Trophy Hunter VIII: Last Orgasm

I used to be an accountant’s secretary, but when I approached 30, I decided that my life needed to change. I needed to make a difference. I have always loved guns and I’m a pretty good shot. That is why I decided to become an assassin. But I wouldn’t just be any kind of assassin. I would make the world a better place, while at the same time making decent money. Helping the rich and famous get rid of cheating trophy wives seemed like the perfect choice…

I decide to let Susanna lie where her young life expired. I find a white sheet in a closet and throw it over her. Then I look at my watch. It’s around noon. Should I leave the house and get back the next day, when my mark is supposed to meet with Susanna’s brother? No, even if I hid Susanna’s body, he would start looking for her, maybe blow the date off. I decide to wait. Susanna had said that her brother was at work. He might get home soon. I’ll wait. While I do so, I shift through Susanna’s clothes and find a cute dress that I like. I put it on, just for the hell of it.

Around five in the afternoon, a metallic blue Jaguar pulls into the driveway. A young, tanned male in white t-shirt and white pants jump out. He is humming as he approaches the front door. I quickly hide behind it. I hear keys in the lock. Then the door swings open. I take a deep breath and steady the gun. ‘Guess it’s not your day, chum.’ I say as he walks in the door. He jumps, stunned at the strange voice behind him. Before he spins around, I drop him with a bullet to the back of his head and push the door shot.

As I drag his body into a large coat closet, I see the contours of a Smartphone in his back pocket. Bingo. There has got to be something useful on there. I snatch it out of the pocket before I lock the closet. Skimming through his text messages, I quickly find his exchanges with ‘Dear Daisy’. I was interested in what I found. They were obviously flirting, but from the messages it looked like he was still in the process of talking her into having sex with him. So far, it seemed, they had only been hugging and kissing a bit.

Maybe the husband had been wrong? Maybe she hadn’t been unfaithful. Yet. I decided to test her. ‘I need you so bad, please, now.’ I typed and pressed the send button. Just a few seconds later I got the reply. ‘On my way.’ It said. Wow, she must be eager. So her husband was not far off the mark. I leave the front door and the door from the hall to the main room slightly ajar and hide out of sight. Then I wait. My heart is pumping. I’m looking forward to a new experience. Less then ten minutes later, I hear a car pull into the driveway.

’Jack? Jack, are you here?’ I hear a lovely voice calling through the door to the main living room. I hear high heels clicker across the marble floor. They are getting closer. I’m hiding in a small alcove close to the door to the hall, so the first thing I see is her back as she walks through the door and across the floor, still calling ‘Jack? Jack?’. As she reaches the middle of the room, I step out from my hiding place. ‘Sorry, Daisy, Jack is not in.’ I say and smile while I keep the gun hidden behind my back.

She spins around with an astonished look on her face, while she steadies herself against a large, black piano. ‘What? Who are you?’ She gasps. I’m almost as stunned as she is, though not for the same reason. She looks amazing. She has the most incredible face I have ever seen, and a slender, well proportioned body. She is much, much more beautiful in real life than she was on the pictures. Her hair looks different too.

’You just got highlights, right?’ I ask. She nods, her surprise only increased by my remark. ‘Sorry, do we know each other?’ She asks. ‘You don’t look familiar.’ I look at her. She has the most amazing, expressive eyes, a delicate nose, a wide, beautiful mouth with soft, shapely lips and cheekbones to die for. ‘No, we have never met. I just saw some recent pictures of you; you and Jack to be precise.’ I say and nod knowingly.

Her body tenses and the surprised look on her face is replaced by concern. ‘Oh. So… you want money?’ She asks, obviously thinking I’m there to blackmail them. I shake my head. ‘No, dear Daisy, not money.’ I reply, not in a hurry to reveal my true intentions. I just want to chat a bit, see how it plays out. ‘But we’ll get to that. So what’s the deal with you and Jack? Are you lovers? You’re a married woman, right?’

’I’m… why?… Who are you?’ She fiddles with her hands and shifts her weight nervously from one leg to the other, before leaning against the piano. Then she draws in a deep breath and looks at me with a serious look on her face. ‘My husband sent you, right? What did he tell you?’ I appreciate her candidness and decide to repay her in kind. ‘Yes, he sent you. He said that you were having an affair with Jack and he told me to kill you.’ I say, matter of fact. Sadly, she doesn’t seem too surprised.

‘God, I feared this day would come. To tell you the truth, I did not have an affair with Jack. Not yet, at least. I was seriously considering it. But I guess he’s dead now, right?’ She speaks softly, almost calmly. I nod. Again her lack of surprise saddens me. Her relationship with her husband must have been truly sour, since se almost seemed to be expecting that he would have both Jack and her killed.

’Please, I don’t know if there is anything I can say or do, but I want you to at least understand me. Please don’t kill me before I’ve had a chance to explain myself.’ She says and looks at me with stern and sad face. I nod. I’m interested in hearing her story. She continues. ‘OK, thank you. When I met my husband, he never planned on having kids. So it never bothered him that I was incapable of getting pregnant. But last year he was in a horrible traffic accident, from which he miraculously recovered. And now everything has changed.’

‘How?’ I ask with genuine interest. She takes a deep breath before she continues. ‘He says that his close brush with death has changed his perspective. That he needs someone to carry on his legacy when he is gone. You see, my husband is a very successful businessman, and he wants an heir for his business empire.’ She calmly explains, almost wearily. ‘And since I can’t have kids, he has totally lost interest in me. I think he has an affair with one of the nurses he met while he was in hospital. Maybe she’ll give him the child he wants. So now he’s just cast me away, like a dirty sock.’

’I’m sorry to hear that, Daisy, I truly am.’ I say honestly. ‘It seems like you got a raw deal. I almost feel bad about having to do this… but well, I do.’ I say and pull out the gun from behind my back. She stares at the cold piece of metal in my gloved hand. She swallows hard and there is fear in her eyes, but still I get the feeling that she has almost been expecting something like this to happen.

‘I took care of him for almost a year, while he recovered from the accident. I spent all my time with him, supporting him, helping him with his exercises, nurturing him the best I could. I sacrificed everything; my career, my friends. He was partly paralyzed for almost six moths, so we couldn’t have sex. When he recovered, he didn’t want to have sex.’ She says in a low voice, barely more than a whisper. ‘What was I supposed to do? I just wanted someone to hold me. I just wanted to feel desired. Is that so bad?’

’No, Daisy, it’s not.’ I whisper, captivated by her story and her genuine desire. ‘You are a truly amazing and beautiful woman and you deserve to be loved.’ Now she looks surprised. ‘Do you mean that?’ She asks. I nod. ‘You seem calm and collected, and from what I know, you’ve been completely honest with me. That is truly commendable, under these circumstances.’ I say. ‘And Daisy, you are without a doubt one of the most beautiful women I have ever seen in my life.

‘Really?’ She says and slowly, almost casually, pulls at the top of her dress, revealing a few additional inches of her amazing cleavage. I don’t know if she’s truly flattered, if she is trying to seduce me, or simply trying to buy some time. I don’t care either. She looks truly awesome. I nod. A slightly nervous smile appears on her face. ‘I’ve never heard another woman say something like that to me before.’ She says and glances at me with inquisitive eyes. ‘Are you a… are you into women?’ She asks. Again I nod. She giggles.

’Wow, that’s something. I’ve never really… not that I haven’t fantasized about it, but… I just haven’t been in a position where it was a real opportunity.’ She says while untying the top of her dress. Her breasts look absolutely amazing. Perfect. Stunning. ‘I find that hard to imagine. You are really an attractive woman. If any woman you’ve ever met was even the slightest bit bi, they must have lusted after you.’ I say and smile. ‘Maybe you just didn’t pick up the vibe.’

‘Maybe I didn’t. I’ve always been the faithful wife. I got married at a young age and my marriage has been my entire life.’ She whispers with a sad, melancholic voice.  ‘And now it will end and everything will end because of it. It’s not fair.’ I can’t help feeling sorry for her. She sounds sincere and I have no reason to doubt that what she has told me is true. She doesn’t deserve what I’m going to do to her. ‘I’m sorry, Daisy. I know you don’t deserve this. You’re a good woman.’ I say and smile.

’And still you’re going to kill me?’ She whispers. I nod.  She pulls down her dress, revealing an amazing, slender body, with a flat and beautifully toned stomach. ‘You think I’m beautiful? What if we made love. Would that change your mind?’ She asks. I feel a tingling sensation spread through my body. She is stunning, and the prospect of having sex with her is truly titillating. Still I shake my head. ‘No, it won’t change anything. I would enjoy it, no doubt, but when I have accepted a job, it get’s done.’ I say, matter of fact.

‘So that’s all I am to you? A job? How can you be so cold?’ She whispers. I can’t help but smile. ‘No, you’ve got me all wrong, love. You’ll never hear me say; this is all business, nothing personal. Or; if I don’t do it, someone else will. I don’t need to distance myself from what I’m doing. I enjoy my job. I love the money, yea, but I love the killing just as much.’ I say, enjoying the puzzled look on her face. ‘Being with a woman in the final moments of her life, seeing how she deals with what is happening, it is truly interesting and intense.’

’I… I don’t know what to say!’ She gasps with a distraught look on her beautiful face. I smile and point the gun in her direction. ‘Just undress, love.’ I say flatly. She obeys. Soon she is standing naked and trembling in front of me, staring nervously at the gun in my hand, all her amazing glory bared to my sight. God, she is beautiful! ‘I don’t deserve to die.’ She sniffles. ‘No you don’t, love.’ I confirm. ‘Unfortunately, life is not always fair. Now, is there anything you want to say or do, before I end you?’

‘I… I… God, I can’t believe this is happening. My own husband. Bastard! I don’t want to die, please. Can’t you just let me go? I’ll double whatever my husband is paying you!’ She insists in a trembling, stumbling voice. I smile. ‘Sorry, love, a deal is a deal and an assassin is only ever as good as her word.’ I say and aim the gun in her direction. ‘Now, love, your last choice; head or chest?’ I ask. She trembles and staggers against the piano. ‘No, no, please, no, please, wait, I’m not ready.’ She sobs and shakes her head vigorously.

Her fear and desperation sends a delightful shiver through my body. When it passes, I feel a warm burning sensation between my legs and tingling sensation in my stomach. I’m horny. For a brief moment, I feel a twinge of shyness, but then I remember that this lovely lady takes whatever happens in her final moments to the grave. Without further hesitation, I pull up my dress and slide a couple of fingers down my panties. I’m wet and swollen and I sigh as my finger slide inside myself. It feels wonderful.

After a few moments of tense and pleasurable silence, I smile at dear Daisy. ‘You still turned on by the prospect of a little bi-experimentation, even though it’s not going to save your cute ass?’ I ask. She looks at me with huge, astonished, wet eyes, her body and her lips shaking, teetering, as it appears, at the brink of tears. ‘What do you mean?’ She whispers hesitantly, as if she fears the answer. ‘Well you came here to be admired and excited and maybe even to get a nice orgasm.’ I say and smile. ‘So why not masturbate with me?’

’Oh God, I’ve never…’ She stutters. ‘Well, it’s literally now or never, love. So make up your mind.’ I point out bluntly. She stares at me for a few seconds, her lips quivering, as if she doesn’t know what to say. Then she slowly moves a hand down towards her beautiful crotch. Just as it reaches her amazing labia, she sends me a shy look and her cheeks blush. I smile and nod. ‘Don’t be shy, love, I won’t tell anyone.’ I say. Then she parts her full, swollen labia, revealing her excited clitoris and her glistering pink interior.

‘Oh love, you are all worked up and ready to go!’ I moan, excited at her visible arousal. She digs deep into herself and moans loudly as she does so. I rub myself harder. Within seconds, we are sighing, moaning and groaning together. It is an amazing experience. My excitement keeps growing. I’m so warm inside, I can hardly contain myself. I rub myself harder and harder, while I caress the inside of my thighs with the cold steel of the gun. It feels absolutely incredible.

’God, I can’t believe I’m doing this in front of another woman.’ Daisy moans with closed eyes and an excited look on her beautiful face. ‘And even in front of the woman who is going to end my life. You are going to end me, right? Snuff me out? Execute me and leave my cooling, lifeless body like a piece of dead meat on the floor?’ Her words both excite and impress me. Is she really turned on by the fact that I’m going to kill her? Or is it the though of dying that turns her on?

‘Yes, I’m going to slaughter your sweet ass down like a head of beef cattle.’ I verify. She gasps and shudders. Then she masturbates with an intensity and ferocity that I have never in my life seen before! Her hand moves so fast it looks like a blur. It makes loud, wet, exquisite smacking noises as she works it harder than I have ever seen a woman do it before. Her moaning grows louder and louder, it becomes small screams, then she cries out in one long amazing roar of orgasm.

Her legs buckle as she screams in orgasm. She falls onto her knees, but that s not the end of it. She keeps on rubbing herself and within less than a minute, she screams out in a second orgasm, even louder and more intensely than she did the first time. Yet she keeps circling her clitoris with her fingers, forcing a third, a fourth and a fifth orgasm from her amazing body. Then she collapses panting and gasping on the floor.

I have held back, to be able to enjoy the amazing sounds and sights or her orgasm, but bow that she is done, I give in to my own pleasure. Delaying it, keeping myself right at the edge for as long as it took Daisy to finish herself off completely, has build up an incredible amount of sexual energy in my body. It feels like a nuclear explosion inside me as the sweet release ripple through my body and soul. I rip off Susanna’s dress as if it was made from crepe paper and scream like I have never screamed before.

We are both still panting and recovering from our amazing orgasms, when she looks up at me, the nervousness again apparent in her beautiful eyes. ‘I don’t suppose… you changed your mind?’ She whispers with trembling lips. I slowly shake my head. ‘Please?’ She gasps. ‘We did just share something amazing. Don’t you think? If you’ll let me, I think I’m ready for… something more. At least I want to try. Will you let me?’ Her voice is thin and trembling, and – as far as I can sense – both committed and sincere.

‘You are an absolute angel. Anyone who ever made love to you is surely amongst the luckiest people on this green earth, love. But I’m not gonna be one of them. Sorry.’ I say as softly as I can. ‘We did just share something beautiful. But we’ll leave it at that. You are ready, love, now, while the endorphins released in your body by your repeated orgasms still dull your fear. Lay down on the piano stool, love. It will be over soon. I promise you, you won’t feel a thing.’

She lays down on her back, hesitantly. Then she stares up at me with her amazing, big eyes. ‘I’ll divorce my husband! I won’t ask for anything! It won’t cost him a dime. Then we can do whatever we like, together.’ I smile down at her while I grab the gun hard. I love the feeling of the big, hard handle in my hand and the weight of the cold metal. I absolutely love the beautiful words that flow from her perfect lips, but there is no way I can accept her offer, no matter how tempting.

‘Sorry, love, no can do. Your husband already paid me to kill you. He paid me up front.’ I say and smile. ‘Besides, I already told you, I love killing beautiful women.’ She looks at me, her eyes piercing and intense. ‘I just don’t get.’ She whispers. ‘You seem like a caring and kind woman in any ways. And still… still you do such a horrible thing for a living. How is that possible? Doesn’t it wear you down? How can you live with yourself?’

’I know what I’m doing is horrible. I fully accept that. I embrace it. That is part of what makes it so intense.’ I whisper as I watch the tears tickle down her beautiful cheeks. ‘Watching you laying there, trembling, scared, helpless, pointing the gun at your beautiful, defenseless, naked body, pulling the trigger and watching it all end. It touches me on a deep, emotional and existential level. I feel I’m standing at the edge of the universt. It is like staring at the face of God.’

‘You must have a poet’s soul to make something so horrible sound so beautiful. You are an enigma wrapped in a mystery, beauty and horror, an angel and a devil in one.’ She whispers. Her words touch me deeply. I smile. She smiles back through the tears. ‘Please let me live! Please let me get to know you!’ I’m stunned by her words. Yet I slowly raise my gun. ‘Head or chest?’ I ask. She shakes her head. ‘Please don’t do this! You don’t have to do this! Please, I beg you!’

I make the choice for her. I aim the gun at her forehead. Her eyes grow wide. She screams. ‘OK, love. This is me, snuffing you.’ I whisper. ‘I will never forget you.’ Then I pull the trigger and her head bounces back against the leather seat. She gasps and her body twitches. Urine tickles quietly down her left leg as a deep sigh leaves her lungs.

Then she is still. Silent. Vacant. Spent. I moan at the beauty of her lifeless form. I have never seen anything so beautiful in my life. I must masturbate again, before I get to cleaning up this mess…


Sidste opkald

’Hun er spion for russerne. Det er jeg 100% sikker på. Jeg aflurede koden til hendes telefon, og i går havde hun lagt den til opladning, så jeg havde mulighed for at tage et nærmere kig på den. Der var krypterede opkald til udenlandske numre og en masse billeder af Christiansborg, Amalienborg og diverse militærinstallationer.’ Siger Mona ned i telefonen. Mit hjerte hamrer. For fanden da, hvorfor lod jeg også min telefon ligge fremme?

’Hvad skal jeg gøre?’ Spørger hun ned i telefonen. Hun lytter intenst i næsten et halvt minut. ’OK. OK. Forstået.’ Siger hun og nikker. ’Når det er gjort, sender I så et rengøringshold ud?’ Jeg ved nøjagtigt hvad hun snakker om. Hun har fået ordre til at dræbe mig, og spørger derfor sin overordnede, om de sender et hold ud for at fjerne mit lig og fjerne eventuelt blod og andre spor. Mona er PET agent. Det var derfor jeg opsøgte hende. Vi har levet sammen som elskere det sidste halve år.

’Jeg troede faktisk på hende. Jeg ville så gerne tro, at hun bare var en helt almindelig udvekslingsstuderende. Jeg elskede hende. Det gjorde jeg virkeligt. Men da jeg så de billeder var der ingen tvivl.’ Hvisker Mona med trist stemme. ’Så det er OK, jeg kan godt gøre det. Det skal du ikke tænke på. Jeg klare det. Hun kommer hjem om en times tid. Jeg ringer når det er gjort. Hvis jeg ikke ringer senest om to timer, så er der noget galt. Ja, send forstærkninger herud hvis I ikke hører fra mig senest 16:45. Tak. Farvel.’

’Så er den samtale vidst slut.’ Klukker jeg og presser afbryderen ned med min ene hånd, mens jeg lægger den anden over Monas mund. Mit hjerte galoperer. Jeg er både skræmt, ked af det og underligt ophidset på én og samme tid. Jeg ved hvad hendes opkald betød. Hun skriger ind i min hånd og stirrer op på mig med store, bedende øjne. Hun ved også godt hvad det opkald betød. Og hun ved hvad det betød, at jeg hørte det. Hun ved hvad der nu skal ske. Jeg kan se det i hendes øjne.

’Jeg anede ikke du kom tidligt hjem i dag.’ Hvisker hun bag mine fingre, med svag, undskyldende stemme. ’Det var da heldigt at jeg gjorde.’ Siger jeg og smiler. ’Ellers var jeg kommet hjem til en ladt pistol, ikke sandt?’ Mona ryster på hovedet, men jeg kan se sandheden i hendes øjne. Hun begynder at fremmumle en løgn, men jeg afbryder hende ved at presse fingrene hårdere mod hendes mund. ’Du skal ikke spilde tiden med flere løgne, Mona.’ Hvisker jeg. ’Du har kun tid til sandheden.’

’Nej, Ditte, jeg beder dig, du misforstår situationen!’ Hyler Mona, da jeg slipper hendes mund for at gribe telefonledningen. ’Hold nu op, tror du jeg er idiot?’ Klukker jeg, idet jeg presser ledningen mod hendes hals. Hun prøver at kæmpe imod, men nærkamp er ikke ligefrem hendes speciale. Jeg har derimod års træning i en række forskellige kampformer. ’Ditte, nej, lad os snakke om det her! Du behøver ikke gøre det, jeg beder dig, jeg beder dig!’

’Men du ville have skudt mig ned som en hund, hvis du havde fået chancen. Hør her, jeg elsker dig og jeg respekterer dig, Mona. Du har ret, jeg er agent. Og jeg har altid vidst, at du var agent. Det var derfor jeg opsøgte dig. Men jeg anede ikke, at du var biseksuel. Jeg anede ikke, at vi kunne få et forhold.’ Hvisker jeg, mens jeg langsomt vikler ledningen om Monas smukke hals. ’Det vi delte var både uventet og ægte, Mona. Jeg elsker dig, det gør jeg virkeligt.’

’Så lad mig leve!’ Hyler Mona. Jeg læner mig ind over hende mens jeg flår i ledningen af alle kræfter. Den strammer sammen om hendes hals. Mona gisper efter vejret. ’Alt godt har en ende og det er altid de bedste der dør først.’ Hvisker jeg. ’Og du er en af de bedste, Mona. Jeg vil aldrig glemme dig. Det sværger jeg ved alt hvad der er mig helligt.’ Mona gisper og raller, idet hende hals snøres sammen og det bliver svært for hende at trække vejret.

Jeg kan dufte hendes hår og hendes hud. Hun vrider sig helt vanvittigt i stolen og hver en muskel i hendes dejlige, unge, smukke krop kæmper for livet. Det får hende til at svede, og fugten får hendes hud til at dufte helt vidunderligt. ’Jeg har altid vidst, at jeg før eller siden blev nødt til at slå dig ihjel, men jeg har altid fundet en undskyldning for at udskyde det.’ Siger jeg med blød stemme. ’Nu hvor du har afsløret mig, giver du mig intet valg.’

Monas bevægelser bliver hurtigt stadig mere mekanisk, stadig mere anstrengte. Pludseligt spjætter hele hendes krop i de vildeste spasmer. Jeg kan næsten ikke fatte, at denne dejlige, smukke, unge, vidunderlige kvinde er ved at dø i mine arme. Selv om jeg elsker hende, må jeg indrømme, at jeg finder hendes dødskamp fascinerende. ’Det er ikke så svært, hvis du bare acceptere hvad der sker og giver slip.’ Hvisker jeg. Det er næsten som om hun lytter til mine ord, for pludseligt bliver hendes krop helt slap.

Er hun død? Tanken ophidser mig. Jeg giver slip. Hun sidder helt slap i stolen. Jeg rækker frem mod hende med skælvende hænder. Finder frem til knapperne i hendes bluse. Tør jeg? Hvorfor ikke? Vi var elskere. Jeg kan vel godt tage ordentligt afsked med hende. Jeg knapper forsigtigt op. Hendes hud er lige så smuk og vidunderlig som den altid har været. En skam hun skulle dø. Hun var virkelig en helt særlig kvinde.

Jeg går om foran hende og lyner hendes bukser ned. Hendes øjne glider langsomt op og hun stirrer tomt frem for sig. Eller gør hun? Et øjeblik er det som om hendes øjne bevæger sig. Så jeg rigtigt? Er hun i live? Hun ser ikke på mig, men pludseligt ser jeg, at hendes bryst bevæger sig ganske let. Spiller hun skuespil, i håb om, at jeg skal tro hun er død og dermed lade hende være? Tror hun virkeligt, at hun kan narre mig – og overleve?

Jeg lyner hendes bukser helt ned og presser mine finger mod hendes trusser. Jeg kan mærke hendes varme, opsvulmede skamlæber gennem det tynde stof. Hendes bryst hæver sig en smule, og hun får at anstrengt udtryk i øjnene, som om hun anstrenger sig for ikke at stønne. Jeg er ikke længere i tvivl; hun er i live, hun er ved bevidsthed, og hun prøver at spille død. Jeg mærker en inderlig glæde, over at hun ikke er død, fylde min krop – og beslutter mig for at spille med på hendes pikante leg.

’En skam at du skulle dø, Mona, du er en af de smukkeste kvinder jeg nogensinde har mødt.’ Hvisker jeg, idet jeg trækker hendes trøje og bukser af. Jeg flytter på både hendes arme og ben. Hun er slap som en dukke, men jeg kan se, at hendes øje en gang imellem flytter sig i små ryk. Hun blinker også en enkelt gang, da hendes øjne løber i vand. Jeg lader som om, at jeg ikke ser det. ’Åh, sikke den dejlig, død krop.’ Hvisker jeg og leger lidt med hendes slappe hænder og fingre.

Jeg læner mig ind over hende og lader en finger glide rundt om hendes brystvorte. Det vare ikke længe inden den stritter lystigt. ’Spændende, den døde krop reagerer stadig på mit kærtegn.’ Hvisker jeg. Hun reagerer ikke. Hun må snart have regnet ud, at jeg ikke køber hendes lille skuespil, men hun giver åbenbart ikke op så let. Hvad skal jeg dog finde på?

Jeg ser mig omkring og ser en et stykke blåt reb ligge på sengen. Det har vi brugt et par gange i vores små ’lege’. Jeg tager det og klukker højlydt. ’En sidste gang.’ Hvisker jeg og begynder at binde hendes ’døde’ krop. Hun reagerer stadig ikke. Hun må jo selv tro på, at jeg tror hun er død. Jeg smiler og binder hendes venstre arm godt fast til stolen. ’Sådan, min dejlige, døde Mona. Nu den anden arm’ Hvisker jeg og binder også hendes højre arm.

Det kribler i hele min krop. Jeg havde nydt at kvæle Mona, nydt at mærke hendes magtesløshed og iagttage hendes ynkelige dødskamp, men jeg havde gjort det hurtigt og professionelt. Nu hvor hun er nøgen, og jeg har bundet hende, kan jeg tage mig god tid og virkeligt nyde det. Jeg kan næsten ikke vente! Mit hjerte galoperer og sommerfugle går amok i min mave og i mit bryst. Jeg strammer rebet godt til. Så rejser jeg mig, går et par gange rund om hende og nyder synet af hendes nøgne, hjælpeløse, vidunderlige krop.

’Så, min kære, nu kan du godt droppe skuespillet.’ Hvisker jeg, idet jeg læner mig ind over Mona, ager hendes kind og kærtegner hendes læber. Hun reagerer ikke. Jeg klukker. ’Jeg ved godt, at du ikke er død, Mona.’ Siger jeg. ’Jeg kan både se og mærke, at du trækker vejret. Og du har også både bevæget og blinket med øjnene. Desværre, jeg hoppede ikke på det, så du kan lige så godt droppe det.’

Jeg kan se skuffelsen og rædslen i Monas øjne. ’Jeg… åh gud, jeg… jeg vil ikke dø, Ditte! Du må ikke slå mig ihjel! Jeg beder dig!’ Vræler Mona med dirrende desperation i stemmen. Hun er helt ude af den. Det kan jeg selvfølgeligt godt forstå, omstændighederne taget i betragtning. Jeg kan ikke lade være med at smile. ’Mona, jeg er glad for at du er i live.’ Siger jeg og ser et spinkelt håb spirer frem i hendes blik. Det slukker jeg straks. ’For så kan jeg nyde at dræbe dig, en gang til.’

’Nej, Ditte, stop, jeg vil ikke dø, jeg vil gøre hvad som helst, hvad som helst!’ Hyler Mona, da jeg stille og roligt vikler telefonledningen om hendes hals. ’Denne gang er du helt hjælpeløs. Denne gang kan jeg tager mig god tid.’ Klukker jeg og mærker en vidunderlig, varm følelse fylde min krop. Det er næsten som at være barn igen, juleaften. Jeg ved, at jeg skal opleve noget helt fantastisk, helt unikt, helt vidunderligt. Forventningens glæde er så voldsom, at min krop dirrer og skælver.

’Og du har da allerede gjort alt hvad du kan gøre for mig, søde.’ Klukker jeg og fører telefonrøret ned mellem hendes ben. ’Hvis dit skræv kunne tale, ville det fortælle de vildeste historier. Jeg har virkelig nydt vores tid sammen, tro mig. Jeg kommer også til at nyde det her, søde. Det er ikke fordi jeg har noget personligt imod dig, det er bare sindssygt spændende at være så tæt på døden, og at holde et andet menneskes liv i sine hænder!’

’Jeg er 26 år! Jeg har næsten hele mit liv foran mig! Jeg skal ikke dø, please, Ditte, jeg kan ikke dø nu! Jeg siger ingenting! Jeg dropper mit job og flytter til udlandet! Jeg vil gøre alt for dig! Du kan få alt hvad jeg ejer! Jeg beder dig, jeg beder dig, jeg beder dig!’ Jamrer Mona med ynkelig stemme. Jeg knæler ned foran hende og lægger en hånd over hendes mund. ’Jeg vil ikke høre på, at du ydmyger dig selv på den måde.’ Siger jeg. Jeg vil huske dig som en stærk og modig kvinde.’

Hun bliver ved med at mumle ind i min hånd, men hendes ord flyder sammen og er uforståeligt. Jeg begynder at slikke hendes ene brystvorte, mens jeg nulrer den anden med min frie hånd. De bliver øjeblikkeligt hårde igen. Selv om hun er rædselsslagen, reagerer hun stadig på mine kærtegn. ’Jeg kommer til at savne din dejlige, følsomme, liderlige krop.’ Hvisker jeg mellem lystne kys, slik, sug og nip

’Nå, skat, skal vi se at kommer i gang? Vi skal jo have det her overstået, før dine venner i PET sender forstærkninger.’ Klukker jeg, idet jeg rejser mig. Hun ryster helt hysterisk på hovedet og brøler i rædsel og frustration. Jeg ser hende dybt i øjnene og fører langsomt en hånd op til hendes hals. ’Tænk at jeg skal se lyset slukkes i dine smukke øjne.’ Hvisker jeg ophidset. ’Men før vi kommer så langt, skal jeg nyde din smerte og din rædsel.’

’Ditte! Nåde! Jeg beder dig!’ Vræler Mona, idet jeg langsomt spænder musklerne i mine fingre og nyder hvordan de borer sig ind i det bløde kød på Monas hals. ’Stille og roligt, stille og roligt lukker jeg for at du kan få luft.’ Hvisker jeg og mærker en både grufuld og frydefuld skælven gå gennem min krop. Mona raller ynkeligt, idet hun desperat prøver at trække vejret og skrige på én gang.

Jeg rejser mig og lægger min ene hånd på hendes ryg, så jeg kan klemme til med alle kræfter. Jeg kan mærke hvordan den bløde brusk i hendes hals klemmes sammen. Hun vrider sig i desperation under min ubarmhjertige hånd. Det er en utrolig fornemmelse. ’Kan du huske hvordan det var at blive kvalt?’ Hvisker jeg. ’Ikke at kunne få luft. Mærke den brændende fornemmelse i lungerne. Mærke dødsangsten vokse i takt med smerten, til de to følelser flyder sammen og fylder hele kroppen med noget der føles som kogende bly?’

’Men denne gang hopper jeg ikke på dine tricks. Denne gang bliver jeg ved, til jeg er helt sikker på, at du er stendød.’ Hvisker jeg og kysser hende på kinden. Hun smager salt. Desperationens koldsved, tænker jeg og smiler. ’Nej, denne gang skal du opleve smerten, vel vidende, at den først stopper når du stopper. Du har kun smerte tilbage i dit liv, Mona. Når smerten stopper, er du død. Hvordan føles det, søde? Hvordan er det, at vide det? Kan du overhovedet fatte det? Kan du rumme det? Kan du forholde dig til det?’

Jeg lægger begge hænder om Monas hals. Så er jeg helt sikker på, at hun ikke kan få luft. Hun vrider sig som en vanvittig i stolen. Hun kaster hovedet frem og tilbage, mens øjnene farer rundt i hovedet på hende, som om hun forsøger at få øje på et eller andet – hvad som helst – der på en eller anden måde kan redde hendes liv. Jeg har ondt af hende. Jeg kan se hun lider. Stakkels pige. Men hendes smerte er berusende, hendes ydmygelse er fængslende, hendes desperation er medrivende.

Jeg har ondt af hende, og jeg skammer mig en smule over, at jeg faktisk nyder at se hende lide. Men jeg bliver jo nødt til at slå hende ihjel. Jeg har intet valg. Så hvorfor ikke få mest muligt ud af denne oplevelse? Kan hun mærke, at jeg nyder hendes magtesløshed, lidelse og desperation? Hvad hvis hun kan? Mon ikke hun har rigeligt at tænke på? Døden er jo rædselsvækkende under alle omstændigheder.

’Lad mig gøre det her lidt lettere for dig, søde.’ Hvisker jeg og flytter forsigtigt mine fingre, til jeg kan mærke de tykke halsblodåre under mine fingerpuder. Jeg borer fingrene ind i dem. Hun stirrer rædselsslagent op på mig – hun må kunne mærke, at det jeg lige har gjort betydeligt vil afkorte den tid hun har tilbage. Hun begynder også næsten øjeblikkeligt at blive rød i hovedet, idet blodet ophobes i hendes hjerne og ansigt.

’Det er for din egen skyld, søde. Det går hurtigere på den her måde.’ Hvisker jeg. Mona ser alt andet end taknemmelig ud. Selv om jeg skrev fra nu af, og til dag jeg dør af alderdom, vil jeg aldrig fuldt ud kunne beskrive den rædsel der lyser ud af hendes øjne. Hun er ved at dø og hun ved det. Jeg kan se det i hendes øjne, og det er som at stirre ned i den ultimative afgrund. Pludseligt skælver hendes krop og rå dødsangst lyser ud af hendes øjne. Hun stirrer op på mig. Hendes krop skælver igen. Så er det som om hendes blik mister fokus og hun stirrer ud i uendeligheden.

Jeg giver ikke slip med det samme. Ikke før jeg er helt sikker på, at det er slut. Først da hun er helt stille, da hun ikke længere skælver, da jeg ikke længere kan mærke hendes puls under mine fingre, giver jeg slip. Hun er helt slap. Blodet forlader hendes ansigt, hendes før så røde kinder får et underligt, grålilla skær, og øjnene ruller op i hovedet på hende. Det er slut. Denne gang er der ingen skuespil. Hun er definitivt borte.

Jeg læner mig ind over hende og kysser hende en sidste gang. ’Tak, søde. Tak for en vidunderlig tid sammen, og tak for det vidunderlige eventyr det var, at slukke ned for dit liv.’ Hvisker jeg, oprigtigt taknemmelig for, at Mona var en del af mit liv – og at jeg fik lov at opleve hendes død. Jeg ser på mit ur. Klokken er 16:28. Om 17 minutter, vil PET sende et par agenter ud til vores hus. De vil ankomme om omkring 35 minutter. Om mindre end 40 minutter vil jeg være efterlyst af Interpol.

Jeg har lyst til at elske med Monas døde krop, men jeg må nok hellere se at komme af sted…


Jeg må indrømme, at jeg følte mig en smule truffet, da #MeToo hashtagget begyndte at florere på de sociale medier. Jeg har nemlig selv engang misbrugt min position, til at presse en yngre kvinde til at gøre noget hun i bund og grund ikke havde lyst til. Jeg vidste dog, at hun ikke ville skrive noget på facebook eller twitter. Så i den forstand var jeg ikke bekymret. Men hver gang jeg så hastagget, eller #MeToo kampagnen blev nævnt i medierne, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på det der var sket…

Jeg var instruktør i Efterretningstjenestens Akademi, hvor jeg, i kraft af min position som senioragent med licens til at dræbe, skulle uddanne de unge agentaspiranter i hvordan man klarede sig som feltagent. Denise var en ung, håbefuld agentaspirant. Hun var, så vidt jeg forstod på de andre instruktører, ret god til de teoretiske fag, men når det kom til det praktiske feltarbejde, rakte hendes talent ikke særligt langt.

Denise var dog typen der ville have topkarakterer i alle fag. Derfor opsøgte hun mig på mit kontor, få dage før jeg skulle uddele årskaraktere. Hun spurgte, om der var noget hun kunne gøre for at få en bedre karakter. Jeg ved ikke helt hvad der slog mig, men jeg svarede – vist mest i spøg: ’Hvis du vil imponere mig, så kom hjem til mig i aften klokken otte og vis mig hvad du har lært. Jeg er vild med sort læder, så det vil give ekstra point.’ Hun forlod chokeret mit kontor.

Da jeg kom hjem, havde jeg ærligt talt glemt min lille spøg. Det var jo bare gas. Så jeg blev overrasket, da det præcis klokken 20:00 ringede på min dør. Udenfor stod Denise i en stram, sort lædercorsage. ’Er det her man får topkarakterer?’ Spurgte hun. Hun så vindunderlig ud, med hendes slanke velproportionerede krop, struttende ungpigebarm og lange rødblonde hår. ’Ja. Kom indenfor.’ Svarede jeg, idet jeg ikke kunne modstå det vidunderlige syn.

Indenfor fem minutter har jeg skiftet tøj og vi sidder på sofaen. ’Du ser vidunderlig ud.’ Siger jeg. Hun ser lidt betuttet ud. ’Jeg må indrømme, at jeg havde tænkt at dumpe dig, Denise. Men du er tydeligvis en beslutsom og ambitiøs pige, så jeg vil give dig en chance.’ Siger jeg, mens jeg mærker hvordan det kribler i hele min krop. Hun ser virkelig dejlig ud i den stramme corsage. Så ryger det ud af mig. ’Kan du slikke fisse?’

Hun svarer ikke. Hun synker blot dybt og knæler ned foran mig. Jeg kan næsten ikke fatte, at hun gør det hun gør. Jeg spreder mine ben. Hun læner sig ind over mig. Jeg ved det er forkert, men hun er så smuk, og jeg kan mærke hendes varme åndedræt mod mit ophidsede skræv. ’Åh gud, slik mig, Denise.’ Hvisker jeg. Min krop skælver og jeg klynker af nydelse, da jeg mærke hendes læber mod mine ultratynde satintrusser.

Hun gør sig virkeligt umage. Jeg kan mærke hendes læber, hendes tunge, hendes varme åndedræt. Det var egentligt ment som en joke, men det føles så vidunderligt, at jeg ikke kan bede hendes stoppe. Jeg kan mærke, hvordan det kribler i hele min krop, hvordan mine ydre skamlæber svulmer op og hvordan jeg bliver helt varm og fugtigt i mine satintrusser. Jeg kan ikke lade være med at stønne. Det føles helt fantastisk.

’Træk mine trusser af og slik min fisse dybt og hårdt.’ Hvisker jeg ophidset. ’Jeg vil mærke dig mod min nøgne hud, jeg vil mærke din dejlige, varme tunge inde i mig!’ Hun er ikke meget mere end en stor pige, men jeg har lyst til hende. Jeg har virkeligt lyst til hende. Hver en celle i min krop er ophidset og skriger på tilfredsstillelse. Alligevel slikker hun videre på mine trusser.

’Kom nu, søde, skub trusserne til side og slik mig rigtigt.’ Siger jeg og ager hende opmuntrende over håret. Hun slikker videre på mine trusser. ’Kan du ikke høre mig?’ Siger jeg insisterende. Jeg er stang liderlig, og jeg har virkelig brug for at mærke hende. ’Kom nu, hvis du vil have 12 så slik mig nu, slik mig nu!’ Stønner jeg. Hun trækker hovedet bort fra mit skræv. ’Nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke.’ Hulker hun, mens hun ryster på hovedet.

’Jeg skulle ikke være kommet.’ Siger hun og rejser sig. ’Jeg er ikke til piger. Jeg ville bare have en god karakter!’ Jeg kan se, at hun skal lige til at gå, Hjertet flyver op i min hals. Hvis hun sladrer, bliver jeg fyret. Jeg må tænke hurtigt. ’Ej, Denise, slap nu af! Det var ikke sådan ment. Rolig. Du er en super dygtig elev. Du skal nok få en god karakter, det lover jeg. Bare sæt dig ned og lad os snakke lidt sammen. Jeg beder dig, bare sæt dig.’

Jeg klapper på sofaen foran mig. Hun sætter sig uden et ord. Jeg lægger armene om hende. ’Undskyld at jeg lod mig rive med, men du er virkelig en smuk, unge kvinde, Denise.’ Hvisker jeg i hendes øre. Hun trækker sig ikke bort. Jeg fører prøvende en hånd op til hendes bryst. Hun lader mig gøre det. Jeg rækker tungen ud og slikker forsigtigt hendes hals. Hun rejser sig ikke, i stedet griber hun fat om mine knæ og lægger hovedet på skrå. Jeg slikker hende igen. Hun smager vidunderligt.

’Jeg syntes også, at du er en flot og spændende kvinde, Ditte.’ Klukker hun. ’Men jeg har aldrig været sammen med en anden kvinde før, og jeg er bare ikke klar til at slikke fisse endnu. Måske en dag. Men indtil videre vil jeg glæde mig over, at du giver mig et flot 12-tal i overmorgen. Jeg har dit spyt på min hals og jeg kan godt vente et par dage med at vaske den.’ Det tager et øjeblik, før jeg fuldt ud forstår hvad det er hun siger til mig.

’Du er en modig pige, Denise.’ Hvisker jeg, mens jeg stadig slikker hende. Jeg vil skræmme hende, men jeg vil ikke have at hun stikker af. ’Tak, Ditte, men jeg er ikke bange for dig.’ Svarer hun kækt. ’Jeg har hørt, at det er mere end tre år siden du dræbte nogen i aktiv tjeneste. Du fører dig frem som en stor kanon på Akademiet, men sandheden er, at du er en has-been. Du lever højt på dit gamle ry og rygte, men du er i virkeligheden allerede udbrændt, ikke sandt?’

’Du har ret, Denise. Jeg er ikke, hvad jeg har været.’ Siger jeg og mærker mit hjerte hamre hurtigere og sveden bryde ud på mine inderlår. ’Jeg er fortiden, du er fremtiden. Om et par år, måske endda mindre, vil du have højere rang end mig. Du skal nok få 12, bare husk mig, når du engang bliver officer i hovedkvarteret. Den ene tjeneste er den anden værd, ikke sandt?’ Denise klukker fornøjet. Mine velbelagte ord stryger hendes oppustede ego.

’Ja, det har du ret i. Jeg skal nok sørge for, at du kan beholde dit job. Men der kommer til at ske nogle ændringer, når jeg får noget at skulle have sagt indenfor Efterretningstjenesten. Jeg har store planer.’ Hvisker Denise ivrigt, mens jeg forsigtigt fjerne mine hånd fra hendes bryst og griber fat med begge hænder om et silkebånd jeg har haft liggende i sofaen. Hele min krop dirrer. Mit hjerte hamrer vidunderligt hurtigt, hele min krop bliver fugtig af en let sved og det kribler helt vidunderligt i min mave.

’Du er lige så ambitiøs, som du er smuk og modig, Denise. Jeg troede, at jeg kunne lære dig noget, men det er vidst dig der kommer til at undervise mig.’ Hvisker jeg og slikker atter hendes hals. Hun stønner fornøjet, sikkert mindst lige så ophidset af mine rosende ord, som af mine kærtegn. ’Men det bliver ikke på den måde du tror, Denise.’ Fortsætter jeg. ’Du skal ikke lære mig noget om at være agent, du skal lære mig noget om det at være menneske. Mere præcist, hvordan man forholder sig, når man står ansigt til ansigt med et af livets største mysterier: Døden.’

’Hvad mener du?’ Spørger Denise, nu pludselig med noget mindre selvsikkerhed i stemmen. ’Jeg tror godt, du ved hvad jeg mener. Du er jo sådan en klog pige, ikke sandt? Nu bliver du siddende, stille og roligt, du gør kun som jeg siger og intet andet, forstået?’ Siger jeg bestemt og lægger silkebåndet om hendes hals. Denise stivner. ’Åh gud, hvad laver du?’ Gisper hun skræmt. ’Slap af, min pige, jeg er slet ikke begyndt at stramme båndet til endnu.’ Hvisker jeg. ’Men det kan ske når som helst. Husk det.’

’Men… men… men du kan da ikke gøre det her!’ Hulker Denise. ’Jo, det kan jeg faktisk godt. Jeg har licens til at dræbe, husker du nok. Det betyder, at det er op til mig selv at vurdere, hvem jeg dræber og hvornår.’ Hvisker jeg og mærker en frydefuld gysen løbe op og ned af min rygrad, mens den kriblende fornemmelse i min mave føles som en sværm sommerfugle på amfetamin. ’Og jeg vurdere, at du med din overambitiøse, arrogante og intrigante adfærd, er en trussel for Efterretningstjenesten og dermed for nationen.’

’Du er jo gal! Der kommer en intern undersøgelse! Du kan umuligt slippe godt fra det her!’ Hulker Denise med skinger og skælvende stemme. Jeg klukker, mindst ligeså frydefuldt som hun gjorde det tidligere. ’Det behøver du slet ikke bekymre dit kønne, lille hoved med, søde. For hvis der kommer en intern undersøgelse, er det længe efter du er død, så hvad kan du bruge det til? Desuden er din bedstefar Ukrainer og din bedstemor er Russer. Du har rejst en del i Østeuropa. Jeg kunne nok sandsynliggøre, at du samarbejdede med den Russiske efterretningstjeneste.’

’Nej, det vil ingen tro på!’ Nærsten vræler Denise, da jeg strammer båndet om hendes hals en smule. Jeg nyder hendes angst og desperation. Før vi hun så overlegen og dumstolt, nu lever hun udelukkende på min nåde. Det føles vidunderligt. ’Det behøver de heller ikke, søde, det skal bare ikke kunne modbevises af Interne Affærer. Licens til at dræbe, husker du nok.’ Klukker jeg og strammer båndet et nøk mere. Hun og vrider sig. Jeg kan høre, at hendes åndedræt bliver mere anstrengt.

’Det er kun et spørgsmål om tid, så kvæler jeg dig, det lover jeg. Så hvorfor kæmper du ikke imod, søde? Jeg hørte da, at Hr. Henriksen gav dig 12 i selvforsvar. Men det var måske også bare en karakter du kneppede dig til?’ Siger jeg og nyder ordene, nyder hendes angst, nyder magten. Hun svarer ikke, hun klynker bare og slår ynkeligt bagud med sine albuer. Jeg strammer båndet et nøk til, som straf for hendes uduelighed. ’Ja, du er vidst bedst til de teoretiske fag.’ Klukker jeg fornøjet.

’Ditte, jeg beder dig…. jeg ved godt, at jeg var arrogant lige før… men jeg blev grebet af stemningen…. jeg er ked af det… vil du ikke nok tro mig og tage imod… min uforbeholdne undskyldning?’ Gisper Denise mellem anstrengte åndedrag. ’Jeg tager hjertens gerne imod din undskyldning, Denise.’ Hvisker jeg og smiler lumsk bag hendes ryg. ’Men det betyder ikke, at jeg skåner din unge røv. Du fortjener at dø og jeg har lyst til at dræbe dig.’

’Nej! Jeg… er kun… 22 år… gammel… jeg er… ikke klar!’ Vræler Denise, idet jeg langsomt men sikkert strammer båndet om hendes hals. ’Jeg vil ikke… vil ikke dø!’ Mit hjerte hamrer løs, blodet suser rundt i min krop, den kriblende fornemmelse i min mave har spredt sig til mit bryst og mit underliv. Jeg stønner af nydelse, af ophidselse. ’Men det kommer du til, lille skat.’ Klukker jeg og strammer båndet til af alle kræfter.

Denises krop vider sig helt vanvittigt, hendes hænder flyver op til hendes hals, hvor hun desperat forsøger at få sine fingre ind mellem halsen og båndet. Hun udbryder et langt, gurglende skrig, som langsomt dør hen i en anstrengt rallen, før hun ikke længere kan få en lyd frem. ’Så er der lukket, søde. Ikke mere luft til dig.’ Hvisker jeg. ’Desværre tager det nok adskillige minutter, før du rent faktisk mister bevidstheden. Minutter du skal tilbringe, fanget i din egen krop, sammen med den mest ulidelige smerte du nogensinde har oplevet og de grusomste tanker du nogensinde har tænkt.’

Desperationen lyser ud af Denises unge, smukke ansigt. Hun kæmper stadig for at få fat i båndet, men jeg kan se, at hun ikke engang selv tror på det. Hun er ved at erkende, at det rent faktisk er forbi, og det er den mest gruopvækkende og sjælerystende erkendelse noget menneske nogensinde kan komme til. Det er en nydelse at overvære! Åh hvor jeg dog nyder at kværke dette yndige, unge pigebarn. Alligevel kan jeg ikke lade være med, at have en lille smule ondt af hende.

’Det kan ikke være rart, at sidde der, helt hjælpeløs, og bare vente på at alting slutter. Kan du mærke den brændende fornemmelse i dine lunger? Du kan ligeså godt vænne dig til den. Den vil sprede sig til hele din krop og blive en million gange mere smertefuld, før det hele slutter. Når du ikke længere kan mærke den brændende fornemmelse, så betyder det, at du er død.’ Hvisker jeg og føler en frydefuld gysen gå gennem min krop. Det føles dejlig frigørende, bare at give los og lade sig selv være ondskabsfuld.

’Du er allerede ved at blive svagere. Hvis du havde en lille bitte chance for at kæmpe imod tidligere, så er den forspildt nu, Denise. Du kan umuligt undslippe den skæbne jeg har bestemt for dig.’ Hvisker jeg, idet hun panisk kaster sig tilbage mod mig. Hendes fingrer fumler stadig for at få fat i båndet, men hendes bevægelser er paniske og uden styrke. Hun åbner og lukker munden som en fisk på land og øjnene kører rundt i hovedet på hende.

’Tænk at være 22 år, ung, smuk, sund og raske, med et lyst hoved og en brillant karriere foran sig, og så sidde der, fuldstændig hjælpeløs, og mærke hvordan det hele forsvinder.’ Hvisker jeg henført. Jeg kan levende forestille mig hendes smerte og hendes rædsel, og selv om det virker voldsomt på mig, så nyder jeg faktisk denne nærhed med hendes lidelse. Det røre noget dybt i mig, at dele denne grusomme og desperate – og et eller andet sted også meget intime – situation med den unge, smukke, dejlige pige.

Denises hænder ligger nu slappe på hendes bryst, de forsøger end ikke at få fat i båndet, og hun har heller ikke længere kræfter til at holde hovedet oppe, så det ruller ned mod min arm. ’Kræfterne forsvinder fra din krop, Denise. Nu er der ikke andet at gøre, end at vente. Hvad sker der mon bag dine smukke øjne, hvilke grusomme tanker udspiller der sig inde i dit kønne hoved?’ Hvisker jeg betaget, mens jeg nyder hendes ynkelige positur. ’Tænker du på alle de drømme du aldrig skal udleve? Eller de venner og familiemedlemmer du aldrig skal se igen?’

Mine ord må have vækket et eller andet i hende, for et kort øjeblik gør hun et sidste forsøg på at få fat i båndet. Men hendes krop bliver hurtigt slap igen. ’Det var nok dit sidste forsøg. Ikke at du havde en chance, men alligevel. Du fejlede. Bittert. Nu slutter det.’ Klukker jeg og giver båndet et ryk, så jeg er helt sikker på, at hun umuligt kan få så meget som den mindste smule luft. Det skal slutte nu. Hun skal slutte nu. Der er ingen vej tilbage.

Det kær væsen sparker voldsomt med sine ben. Så bliver også denne nyttesløse bevægelse for udmattende for det kære pus. Hun ligger næsten stille, men hun er stadig i live. Hendes krop dirrer, formentligt fordi hvert et instinkt i hende, fortæller hendes muskler at de skal kæmpe, men de har ingen ilt og dermed ingen kræfter. Pludseligt går en kraftig rystelse igennem hendes krop. Hun ligger stille et par sekunder. Så bølger endnu en voldsom spasme gennem hendes unge, smukke krop.

Jeg nyder hvordan hendes dødskramper forplanter sig gennem min krop. De får mig til at stønne af nydelse. ’Giv slip mit barn, jo mere du kæmper imod, jo længere vil du lide.’ Hvisker jeg. ’Der er intet håb, der er ingen frelse, der er kun døden. Tag imod den. Omfavn den. Overgiv dig til den. Det er slut, Denise, alting er slut.’ Hvisker jeg, mens den ene dødskrampe efter den anden får hendes krop til at skælve. Men der bliver længere og længere imellem dem. Hendes liv er langsomt ved at ebbe ud.

Pludseligt ligger hun slap i mine arme. Hendes ene hånd glider ned af hendes mave, den anden falder slapt ned i sofaen. Hun stirrer op i loftet med et tomt blik. Det er slut. Hun er borte. Jeg holder båndet stramt om hendes hals, mens jeg langsomt tæller ned fra 10, for at være helt sikker på, at hun er død. Så giver jeg slip. Jeg stønner af både anstrengelse og nydelse. Så lægger jeg en hånd på hendes bryst. Der er intet åndedræt, der er intet hjerteslag.

Pludseligt hører jeg lyden af væske der drypper mod fliserne foran sofaen. Jeg smiler. Denises krop har givet helt op, alle hendes muskler slapper af, så hun tømmer sig ufrivilligt ud på gulvet. Det er en vidunderlig lyd. Jeg nyder dette endelige tegn på hendes overgivelse. Jeg stirrer på hendes ansigt. Hendes mund er åben, tunges stikker ud af den, øjnene stirrer tomt ud i intetheden. Hun er smuk. Jeg er helt varm mellem benene.

Jeg har aldrig elsket med et dødt menneske før, men jeg har virkelig lyst til Denises krop. Jeg lader nysgerrigt mine hænder udforske hendes afsjælede legeme. Hun føles varm og dejlig at røre ved. ’Nu er du min, lille skat. Ikke flere protester, flabetheder eller trusler, nu er du min og kun min.’ Hvisker jeg ophidset. Så flår jeg tøjet af hende og elsker med hendes dejlige krop, til jeg er så tilfreds og udmattet, at jeg ikke orker mere…

Der kom aldrig nogen intern undersøgelse. Jeg skrev min rapport, som man altid skal gøre, når man har dræbt i embedsmedfør. Jeg beskrev, at Denise havde opsøgt mig på min bopæl, at hun havde forsøgt at forføre mig, og at hun havde spurgt ind til klassificerede detaljer angående mine tidligere missioner. Jeg beskrev, at hun var blevet tydeligt frustreret, eftersom jeg ikke ville fortælle hende noget om mine missioner, at hun i vrede havde angrebet mig på sofaen, og jeg derfor blev nødt til at dræbe hende.

Jeg slap af sted med mord. Hvad der virkeligt skete, vil altid forblive min lille hemmelighed. Jeg vil aldrig glemme Denises desperate dødskamp, jeg vil aldrig glemme rædslen i hendes øjne, da hun gik døden i møde, og jeg vil aldrig glemme hvor vidunderligt det føltes at elske med hendes dejlige, døde krop. Jeg fortryder ikke, at jeg dræbte hende. Det var en fantastisk oplevelse.

Men havde jeg presset hende til sex? Havde jeg udnyttet min magt til at opnå intimitet? Eller var det i virkeligheden hende, der havde forsøgt at udnytte mig? Var det fra starten af hendes plan, at forsøge at afpresse mig til at give hende en god karakter? Måske var det lidt af hvert. Virkeligheden er jo som bekendt aldrig helt så sort/hvid som en shitstorm eller et hashtag gerne vil gøre den.


Det lignede umiddelbart en rutinemission. En rig forretningsmand, som vi havde fundet beviser for samarbejdede med den russiske efterretningstjeneste, skulle ryddes af vejen. Det eneste der nagede mig var, at han ifølge vores efterretninger skulle være helt alene i sin store strandvejsvilla, selveste nytårsaften. Typer som ham, plejede at omgive sig med mennesker ved højtidelige lejligheder, så han kunne flashe sin rigdom. Alligevel havde han tilsyneladende valgt at blive hjemme, alene, på årets sidste dag.

Jeg stolede på mine kollegers oplysninger, så jeg var ikke nervøs, da jeg ankom til adressen. Det var en stor, hvid villa, som lå lige ud til stranden. Der var en dejlig høj mur rundt om huse, hvilket gjorde, at jeg uset kunne snige mig om i baghaven. Jeg dirkede en terrassedør op og trådte indenfor. Jeg kom ind i en smuk stue. Jeg kunne høre en munter nynnen og fulgte lyden. Der var han. Jeg kunne se ham gennem en halvåben toiletdør. Han stod med ryggen til, i bar overkrop og nynnede, mens han sprøjtede sig til med duftevand. Jeg tog sigte. Bang. Han dejsede om med et hul i baghovedet.

’Ole, hvad var det?’ Hørte jeg i samme øjeblik en stemme sige. Mit hjerte fløj op i halsen. Fuck, han var ikke alene! Stemmen kom lidt længere nede af den gang toilettet lå ud til. Jeg måtte træffe et hurtigt valg. Skulle jeg forlade huset, vel vidende at politiet så nok ville blive tilkaldt næsten øjeblikkeligt, hvilket indebar en risiko for at jeg ville blive pågrebet. Eller skulle jeg i stedet forsøge at likvidere hvem det nu end var der var i huset sammen med mig? Jeg valgte det sidste.

’Øh hvad, jeg vidste ikke der kom andre gæster. Hvem er du?’ Spørger den unge kvinde, der ligger henslængt på en lav seng. Jeg kan genkende stemmen. Det var hende der råbte, da jeg likviderede forretningsmanden. Hun stirrer op på mig med sine store, brune øjne og et lidt forsigtigt smil. ’Var det dig der lavede det knald lige før? Er det en hundeproppistol du har der?’ Spørger hun. Jeg er chokeret.

Hun ser ret ung ud. Nok ikke en dag over tyve. Det havde jeg på ingen måde forventet. Jeg får det dårligt ved tanken om, at jeg er nødt til at skyde hende. Mit hjerte hamrer atter på højtryk og jeg kan mærke en klump i min hals. Jeg burde skyde hende med det samme, få det overstået, men jeg kan ikke få mig selv til det. ’Øh, nej, det er det ikke.’ Mumler jeg. Hun ser lidt forvirret ud. ’Er det en rigtig pistol? Åh gud, du er ikke Oles kone, vel?’ Gisper hun.

Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Så jeg forsøger med sandheden. ’Nej, jeg er ikke Oles kone. Og ja, det er en rigtig pistol.’ Mine ord gør hende tilsyneladende blot endnu mere forvirret. ’Hvad? Seriøst? Hvem er du? Hvad laver du her? Hvad vil du?’ Ordne falder over hinanden i hendes ivrige talestrøm. Jeg tager en dyb indånding. Hvorfor har jeg ikke skudt hende endnu? Hun er så ung. Hun kunne næsten være min datter. Derfor.

’Ja, det her er en Colt M1911A1-Tactical, kaliber .45, semiautomatisk pistol. Den var fra1911 til 1985 standardudstyr i den amerikanske hær. Et ganske pålideligt våben. Og jeg agent. Jeg har lige likvideret ham du kalder Ole.’ Forklarer jeg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Måske for at trække tiden ud, idet jeg gruer får det jeg bliver nødt til at gøre. Måske fordi jeg syntes hun i det mindste fortjener en eller anden form for forklaring.

’Ej, du laver fis med mig.’ Hvisker hun, idet hun hæver sig op med armene og stirrer på mig med en underlig grimasse, som om hun ikke rigtig kan beslutte sig for, om hun skal smile eller se bekymret ud. ’Gør du ikke?’. Jeg tager atter en dyb indånding. Skal jeg fortælle hende det? Eller skal jeg bare gøre det? Er det ikke bare værre for hende, hvis hun ved hvad der skal ske? Å gud, jeg aner snart ikke hvad jeg skal stille op.

’Hvad hedder du?’ Spørger jeg, men fortryder øjeblikkeligt mit spørgsmål. Jeg vil bare trække tiden ud, men det er dumt, hvis jeg lærer hende at kende, bliver det bare endnu sværere at få det gjort. Et splitsekund skal jeg lige til at hæve pistolen og skyde. Men før jeg når det, svarer hun. ’Amalie. Jeg hedder Amalie.’ Siger hun og smiler. ’Hvad hedder du?’ Jeg svarer ikke. I stedet tager jeg endnu en dyb indånding og forsøger at synke klumpen i min hals.

’OK, Amalie, jeg er virkeligt ked af det her. Jeg havde fået at vide, at Ole var alene hjemme i aften. Jeg anede ikke, at du ville være her. Tro mig. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg fundet et andet tidspunkt.’ Mumler jeg, mens jeg stadig kæmper med klumpen i min hals. ’Jeg har skudt Ole. Det er sandt. Han ligger død ude på badeværelset. Jeg er agent i Efterretningstjeneste. Ole arbejdede sammen med russerne. Hvad i al verden laver du her?’

’Jeg… jeg…’ Hvisker Amalie, mens hun nervøst piller ved sin Bh. Så sukker hun dybt. ’Han inviterede mig til at holde nytårsaften sammen med ham. Vi mødtes på Vi har været ude at spise et par gange, men det her er første gang jeg besøger ham privat. Jeg troede bare han var en generøs forretningsmand, jeg anede ikke noget om… det der.’ Jeg stirrer målløs på hende. Hun virker oprigtig. Jeg har ingen grund til at tvivle på hendes ord.

’Men det er sandt, Amalie. Han var en fjende af staten. Jeg blev nødt til at dræbe ham. Og nu… bliver jeg nødt til at dræbe dig også.’ Hvisker jeg med bævende stemme. ’Please, tilgiv mig, jeg er oprigtigt ked af det her.’ Tilføjer jeg hurtigt. Det er sandt. Hun er uskyldig. Jeg har virkelig ikke lyst til at dræbe hende, men det bliver jeg nødt til. Hun har set mig. Der er ikke noget jeg kan gøre. Klumpen i min hals bliver endnu større, da jeg ser tårer løbe ned af hendes kinder.

’Åh gud, nej, det er ikke sandt. Jeg var ikke engang sikker på, at jeg skulle være her i aften. Mine veninder advarede mig imod det. Jeg skulle have lyttet til dem. Jeg er så dum!’ Snøfter hun med bævende stemme. Jeg ryster på hovedet. ’Nej, Amalie, du må ikke bebrejde dig selv. Lyt til mig. Du kunne umuligt have vidst, at det her ville ske. Du var bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.’ Siger jeg insisterende. Det knuser mit hjerte, at hun bebrejder sig selv. ’Det er alt, Amalie. Det er ikke din skyld!’

’Men jeg er uskyldig! Jeg har ikke noget med det der at gøre. Hvis du er fra den danske efterretningstjeneste, er det så ikke din opgave, at beskytte danske statsborgere?’ Hvisker hun, mens tårerne strømmer ned af hendes kinder. ’Det er sandt, Amalie, men vi skal også beskytte vores identitet som hemmelige agenter. Du har set mig. Du kan afsløre mig. Jeg bliver nødt til at dræbe dig. Jeg er virkeligt ked af det, men det er reglerne. Jeg har ikke noget valg.’ Hvisker jeg og mærker hvordan mine egne øjne bliver våde.

’Åh fuck, fuck, fuck!’ Udbryder Amalie, mens tårerne pisker ned af hendes kinder. ’Jeg vil ikke dø, jeg vil virkeligt ikke dø!’ Hulker hun. Så trækker hun vejret dybt og tørrer sine øjne. ’Selv om jeg lovede, ikke at sige noget til nogen, så kan du ikke vide, om du kan stole på mig. Du kan ikke tage chancen. Derfor må du dræbe mig. Du har ikke noget valg. Jeg skal dø. Hvad det angår, har jeg heller ikke noget valg. Men jeg vælger selv, hvordan jeg går døden i møde.’

’Hvad mener du?’ Spørger jeg forundret. Hendes reaktion forbløffer mig. Jeg havde forventet gråd og panik, men nu virker hun pludseligt fattet, næsten afslappet. ’Sandt at sige var jeg kommet her i aften for at få sex.’ Siger hun og smiler, mens hun fører sin ene hånd ned til sine trusser. ’Hvis Ole er død… hvis alting skal slutte for mig… vil du så ikke give mig tid til at nyde min sidste tid her på jorden?’

Jeg har oplevet meget i min tid som hemmelig agent i Efterretningstjenesten, men i det øjeblik er jeg fuldstændig lamslået. Jeg må atter trække vejret dybt. ’Amalie, hvordan skulle jeg kunne nægte dig dit sidste ønske?’ Hvisker jeg, næsten ude af stand til at tro hvad der sker. ’Ud over al få lov at leve?’ Siger hun. ’Ja, lige ud over det.’ Svarer jeg. Hun rejser sig op på sine knæ. Hun griber stropperne på sin Bh.

Pludseligt bemærker jeg, at hendes mave er flad og fin, hendes hofter smukke og velformede, hendes ben lange og smukke, hendes barm fyldig og struttende, hendes ansigt strålende som en sol. Hun er ikke blot en uskyldig pige. Hun er en ung, smuk kvinde. Jeg bliver helt bød i knæene, mine håndflader bliver svedige, jeg mærker en kriblen i min mave og længere nede, og klumpen i min hals smelter bort.

Jeg bliver ramt af en blanding af respekt og ærefrygt. Amalie er ikke som noget andet menneske, jeg før har skullet dræbe. Hun tager langsomt øjet af, foran mig. Hun ser ned af sig selv. Jeg kan se, at hun nyder synet af sin egen krop. Hun ser ikke bange ud, nervøs, jo, men mere spændt og forventningsfuld end skræmt. Hun har overvundet sin dødsangst. Det er et helt vidunderligt fantastisk syn!

’Hvor er du dog smuk og modig, Amalie.’ Hvisker jeg oprigtigt. ’Du har alt mulig grund til at hade mig. Du må se mig som et monster, som inkarnationen af alverdens ondskab. Jeg er ked af alt det, som jeg tager fra dig, som jeg ødelægger for dig. Jeg ville ønske, at jeg vidste du var her, så jeg kunne have valgt et andet sted, et andet tidspunkt. Så du kunne have fået lov at leve. Åh gud, hvor jeg dog hader mig selv for det jeg bliver nødt til at gøre mod dig!’

’Du må ikke bebrejde dig selv. Lyt til mig. Du kunne ikke vide, at jeg var her. Det er ikke din skyld.’ Hvisker den vidunderlige smukke kvinde, idet hun lader sin Bh og skjorte glide ned på gulvet. Hun stirrer ind i mine øjne, mens hun fører sine hænder ned mod sine trusser. Jeg skælver indeni. Jeg kan mærke en varme mellem mine ben, som jeg har svært ved at anerkende. Tænder jeg på det der sker? Hun er så ung. Hun er så smuk, så stærk og så sårbar. Jeg er i syv sind.

Hun trækker sine trusser ned med sin ene hånd, og fører den anden hånd ned til sin varme åbning. ’Uh’ Stønner hun, da hendes fingre kærtegner hendes opsvulmede skamlæber. Hun er ophidset. Hun er virkeligt tændt! Kan det være sandt? Er det overhovedet muligt? Jeg har svært ved at fatte det. Hun skal dø om et øjeblik, noget der ville fylde de fleste mennesker med rædsel, men alligevel har hun overskud til, at fokusere på den smule liv hun har tilbage – og den nydelse der stadig er mulig!

’Det er sgu lidt mærkeligt det her.’ Fniser hun, idet hun lægger sig ned på ryggen og trækker trusserne af. ’Jeg har aldrig været nøgen foran en anden kvinde før. Altså, jo, min mor og andre piger i omklædningsrummet i sports- og svømmehallen, men aldrig på den her måde. Aldrig med en kvinde der virkeligt ser på mig. Du stirrer godt nok en hel del.’ Det er sandt. Jeg kan slet ikke tage øjnene fra hende. Mine kinder bliver røde og jeg føler mig pludseligt meget bevidst om, at hun er nøgen og en helt del yngre end mig selv.

’Jeg bliver jo nødt til at holde øje med dig, så du ikke prøver et eller andet. Jeg ved ikke om du virkelig er uskyldig. Du kunne have en pistol liggende under en af puderne.’ Siger jeg, men mærker straks, at det ikke er hele sandheden. Og det mindste jeg skylder hende er sandheden. Desuden, Amalie… desuden er du en utroligt smuk ung pige.’ Det føles som om mine kinder gløder, da jeg siger de ord. Jeg kan næsten ikke selv tro det jeg siger, men det er sandt. Jeg syntes Amalie er smuk.

’Syntes du virkelig det?’ Siger hun og smiler. Så drejer hun sig en smule på sengen, så hendes dejlige, blottede skræv peger lige mod mig. Hun er bestemt ikke genert af sig. Jeg nyder synet. Hun har et fantastisk skræv. Hendes ydre skamlæber er glatbarberede og opsvulmede af ophidselse, hendes indre skamlæber er små og fine. Åh gud, jeg nyder synet af denne dejlige, unge pige. Jeg kan ikke lade være med at skamme mig.

Udnytter jeg den situation, jeg har bragt hende i? Nej, hun virker ikke blufærdig. Faktisk er det næsten som om, hun nyder mit blik. Hun ligger kælent på sengen og blotter sig for mig. Tænder hun et eller andet sted på, at jeg har taget magten over hendes liv og død? Syntes hun jeg er attraktiv? Tankerne summer rundt i mit hovet, men jeg er da åndsnærværende nok til at nikke. ’Ja, du er utroligt dejlig at se på.’ Amalie smiler igen mens hun kælent kærtegner sine vidunderlige bryster.

Hvad er det der sker med mig? Mit hjerte hamrer, jeg sveder ganske let over hele kroppen, det kribler i min mave og mellem mine ben, og jeg kan slet ikke tage øjnene fra den vidunderlige, unge pige, der i samme øjeblik fører sin ene hånd ned til sit skræv og begynder at massere sig selv! Jeg ville aldrig have troet, at jeg kunne tænde på så ung en pige, men synet af hendes dejlige krop, der vrider sig, stønner og spjætter i selvfrembragt ekstase, fylder mig med en ophidselse jeg aldrig før har oplevet!

Jeg står skælvende, tavs og næsten åndeløs, mens jeg føler en blanding af ekstrem ophidselse og overvældende ærefrygt fylde min krop og min sjæl. Tænk, at hun så ublufærdigt deler denne sidste intime stund med mig! Tænk, at hun overhovedet er i stand til at overgive sig til nydelse, når hun står overfor noget så angstprovokerende som selveste døden. Det er slet ikke til at fatte. Det virker næsten helt surrealistisk.

’Jeg burde nok være bange, men det er jeg faktisk ikke.’ Siger Amalie, idet hun et øjeblik behersker sig nok til at tale, i stedet for blot at stønne. Hun leger dog stadig med sig selv, og hendes tale bliver afbrudt af små, frydefulde klynk. ’Min far døde da jeg var helt lille og min mor er alkoholiker. Selv er jeg totalt nymfoman. Jeg har væltet rundt fra det ene meningsløse forhold til det andet. Jeg orker ikke andet end seksuelle forhold, og ud over at onanere og kneppe, aner jeg ikke hvad jeg skal stille op med mit liv..’

Hendes ord rammer mig lige i hjertet, og jeg mærker atter antydningen af en klump i min hals. Men hendes ord er nok smertefulde, alligevel fornemmer jeg ingen bitterhed eller vrede i hendes stemme. Hun fortsætter. ’Men det behøver jeg jo ikke spekulere på længere, takket være dig. Nu skal jeg blot nyde min krop en sidste gang, det er det eneste jeg behøver tænke på.’ Med de ord lukker hun øjnene, sætter tempoet op og overgiver sig atter til nydelsen.

Det føles som om en sten løftes fra mit bryst. Klumpen i min hals forsvinder. Den unge pige har accepteret sin skæbne. Den er stadig grusom og uretfærdig, men et eller andet sted, dybt inde i sig selv, har fundet frem til en accept af det der skal ske. Hun har erkendt, at døden ikke blot er noget forfærdeligt, men også den ultimative frigørelse – frigørelse fra alle bekymringer, fra alle bånd og fra alle forventninger.

Hendes erkendelse smitter. Pludseligt føler jeg heller ikke selv nogen skam. Hvorfor skulle jeg skamme mig over at nyde synet, lydende og duften af hendes unge, dejlige krop og den nydelse hun giver sig selv? Jo, hun er langt yngre end mig, jo, jeg skal snart gøre noget grusomt ved hende, men nydelse er nydelse og skønhed er skønhed. Hvorfor ikke bare glæde sig over det, når man se begge dele i skøn forening?

Pludseligt kaster Amalie sig ned på ryggen og stønner højlydt, mens hun intenst gnubber sit skræv og masserer sine bryster. Hendes krop skælver. Hendes ben spjætter. Hun brøler af sine lungers fulde kraft. Min krop skælver også, idet en dyb nydelse strømmer gennem mig, næsten som en lille orgasme. Amalies orgasme er ikke lille, den er brølende, susende, stormene, og hun gisper og hiver efter vejret da den langsomt ebber ud. Hun bliver ved med at kæle med sig selv, nyder tydeligvis orgasmens efterglød, da hun pludseligt ser op på mig igen.

’Åh gud, det var en vidunderlig orgasme. Simpelthen vidunderlig.’ Hvisker hun, med en blanding af sødme og sorg i stemmen. Hun tager en dyb indånding og synker et par gange, før hun taler igen. ’Jamen så skal vi vel… slutter det så nu?’ Pludseligt føles pistolen i min hånd meget tung. Tiden er kommet. Amalie må kunne fornemme at jeg tøver. ’Jeg accepterer døden, men det betyder ikke, at jeg har lyst til at dø.’ Hvisker hun. ’Jeg siger ikke noget til nogen. Det lover jeg. Vil du ikke nok stole på mig?’

’Søde, dejlige, smukke Amalie. Det er ikke et spørgsmål om tillid. Der er kemikalier og torturmetoder der kan få dig til at tale, uanset hvor meget du ønsker at holde på en hemmelighed.’ Hvisker jeg og hæver pistolen. Hun stirrer op på den med store øjne. ’Jeg er ked af det, Amalie, men det er standardprocedure; ingen vidner, der kan afsløre en agent, må overleve.’ Mine hænder ryster. Har rettet våbnet mod hendes nøgne, forsvarsløse krop.

’OK, jeg tænkte bare, hvis nu hvis…’ Hvisker hun. Så tager hun et dybt åndedræt og synker et par gange. ’Jeg er bare nervøs for om det gør ondt. Ved du det? Dør jeg med det samme?’ Jeg tager sigte mod hendes pande. ’Hvis jeg skyder dig i hovedet, bliver din død øjeblikkelig.’ Hun ser skræmt ud. ’Nej, ikke ansigtet.’ Hvisker hun. ’Hvad med mit hjerte?’ Jeg retter pistolen mod hendes bryst. ’Det vil nok tage et sted mellem ti og tredive sekunder, før du mister bevidstheden.’ Siger jeg. ’Tror du, at du kan klare det?’

Hun nikker. Jeg tager en dyb indånding. Så trykker jeg af. Kuglen rammer hende lige under højre bryst. Eftersom jeg har skudt hende i en ca. 30 graders vinkel, fra højre side mod venstre, er jeg sikker på, at kuglen har flænset sig gennem hende hjerte. Hun kollapser på sengen og udstøder et dybt, gutturalt brøl. Hun fører atter en hånd ned til sit skræv. Hun gnubber sig selv med sine sidste kræfter. Hun kærtegner sin døende krop, mens hun vrider sig i en fortryllende blanding af nydelse og smerte.

Amalie er en pige, som til det sidste bliver ved med at overraske. Hun græder ikke. Hun stønner kun. Selv om kræfterne hurtigt må svinde ud af hendes ødelagte krop, bliver hun ved med at gnubbe sig selv med en voldsom intensitet, næsten som om hun har besluttet sig for, at aftvinge sin døende krop en sidste orgasme. Jeg tror faktisk det lykkedes for hende. For pludseligt skriger hun voldsomt, hendes krop skælver, hendes ben spjætter og hun ligger stille på sengen. Ubevægelig. Udslukt. Død.

Jeg står et øjeblik og betragter Amalies unge, smukke, døde krop. Hun ser så afslappet og fredfyldt ud. Det smukke, dejlige, pigebarn. Jeg er ked af, at jeg blev nødt til at dræbe hende, men jeg må da også indrømme, at det er et af de mest interessante drab jeg nogensinde har udført. Pludseligt strejfer en tanke mig, som får det til at løbe koldt ned af min ryg. Jeg kunne røre ved hende. Hvorfor ikke? Hun er ikke længere en ung kvinde, hun er blot et døds stykke kød. Et smukt, varmt, dejligt stykke kød.

Jeg har aldrig rørt ved at af mine ofre før. Tanken om at befamle et lig, får det til at vende i mig. Men Amalie er så smuk. Jeg går ned på knæ foran sengen. Rækker en skælvende hånd frem. Jeg stønner, da mine fingre strejfer hendes varme bryst. Hun er blød og dejlig og varm. Ikke ubehagelig at røre ved overhovedet. Jeg kan ikke modstå fristelsen. Hendes skønhed knuser alle mine skrupler. Jeg flår mit tøj af og kryber ned på sengen til hende. Jeg lægger armene om hende og presser hende ind mod mig.

Jeg kan høre brag og buldren i det fjerne. Folk er gået amok med nytårsfyrværkeriet udenfor. Klokken er tolv. Nu er det 2018. Et år Amalie aldrig fik lov at opleve, men et år der for mig vil begynde med, at jeg elsker med en dejlig, død ung krop. ’Jeg elsker dig, Amalie.’ Hvisker jeg, mens jeg grådigt kysser hendes bryster. Jeg presser hendes lår mod mit våde skræv og gnubber mig ivrigt mod det. ’Godt nytår.’ Hvisker jeg. Så er det min tur til, at overgive mig til nydelsen…


En sag mellem kvinder

Laura var tidligere agent og dømt til døden for landsforræderi. Hun blev dømt in absentia, for da hendes ugerning blev afsløret, var hun for længst flygtet ud af landet. Det var min opgave at fange hende, og sørge for, at hun modtog den straf domstolen havde idømt hende. Jeg fandt hende i Rumænien, hvor hun forsøgte at få kontakt til den russiske efterretningstjeneste, sandsynligvis med henblik på at søge politisk asyl i Rusland.

Heldigvis talte jeg, ligesom Laura, udmærket russisk. Jeg fik kontakt til Laura, udgav mig for at være fra den russiske efterretningstjeneste, og aftalte at mødes med hende i et forladt fabriksområde nordøst for Bukarest. Hun købte tilsyneladende, at jeg var russisk agent. For at vise sin gode vilje, med henblik på at søge asyl i Rusland, overtalte jeg hende til, at hun skulle møde op ubevæbnet.

Mit hjerte hamrer, da jeg går ind på fabriksområdet. Jeg kan ikke vide, om Laura har gennemskuet mig, og hun er mødt bevæbnet op, klar til at slå mig ihjel. Jeg bliver dog nødt til at tage chancen, og vade uanfægtet ind på fabriksområdet, uden at vise nogen tegn på nervøsitet eller frygt. Ellers vil hun helt sikkert gennemskue mig lige på stedet. Til min store lettelse finder jeg hende, på det aftalte sted, tilsyneladende ubevæbnet.

’You are not a Russian agent!’ Udbryder hun og stirrer overrasket på mig. Jeg smiler til hende. ’Du er kvik, Laura. Nej, jeg er såmænd fra Danmark, og jeg er kommet for at eksekvere den dødsdom, du blev idømt ved Højesteret i november, sidste år.’ Siger jeg, med bankende hjerte. Jeg ved ikke, om har en pistol skjult på ryggen. Gud ske lov rækker hun ikke ud efter noget, hun stirrer i stedet på mig med store, skræmte øjne.

’Seriøst? Åh fuck!’ Siger hun og placerer, med en blanding af trods og skuffelse, hænderne på sine hofter. Jeg stirrer intenst på hende. ’Du har ikke noget våben på dig?’ Spørger jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej.’ Siger hun og sukker dybt. ’Jeg kan genkende din stemme. Du taler godt russisk. Fuck, det kan bare ikke passe det her, jeg kan bare ikke være blevet narret på den måde!’

’Det er jeg bange for, Laura. Jeg er politiagent og bøddel, og jeg er kommet for at slå dig ihjel.’ Siger jeg, stadig med hjertet helt oppe i halsen. Det virker ikke som om hun er bevæbnet, men måske spiller hun skuespil, for at lulle mig hen i falsk tryghed. Jeg må være på vagt, til jeg er fuldstændig sikker. ’Jeg har en pistol. Hvis du er ubevæbnet, vil jeg råde dig til at overgive dig. Området bag fabrikken er omkranset af et højt pigtrådshegn. Du kan ikke flygte.’ Siger jeg selvsikkert.

Laura stirrer på pistolen i mit bælte. Jeg har ikke trykket den, så hun overvejer helt sikkert, hvor langt hun kan nå at løbe, før jeg får den trukket og skyder. ’Under et halvt sekund.’ Siger jeg uden at blinke. ’Jeg har trænet det tusindvis af gange. Jeg kan trække pistolen op af skeden, sigte og skyde på under et halvt sekund. Hvor langt tror du du når, Laura? Vil du dø, blødende og skrigende på betongulvet, eller blødende og skrigende i mudderet ude bag fabrikken?’

’Ok, ok, rolig nu. Jeg er ubevæbnet.’ Siger Laura, idet hun langsomt vender sig, så jeg kan se, at hun ikke har noget våben skjult bag ryggen. ’Løft op i nederdelen.’ Siger jeg, vel vidende, at hun kan have en lille pistol gemt mellem benene. Hun adlyder og løfter op i nederdelen. Der er ikke noget våben. Hun har til gengæld en flot, velformet røv, som tager sig endnu mere dejlig ud, fordi den sidder for enden af to smukke, slanke, velformede ben. Hun er faktisk en rigtig flot kvinde.

’Jeg har ikke noget våben på mig, jeg sværger!’ Siger hun. ’Hvis jeg overgiver mig uden modstand, kan vi så ikke tale om min straf? Jeg følger gerne med frivilligt, hvis jeg kan få livstid i stedet for dødsstraf.’ Jeg stirrer hende intenst ind i øjnene. Hun virker oprigtig. Jeg kan se i hendes øjne, at hun er bange. Hun er en garvet agent – hun ville ikke være bange, hvis hun troede, at hun havde en chance for at flygte.

Jeg lægger hånden på skeden, klar til at trække pistolen, hvis hun så meget som kigger forkert på mig. Hun bevæger sig ikke. Hun prøver ikke at flygte. Hun rækker ikke ud efter et skjult våben. Min puls falder langsomt. Endeligt begynder jeg at tro på, at hun ikke har taget et våben med til fabrikken. Hun er nok rent faktisk ubevæbnet. ’Min ordre er, at eksekvere dommen som den er.’ Siger jeg. ’Jeg har ikke mandat til at forhandle. Desværre, Laura, jeg bliver nødt til at slå dig ihjel.’

’OK, tak for at du i det mindste ikke lyver for mig.’ Siger Laura og smiler et smalt, anstrengt smil. ’Så jeg kan overgive mig, og være sikker på at dø, eller forsøge at flygte, og måske redde mit liv. Du virker umiddelbart meget sikker på dig selv, men jeg kan da se, at du sveder over hele kroppen. Du er tydeligvis nervøs, hvilket nok er et tegn på, at du er bange for mig. Så hvorfor skulle jeg ikke tage chance og forsøge at flygte?’

Mens Laura taler, vender hun siden til mig, går ned i knæ og læner sig fremad, næsten som en sprinter der gør sig klar til at sætte i løb. Hun ser fantastisk ud. Hendes krop er slank og velproportioneret, hendes barm er fyldig og ser vidunderlig ud under en tynd fiskenetstop, hendes ansigt er englesmukt og omgivet af en halo af langt, sort hår. ’Jo, jeg er nervøs. Men kun fordi jeg vidste, at du kunne være bevæbnet.’ Siger jeg uden at blinke. ’Hvis du overgiver dig, kan jeg sørge for, at den første kugle slår dig ihjel.’

Laura nikker anerkendende. ’Du indrømmer, at du er nervøs. Samtidig har du tillid til dine egne evner, siden du endnu ikke har trukket dit våben.’ Siger hun og fremtvinger endnu et nervøst smil. ’Jeg håbede virkeligt, at jeg kunne slippe fra det her med livet i behold, men et eller andet sted har jeg altid vidst, at det kunne ende med døden. Jeg tog chancen, men det lykkedes ikke. Hvis du lover mig, at du vil vise mig respekt, så overgiver jeg mig, vel vidende, at du slår mig ihjel.’

Laura her ret. Jeg sveder helt vildt. Jeg skubber min læderjakke op over skuldrene og lader den falde ned på det kolde betongulv. ’Jeg vil gøre hvad jeg kan, for at afslutte dit liv med værdighed.’ Siger jeg og trækker pistolen op af skeden. ’Jeg hedder for resten Ditte. Jeg har jaget dig de sidste ni måneder. Du var ikke let at finde, det må jeg give dig. Du er en dygtig agent.’ Laura smiler dystert. ’Men alligevel står vi her. Jeg var åbenbart ikke dygtig nok.’

’Sådan må du ikke tænke, Laura.’ Siger jeg og føler en umiddelbar sympati for den unge kvinde. Jeg går selv umådeligt meget op i mit arbejde, og jeg tager det også meget personligt, hvis jeg begår selv den mindste fejl. ’Du er den bedste jeg nogensinde har jaget. Jeg har aldrig været så længe om at finde nogen før. Måske var jeg bare heldig.’ Laura smiler, stadig nedtrygt, men dog knap så dystert som før. ’Du er kommet for at slå mig ihjel. Alligevel bekymrer du dig om mit velbefindende. Du er vidst heller ikke som folk er flest, Ditte.’

’Nej, det er jeg nok ikke. Man lad være med at stå som om du skal til at stikke af. Gå ned på hug og hold armene over hovedet.’ Siger jeg. Hun ser sig hurtigt omkring i fabrikken, som om hun overvejer sine chancer for at stikke af. Så sender hun mig et nervøst blik, før hun langsomt synker ned i knæ og hæver armene over hovedet. ’Det var nok min sidste chance der røg der.’ Hvisker hun mut. ’Nu er jeg fuldstændig i din magt. Hvad skal der så ske nu?’

Det kribler i min mave, som det altid gør når jeg skal dræbe. Men det er ikke kun det jeg mærker. Det føles som om en flok sommerfugle går amok i mit bryst og jeg føler mig en lille smule omtåget, næsten beruset. Laura er langt smukkere i virkeligheden, end på de billeder jeg har set af hende, og jeg kan slet ikke få øjnene fra hendes fantastiske barm og hendes smukke ansigt. Nej, jeg er professionel og det er mit job at dræbe hende. Det kan ikke passe. Jeg kan ikke være tiltrukket af hende.

Men det er jeg. Jeg kan ikke lyve for mig selv længere. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden kvinde jeg har mødt, hvis skønhed kunne måle sig med Lauras. Og hun virker også fantastisk sød og sympatisk, på trods af den angst, vrede og frustration hun et eller andet sted må føle, over det jeg er kommet for at gøre ved hende. Jeg retter langsomt pistolen mod hendes smukke, forsvarsløse krop. Det virker så brutalt, at jeg bliver nødt til at sende en kold stålkugle, mod denne bløde, varme, velskabte krop.

’Hoved eller bryst?’ Spørger jeg. Laura ser både skræmt og overrasket ud. Så breder et anstrengt smil sig på hendes læber. ’Selv i henrettelsesøjeblikket tager du hensyn til dit offer.’ Hvisker hun. Hun synker en klump. ’Brystet. Jeg ved godt, at det nok går hurtigere, hvis du skyder mig i hovedet, men jeg har bare aldrig kunne klare tanken om, at en kugle skulle flænse sig gennem mit kranie og smadre min hjerne. Det virker bare på en eller anden måde mere brutalt end noget andet jeg kan forestille mig.’

’Hvis jeg skal være sikker på at ramme dig i hjertet, må jeg bede dig løfte op i din top, så jeg kan se dit brystben.’ Siger jeg. Det er sandt, hvis jeg kan se konturen af hendes brystben under hendes barm, vil jeg bedre kunne vurdere nøjagtigt hvor hendes hjerte sidder. Men jeg er også pinligt bevidst om, at hun så også vil blotte sine vidunderlige bryster. Hun lukker øjnene og trækker langsomt op i sin top. Hun virker anspændt, som om hun forventer, at skuddet kan falde hvert øjeblik det skal være.

Jeg er dog så betaget, af de to fantastiske bryster der kommer til syne, at jeg tøver med at eksekvere dødsdommen. De er mildt sagt vidunderlige. Faste, struttende, fyldige, næsten perfekt runde. Brystvorterne er små og sarte, det mørke område omkring dem er indbydende chokoladebrunt. Det er den flotteste barm jeg i mit liv har set. Jeg burde få det overstået. Jeg burde trykke aftrækkeren i bund. Men tanken om at skulle dræbe denne smukke krop, og for evigt berøve verden dens ufattelige skønhed, giver mig en klump i halsen og en knugen i maven.

’Hvor er du dog smuk, Laura.’ Ryder det pludseligt ud af min mund, da følelserne i min krop bliver for intense til at holde inde. ’Øh, tak.’ Hvisker Laura, uden at åbne øjnene eller sænke armene, der holder hendes top oppe og hendes barm blottet. ’Er jeg smuk nok til, at du vil overveje at skåne mit liv?’ Hvisker hun med et spinkelt håb i stemmen. Et øjeblik overvejer jeg, at lægge pistolen fra mig og tage hende i mine arme. Måske ville hun sparke mig ned og flygte, måske ville hun slå mig ihjel. Måske ikke. Måske kunne vi… elske?

Nej, jeg kan ikke tage chancen. Hun er agent og landsforræder, det ville være tåbeligt af mig, at stole på hende. Jeg må gøre det, jeg er kommet for at gøre, ligegyldigt hvor højt jeg ønsker at lade hende leve. ’Desværre. Jeg er ked af det, Laura. Du virker som en sød og empatisk kvinde, og du er så smuk, at det næsten gør ondt i min krop at se på dig, men jeg bliver nødt til at gøre det her. Tilgiv mig.’ Hvisker jeg og tager atter sigte mod hendes bryst. ’Jeg ved det er en fortærsket frase, men det er ikke noget personligt.’

’Jeg ved det. Jeg tilgiver dig, Ditte. Jeg vidste denne dag ville komme. Jeg er klar.’ Hvisker Laura og bider sammen om sin top. Hendes øjne er lukkede, hendes krop dirrer og hun trækker vejret i korte, anstrengte stød. Hun er klar til at tage imod sin straf, hun er klar til at acceptere, at en kugle skal flænse sig gennem hendes bryst og stoppe hendes bankende hjerte. Jeg burde trykke af, nu, hvor hun er klar, men jeg tøver stadig. Sommerfuglene i mit bryst er gået endnu mere amok, nu hvor jeg ser, hvor modig hun er.

Pludseligt mærker jeg et væld af følelser strømme gennem min krop. Respekt, beundring, forelskelse, kærlighed, ophidselse. Det er som om en sluse er blevet åbnet dybt inde i mig, og de varmeste følelser strømmer gennem min krop og min sjæl. ’Du er en modig kvinde, Laura. Det respekterer jeg.’ Hvisker jeg. ’Jeg er kommet for at dræbe dig, og det har jeg også tænkt mig at gøre. Men hvis det er OK med dig, kan vi så ikke vente lidt? Jeg vil gerne… bare snakke lidt først.’

Laura stirrer måbende på mig. Foragter hun mig, fordi hun tror, at jeg ikke har modet til at gennemføre henrettelsen? Nej, jeg ser ingen foragt i hendes øjne. Kun rendyrket nysgerrighed. Jeg slipper pistolen med min ene hånd og flår mig top af. Jeg er ligeglad med, at den går i stykker. Jeg smider den på gulvet mellem mig og Laura. ’Vil du ikke også smide din top?’ Siger jeg. Laura ser ikke mindre forvirret ud. ’Hvad sker der?’ Spørger hun. ’Hvorfor er jeg ikke død?’

’Undskyld, jeg ved du var klar lige før. Jeg syntes det var enormt modigt af dig, så jeg fik lyst til at lære dig lidt bedre at kende, før vi må sige farvel.’ Hvisker jeg, og skammer mig en smule over, at jeg ikke afsluttede det da jeg burde. ’Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige.’ Hvisker Laura, idet hun trækker sin top over hovedet og smider den på gulvet, ved siden af min. ’Du vil gerne lære mig lidt bedre at kende, fordi du syntes jeg er smuk og du beundrer mit mod. Og så vil du slå mig ihjel?’

Jeg nikker. ’Jeg kan godt høre, at det lyder mærkeligt. Men det er sandt. Jeg syntes du er en utroligt smuk og fascinerende kvinde.’ Siger jeg. Laura griber fat i et gammelt rør, der hænger under loftet. Et øjeblik frygter jeg, at hun vil flå det ned og angribe mig med det, men i stedet strækker hun sin fantastiske krop i forskellige positurer, skubber brystet frem og vrikker med hofterne, så jeg kan nyde hendes fantastiske bryster og se musklerne under hendes glatte hud. Hun ser helt vidunderligt dejlig ud.

’Du er heller ikke som nogen anden politiagent jeg før har mødt. Du er empatisk og også ganske køn.’ Siger Laura, mens hun fortsætter sin fantastiske poseren. Hendes ord får sommerfuglene i mit bryst til at gå amok. Hun gør mig oprigtigt glad. Jeg kan ikke lade være med at smile over hele femøren. ’Og jeg er måske nok afklaret omkring hvad der skal ske, men jeg har helt ærligt ikke travlt med at dø.’ Fortsætter hun. ’Jeg elsker mit liv. Jeg vil så gerne se hvad morgendagen har at bringe. Hvis der var nogen mulighed…’

’Søde, det er der ikke. Jeg beklager.’ Hvisker jeg og ryster langsomt på hovedet. Så hæver jeg langsomt armene. Jeg vil have, at hun skal se mine bryster. Jeg vil have, at hun skal se min slanke krop. Mit hjerte hamrer og jeg skælver indeni. Så sker det. Et smil breder sig over Lauras ansigt, hun nikker anerkendende, og min nervøsitet erstattes af en frydefuld varme. ’Du er ikke bare ganske køn. Du er virkeligt smuk.’ Siger Laura. Jeg føler en ufattelig lettelse og en dyb lykke fylde mig.

’Det er jeg glad for du syntes, Laura.’ Siger jeg og fortsætter. ’Jeg har altid været ked af mine små, kedelige bryster. Du har de flotteste bryster jeg nogensinde har set.’ Laura smiler igen. ’Er du til piger?’ Spørger hun. Jeg nikker. ’Har du lyst til at elske?’ Spørger hun. Nu kan jeg slet ikke styre sommerfuglene i mit bryst. Jeg gisper efter vejret og et øjeblik bliver jeg så svimmel, at jeg tror jeg skal besvime. Hver en fiber i min krop ønsker at tage imod hendes tilbud, men jeg må være stærk. Jeg må…

Jeg sparker min læderjakke over til hende. ’Knæl ned på den her.’ Siger jeg. Hun ser lidt forvirret op på mig. ’Skal vi elske på den her?’ Spørger hun, idet hun breder den ud på gulvet og glider ned på knæ. ’Desværre, vi skal ikke elske. Der er intet i verden jeg hellere ville, men du er trænet i nærkamp, så hvis jeg lægger pistolen fra mig og kommer for tæt på dig, er jeg prisgivet.’ Hvisker jeg. Hun ryster på hovedet. ’Nej, jeg ville aldrig gøre dig fortræd, Ditte, det sværger jeg.

’Jeg ville så inderligt ønske, at jeg kunne tro på det, Laura.’ Siger jeg oprigtigt. ’Men det kan jeg ikke. Det tør jeg ikke. Jeg er ikke lige så modig som dig. Jeg er ikke klar til at se døden i øjnene. Måske vil du ikke angribe mig, men jeg kan ikke tage chancen. Og hvis vi elskede, ville jeg ikke kunne få mig selv til at slå dig ihjel, og så ville min mission også have fejlet.’ Laura smiler. ’Altid den pligtopfyldende pige.’ Siger hun, lægger hovedet på skrå og ser op på mig med sine store øjne. ’Har du aldrig lyst til at sige fuck jobbet og bare give efter for dine drifter?’

’Jo, det har jeg da.’ Stønner jeg og trækker mine trusser af. Jeg er helt våd og varm og opsvulmet, og jeg er sikker på, at Laura tydeligt kan se det. Alligevel er jeg ikke genert. Hun stirrer på mig med store øjne, mens jeg kæler med pistolen og mine bryster. ’Wow, du er så smuk og fræk.’ Hvisker Laura. ’Vil du ikke nok elske med mig, please?’ Jeg ryster langsomt på hovedet. ’For pokker, Laura, du har ingen anelse om hvor fristet jeg er. Men det går ikke. Tro mig, jeg er sgu ked af det.’

’Ikke lige så ked af det som jeg er, Ditte. Jeg skal snart dø, og du nægter mig en sidste nydelse.’ Hvisker Laura, med en stemme der er så indtrængende, at jeg får en klump i halsen. ’Du aner ikke hvor hårdt det er for mig, at blive ved med at sige nej.’ Siger jeg oprigtigt. ’Men det går ikke, det har jeg jo sagt. Men hvis du har lyst, kan vi onanere sammen, før jeg dræber dig? Det ville betyde meget for mig.’

Laura trækker sin nederdel af. Hun har et par søde, lyserøde trusser indenunder. ’Hvis du vil se hvad jeg har under dem her, så må du også tage imod alt hvad jeg har at give dig.’ Hvisker hun, mens hun drilsk leger med det bælte, som hun har ladet sidde om sine smukke hofter. ’Jeg vil virkelig ikke kunne nyde at onanere, vel vidende at jeg skulle dø, så snart jeg kom. Men hvis vi gav os hen til hinanden, så ville det være noget helt, helt andet.’

’Det er op til dig, Laura. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke elske med dig. Og hvis du ikke vil onanere med mig, ja, så er det dit valg. Men må jeg i det mindste ikke se dig helt nøgen? Du er virkelig smuk.’ Siger jeg og smiler opmuntrende til hende. Hun ryster på hovedet. ’Nej, jeg vil ikke blotte mig for dig, hvis du ikke vil elske med mig.’ Svarer hun. Klumpen i min hals bliver større og tungere. Jeg er ved at miste hende. Jeg kan ikke give hende det hun ønsker, og hun vil ikke give det til mig jeg ønsker. Jeg kan nu ikke bebrejde hende, omstændighederne taget i betragtning.

Jeg ville nyde at onanere sammen med hende, men hvis hun ikke vil være med, så må jeg fokusere på min egen nydelse. Jeg fører pistolen ned til mit skræv. Et frydefuldt gys går gennem min krop, da jeg mærke det kolde stål mod mine brandvarme skamlæber. Det føles vidunderligt. Jeg stønner højlydt. Laura ser på mig med store øjne. ’Bliver du altid liderlig af at dræbe?’ Hvisker hun. Jeg ryster på hovedet. ’Jeg bliver opstemt. Men det er første gang jer er decideret liderlig.’ Svarer jeg. ’Men du er også den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har skullet slå ihjel.’

’OK. Det burde jeg vel et eller andet sted tage som et kompliment. Jeg kan bare ikke være med, jeg kan slet ikke tænke på noget seksuelt lige nu. Du sagde, at jeg var modig, men sandt at sige er jeg pisse bange.’ Hvisker Laura. ’Jeg vil leve. Jeg ønsker ikke at dø. Jeg vil bare så gerne leve mit liv, se hvad morgendagen bringer, være en del af det hele. Jeg kan slet ikke fatte, at det hele bare skal slutte og at jeg… bare skal… forsvinde.’ Lauras øjne bliver blanke og hendes stemme er ved at knække over, da hun siger de sidste ord.

’Læg dig ned, Laura. Læg dig godt til rette. Så vil din krop ikke falde om på det kolde betongulv, når jeg skyder dig.’ Siger jeg. ’Tag benene op på væggen, så kan du sparke ind i den, hvis smerten bliver for voldsom.’ Laura adlyder. Da hun har lagt sig godt til rette på min læderjakke, kigger hun op på mig. ’Kan du godt ramme mit hjerte fra den vinkel?’ Spørger hun. Jeg nikker. ’Faktisk er det bedre fra siden. Så vil kuglen flænse sig gennem begge dine lunger, og med garanti ramme enten dit hjerte, eller en af de store pulsårer. Din død vil formentlig blive relativ hurtig.’ Siger jeg. Hun nikker.

’Jeg fatter ikke, at jeg ligger her. Det sidste sted jeg nogensinde skal ligge, i hvert flad i live. Jeg har altid troet, at jeg kunne klare alt og alle. Men ikke dig, Ditte. Du tog mig, billedligt talt, med bukserne nede og du hoppede ikke på nogen af mine små tricks.’ Hvisker Laura. ’Så du ville have dræbt mig, hvis jeg havde indvilliget i at elske med dig?’ Spørger jeg. Laura nikker. ’Jeg ville have knækket din hals som en tændstik. Ikke noget personligt, jeg vil bare ikke dø.’

’Det forstår jeg. Tak for din ærlighed.’ Svarer jeg. ’Jeg respekterer dig, Laura, det håber jeg du vil tro på. Havde omstændighederne været anderledes, kunne vi måske have haft noget sammen.’ Hun ser på mig og smiler vemodigt. ’Ja, måske. Lige bortset fra, at du er klar til at slå mig ihjel, virker du faktisk som en sød og spændende kvinde. Hvem ved.’ Jeg nikker og sukker. ’Ja, hvem ved.’ Hvisker jeg. Så tager jeg atter sigte, direkte mod hendes svulmende bryst, mens jeg fører min venstre hånd ned til mit varme skræv.

’Og du er helt sikker på, at intet jeg kan gøre, kan få dig til at skåne mit liv?’ Siger hun. Jeg ryster på hovedet. Hun nikker. ’Så er der vel ikke mere at sige.’ Hvisker hun. ’Jeg ved ikke, om der er noget på den anden side. Hvis der er, så held og lykke.’ Siger jeg. Hun smiler. ’Jeg tror ikke på den slags. Når det er slut, er det slut.’ Siger hun. ’Men det er OK, jeg har trods alt levet et liv der var langt mere spændende end de flestes.’ Jeg smiler og nikker. ’Sandt. Jamen så, farvel da.’ Siger jeg. Jeg nusser mine opsvulmede skamlæber med min venstre hånd, mens jeg tager grundigt sigte mod hendes bryst.

Denne gang tøver jeg ikke. Så snart jeg er sikker på, at mit sigte er perfekt, trykker jeg aftrækkeren i bund. Braget fra pistolen runger rundt mellem betonvæggene i fabrikken. Lauras krop spjætter. En rød prik kommer til syne i hendes højre bryst. Hun stønner i smerte, mens hun stirrer på mig med store øjne. ’Ååååååh… ååååååh…. jeg… jeg kan mærke…’ Gisper hun med anstrengt, grådkvalt stemme. ’Jeg er…. i stykker… åh gud, det slutter… for mig….’

Kuglen har ramt hvor den skulle. Den er gået gennem hendes lunger. Den må også have ramt hendes hjerte, eller nogle af de store blodårer. Uanset hvad, er hendes lunger ved at blive fyldt op med blod. Det kræver alle hendes kræfter at tale. Hun har ikke lang tid igen. ’Det er OK, Laura. Du kæmpede tappert. Du gjorde alt hvad du kunne.’ Hvisker jeg. ’Jeg var bare heldig. Det er den slags der sker. Det er OK at give slip, Laura. Det er OK.’

Laura kan ikke længere tale. Hun ligger bare og åbner og lukker munden, som en fisk på land, mens hun stirrer på mig med store, skræmte øjne. Hun lider i stor smerte. Jeg kunne skyde hende igen, afkorte hendes lidelse, men sandt at sige har jeg ikke travlt med at afslutte hendes liv. Jeg lægger pistolen fra mig og synker ned på det kolde betongulv. Synet af hendes smukke, døende krop, det intense blik i hendes øjne, visheden om det uundgåelige der skal ske, jeg er så liderlig, at jeg ikke længere kan holde igen.

’Jeg er her, lige her, sammen med dig, til det er overstået.’ Hvisker jeg, mens jeg stimulere mig selv, det bedste jeg kan. Jeg stirrer ind i hendes øjne og nyder de skiftende udtryk af smerte, rædsel, erkendelse, sorg og desperation, der står så tydeligt at læse i hendes ansigt. Jeg gnubber, stønner, brøler, mens jeg ser hvordan hendes krop langsomt men sikkert lukker ned, og hvordan hendes fortvivlede bevidsthed forsøger at forholde sig til det grusomme faktum, at den skal lukke ned sammen med kroppen.

Pludseligt begynder hendes krop at skælve voldsomt. Hun hoster. Pletter af blod kommer til syne på hendes læber. En gurglende, hvæsende lyd ledsager hendes anstrengte åndedræt. Det er tæt på. Hun kan mærke det. Det kan jeg se på desperationen i hendes øjne. Så er det som om en afklaret ro falder over hende. Hun lukker øjnene. Hendes krop skælver en sidste gang. Hun udånder i et langt, gurglende suk, der lyder som om det kommer fra det allerdybeste af hendes sjæl. Jeg brøler i orgasme, da en eksplosion af nydelse fylder min krop.

Jeg bliver ved med at gnubbe, og mærker den ene orgasme efter den anden gennemryst min krop. Først da jeg er helt udmattet, og så fuld af nydelse at jeg ikke kan rumme mere, holder jeg inde. Jeg sidder et par minutter og genvinder pusten, mens jeg nyder stilheden og synet af Lauras smukke, døde krop. Så rejser jeg mig, tager mine trusser og top på, og trækker læderjakken ud under Lauras døde krop. Da jeg gør det, ruller hun om på maven, så hendes dejlige røv strutter op mod mig. Jeg kunne trække trusserne af hende, og nyde synet af hendes sikkert helt vidunderlige skræv, men jeg gør det ikke. Hun døde med værdighed, og jeg vil ære hendes mod, ved at vise hende denne sidste respekt.

Førstedamens fald

Josefine Degn Frydenlund vil altid være et navn, som vil fremkalde et væld af følelser i mit sind. Had, kærlighed, frygt, nydelse, savn, glæde, ydmygelse og empati, for bare at nævne nogle få. Jo, det lyder rodet, og det er det også. Jeg tror aldrig, at jeg vil blive afklaret omkring mine følelser for hende. Hun var noget specielt, noget som ikke kan defineres eller afklares, og sådan vil jeg nok også altid have det med hende. Det må jeg blot acceptere.

Josefine var leder af en ganske særlig enhed i Efterretningstjenesten, som de få der kendte til den, lidt spøgefuldt refererede til som ’damegruppen’. Vi var en del af Interne Affærer, og vores opgave var, at forføre danske agenter, som man mistænkte for at samarbejde med fjendtlige magter, for på den måde at afsløre om der var noget om snakken. Vi var tolv ’damer’ i gruppen, som alle var udvalgte på grund af vores tiltalende ydre og evnen til at indynde os hos andre, og Josefine styrede os med hård hånd. Derfor kaldte vi hende alle for ’førstedamen’.

Josefine virkede urørlig. Hun var smuk, dragende og lysende intelligent. Hun var heller ikke hævet over, at bruge sin feminine ynde og manipulatoriske evner, til at opnå hvad hun ville, både internt i gruppen og i forhold til sine overordnede. Derfor kom det som lidt af et chok, da jeg en dag blev kaldt op til hendes chefs kontor og fik en ganske særlig opgave. Da jeg var kommet mig over chokket, og fik tænkt tingene igennem, stod det dog klart for mig, hvad jeg måtte gøre. Både for mig selv og for de andre kvinder i gruppen.

’Hvem der?’ Jeg kan høre Josefines nervøse stemme gennem døren, allerede da jeg tager fat i håndtaget og placerer nøglen i nøglehullet. Der er en lille skræm ved siden af døren, som viser billede fra et overvågningskamera inde i cellen. Så man kan se, om personen inde i cellen står klar til at flygte eller angribe. Det ser dog ikke ud til, at Josefine har tænkt sig at gøre nogen af delene. Hun sætter nok sin lid til, at hun kan snakke eller flirte sig ud af det her.

’Å gud, er det dig, Ditte!’ Siger hun og smiler varmt, da jeg åbner døren og træder ind. Hun lyder lettet. Hun er nok sikker på, at hun kan kontrollere mig. Jeg gengælder hendes smil. Jeg vil have, at hun skal slappe af. ’Ja, Josefine. Det er mig.’ Siger jeg. Hun ser stadig nervøs ud. Virker jeg for selvsikker? Eller er det bare situationen generelt, der gør hende usikker? ’Ved du hvorfor jeg er her?’ Spørger hun. ’Jeg er lige kommet tilbage fra en mission, og så bliver jeg ført her hen af to bevæbnede mænd. Ved du hvad der foregår?’

’Du skal ikke bekymre dig.’ Siger jeg, idet jeg smiler endnu breder og lægger en beroligende hånd på hendes arm. Mit hjerte hamrer og jeg må opbyde al min viljestyrke, for at virke så rolig og afslappet som muligt. ’En af dine overordnede skal bare lige tjekke nogle ting, før du afgiver rapport. Det er ikke noget alvorligt.’ Fortsætter jeg og giver hendes arm et klem. ’Er du sikker?’ Spørger hun, en smule mere afslappet, men stadig med et hint af nervøsitet i øjnene.

’Du ved da, at du kan stole på mig, Josefine. Har jeg ikke altid været 100% loyal overfor dig?’ Spørger jeg. Josefine nikker og smiler. ’Jo, søde. Selvfølgeligt. Jeg er nok bare lidt mistænksom af natur.’ Siger hun. Jeg fniser. ’Ja, det ligger jo ligesom i jobbet, at man skal være mistænksom overfor alt.’ Siger jeg. Josefine griner også. Et øjeblik er stemningen helt afslappet og kollegial. ’Jeg burde nok også have været mere mistænksom, da jeg lige var startet i gruppen, og du inviterede mig hjem til dig til et glas vin.’ Siger jeg. Josefines latter ophører brat. ’Hvad mener du?’

’Jeg tror godt du kan huske det, man lad mig under alle omstændigheder genopfriske din hukommelse.’ Siger jeg og mærker pulsen stige yderligere. ’Det startede meget hyggeligt. Vi fik lidt tapas og delte en flaske hvidvin. Så snart den var tom, trak du en flaske mere op. Jeg bed ikke synderligt mærke i det. Du virkede så sød og spændende og oprigtigt interesseret i mig. Jeg var smigret. Du sørgede for, at mit glas hele tiden var fyldt, mens du kun nippede til dit eget glas. Da vi havde tømt den anden flaske, foreslog du, at vi satte os hen på sofaen.’

’Ja, nu du siger det, så kan jeg godt huske den aften. Det var en hyggelig aften, syntes du ikke?’ Siger Josefine, lidt for ivrigt. Jeg lader mig ikke distrahere og fortsætter min beretning. ’Du lænede dig ind over mig, og begyndte at lege med min halskæde. Du stirrede ned i mine øjne, og sagde, at hvis vi to kom godt ud af det sammen, så ville jeg være sikret en stor karriere i Efterretningstjenesten. Du sagde også, at du havde licens til at dræbe, og som senioragent i Interne Affærer, havde du ret til at terminere illoyale agenter, uden at du skulle stå til ansvar for nogen.’

’Det kan jeg nu ikke lige huske, men hvis jeg sagde det, så var det jo sandt nok.’ Indskyder Josefine, som om hun er ivrig for at afslutte eller afspore samtalen. Jeg lader hende ikke få held med sit foretagende. ’Da du havde sagt det, greb du fat i min kjole og trak den ned. Du grinede. Jeg var i chok. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg havde lyst til at løbe skrigende bort, men jeg var bange for dig. Både bange og betaget. Du er jo en smuk kvinde, og din interesse for mig virkede smigrende. Men jeg forstod ikke, hvorfor du truede mig på den måde.’

’Truede dig? Nej, søde, jeg tror du misforstod situationen. Hvis jeg sagde de ting var det ikke for at true, det var bare fordi du var ny i gruppen og måske ikke vidste det.’ Siger Josefine og smiler afvæbnende. ’Altså, jeg er da ked af det, hvis du opfattede det som en trussel. Jeg sværger det ikke var ment på den måde.’ Jeg ignorerede hendes undskyldning. ’Du må have kunnet se, at jeg var nervøs. Du må have lagt mærke til, at jeg ikke gengældte din latter og dine smil.’ Siger jeg. ’Du er en mester i manipulation. Du må have vidst, nøjagtig hvilken effekt dine ord havde på mig.’

’Altså, jeg…’ Begynder Josefine, men jeg lader hende ikke afbryde mig. ’Du spurgte ikke om jeg havde lyst, du spurgte ikke om det var i orden, du flåede min kjole af og begyndte så selv at tage tøjet af. Du er smuk, det ved du, at du er, og jeg var da også betaget af dig. Betaget og rædselsslagen. Du aner ikke hvor bange jeg var, hvor meget jeg frygtede at gøre et eller andet forkert. Jeg ved, at du er ekspert i at læse andre mennesker, du må da have set, at der var et eller andet galt, du må da have fornemmet noget!’

’Søde skat, vi var nok begge to en smule berusede. Måske lagde jeg lidt for klodset an på dig, måske misforstod du situationen. Men du havde da lyst til mig, ikke? Og det var da en vidunderlig aften, ikke?’ Siger Josefine. Jeg har både lyst til at kysse hende og stikke hende en på siden af hovedet. ’Jo, du har ret.’ Hvisker jeg. ’Du er en smuk og spændende kvinde, Josefine. Lige siden jeg mødte dig allerførste gang, havde jeg været lun på dig. Du satte noget i gang i mig, som ingen anden kvinde før havde gjort.’

’Det er jeg glad for at høre, Ditte. Hvis jeg var for ivrig, så var det fordi du også tændte noget i mig. Jeg kan huske, da jeg så dig første gang, da jeg interviewede dig for at fastslå, om vi kunne bruge dig i afdelingen. Jeg blev straks betaget af dit smukke, åbne ansigt, dine dejlige øjne og din varme stemme.’ Hvisker Josefine. Jeg trykker mig ind mod hende. Hun er varm og blød og dejlig. Hun dufter vidunderligt. Jeg kan mærke sommerfugle i mit bryst og en knugende klump i min hals.

’Du er en fantastisk kvinde, Josefine. Jeg elsker dig, det gør jeg virkeligt. Jeg ved godt, at du har været sammen med stort set alle kvinderne her i afdelingen. De fik samme behandling som mig. Så snart de kom ind i afdelingen, inviterede du dem hjem til et glas vin. Du fik dem manøvreret over i sofaen og du lagde an på dem. Alle de kolleger jeg har snakket med, fortalte samme historie. Og de gav alle efter for dig.’ Hvisker jeg. ’Jeg bærer ikke noget nag over, at du åbenbart syntes de alle var så specielle, at du måtte lægge an på dem.’

’Men jeg forstår ikke, hvorfor du tog fat i mig og tvang mig ned mod dit blottede skræv. Jeg forstår ikke, hvorfor du pressede mit ansigt mod dit køn, med alle dine kræfter. Og jeg forstår ikke, hvorfor du fortalte om flere af de kvindelige agenter du havde dræbt, mens jeg slikkede dig til orgasme.’ Fortsætter jeg. ’Jeg var vild med dig, Josefine. Jeg havde aldrig været sammen med en anden kvinde. Du var den første. Da jeg kørte over til dig den aften, var jeg indstillet på, at vi skulle være sammen, hvis du havde lyst. Du havde ikke behøvet at true mig. Du havde ikke behøvet at tvinge mig.’

’Jeg er ked af, at du opfattede det på den måde, det er jeg virkeligt, Ditte.’ Hvisker Josefine, mens hun stirrer eftertænksomt frem for sig, som om hun genkalder den aften for sit indre blik. ’Jeg er bange for, at jeg godt kan lide det lidt hårdt. Sådan er jeg bare skruet sammen.’ Hvisker hun. Jeg kan ikke lade være med at smile. ’Ja, du kan lide det hårdt. Du kan lide at skræmme og ydmyge andre mennesker, du nyder at udøve magt over dem. Du fryder dig, når du knækker en anden kvinde, og får hende til at gøre som du ønsker.’ Hvisker jeg. ’Men det er slut nu, Josefine.’

’Hvad mener du? Nej, stop, nej!’ Hyler Josefine, da jeg griber fat om hende og fører kluden op til hendes ansigt. Den er våd, gennemvædet af kloroform. Jeg presser den mod hendes ansigt og tvinger hende samtidig til at dreje hovedet om mod mig. Jeg kan se rædslen i hendes øjne. Sandt at sige er det et smukt syn. ’Jeg ville have gjort alt for dig. Alt du skulle gøre var at spørge.’ Hvisker jeg. ’Det var første gang jeg var sammen med en anden kvinde. Det kunne have været smukt og trygt og dejligt, men du forvandlede det til et sygt magtspil, du manipulerede mig og du ydmygede mig.’

’Du vidste nøjagtigt, hvad du gjorde. Du kunne se, at jeg var bange og nervøs, men du var ligeglad. Nej, du var ikke ligeglad, du nød det. Du nød at se tvivlen i mine øjne, du nød mine nervøse bevægelser, du nød min tøven og min modvillighed, for det gjorde blot nydelsen endnu større, når jeg gav efter for dig.’ Hvisker jeg. Jeg kan se i Josefines øjne, at mine ord rammer sømmet på hovedet. Hun kan ikke flygte fra sandheden. Selv om hun er vant til at spille skuespil, kan hun ikke skjule hvem hun er.

’Du ved, at jeg taler sandt, Josefine. Jeg kan se det i dine smukke, smukke øjne. Nu vi er ved sandheden, så vil jeg gerne undskylde for, at jeg løj for dig lige før. Men jeg ville selvsagt ikke have, at du gik i panik.’ Hvisker jeg. Rædslen i hendes øjne tager til. Hun begynder at ane, hvad det faktisk er der er ved at ske. ’Det var bare en lille hvis løgn, for at sikre mig, at du ikke ville angribe eller prøve at flygte, før vi fik snakket sammen og jeg var klar til at gøre det jeg må gøre. Ja, det har nok regnet det ud nu, søde. Jeg er kommet for at slå dig ihjel.’

Da jeg siger de ord, eksploderer den kriblende fornemmelse i mit bryst og fylder hele min krop. Rædslen lyser ud af Josefines øjne. Det hele føles så intenst, at jeg må gispe efter vejret. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er skræmt og ophidset på én gang, jeg både frygter og glæder mig til det der skal ske, jeg har ondt af Josefine men nyder samtidig rædslen i hendes øjne. Jeg har ikke tid til at analysere mine følelser, jeg må blot acceptere dem og handle resolut og stålfast. Jeg presser kluden mod Josefines ansigt med alle mine kræfter.

Hun grynter og klynker bag kluden. Sikkert et forsøg på at tale, men kluden gør hendes ord uforståelige. Hun er allerede ved at blive svagere, jeg kan mærke det på hendes bevægelser, jeg kan se det på hendes blik. ’Det er allerede for sent at kæmpe imod. Kan du mærke det, Josefine?’ Hvisker jeg, mens jeg lader en hånd glide ned til hendes dejlige, struttende barm. Jeg kan mærke hendes stive brystvorte gennem den tynde lædertop. Den vidunderlige kriblen i min krop. Pludseligt går det op for mig. Jeg nyder den magt jeg har over hende.

’Du forspildte din chance for at kæmpe imod. Nu er du min, Josefine. Du skal dø nu, men du skal ikke dø hurtigt.’ Hvisker jeg, mens jeg kysser hendes dejlige, varme kind og grådigt befamler hendes vidunderlige bryst. ’Du ydmygede mig, du brugte mig, du nød at have magt over mig. Før jeg afslutter din eksistens, skal du mærke hvordan det føles, du skal mærke hvad jeg følte den aften. Du skal mærke afmagten, ydmygelsen og rædslen. Hører du, Josefine?’

Jeg er sikker på, at Josefine høre mine ord, men hun har for travlt med at kæmpe en desperat kamp for at holde fast i sin bevidsthed. Kloroformen gør sit arbejde og der er intet hun kan stille op. Kræfterne dræner langsomt men sikkert ud af hendes lemmer. ’Du kan rolige give slip, søde. Du skal ikke dø lige nu.’ Hvisker jeg. Nej, jeg vil ikke lade hende slippe så let. Hun skal have god tid til at opleve det der skal ske med hende. Det skal jeg nok sørge for hun får. Hun spjætter lidt i mine arme, så synker hendes knæ langsomt sammen.

Jeg guider forsigtigt hendes næsten bevidstløse krop ned på gulvet. Hun mumler lidt bag kluden. Så bliver hun stille. Hendes krop er slap. Jeg sætter hende forsigtigt op af væggen. Hun er helt væk. Hendes øjne er lukkede. Det ser næsten ud som om hun sover. Hun ser fredfyldt ud. Afslappet. Næsten uskyldig. Men jeg ved, at hun er alt andet end uskyldig. Som de fleste andre agenter i gruppen, har hun brugt sin seksualitet til at manipulere andre, hun har lokket dem i en fælde, hun har dræbt mange gange. Og så knuste hun mit hjerte.

Jo, på trods af vores problematiske elskov, eller måske netop fordi den var så speciel, faldt jeg pladask for hende. Hver aften, når jeg kom hjem fra arbejde, lå jeg i sengen og drømte om hende, drømte om at elske med hende, blot én gang mere. Men selv om jeg inviterede hende hjem til mig, ud i byen, eller forsøgte at få hende til at invitere mig over på endnu et glas, så afslog hun alle mine tilnærmelser. Vores elskov havde været en engangsforseelse og det smertede mig mere end noget andet.

Med skælvende fingre, rækker jeg hånden frem og griber lynlåsen i hendes top. Den kriblende fornemmelse i min krop tager til, da det går op for mig, at jeg vil nyde hendes krop en sidste gang, før jeg siger farvel. Jeg lyner op. Hendes vidunderlige bryster kommer til syne. Hendes mælkehvide hud, hendes brysters perfekte kurver, hendes brystvorters delikate brune farve. Hvor er hun dog smuk. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad vi kunne have haft sammen. Men det er for sent nu.

Jeg trækker hendes top til side og placere en skælvende hånd på hendes bryst. Det er blødt og fast på en gang, hendes brystvorte prikker ind i min håndflade, og den dejlige, varme hud føles helt vidunderlig mod min hånd og mine fingre. Jeg begynder at massere hendes bryst. Pludseligt mærker jeg en intens varme mellem mine ben. Jeg er ophidset. Jeg nyder hendes hjælpeløse krop, jeg nyder at vide, at hun er i min magt. Måske minder jeg mere om hende, end jeg ønsker at indrømme. Jeg kan i hvert fald godt mærke fascinationen af magt over liv og død.

Pludseligt hører jeg hende stønne. Hun bevæger benet en smule. Hun er ved at vågne op igen. Jeg smiler forventningsfuldt, mens jeg bliver ved med at massere hendes dejlige bryst. ’Ditte… Ditte…’ Mumler hun, mellem frydefulde støn. Jeg klukker. ’Ja, lille skat, det er mig. Nyder du mine kærtegn? Kan du huske hvad der er sket? Kan du det, Josefine?’ Josefine svarer ikke med det samme. Men pludseligt begynder hun at klynke og bevæge sine arme og ben. Jeg griner. ’Nej, fjollegøj, du er alt for svag til at rejse dig. Det er allerede for sent, Josefine. Du må bare acceptere din skæbne.’

Jeg tager kluden og holder den klar. Så læner jeg mig ind over hende og hvisker i hendes øre. ’Du skal dø, Josefine, det håber jeg du forstår. Alting slutter. Din dejlige krop, dit skarpe sind, alt hvad du er, alt hvad du nogensinde kunne blive, det stopper i dag. Kan du fatte det? Snart er du borte. Snart er du ingenting. Jeg bestemmer hvornår det sker, Josefine. Du lever kun på min nåde. Du skal dø for min hånd. Dit liv slutter, når jeg bestemmer det.’

’Ditte, nej, undskyld, undskyld, jeg ved godt, at jeg har gjort dig ondt. Men jeg fortryder det så inderligt, tro mig, jeg elsker dig, jeg elsker dig. Hvis du har blot en smule følelser for mig, så hjælp mig, og jeg vil altid være her for dig, jeg sværger, Ditte, du må tro mig.’ Insisterer Josefine med svag stemme. ’Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på dine ord, Josefine. Men du brugte mig, og så fik jeg ellers den kolde skulder.’ Siger jeg og mærker vreden fylde mig. ’Desuden er du mester i manipulation, så der er absolut ingen grund til, at jeg skulle stole på det du siger. Under alle omstændigheder er det for sent nu. Beslutningen er truffet. Du skal dø.’

’Nej, Ditte, jeg beder dig, det må være en misforståelse!’ Hyler Josefine, da jeg atter fører kluden op mod hendes ansigt. Hun vræler, da jeg presser den mod hendes næse og mund. ’Ordren var skam ikke til at misforstå, søde. Du skal dø.’ Hvisker jeg, mens Josefine jamrer og sprutter under kluden. Hun drejer ansigtet op mod mig, og stirrer op på mig med store, bedende øjne. Hendes øjne er virkeligt smukke, og de brænder med en intensitet, jeg aldrig har set før. Det giver et sug i maven. Der er ingen tvivl om, at hun ønsker at leve med hver en fiber i hendes dejlige krop!

’Jeg kan afslutte dit liv, når jeg vil. Jeg kan bare blive ved med at presse kluden mod din næse og mund, så vågner du aldrig op igen. Jeg bestemmer hvornår det slutter. Måske om et minut, måske om fem, måske om en halv time, hvem ved?’ Hvisker jeg, men rædslen og desperationen i Josefines øje vokser til uanede højder. Det kribler helt vidunderligt i min mave. Jeg nyder hendes lidelse, hendes ydmygelse, hendes hjælpeløshed! Jeg nyder visheden om, at alt hvad hun er – alt hvad dette dejlige menneske indeholder af erindringer, håb og drømme – skal slutte i det øjeblik jeg ønsker det.

Jeg flår toppen ned om håndleddene på Josefine, så hun ikke kan gribe fat i mine hænder. Det betyder så også, at hendes bryster gynger og skælver helt vidunderligt, mens hun kæmper imod det uundgåelige. ’Måske skal du bare sove lidt endnu, søde. Måske vågner du aldrig op igen. Hvem ved?’ Klukker jeg fornøjet, mens kraften endnu engang langsom dræner ud af hendes dejlige krop. Hun sender mig et sidste desperat blik, så glider hendes øjne i og hendes krop bliver slap. Skal jeg afslutte det?

Nej, jeg er ikke færdig med hende. Jeg fjerner kluden fra hendes ansigt og fisker et lille stykke silkereb op af min ene støvle. Det har jeg altid på mig, just in case. Så tager jeg hendes lædertop, lægger den ud på gulvet foran hende og lægger hende forsigtig ned på maven, ovenpå den. Hun skal ikke lide. I hvert fald ikke fysisk. Nej, hendes dejlige krop skal ikke lide overlast. Det er kun psykisk hun skal lide.

Hun ligger på maven foran mig. Denne dejlig, smukke, perfekte kvinde, helt slap og hjælpeløs. Jeg fører forsigtigt en hånd op langs hendes rygrad, nyder de små bump, som hendes rygradsknogler laver under hendes perfekte hud. Jeg fører min anden hånd ned til hendes røv og nyder hendes dejlige baller gennem hendes tynde nederdel. Hun er smuk. Hun er dejlig. Hun er min. ’Åh Josefine, vi kunne have haft det så vidunderligt sammen.’ Hvisker jeg ophidset.

Ja det kunne vi. Men i bund og grund er det ligegyldigt nu. Hendes liv er slut. Om et øjeblik er hun borte. Hun vil ikke længere eksistere i denne verden, så det giver ingen mening at spekulere over, hvad der kunne have været imellem os. Nej, jeg må blot nyde denne sidste tid vi har sammen. Og det vil jeg. Jeg vil nyde hendes dejlige krop, jeg vil nyde hendes hjælpeløshed, jeg vil nyde hendes dødsangst og dødskamp.

Da jeg griber fat i hendes håndled, for at binde hendes hænder på ryggen, kan jeg høre hende stønne. Så kommer der et lille gisp fra hendes læber og så begynder hun at snøfte. ’Ditte, du må ikke slå mig ihjel.’ Hvisker hun. ’Du må ikke blive en kynisk og kold kælling, lige som mig. Du er et sødt og dejlig menneske, du er langt bedre end det her. Jeg beder dig, du må ikke dræbe din uskyldighed, du må ikke dræbe din medmenneskelighed. Det er de karaktertræk, der gør dig til det dejlige menneske du er. Et menneske jeg respekterer. Et menneske jeg elsker.’

’Du forstår at belægge dine ord, Josefine, det må jeg give dig. Og du giver ikke op, det må jeg også give dig.’ Siger jeg og klukker fornøjet. ’Men du burde lade være med at spilde din tid, med, at forsøge at tale mig fra det her, og i stedet prøve at acceptere og slutte fred med din skæbne. For dø, det skal du, uanset hvad du siger.’ Josefine brøler frustreret og vrider sig under mig. Det er dog for sent. Jeg har bundet hendes håndled og hun er alt for svækket til at kæmpe seriøst imod. ’Indse det, der er intet du kan stille op.’ Klukker jeg og giver hendes røv et klap.

’OK; hvis du ikke vil tro på, at jeg har følelser for dig, så lad mig i det mindste påpege, at jeg er 36 år gammel. Jeg har masser af gode år i mig endnu, år jeg har glædet mig til at leve, år jeg har ret til at leve! Jeg har kæmpet hårdt for min karriere i Efterretningstjenesten, og jeg har altid været pligtopfyldende og loyal. Jeg ved ikke hvorfor, at nogen oppe i systemet vil af med mig, men jeg kan garantere dig, at der må foreligge en misforståelse. Selv om du er overbevist om det modsatte, fortjener jeg så i det mindste ikke, at tvivlen kommer mig til gode?’

’Du er knivskarp, Josefine. Tænk, at jeg skal lukke ned for så fantastisk et sind.’ Hvisker jeg og mærker den kriblende fornemmelse i min krop tage til. Tiden er snart kommet. Jeg kan mærke det. Det tænder alle mine sanser, det stimulerer alle følelser i min krop og mit sind. Jeg stønner af ophidselse. ’Tænk nu, hvis du tager fejl! Tænk nu, hvis du misforstod noget, eller nogen oppe i systemet har lavet en fejl! Tænk nu, hvis det ikke var meningen jeg skulle dø! Vil du virkelig have det på din samvittighed?’ Hulker Josefine desperat. ’Du kan da i det mindste lige få bekræftet ordren, før du udføre den!’

’Det behøver jeg ikke. Hvis jeg har misforstået noget, så skal jeg nok tage konsekvensen. Det skal du slet ikke tænke på, søde.’ Klukker jeg, idet jeg tager kluden og gør mig klar til den endelige afslutning. ’Men det kommer du jo heller ikke til, for om et øjeblik er du død, Josefine. Er du klar?’ Josefines krop spjætter. Hun stirrer på kluden med rædselsslagne øjne. Tårerne trækker mørke linjer af mascara ned over hendes smukke kinder. ’Nej! Ditte, jeg beder dig, du må ikke gøre der, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke, jeg vil ikke!’ Vræler hun med skinger stemme.

’Denne her kunne du ikke tale dig ud af, Josefine. Så nu slutter det.’ Klukker jeg, idet jeg lægger mærke til, at kluden kun er en lille smule fugtig. ’Nå, jeg tror ikke der er så meget kloroform på kluden, Josefine. Men det er jo også kun godt, for så vil du måske være ved bevidsthed, når jeg kvæler dig.’ Josefine skriger. ’Ditte! Stop! Du må ikke! Du må ikke! Nej!’ Jeg nyder desperationen i hendes stemme. Hun er absolut rædselsslagen. Hun ved hvad der skal ske, og der er intet, absolut intet, hun kan gøre for at undgå det. Hun må gennemleve rædslen, hun må gennemleve smerten, hun må mærke sig selv slutte.

’Tag dit sidste åndedræt, søde.’ Klukker jeg. Josefine skriger, ikke forståelige ord, men et højt, næsten dyrisk brøl. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Det sender frydefulde kuldegysninger op af min ryg og den varme, kriblende fornemmelse i min krop går amok. Jeg lader hende ikke skrige færdig. Jeg afbryder hendes skrig ved at presse kluden hårdt mod hendes ansigt, mod hendes mund og hendes næse. ’Så er du færdig med at skrige. Og færdig med at trække vejret. Og om et øjeblik – bare færdig!’

Jeg kan slet ikke beskrive den følelse der fylder min krop, idet jeg med grusom målrettethed holder fast om Josefines nakke med den ene hånd, mens jeg presser kluden hårdt mod hendes ansigt med den anden. Det er en frydefuld fornemmelse, en både grusom og ophidsende følelse. Jeg ved, at det jeg gør, er både forkert og grusomt. Da jeg var barn, proppede jeg en hundelort gennem min nabos brevsprække. Det er lidt samme følelse der fylder mig nu, bare en milliard gange mere intens. Jeg bilder mig ikke ind, at det er ok, eller at Josefine i streng etisk og moralsk forstand fortjener at dø, men det sker og jeg nyder det, jeg nyder det i fulde drag!

Josefine begynder at spjætte i mine hænder, som om hun tror, at hun kan få sit hoved ud af mit dødsgreb. Det kan hun selvfølgeligt ikke. Jeg kan ikke lade være med at grine, så tåbelig og nyttesløs virker hendes desperate kamp. Hun kan intet stille op. Hun kan bare tælle sekunderne bort, mens luften i hendes lunger slipper op, og smerten i hendes dejlige krop bare vokser og vokser. ’Du er stadig ved bevidsthed, lille skat.’ Hvisker jeg. ’Det er godt. Du skal mærke dig selv blive kvalt, du skal mærke sig selv dø. Kan du mære dine lunger brænde? Kan du mærke, at smerten spreder sig i din krop?’

Josefine spjætter og sparker med den smule kræfter hun har tilbage i sin krop. Hun tudbrøler bag kluden og tårerne vælter ned af hendes kinder. ’Du kan intet stille op. Du kan ikke flygte fra smerten, du kan kun udholde den og mærke hvordan den bliver mere og mere intens.’ Hvisker jeg ophidset. ’Smerten slutter først når du dør, Josefine. Fatter du det? Når du dør!’ Pludseligt mærker jeg noget, der næsten føles som et slag i maven. Så eksplodere den varme fornemmelse i min krop. Jeg brøler. Jeg har fået orgasme! Og nydelsen bliver blot mere og mere intens, den fylder min krop, den fylder min sjæl!

Jeg brøler og stønner, mens bølger af nydelse bliver ved med at eksploderer gennem min krop. Jeg må opbyde al min koncentration for at holde kluden fast over Josefines næse og mund. Hendes krops desperate kamp bliver stadig mere voldsom, stadig mere krampagtig. Jeg kan se smerten og rædslen i hendes ansigt, og synet af hendes lidelse gør blot min nydelse endnu mere intens! Hun sender et sidste desperat blik op mod mig. Desperationen bliver til opgivelse. Så glider hendes øjne i. Hun er ved at dø, lige nu, lige her, hun er ved at dø!

Jeg holder kluden fast, mærker hendes krops ynkelige kamp blive svagere og svagere, før hendes krop til sidst dirrer som en spændt buestreng. Og så er det slut. Pludseligt giver samtlige muskler i hendes dejlige krop slip, og hun ligger helt stille på gulvet under mig, slap som en sæk kartofler. Det er slut! Hun er borte! Jeg holder kluden på plads, mens jeg langsomt tæller ned fra ti. Jeg vil være sikker. Hun skal ikke komme tilbage. Denne gang er det endeligt, definitivt, uigenkaldeligt slut! Hun er helt stille. Helt, helt stille. Jeg får talt ned, og ikke en eneste muskel har rørt sig i hendes krop. Jeg giver slip. Et langt suk forlader hendes læber. Så bliver hun helt stille igen.

’Tak for kampen, søde.’ Hvisker jeg, tørrer de værste mascarastriber af hendes kinder med kluden, før jeg propper den i munden på hende. Hun svarer ikke. Hun siger intet. Hun bevæger sig ikke. Hun trækker ikke engang vejret. Hun er helt, helt stille. Jeg kan næsten ikke fatte, at hun faktisk er væk, og at jeg tog livet fra hende. Men det er sandt. Jeg smiler ned til hende. Så ager jeg hende forsigtigt over håret. ’Var det hårdt, søde? Var det smertefuldt? Nå, det er overstået nu, nu vil du ikke længere mærke nogen smerte i dit liv.’ Hvisker jeg.

Jeg rejser mig. Jeg føler mig fuldstændig udmattet, tilfredsstillet og tom indeni. Som efter helt fantastisk sex. Jeg retter mit hår og mit tøj til. Da får jeg øje på overvågningskameraet, som hænger lige der i loftet og stirrer på mig med sin blanke linse. Skærmen ved døren. Jeg synker en klump, og håber, at der ikke er kommet nogen forbi derude, som har set hvad der er sket. Ikke fordi jeg skammer mig, det er bare noget som kun vedkommer Josefine og mig. Jeg tager en dyb indånding. Så åbner jeg døren. ’Øh, hej Ditte’ Siger Mona, som stirrer på mig med en blanding af frygt og fascination. Hun bider sig i læben. Så smiler hun. ’Du kommer vel ikke over til et glas vin på lørdag?’

’Hvor meget så du egentlig?’ Spørger jeg, da vi sætter os ned i sofaen. Den er kun lige stor nok til to. Der er ingen vin. Det var nu heller ikke derfor jeg kom, hvis jeg skal være helt ærlig. ’Jeg så det hele.’ Svarer Mona. Hun har den der sære blanding af frygt og fascination i sine øjne igen. Hun vender sig mod mig. Sofaen er så lav, at jeg kan se op under hendes nederdel. Hun har kun fiskenetstrømper på. Ingen trusser. Hendes skræv er glatbarberede, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er hendes skamlæber opsvulmede. Jeg mærker en varme brede sig gennem min krop.

’Jeg er kun junioragent, jeg har endnu ikke licens til at dræbe.’ Hvisker Mona. Jeg rækker ud efter den øverste knap i hendes top. Hun trækker sig ikke væk, men smiler bredt i stedet. Jeg knapper den op. Så den næste. Så den næste. Så den sidste. ’Hvordan var det at kværke Josefine med dine egne hænder?’ Hvisker Mona. Jeg kan høre ophidselsen i hendes stemme og se den i hendes øjne. Jeg smiler. ’Det var noget af en oplevelse.’ Svarer jeg. ’Det var også noget af en oplevelse at se på.’ Siger Mona med et skævt smil.

’Det bliver varmt herinde.’ Klukker jeg, flår min top af og læner mig skødesløst tilbage i sofaen. Mona stirrer betaget på min barm. ’Wow.’ Hvisker hun. ’Du er godt nok en flot kvinde.’ Jeg smiler. ’Jeg har også haft et godt øje til dig, lige siden du startede i afdelingen.’ Siger jeg. Monas smil gør fra øre til øre. Så mærker jeg hendes hånd på mit lår. Den glider langsomt og lidt forsigtigt ned mod mit skræv. ’Har du været sammen med hende? Altså Josefine?’ Spørger Mona. Jeg nikker. ’Hvad med dig?’ Spørger jeg. ’Ja, en enkelt gang, da jeg lige var startet.’ Siger Mona.

’Hun inviterede mig hjem til sig privat.’ Fortsætter Mona. ’Hun virkede så selvsikker, så dominerende. Nærmest truende. Jeg var helt paf, men jeg turde ikke afvise hende.’ Jeg nikker igen. ’Ja, sådan var hun. Alle pigerne i afdelingen har fået den behandling. Hun var en kvinde med stor appetit.’ Mona fniser. ’Ja, det var hun. En smuk kvinde. En dejlig kvinde. Når jeg tænker på… hvor overlegen og selvsikker hun altid virkede… det var virkeligt skræmmende, at se rædslen og tårerne i hendes øjne, da det gik op for hende, at hun virkelig skulle dø. Det syn vil jeg aldrig glemme.’

’Heller ikke mig. Det var et intenst syn.’ Siger jeg. ’Skræmmende, men også ophidsende. Syntes du ikke?’ Hun ser lidt forvirret på mig. Så smiler hun og nikker forsigtigt. ’Jeg er liderlig.’ Hvisker jeg. ’Hvad med dig, søde?’ Hun nikker igen. Uden yderligere ord, flår vi tøjet af hinanden og overgiver os til hinandens kroppe og elskovens sødmefulde univers.