Lidt godt til julen…

Jeg elsker sommeren over alt på jorden, men jeg holder nu også af julen! Så i år har jeg forberedt noget helt specielt, for at fejre denne dejlige tid.

Nu er det, at slå et andet menneske ihjel, nok ikke lige det, de fleste forbinder med god gammeldags julehygge. Men ikke desto mindre har jeg i år besluttet, at kaste mig ud i noget så traditionelt som en julekalender, her på siden! Ja, en længere historie, i 24 små, søde afsnit, som man kan liste ind på sit værelse og nyde, hvis flæskesværdene, de brændte mandler, papirfletteriet og familiehyggen bliver lidt for meget. Så I kan godt begynde at glæde jer allerede nu! Jeg tør godt garantere, at det bliver en julekalender ud over det sædvanlige!

Som en lille teaser, kan jeg allerede nu afsløre, at handlingen kommer til at udspille sig mellem de tre skønne kvinder nedenfor.

Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at kvinden til venstre er den vidunderlige morder i ’Killing her softly’ – så har I lidt en fornemmelse af, hvilke eksklusive og storslåede lækkerier I har i vente! Rigtig god fornøjelse og glædelig jul!

Knus og kys,
Ditte

Reklamer

Once in a lifetime…

Det var ikke den letteste tid i min mands og mit forhold. Jeg kørte fuld skrue på karrieren og arbejdede alt for meget, så vi havde for lidt tid sammen, og jeg kunne mærke, at han langsomt gled fra mig. Jeg besluttede mig for, at prioritere min karriere en smule ned, og i stedet være der for ham. I starten virkede han dog ikke synderligt interesseret i at tilbringe mere tid med mig. Men det ændrede sig, da jeg fandt ud af årsagen, og fik gjort noget ved det.

Det viste sig nemlig, at han var begyndt at se nabokonen bag min ryg. Når jeg tog på arbejde, kom hun over på besøg. Jeg bebrejdede ham ikke. Jeg havde negligeret ham, og nabokonen var en ganske smuk kvinde, så det var ikke så mærkeligt, at han fandt trøst og fornøjelse i hendes favn. Da jeg fortalte ham, at jeg oprigtigt ønskede at tilbringe mere tid med ham, var han heldigvis indstillet på at droppe hende. Og efter en mindre diskussion, blev vi også enige om, hvordan deres lille flirt skulle ende.

’Søde, er du der?’ Kalder nabokonen, idet hun ser op af trappen. Hun er selv gået ind. Jeg har ladet bagdøren stå ulåst, eftersom min mand fortalte mig, at det var den vej hun plejede at komme ind – så kunne hun gå via baghaven, så de andre på vejen ikke så hende komme over til vores hus. Min mand er ikke hjemme, men det er jeg. Og jeg har forberedt mig på netop dette øjeblik.

Mit hjerte hamrer. Jeg står skjult i bryggerset. Jeg fugter den klud jeg har i hånden med æter, sørger for den er godt mættet med den kvalmt sødligt lugtende væske. Så lister jeg ind i stuen. ’Hallo, skat?’ Kalder nabokonen, som stadig har hele sin opmærksomhed vendt mod trappen op til første sal. Det er nu jeg har chancen. Det er nu det skal ske. Jeg bider mig selv i læben. Så rejser jeg mig og kaster mig mod hende.

’Åh gud!’ Udbryder hun, idet jeg griber fat om hendes hals og flår hende ind mod mig. Så presser jeg kluden mod hendes ansigt. Hun mumler et eller andet uforståeligt ind i kluden, mens hun vrider sig som en orm. Men det er ikke det jeg lægger mest mærke til. Det er hendes krops varme og hendes dejlige duft. Hun har tydeligvis lige været i bad og har taget parfume på. Hun både føles og dufter vidunderligt.

’Det er nu du skal kæmpe, Katrine, det er lige nu.’ Hvisker jeg ophidset. ’Hvis du først giver efter, får du ikke flere chancer. Det er nu eller aldrig. Hvis du giver efter, tilhører din yndige lille røv mig for altid. Forstår du? Kæmp nu!’ Jeg ved ikke om det skyldes min opfordring, mens hendes hænder griber fat i mine arme og flår i dem, i et desperat forsøg på at få mig til at give slip på hende.

Jeg nyder hendes bløde hænder mod min nøgne hud. Jeg nyder knap så meget hendes negle, som borer sig ind i mine arme, men intet i denne verden kan få mig til at give slip på hende. ’Uh, den lille kattekilling har klør.’ Klukker jeg, idet min ene hånd lidt tilfældigt glider ned over hendes skulder, ned til hendes bryst. Jeg giver det et klem. Det føles fast og fyldigt og dejligt, igennem hendes tynge kjole.

’Er det alt hvad du har i dig? Jeg havde helt ærligt forventet mere af dig, Katrine.’ Hvisker jeg, idet jeg til min store fornøjelse mærker, hvordan hun allerede er ved at blive svagere. Jeg kan næsten ikke fatte, at hun allerede er ved at give op. Jeg havde frygtet, at det ville være svært, at hun ville kæmpe som en vanvittig, at hun måske ville slippe fri og tilkalde politiet. Men jeg kan mærke, at luften simpelthen går ud af hende, som af en ballon!

Pludseligt mærker jeg, at Katrine synker sammen i mine arme. Hendes ben kan ikke længere bære hendes vægt! Hun glider ned mod gulvet, og jeg går ned i knæ og følger efter. Jeg lægger hende forsigtigt ned på gulvet, mens jeg holder kluden fast presset mod hendes næse og mund. Jeg kan nu se hendes ansigt! Hun stirrer op på mig, med sine store, smukke, brune øjne. Hun ser skræmt, forvirret og lettere omtåget ud.

’Ja, lille skat, jeg kan godt forstå, at du er bange.’ Hvisker jeg fornøjet, idet jeg kærligt vugger hende frem og tilbage, som man ville gøre med et barn. ’Du forventede at finde min mand alene hjemme, men du fandt mig. Du kneppede med min mand og nu tilhører du mig, Katrine. Vi to skal lære hinanden meget bedre at kende, måske langt bedre end du ønsker, søde, men jeg syntes du er en smuk kvinde.’

Mine ord får tilsyneladende ikke Katrines rædsel og forvirring til at aftage – tværtimod. Men æteren har gjort sit arbejde. Hun er stille og roligt ved at miste bevidstheden. Jeg stryger hende blidt over håret. ’Du er allerede for svag til at kæmpe imod. Du har allerede spildt den eneste chance du får, søde. Jeg giver dig ikke flere chancer. Du er min nu. Der er intet du kan gøre ved det, søde, så du kan lige så god prøve at nyde det.’

Katrines øjne glider langsomt i. Lige før de lukker, sender hun mig et intenst blik. Jeg kan ikke rigtigt læse det. Er det foragt? Rædsel? En stille bøn? Det er i bund og grund lige meget. Intet hun kan sige, intet hun kan gøre, vil gøre nogen forskel nu. Jeg har truffet mit valg. Jeg har gjort op med mig selv, hvad jeg må gøre ved hende. Hvad jeg må gøre med hende. Der er intet det kære væsen kan stille op. Hun er reduceret til tilskuer, til sit livs sidste kapitel.

Jeg lægger mine arme under hendes og trækker hendes slappe krop gennem stuen, ned af en lille gang og ind i vores gæsteværelse. Jeg vil ikke besudle vores ægteseng endnu en gang, selv om hun nok desværre har været der. Jeg er sur på hende, men kun en smule. Faktisk er jeg et eller andet sted glad for, at hun og min mand gjorde det de gjorde. Det giver mig nemlig mulighed for at gøre det jeg gør lige nu, og som jeg nok må indrømme, er noget jeg har fantaseret om det meste af mit liv.

Jeg trækker hende op på sengen og sætter mig bag hende. Hendes krop føles dejligt varm og blød mod min. Hun dufter vidunderligt. Jeg kan mærke, at det er begyndt at krible ganske vidunderligt i det meste af min krop. Jeg lægger en hånd over hendes mund, bare hvis hun nu skulle vågne op. Min anden hånd fører jeg prøvende ned over hendes barm. Hvor er den dog dejligt fast og fyldig.

Pludseligt kan jeg mærke hendes læber bevæge sig mod min hånd. Hun mumler et eller andet uforståeligt. Den dejlige kriblen i min mave tager til. ’Ja, du er i live, søde, men du lever på min nåde.’ Hvisker jeg. ’Du er svag og hjælpeløs og ingen i hele verden kan hjælpe dig, søde. Du lever kun så længe jeg giver dig lov, forstår du? Din krop, din sjæl, dit liv, din fremtid, alt det hviler i mine hænder, kan du forstå det, Katrine?’

Katrine bevæger langsomt sit hoved fra højre til venstre. Jeg er sikker på, at hun ønsker at ryste på hovedet i foragt for det jeg lige har sagt, men hun er både svag og langsom. ’Du er lige så dum som du er stolt, søde. Du kan ikke kæmpe imod.’ Klukker jeg fornøjet. ’Det skib er sejlet. Forstår du, Katrine? Der er intet du kan gøre. Intet. Du lever på min nåde nu. Din unge, smukke, faste røv tilhører mig. Kan du få det ind i dit kønne hoved?’

Igen mumler Katrine et eller andet ind i min hånd, mens hun langsomt og ynkeligt ryster på hovedet. Jeg klukker af glæde. ’Du har ingen ret til at spille moralsk lige nu, søde. Du gik bag min ryg og kneppede med min mand. Du sagde ikke noget til mig. Du gav ikke mig et valg. Du var ganske tilfreds med, at jeg intet kunne stille op, var du ikke? Du var ganske tilfreds med, at opleve nydelse på min bekostning, ikke sandt?’

’Well, nu er rollerne byttet rundt. Nu er det mig, der ikke giver dig et valg. Nu er det mig, der skal opleve nydelse på din bekostning.’ Klukker jeg, mens den frydefulde kriblen i min mave stiger til nye højder. ’Men ved du hvad? Jeg vil ikke lyve eller holde noget skjult for dig. Jeg siger det ligeud., jeg siger det som det er. Jeg har besluttet, at du skal dø, Katrine. Forstår du? Jeg har besluttet, at dit liv skal slutte i dag.’

Katrine sprutter under kluden og hendes rysten med hovedet bliver kraftigere. Pludseligt bevæger hun sin højre arm. Jeg rækker ud og tager atter kluden med æter. ’Du skal sove lidt igen, søde.’ Hvisker jeg og presser kluden mod Katrines ansigt. ’Du bør nyde din søvn, så længe du sover, er du ikke bange, så længe du sover, frygter du ikke døden.’ Hvisker jeg og klemmer hende ind til mig. ’Sov sødt mit barn, sov længe.’

Katrine døser atter hen. Angsten smelter bort fra hendes ansigt og hun ser helt fredfyldt og nærmest lykkelig ud. Hun er smuk, som hun ligger der, med lukkede øjne. Jeg griber fat i kanten af hendes korte kjole og trækker den op. Hun har et par fine blondetrusser på. For min mands skyld, det ved jeg godt, men nu er det mig der får glæde af dem. Jeg trækker til i kjolen, til den glider op over hendes mave, hendes barm og hendes skuldre. Jeg flår den af og smider den på gulvet ved siden af sengen.

Katrines mave og bryst ser pragtfulde ud. Hendes hud er så fin og glat, at den næsten ligner et lag lys chokolade. Jeg lægger prøvende en hånd på hendes ene bryst. Det føles vidunderligt. Hun er varm og fast og glat. Jeg fører min hånd frem og tilbage, og nyder hvordan hendes brystvorte glider ud og ind mellem mine fingre. Den bliver langsomt hård!

’Sikke en dejlig krop du har, Katrine.’ Hvisker jeg til det sovende pigebarn. Hun er ved at vågne, jeg kan mærke det. ’Kan du høre mig? Du har en skøn krop. Jeg kan godt forstå, at min mand syntes om at røre ved den. Jeg syntes også den er dejlig at røre ved. Hvad syntes du om mine kærtegn? Dine brystvorter er stive nu. Tænder du på det her, søde? Nyder du, at jeg leger med dig? Jeg nyder at lege med dig, Katrine.’

Katrine slår atter øjnene op. Hun ser omtåget og skræmt ud. Jeg har lagt min hånd over hendes mund igen, så hun ikke kan skrige, hvis hun på en eller anden måde skulle finde kræfterne til det. Men jeg har hævet håndryggen en smule, så der ligesom er et lille luftrum mellem min hånd og hendes læber. Det gør, at jeg lige netop kan høre de ord hun mumler ind i min hånd.

’Ditte, jeg beder dig. Jeg beder dig. Lad mig tale.’ Mumler hun. Jeg klukker af fornøjelse. ’Jeg kan godt høre dig, søde. Du taler bare, hvis du har noget at sige.’ Jeg har sørget for, at der er en lille bitte sprække mellem mine fingre og hendes næsebor. Hun kan lige nøjagtig få luft, men hun må kæmpe for det, det lille pus. ’Jeg er ked af det. Undskyld.’ Mumler Katrine. ’Tilgiv mig. Jeg er din nabo og din ven. Tilgiv mig.’

’Ja, du er min nabo. Og du var min ven, indtil du begyndte at kneppe med min mand bag min ryg. Nu er du ikke længere min ven. Nu er du bare en smuk, dejlig kvinde, som tilfældigvis bor ved siden af mig, og som jeg skal tage livet af.’ Hvisker jeg, idet jeg klemmer mine fingre mod hendes næse, så hun ikke længere kan få luft. Mine fingre stryger op og ned over hendes bryst, og jeg nyder, at det hæver sig op og ned, idet hun kæmper for at få luft.

’Jeg har da ondt af dig, Katrine. Du har forrådt mig, men fortjener du at skulle dø? Helt objektivt er det nok lidt en overreaktion fra min side, men faktisk har jeg længe fantaseret om at dræbe en anden kvinde, holde hendes liv i mine hænder, og langsomt slukke det ud.’ Hvisker jeg, mens hun desperat grynter ind i min hånd. ’Den fantasi skal du gøre til virkelighed, min kære. Det er jeg taknemmelig for.’

Hvordan føles det, ikke at kunne få luft? Hvordan føles det, at være helt og aldeles hjælpeløs? Du kan bare ligge der og mærke luften i dine lunger slippe op, mærke hvordan de begynder at brænde, mærke hvordan hver en celle i din krop skriger efter ilt.’ Hvisker jeg, mens Katrines kamp bliver stadig mere desperat. Jeg nulrer hendes brystvorter. De er stadig helt stive.

’Jeg kan se både smerten og rædslen i dine smukke øjne, Katrine. Tænker du på dine børn og din mand, som du aldrig skal se igen? Alt det du ikke fik sagt og gjort? Alle de muligheder, der nu for evigt vil være udenfor din rækkevidde? Mørket? Tomheden? Ensomheden?’ Hvisker jeg, idet jeg nyder hvordan mine barske ord får hendes rædsel til at vokse. Jeg kan mærke, at hendes hjerte hamrer som en tromme under hendes brystben.

’Men bare roligt, du skal ikke dø lige nu.’ Klukker jeg, idet jeg atter griber ud efter kluden med æter. Katrine trækker hvæsende og grådigt luft ned i sine lunger, da jeg fjerner min hånd fra hendes mund. Før hun når at skrige, presser jeg kluden mod hendes ansigt. ’Ja, træk vejret dybt, søde, du skal sove lidt igen. Du har jo stadig trusser på. Du skal være nøgen når du dør, så dem må vi have af dig. Sov godt så længe.’

Jeg kan se, at Katrine gør hvad hun kan for at kæmpe imod. Hun prøver at holde vejret, så hun ikke får æterdampene ned i sine lunger, men hendes krop skriger stadig på luft og hun holder ikke mange sekunder, før hun trækker luft ned i lungerne gennem den stadig gennemvædede klud. Desperationen lyser ud af hendes smukke øjne, da hun mærker bevidstheden glide bort.

Da Katrines krop atter bliver slap, skubber jeg hende hen til kanten af sengen, så hendes ben hænger ud over kanten. Jeg trækker hendes trusser af og smider dem på gulvet. Hun har en sød lille mis. Velholdt og helt glatbarberet. Hun troede jo også, at hun skulle over og kneppe min mand i dag, så mon ikke hun har barberet den, lige før hun tog af sted? Tanken ophidser mig. Jo, hun har gjort sig klar, det kære, dejlige væsen, men ikke, som hun troede, til sex.

Jeg presser hende ind mod mig, nyder hendes varme, mens jeg mærker hendes hjerteslag under hendes brystben. Jo, hun lever stadig, hendes hjerte slår stadig. Men jeg bestemmer hvornår det hele stopper for det kære væsen. Jeg følte mig afmægtig, da jeg fandt ud af at min mand var utro. Nu mærker jeg en enorm følelse af magt strømme gennem mig. Det er lige hvad jeg har brug for, det er vanvittig god terapi. Selv den dyreste psykolog kunne ikke have gjort det bedre.

’Lad mig… jeg vil ikke… jeg vil hjem…’ Mumler Katrine, da hun atter så småt vender tilbage. Jeg kan mærke på den vidunderlige kriblen i min mave og mit bryst, at tiden er kommet. Jeg rækker ud efter kluden. ’Du skal aldrig se dig hjem igen, Katrine. Du skal dø her, nu, i denne seng.’ Hvisker jeg, mens jeg kærligt vugger hende i mine arme. ’Nej… jeg… ikke…’ Mumler Katrine, stadig omtåget, men tydeligvis skræmt.

’Jeg nyder din angst, desperation og hjælpeløshed. Jeg kunne ydmyge dig i timevis, min pige, men desværre har jeg ikke hele dagen. Så nu må vi se at få din røv ekspederet videre.’ Siger jeg og klukker fornøjet. Det får Katrine til at vågne op. ’Nej! Jeg vil ikke dø! Ditte, jeg beder dig! Jeg vil leve! Jeg vil leve! Min mand, mine børn, mit liv! Det jeg gjorde var forkert. Undskyld. Nåde, vis mig nåde!’ Klynker hun, en smule snøvlende, men med mere åndsnærværelse end før.

’Lad mig se. Jeg kunne være storsindet og tilgivende, og lade din smukke røv valse ud herfra, og tilbage til det liv du kender og elsker.’ Klukker jeg, mens langsomt hæver kluden. ’Men desværre, Katrine, jeg har faktisk mere lyst til at slå dig ihjel.’ Fortsætter jeg og presser kluden mod hendes ansigt. Hun brøler ind i kluden og vrider sig i mine arme. Hun er dog stadig svag, og jeg har intet problem med at holde hende fast.

’Lad os se hvor længe du kan kæmpe imod denne gang, lad os se hvor længe du kan holde vejret.’ Klukker jeg, idet jeg tvinger hendes hoved tilbage, så jeg kan se hendes ansigt. Der går et frydefuldt gyd gennem min krop, da hun stirrer op på mig med et blik der er så indtrængende, og så fuld af rædsel og desperation, at jeg aldrig har set noget lignende.

Jeg holder kluden presset mod hendes ansigt, mens jeg atter trækker hende op på sengen. Jeg lægger forsigtigt hendes ansigt ned på puden, mens jeg ager hende kærligt. ’Du skal sove nu, min kære pige, du skal sove for evigt. Du skal aldrig vågne op igen, hører du, aldrig. Du skal miste alt. Alt skal forsvinde for dig. Du skal forsvinde.’ Hvisker jeg, men jeg nyder det sidste næsten vanvittige blik i hendes øjne, hun sender mig, før hendes øjenlåg langsomt glider i.

’Så blev det mørkt. Nu har du kun døden tilbage.’ Hvisker jeg, i håbet om at hendes bevidsthed holder ud en smule længere end hendes øjenlåg. Den vidunderlige kriblen i min mave stiger til nye højder. Tænk at jeg skal afslutte denne smukke kvindes liv, tænk at jeg skal føre hende ind i evigheden! Jeg kan næsten ikke fatte, at det her virkeligt sker.

Da jeg er sikker på, at hun er bevidstløs igen, tager jeg kluden og propper ind i hendes mund. Jeg ved ikke om æteren vil påvirke hende kraftigere, hvis den optages via hendes slimhinder. Men det lyder ikke usandsynligt, tænker jeg. Det kære væsen skal ikke vågne op igen. Denne gang slutter det, definitivt.

Da kluden er proppet godt ind i kæften på hende, ager jeg hende atter over håret. ’Dit fjollede, skøre, liderlige væsen. Tænk hvis dine børn, din mand og dine forældre vidste, hvor tåbeligt du har båret dig ad.’ Hvisker jeg, selv om jeg godt ved hun intet hører. ’Men det vil de nu aldrig finde ud af. Din død sparer både dig og din familie for den ydmygelse. Det håber jeg du i det mindste er taknemmelig for.’

Da jeg er helt sikker på, at hun er i dyb, dyb søvn, lusker jeg ud i bryggerset og tager en af min mands malermasker. Jeg gennemvæder den med æter og tager den med tilbage til gæsteværelset. Jeg placerer masken over Katrines ansigt og sætter elastikstropperne fast bag hendes øre. ’Så, lille skat, nu skal du bare trække vejret dybt og roligt og vente på det hele slutter.’ Hvisker jeg. Det er gjort. Katrines skæbne er beseglet. Nu er det kun et spørgsmål om tid, så slutter hendes liv.

Det kribler helt vildt i min krop. Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg gjorde det, jeg gennemførte min plan og jeg nød det. Men der er stadig liv i den arme pige, og jeg er ikke færdig med at nyde. Jeg læner mig tilbage på sengen, kigger ned på hendes smukke, døende krop, og lader en hånd glide op under min kjole. Jeg har ikke trusser på. Jeg er så tændt, at de kun tager få sekunder, før en vidunderlig orgasme eksplodere gennem min krop som en atombombe.

Da jeg genvinder pusten og kontrollen over min krop, læner jeg mig ind over Katrines dejlige legeme. Jeg lægger en skælvende hånd på hendes bryst. Hendes hjerte slå og hun trækker vejret. Svagt. Langsomt. Hun er stadig i live. Jeg begynder at lege ned hendes bryster, mens jeg lader min ene håndflade hvile på hendes brystben, så jeg kan mærke hendes vejrtrækning og hjerteslag. Jeg vil mærke hende dø, tænker jeg, og mærker et frydefuldt gys gå gennem min krop.

Mens jeg nyder min vidunderlige orgasmes efterglød, mærker jeg hvordan Katrines hjerteslag bliver svagere og svagere, langsommere og langsommere, og det samme gør hendes vejrtrækning. Hendes krop må være ved at lukke ned, hendes hjerne, hendes organer. Hun er heldig, at hun er bevidstløs, tænker jeg. Ellers ville hun lide som ind i helvede. Nu får hun er smertefri død. Jeg er næsten for flik, tænker jeg og smiler ved mig selv.

Efter nogle minutter, kan jeg ikke længere mærke hverken hendes hjerteslag eller hendes vejrtrækning. Pludseligt fanger min næse en skarp, fugtig duft. Jeg ser mig omkring. Der pibler en svag strøm urin ud fra Katrines skræv, ud over hendes lår og lagnet under hende. ’Du har tisset i sengen.’ Klukker jeg. Så går der endnu et frydefuldt gys gennem min krop, da det går op for mig hvad der netop er sket.

Katrine har ikke blot givet slip på sin blæremuskel og den urin den holdt tilbage. Hendes krop har givet slip. På livet. På alt. Det er ikke længere et menneske der ligger foran mig på sengen. Det er en død krop. Et lig. Dødt kød. Det suger i min mave og kribler i min krop, mens en frydefuld kuldegysning breder sig ned af min ryg. Uha. Et lig. Tanken både skræmmer mig og ophidser mig.

Jeg trækker op i min kjole og sætter mig prøvende overskrævs hen over maven. Jeg kan mærke det bløde, varme, døde maveskind mod mine skamlæber. Det føles vidunderligt! Jeg begynder atter at onanere…

Høj på livet

De digitale mesterværker er lavet af den fantastiske dødspornokunstner DrGeppetto3D.

Da jeg hørte, at Nye Borgerlige ville genindføre dødsstraffen, troede jeg aldrig, at det ville blive til noget. Men de fik det igennem, som en del af et større forlig, der dækkede finansloven, udlændingeområdet og en større reform af fængsels- og justitsområdet. Det er nu snart et halvt år siden. I mellemtiden er otte personer blevet idømt dødsstraf, for forskellige forbrydelser, men de sidder alle stadig i deres fængselsceller.

For en måned siden, annoncerede Frederiksberg Statsfængsel, hvor seks af de otte dødsdømte sidder fængslet, at de ville eksekvere den første dødsstraf. De ønskede på den ene side, at henrettelsen skulle blive offentlig kendt, for på den måde at virke afskrækkende på mulige fremtidige forbrydere, men samtidig ønskede de ikke, at modstandere af dødsstraffen ville møde op og demonstrere. Derfor besluttede de, at en enkelt journalist skulle have lov at dække henrettelsen.

Den journalist blev mig! Da jeg sendte min ansøgning, troede jeg ikke, at jeg havde en chance. Men byrådet valgte mig, ud af mere en hundrede ansøgere! Jeg er både stolt og meget, meget glad. Jeg ved, at samtlige aviser i Danmark vil betale kassen for mine billeder og min historie, så jeg har gået rundt med et smil på læberne, lige siden jeg modtog meddelelsen, og den dag henrettelsen skal finde sted, løber jeg drengegadeløb gennem gaderne, hen mod fængslet, mens jeg nynner fornøjet.

Jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg ikke vil lade oplevelsen forplumre af personlige etiske og moralske overvejelser. Dødsstraffen er blevet genindført ved lov på demokratisk vis. Politiet, domstolene og fængselsvæsnet gør det de er der for at gøre, nemlig at håndhæve loven. Og jeg er fotojournalist, det er min opgave at dokumentere det der sker, ikke at tage stilling. Jeg bringer blot budskabet videre, så må befolkningen drage deres egne konklusioner.

Jeg viser mit pressekort ved porten og går ind i gården bag fængslet. Der møder mig et overraskende syn: En slank, ung, lyshåret kvinde står bagbundet op af en væg med en løkke om halsen. Hun er kun iført undertøj. En politibetjent, også en smuk, ung kvinde, iført en noget usædvanlig uniform, træder frem foran den blonde kvinde. ’Er du Ditte Lykke?’ Spørger betjenten. Jeg nikker. Betjenten smiler bag de mørke solbriller. ’Godt. Nu gør jeg Louise her klar, og så indstiller jeg mekanismen, så hun automatisk bliver hængt om fem minutter.’ Siger hun. ’Du tager dine billeder, og når du er færdig, forlader du området.’

Jeg nikker. Betjenten går hen til den unge kvinde, som åbenbart hedder Louise. ’Nej, jeg vil ikke dø!’ Gisper Louise, da betjenten trykker på knappen på muren. ’Du kan stadig nå at nyde livet, søde. Du har fem minutter, før motoren startet og du bliver trukket op.’ Siger betjenten med et skævt smil på læberne. ’Plus de minutter det vil tage rebet at klemme livet ud af din unge krop. Men den tid vil du dog næppe nyde.’ Jeg er chokeret over betjentens joviale tone, næsten lige så chokeret, som jeg er over det faktum, at den stakkels dødsdømte kvinde kun er iført undertøj. ’Skal hun henrettes i undertøj?’ Spørger jeg måbende. ’Nej da.’ Klukker betjenten og flår Bh’en og trusserne af Louise.

’Sådan, det er bedre, ikke sandt?’ Siger betjenten og smiler atter til mig. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige, men får nikket lidt kejtet. ’Nå, men om fire et halvt minut vil motoren starte og løfte Louise tredive centimeter op i luften, og der vil hun hænge til hun er død.’ Siger betjenten går over mod en dør i muren. ’Men nu vil jeg lade jer to tøser være alene, så kan I jo lære hinanden lidt at kende, før det går løs.’ Med de ord forsvinder hun ind gennem døren. Jeg stirrer måbende og chokeret på Louise. Hun stirrer også på mig. Hvad nu? Jeg føler mig lammet. Hvad siger man til en dødsdømt kvinde?

’Du må gøre noget! Jeg vil ikke dø, ikke nu, ikke sådan her!’ Louise bryder tavsheden med en indtrængende bøn. ’Du kan ikke bare lade det her ske! Jeg beder dig, få fat i min advokat, mine forældre, nogen der kan gøre noget! Jeg vil ikke dø! Hjælp mig, jeg beder dig!’ Angsten og intensiteten i den unge kvindes stemme, får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. ’Øh, jeg er bare kommet for at dokumentere din henrettelse for pressen.’ Svarer jeg, med usikker stemme. ’Jeg kan ikke blande mig i det der sker. Det var en betingelse for, at søge om at blive udvalgt til at komme her i dag. Jeg beklager.’

’Jeg har fire minutter tilbage, og du kan ikke blande dig?’ Siger Louise med skælvende stemme. ’Tror du, at det her er tilfældigt? Hvorfor er jeg den første der skal henrettes, og hvorfor skal jeg være nøgen? Og hvorfor er du blevet udvalgt? Vi er begge kønne, unge kvinder. Kan du ikke se det? De har valgt os, for at sælge genindførelsen af dødsstraffen med et par kønne ansigter. Og kroppe. Det er ren propaganda. Det må du sa kunne se!’ Jeg kan ikke lade være med at føle mig ramt af Louises ord. Er der noget om det hun siger?

Hun er godt nok smuk. Jeg havde ventet, at den dødsdømte ville være en hårdtpumpet, afstumpet, overtatoveret fyr, ikke en smuk, ung, velskabt kvinde. Meget velskabt. Jeg kan mærke, at jeg virkeligt føler mig tiltrukket af hende, selv om hun har begået alvorlig kriminalitet. Hun har en næsten perfekt krop. Lange, slanke ben, en flad mave, flotte bryster, et kønt ansigt, fejlfri hud og et pikant, glatbarberet skræv, med en lille, veltrimmet dusk på skambenet. Jo mere jeg ser på hende, jo mere vidunderlig ser hun ud. Jeg kan ikke lade være med at smile. Hun er bare så dejlig, at det kribler i hele min krop.

’Du nærmest æder min nøgne krop med dine øjne. Du er lesbisk eller biseksuel, ikke?’ Spørger Louise, idet jeg zoomer ind på hendes kønne ansigt med mit kamera. Jeg nikker bag linsen. Hun ser alvorligt på mig. ’Og det vidste dem der udvalgte dig til det her?’ Spørger hun. Jeg må tænke mig om et øjeblik. Havde jeg nævnt min seksuelle orientering i min ansøgning? Jo, det havde jeg vidst nok. Jeg nikker igen. ’Derfor.’ Udbryder Louise. ’Kan du ikke se det? De vil have, at du skal nyde det her! Det er derfor, at jeg er nøgen. De vil have, at du skal blive seksuelt opstemt og lægge din kritiske journalistiske sans på hylden!’

Har hun ret? Bare muligheden for, at det kunne være sandt, ryster mig dybt. Er jeg udvalgt, fordi jeg er biseksuel? Fordi det kunne tænkes, at jeg ville syntes bedre om dødsstraffen, idet jeg fik en seksuel oplevelse ud af, at se en ung, smuk, nøgen kvinde dø? ’Kom nu, jeg har tre minutter, du må gøre noget, jeg beder dig!’ Hvisker Louise insisterende. Jeg forstår hendes utålmodighed, men de tanker der fylder mit sind, og de følelser der fylder min krop, er ikke lette at få styr på. For hvor vanvittigt det end måtte lyde, så kan jeg mærke, at jeg faktisk er ved at blive seksuelt opstemt.

Jeg gemmer mig bag kameraet, og fortæller atter mig selv, at jeg blot er en objektiv observatør. Jeg er kommet for at dokumentere, intet andet. Alligevel kan jeg ikke ignorere hendes brysters fuldendte kurver, hendes fine, små, struttende brystvorter, hendes smukke, dybblå øjne, hendes læbers rødme og fyldighed, hendes langs, glansfulde hår… åh gud, jeg mærker en varme, og en kriblen i min krop, som bliver mere og mere intens for hvert eneste billede jeg knipser af hende. Jeg prøver at fortrænge de følelser, at fokusere på mit arbejde, men det er umuligt.

’Please, uret tikker, gør noget, jeg vil ikke dø, der er ikke lang tid igen, gør noget, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Hulker Louise med indtrængende stemme. Desperationen og intensiteten i hendes stemme får det til at gibbe i mig. Jeg har ondt af den stakkels kvinde, og en del af mig ønsker, at jeg kunne redde hende. Men en anden del ønsker, at følge det her til ende, at tage hele rejsen sammen med hende, at se det hun frygter allermest blive til virkelighed, og se hvordan hendes unge sind og hendes smukke krop reagerer på den grusomme skæbne hun er dømt til at gennemleve.

’Hvordan kan du bare stå der og tage billeder, mens mit liv tikker bort? Jeg vil ikke dø! Har du intet hjerte? Har du ingen medfølelse med andre mennesker?’ Hvisker Louise, med svag og skælvende, men tydeligvis bebrejdende stemme. Det er åbenbart så småt gået op for hende, at jeg ikke vil gøre noget for at redde hende. Jeg zoomer atter ud, så jeg kan se hele hendes krop. Hun står og skifter nervøst vægten fra det ene til det andet ben, mens en stille sorg og desperation lyser ud af hendes kønne øjne. Hvor ser hun dog lille og hjælpeløs ud. Det står i skærende kontrast til hendes ufattelige skønhed.

’Så gør dog noget for helvede da, dig sindssyge kælling!!!’ Brøler Louise pludseligt, med en stemme der er lige så fuld af galde som desperation. Hendes pludselige vredesudbrud kommer som et chok for mig. Hun må have indset, at tiden er ved at rinde ud. Hendes barske ord får mig dog ikke til at ønske at hjælpe hende, de minder mig blot om, at hun er en hidsig, utilregnelig, dødsdømt kriminel. Politiet, anklagemyndigheden og domstolene har gjort deres arbejde. Hun skal dø. Det er retfærdighed. ’Snart vil rebet strammes om di hals.’ Hvisker jeg, og mærker en morbid gysen gå gennem min krop. ’Og jeg skal se dig kæmpe mod det uundgåelige, jeg skal se dig dø, Louise.’

’NEEEEEEEEEEEEJ!!!’ Brøler Louise, da en elmotor summer et sted inde i vægen og rebet strammes om hendes hals. Så ryger hun op! Stille og roligt, centimeter for centimeter. Jeg mærker en både foruroligende og frydefuld sugen i min mave. Louise går op på sine tæer, i et desperat forsøg på at afhjælpe rebets ubønhørlige greb om hendes hals. Det kribler i hele min krop. Jeg stirrer nærmest hypnotiseret på Louises øjne, der lyser med rå desperation og dødsangst. Hendes skrigen glider over i en rallen. Hendes tæer kan ikke længere nå jorden! Hun sparker desperat med benene! Åh gud, mit hjerte hamrer, min krop dirrer, det føles så intenst, så grusomt, så… så vidunderligt!

Pludseligt går det op for mig, at jeg helt har glemt at tage billeder. Jeg retter atter kameraet mod hende og knipser løs. Jeg vil forevige det fantastiske drama, der udspiller sig foran mig! Louise sparker og vrider sig som en vanvittig, mens hendes højlydte gispen og rallen stille og roligt går over i en lavmælt, næsten guttural, gurglende brummen. Så bliver hun helt stille. Eller det vil sige, hun kan ikke længere få en lyd frem, men hun er langtfra stille. Hun spjætter vildt og voldsomt, som om bølger af desperation eksploderer gennem hendes krop.

Jeg suger billederne gennem linsen med umættelig iver. Det er næsten umuligt at beskrive, hvad synet af den smukke, desperate, rædselsslagne kvindes håbløse kamp gør ved mig. Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg skal se så vidunderlig en kvinde dø. Jeg har ondt af hende, jeg føler en sygen i maven, en trykken i brystet og en klump i halsen. Det er forfærdeligt, det hun gennemlever i disse sekunder. Men det er også dybt, dybt fascinerende at se et menneske gennemleve det hun gennemlever, og et eller andet sted føles det både intimt og erotisk at dele denne oplevelse med hende.

Et eller andet sted kæmper vi alle mod det uundgåelige, vi er alle dømt til at skulle dø, og vi kæmper hver dag for at udsætte det så længe som muligt. Hendes dødskamp er også min dødskamp, den er alles dødskamp, i hendes smerte, sorg og rædsel, ser jeg noget alment menneskeligt, noget almen gyldigt. Jeg deler hendes smerte, hendes sorg og hendes rædsel. På den måde føler jeg mig ufatteligt tæt på hende, ufatteligt knyttet til hende, mens jeg ser hende kæmpe. Og samtidig føler jeg en ufatteligt taknemmelig for, at det ikke er mig der hænger der. Jeg skal ikke dø lige nu, ikke i dag. Jeg lever!

Selv om Louise må have indset, at hendes kamp er fuldstændig håbløs, så har hun tilsyneladende ikke tænk sig at give om. Hun sparker så voldsomt med benene, at hun begynder at svinge frem og tilbage. Hun spænder musklerne i sin slanke hals, hendes mavemuskler arbejder, mens hendes ben sparker og hun flår med armene imod rebet om hendes håndled. Hver eneste muskel i hendes krop arbejder på højtryk. Det ser dog mere ud til, at det er ren panik der griber hende, og ikke en gennemtænkt handling. Men hvad skal hun også stille op? Det stakkels, stakkels, væsen.

Lige så desperat og håbløs hendes kamp er, lige så smuk er den også. Hendes lange, slanke arme og ben, hendes flade mave, hendes dejlige bryster der gynger op og ned, mens hendes muskler arbejder. Hendes bevægelser er nok desperate, paniske og ukontrollerede, men også sælsomt erotiske. Måske er det netop hendes tab af kontrol, der får hendes bevægelser til at tage sig så erotiske ud. Hun er magtesløs, hun er overgivet til sine følelsers vold og fysikkens og biologiens grusomme realitet. Det er næsten som at se en krop vride sig i orgasme. Lige så intenst, lige så dyrisk, lige så grænseløst. Hun handler ikke… hun er!

Jeg er ikke stolt af det, men jeg kan ikke fornægte det. Jeg mærker en ufattelig varme mellem mine ben. Jeg kan mærke, at jeg er opsvulmet og fugtig. Intensiteten, fascinationen, grusomheden, skønheden og den ufattelige glæder over at leve, alle de følelser fylder min krop og smelter sammen mellem mine ben. Jeg lever, jeg sanser, jeg er ufatteligt liderlig. Jeg føler en voldsom trang til at masturbere, men jeg må tage billeder, jeg må få det hele med. Det er min forbandede pligt at forevige hvert en sekund af denne historiske, brutale og fantastiske hændelse.

Pludseligt ser jeg, at Louises glatbarberede skamlæber også er opsvulmede. Når hun sparker med benene, åbner hun sig som en blomst. Hendes indre skamlæber glinser. Er hun ophidset? Jeg er ikke i tvivl om, at hun lider noget der må minde om alle helvedes lidelser, men er der også et eller andet inde i hende, som får en seksuel oplevelse ud af det her? Eller er det blot en biologisk reaktion på det der sker med hende? Jeg ved ikke ret meget om hvordan hængning påvirker kroppen. Det må jeg læse op på når jeg kommer hjem. Men blot muligheden for, at hun er ophidset lige nu, midt i al smerten og fortvivlelsen, driver mig næsten vanvittig af liderlighed!

Det kribler så meget i mit underlig, at jeg næsten ikke kan være i min krop. Jeg læner mig tilbage mod muren bag mig, gnubber numsen mod de kolde mursten, mens jeg krydser benene og nyder mine jeans friktion mod mit varme, fugtige skræv. Hvorfor nyder jeg det her så voldsomt? Jeg kan ikke rigtig huske om det er noget jeg har læst eller set i fjernsynet, men jeg mener at kunne huske, at dem der så offentlige henrettelser i gamle dage, nogle gange også blev liderlige af det. Måske er der bare noget ved at være så tæt på døden, der minder os om at vi lever og vækker noget dybt i os.

Pludseligt slår det mig, at nogle af dem der ser mine billeder, måske vil onanere mens de – ligesom jeg – nyder Louises dødskamp. Gad vide hvor mange der vil finde nydelse i mine billeder? Gad vide hvor mange der vil få en dejlig orgasme, på grund af mit arbejde? Den tanke gør kun min ophidselse endnu mere intens. Åh gud, jeg kan snart ikke koncentrere mig om at tage billeder, så liderlig er jeg. Heldigvis har kameraet en automatfunktion. Jeg slår det på autofokus og sætter det til at tage et billede hvert andet sekund. Så kan jeg nøjes med at holde kameraet med min venstre hånd.

Louises spark er stadig voldsomme, men jeg kan se, at de langsomt bliver svagere. Kraften er stille og roligt ved at sive ud af hende unge, smukke krop. Hun har lukket sine smukke øjne, men ud fra hendes ansigtsudtryk, kan jeg fornemme hvad der må ske inde i hendes kønne hoved. Det får en frydefuld kuldegysning til at brede sig ned af min ryg, da jeg tænker på hvordan det må være, ikke at være i stand til at trække vejret, og bare mærke den brændende fornemmelse i lungerne blive mere og mere intens, uden at have noget som helst mulighed for at gøre noget ved det.

Jeg presser min højre hånd ned foran i mine jeans. Mine trusser er fugtige, og jeg kan tydeligt mærke mine opsvulmede skamlæber gennem det tynde, våde stof. Selv om jeg gnubber mig selv udenpå trusserne, tager det ikke mange sekunder, før en intens orgasme eksploderer gennem min krop. Wow, det føles vidunderligt. Jeg må kæmpe for at holde balancen, og holde kameraet rettet mod Louises døende krop, mens jeg skælver og stønner i nydelse. Pyha, orgasmen giver mig en smule ro i kroppen. Jeg slår kameraet over på manuel igen og koncentrerer mig atter fuldt ud om at dokumentere Louises henrettelse.

Louises sparken bliver stadig svagere. Snart hænger hendes ben næsten lige ned fra kroppen, og spjætter kun svagt frem og tilbage. Resten af hendes krop skælver sporadisk, som om små serier af krampetrækninger løber gennem hendes muskler. Er det iltmanglen, der for hendes muskler til at gøre sådan? Jeg må virkeligt få læst op på både hængning og kvælning, når jeg kommer hjem. Der er så meget jeg gerne vil vide. Jeg zoomer ind på Louises ansigt. Hendes ansigtsudtryk er ubeskriveligt. Hun har lukkede øjne. Det er tydeligt, at hun har givet op, at hun ikke længere kæmper imod, og at hun nu blot forsøger at udholde smerten, mens hun venter på det uundgåelige.

Igen gribes jeg af både frydefulde og grusomme tanker om, hvad der mon sker inde i hendes smukke hoved. Har hun sluttet fred med sin skæbne? Gør hun status over sit liv? Fortryder hun det hun har gjort? Tænker hun på alle de ting hun aldrig skal opleve? Er hun bitter? Sorgfuld? Rædselsslagen? Afklaret? Eller måske lidt af det hele? Jeg tror ikke nogensinde, at jeg vil fuldt ud kan forstå hvad der sker inde i hovedet på en døende kvinde, før det engang bliver min egen tur. For det bliver min tur. Nok ikke lige på den her måde, men jeg skal dø en dag. Tanken skræmmer mig, men på en måde er det lidt lettere at rumme, nu jeg ser Louise stå ansigt til ansigt med døden.

Pludseligt begynder hele kendes krop at skælve voldsomt, som om alle musklerne i hendes krop går i krampe på samme tid. Kramperne ebber langsomt ud, og bliver til en svag skælven, der får hele hendes krop til ligesom at sitre. Pludseligt står der en stråle urin ud fra hendes skræv. Det løber ned mellem hendes ben og danner en lille pøl under hendes fødder. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at grine. Det ser bare så komisk ud, og hele situationen er så bizar, at jeg har svært ved at forholde mig til det.

’Det ser ud til, at du kommer til at give slip på mere end dit liv, søde.’ Klukker jeg, idet jeg et øjeblik sænker kameraet og ser på hende, uden at have kameraet imellem os. Hendes krop sitrer stadig, og hendes ansigtsmimik afslører, at hun stadig er ved bevidsthed. Mon hun hørte mine ord og min latter? Hørte hun mig stønne før, da jeg fik orgasme? Mon hun fornemmer, at jeg nyder at se hende dø? Jeg retter hurtigt kameraet mod hende igen. Jeg vil fange det eksakte øjeblik, hvor hendes hjerne lukker ned, jeg vil forevige hendes dødsøjeblik, så hele verden kan nyde dette intense moment.

Hendes krops sitren bliver svagere. Efter nogle sekunder hænger hun helt stille. Kun nogle svage trækninger i hendes ansigt afslører, at der stadig er liv i hendes dejlige, velskabte, unge krop. Så forsvinder de også. Hendes ansigtsmuskler slapper af, og hendes ansigtsudtryk bliver helt afslappet. Hun ser helt fredfyldt ud. Det er slut. Hun er død. Hun lider ikke mere. Det kribler lidt i min mave, da det går op for mig, at jeg står få meter fra et lig! Et smukt, smukt lig. Gud hvor er hun dog dejlig. Eller ’var’, skulle jeg måske sige. Hun er borte, nu er der ikke længere andet end dødt kød tilbage. Jeg mærker min liderlighed vende tilbage. Åh gud, det kribler atter så vidunderligt mellem mine ben.

Jeg vender kameraet mod mig selv og knipser nogle billeder. Jeg ved ikke, om aviserne vil bringe billeder af den fotojournalist, der blev vidne til den første henrettelse efter dødsstraffens genindførelse. Måske skriver jeg engang en biografi om mig selv, og så er det jo rart at have nogle billeder. Under alle omstændigheder er det her en dag jeg ønsker at huske resten af mit liv. Jeg kan ikke lade være med at smile til kameraet. Ser jeg lidt for glad ud, i forhold til, at jeg lige har set et menneske dø? Jeg tvinger mit ansigt i alvorlige folder og tager et par billeder af det også. Just in case.

Jeg kaster et sidste blik på Louises dejlige, døde krop. Hun er borte nu, men jeg er her og jeg lever. Jeg mærker en glæde boble dybt i mig, en glæde over at være i live, en glæde over at kunne trække vejret, en glæde over at være fri og kunne gøre som jeg lyster. Da jeg forlader fængselsområdet og bevæger mig gennem byen, kan jeg ikke lade være med at hoppe og danse og synge, mens jeg smiler til alle jeg møder på min vej. Jeg skal ikke hjem. Jeg har en aftale med Lotte, en af mine rigtig gode veninder.

Da jeg lavede aftalen med Lotte, om at mødes med hende efter henrettelsen, tænkte jeg, at oplevelsen måske ville virke voldsom og ryste mig, og jeg derfor ville have brug for nogen at snakke med. Nu har jeg dog helt andre planer. ’Halløjsa, sikke et humør du er i, søde!’ Klukker Lotte, da hun åbner døren og jeg med et frækt smil på læberne griber fat om hende og giver hende et kys. ’Blev henrettelsen aflyst?’ Spørger hun overrasket, da vores læber skilles. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, den blev gennemført og jeg fik mine billeder. Nu har jeg lyst til at elske. Er du frisk på det?’ Spørger jeg, mens jeg trækker min top af og knapper mine jeans op.

Lotte ser lettere forbløffet ud, men til min store glæde flår hun også sit tøj af, og efter et par sekunders kyssen og krammen, trækker hun mig hen til sin store flettede liggesofa. ’Åh gud, du er jo sjaskvåd.’ Klukker Lotte, idet hun lader en hånd glide ned til mit skræv. Jeg stønner højlydt, da hendes fingre glider ned over mine skamlæber. Hun finder hurtigt frem til min klit og begynder at nulre den. Det føles fuldstændigt vidunderligt. Jeg gengælder hendes kærtegn. Hun stønner også. Jeg kan mærke, at hendes skamlæber svulmer op og hendes klit bliver hård. Efter få sekunder, er hun også våd.

’Slik mig, jeg beder dig, jeg har brug for det.’ Stønner jeg og smider mig ned på ryggen. Lotte fniser og knæler ned mellem mine ben. ’Jeg troede, at du ville være trist eller oprevet, ovenpå det du har oplevet.’ Hvisker Lotte. Jeg ser ned på hende. ’Du kan se billederne og høre min historie, så snart du har slikket mig til orgasme.’ Siger jeg og smuler. Hun går i gang. Jeg griber hendes hånd. Nyder hendes tunge, hendes læber, hendes nærværd. Hun slikker mig det bedste hun har lært og jeg får ikke bare én, men en helt serie vidunderlige orgasmer.

Jeg viser Lotte billederne og fortæller hende alt. Jeg kan mærke, at hun bliver grebet af billederne og min historie, selv om hun ikke er klar til at indrømme det. Bagefter hygger og kæler vi igen, og jeg gengælder hendes gestus og slikker hende til orgasme. Jeg forlader hendes lejlighed glad og veltilfreds. Da jeg kommer hjem til min egen lejlighed, kan jeg se, at der er 128 ubesvarede opkald på min mobiltelefon. De er alle fra forskellige aviser og tv kanaler, der ønsker at købe mine billeder og min historie. I det øjeblik føler jeg, at alt i mit liv går op i en højere enhed. Kærlighed, karriere, personlig udvikling. Jeg er lykkelig, jeg er høj på livet!

Kamp til døden

Det skal foregå i det samme rum, som jeg har kæmpet i mange gange før. Som sædvanligt er tre af væggene dækkede af hvide tæpper, mens den fjerde er en stor spejlvæg. Jeg ved, at spejlene er gennemsigtige fra den anden side, så tilskuerne til kampen kan se de kæmpende, uden at de kæmpende kan se tilskuerne. I midten af rummet, dækker en sort måtte gulvet. Det er der vi skal kæmpe. I den forstand er alt som det plejer. Men kampen i dag er ikke som den plejer. For første gang i mit liv, har jeg meldt mig til en kamp til døden.

Før har jeg kun kæmpet, til den ene part overgav sig, fik orgasme eller besvimede. Det er ikke ufarligt, men det er intet imod den risiko, der er ved at skulle kæmpe til døden. Men min datter skal have bøjle på, jeg er bagud med huslejen og min bil er brudt sammen. Jeg har brug for pengene. Mit hjerte hamrer, da jeg træder ind i rummet. Der står min modstander. Karoline Andersen. Jeg har kæmpet mod hende mange gange før, og hun har vundet lagt de fleste gange. Jeg må virkeligt tage mig sammen, hvis ikke det her skal blive min sidste kamp!

’Hej søde, held og lykke med kampen.’ Siger jeg, idet jeg træder hen mod hende. ’I lige måde.’ Svarer hun høfligt. Vi kysser. Det er et ritual, en fast tradition op til kampen. Trods de høflige ord og den kærlige gestus, er stemningen anspændt. Vi er begge fuldt koncentrerede og fokuserede på det der snart skal ske. Jeg ved ikke hvorfor Karoline har meldt sig til kampen. Det er også lige meget. Det eneste der betyder noget, er, at jeg må og skal vinde. Vinde for enhver pris.

Karoline er mindre og svagere end mig, men hun er yngre og lynhurtig. Hendes spark er hurtige, hårde og farlige. Hvis hun kommer på afstand af mig, er hun ustoppelig. Hvis jeg får fat i hende, så jeg kan bruge min overlegne styrke, har jeg en chance. Jeg må overrumple hende, sørge for at få fat i hende lige fra starten af. Jeg giver hende et knus. Hendes små, faste bryster føles dejlige mod mine. Jeg kan høre folk klappe bag spejlvæggen. De elsker den slags, hvem de end måtte være. Karoline er med på legen. Det må jeg udnytte!

Jeg kysser hende dybere, mere intenst, som om jeg er kommet for at elske, ikke for at kæmpe. Karoline spiller med på legen og nyder bifaldene der tydeligt kan høres gennem spejlvæggen. Pludseligt lyder gongongen. Det er min chance! Jeg låser mine hænder bag hendes ryg og klemmer til af alle kræfter! Hun stivner! Det går op for hende, at hun er gået i min fælde! Hun prøver at komme væk, men jeg har hende hvor jeg vil have hende! Hun prøver at klemme om mig, men jeg kan knap nok mærke det!

Jeg kan næsten ikke fatte, at jeg allerede har overtaget i kampen! ’Slip mig!’ Vræler hun, da vores læber skilles. ’Det er ikke fair, jeg var ikke klar!’ Jeg klemmer hårdere. Hun klynker i smerte. Jeg bruger alle mine kræfter. Jeg kan høre, at det bliver sværere for hende at trække vejret. Jeg klemmer simpelthen luften ud af hende! ’Alle kneb gælder i kampe til døden!’ Hvæser jeg ophidset, idet en berusende blanding af adrenalin, anstrengelse og inderlig glæde skyller gennem min krop.

’Nej… det… er ikke… fair!’ Gisper Karoline, mellem anstrengte støn og klynk. Jeg giver ikke slip. Jeg klemmer til af alle kræfter, samtidig med at jeg løfter hende op fra måtten, så hun ikke kan finde fodfæste. Hun sparker som en vanvittig, men hun er for tæt på til at det gør nogen synderlig skade. Hun prøver at bide ud efter mig, men jeg trækker mit ansigt væk fra hendes. Hun prøver at nikke mig en skalle, men hun er allerede for svag og for langsom.

’Kraften er allerede ved at gå ud af dig, søde.’ Klukker jeg, i begejstring over at jeg er ved at vinde. Det er næsten ikke til at fatte! Hun gik lige i min fælde! Hun bliver svagere og svagere for hvert sekund der går! Snart kan jeg gøre med hende hvad jeg vil! Pludseligt går det op for mig, at jeg skal slå hende ihjel. Når hun er hjælpeløs, må jeg aflive hende. Jeg er klar til det. Ellers havde jeg ikke meldt mig til kampen. Men det er stadig svært at fatte, at jeg skal tage livet fra et andet menneske.

’Nej… nej… det må ikke… ikke slutte… ikke sådan her.’ Klynker Karoline, med svag, opgivende stemme, da de sidste kræfter i hendes krop ebber ud. Hun kan ikke længere kæmpe imod! Hun hænger som en slap dukke i mine arme! Rædslen i hendes øjne er total! Hun ved, at hun er slået! Hun ved, at hun skal dø! Åh gud, jeg har vundet, jeg har vundet! Jeg holder mit greb til hun besvimer. Så sænker jeg hende forsigtigt ned på måtten. Tilskuerne klapper, hujer og pifter begejstrede bag spejlvæggen!

Jeg lægger forsigtigt hendes slappe krop til rette på måtten. Hvor ser hun dog utroligt smuk og fredfyldt ud, i det øjeblik. Hun er bevidstløs, for en stund lykkeligt uvidende om den forfærdelige situation hun befinder sig i, og det grusomme jeg bliver nødt til at gøre ved hende. Stakkels pige. Hun er så ung og smuk og fin. Hvorfor meldte hun sig til det her? Nu bliver jeg nødt til at dræbe hende. Åh gud, jeg skal tage livet fra denne smukke, unge, dejlige pige!

Hvor gammel mon hun er? Nok i starten af tyverne, vil jeg skyde på. Mindst fem-ti år yngre end mig selv. Hendes liv er næsten lige startet, og nu skal jeg allerede afslutte det. Jeg mærker en klump i min hals og en knugen i mit bryst. Måske er jeg ikke så klar til at dræbe, som jeg troede. Hun er jo helt forsvarsløs nu. Skal jeg bare aflive hende som et dyr? Pludseligt mærker jeg, at hele min krop skælver.

Jeg kan ikke få mig selv til det. Ikke nu. Ikke sådan her. Jeg læner mig ind over hende og kysser hendes bløde, dejlige læber. Jeg kan mærke hendes åndedræt mod min hud. Det er svagt. Hun dufter og smager vidunderligt. En fistende tanke melder sig i mit sind. Jeg kunne nyde hende. Ja, det er min ret som sejrherre, og jeg ved, at publikum vil elske det! Så har jeg en undskyldning for at udskyde det uundgåelige. Katrine vil næppe heller have noget imod det, selv om det måske vil opleves som ydmygende for hende, så er det vel trods alt bedre end døden.

Jeg kysser Katrines hals, bryster og mave. Hendes hud er varm og blød og føles vidunderlig mod mine læber. Klapsalverne fra spejlvæggen tager til, jo mere jeg nærmer mig hendes køn. Jeg knæler ned mellem hendes ben. Klapsalverne akkompagneres af begejstrede tilråb. Mit hjerte hamrer. Følelserne går amok inde i mig. Glæde over sejren, stolthed over bifaldene, men det giver mig en lidt underlig fornemmelse, at skulle slikke den pige jeg bliver nødt til at dræbe. Ikke at jeg ikke har lyst til at slikke hende, det har jeg, men det virker nu alligevel lidt underligt.

Der går et frydefuldt gys gennem min krop, da mine læber møder hendes skamlæber. De er bløde og fine og dejlige at røre ved. Hun både dufter og smager vidunderligt! Jeg har rørt ved Katrine før, under andre kampe, også på en måde der kunne tolkes seksuelt. Men aldrig på denne måde. Jeg skiller hendes dejlige skamlæber og presser min tunge dybt ind i hende. Pludseligt kan jeg mærke, at hun bevæger sig! Hun stønner! Jeg kan mærke, at hun bliver våd!

’Åh gud, hvad sker der?’ Stønner Katrine, med svag, rådvild stemme. Jeg bliver ved med at slikke hende, selv om jeg er på vagt. Hvis hun kommer til sig selv igen, må jeg være klar til at kæmpe. Katrine stønner i nydelse. Klapsalverne fra spejlvæggen tager atter til. Så er det pludseligt, som om det går op for Katrine, hvor hun er og hvad der sker. ’Nej, stop, jeg vil ikke mere!’ Hulker hun. ’Ditte, jeg beder dig, stop! Lad mig være, jeg vil ikke mere!’

’Jeg er ked af det, Katrine, men jeg bliver nødt til at dræbe dig. Jeg har brug for pengene, og jeg får dem ikke, før du er død.’ Siger jeg ærligt, idet jeg sætter mig overskrævs på hendes krop og presser hendes håndled ned mod måtten i et jerngreb. ’Men… men jeg vil ikke dø!’ Hulker Katrine med hjerteskærende stemme. ’En af os skal dø, og det bliver ikke mig. Jeg er ked af det, det er ikke noget personligt.’ Svarer jeg.

Sorgen og rædslen i Katrines øjne er næste ubærlig. Klumpen i min hals bliver tykkere, og lige som hende, er jeg tæt på tårer. ’Men Ditte, det er mig, Katrine! Du kender mig! Jeg beder dig, veninde til veninde, lad mig leve!’ Hulker Katrine med en stemme der dirrer af intensitet og desperation. Lyden af hendes rædselsslagne stemme, synet af sorgen og angsten i hendes øjne, jeg kan ikke klare det, det skærer dybt ind i mit hjerte.

Jeg kaster mig frem over hende og presser mine bryster mod hendes ansigt. Hun mumler et eller andet derinde, men jeg kan ikke høre ordene. Jeg drager et lettelsens suk, da det går op for mig, at hun ikke kan få luft. Jeg skal blot presse mine bryster mod hendes ansigt, holde dem helt stramt mod hendes næse og mund, så vil det hele slutte. Og så behøver jeg hverken se hende i øjnene eller høre hendes jamren. ’Jeg er ked af, at det skal slutte sådan her.’ Hvisker jeg til hende. ’Tilgiv mig. Tilgiv mig.’

Katrine prøver desperat at skrige, men det bliver ikke til andet end en dæmpet mumlen. Det føles faktisk rart, når hun prøver at skrige, og samtidig kæmper for at få luft. Hendes næse, hendes mund, hendes hage og hendes pande masserer mine bryster, og hendes hud føles varm og dejlig mod min. Der er også noget ved magten – den ufattelige magt jeg har over hende lige nu – som får det til at krible i hele min krop. Hvad er det der sker med mig? På den ene side har jeg ondt af den stakkels pige, på den anden side nyder jeg hendes dødskamp!

Så snart hun besvimer, trækker jeg mine bryster væk fra hendes ansigt. Jeg er ikke klar til, at det skal slutte lige nu. Jeg nød at slikke hende, og selv om hendes rædsel og desperation fik det til at vende sig i mig, så nød jeg det også et eller andet sted. Jeg nød at have den magt over et andet menneske. Jeg har lyst til at opleve den nydelse lidt længere. Jeg lader hende ligge, bevidstløs, mens jeg atter kysser hende ned over halsen, brystet og maven. Hvert et kys akkompagneres af klapsalver og begejstrede tilråb fra tilskuerne bag spejlvæggen.

Jeg presser atter mine læber og tunge mod Katrines vindunderlige køn. Det er som at vende hjem til en kær ven. Det er som om jeg allerede kender hende, min tunge kender hendes folder og fordybninger. Jeg gør alt hvad jeg kan for at stimulere hende, som jeg selv ville ønske at blive stimuleret, hvis en anden kvinde slikkede mig. Hvorfor nyder jeg at slikke denne bevidstløse pige? Og hvorfor nød jeg for et øjeblik siden at kværke hende med mine bryster? Jeg har intet imod hende som person, faktisk syntes jeg det er synd for hende, at hun skal dø. Men jeg kan ikke benægte, at jeg nyder den magt jeg har over hende.

Katrine begynder at stønne igen. Det er sød musik i mine øre. Hun er stille og roligt ved at komme til sig selv igen, og jeg nyder, at hun kan mærke det jeg gør ved hende. Jeg slikker hende endnu mere intenst end før, jeg bruger alle kræfter i min tunge og mine læber, for at gøre det så godt for hende, som jeg kan. Et eller andet sted føler jeg nok, at den nydelse jeg giver hende, er en slags aflad, for det grusomme jeg må gøre ved hende. Når hun nu skal dø, vil jeg i det mindste give hende en sidste nydelse med på vejen

’Åh gud, åh gud, åh gud…’ Stønner Katrine, mens hendes hænder griber ud efter et eller andet nær hendes hals, som om hun genoplever den kvælning jeg udsatte for hende tidligere, og hun desperat forsøger at afværge det. Jeg ved, at det blot er hendes omtågede hjerne der spiller hende et pus, så jeg bliver ved med at slikke hende, og nyder den frydefulde stønnen Katrine udstøder, imellem hendes halvdrømmende råb og fagter. Jeg kan smage hendes safter og mærke hendes klitoris og skamlæber svulme op. Hun er tændt. Hun er måske ikke helt klar over det, men hun er seksuelt ophidset lige nu.

’Ditte, nej, stop!’ Jamrer Katrine, da hun genvinder åndsnærværelse nok til at forholde sig til det jeg gør ved hende. Hun er stadig omtåget og øjnene sejler rundt i hovedet på hende, som om hun er pissefuld. Jeg er dog klar, klar til at kæmpe, hvis hun skulle finde på noget. Men indtil da bliver jeg ved med at slikke hende. Jeg kan mærke og smage, at hun nyder det, selv om hun er bange og forvirret. ’Katrine, lad mig give dig en orgasme, før jeg slår dig ihjel.’ Hvisker jeg.

Katrine brøler, sparker mig i siden og slår ud efter mit hoved. Jeg griber fat om hendes ben, flår hende op fra gulvet, og presser mit eget ben ind under hende. Så klemmer jeg benene sammen om hende, og låser hende fast i et bengreb, samtidig med, at jeg griber fat i hendes hår og banker hendes hoved ned i måtten under hende. ’Du går ingen steder, lille ven!’ Klukker jeg og nyder hendes smertefulde skrig. ’Du må erkende, at jeg har vundet! Så fat det dog, Katrine, jeg har vundet!’ Hvæser jeg.

’Nej… nej…’ Hulker Katrine, idet hun opgivende ryster på hovedet. Hun er blevet groggy af, at jeg knaldede hendes hoved ned mod måtten, og jeg udnytter hendes svaghed til, at lade en hånd glide ned til hendes sjaskvåde skræv. ’Du er våd, din klit er hård, dine skamlæber er opsvulmede, du er tændt, Katrine, så erkend det dog, du vil have nydelse, du vil have orgasme!’ Klukker jeg, idet jeg energisk gnubber hendes skamlæber og hendes klitoris.

’Nej, lad mig gå, slip mig fri!’ Brøler Katrine, mens hun skiftevis skubber til og flår i mine ben, i et desperat forsøg på at slikke fra af mit bengreb. Styrken i hendes armmuskler, er dog intet at regne imod styrken i mine lårmuskler, og det eneste hun opnår, er, at spilde sine sidste kræfter. Fjollede pige, tænker jeg og klukker fornøjet, mens jeg bliver ved med at massere hendes skamlæber, hendes klitoris og hendes skedeåbning, det bedste jeg har lært.

’Jeg skal slå dig ihjel, Katrine, men hvis du vil lade mig gøre det, vil jeg gerne give dig en orgasme først.’ Siger jeg, idet jeg holder Katrine fast i mit bengreb. ’Nej, nej, jeg vil ikke dø! Du snød! Jeg var ikke klar!’ Vræler Katrine og skubber til mit ben med alle sine kræfter. ’Hvis jeg snød, havde dommerne stoppet kampen for længst.’ Siger jeg faktuelt, mens jeg bliver ved med at gnubbe hende. ’Hvorfor vil du ikke erkende, at du har tabt? Jeg vil så gerne gøre din død let for dig, men det kan jeg ikke, hvis du ikke vil erkende, at jeg har vundet fair and sqare!’

’Men du er jo meget ældre end mig! Du er langsommere. Du skulle have tabt. Jeg skulle have vunde. Men du snød, du snød, du snød!’ Jamrer Katrine desperat. På trods af hendes inderlige protester, kan jeg mærke, at hun er ved at overgive sig. Hun kæmper ikke længere synderligt troværdigt imod mit bengreb, idet hun bruger sin ene hånd til at massere sine egene bryster, i stedet for at skubbe til mig. ’Jeg, det kunne du lide, Katrine.’ Klukker jeg. ’Hvis situationen havde været omvendt, havde du ikke tøvet med at dræbe mig!’

Pludseligt har jeg ikke så ondt af hende længere. Selvfølgeligt regnede hun med at vinde, og selvfølgeligt ville hun have dræbt mig i koldt blod, hvis hun havde fået chancen. Hun ville ikke have haft ondt af mig, hun ville ikke have tøvet. Jeg gnubber hendes fisse med alle kræfter. Da hun brøler i orgasme, klemmer jeg til af alle kræfter med mine ben. Hendes krop skælver voldsomt, i en sælsom blanding af nydelse og smerte, før hun atter kollapser på måtten som en slatten tøjdukke. Hun gisper efter vejret et par gange, men mit bengreb er nådesløst. Snart forsvinder hun atter ind i bevidstløshedens drømmeløse søvn.

’Dræb, dræb, dræb!’ Lyder de opmuntrende tilråb fra de usynlige tilskuere bag spejlvægge. De har ret. Jeg har trukket det ud længe nok. Katrine har fået sin orgasme. Tiden er kommet til at få afsluttet kampen, en gang for alle. Men hvordan skal jeg aflive hende? Jeg har ikke lyst til at se hendes ansigt, mens hun dør. Jeg lægger hende til rette på måtten. Hun er helt slap. Hun er heldig, tænker jeg, hun skal være bevidstløs når hun dør. Hun skal ikke mærke dødens kolde greb om sin sjæl. Hun skal dø i lykkelig uvidenhed.

Jeg beslutter mig for at brække nakken på hende med mine ben. Med mine lår i et fast greb om hendes hals, vil jeg tro at leddene i hendes hals bliver trukket fra hinanden, hvis jeg spænder musklerne og presse til. Jeg hiver hende op i armene. Lægger mine lår om hendes hals. Stirrer ned på den smukke, unge, dejlige krop under mig. Jeg er klar, klar til at afslutte hende. Men pludseligt bevæger hendes ben sig, og muskler i hendes mave spændes. Hun skriger, så jeg kan mærke hendes udåndingsluft mod min røv. Det føles ikke ubehageligt, men pokkers da også, at hun skal vågne lige nu!

’Ditte, Ditte, stop, jeg beder dig, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø!’ Vræler Katrine op mod min numse. ’Jeg ville dræbe dig, mens du var bevidstløs. Det var ikke meningen, at du skulle vågne igen.’ Siger jeg og spænder musklerne i mine ben.’ Katrine brøler, da hun mærker mine lårbasser presse sammen om sin hals. Jeg kan mærke, at hun spænder musklerne i sin hals. Hun vil ikke lade mig dræbe hende. Jeg klemmer, alt hvad jeg kan, men Katrines hals siger ikke knæk, som jeg havde regnet med. Hun kæmper imod, med alt hvad hun har i sig!

Hvad skal jeg gøre? Jeg klemmer til med alle kræfter, men hun modstår presset mod sin hals. Jeg prøver at bevæge bene en smule, i håb om at knække halsen på hende, men også det modstår hun. Alt i mens hun brøler og hulker, så det skærer i mit hjerte. Hun er tydeligvis skræmt fra vid og sans, men stadig forbandet opsat på at overleve. Hvad skal jeg stille op? Pludseligt får jeg en idé. Hvad nu hvis jeg sætter mig ned, bare sætter mig ned på hende? Vil hun så ikke blive kvalt? Det skal prøves. Jeg kan ikke få brækket hendes hals.

’Stop, nej, jeg beder dig, jeg beder dig, jeg brrgr…gr…’ Hyler Katrine desperat, idet jeg presser hende ned mod måtten. Hendes brølen stopper, da jeg presser mit underliv ned mod hendes ansigt. Jeg skælver, da jeg mærker hendes næse og mund mod mine opsvulmede skamlæber. Uha, det føles fantastisk, når hun prøver på at skrige og kæmper for at få luft!

Pludseligt kan jeg mærke, at hun prøver at suge en af mine skamlæber ind i sin mund og prøver at bide mig. Det lykkes ikke, og hendes sugen, og antydningen af hendes hårde tænder mod mine mest følsomme dele, føles faktisk ikke ubehageligt, men blot stimulerende. Jeg presser mit underliv hårdt ned mod hendes ansigt, jeg holder hendes hoved fast med mine lår og mine fødder, og jeg presser hende ned med mine hænder.

Den stakkels pige får ikke en chance, for jeg vil ikke give hende nogen. Nu skal hun dø, jeg vil kværke hende med mit skræv! Jeg gnubber mit underliv frem og tilbage over hendes ansigt, og nyder følelsen af hendes næse og mund, og deres vidunderlige sugen og gispen, idet hun desperat kæmper for luft. Det føles vidunderligt! Jeg brøler af nydelse, da jeg mærker hvordan Katrines desperate dødskamp stimulere mig, på en måde jeg aldrig er blevet stimuleret før!

Jeg kan næsten ikke fatte, at den stakkels pige skal kvæles i mit køn. Mine skamlæber, mine safter, de fylder hendes næse og mund. Jeg er det sidste hun skal mærke i denne verden, hun skal smage mig og dufte mig, mens alting slutter for hende! Det virker helt vanvittigt… helt vanvittigt ophidsende! Jeg klukker af nydelse, da et lille springvand af urin står ud fra hendes skræv. Hun er ved at give op, jeg kan se det, jeg kan mærke det mod mit skridt, hun er ved at dø, lige nu, lige her, lige mellem mine ben!

Pludseligt går der er skælven gennem hendes krop. Så ligger hun stille. Hun kæmper ikke længere. Men jeg er ikke færdig, jeg gnubber mit skræv mod hendes døde ansigt, til en vidunderlig orgasme eksplodere gennem min krop. Først da, rejser jeg mig fra hendes ansigt og ser ned på hendes døde fjæs. ’Det er slut, min pige, det er slut.’ Hvisker jeg, mens jeg nyder synet af hendes læbestift, som er tværet ud omkring hendes mund, mine safter, der får hendes ansigt til at glinse og de mørke linjer, hendes tårer har trukket ned af hendes kinder. Hvor er hun dog smuk, den dejlige, døde pige!

Jeg rejser mig og bukker hen mod spejlvæggen. Klapsalverne og de begejstrede tilråb stiger til nye højder. Jeg hæver hænderne over hovedet i en triumferende gestus, idet jeg langsomt forlader rummet, akkompagneret af tilskuernes hyldest. Det føles vindunderligt. Jeg gjorde det, jeg har vundet! Jeg er både pavestolt og yderst tilfredsstillet. Sikke en fantastisk kamp! Sikke en vidunderlig oplevelse! Sikke en… WOW!

Da jeg kommer ud i omklædningsrummet, får jeg overraket en kuvert. Den er tyk. Jeg åbner den og tæller alle de dejlige sedler indeni. Der er 76.200 kroner! Præmien var ellers ’kun’ på 50.000, men dem der arrangere kampene, fortæller, at tilskuerne har samlet ind og smidt 26.200 oveni, fordi de var så begejstrede for min præstation. Jeg ved godt det lyder hårdt, når nu Katrine måtte betale med sit liv, men det er den bedste dag i mit liv! Den bedste dag!

Den sidste nåde

Ulrikka Hansen startede i 1-g, da jeg startede i 3-g. Jeg var allerede en populær pige i gymnasiet, og hun var et par år yngre end mig, så jeg burde slet ikke have bemærket hende, og hun burde i hvert fald slet ikke have været nogen trussel mod mig. Hun var dog utroligt smuk, venlig og fremme i skoene. Fyrene var vilde med hende, ikke blot de studerende, men også lærerne.

Hun blev en del af kliken af de mest populære piger. Hun var den eneste 1-g’er der opnåede den ære. Jeg var imod det i starten. Men hun fik mig overtalt. Hun charmerede mig, ligesom hun charmerede alle andre hun mødte på sin vej. Hun var en af den slags piger, som man ikke kunne lade være med at holde af, hvis man lærte hende at kende. Hvis jeg skal være helt ærlig, så faldt jeg for hende. Og jeg faldt hårdt. Meget hårdt.

Revolutionen splittede gymnasiekliken, ligesom den splittede så meget andet. Venner blev fjender, idet de fandt sig selv på hver sin side i konflikten. Jeg meldte mig under de røde faner og blev soldat i Græsrodskorpset. For en stund glemte jeg alt om Ulrikka. Lige indtil jeg hørte, at vores kompagni havde pågrebet en spion, som havde sneget sig rundt blandt vores barakker i Lejr Glostrup. Spionen hed Ulrikka Hansen.

’Hej Ulrikka, jeg er ked af, at vi skal mødes under disse omstændigheder.’ Hvisker jeg, da jeg træder ned på sidste trin på trappen, der leder ned til den beskidte, tarvelige fangekælder, hvor Ulrikka står lænket. Hun stirrer op på mig. De første par sekunder ser hun forvirret ud. Så kan jeg se, at hun genkender mig. ’Ditte Lykke?’ Spørger hun. Jeg nikker. Et svagt glimt af håb kommer til syne i hendes ellers triste øjne. ’Er du Græsrod?’ Spørger hun. Jeg nikker igen. Håbet forsvinder atter fra hendes blik.

’Det havde jeg aldrig troet om dig.’ Hvisker hun. ’En smuk og intelligent kvinde som dig, og tilmed af velhavende familie. Hvorfor dog slutte sig til kommunisterne, du kunne have fået alt.’ Jeg nikker igen. ’Ja, både du og jeg havde vores på det tørre. Rige forældre, gode karakterer og et udseende der i hvert fald ikke gjorde tingene sværere. Men der er mere i livet end det, Ulrikka. Sammenhold, at hjælpe de svage, at sørge for alle får chance.’ Svarer jeg. ’Men jeg er ikke kommet for at diskutere politik.’

’Du kender mig, Ditte. Du ved godt, at jeg sympatiserer med mange af de ting revolutionen står for.’ Siger Ulrikka insisterende, mens hun ser på mig med et blik der, så vidt jeg kan se, indeholder lige dele kampgejst og opgivelse. Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende. Hun er nøgen, og selv om hun er lænket og beskidt som et dyr, er hun den smukkeste kvinde jeg nogensinde har set. Jeg mærker, at jeg ikke har lagt alle de følelser, jeg havde for hende i gymnasiet, bag mig.

’Sammenhold og humanisme er smukke ting, men man kan ikke tvinge folk til at være solidariske. Det må komme fra folket selv, det må komme gennem en demokratisk proces.’ Bliver Ulrikka ved. Jeg ryster på hovedet. ’Jeg sagde, at jeg ikke var kommet for at diskutere politik. Ulrikka, jeg er bange for, at jeg har en rigtig dårlig nyhed til dig.’ Da jeg siger de ord farer Ulrikka sammen. Sorg fylder hendes blik. Hun ved godt, hvad jeg mener.

Som jeg ser Ulrikka stå der, nøgen og lænket som et dyr der venter på at blive aflivet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan hun var i gymnasiet. Det er ikke mere end tre år siden, men det virker som en evighed. Dengang var Ulrikka en sand engel. Det var som om der strålede sol ud af hendes smukke øjne når hun smilede, og hendes gyldne hår lignede en skinnende glorie om hendes perfekte ansigt. Hun nærmest dansede når hun gik, og hendes stemme var klangfuld og melodisk.

Jeg kan huske, at jeg ofte tænkte dengang, at hun var for smuk og for perfekt til denne verden. Som en engel der var faret vild. Jeg husker specielt en ganske særlig sommerdag, som var lige så varm og smuk og fuld af liv som Ulrikka, hvor hun havde inviteret mig hjem til sig, og vi hyggede os ude ved poolen i hendes baghave, mens hendes forældre var bortrejst til et eller andet seminar, eller noget i den stil. Hvor var hun dog smuk den dag. Hendes smil og hendes øjne strålede om kap med midsommersolen.

’Nej. Nej, sig det ikke er sandt.’ Hvisker Ulrikka, idet hun stirrer op på mig med bedende øjne. De glimter stadig af liv, men ikke nær så strålende som dengang. Jeg kan mærke en knugen i mit bryst og en klump i min hals. Jeg nikker. ’Jeg er virkeligt ked af det, Ulrikka.’ Hvisker jeg. ’Tribunalet har gennemgået din sag og fundet dig skyldig i spionage og kontrarevolutionær virksomhed. Dommen lyder på henrettelse. Øjeblikkelig henrettelse.’

’Åh gud, nej!’ Udbryder Ulrikka, og hendes allerede ludende skuldre synker endnu et par centimeter, idet hun stirrer opgivende ud i luften. ’Er der intet du kan gøre? Ditte, jeg beder dig!’ Hvisker hun med dirrende stemme. Jeg prøver desperat at synke klumpen i min hals. ’Jeg har allerede gjort alt hvad jeg kunne. Jeg er ked af det, Ulrikka, tro mig, jeg er virkeligt ked af det.’ Hvisker jeg. ’Jeg elsker dig. Det er sandt, Ulrikka. Jeg har elsket dig, lige siden jeg mødte dig første gang. Du er en fantastisk kvinde.’

’Hvis du elsker mig, så slip mig fri!’ Hulker Ulrikka. Jeg træder hen mod hende, rækker hænderne frem og løsner hendes ene hånd fra lænkerne der holder hende i et jerngreb, mens jeg skubber en lille træskammel ind under hende. ’Og den anden hånd.’ Hvisker hun, med et håbefuldt smil på læberne. Jeg træder et par skridt tilbage og ryster på hovedet. ’Desværre, søde, én hånd er alt jeg kan give dig.’ Hvisker jeg.

’Jeg bliver nødt til at slå dig ihjel, det ved du godt. Hvis ikke jeg gør det, så dræber de os begge to. Jeg er ked af det, tro mig.’ Siger jeg, idet Ulrikka med et opgivende suk sætter sig ned på skamlen. ’Det er nogle kønne allierede du har valgt dig, Ditte.’ Siger Ulrikka med et bebrejdende blik. ’De dræber både ven og fjende for et godt ord.’ Jeg ryster på hovedet. ’Du ved godt, at dine overordnede ville gøre nøjagtigt de samme, havde situationen været omvendt!’

’Hvad så nu? Hvorfor løsnede du min hånd, hvis du alligevel vil henrette mig?’ Spørger Ulrikka. Igen driver mine tanker tilbage til den vidunderlige sommerdag, hvor Ulrikka og jeg sammen nød livet ved hendes forældres pool. Ulrikke havde lagt sig ned på en af lænestolene. Hun smilede til mig. Så trak hun sine shorts af, som om det var det mest naturlige i verden, og begyndte at røre ved sig selv. Jeg var målløs. Hendes køn var smukt, glatbarberet, vidunderligt.

Et øjeblik fattede jeg ikke hvad der skete. Jeg kunne simpelthen ikke tro, at denne perfekte engel havde blottet sit inderste indre for mig. Men hun smilede og fnes og stirrede på mig med øjne der var fulde af lyst. Jeg trak mine shorts ned. Hun så på mig med begær i øjnene. I det øjeblik følte jeg ren lykke strømme gennem min krop. Den kvinde jeg begærede mere end noget andet i denne verden, begærede også mig. Vi onanerede sammen, i hvad der virkede som en evighed, og vi kom begge to, samtidig.

’Det er så du kan onanere, hvis du vil.’ Siger jeg. Ulrikka sukker og stirrer ned i gulvet foran sig. Jeg fortsætter. ’Du ved godt, at Græsrodskorpset altid henretter spioner med tre skud i maven. Det tager lang tid at dø på den måde og det er ekstremt smertefuldt. Hvis du onanere først, vil kirtler i din hjerne frigive hormoner, som dulmer dine smerter og får det hele til at gå lidt lettere.’

’Lettere?’ Udbryder Ulrikka, med grådkvalt stemme. ’Lettere for dig, måske, men det er mit liv du taler om. Mit liv, forstår du? Jeg vil ikke dø! Ditte, jeg beder dig, jeg vil ikke dø!’ Hulker Ulrikka med desperation i stemmen. Der går et gys gennem min krop. Jeg kan mærke hendes angst, hendes rædsel, og det sender kuldegysninger gennem min krop. ’Men jeg bliver nødt til at dræbe dig, Ulrikka.’ Siger jeg. ’Jeg har ikke noget valg. Tilgiv mig, jeg beder dig, tilgiv mig.’

’Men hvorfor dig, Ditte? Er det bare et tilfælde’ Spørger Ulrikka med svag stemme, idet hendes ene hånd glider op til hendes bryst. Hun kæler prøvende for sin brystvorte, næsten som om hun tester, hvor vidt hun er i stand til at blive ophidset, under disse ellers ubehagelige omstændigheder. ’Nej, da jeg hørte, at du var blevet dømt til døden for spionage, meldte jeg mig frivilligt til at udføre henrettelsen.’ Hvisker jeg oprigtigt. ’Så jeg kunne fortælle dig, at jeg elsker dig, og prøve at gøre det en smule lettere for dig.’

’Elsker du mig virkeligt?’ Hvisker Ulrikka. ’Ja.’ Bekræfter jeg. ’Jeg har elsket dig, lige siden jeg lærte dig at kende, og det tror jeg faktisk godt du ved. Jeg kunne ikke klare tanken om, at vores sædvanlige bøddel skulle dræbe dig. Jeg ved, at han ville voldtage dig, han ville nyde at pine, ydmyge og ødelægge dig. Han ville ikke lade dig dø, før han havde taget enhver rest af værdighed og menneskelighed fra dig.’ Jeg kan se, at Ulrikkas brystvorter bliver stive mens jeg taler. ’Tak.’ Hvisker hun med en snert af ophidselse i stemmen.

Synet af Ulrikkas dejlige krop, der under de grusomste omstændigheder, og mod alle odds, reagere seksuelt på hendes egen berøring, får det til at krible i hele min krop. Jeg nyder synet af den kvinde, jeg så længe har begæret, jeg nyder hendes nøgenhed og hendes spirende ophidselse. Jeg sætter benet op på væggen foran mig og vrider mig, mens jeg mærker den kriblende fornemmelse tage til mellem mine ben. Er jeg virkeligt ved at blive liderlig?

Pludseligt ser jeg, at Ulrikka kaster et stjålent blik mod min røv. Så snart hun ser, at jeg ser hun ser på mig, slår hun blikket ned. Men jeg kan se, at hendes ophidselse vokser og snart kommer der endnu et blik. Denne gang lader jeg som om, at jeg ser et andet sted hen og ikke lægger mærke til det. Hendes blik hviler lidt længere på min krop, før hun atter ser ned i gulvet foran sig. Tænder hun på mig? Blot tanken om, at hun nyder synet af min krop, får min ophidselse til at vokse enormt. Ja, jeg er liderlig, åh gud ja, det er sandt!

Ulrikke lader sin frie hånd glide over til sit andet bryst. Hun bevæger den rundt i små cirkler, tæt på brystet, så hendes håndflade kun lige nøjagtigt nulrer hendes stive brystvorte. Hun stønner lidt forsigtigt mens hun gør det. Hun har lukket øjnene. Hun sender ikke længere blikke i min retning. Måske skammer hun sig over at tænde på mig, måske fantaserer hun om mig eller en anden, eller måske har hun bare brug for at lukke det hele ude, så hun kan koncentrere sig om sin egen nydelse.

Midt i min lyst og liderlighed, kan jeg mærke, at en følelse af respekt, ja nærmest ærefrygt, fylder mit sind. Tænk at hun har mod og styrke til at nyde sin krop, under disse grusomme omstændigheder. De fleste ville nok bryde vrælende og tudende sammen, og tigge og bede for deres liv, hvis de var nøgne, hjælpeløse og dømt til henrettelse. Det ville være en meget menneskelig og naturlig reaktion. Men Ulrikka modstår rædslen og desperationen og vælger i stedet at nyde livet en sidste gang.

Pludseligt glider hånden fra hendes bryst ned til hendes skræv. Jeg gisper i en blanding af ophidselse og overraskelse. Hun stønner. Det samme gør jeg. Hendes ring- og langefinger gnubber direkte mod hendes klitoris, mens hendes pege- og lillefinger stryger op og ned over hendes ydre skamlæber. Hun bøjer hovedet let forover. Jeg kan skimte et både koncentreret og ophidset udtryk på hendes ansigt. Hendes øjne er stadig lukkede, som om hun fokuserer på noget for sit indre blik.

Hvor er hun dog smuk, som hun sidder der og nyder sig selv. Sårbar, hjælpeløs, fortabt, men alligevel i stand til at nyde livet, i stand til at nyde sig selv. På trods af sin elendighed, på trods af den grusomhed der har ramt hende, tager hun kontrollen over sine egne tanker og sin egen krop. Hun viser, at der selv i elendigheden kan findes glæde og nydelse, at den menneskelige sjæl er ukuelig, at kærligheden til livet kan blomstre selv i dødens skygge!

Hvor er hun dog fantastisk stærk og modig! Jeg føler atter en dyb og inderlig ærefrygt. Jeg mærker min kærlighed til hende blomstre igen. Jeg er chokeret. Jeg havde slet ikke ventet, at jeg ville opleve så inderlige og intense følelser for den stakkels pige. Kærligheden svulmer i mit bryst og liderligheden fylder min krop. Jeg lader pistolen glide ned til mit skræv. Åh gud, jeg skælver af nydelse, da jeg mærker det kolde stål mod mine opsvulmede skamlæber, gennem mine trussers tynde, våde stof.

Jeg masturberer med pistolen, nyder dens faste, hårde løb mod mit køn, som kun føles endnu mere pikant gennem mine trusser. Jeg stønner i nydelse. Det samme gør Ulrikka. Jeg nyder hendes ophidsede stønnen, den tænder mig, får mig til at stønne endnu højere. Jeg ved ikke om hun føler det samme, men hendes stønnen tager også til i styrke. Jeg kan dufte hendes ophidselse. Mon hun kan dufte min? Åh gud hvor er det dog fantastisk smukt og liderligt at onanere sammen med hende!

Ulrikka presser sin pegefinger og langefinger ind mod hver sin side af sin klitoris, i den delikate fordybning mellem hendes indre og ydre skamlæber. Der kører hun fingrene lynhurtigt op og ned, mens vindunderlige smaskelyde afslører, at hendes dejlige hule er sjaskvåd. Hun stønner nu højlydt. Hun holder ikke længere igen, hun prøver ikke længere at skjule sin stønnen, hun skammer sig ikke, hun nyder blot sig selv i fulde drag! Og det samme gør jeg!

Som to dele af samme krop vrider vi os i nydelse, i takt, i ekstase, synkrone, nydende, levende, stønnende, en smuk og frydefuld dans, der et øjeblik får alt andet til at forsvinde omkring os. Revolutionen, tribunalet, dødsdommen, det hele virker et øjeblik som en fjern drøm. Kun vores nydelse er virkelig, vores stønnen, vores dufte, vores masturbation, vores fælles ekstase. Det lyder sindssygt, men i det øjeblik føler jeg mig mere levende, end jeg har gjort i årevis!

Pludseligt begynder Ulrikkas krop at dirre. Hendes stønnen bliver til skrig. Hendes ansigt forvrænges af intens koncentration og en næsten aggressiv nydelse. Hun skriger i korte, intense brøl. Hele hendes krop skælver i takt med hendes stadig hurtigere og mere intense masturberen. Jeg følger hendes eksempel, jeg gnubber mig hårdere, hurtigere. Jeg gnubber området omkring min klitoris forfra med pistolen i min venstre hånd, og fører samtidig min højre hånd ned bagfra og gnubber mit anus og mellemkød.

Det føles helt vidunderligt! Inden længe dirrer og skælver min krop, ligesom Ulrikkas, mens jeg stønner, klynker og skriger om kap med hende. Jeg vil gerne komme samtidig med hende, men jeg kan ikke holde igen. Jeg sparker hårdt ind i væggen foran mig, mens jeg banker min krop ind i væggen bag mig, idet nydelsen eksploderer fra mit underlig og ud i alle afkroge af min krop. Jeg skælver, jeg brøler, jeg lader nydelsen opsluge mig! Åh gud, det er fantastisk, simpelthen vidunderligt!

Mens jeg langsomt genvinder pusten og kontrollen over min krop, og nyder orgasmens varme, vidunderlige efterglød, er Ulrikka ved at nå sit klimaks. Hun gnubber sig selv så hurtigt, at jeg næsten ikke kan se hendes hånd. Pludseligt kaster hun hovedet tilbage, presser sine fingre mod sin klit og brøler – et inderligt, langstrakt brøl – mens hun fører sine fingre rundt om sin klit i små, hurtige cirkler.

Hun stopper med at brøle, men bliver ved med at masturbere. Hun trækker vejet ind og brøler igen, mens hun ufortrødent masturberer videre! Hun vil ikke stoppe, hun bliver ved, kommer igen og igen, som om hun insisterer på at fravriste sin krop alle de orgasmer den overhovedet er i stand til at udholde! Det er et fantastisk syn! Åh gud hvor er hun smuk i det øjeblik! Først da hun er helt stakåndet og simpelthen ikke orker mere, fjerner hun fingrene fra sit skræv og nyder eftergløde efter alle de dejlige orgasmer.

Jeg lader Ulrikka få fred til at koncentrere sig om nydelsen. Først da hun selv ser op på mig igen, går jeg hen og fæstner hendes højre hånd til lænken igen og fjerner skamlen under hende. Hun synker ned på knæ med et forpint klynk. ’Åh gud, der er så meget jeg vil gøre, så meget jeg vil opleve!’ Hulker hun, idet en tåre trækker en mørk streg ned over hendes smukke kind. Jeg mærker atter en klump i min hals. Hun ser op på mig. ’Jeg vil ikke dø, jeg beder dig, Ulrikka, jeg vil ikke dø!’

’Jeg ved det. Det er ikke mit valg. Der er intet jeg kan stille op. Tro mig, du vil hellere dø nu, for min hånd, end lade vores bøddel tage sig af dig.’ Siger jeg med den blødeste, mest beroligende stemme jeg kan mønstre. Ulrikka nikker, idet hun synker en klump. ’Jeg havde så mange drømme.’ Hvisker hun, idet hun atter stirrer op på mig med et intenst blik i øjnene. ’Det kan ikke bare slutte. Hvad tror du der sker med mig? Er der noget på den anden side?’

’Det håber jeg så inderligt, men jeg ved det ikke, Ulrikka.’ Siger jeg oprigtigt, idet jeg retter pistolen mod hendes nøgne, skælvende krop. Klumpen i min hals bliver tykkere, og jeg mærker en knugen i mit bryst. Det jeg må gøre ved hende er forfærdeligt, men jeg må gøre det. Jeg har aldrig dræbt et menneske på denne måde før, et hjælpeløst, ubevæbnet menneske, helt tæt på. Hun skal have tre kugler i maven. Det har tribunalet bestemt. Hun skal bløde ihjel. Det er en langsom og smertefuld måde at dø på.

Pludseligt går det op for mig, at jeg skal opleve hendes dødskamp og hendes død. For blot en halv time siden, tænkte jeg, at jeg ville skyde hende og forlade fangerummet. Men jeg kan ikke vende ryggen til hende, jeg kan ikke lade hende lide og dø alene. Jeg må være her sammen med hende, i hendes sidste stund. Ikke bare fordi jeg elsker hende, nej, jeg har lyst til at opleve hendes død. Når det nu alligevel skal være, hvorfor så ikke? Døden har altid fascineret mig, men i krigens kamp og hede går det hele så stærkt. Nu har jeg mulighed for at opleve den i ro og mag, helt tæt på.

’Nej, nej, jeg beder dig, nej, jeg beder dig, jeg vil ikke, jeg vil ikke dø! Du må ikke skyde mig, nej, stop, Ditte, jeg beder dig!’ Hulker Ulrikka, da jeg retter pistolen mod hendes nøgne, sarte maveskind. Jeg trykker af. Pistolen smælder. Jeg skyder igen. Og igen. Ulrikkas krop skælver, da kuglerne flænser sig ind i hendes forsvarsløse krop. Hun brøler i smerte og tårerne pisker ned af hendes kinder. Så lukker hun øjnene og bider tænderne sammen. Et sammenbidt, forpint udtryk fylder hendes ansigt. Hendes krop dirrer, som om hver en muskel i hendes krop kæmper for at udholde smerten.

Jeg stirrer på hende i dyb fascination. Den fantastiske krop, der for blot få minutter siden skælvede i nydelse, skælver nu i ufattelig smerte. Det sind, der for blot få minutter siden åbnede sig mod nydelsen, kæmper nu imod en overvældende smerte og rædsel. Tænk at et menneske kan rumme så mange følelser på så kort tid. Jeg prøver at forestille mig, hvad der foregår ind i hendes smukke hoved, men jeg har simpelthen ikke fantasi til at begribe det – og når jeg prøver, mærker jeg en dyb rædsel lamme mig, helt ind i det inderste af min sjæl.

’Åh gud, nej, jeg vil ikke dø, ikke sådan her! Det må ikke ske, kære dug, lad det ikke ske!’ Vræler Ulrikka pludseligt, idet hun kaster hovedet bagover og stirrer op i loftet, som om hun henvender sig til de højere magter. Ingen har dog nogensinde fået noget ud af det, og det gør Ulrikka tilsyneladende heller ikke, for hendes hulken og jamren fortsætter, mens blodet langsomt siver ud af hullerne i hendes mave. Pludseligt sprøjter en tyk stråle urin ud fra hendes skræv, som om proppen går ud af hende. I starte er den gul, men den bliver hurtigt rød.

Hun bløder en smule ud af sårene i hendes mave, men det der vil slå hende ihjel, er de indre blødninger. Hendes lever, mavesæk og tarme er flænset i stykker af kuglerne. Blodet fosser ud i hendes bughule. Hun vil føle det, som om hun bliver pustet om som en ballon indefra, mens stikkende smerter skyder på kryds og tværs rundt i hendes mave og en nådesløs kulde breder sig fra hendes hænder og fødder, til hendes arme og ben, efterhånden som blodet forlader hendes ekstremiteter. Det hun gennemlever, er … uudholdeligt. Et både skræmmende og frydefuldt gys går gennem min krop, mens jeg betragter hendes håbløse dødskamp og lytter til hendes hjerteskærende smertegråd.

Ulrikka opgiver tilsyneladende håbet om guddommelig indgriben, og vender i stedet sit ansigt ned mod gulvet. Hendes gråd og bønner forstummer. I stedet udstøder hun en lang, dirrende hulkelyd, mens hun stirrer ned af sin egen mave, som om hun frøver at fatte hvad der sker med hendes krop. Hun er ved at gå i chok. Hun er ved at lukke ned. Hendes unge sind kan ikke rumme smerten eller rædslen. Den kvinde, der engang var Ulrikka, er væk nu, der er kun en lidende, døende krop tilbage, som aldrig bliver et menneske igen.

Den dirrende hulkelyd fra Ulrikkas mund bliver langsomt svagere. Pludseligt skælver hendes krop, hvorefter hun udstøder et dybt suk, der lyder som om, det kommer fra de allerdybeste afkroge af hendes sjæl. Så hænger hun helt stille og slapt ned fra lænkerne. Kun blodet, der stadig siver ud af sårene i hendes mave og drypper ud af hendes skræv, er i bevægelse. Hun er død. Livet har forladt hendes smukke, dejlige krop. Jeg skælver og mærker gåsehuden brede sig op af min ryg. Jeg er alene i kælderen med et lig. Et smukt, nøgent, varmt lig.

Jeg burde modstå fristelsen, ud af respekt for den kvinde jeg engang respekterede og elskede, men jeg er jo kun et menneske. Jeg går hen til hende. Knæler ned foran hende. Nyder duften af hendes hår, hendes krop, hendes urin, hendes blod. Duften er berusende. Jeg lægger pistolen på gulvet, trækker mine handsker af, rækker ud og berøre hendes bryster. De er vidunderligt bløde og faste på en gang. Min venstre hånd glider ned i mine trusser, mens min højre befamler hendes ansigt, hendes skuldre, hendes bryster, hendes mave, hendes skræv. Jeg masturbere, mens jeg nyder hendes vindunderlige, døde krop, og jeg stopper ikke før endnu en vidunderlig orgasme eksplodere gennem min krop.

En smag for magt

Da revolutionen endeligt kom, var jeg en af de første der sluttede mig til Græsrodskorpset, som udgjorde revolutionens væbnede styrker. Vi kæmpede fra hus til hus, fra gade til gade, fra kvarter til kvarter og fra by til by. Inden længe havde vi rejst revolutionens røde faner over stort set alle danske byer. Nu var det tiden kommet til at konsolidere magten og sikre revolutionens bæredygtighed, ved en gang for alle, at få renset landet for kontrarevolutionære elementer.

Jeg valgte mig frivilligt, til at lede en af de mange små interimistiske lejre, der blev oprettet over hele landet. Jeg fik tildelt distrikt Brøndbyøster, hvor Det Revolutionære Råd havde taget kontrollen med de lokale industrikvarterer. Der var ikke mange midler at rutte med, så jeg måtte tage til takke med hvad jeg selv kunne finde i lokalområdet. I løbet af et par uger var jeg klar til at modtage min første fange.

Jeg har sommerfugle i maven, men på den gode måde. Jeg er klar til at gøre det der må gøres, og sandt at sige har jeg set frem til det. Ikke blot for at tjene revolutionen, og få testet om min straffefacilitet fungerer efter hensigten, men også fordi jeg er nysgerrig på det der skal ske. Hvordan mon fangen er som person? Hvordan vil fangen opføre sig? Hvordan vil fangen forholde sig til det der skal ske med vedkommende? Det der skal ske er grusomt, det er jeg godt klar over, men også spændende.

Jeg er ved at tabe underkæben, da fangen bliver ført ind i straffefaciliteten. For det første er det en kvinde, for det andet er hun både yngre og smukkere end jeg havde turdet håbe på, og endeligt er hun splitternøgen, bortset fra et par højhælede sko. Hun er høj, slank, velproportioneret, har langt kastanjefarvet hår og yndige gråblå øjne. Jeg føler det, som om jeg lige har vundet i lotteriet. Jeg er så befippet, at jeg hilser på hende, på den eneste måde jeg er vant til at hilse på. Jeg gør honnør. Hun ser lidt overrasket på mig. Jeg tager hurtigt hånden ned. Hun er jo civil og tilmed forræder.

’Øh, hvad foregår der her’ Spørger hun, tilsyneladende lige så betuttet som jeg er. Hendes stemme er behagelig og klangfuld, selv om hendes nervøsitet skinner tydeligt igennem. Den kriblende fornemmelse i min mave tager til. ’Har de ikke fortalt dig det?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. Jeg er overrasket, men mest positivt. Så tilfalder det jo mig, at skulle informere hende om hendes skæbne. Plus at hun så ikke har haft tid til at forberede sig mentalt på det der skal ske, så jeg vil kunne iagttage hendes umiddelbare reaktion.

’OK, men før vi går videre, skal du lige have dem her på.’ Siger jeg og fæster to læderremme med låse om hendes håndled. Hun gør ikke modstand. ’Hvorfor? Jeg mener, hvad skal det her gøre godt for? Og hvorfor skal jeg være nøgen?’ Spørger hun, mens hun ser lidt overrasket ned på læderremmene. ’Du vil ikke gøre mig fortræd, vil du? Jeg har ikke gjort noget galt.’ Jeg smiler. ’Hvad hedder du, søde?’ Spørger jeg. ’Og hvor gammel er du?’

’Jeg hedder Sara Jaegersdahl, og jeg er 18 år.’ Svarer hun. Da går der et lys op for mig. Hun må være datter af kapitalisten Morten Jaegersdahl, en af dem der støttede regeringen i kampen mod revolutionen. Så er det derfor, at Det Revolutionære Råd har sendt hende til mig. Igen smiler jeg. Mit smil gør hende tydeligt mere nervøs. ’Jeg vil altså gerne have mit tøj på.’ Mumler hun. ’Og så vil jeg gerne hjem.’

’Vi to skal være her et stykke tid, søde, så prøv at slappe lidt af.’ Siger jeg, med den blødeste stemme jeg formår. ’Om lidt sætter jeg et par remme om dine lår og låser dine håndled fast til dem. Hvis du har lyst til at onanere lidt først, så gør det nu.’ Sara ser på mig med et både skræmt og målløst udtryk i ansigtet. ’Onanere?’ Hvisker hun efter et par sekunders tavshed. Jeg smiler atter. ’Ja, søde, det er en god måde til lige at tage den værste nervøsitet.’

’Du er officer i Græsrodskorpset, er du ikke?’ Hvisker hun med så lavmælt stemme, at jeg kun lige kan høre det. Jeg nikker. Angsten i hendes blik intensiveres. Det får det til at krible endnu mere dejligt i min mave. Hun er bange for mig, det er tydeligt. ’Jeg beder dig, jeg har ikke gjort noget galt.’ Hvisker hun. ’Jeg har ikke noget med hverken regeringen eller revolutionen at gøre, jeg er bare en helt almindelig pige der passer sit gymnasiestudie. Vil du ikke nok lade mig gå?’

’Det er desværre ikke en mulighed.’ Siger jeg, idet jeg sætter remmene om hendes lår og løser hendes håndled fast i dem. Da jeg bukker mig ind mod hende, kan jeg ikke lade være med at bide mærke i, at hun har et smukt skræv. Hendes skamlæber er små, fine og glatbarberede, og hun har en lille, veltrimmet stribe hår på hendes skamben. Jeg nyder hendes ungdommelige skønhed, og det faktum, at jeg kender hendes skæbne og hun ikke gør det. Det giver mig en dejlig følelse af magt.

’Men jeg… men jeg…’ Mumler hun, mens hun ser ned på sine fastlåste håndled. Så tager hun en dyb indånding og ser op på mig. ’Det her handler om min far, ikke?’ Jeg nikker. ’Jo, det gør det nok. Sandt at sige ved jeg det ikke. Det er ikke min beslutning. Jeg handler efter ordrer fra højere sted.’ Siger jeg. Angsten i hendes blik får selskab af desperation. Hun synker en klump, mens hun ryster opgivende på hovedet.

’Vend dig om.’ Siger jeg. Hun adlyder uden protester, men hendes bevægelser er langsomme og uentusiastiske. Det er næsten som om, hun er ved at fatte hvad det er der sker. Jeg betragter hendes ryg og røv med stor nydelse. ’Du er en smuk, ung kvinde. Sara.’ Konstaterer jeg. ’Du har en utroligt smuk og velproportioneret krop. Du er… meget tiltalende… rent fysisk.’ Sara svarer ikke, men jeg kan høre, at hun trækker vejret nervøst. ’Hvad vil du med mig?’ Hvisker hun.

’Det handler ikke om hvad jeg vil.’ Svarer jeg. ’Jeg handler på ordre direkte fra Det Revolutionære Råd.’ Da Sara høre det ord, udstøder hun et skræmt klynk. ’Jeg er jo bare en helt almindelig pige!’ Snøfter hun. ’Jeg kan ikke tage ansvaret for min fars handlinger! Jeg støtter revolutionen. Ja, det er sandt! Jeg ønsker også et grønnere og mere lige samfund, jeg abonnerer ikke på min fars kapitalistiske holdninger!’

’Det betyder desværre intet. Beslutningen er truffet.’ Siger jeg. Hun vender sig skræmt mod mig og sender mig et blik, så fund af desperation, som jeg aldrig har set det før. Den dejlige kriblende fornemmelse i min mave spreder sig ned i mit underliv. Det føles fantastisk. Den unge pige er stiv af rædsel. Hvad mon jeg kan bruge denne angst til? Bare tanken ophidser mig enormt.

’Du syntes jeg er smuk, ikke?’ Hvisker hun. Jeg nikker. Hun synker en klump. Så fortsætter hun, nervøst og med skælvende stemme. ’Hvis jeg… slikker dig… vil du så… vil du så ikke nok lade mig leve?’ Hendes desperate ord sender en bølge af ophidselse gennem min krop. Pludseligt kribler det over det hele og jeg kan mærke en vidunderlig varme mellem mine ben. Jeg har lyst til at mærke hendes smukke læber og hendes smidige tunge mod mit køn.

’Det er din eneste chance, søde. Heldigvis tænder jeg virkeligt på dig.’ Hvisker jeg, idet jeg trækker mine shorts ned. Jeg har ikke trusser på og den kolde luft i straffefaciliteten føles fantastisk mod mine varm, våde, opsvulmede skamlæber. Sara skuler nervøst mod mit skræv, men slår næsten øjeblikkeligt blikket ned.. Hun trækker vejret dybt og en fumler nervøst med fingrene. Det er tydeligt, at hun ikke har slikket en pige før, og tanken om at skulle gøre det, kræver en del overvindelse for hende.

’OK, jeg vil ikke lyve for dig, Sara. Du fortjener i det mindste, at jeg er ærlig.’ Siger jeg. Jeg har lyst til hende, men ikke på den her måde. ’Jeg har ordre på at henrette dig. Og den ordre har jeg tænkt mig at udføre, uanset hvad du gør. Hvis du slikker mig, vil jeg give dig en time længere at leve i. Mere kan jeg ikke gøre.’ Sara klynker opgivende. ’Åh gud. Åh gud. Det kan ikke være sandt, fuck, fuck det her.’ Hulker hun.

’Nej… jeg kan ikke.’ Hvisker hun, idet hun ser mig ind i øjnene. ’Du er meget smuk, men jeg har ikke prøvet at slikke en pige før, og jeg har ikke lyst til, at min første gang skal ske under tvang.’ Jeg nikker. ’Jeg forstår, søde. Men det vil ikke blot være din første gang, det vil være din sidste- og ikke mindst eneste gang.’ Siger jeg. ’Så vil du prøve det, før dit liv slutter, eller vil du ikke?’ Hun ryster på hovedet. ’Give min bøddel nydelse? Nej. Nej tak!’

’Hvis du ikke har lyst til at slikke mig, så er det helt OK. Men jeg skal nok få nydelse af din død, søde, det behøver du ikke bekymre dig om.’ Siger jeg, idet jeg fører en hånd ned til mit spændte skræv. Der går bølger af nydelse gennem min krop, i samme øjeblik mine fingerspidser møder mine opsvulmede skamlæber. Gud hvor er jeg liderlig. Jeg havde forventet, at det her ville være interessant og… pirrende… men jeg havde ikke forventet, at jeg ville tænde så voldsomt på det.

’Åh gud, du nyder det her! Du nyder, at du skal slå mig ihjel! Hvad er du for et menneske?’ Udbryder Sara. ’Jeg er det menneske, som skal tage livet fra din unge, smukke, dejlige krop, søde.’ Hvisker jeg ophidset. ’Jeg er det sidste menneske, du skal møde på livets vej, jeg er det menneske, der skal bevidne de sidste smertefulde minutter af dit liv.’ Sara vrider sig, idet en forpint grimasse forvrider hendes ansigt. ’Minutter!?’ Gisper hun rædselsslagent. ’Åh gud, hvordan skal jeg dø?’

Hun har ret. Jeg nyder det her. Jeg nyder hvert sekund. Jeg nyder hendes angst, hendes rådvildhed, hendes desperation. Jeg nyder at skrælle lag efter lag af hende, efterhånden som jeg afslører den grusomme sandhed, og jeg nyder at betragte hendes reaktion, i takt med at hendes grufulde skæbne afsløres for hende. Det er en fantastisk magt jeg har over hende, en berusende, ophidsende magt.

Jeg smiler. ’Min opgave lød på, at gennemføre henrettelserne med et absolut minimalt ressourceforbrug.’ Siger jeg stolt. ’Så jeg har bygget denne lille facilitet af genbrugstræ, lige ved siden af en stålfabrik. Når jeg trækker i håndtaget, der ovre ved døren, bliver der åbnet en luftkanal mellem skorstenen fra fabrikkens kulovne, og luftspjældet oppe i loftet.’ Sara vender sig bort fra mig. Hun brøler i rædsel og desperation, mens en enlig tåre trækker en mørk stribe af mascara ned over hendes smukke kind.

’Åh gud, nej. Jeg vil blive kvalt. Langsomt. I kan ikke gøre det her mod mig! Jeg vil ikke dø! Ikke nu! Ikke sådan her!’ Hulker Sara, idet flere tårer gør det første selskab. Jeg lader hende græde. Hun er smuk når hun græder, og jeg nyder at se hende i sine følelser vold. Det er så grusomt og hjerteskærende, og samtidig så smukt og ophidsende, at synet ligesom omfavner hele spændet af menneskelige følelser. Det er et fantastisk drama, som jeg kunne se på hele dagen.

Pludseligt ser hun ned på remmene om hendes håndled med vrede i blikket. ’Jeg stolede på dig! Du sagde ikke, at du ville dræbe mig, så havde jeg aldrig ladet dig sætte dem her på mig!’ Jamrer hun, mens hun flår i remmene med alle sine kræfter. Hun får dog absolut intet ud af det. De er lavet til at fiksere mennesker der er langt stærkere end hende. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet.

’Jeg er jo ikke idiot, søde. Havde jeg sagt, at jeg ville slå dig ihjel med det samme, havde du jo kæmpet imod med alt hvad du har i dig. Har jeg ikke ret?’ Siger jeg spøgefuldt. Hun fnyser frustreret og flår lidt mere i stropperne. Det eneste hun får ud af det, er ømme håndled. Efter et halvt minuts tid giver hun op og ser over på mig med rædsel i øjnene. ’Nej, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø!’ Vræler hun af sine lungers fulde kraft.

’Men det skal du, søde, og der er ikke en skid du kan gøre ved det!’ Klukker jeg, idet jeg tager fat i hende og tvinger hende ned på gulvet. Hun skriger, da jeg presser hende ned på ryggen og tager fat i hendes ben. Hun sparker, vræler og vrider sig, men jeg får sat de sidste læderremme om hendes ben og spænder dem så stramt de kan. Så forsøger jeg at tørre tårerne væk fra hendes kinder, men får blot striberne tværet ud til et par mørke plamager.

Jeg rejser mig og ser ned på hende. Hun ser så lille og sårbar ud, det kære pus, og hun stirrer op på mig med øjne der er vanvittig af rædsel. ’Så er du klar, søde. Det er tid til at sige farvel til livet. Prøv at dø med en smule værdighed.’ Siger jeg. Sara brøler. ’Nej, stop, jeg vil ikke dø! Jeg vil gøre hvad som helst, jeg beder dig, hvad som helst! Skal jeg slikke dig? Jeg vil gøre det, bare du ikke slår mig ihjel, jeg beder dig, jeg beder dig!’

’Desværre, søde, det er for sent nu. Alting er for sent nu.’ Siger jeg og træder igennem døren ind til kontrolkammeret. Jeg kan stadig både se og høre Sara gennem glasdøren, og jeg nyder hendes gråd, tiggen og jamren, mens jeg kæler for mit opsvulmede skræv. Jeg er tæt på at komme, men jeg holder igen, da jeg ikke ønsker at få orgasme, før det kære pus forlader denne verden.

Sara kan også tydeligt se mig gennem glasdøren, og hun stirrer op på mig med store, rædselsslagne øjne. Hun ser min ophidselse, hun ser mig kæle for mit skræv og mine bryster, mens jeg nyder hendes afmagt og ydmygelse. Blot tanken om, hvad der går igennem hovedet på den kære pige, mens hun ligger der og stirrer op på sin bøddel, fylder både min sjæl og krop med nydelse. Jeg fører langsomt min venstre hånd ned mod håndtaget, der vil udløse den dødbringende udstødningsrøg. Sara brøler. Hun kan se både min hånd og håndtaget. Hun skriger som et dyr, da jeg trykker det i bund.

Et kort øjeblik sker der intet. Så kommer der en summende lyd fra spjældet i loftet, da det langsomt åbner. Sara ser op på det. Den mørke røg fra fabrikkens skorsten siver langsomt ned gennem spjældet. Sara ser skiftevis op på røgen og over på mig, mens hun tigger og beder mig om at lukke spjældet igen. Jeg ignorerer hendes bønner, men fokuserer på og nyder desperationen i hendes stemme og hendes øjne, mens jeg langsomt masturberer.

Sara vrider sig på gulvet og sparker med benene, men hun kan hverken rejse sig eller røre sig ud af flækken. Hun kan kun skrige og se til, mens røgen stille og roligt siver gennem spjældet og lægger sig som en mørk tåge under loftet, en tåge der langsomt breder sig ned mod Saras nøgne krop. ’Stop nu, jeg vil leve, jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst, hører du? Jeg vil ikke dø, ikke nu, ikke sådan her! Nåde, vis nu nåde, jeg beder der!’ Vræler Sara i tilsyneladende uendelig strøm af bønner.

Røgen breder sig stille og roligt ned mod Sara. Hendes vrælende og klynkede bønner tager til i styrke. Så bliver hun pludseligt tavs. Jeg kan se på det forpinte udtryk på hendes ansigt, at hun holder vejret, for at undgå at få røgen ned i lungerne. Jeg kan også se, at hun godt ved at det er fuldstændigt nyttesløst. Hun udskyder blot det uundgåelige nogle få minutter. Hun brøler i frustration, da hun ikke længere kan holde vejret, og må suge den tunge, forurenede røg ned i lungerne.

Sara hyler, hoster, sprutter og hulker, da røgen fylder hendes lunger. Friske tårer pisker ned af siden af hendes ansigt og trækker sorte streget fra hendes øjne til hendes øre. Hun kæmper dog videre. Ind i mellem prøver hun at holde vejret, men hun klare det kun ti-tyve sekunder ad gangen, så må hun atter gispe efter vejret og trække den dødbringende røg ned i lungerne. Hver gang tager hendes desperation og rædsel til.

Synet af den unge, smukke, dejlige pige, der ved hun skal dø, men alligevel kæmper en desperat og fuldstændig udsigtsløs kamp for livet, er for meget for mig. Jeg kan ikke holde igen. Jeg giver los og masturbere af alle kræfter. Der går ikke mange sekunder, før jeg brøler om kamp med Sara. Hun i smerte og frustration, jeg i ekstatisk nydelse. Så kommer orgasmen. Den er voldsom, som en granateksplosion, men samtidig varm og silkeblød. En ufattelig følelse af lykke og velvære fylder hele mit væsen.

Jeg sukker dybt af nydelse og trækker vejret dybt ned i mine lunger, mens jeg nyder orgasmens efterglød. Sara, på den anden side af glasdøren, nyder ikke ligefrem at trække vejret. Hun ved, at hvert eneste åndedræt bringer hende tættere på døden, og hun kæmper imod af alle kræfter. Hun må da vide, at det er nyttesløst. Hun må da vide, at hun kun forlænger smerten. Alligevel kæmper hun for hvert eneste sekund.

Tyk røg fylder nu hele rummet. Sara gisper, hoster, hakker og vræler. Hun lyder mere som et dyr, end som et menneske. Tårerne pisker ud fra hendes øjne, savl sprutter fra hendes mund og løber ned over hage og kinder. Hendes bevægelser er ukoordinerede og spastiske, som om hun er ved at miste kontrollen over sin krop. Jeg kan kun forestille mig, hvad der foregår i hendes krop og hendes sind. Jeg gyser frydefuldt ved tanken.

Er Sara, den søde, unge gymnasiepige, om stadig derinde et sted? Eller er hun blot et fjernt minde, fortræng af smerte og rædsel? Husker hun stadig hvem hun er, eller fylder smerten og rædslen hele hendes væsen? Tanken fascinerer mig. Er det Sara, som ligger der og er ved at dø, eller er det blot en krop, der ikke længere kan kaldes et menneske? Er Sara allerede død, selv om hendes krop lever?

Saras sparken og spjætten bliver stadig mere sporadisk, spastisk og krampagtig. Pludseligt løfter hun hovedet op og banker det ned i gulvet. Er det blot musklerne i hendes hals der er gået i krampe, på grund af iltmangel? Er det et udtryk for ren frustration? Eller prøver hun at gøre en ende på sin egen lidelse, ved at prøve at slå sig selv bevidstløs? Så, nu gør hun det igen. Og efter et par sekunder, endnu engang! Hun banker hovedet ned i gulvet, igen og igen, mens hun hvæser som et dyr!

Jo, hun har opgivet kampen for livet, hun har erkendt, at det er slut, hun prøver aktivt at gøre en ende på smerten! Det brænder atter mellem mine ben, og jeg begynder at masturbere igen, mens Sara banker hovedet ned i gulvet, igen og igen og igen. Hendes bevægelser bliver langsommere, hendes krop er ved at give op. Hun bruger alle sine kræfter på at banke hovedet ned i gulvet, og det ser ud som om, hun langsomt bliver mere og mere groggy. Jeg ved dog ikke, om det er fordi hun banker hovedet ned i gulvet, eller om det blot skyldes, at hun indånder den iltfattige og forurenede udstødningsrøg.

Efter nogle intense minutter, har Sara ikke længere kræfter, vilje, eller åndsnærværelse til at kæmpe længere. Hun ligger fladt på sin ryg, mens hendes ben, arme og fingre dirrer, i små, sporadiske kramper. Pludseligt ser jeg noget, der får min ophidselse til at stige til nye højder. En stråle urin står ud fra hendes yndige skræv! Hun er ved at give slip. Ja, hun er ved at give slip på sig selv, på sin krop, på selve livet!

Jeg brøler i den mest vidunderlige, intense, fantastiske orgasme jeg nogensinde har oplevet i mit liv, mens de sidste dødskramper løber gennem Saras unge, dejlige, døende krop. Da jeg pruster, stønner og hiver efter vejret, mens orgastiske bølger af nydelse eksploderer gennem min krop, ser jeg de sidste krampetrækninger ebbe ud. Sara dør, i samme øjeblik min orgasme når sit absolutte højdepunkt!

Mine ben føles som spagetti og jeg må støtte mig til dørkarmen, for ikke at dejse omkuld. Jeg rykker håndtaget op, så indstrømningen af den dødbringende røg stopper. En udsugning starter og efter et par minutter er rummet tømt for røg. I mellemtiden har jeg nydt orgasmens efterglød og genvundet kontrollen over min krop. Jeg åbner glasdøren og træder ind til Saras døde krop.

Der lugter stadig af røg i rummet. Det er ubehageligt, men intet imod hvad Sara måtte have oplevet. Jeg stirrer fascineret ned på hendes døde krop. Hun er død, men stadig ufatteligt smuk. Urin løber ned af indersiderne af hendes lår, og spreder sig i små striber ud langs revnerne imellem gulvbrædderne. Hendes øjne er lukkede, og hendes ansigtsudtryk nærmes fredfyld, selv om de mørke striber af tårer og savl fra hendes øjne og mund vidner om den grusomme dødskamp hun har gennemlevet.

Jeg er meget tilfreds med henrettelsen af min første fange. Straffefaciliteten fungerede efter hensigten, og det var helt fantastisk, at opleve Saras død. Jeg glæder mig til at modtage næste fange, så jeg kan sammenligne vedkommendes reaktion og dødskamp med Saras. Måske vil jeg skrive en bog om henrettelser, når jeg har dræbt nok til at have en solid erfaringsbase og tilstrækkeligt statistisk grundlag. Hvis Det Revolutionære Råd da vil tillade det. Men den tid, den fornøjelse. Indtil videre vil jeg bare tage en henrettelse ad gangen, og nyde den magt, Det Revolutionære Råd har givet mig.

Fødselsdagsgaven – skal, skal ikke

’Hallo? Hvem der? Vil du ikke nok lukke mig ud?’ Jeg får et chok, da jeg hører stemmen. Jeg har lige låst mig ind i Lailas og min fælles villa. Jeg regnede med, at jeg var alene hjemme, da Laila skal arbejde til sent i aften. Desuden er det ikke Lailas stemme. Er det? ’Hallo?’ Siger jeg. ’Jeg er her!’ Hører jeg stemmen svare. Nej, det er ikke Laila. Jeg følger lyden. Den kommer inde fra stuen. Nej, ude fra baggangen. Da jeg kommer derud råber jeg atter. ’Hallo?’ Stemmen svarer igen. Den kommer inde fra det værelse, hvor Laila og jeg ofte leger vores små lege. Det giver ingen mening. Hvem skulle være derinde?

Jeg træder ind gennem døren og får et pjosk, da jeg ser en fremmed kvinde låst inde i det røde tremmebur. ’Hej, vil du ikke nok lukke mig ud?’ Spørger kvinden. Eller måske skulle jeg sige pigen. Hun ser meget ung ud. Hun har lyst, tydeligt affarvet hår, og er iført en meget minimalistisk sort læderbikini. Hun ser billig ud, ligner nærmest en stripper. Hun taler dansk, men med tydelig østeuropæisk accent. Hvad pokker laver hun i vores hus? Så ser jeg, at der hænger et kort på siden af buret.

Jeg nærmer mig buret. Der hænger et fødselsdagskort i en rød tråd på buret. Jeg smiler. Det må være fra Laila. Da jeg kommer tæt nok på til at læse det, stivner jeg i chok. ’Min dejlige skat mit største ønske er at gøre dine drømme til virkelighed. Knus og kys Laila.’ Står der. Og så er der klistret en nøgle fast på kortet. Jeg kender den nøgle. Jeg har set den før.

’Vil du ikke nok lukke mig ud?’ Spørger pigen igen. Jeg tager kortet. Læser det igen. Studerer nøglen. Jeg har ikke taget fejl. Det er nøglen til Lailas våbenskab. Hun er politibetjent, og har ofte tilkaldevagt, så hun har en tjenestepistol i et våbenskab i vores soveværelse. Jeg læser kortet igen. Jeg mærker en kuldegysning brede sig op af min ryg, da det går op for mig, hvad det er Laila nok mener med ordene på kortet og med nøglen.

’Hvem er du? Hvad laver du her?’ Spørger jeg. Pigen ser på mig. ’Jeg hedder Anica.’ Siger hun. ’Jeg er stripper. Jeg blev kørt herhen af min kæreste, Dan, som ofte hjælper mig med at finde jobs. Han afleverede mig til en kvinde som gav ham 20.000 kroner. Det er jo alt for meget, meget mere end jeg normalt tager, men da jeg spurgte ind til det, sagde han, at jeg bare skulle holde min kæft og gøre som kvinden sagde. Sammen låste de mig inde i buret her, og kvinden sagde, at jeg skulle være en gave til hendes kæreste. Vil du ikke nok lukke mig ud? Jeg er sgu bange for, at hende kvindes kæreste vil voldtage mig, når han kommer hjem! Vil du ikke nok hjælpe?’

Jeg går helt hen til buret. Ser hende ind i øjnene. Hun er en køn pige. Hun har lidt uren hud og det der tjavsede, billige blondinehår, men hun har smukke øjne og et kønt ansigt. ’Anica. Hvor kommer du fra?’ Spørger jeg. ’Jeg har boet på Vesterbro i fem år. Men jeg kommer oprindeligt fra Rumænien.’ Svarer hun. Jeg nikker. ’Du taler godt dansk.’ Siger jeg. ’Hende kvinde der lukkede dig ind i buret, havde hun kort, rødt hår?’ Spørger jeg. Hun nikker. Jeg smiler.

’OK, hun hedder Laila. Hun er min kæreste.’ Siger jeg. Anica ser både forvirret og en smule bekymret ud. ’Øh, undskyld, jeg troede bare…’ Begynder hun. Jeg smiler. ’Ja, ja, det er jo forståeligt nok, Anica.’ Siger jeg. ’Men bare roligt, jeg har ikke tænkt mig at voldtage dig.’ Hun fremtvinger et lille smil, selv om hun stadig ser bekymret ud. ’OK. Vil du ikke nok slippe mig ud så?’

’Øjeblik. Jeg må lige tjekke noget.’ Siger jeg. Jeg går med hurtige skridt ind i soveværelset. Finder våbenskabet. Sætter nøglen i. Den passer. Jeg åbner våbenskabet. Lailas tjenestepistol er der. Der er bundet en rød sløjfe om den. Jeg tager den i mine hænder. Den er tung. Jeg tjekker magasinet. Den er ladt. Åh gud, tænker jeg, det kan kun betyde én ting. For et par uger siden, fortalte jeg Laila, at jeg nogle gange fantaserede om at slå en anden kvinde ihjel. Og nu det her. Det virker helt surrealistisk.

Jeg smiler, da jeg går tilbage til legeværelset og buret med pigen. Tænk, at Laila har gjort sig al den ulejlighed, at finde en kvinde hun formentligt har sikret sig ingen vil savne, og betalt hendes kæreste 20.000 kroner for hende. Hun må have taget mine ord lidt for bogstaveligt. Hun forstod ikke, at det bare var en fjollet fantasi, en fantasi jeg aldrig kunne finde på at udleve. ’Hvad er det?’ Gisper pigen, da hun ser pistolen i min hånd.

Jeg har taget pistolen med. Bare hvis pigen nu skulle finde på et eller andet. Jeg ved jo ikke noget om hende. ’Hvis du bare slapper af, så behøver du ikke bekymre dig om den her.’ Siger jeg og holder den op så hun tydeligt kan se den. ’Bare roligt, det hele er en stor misforståelse, jeg skal nok slippe dig ud nu.’ Siger jeg. Hun fjerner blikket fra pistolen og ser på mig. ’Det… det håber jeg virkeligt.’ Hvisker hun. ’Jeg har ikke gjort noget, jeg ved ikke hvad der foregår, jeg vil bare gerne ud herfra.’

Jeg rækker min venstre hånd frem og trækker slåen ud af døren på tremmeburet. Da slår det mig pludseligt. Hvad sker der, hvis jeg lader hende gå? Vil hun vende tilbage til sin kæreste? Han har jo ikke fået 20.000 kroner bare for at hun skulle strippe til min fødselsdag. Hvordan vil han reagere, hvis hun kommer tilbage? Eller måske vil hun gå direkte til politiet. Hun er jo blevet frihedsberøvet mod sin vilje. Hvad skal jeg gøre?

Jeg åbner tremmeburet og tager et skridt væk fra det. Pigen ser lidt forvirret på mig. Hendes øjne flakker frem og tilbage mellem pistolen og mit ansigt, som om hun er bange for, at jeg skal ændre min mening, og alligevel ikke vil lade hende gå. Jeg er også selv i tvivl. Hvis jeg lader hende gå, vil hun så kunne skabe problemer for Laila? Og hvis jeg ikke lader hende gå, hvad skal jeg så gøre? Vente til Laila kommer hjem og lade hende træffe beslutningen?

’Må jeg komme ud?’ Spørger pigen med svag, skælvende stemme. Pludseligt går det op for mig, at jeg har begået en fejl. Jeg kan ikke lade hende gå. Laila har købt og betalt for hende, i den tro, at jeg ville slå hende ihjel. Hvis jeg lader hende gå, vil det kunne blive et problem. På den anden side, kan jeg heller ikke få mig selv til at smække buret i igen. Hvad skal jeg gøre? Jeg må trække tiden ud. Jeg må have tid til at tænke.

’Det var en stor fejltagelse, at du kom her.’ Siger jeg. ’Min kæreste misforstod noget jeg sagde. Men det er jo trods alt min fødselsdag, og du er stripper, ikke?’ Siger jeg. Hun nikker. ’Skal jeg strippe for dig?’ Spørger hun. Jeg nikker. ’OK, hvis du lover, at lade mig gå bagefter.’ Siger hun. Jeg nikker igen, selv om jeg ikke er helt sikker på hvad jeg skal gøre – men i det mindste vil jeg købe tid.

Der sker noget bemærkelsesværdigt med Anica, da hun begynder at svaje rytmisk frem og tilbage inde i tremmeburet. For et kort øjeblik siden, var hun nervøs og skræmt, men i det øjeblik hun begynder at danse, er det som om hun genvinder sin selvtillid. Hun virker langt mere selvsikker. Hun er tydeligvis på hjemmebane, når hun danser på den der måde. Hun griber fat i lænken, der går fra en metalbjælke i buret ned til hendes hals. Hun begynder at slikke den, æggende. Det ser frækt ud.

Hendes slanke, velproportionerede krop svajer inciterende fra side til side imens hun slikker kæden. Hun har flotte ben, en flad mave, nydelige hofter og skuldrer. Hun er en flot pige og jeg nyder at se hende bevæge sig på den måde. Hun har en køn krop, på sådan en ungpigeagtig måde. Velproportioneret, slank og med en smule hvalpefedt, der får hende til at se en helt del yngre ud end hun formentligt er.

Jeg mærker en kriblende fornemmelse i maven, som langsomt bevæger sig ned i mit underliv. Mens Anica danser, bliver jeg stadig mere opstemt. Hun er smuk. Jeg føler ingen skam, for Laila har åbenbart udvalgt hende til mig. Så hvorfor skulle jeg ikke nyde hende? Hun er jo en yndig, velskabt pige. Jeg kan mærke, at jeg bliver varm mellem benene. Varm og våd.

Pludseligt tager hun kæden i munden og ser på mig med sine intense, blå øjne. Så griber hun fat i sin top og trækker den langsomt ned, mens hun svajer med hofterne og vugger med skuldrene. Hendes bryster kommer til syne. Små, fine, faste, velformede bryster, med bløde, smukke, dejlige kurver. Selv hendes brystvorter, og det mørke område omkring dem, er små og fine og indbydende.

’Du er virkelig en smuk ung kvinde, Anica.’ Siger jeg oprigtigt, idet jeg smiler og nikker anerkendende. Den unge pige smiler forsigtigt og ser næsten lidt genert ud. Hun trækker toppen helt ned over maven og lader den glide ned af sine ben. Hendes brysters perfekte, mælkehvide kurver er nu helt blottede og fremstår i al deres himmelske pragt. Jeg kan slet ikke få øjnene fra dem.

Hun er så ung og smuk og fin. Så ung og fin og sårbar. Hun er her, sammen med mig, købt og betalt, og kun jeg, hende og to andre mennesker ved hun er her. Og de to behøver jeg nok ikke bekymre mig om. Jeg kunne… jeg kunne gøre det. Hvorfor ikke? Laila har arrangeret det her for min skyld. For at jeg skulle prøve hvordan det var. Vil jeg mon skuffe hende, hvis jeg ikke gør det? Vil jeg skuffe mig selv, hvis jeg ikke griber den unikke mulighed hun har givet mig?

’Rør ved dine bryster, Anica.’ Hvisker jeg ophidset. Den unge pige gør som jeg siger. Hendes bevægelser er lidt nervøse og mekaniske. Men det ophidser mig blot endnu mere. Hun stirrer stadig med jævne mellemrum ned på pistolen i min hånd. Selv om jeg tidligere indikerede, at jeg ville lade hende gå, er hun tilsyneladende bange for, at det ikke er tilfældet. Og hun har ret. Jeg vil ikke lade hende gå. Det vil jeg ikke. Jeg mærker et gys gå gennem min krop, da det går op for mig, at jeg vil afslutte hendes liv.

Åh gud ja, jeg vil gøre det. Jeg vil tage chancen. Laila må have gennemtænkt det her, hun må have en plan for, hvordan vi slipper af sted med det. Ellers ville hun aldrig have arrangeret det her. Jeg kender hende. Hun er altid i kontrol, alt hvad hun gør, er velplanlagt og gennemtænkt, hun overlader intet til tilfældighederne. Jeg er mere spontan og impulsiv. Det er måske derfor, at vi passer så godt sammen.

Nej, jeg behøver ikke frygte, at det her bliver opdaget. Anica vil simpelthen forsvinde. Myndighederne vil nok på et tidspunkt antage, at hun er rejst hjem til Rumænien, eller videre til et andet land. Ingen vil savne hende. Pludseligt må jeg knibe mig selv i armen. Hvad er det dog jeg tænker? Vil jeg virkeligt slå en uskyldig pige ihjel? Kan jeg få mig selv til det?

’Tag trusserne af søde, du skal ikke være genert. Du er en flot pige. Du har absolut intet at skamme dig over.’ Hvisker jeg. Jeg ved ikke, om hun kan høre noget i min stemme, eller se noget i mine øjne, men hun bliver tydeligt mere og mere nervøs. Hun ryster faktisk en smule på hænderne, da hun rækker armene ned og langsomt trækker trusserne ned. Hun prøver stadig at gøre det på en sexet, stripperagtig måde, men den selvtillid hun udstrålede tidligere er væk.

Hendes nervøsitet øger min seksuelle ophidselse. Hvad sker der mon inde i hendes kønne lille hoved? Er hun blot bange, fordi jeg har en pistol, eller begynder hun seriøst at overveje, at hendes unge liv måske snart skal slutte? Hendes nervøsitet giv mig lyst til mere. Jeg vil opleve hendes angst. Og så hendes rædsel. Jeg vil se den smukke, unge, dejlige kvinde gå i opløsning, når den grusomme sandhed går op for hende. Jo, jeg vil dræbe hende. Jeg både vil og jeg kan.

Jeg nyder det ængstelige, ydmyg blik i hendes øjne, da hun bøjer sig fremad og trækker trusserne ned om knæene og derefter anklerne. Jeg nyder, at beslutningen er truffet, at jeg skal dræbe, og at det kære væsen intet ved. Hun er måske nervøs, fordi hun et eller andet sted frygter, at det kan ske, men der er en verden til forskel på at frygte, at noget måske sker, og så at vide med sikkerhed, at det sker. Det kribler så frydefuldt i min mave, ved udsigten til at forvandle hendes tvivl til grusom vished.

’Du stirrer hele tiden på den her, søde.’ Klukker jeg og holder skødesløst pistolen op med venstre hånd. Anica stirrer rigtigt nok på den. Jeg nyder synet af angsten i hendes øjne og synet af hendes velskabte, nøgne krop. ’Du er bange, ikke, søde?’ Siger jeg. Hun reagerer ikke, men jeg kan se på udtrykket i hendes øjne, at hendes angst vokser. Jeg smiler. Sikkert ubevidst sadistisk. Hun ser ud til at opfange det, for hendes angst tager yderligere til. Hun frygter det værste, det kære pigebarn.

’Du frygter, at jeg ikke vil lade dig gå. Og du har ret, søde.’ Klukker jeg, og nyder den bølge af angst der lyser ud af hendes øje og får hendes krop til at skælve. Mit smil bliver bredere. ’Jeg vil snuffe dig, Anica. Ved du hvad det betyder?’ Siger jeg. Angsten i hendes øjne bliver til rædsel. Hun ryster på hovedet, selv om jeg godt kan se på hendes øjne, at hun udmærket forstår hvad jeg mener.

’Det betyder, at jeg vil slå dig ihjel for min fornøjelses skyld, søde.’ Klukker jeg. ’Dit liv skal slutte, simpelthen fordi jeg har lyst til at se dig dø. Forstår du nu, søde?’ Anica stirrer måbende på mig, mens hendes dejlige, nøgne krop skælver, som om hun fryser voldsomt. Hendes mund åbner og lukker et par gange, som om hun forsøger at sige noget, men ikke rigtig kan finde ordene. ’Hvor er du dog kær.’ Klukker jeg, før hun får en lyd frem. ’Det her bliver sjovt!’

’Jeg bestemmer hvordan og hvornår du skal dø, Anica. Men det betyder ikke, at du ikke har nogen indflydelse på din egen skæbne. Jeg vil give dig muligheder for at beholde dit liv lidt endnu, hvis du gør som jeg siger.’ Fortsætter jeg, mens sommerfuglene går amok i min mave og mit bryst. ’Du bestemmer, om du vil adlyde, og få lov at leve et par minutter længere, eller om du hellere vil dø med det samme. OK, dit første valg; lad mig se din fisse. Skil dine skamlæber ad.’

Anica mæler stadig ikke et ord. Hun stirrer på mig i bævende tavshed. Så bevæger hendes arme sig langsom ned mod hendes skræv. Med skælvende fingre finder hun frem til sine skamlæber. Med et ydmygt, næsten knust blik i øjnene, skiller hun dem langsomt. Jeg nyder synet i fulde drag. Hendes dejlige, glatbarberede unge fisse, hendes smukke nøgne krop, hendes rædsel, hendes ydmygelse, hendes opgivende attitude.

’Hvorfor?’ Hvisker hun, mens hun står og spreder skamlæber for mig. ’Fordi jeg har lyst.’ Svarer jeg. ’Hør, søde, intet svar jeg kan give dig, vil gøre det her lettere for dig. Så lad være med at spilde din til med at tænke på hvorfor. Brug hellere din sidste tid på, at forholde dig til det der skal ske med dig.’ Hvisker jeg ophidset. ’Dit liv slutter om et øjeblik. Alle dine håb og drømme, dine tanker og erfaringer, alt hvad du er, alt hvad du nogensinde kunne blive. Det vil forsvinde.’

Min ord er så grusomme, at de sender et frydefuldt gys gennem min krop. Jeg kan ikke fatte, at jeg gør det her, eller at jeg siger det her, men det gør jeg. Jeg er normalt ikke et ondskabsfuldt menneske, men gud hvor jeg nyder den magt jeg har over dette unge, smukke væsen. Hun tilhører mig. Nu hvor jeg har truffet valget, nu hvor den præmis er etableret, føler jeg ikke længere nogen moralske grænser. Jeg er fri til at gøre hvad jeg vil.

Faktisk føler jeg, at det er min pligt at få alt det ud af denne oplevelse jeg kan, selv om det betyder lidelse og ydmygelse for Anica. Hun skal give sit liv, hun skal betale den ultimative pris for min oplevelse. Det vil være et forfærdeligt spild, hvis jeg ikke får alt det ud af det jeg overhovedet kan. Jeg knæler ned foran hende. Læner mig ind mod hendes blottede skræv, studerer hendes skamlæber, mens jeg nyder hendes friske duft.

’Men jeg vil ikke… jeg vil ikke dø.’ Hvisker Anica med svag, bævende stemme. ’Jeg har ikke gjort dig noget. Hvordan kan du gøre det her mod mig?’ Jeg rejser mig og ser hende ind i øjnene. ’Det er et godt spørgsmål, søde. Måske finder jeg ud af det undervejs. Måske først om mange, mange år. Måske aldrig.’ Hvisker jeg. ’Men jeg har lyst, og takket være min dejlige kæreste, har jeg også mulighed. Det er nok for mig.’

Jeg frigører kæden fra læderkraven om hendes hals. ’Sæt dig ned på gulvet. Jeg vil se din søde, unge mås mod det kolde metal.’ Siger jeg. ’Og bliv ved med at sprede dine skamlæber. Du har et yndigt skræv. Det nyder jeg synet af. Kom så, ned med dig.’ Hun synker langsomt ned på knæ. Hun bevæger sig meget langsomt, måske fordi hun er lammet af rædsel, måske fordi det er svært for hende at bevæge sig hurtigere, når hun må koncentrere sig om at holde sine skamlæber spredte.

Da hun er kommet ned på hug, kan hun ikke komme længere. Hun må sparke ud med benene og falder ned med et lille bump. Jeg nyder den klaskende lyd, da hendes dejlige balder rammer det kolde stål. Jeg tager et skridt tilbage, så jeg kan nyde hendes krop i fulde drag. Hun stirrer op på mig med et fortvivlet blik i øjnene. ’Men det er ikke nok for mig.’ Hvisker hun. ’Jeg vil ikke dø, kan du ikke forstå det, det er mit liv og du har ingen ret til at tage det fra mig!’

’Jeg ved det godt, søde. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har ret til noget som helst. Jeg ved godt, at det er forfærdeligt, det jeg gør mod dig lige nu. Jeg ved godt, at intet menneske fortjener det der skal ske med dig.’ Siger jeg ærligt. ’Det jeg gør lige nu, er på alle måder forkasteligt og forfærdeligt. Det kan jeg på ingen måde undskylde. Men det er lige meget, vi er forbi det punkt nu, hvor den slags betyder noget. Nu er der kun min nydelse og din rædsel tilbage. Alt andet i denne verden er ligegyldigt, det eksistere ikke længere.’

’Du er ikke rask. Ved du godt det?’ Hvisker hun, med en stemme som er ved at knække over i gråd. ’Jeg kan ikke bebrejde dig, at du tænker sådan. Du vil umuligt kunne forstå – og endnu mindre acceptere – det der skal ske med dig, Anica.’ Siger jeg. ’Et eller andet sted, har jeg ondt af dig, og er ked af det der skal ske med dig. Men jeg vil bare nyde dig nu. Rør ved dig selv. Masser dit skræv og dine bryster. Jeg vil se dig lege med dig selv. Vil du give mig den oplevelse? Eller skal vi lade det slutte her?’

Anica svarer ikke, men lader blot sin ene hånd glide op til sit højre bryst, mens hun lader fingrene på sin anden hånd glide op over sine skamlæber, op til sit venusbjerg. Jeg kan se, at hun nyder sin egen berøring. Selv om hun er bange, og sikkert ikke ønsker at det skal ske, kan jeg se hendes brystvorter blive hårde og hendes skamlæber fugtige, mens hun stille og roligt massere både sine bryster og sit skræv.

’Du har sådan en smuk, ung og utroligt følsom krop, der bare emmer af seksuel energi, Anica. Nyd den, det er den sidste chance du får i dit liv.’ Hvisker jeg. ’Du skal ikke tænke på mig. Jeg ved godt, at jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg dømmer dig ikke, uanset hvad du gør lige nu. Du kan vælge at give efter, Anica, du kan vælge at give dig selv en sidste nydelse, eller du kan vælge at lade frygten styre dig. Det er op til dig. Jeg vil nyde at dræbe dig, uanset hvad du gør.’

’Begge mine forældre var alkoholikere. Min mor døde, da jeg var tre år. Efter min mor døde, begyndte min far at voldtage mig. Et par gange om måneden i starten, men efterhånden som jeg blev ældre, blev det oftere og oftere. Da jeg var fyldt fjorten, blev jeg voldtaget flere gange om dagen. Så jeg stak af.’ Hvisker Anica, mens hun, med et sørgmodigt og nedslået blik i øjnene, leger med sit eget skræv.

Jeg ved godt, at hun fortæller de ting, for at jeg skal få ondt af hende. Men sandt at sige, nyder jeg at høre om hendes miserable liv. Det minder mig om, at jeg snart skal afslutte det, og jeg har lyst til at kende den pige jeg skal dræbe. Det ved Anica intet om, og hun fortsætter sin ynkværdige beretning.

’Jeg fulgte motorvejen mod Danmark, som jeg havde hørt var et godt land. Jeg blaffede og fik lift af en række lastbilchauffører. Nogle af dem tog mig med og gav mig mad, fordi de var flinke. Andre krævede modydelser. At jeg skulle slikke deres pik eller have samleje med dem. Jeg gjorde det, jeg måtte gøre, for at overleve. Da jeg endeligt kom til Danmark, kunne jeg ikke få arbejde. Så jeg arbejdede på gaden. Jeg aner ikke hvor mange fyre jeg har tilfredsstillet. Hundreder. Måske tusinder. Men så mødte jeg Dan. Han tog sig af mig. Jeg har været så grueligt meget igennem, men nu har jeg et rimeligt godt liv. Vil du ikke nok lade mig beholde det?’

’Dan solgte din røv til min kæreste, så jeg kunne få fornøjelsen af at dræbe dig. Han vidste godt, at du skulle dø.’ Klukker jeg og nyder rædslen og ydmygelsen i Anicas øjne. ’Så glem alt om det fjols, og grib muligheden for at opleve en sidste nydelse, før dit elendige liv slutter. Gnub dit skræv, min pige, det er det eneste du har tilbage, før jeg henretter dig som et dyr.’

’Nej… nej… nej…’ Snøfter Anica, der trods sine protester, gnubber sig selv endnu hurtigere og optændt end før. Hun stirrer på mig med et intenst blik. Til min store overraskelse, ser hun næsten ophidset ud. Jo, hun er tændt, det kan jeg se. Nyder hun virkeligt et eller andet sted det her?

Ja, hvor vanvittigt det end lyder, så giver det mening. Hun har hele sit liv været et offer for andres lyster. Nu er hun ved at realisere sin ultimative skæbne, ved at skulle dø for mine. Åh, det kære lille ødelagte væsen, hun er virkelig en fucked up pige. Og det er jeg vel egentligt også, siden jeg nyder det her.

Jeg sætter mig til rette i en lænestol, overfor det røde bur. Anica stirrer på mig med store øjne, idet jeg trækker op i min nederdel, spreder mine ben og begynder at masturbere mig selv gennem mine bundløse trusser. Jeg kan se på Anica, at synet tænder hende. Det tænder hende at jeg tænder på hende. Og det tænder mig blot endnu mere.

’Gnub hårdere og hurtigere, min pige. Jeg vil se dig komme, før jeg afslutter dit ynkelige liv.’ Hvisker jeg, og mærker hvordan mine egne ord får min ophidselse til at vokse. De har samme effekt på Anica. Trods mine grusomme ord – eller måske netop på grund af dem – kan jeg se ophidselsen tage til i Anicas øjne. Hun adlyder min ordre. Hun gnubber sig selv så intenst, at der kommer dejlige smaskelyde fra hendes nu drivende våde skræv.

Min egen ophidselse vokser i takt med hendes, og snart sidder vi begge stønnende og prustende, og onanere, mens vi nyder hinandens ophidselse. Det er storslået! Det er vidunderligt! Det er langt ud over noget jeg nogensinde har drømt om at skulle opleve!

Efter flere minutters fælles masturbation, hvor vi begge har stirret intenst på hinanden, vokser Anicas stønne pludseligt til stødvise skrig. Hun lukker øjnene. Hendes krop skælver. Hun brøler i nydelse, mens hun banker hovedet tilbage i væggen bag hende. Hun bliver ved med at gnubbe sig selv, hun brøler endnu engang, før hun synker sammen i metalburet, svedende, stønnende, prustende og klynkende.

Synet af hendes fantastiske, kraftfulde orgasme, får også mig til at komme. Jeg lukker ikke øjnene, men nyder synet af hendes nøgne, udmattede krop, der svælger i orgasmens efterglød. Jeg brøler, min krop skælver, jeg sparker vildt med benene, mens voldsomme eksplosioner af nydelse forplanter sig fra mit underliv og ud i hele min krop. Ligesom Anica, lader jeg mig ikke nøje med en orgasme, men gnubber videre til en anden, tredje og fjerde orgasme eksplodere i mig. Så orker jeg simpelthen ikke mere.

Jeg synker tilbage i lænestolen og kæler dovent med mine bryster og pistolen, mens jeg betragter Anica. Hun kommer sig langsomt over sin orgasme, og i takt med at nydelsen forlader hendes krop, vender nervøsiteten og angsten tilbage. Hun stirrer på pistolen, som jeg langsomt gnubber frem og tilbage mellem mine bryster, mens jeg nyder følelsen af det kolde metal mod min nøgne hud. Jeg nikker og smiler til hende.

’Ja, du skal dø, Anica.’ Hvisker jeg kælent, idet jeg langsomt retter pistolen mod Anicas skælvende, nøgne krop. Hun begynder desperat at røre ved sig selv igen, næsten som om hun tror, at jeg ikke vil skyde hende så længe hun onanere. ’Hvorfor?’ Hvisker hun med svag stemme. ’Fordi jeg har lyst.’ Svarer jeg og smiler igen. ’Vi har allerede været det her igennem, søde. Intet kan ændre min mening.’

’Men jeg… jeg ved godt, at du ser en ussel stripper og luder, når du ser på mig. Men jeg har planer for min fremtid! Jeg lægger penge til side, jeg vil ind på sygeplejerskolen! Jeg vil gøre noget godt for mig selv og for andre, jeg vil leve et respektabelt liv!’ Hvisker Anica. ’Please, du må ikke lade mit liv ende sådan her! Ikke nu! Så vil det hele jo være spildt!’

’Søde skat, jeg har stor respekt for strippere og prostituerede. De giver andre mennesker fornøjelse og nydelse, det er ikke noget at se ned på.’ Siger jeg. ’Du har ikke spildt dit liv. Du har levet efter bedste evne, og jeg fornemmer, at du har været modig og tro mod dig selv. Du gjorde hvad der skulle til, for at nå de mål du havde sat dig. Det skal du ikke skamme dig over. Jeg dræber dig ikke, fordi jeg på nogen måde mener, at du fortjener at dø. Jeg dræber dig kun, fordi jeg har lysten og muligheden. Du var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.’

’Men det er mit liv og jeg vil ikke miste det! Please, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Hulker Anica, idet jeg langsomt går hen mod hende og retter pistolen mod hendes hoved. ’Som sagt, der er intet du kan sige eller gøre. Du må acceptere din skæbne, uanset hvor uretfærdig den må synes dig.’ Hvisker jeg. ’Men bare roligt, du vil ikke mærke noget. Du vil gå ud som et lys. Ingen smerte. Du er bare lige pludseligt borte.’

’Nej, jeg vil ikke, please, giv mig nu en chance! Jeg er et menneske, jeg fortjener ikke det her! Jeg har ikke gjort noget galt! Jeg har ikke gjort noget galt!’ Jamrer Anica desperat. Jeg smiler igen. ’Nej, søde, du har ikke gjort noget galt. Lige siden jeg mødte dig, har du gjort alting rigtigt. Din erotiske dans, vores fælles masturbation, din fortællen om dit liv og dine fremtidsplaner. Du er en unik, smuk og spændende kvinde, Anica, og jeg er glad for, at jeg skal slukke dit liv.’

’Du er simpelthen for mærkelig. Hvordan kan du på en gang sige så mange søde ting om mig, og på den anden side nyde at ydmyge mig og tage alt fra mig?’ Hvisker Anica med svag stemme. ’Jeg fatter det ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke…’ Jeg ager Anica over håret, det jeg presser pistolen mod hendes pande. ’Når kuglen banker gennem din hjerneskal og flænser din hjerne i småstykker, er der ikke mere at forstå.’ Hvisker jeg. ’Farvel, min pige.’

Hun sender mig et sidste bedende, desperat blik, i samme øjeblik jeg trykker aftrækkeren i bund. Der lyder et brag. Anicas hoved banker tilbage mod væggen, før det falder til ro i hjørnet, mellem væggen og metalburet. En rød rose vokser frem på hendes pande. Hendes øjne er lukkede og et par dråber blod kommer til syne i hendes mundvig, idet et langt, rallende suk forlader hendes smukke læber.

Hun sidder helt stille. En lille sø af urin kommer til syne mellem hendes ben, som et endeligt bevis på, at hendes krop har givet slip på livet. Der går et gys gennem mig, da det går op for mig, at jeg nu er alene i værelset. Alene med et lig. Tilmed et lig som jeg har frarøvet livet! Det føles vildt underligt. Et kort øjeblik, er det som om alting vender sig i mig, og jeg aner ikke, om jeg er ophidset eller om jeg skal kaste op.

Jeg sætter mig tilbage i lænestolen og betragter Anicas døde krop. Hun er smuk. Jeg falder lidt til ro. Ingen vil nogensinde finde ud af noget. Laila har styr på det. Det er en smuk gave hun har givet mig, det er en oplevelse jeg helt sikkert aldrig vil glemme. Hun er sgu en fantastisk kvinde, hende Laila. Når hun beslutter sig for noget, så går hun all in. Så får hun tingene til at ske. Jeg ved, at jeg altid vil elske hende. Jeg kan ikke andet.