but I’m… I’m just so incredibly turned on right now.’ I whisper, trying sincerely to gauge my own emotions as I speak. ‘I loved your mother and I will always remember our time together with genuine affection. But this is not about her; this is not about what happened four years ago. This is about you and me: this is about right now. Isabella, you are a beautiful woman in your own right, so very beautiful.’

’Thank you, Ditte, I’m flattered. But I don’t know what you want me to say. I don’t know what you want me to do. I already told you that I don’t want to…’ The young lady starts, but I don’t let her finish. ‘It’s OK, Isabella; you don’t have to do anything. Well, you have to die, obviously, but besides that, I only ask for your understanding. If I get a bit carried away, I hope you can forgive me.’

‘I… I guess so. It’s not really any of my business how you pass the time as I die, is it?’ The young lady whispers. ‘Brave and wise. Thank you.’ I reply and nod appreciatively as I let a hand slide down to my crotch. I’m so warm and excited that even a gentle touch of my fingers through the fabric of my dress sends a wave of pleasure through my lower body. I’m so aroused that my labia feel like a firm peach through the dress.

‘One last ting: Do you believe in a life after death?’ I ask. Isabella looks at me with a perplexed look on her face. ‘No. Why?’ She asks. ‘So when you are dead, your body is just a lump of meat? And you no longer have any claim to it whatsoever?’ I ask insistently. She looks even more confused. ‘I have no clue where you are going with this, but I guess not, no. Death is the end; I don’t care what happens to my body.’

’Thanks again, love.’ I say and press my stiletto heel down at the small pedal between the floorboards. Isabella must have seen it coming, because in that very moment she screams at the top of her lungs. The small pedal turns. The trapdoor disappears below Isabella’s feet. She keeps on screaming as she drops. She only stops when the rope pulls tight around her neck.

Her body is trembling and she is wiggling her hands and feet. She can still move her body! Her neck didn’t break! I feel intensely sorry for her, because I know it means that she has to endure a pain like no other on earth or in hell, but I’m also excited that I get to enjoy her living body a bit longer. I know it’s selfish, but I can’t help it.

A strained look engulfs her beautiful face. She is breathing, but every breath is strained. ‘God… please… I can… still breathe…’ She gasps as she wiggles like a fish on a hook. She looks so scared, so helpless, so utterly fragile. Every fiber in my body wants to reach out to her, grab her, lift her up and save her. But I don’t. I stare at her in awe and with incredible fascination.

Then her eyes open. She stares and me with a mad look in her beautiful eyes. ‘Please, god!’ She yelps. ‘I’m not… I’m not dying!… I can still… still breathe!’ Though her words are strained, I can clearly hear the note of pure desperation ring through. It sends a chill through my very soul. I feel the knot in my throat again and the cold fingers wrapped around my heart.

Only this time it doesn’t feel uncomfortable, it doesn’t feel daunting. The sensations mix in with all the other emotions that are running amok inside of me. It becomes a part of that explosion of pure passion that fills my body and soul. I moan with delight as I pull my dress up. I’m not wearing panties. My fingers find the moist crack between my labia and follow it up to my clitoris. Pure pleasure explodes through me.

The people who prepared the gallows didn’t do a very good job with the noose knot. It’s not tied in the correct manner, so it doesn’t pull tight around the young lady’s neck. Besides, though her hips and bosom are ample, her body is petite, just five feet tall and probably not more than about 90 pounds. It will take a long time for the poor girl to die and I masturbate with intense joy as I watch her struggle.

Within just a few minutes, an incredible orgasm fills my entire being. Total bliss envelopes my conscience. I sense nothing else for I don’t know how long. When I come to, I’m on my knees, panting and gasping for air. ‘Oh my God, that was incredible.’ I moan as I look up at Isabella. The young lady seems to have gone almost mad from her desperate situation; she is kicking and writhing on the rope like crazy.

For a second, I feel disappointed that I orgasmed before she died, but as I take in the beauty of her desperate dance, I feel strangely grateful. Now that my immediate lust has been satisfied, I can focus fully on Isabella. Her wonderful legs are kicking, her stomach muscles are flexing, and her amazing boobs are bouncing up and down, straining against the thin fabric of her top.

She is struggling with every fiber of her being, yet she must have realized that she is beyond hope or salvation. There is nothing she can do to save herself, yet she struggles with all she’s got. It is an amazing sight; horrible, intense, enchanting, fascinating and beautiful. I feel so sorry for her, yet I can’t take my eyes from her beautiful suffering, much less bring myself to end it.

Isabella’s kicking and writhing makes her body jump up and down. The intense vibrations cause the most amazing thing to happen; for every bounce, her top slides down a fraction of an inch over her amazing bosom. Suddenly I see the top of her areola appear above the coarse fabric. The delicate and beautiful skin of her areola is slightly darker than the rest of her body. It looks amazing.

Than a few more bounces cause her top to slide even further down. Her nipples pop out over the top; hard, lovely and erect. I can’t help thinking that even in all her desperation and misery, some part of her body feels sexually excited. What is going on inside her head? What does she experience as she hangs there, helpless and desperate?

Her eyes are closed, her jaws clenched, her face a mask of anguish and distress. Suddenly she looks at me with piercing eyes. Mad, crazy eyes. ‘Plaargh…pleeeerrrh…pleeease!’ She gasps, her strained voice resonating with bone chilling terror that sends shivers through my very soul. I don’t yet fully understand why, but I love seeing this beautiful young lady suffer, I need to see her suffer. It touches something deep inside me.

’You poor, poor girl.’ I whisper as I slowly and unsteadily get up and walk towards the young lady. My legs feel like jelly, my whole body still drained from the wonderful orgasm I have just experienced. I stop just in front of her. I have executed countless other women, but never like this, never without someone else watching, never up close like this.

The intensity if Isabella’s desperate struggle has somewhat subsided. She still kicks with her legs, but not as much as before. The vibrations of her body are less intense, more like a tense tremor than a violent jerking. Her amazing boobs still bounce up and down. Her breathing is becoming increasingly strained and her face is getting red. She is being strangled, however slowly.

She looks so helpless, so desperate. Every fiber in my body aches to reach out to her, lift her up, help her and save her young life. Every same fiber in my body aches to reach out and touch her beautiful body, grab her, feel her and experience this amazing girl as she dies. But out of respect for the tribunal and the young lady’s mother, I resist both urges. I must content with merely watching her.

No, there is one last thing that I must do. I promised her. I grab her hair and force her face up. She stares up at me, a silent plea in her eyes, her mouth opening and closing with a wheezing sound. Her lips move, but she is unable to form any intelligible words. ‘I still can’t believe how beautiful you are, even at this moment, Isabella.’ I whisper passionately.

‘Watching you struggle like this, watching your amazing young body kick and writhe, is a truly beautiful sight. But I promised you that I would help make it easier for you and I will honor that promise.’ I said and nodded. Isabella looks up at me with a strange mix of dread and appreciation in her eyes. She knows what I mean. I will help her die faster. She is obviously scared of dying but at least it will lessen her suffering.

‘I’ll place my hand on your throat and dig my fingers into the sides of your neck, compressing the carotid arteries and jugular veins. I doubt you’ll even feel it, with all the pain you must already be suffering.’ I explained in a calm and soft voice. ‘It will cut off oxygen supply to your brain. You’ll pass out in less than a minute.’ She stares at me while I speak. With a resigned look in her eyes, she nods her consent.

Goosebumps break out all over my arms and chest. My heartbeat quickens and my palms feel moist. My legs feel so weak I must struggle to stand. The tickling sensation in my stomach becomes a roaring churning. I can’t really decide whether I’m scared or excited. No, I’m both. God, I’m going to have to end this beautiful girl with my bare hands!

I’m shaking all over as I slowly bring my right hand up to the young lady’s neck. A shock runs through my body, almost like electricity, when I touch her warm, delicate skin. She feels so lovely to touch. God, I want to hold her so bad, I want to hug her, feel the warmth of her body, and feel her beautiful breasts, her lovely legs, the delicate skin on her stomach and the sweet softness of her labia. But I don’t.

My fingers carefully find the depression between her wind pipe and the muscles on either side of her neck. I know this grip well. When I didn’t have my belt handy, I sometimes held Amelia like that until she got woozy or even passed out. As I dig my fingers hard into the sides of the beautiful girl’s neck, a tremor runs through my body and I feel the heat between my legs increase. How I loved Amelia, how I loved the sex with her!

’Oh my God, you are beautiful, Isabella!’ I moan as I look down on her face. The expression on her face fills me with awe, terror and excitement at the same time. She is staring up at me with her huge, beautiful eyes, while tears silently flow down her cheeks and a bit of saliva oozes from her mouth. She doesn’t make a sound. She can’t. She just stares at me with the most intense look I have ever seen in my life.

Amelia, Isabella, sex, death, hope, war, love, fear, lust, pity, power, tenderness; a violent stream of emotions wash through me, like some unknown dam has been breached deep inside my soul. My whole body quivers as I stare into her beautiful eyes. Her body is still struggling, the gentle spasms sending tremors up my arm that mix with my body’s own vibrations.

For a second, it is as if our minds merge and I can feel all that she feels. I scream with pure passion, a passion beyond joy or pain, fear or lust, right and wrong. The scream echoes through the woods as the spark in Isabella’s eyes grown ever fainter. ‘I love you, I truly do.’ I whisper, not knowing if it’s true or not, but beyond caring. Her eyes roll up into her skull. Her body shakes ever so lightly. Then she is still.

I stand back and look at the beautiful body in front of me. Though the sight is truly titillating, I’m overcome with an almost soul crushing sensation of loss and loneliness. I realize that I’m all alone in the woods. Just seconds ago, I was with the most beautiful woman I had met in a long, long time. Now it’s just me and a piece of dead meat. The thought sends shivers up and down my spine.

I’m standing there for several minutes, breathing calmly and letting my pulse settle, as I explore every inch of her lifeless form with my eyes. Slowly the shock of her passing dissipates and I’m left with pure admiration for the beautiful physical form that she has left behind. ‘Death is the end; I don’t care what happens to my body’, she had said. Only now do I fully realize why I asked her that question.

I need to make love to her. I must make love to her. I don’t mind that she is dead, she is still warm and soft and beautiful. She hadn’t wanted me to make love to her while she was alive, but now she can have or make any objections. She looks so much like her mother. Amelia had dies in a pool of blood in a mud hole on some forsaken battlefield; I had never gotten to say goodbye. Now I can finally have closure. Properly say goodbye to both Amelia and Isabella.

I pull Isabella into my arms and tremble at her warmth and the touch of her amazing body. Her breasts press against mine as I pull the noose up over her beautiful face. I kiss her deeply, before I hoist her petite body up on my shoulder. Then I descend from the platform and make my way back to the path from which we had come.

I know that the military doctor is expecting me to deliver Isabella’s body sometime during the day, so she can formally pronounce her dead. But there is no way she can know how fast we have walked or how long the execution took. It is still early morning. I can easily justify being delayed an hour or two; hell, I don’t need to be back before lunchtime.

I decide to find a small glade or clearing away from the beaten track; somewhere with grass and flowers where I can lay with her and make love to her as the sun slowly climbs above the treetops. It is a beautiful day and even though the feeling of melancholy has once again settled on me, I also feel extremely grateful and wonderfully excited…